Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Nyt job 2017

Efter lidt af en kolbøtte har jeg fået nyt job igen. Jeg vil ikke som tidligere minutiøst kortlægge hvad jeg vinder og hvad jeg mister, da det virker mindre vigtigt nu. Men jeg vil gerne ridse op hvad dette skifte betyder for mig.

Mine 2 seneste jobs har været modsætninger hvad angår fordele og ulemper. Det job jeg lige har haft var et dårligt match når det gjaldt jobindhold, men jeg var glad for kultur, ledere og flexibilitet. Jobbet inden da var modsat – jobindholdet passede super godt til mig, men kulturen gjorde ikke.

Mit nye job ser ud til at kombinere de gode sider ved de 2 seneste jobs. Derudover har jeg fået en hidtil uset kort transporttid. Det er ganske fortryllende.

Transporttid har fyldt meget for mig i mit jobliv. Jeg har haft 40 km. til et job i Dragør, 23 km. til et job på Østerbro. Da jeg fik 14 km. til job for et år siden var jeg begejstret, nu kunne jeg klare turen på el-cykel på lidt over en halv time. Det var perfekt rent motionsmæssigt.

Mit nye job ligger kun 4 km. væk. På el-cyklen tager det mig kun 10 minutter at komme på arbejde. Dette tidsforbrug er forsvindende lille, nærmest ubetydeligt. Det er en kæmpe kontrast til alt hvad jeg har prøvet før. Det giver mig en masse mere fritid, og det er næsten ikke til at fatte.

Det betyder dog også, at motionen jeg får ud af turen på el-cykel er ubetydelig. Jeg har derfor købt en almindelig cykel og håber således at få en fornuftig mængde motion alligevel. Ellers skal jeg til at tænke i nye baner for at få rørt mig nok.

Fleksibilitet har været et kerneområde for mig i tidligere jobs. Det har været vigtigt, fordi en lang transporttid gør det svært at passe hus og hund. Dette tema kommer mere i baggrunden, nu hvor jeg har så kort transporttid, men jeg har alligevel den fleksibilitet jeg ønsker. Jeg kan komme lidt senere eller gå lidt tidligere hvis jeg har behov for det, og jeg kan også arbejde hjemme.

Alt i alt ser det ud til at mit nye job er en ren jackpot af fordele. Der vil nok dukke ting op som jeg kommer til at ærgre mig over. Men når stressfaktorer som transporttid, dårligt matchende jobindhold, ringe flexibilitet og kejtet kultur er væk håber jeg at have meget mere overskud til at klare fremtidig modstand.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg mister

Man kan ikke få det hele. Det er et udsagn jeg tror på helt fundamentalt. Der findes ikke ‘den fede fidus’ hvor man får en masse gevinster uden ulemper. Så selvom mit jobskifte her i 2016 giver mig noget der er rigtig tæt på ‘hele pakken‘, er der alligevel også en række ting jeg må sige farvel til, når jeg forlader Pensionsministeriet:

  • Udsigt til vand, uanset hvor i kontorbygningen man befinder sig
  • Udsigt til kongeskib, lystyachter, krigsskibe, krydstogtskibe og Trekronerfortet
  • Arbejde tæt på Københavns centrum
  • Aflåst cykelparkering og omklædningsfaciliter i kælderen
  • Fri mellem jul og nytår, dagen efter Kr. Himmelfartsdag og hele Grundlovsdag
  • Let niveau af administration, tidsregistrering mv.

Jeg skal ikke længere sidde på el-cyklen i mere end 1 time hver vej til arbejde. Det vil min bagdel nok takke mig for, men det giver mig en mindre motionsmængde. Med et kalorieforbrug der svarer til 7-8 spinning-timer om ugen, tror jeg det er meget fornuftigt at skrue lidt ned.

Det er en mærkelig følelse lige nu at have sine sidste dage på arbejdspladsen, hvor jeg i årevis har følt mig utilpas og langt fra tryg. For sammenlignet med det nye jeg skal starte på, er det alligevel mere trygt og velkendt. Her kender jeg trods alt præmisserne og spillereglerne.

Sammenlignet med de fordele jeg så ved jobskiftet i 2011 er jeg stadig bedre stillet. På de fleste punkter får jeg samme eller bedre forhold end mit forrige job. Som jeg ser det, her i perioden før jeg er startet i det nye job, tror jeg kun at jeg giver køb på at arbejde et sted, hvor der af og til sker noget spændende udenfor vinduerne. Selvom jeg er nysgerrig af natur, synes jeg det er en god byttehandel.

Hvis utrygheden skulle blive for stor, kan jeg bare tænke på den virksomhedsånd, som jeg ikke bryder mig om, den manglende tillid og ingen frihed under ansvar. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gerne vil væk fra den udeblevne fleksibilitet, som jeg ikke forstår årsagen til, og som er ved at kvæle mit privatliv.

Lignende indlæg:

Nyt job 2016: hvad jeg opnår

Når jeg skifter job lige om lidt, får jeg en række muligheder og forbedringer:

  • En mulighed for at arbejde med mit speciale, IT-dokumentation og compliance, i en sammenhæng hvor det er en accepteret præmis for virksomhedens aktiviteter.
  • Bredere ansvarsområde
  • Kendskab til helt ny branche
  • Arbejde i en større virksomhed med større mulighed for faglig sparring
  • Mærkbart kortere transporttid
  • Flextid med fixtid kl. 9:00 – 14:00
  • Betaling ved evt. overarbejde

Vigtigst af alt forventer jeg, som beskrevet i dette blogindlæg, at opnå en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Sidst jeg skiftede job opnåede jeg en lang række forbedringer i ansættelsesvilkår. Jeg var meget imponeret over at få bonusordning, mange ekstra fridage og firma-iPhone, fordi jeg følte at det signalerede, at man betragtede sine medarbejdere som værdsatte specialister. Disse fordele falmede efterhånden som det gik op for mig, hvilke værdier der lå nedenunder – værdier, som ikke handlede om at værdsætte sine medarbejdere.

Derfor holder jeg mig lidt tilbage med at juble over de nye fordele jeg opnår ved dette jobskift. Det er selvfølgelig forjættende at se frem til 1 times ekstra fritid om dagen, og ikke længere at føle sig holdt i kort snor. Brændt barn skyer ilden, og det er svært at slippe frygten for, at jeg igen skal opleve at blive så skuffet, at de ting som på papiret er forbedringer ikke betyder noget.

Lignende indlæg:

På toppen

Nogle gange tænker jeg, at nu kan det næsten ikke blive meget bedre. Jeg har alt hvad jeg kan ønske mig i mit liv, og herfra kan det næsten kun gå ned ad bakke.

Glæden over det nye hus har så langt fra lagt sig. Både min mand og jeg glæder os dagligt over den dejlige bolig vi har fået, og vi bliver ved med at snakke og drømme om ideer og muligheder. Jeg har boet i lejet værelse, 4 forskellige lejligheder af forskellig størrelse og kvalitet samt i rækkehus. Gradvist er mine boligforhold forbedret og jeg sidder nu i en pragtfuld, charmerende villa med god beliggenhed og masser af plads – jeg kan ikke drømme om mere.

Familiemæssigt har jeg det også fantastisk. Jeg lever i et lykkeligt ægteskab med manden i mit liv, som jeg har kendt i 10 år, og vi har det ærlig talt virkelig godt sammen. Vi har været så heldige at hunden Adina kom ind i vores liv, hun har gjort vores lille familie fuldkommen. Jeg har et godt forhold til mine forældre, som bor ganske få km. væk, og vi ses tit. Også min svigerfamilie har jeg et rigtig godt forhold til.

Mit helbred har det rigtig godt. Jeg har døjet med ledsmerter, migræne og stress, men i øjeblikket har jeg meget få gener af det og føler mig frisk både fysisk og psykisk.

Karrieremæssigt går det såmænd også ret godt. Igennem 23 år har jeg arbejdet mig op fra kontorpiccoline igennem en række forskellige stillinger til nu at sidde i en specialiseret stilling i en solid virksomhed, hvor man tror på mig og regner med mig.

Det er jo fantastisk dejligt og privilegeret at kunne glæde sig over sit liv på så mange fronter. Jeg er af den mening, at det er helt i orden bare at være glad. Noget af lykken skyldes held og positive tilfældigheder, og andet har jeg selv haft indflydelse på. Jeg er taknemmelig og stolt, men kan også godt få en snert af skyldfølelse over at have det godt, når der er så mange der har det dårligt. Det hjælper jo ikke nogen, at man ikke værdsætter sin egen lykke. Det gode ved at have det godt er jo også, at man er i stand til at hjælpe andre, der ikke har så meget medvind. Og jeg prøver skam også at dele ud af mit overskud.

Som jeg står her, på toppen af mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan det ser ud fremad. Jeg bliver ramt af en følelse af, at nu kan det ikke blive bedre. Det synes uundgåeligt, at det herfra kun kan gå nedad.

Boligen er forhåbentlig en varig glæde, men på et tidspunkt må jeg måske sige farvel til den pga. alder. Måske bliver det for hårdt at gå på trapper, måske uoverkommeligt at holde hus og have. Det må være hårdt at skulle igennem en flytning, ikke fordi man har lyst, men fordi det er nødvendigt.

Familiemæssigt må jeg jo indse, at jeg ikke kan beholde mine forældre og svigerforældre for evigt. Min elskede hund skal jeg også tage afsked med på et tidspunkt. Til sidst i livet må min mand og jeg også give slip på hinanden. Hvem der dør først ved vi jo ikke, men det er som pest eller kolera, at skulle efterlade sin elskede med savn eller selv at skulle leve uden sin mage.

Helbredet bliver nok heller ikke ved med at blive bedre som tiden går. Min migræne kan jeg måske se frem til at slippe af med når jeg kommer i overgangsalderen, men både overgangsalder og alder i det hele taget bringer jo ofte en række andre dårligdomme med sig. Ledsmerterne kommer nok til at genere mig på mine gamle dage, som så mange andre af mine ældre familiemedlemmer har oplevet det.

På jobsiden har jeg længe frygtet nedgang. Tit føler jeg, at jeg nu har udviklet mig selv og mine kompetencer så meget som der er belæg for. Der opstår ikke så mange muligheder, som der gjorde da jeg var yngre, og det føles som om at den type medarbejder jeg er, ikke værdsættes på arbejdsmarkedet nu om dage. Min løn stiger heller ikke længere. Jeg frygter at blive fyret og/eller at have svært ved at finde nyt job.

Og så igen – det skal jo nok gå. Det er selve naturen af at leve et liv, at det går op og ned. Det er rædsomt at tænke på den dag jeg mister en af mine nære, og det vil være frygteligt at miste helbred, job eller bolig. Men det er jo nødt til at gå alligevel.

Jeg har før oplevet at mistet nære, blive syg og få forringede bolig- og jobforhold. Jeg overlevede og oplevede gode tider igen bagefter. Alder er irreversibelt, men jeg tror på at der ligger nye, gode ting i fremtiden. Hvorfor skulle jeg ikke kunne få nye nære relationer, nye hunde-venner – måske et jobliv i en helt anden kontekst eller form?

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg slipper for

Det er ikke nogen hemmelighed, at der også er elementer ved at bo i vores rækkehus i Virum, som vi ser frem til at sige farvel til. Det er alle de små irritationsmomenter, der er forbundet med at bo i rækkehus på en lille vej – ting man lever med når man er dedikeret til at bo her, men som man glæder sig til at slippe af med, når der er udsigt til at komme et andet sted hen.

Da vi flyttede ind i 2005 var det en stille vej, hvor der hovedsagelig boede ældre mennesker, og det var ikke alle der havde bil. Siden er der sket en udskiftning, og i dag er vejen i høj grad beboet af yngre, erhvervsaktive familier. Det har betydning for miljøet på den lille vej, og når vi flytter slipper vi for:

  • En konstant åben hoveddøren hos familien skråt overfor, så man ikke kan undgå at høre de 2 voksne og 4 børn råbe ad og til hinanden
  • Udsigt til haveredskaber, varebil og trailere med skrald i vejkanten hos samme genbo, som driver en haveservice-virksomhed
  • Trafik af skaldede, tatoverede unge mænd frem og tilbage foran huset, fordi de skal hente førnævnte arbejdsredskaber
  • Lastvognstrafik med af- og pålæsning af udstyr fredag og lørdag nat få meter fra mit soveværelsesvindue, fordi naboen er roadie for musikgruppen L.I.G.A.
  • Kamp om parkeringsmulighederne, fordi mange familier har 2 biler på en vej fra 1930’erne, hvor dimensionerne ikke er til det
  • Rystende vægge og gulve, når naboen smækker døren eller lemmen ned til kælderen
  • Hjertet oppe i halsen, når naboen slipper skraldspandens låg fra topposition og det lander med et brag som et pistolskud
  • At blive vækket tidligt lørdag morgen, fordi naboen har morgenfriske børnebørn på besøg

Der ligger sikkert nogle nye irritationsmomenter og venter i Birkerød. Men for nu kan jeg glæde mig over at slippe for disse.

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg mister

Der er enkelte ting ved flytningen til det nye hus i Birkerød, som giver forringelser i vores hverdag. Udover at det er vemodigt at sige farvel til vores første, fælles hjem, som vi har brugt mange kræfter og megen energi på at opbygge og tilpasse til vores behov, så mister vi:

  • Vores kære, søde nabodame, som jeg føler mig så meget ‘i familie’ med
  • En komfortabel afstand til min arbejdsplads: 6 km mere gør en forskel, når rejsen foregår på el-cykel
  • En god storskralds-ordning, hvor man hver anden torsdag kan stille næsten alt fra aviser til møbler og hårde hvidevarer ud på fortovet, og så kommer der nogen fra kommunen og henter det
  • Fællesskabsfølelse med kvarterets hundeejere
  • Drivhus
  • Økonomi: det vil ikke være helt udgiftsneutralt at udskifte rækkehus med villa

Min generelle tro på menneskeheden gør, at jeg regner med at finde rare naboer på den nye adresse, og jeg er også sikker på at jeg finder en løsning på transporten til arbejde. Et drivhus kan jo vælge at bygge det nye sted, og økonomien er ikke værre end at vi stadig vil have et OK rådighedsbeløb. Men jeg kommer dælme til at savne naboen og storskraldsordningen.

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg opnår

Igennem hele forløbet med forberedelse, salg af rækkehus og køb af villa har vi tænkt og tænkt over vores ønsker til en ny bolig, og afvejet for og imod på en lang række kriterier hver gang vi har vurderet et hus.

Vores kommende nye hus indfrier de fleste af vores ønsker. Da jeg skiftede job i 2011 lavede jeg lister her på bloggen over hvad jeg opnåede ved skiftet, og hvad jeg sagde farvel til. Jeg har lyst til at gøre det samme ifm. vores skift af bolig. En slags cost-benefitanalyse. Her kommer en oplistning af alle de forbedringer, jeg og min familie opnår ved at flytte til nyt hus i Birkerød:

  • At kunne gå rundt om sit hus
  • Mere plads: fra 75 til 192 bolig-kvadratmeter
  • Større udendørsareal: fra 270 kvm til 973 kvm grund
  • Større afstand til naboer, og dermed mere ro og privatliv
  • Mulighed for at vores gæster kan parkere hos os
  • Brændeovn
  • Mulighed for at adskille beskidt indgang (efter hunde- og cykeltur) og ren indgang
  • Et ekstra badeværelse, så vi ikke skal stå i kø til badeværelset om morgenen
  • En indretning, hvor man ikke skal igennem entreen, når man på bare fødder skal fra soveværelse til badeværelse
  • Ultra kort afstand til en skov, hvor man må gå med hund uden snor
  • En 1. sal med soveværelse og badeværelse, som giver mulighed for at trække sig tilbage til en mere rolig del af huset, når man går til ro.
  • Et flot hus i murermesterstil, bygget efter gode gamle håndværksmæssige principper, i god stand og med minimal vedligeholdelse

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig helt vildt til at få nøglerne til huset?

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på nogen – men gør det alligevel

Efter at jeg har skrevet min indlægs-serie om hvorfor jeg ikke kan stemme på de forskellige partier der stiller op til folketingsvalget 2011, står det klart for mig, at jeg ikke finder et parti som jeg kan gå 100% ind for. Den flittige læser af bloggen vil vide at jeg har skrevet om alle de partier, der stiller op. Men det kan ikke komme på tale IKKE at stemme. Jeg kan se at jeg i mine indlæg har svinget imellem at sige min mening om overordnet menneskesyn og detaljer i de enkelte emner, men jeg tror kriteriet må være mere generelt, hvis jeg skal kunne beslutte mig for et parti at stemme på.

Det er vigtigt for mig at stemme på nogen, som vil det godt for ALLE mennesker i Danmark. Vi skal alle have lov til at være her. Også indvandrere, dem der betaler topskat, dem der har en virksomhed, dem der går på arbejde, dem der tror på Gud og dem der ryger. Jeg bryder mig ikke om dæmonisering af grupper af befolkningen. Det skal være et parti som kan rumme mange forskellige slags borgere og forstå at der er mange aspekter på de forskellige emner.

Hele venstrefløjen taler simpelthen ikke til mig. De inddeler befolkningen i ‘venner’ og ‘fjender’. Jeg føler ikke at jeg hører til i kategorien ‘venner’ fordi jeg ejer min bolig, fordi jeg betaler topskat eller fordi jeg ikke har børn. Og det er ikke fordi jeg ikke vil bidrage til samfundet, jeg betaler skam al den skat jeg skal – også den som man selv frivilligt skal komme med. Jeg tilgiver aldrig Poul Nyrup for at ramme mig med Pinsepakken dengang min månedsløn var 14.400 kr. og jeg havde 1.600 kr. til mig selv hver måned – mit mest konkrete eksempel på at inddeling af borgerne i ‘venner’ og ‘fjender’ ikke holder.

Højrefløjen virker mere rummelig på mig, og jeg er også mere tryg ved økonomien i deres hænder. Men blandt de yderste partier, DF, Venstre og Liberal Alliance, tvivler jeg på hjertevarmen, og den betyder meget. Det efterlader mig med Radikale, Kristendemokraterne og Konservative.

De konservative føler jeg mig hjemme hos, men jeg synes ikke de taler så meget om de emner jeg synes er vigtige. Måske er det en falsk tryghed jeg føler ved det parti. Radikale virker noget mere moderne, og jeg føler også at de bedre forstår min livssituation. Hele debatten om multimedieskatten er et eksempel på, at jeg synes flere partier slet ikke forstår den hverdag på arbejdsmarkedet som jeg og andre vidensarbejdere har. På den anden side kan de Radikale også godt virke lidt bedrevidende på mig, og det kan jeg ikke lide. Kristendemokraterne har nogle gode værdier, men kan de stå distancen når det kommer hele spektret af folketingets emner? Og kan de overhovedet blive valgt?

Jeg har simpelthen ikke besluttet mig endnu. Men det må jeg jo hellere tage at gøre, for det er imorgen jeg skal sætte mig kryds. Måske jeg skulle kigge lidt mere på partiernes holdninger på Folketingets valg-sider.

Lignende indlæg: