Anmeldelse af Sony Xperia V

Jeg har fået ny smartphone. Det er sket lidt udenfor nummer, for det var egentlig meningen at min Arc S, der var en topmodel da jeg fik den i 40-års fødselsdagsgave, skulle kunne holde noget længere – især efter at jeg den blev ‘levetidsforlænget’ ved at jeg fik min Nexus 7. Men jeg begyndte at få nogle hardwareproblemer som var for irriterende i længden, og så fristede den nuværende topmodel fra Sony fælt.

Som det måske fremgår af ovenstående billede ligner designet Arc S’en en del med den elegante kurvede bagside, der er så behageligt i både hånd og lomme. Fronten adskiller sig dog og nærmer sig desværre iPhones monotone & monokrome look, men heldigvis bryder metalkanten symetrien på en elegant måde.

Det piner mig lidt at måtte pensionere min Arc S, for den holder faktisk stadig teknologisk på mange punkter. F.eks. er skærmstørrelsen på min nye telefon den samme, og de har begge HD-teknologi på skærm og kamera. Men der er nu alligevel kommet mange nye ting til.

Denne model er en del af en ny tendens hos Sony, hvor man nu gør mange telefoner vandtætte. Det er ikke fordi det er håndværker-telefoner der kan tåle al mulig hård medfart, men man skulle kunne putte telefonen i et glas vand i ½ time uden at den tager skade. Ikke at jeg skal bade med telefonen, men almindelige smartphones kan faktisk ikke tåle en hverdagsforteelse som at man taler i den i regnvejr, og garantien dækker ikke hvis den har fået fugt. Vandtætheden i Xperia V gør, at indgange til strøm og hovedtelefoner er dækket af små dæksler, hvilket kan være en anelse irriterende at skulle lukke op og i. Men da husbond også har investeret i denne model har vi købt en dock, som kan lade telefonen op uden at man skal åbne dæksler, så det er til at komme over.

En anden ny teknologi er NFS – Near Field Communication. Telefonen leveres med 2 brikker som kan aktivere en lang række funktioner når man fører telefonen forbi dem. Indtil videre har jeg sat en brik op på arbejde, så et ‘checke ind’ på arbejde udløser lydløs tilstand. Også placering i oplader, tilslutning af headset eller alene et bestemt tidspunkt kan udløse diverse apps mv. Man kan f.eks. sætte den op til at være på lydløs om natten, hvilket kan være nyttigt hvis man er typen som ikke slukker telefonen om natten og måske endda bruger den som vækkeur. Jeg glæder mig til at udforske perspektiverne yderligere.

Telefonen er en LTE-telefon, dvs. den kan bruge det nye mobilnetværk kaldet 4G. Jeg har dog ikke haft mulighed for at prøve det, da min teleudbyder Telmore ikke udbyder dette endnu.

Det er en fornøjelse at have Xperia V i hånden. Alting går lynhurtigt og skærmen er fremragende. Sony er som sædvanlig nyskabende og banebrydende når det kommer til brugervenlighed. Nu hvor jeg kender den originale android-platform fra min Nexus, kan jeg tydeligt se alle de steder Sony går ind og forbedrer brugeroplevelsen. Det gælder bla. tastatur og features til indretning af skærmbillederne. Det er stadig utrolig nemt og ligetil at skrive beskeder på Sony Xperia V. Foruden apps, temaer og widgets leverer Sony nu mini-apps, som ses når man trykker på task manager-knappen. Det er små ting som et stopur og en lommeregner, som kommer op som en post-it ovenpå skærmbilledet. Det er nu også muligt at få mere end de 5 hjemmeskærme.

Telefonen er i skrivende stund topmodellen hos Sony, men der er en større model på vej. Her i marts kommer Xperia Z, som har 5″-skærm og quad core-processor i modsætning til V’s dual core. Jeg vidste godt at den var på vej, da jeg købte Xperia V, men her kommer min snusfornuft op i mig. Som jeg tidligere har argumenteret for, synes jeg at man skal overveje hvad man får for pengene når det kommer til disse gadgets til mange tusinde kroner. Får man virkelig så meget mere værdi ud af at have de dyreste telefoner i toppen af markedet? Xperia Z kommer vist nok til at koste ca. 2000 kr. mere end Xperia V og der dermed prissat som en iPhone. Når jeg har min Nexus 7 føler jeg ikke at jeg har brug for den større skærm og den kraftigere processor. Det er jo ikke fordi Xperia V er en low-end telefon, hvor jeg giver ikke afkald på en masse nye smarte features. De 2000 kr. i prisforskel kunne jeg bruge på en Nexus 7, hvis ikke jeg allerede havde sådan en, en ny lækker vinterfrakke eller et wellness-ophold med min elskede.

Jeg kan på det kraftigste anbefale Xperia V. Det eneste der ærgrer mig i forhold til den kommende topmodel er, at den kommer til at kunne fås med farve på (lilla). Xperia V er lidt trist at se på, når man bare betjener den almindeligt og ser den lige forfra. Den ligner en iPhone eller en anden smartphone uden personlighed, og jeg savner at se noget andet end sort. Derfor bliver det også kun til 4 stjerner. Men det skyldes ikke performance eller målbare specs – kun et spørgsmål om personlig smag mht. udseende.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Anmeldelse af Nexus 7

I julegave gav min dejlige mand mig en tablet-computer. Det var en Google Nexus 7, altså en 7-tommers tablet med rendyrket Android. Jeg havde tænkt at jeg ville købe den til mig selv, hvis jeg fik bonus i starten af 2013, men min mand synes jeg skulle have den i julegave. Og det gjorde lykke!

Nexus 7 skiller sig ud fra de andre Android-tablets ved at være helt i top på de tekniske specifikationer (32 GB lagerplads, quad-core processor og 1 GB RAM) og den nyeste version af styresystemet Android. Så vidt jeg kunne se i diverse anmeldelser var de andre Android-tablets på markedet ikke helt så godt med, og jeg har af mange årsager ikke lyst til at melde mig ind i Apple-familien.

Prisen er også en vigtig faktor når jeg kigger på gadgets, for man kan hurtig købe sig fattig. Når det kommer til tablets er det min opfattelse, at udviklingen går hurtigt lige i øjeblikket, og jeg er ikke interesseret i at bruge alt for mange tusindkronesedler på en dims, som er forældet inden der er gået et år. Her har Nexus 7 positioneret sig klogt, idet den koster under 2000 kr. Det er en overkommelig pris, når man tænker på hvor hurtigt man risikerer at den bliver forældet – man kunne gå hen og få lyst til at bruge penge på endnu en gadget.

Da tablet-computere begyndte at komme på markedet med iPad’en i spidsen var jeg skeptisk. Jeg så dem som kæmpe-iPhones der i praksis endte med at blive sindsygt dyre spillekonsoller, som mest blev brugt af børnene i familien. Jeg havde ikke lyst til at blive slået i hardkorn med Apple-lemmingernes kritikløse fascination, og jeg kunne slet ikke se behovet for den der ting midt imellem PC og smartphone.

Men så begyndte min smartphone at nå toppen af sin kapacitet. Jeg havde en Sony Ericsson Arc S som jeg var utrolig glad for, men desværre havde jeg undervurderet pladsforholdene. Med et hukommelseskort på 16 GB troede jeg at der ikke var nogen ko på isen, og jeg havde da heller ikke hverken musik, data eller apps i den størrelsesorden. Det viste sig bare at mange apps ikke kunne køre fra hukommelseskortet og derfor var nødt til at ligge på den ret begrænsede interne hukommelse.

Samtidig var paletten af app’s begyndt at blive så bred, at det ikke var dem alle som var relevante at have på en telefon. Jeg så en fordel i at adskille de ting som man har brug for når man er på farten (kamera, rejseplanen, kort-tjenester mv) og så de ting som egentlig mere er noget jeg sidder og nusser med hjemme i sofaen (e-boks, godkendelse af blog-kommentarer, hovedpinedagbog).

Tabletten blev en aflastning for en overbelastet smartphone, og pludselig kunne jeg se en masse formål for sådan en maskine. Den er perfekt til sofa-brug. Den større skærm gør det mere afslappet at se på skærmen, samtidig med at den ikke er så stor at den er tung at have i hånden. Den fylder ikke mere end en kalender, og i samme omgang gik jeg væk fra papirkalender og over til at have mine aftaler online.

Sammenlignet med smartphonen er den lynhurtig og har masser af plads, så man kan bare fylde på med app’s, også de fjollede og dem man lige er nysgerrig på. Udvalget af apps er en af de ting der kritiseres når det kommer til Android-tablets, men jeg savner ikke noget. Jeg klarer alle de sociale tjenester, tilbudsaviser, nyheder, musiktjenester, spil og administrative apps jeg vil uden begrænsninger.

Alt i alt ser jeg Nexus 7 som en tablet hvor man virkelig får ‘value for money’. De fravalg der er taget i forhold til dyrere tablets er ikke noget der generer mig. Hvem har egentlig brug for et bagudrettet kamera på en tablet, det har man jo i sin telefon? Apple-fans vil måske efterlyse en mere lækker finish, men den gummi-agtige bagside er efter min mening langt bedre at håndtere end de blanke og glatte modeller, hvis man da ikke vil putte sin Nexus 7 i en form for etui, og så bliver det jo ligegyldigt. Jeg kan varmt anbefale Nexus 7.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Økonomiens årscyklus

Selvom jeg altid er blevet aflønnet med en fast bagudrettet månedsløn, er det meget forskelligt hvordan jeg føler min økonomiske formåen er. Uanset hvad mit rådighedsbeløb har været, har jeg altid svinget imellem nogle gange at føle mig fattig og andre gange føle at jeg havde mange penge mellem hænderne. Det har hængt nøje sammen med en følelse af henholdsvis at føle mig motiveret for at spare op og at føle mig motiveret for at bruge løs.

I øjeblikket er jeg inde i en periode, hvor jeg er motiveret for at spare op og næsten ingen penge bruger på andet end mad og husholdning. Sådan er det tit på  denne tid af året; der er mange fødselsdage i familien og julen banker også snart på, så der er nok at bruge pengene på. Vi har også lige haft en forsikringssag hvor vi skal betale selvrisiko, husbond har planer om at renovere kælderen og ude i fremtiden ser jeg et behov for at skifte el-cykel.

Den helt store forbrugsfest starter lidt før december, hvor der skal forberedes gavekalender til husbond og der skal købes ind til adventskrans og opstart på julehygge. I løbet af december får jeg købt de julegaver jeg skal give, og tit forkøber jeg mig selvom jeg ikke har så mange jeg skal give gave; jeg kommer til at købe for store eller for mange gaver til de få jeg giver gave. 

Jeg har selv fødselsdag i slutningen af november, så på denne tid af året skal jeg selv finde på nogle ønsker, som andre kan give mig i fødselsdags- eller julegave. På en eller anden måde ender jeg tit i en behovsgenererende forbrugsspiral af materialisme ved at gå så meget i butikker og se og tænke på ting, ting, ting. Pludselig har jeg hele hovedet fuld af ideer til andre og til mig selv, så efter jul kan jeg godt føle jeg er nødt til at købe alle de ting jeg ikke fik i julegave.

Og så føler jeg mig fattig. Januar føles altid frygtelig lang, og mange gange har man fået den månedsløn man skal leve af allerede før jul. Det er altid svært at få pengene til at række i januar og februar, og hvis jeg har en opsparing et sted kommer den tit til at være buffer i denne tid.

Når vi kommer ind i forårsmånederne begynder det at klare lidt op. I marts får jeg ofte penge tilbage i skat, og lidt senere kommer den særlige feriegodtgørelse ved starten på det nye ferieår. Det sker da også af og til at der kommer en lille regulering i lønnen på denne tid af året. Jeg føler igen at jeg har penge imellem hænderne.

Så begynder optimismen at buldre igen. Jeg kan tydeligt se det på min garderobe. Jeg køber langt mere forårs- og sommertøj end efterårs- og vintertøj. Der er også mange ting der starter op i foråret – sommerhussæsonen starter og man skal til at plante have og drivhus til. Efter en kold, mørk og fattig vinter vælter livslysten og ideerne frem i mit hovede, og jeg køber løs.

Denne følelse kan godt fortsætte ind i sommerperioden, men det tager som regel lidt af. Og så er vi tilbage til efteråret.

I år har vi valgt at ændre på vores måde at håndtere månedsøkonomien på. Lige siden husbond og jeg flyttede sammen har vi kørt en form for fællesøkonomi, hvor vi indbetaler et beløb på en fælles budgetkonto, og kører alle faste udgifter over denne konto. Dagligdags indkøb til husholdningen har vi skiftedes til at betale af lønkontoen. Denne sommer lavede vi om på det, så vi nu også indbetaler et fast beløb til husholdning, som en slags fælles husholdningspung. Tilbage på vores respektive lønkonti er så udelukkende penge til personligt forbrug.

Det har ændret en del på hvordan jeg føler om at have penge mellem hænderne – eller ikke. På den ene side er det et noget mindre beløb der står på kontoen end det jeg er vant til, hvilket automatisk får mig til at holde igen med forbruget. På den anden side kan jeg jo godt se, at beløbet ikke svinder lige så hurtigt ind, som det gjorde før da ethvert indkøb i supermarked gav mange bevægelser. I september var der faktisk en del penge tilbage da månedslønnen gik ind. Det er rart at vide, at jeg kan disponere over alle de penge der står på min konto, og at der ER sat penge af til al den daglige drift. Så nu skal jeg bare vænne mig til det nye beløb, så skal det nok lykkes mig at bruge hver en krone hver eneste måned, som jeg hidtil har gjort. Man må jo sørge for at holde gang i de økonomiske hjul i Danmark.

Lignende indlæg:

Retfærdighed i politik

Naivitet og idealisme er to ting der løber i mine årer og en konstant kilde til frustration for mig. For jeg vil næsten altid naivt forvente at retfærdighed og andre ædle formål forsøges opfyldt, og jeg bliver selvfølgelig konstant skuffet. Om det handler om medmennesker på gaden, familiemedlemmer eller folk som har magt over mig i form af arbejdsgivere og politikere, så forventer jeg altid at de som udgangspunkt har gode hensigter, og det er selvfølgelig gode hensigter i min egen definition, så som at behandle hinanden med respekt og den slags.

Når det kommer til politik kan jeg hidse mig op over mange af de forslag og love der kommer frem. Som at jeg f.eks. skal betale skat af fri telefon, selvom den ikke er spor fri og at skatten alene koster mig mere, end det at have privat mobiltelefon ved siden af. Det føles uhyre uretfærdigt, og selvom der er tale om mindre beløb bliver jeg virkelig vred over dilemmaet imellem, at jeg i statens øjne har ‘fri telefon’ og dermed skal betale skat, selvom jeg reelt betaler alle mine private udgifter til telefon selv.

På den anden side gør det godt, når der kommer forslag frem, som virker retfærdige i mine øjne. Regeringen lækker her i pinsen store dele af deres kommende forslag til skattereform, og der er flere ting jeg er rigtig godt tilfreds med.

For knap 2 år siden bragte den borgerlige regering børnepengene på banen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på hvor utrolig mange penge staten forærer skattefrit til mennesker der har børn, udelukkende fordi de har børn. I nedgangstider virker det faktisk grotesk, at helt almindelige mennesker med orden i økonomien på statens regning skal have en præmie for at få et barn. Børnepengene er så vidt jeg husker i sin tid indført som kompensation for andre skatter, og børnefamilier kan sådan set regne pengene ind i deres budgetter på linje med deres beskattede indtægter ud fra en tanke om at det er nettoresultatet der tæller. Men det er mange år siden, og dem der havde børn dengang har nu voksne døtre og sønner, som i mange tilfælde ser deres børnepenge som nogle hyggelige ekstra-penge de kan bruge til sjov og fornøjelser. Det føles ikke retfærdigt i krisetider. Derfor virker det rigtigt at begrænse dette statstilskud.

Den borgerlige regering forsøgte at begrænse hvor mange penge den enkelte familie kunne modtage, det har den socialistiske regering stoppet. Til gengæld lægger man nu op til at se på modtagernes indtægter, således at familier med høje indtægter får lidt mindre i børnepenge. Jeg håber at det er starten på en nedtrapning af børnepengene. Ideelt set synes jeg det ville være bedst, hvis man kun gav tilskud til børnefamilier som virkelig trænger, på samme måde som man i kommunerne idag støtter f.eks. enlige forsøgere og andre der er kommet i økonomiske problemer og har brug for en håndsrækning for at få børnenes liv til at hænge sammen.

Et andet element i regeringens skattereform er det man kalder boligskatterne. Her tænkes på det fradrag man får, når man har renteudgifter, idét det typisk er boligejerne der har de største lån. Jeg kender ikke den historiske baggrund for at indføre fradrag for renter, men jeg ved at det til at starte med var muligt at trække en meget stor andel af sine renteudgifter fra i skat, og at det derefter gradvist er blevet trappet ned. På samme måde som med børnepengene kan man se på det som en velerhvervet ret som man har lagt sin økonomi an på, men jeg synes også at retfærdighedsaspektet skal med. For hvad er egentlig rimeligheden i at få fradrag for udgifter man selv har valgt at have? Man belønner dem der tager store lån, og dem som har sparet mere op til f.eks. en bolig, eller nøjes med en mere beskeden bolig, får mindre fra staten. På linje med børnepengene synes jeg at man skal nedtrappe rentefradraget helt ned til 0% over en årrække.

Et sidste element, som jeg er postitivt overrasket over at høre fra en SF-skatteminister, er at borgere på overførselsindkomst ikke længere skal stige mere i indtægt end vi som går på arbejde. Det virker jo også umiddelbart rimeligt, eftersom at disse personer trods alt har deres på det tørre rent økonomisk. Nogen har ikke så mange penge når de er på overførselsindkomst, men mange har trods alt en stabil situation, hvor de kan regne med en fast og reguleret indtægt, og risikerer ikke pludselig at skulle fraflytte deres bolig – en risiko som vi der er på arbejdsmarkedet konstant må leve med ifm. arbejdsløshed.

Det virker som om at den socialistiske regering er begyndt at få øjnene op for, at det er urimeligt kun at tænke på alle dem der modtager ydelser i vores samfund – at det er nødvendigt at vise respekt overfor dem som betaler gildet; os der går på arbejde. Når skatteministeren nævner hårdtarbejdende lønmodtagere i sin snak om topskat, så nævner han sygeplejersker og faglærte arbejdere. Men vi som sidder på et kontor hele dagen hører til i samme indkomstgruppe kan glæde os over, at vi også i givet fald også vil blive ‘ramt’ at en skattelettelse, selvom vi aldrig bliver nævnt og via signalerne bla. omkring skat af fri telefon føler os som nogen der ikke skal tages hensyn til.

Lignende indlæg:

Skattefælden

Nu begynder virkningerne af den nye finanslov og de nye skatter at blive mere konkrete for mig. Der er flere af de nye skatter som virker uretfærdige, og de fanger mig i en fælde, som jeg ikke selv har valgt at gå ind i.

Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Lignende indlæg:

Farvel til multimedieskatten?

Den nye regerings finanslovsforslag indeholder en afskaffelse af multimedie-skatten. Hurra, siger jeg! Jeg har lige fra starten været stærkt utilfreds med at en borger som min mand skal betale 140 kr. om måneden, udelukkende fordi hans arbejdsgiver har valgt at hans arbejdsredskab skal være en bærbar PC. Hans opgaver giver ikke mulighed for at arbejde hjemmefra, og han har ingen grund til at tage den med hjem for at bruge den privat, da han har en bedre privat PC hjemme. Men skat skulle han betale. Det føltes meget uretfærdigt. Det er heldigvis slut nu.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Radikale

I bund og grund kan jeg godt lide Radikale. De har nogen rigtig gode meninger og virker til at tænke sig godt om, samtidig med at de har  hjertet på rette sted.

Jeg er meget enig med dem når det gælder ryge-lovgivning, efterløn, kirke og religion og psykisk nedslidning. Det virker som om de tager udgangspunkt i viden og medmenneskelighed – det kan jeg godt lide. En god balance imellem økonomisk ansvarlighed og social bevidsthed.

Men en gang imellem synes jeg at filmen knækker for dem. Især når de begynder at snakke om at flytte skattetrykket fra indkomster til fast ejendom. Det virker så himmelråbende uretfærdigt, når man tænker over det.

For det første er der situationen med pensionister, der ikke længere har en høj lønindtægt, men fordi de har betalt huset ud kan blive boende i huset trods lavere indkomst. Disse mennesker er jo magtesløse overfor at skulle betale højere skat af at eje nogle mursten – det får de jo ikke flere penge af.

Det samme gælder jo i og for sig yngre familier, som pga. boligboblens brist nu er teknisk insolvente og ikke kan flytte uden at realisere store tab. Hvis de skal betale mere skat af at eje en bolig, kan de måske være nødt til at sælge boligen alligevel. De ville så skulle finde en mindre og billigere bolig med en stor gæld i bagagen.

Og så er det efter min mening helt ufatteligt uretfærdigt, at borgere som bor til leje går fuldstændig fri. Hvis mine forældre havde været så forudseende at skrive mig op til en lejebolig 15 år før jeg ville flytte hjemmefra, så kunne jeg måske idag sidde godt i en almennyttig lejlighed med en husleje, som kun kunne stige indenfor nogle af lovgivningen fastsatte rammer, og jeg kunne ikke rammes på min pengepung af diverse pinsepakker og andre skattestigninger. Hold da op hvor ville jeg have mange penge, og ingen risiko for at blive tvunget til at bidrage mere til samfundet.

Så igen, som med så mange andre partier – jeg kan godt se en masse gode hensigter, men så kommer der lige nogen ting som er fuldstændig uspiselige for mig. Suk, hvad skal jeg dog gøre?

 

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Det er gratis

Her i februar har DSB en kampagne på deres kaffeautomater i Kystbanetoget, hvor kaffe og varm cacao er gratis. En dag i forrige uge sad jeg lige i nærheden af automaten, og der var en livlig trafik. Folk tumlede rundt i toget med de varme væsker for at få sig en tår kaffe, inden de skulle af igen. Selv folk, som sad på klapsæder i et rum med barnevogne og cykler og ikke havde et lille bord at stille koppen på, skulle have kaffe.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

Lignende indlæg:

Noget om køkkenmaskiner

Jeg er åbenbart inde i en periode hvor jeg har trang til at fortælle om mine forbrugsgoder – en slags materiel-narcissisme? Et indlæg hos Madame fik mig til at tænke over hvor mange elektriske redskaber man egentlig har i køkkenet. Debatten hos Madame afspejler ikke overraskende, at mange mennesker har mange maskiner, og at det ikke er alle maskinerne der er i brug.

Hjemme hos os er vi så heldige at have ret god skabsplads i vores køkken, så vi har også fået anskaffet os en del køkkenmaskiner med tiden. Vi har også et alibi: ofte bruger man mindre energi/el ved at bruge en specialdesignet maskine. For eksempel lærte jeg i folkeskolen at man brugte langt mindre el på at koge vand i en el-kedel end i en gryde/kedel på komfuret. Når jeg skal koge pasta eller grøntsager koger jeg derfor altid vandet i el-kedlen før jeg hælder det i gryden.

Men det er nu ikke alle køb der har været lige vellykkede, og skabe og skuffer er ved at være fyldt nu. 

Ting vi bruger hele tiden:

  • riskoger
  • smoothieblender
  • brødrister
  • el-kedel
  • æggekoger
  • stavblender/minihakker
  • el-pisker

Ting vi bruger ind imellem

  • senseo kaffemaskine (vi drikker ikke selv kaffe, så det er kun når der er gæster)
  • friturekoger
  • æbleskive-dims

Ting vi næsten aldrig bruger

  • kartoffelskrællemaskine
  • saftcentrifuge
  • vaffeljern
  • toaster  

Ting som er i stykker og burde smides ud:

  • alm. blender

Ting vi ville ønske vi havde:

  • røremaskine (Kitchen Aid el.l.)

Riskogeren er klart det bedste køb vi har gjort. Den bruges adskillige gange om ugen, og det er utrolig nemt lige at sætte ris over og så passer det sig selv. Samtidig har man et blus på komfuret fri, hvis der skulle blive trængsel. Jeg gætter på at der er samme besparelse af el som ved brug af el-kedlen – det er jo lidt samme princip hvor vandet varmes meget direkte.  

Kartoffelskrælleren købte vi næsten samtidig – den har vi godt nok ikke brugt ret mange gange. Kartoflerne skal helst være meget runde for at man får et godt resultat, og de skal alligevel efterbehandles når de har været nede i skrælleren. Det er et frygteligt svineri at gøre rent bagefter – tror alt i alt det er hurtigere at skrælle/skrabe kartoflerne i hånden.


Lignende indlæg: