Anmeldelse af Nexus 9

Jeg fik min tablet-debut med en Nexus 7 for 2 år siden. Den har jeg været rigtig glad for lige siden. Jeg synes faktisk stadig, at der er enorm value-for-money i den dims, og den skal absolut ikke på pension.

Husbond havde dog opdaget, at jeg var begyndt at have lidt problemer med performance når vores wi-fi var ustabilt (og det er det tit). Der var en ny Nexus-tablet på vej fra Google, og min fødselsdag nærmede sig – så jeg er nu i besiddelse af en Nexus 9.

Nexus-produkterne er tænkt som spydspidser for Googles seneste version af styresystemet Android. Nexus 9 er således den første tablet der er udviklet til Android 5, også kaldet Lollipop.

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne med da jeg fik Nexus 7, som også var flagskib for den dengang seneste version af Android. På den baggrund er Nexus 9 ikke helt den samme oplevelse.

Nexus 9 er naturligvis større, i og med at skærmen er 8,9″ stor, hvilket betyder at den ikke ligger så nemt i hånden som jeg er vant til. Den er 25% tungere, og de 2 knapper er ikke så nemme at finde med fingene. Det er temmelig meget spildplads i kanten af skærmen. Langs de 2 korte sider er der højttalere der er vendt mod brugeren og skulle give en god stereolyd, men det er også her man holder sine hænder på tabletten i landscape-position. Meget af dette regner jeg med elimineres som irritationsmomenter når jeg bliver mere vant til den.

På flere punkter synes jeg, at Nexus 9 er knap så overlegen som Nexus 7 var i 2012. Batteriet er ikke dimensioneret til at kunne holde en hel dag, og den interne hukommelse er det halve af hvad der var i Nexus 7. Når man tager prisen i betragtning, som nu ligger oppe i nærheden af Apples produkter, er det ikke helt så meget value-for-money som Nexus 7 var.

Nu hvor jeg er gået over til Chromebook har jeg al data incl. musik på Google Drev, har jeg ikke brug for en stor lokal hukommelse, og jeg brugte aldrig alle 32 MB på Nexus 7’eren. Nexus 9 fås da også i en udgave med 32 MB, men til en noget højere pris.

Hvad der er mere alvorligt er, at app-verdenen ikke synes helt så klar til Android Lollipop, som den var til Android Jelly Bean, da Nexus 7 kom. Der er flere af de apps jeg bruger, som simpelthen ikke virker på Lollipop, selvom Google Play lader mig downloade dem som om de var kompatible med enheden. Det drejer sig bla. om Boxer Play, C More Play og Bitstrips, som virkede upåklageligt på min Nexus 7.

Nexus 9 er produceret af HTC, og har denne gang ladet skærmens format være 3:4 i stedet for widescreen som på Nexus 7. Det forstår jeg ikke helt. For mig betyder det, at når jeg bruger Facebook på tabletten på den høje lede, så skal jeg oftere scrolle op og ned for at se det hele af et billede. Det er et irritationsmoment, når man ser på mange billeder af hvide hunde, som jeg gør.

Enheden er også så ny, at man ikke kan købe tilbehør til den endnu. Hverken de 2 officielle covers eller 3. partsprodukter kan fås i handelen i skrivende stund.

Nu skal det ikke lyde som om Nexus 9 er en dårligere gadget end Nexus 7. Den har en større skærm med bedre opløsning, mere RAM og kraftigere processor. Det er ikke så tit at jeg mærker at den er hurtigere end Nexus 7, men det handler nok mere om vores temmelig uvederhæftige internetforbindelse. Min pointe er kun, at jeg efter Nexus 7 havde høje forventninger til det næste flagskib fra Google, og jeg må indrømme, at jeg ikke har helt den wow-oplevelse som jeg havde dengang i 2012.

 

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Sony Xperia Z1 Compact

Jeg havde kun sovet 3 timer natten før vi skulle flytte. Mens flyttemændene tømte vores rækkehus i Virum, stod jeg i køkkenet og stenede og kiggede på min smartphone. Og så hoppede den ligesom ud af hånden og ned på trægulvet. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, jeg plejer ikke at være så fumlefingret, men mit hoved var nok ikke helt på toppen i den kaotiske tid omkring flytningen.

Telefonen tog ikke umiddelbart skade, skærmen var hel og det hele så ud til at virke. Men det var pludselig blevet meget sværere at tiltrække mobilsignal, der var ‘rødt kryds’ oppe ved indikatoren for mobilsignal næsten hele tiden. Fordi vi flyttede til en anden adresse lige netop den dag var det svært at afgøre, om det var en fejl på telefonen, eller om det bare var fordi der var dårligt signal på den nye adresse, det ligger lige op ad en skov.

Dagen efter måtte jeg dog erkende, at der må være gået noget i stykke da jeg tabte telefonen, og før vi tog til Virum for at gøre rent efter flytningen, kørte vi i El-giganten og købte en Sony Xperia Z1 Compact til mig.

Den nye telefon ligner meget den gamle, og med synkroniseringen med Google-konti mærker man næsten ikke at man har fået ny telefon – man har i bund og grund de redskaber man plejer at have når man lige har sat sim- og hukommelseskort i, og det er ikke meget opsætning man skal gøre.

Jeg har været rigtig glad for min tidligere telefon. Den har fungeret fint og har indeholdt alt hvad jeg skulle bruge. At den ikke havde top-specs når det kommer til processorstørrelse mv. gjorde ikke noget, telefonen kunne det jeg havde brug for, og jeg savnede aldrig hastighed, plads eller anden kapacitet.

Min nye telefon har til gengæld top-specs. Den har samme bestykning som Sonys topmodel Xperia Z1, pånær at det er en mindre skærmstørrelse, hvilket giver rigeligt med kapacitet. Jeg valgte den, fordi det var det bedste bud på en 4,3″-telefon fra Sony lige på det tidspunkt.

Måske er det fordi man hurtigt vænner sig til noget godt/bedre, men jeg tænker ikke så meget over at den har en hurtigere processor. Kun når det kommer til kameraet mærker jeg tydeligt forskel: det er langt hurtigere at få kameraet startet op, og telefonen reagerer også hurtigere når man tager et billede, hvilket giver bedre billeder når man arbejder med motiver i bevægelse som f.eks. min dejlige hund.

Det er også dejligt at få kamera-knappen tilbage. På mange af mine tidligere Sony-telefoner har der været en kamera-knap som dels kunne bruges til at ‘kalde’ på kameraet, og dels som udløser når man tog billeder. Det var der dog ikke på Xperia V’eren. Jeg blev aldrig rigtig glad for det med at skulle trykke på skærmen på iPhone-maner når jeg skulle tage billeder.

En bonus ved denne telefon er, at jeg kunne få den i andet end sort og hvid. Denne model fås både i lime og lyserød. Jeg var fristet af den lyserøde, men ekspedienten kunne ikke vise mig farven og heller ikke love mig at den ikke var rigtig chocking pink, så jeg valgte den lime-farvede. Det er en nydelse i min hverdag at se på den friske farve.

Som vurdering får telefonen selvfølgelig 5, fordi den holder hele vejen på specifikationer, Sony er som sædvanlig super på brugeroplevelsen og så kan den fås i en farve. Mine behov er fuldt dækket ind med Sony Xperia Z1 Compact, og en pris på under 3500 kr. er helt passende.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Anmeldelse af HP Chromebook 14″

Min PC er ved at være 5-6 år gammel og er lidt langsom. Det er nok ikke kun pga. alder, men også fordi jeg bruger den langt sjældnere, nu hvor jeg har både smartphone og tablet. Der går så lang tid imellem, at der er nye systemopdateringer hver gang jeg tænder den. Jeg har tænkt på om jeg skulle have en ny PC, men er også ærgerlig over at skulle skille mig af med den. Den virker sådan set godt nok, omend langsomt. Og så er der det ved det, at nu om dage kan man ikke få en PC med farve på, og min gamle PC er flot lilla og har en matchende mus.

Indrømmet, det var det med farven der fik mig sporet ind på en Chromebook. HP har nemlig både en koralrød og en havturkis variant af deres chromebook, og dem stødte jeg på da jeg surfede lidt på de muligheder der var for en erstatning for min lilla PC.

Men så kom jeg til at tænke på, at det egentlig er ret smart at lade alting være synkroniseret op mod skyen, og så kun have det vi i IT-verdenen kalder en ‘tynd klient’, hvor man ikke har ret meget data eller system liggende lokalt på den enkelte maskine. Nu hvor jeg bruger min tablet så meget, støder jeg ofte på ønske om adgang til et dokument eller en mail der ligger på min PC – det kunne være smart at have mails, dokumenter og billeder liggende et andet sted end lokalt på en enhed. Ifm. hushandel og flytning har vi haft stor glæde af at have salgsopstillinger og senere handelsdokumenter liggende på box.com, for så kunne man nemt finde det frem hvis man i løbet af dagen, mens man var på arbejde, fik behov for at finde dem frem. Og jeg har i længere perioder undladt at starte min mailklient på PC’en, så de seneste mails ikke blev hentet ned til PC’en men var tilgængelige på mailserveren.

Med en Chromebook har man taget skridtet fuldt ud og lavet en maskine, som i bund og grund er opbygget omkring en browser. Programmerne ligger i browseren, mails og dokumenter ligger i skyen og redigeres fra en browser, og der kan simpelthen ikke installeres andet end plugins til browseren. Der ligger et lille styresystem på maskinen, men så lidt som muligt. Det siger sig selv at man skal have netværksforbindelse for at komme nogen vegne, selvom det godt kan lade sig gøre at arbejde offline.

Prismæssigt er der meget at vinde ved at vælge Chromebook. Den er noget lavere bestykket når det kommer til hardware end en almindelig PC/Mac, og der er ikke en masse dyr software på. Jeg fik min Chromebook for 2.495 kr., hvilket er mindst det halve af en normal PC. Der skulle også være en del at vinde omkring hurtighed – den skulle være hurtig klar og hurtig at arbejde med. Så jeg besluttede mig for at købe en Chromebook, og begyndte at lægge alle mine filer, musik og billeder over på Google Drev og gav endelig efter for Android-enhedernes massive pres for at få mig på Google+.

Det er jo altid skønt at få en ny gadget, og jeg pakkede som sædvanlig maskinen ud med begejstring. Den var flad og let, farven var superflot og overfladerne lækre at røre ved. Jeg åbnede låget, og før jeg selv var klar blev jeg præsenteret for en loginskærm. Her loggede jeg på med min Google-account og på mit wi-fi, og så var jeg klar. Maskinen viste mig et baggrundsbillede, og forneden et par genveje, et lille felt med angivelse af klokkeslæt og batteristatus, og der hvor man i Windows 7 har sin Windows-menu var den velkendte 3×3 Google-felt med flere apps/genveje. Alle genveje startede en fane i Chrome.

Nu er det spændende i hvor høj grad denne maskine kan erstatte min PC. Der er nogle begrænsninger man kender på forhånd, som gør at jeg nok er nødt til at have PC’en i baghånden:

  1. Maskinen ikke kan køre Java, hvilket betyder at man ikke kan bruge Nem-ID i den gamle form. Min netbank har den nye løsning med Javascript i beta allerede, men vi skal have e-boks og de andre portaler der bruger Nem-ID til at skifte til Javascript før man bliver fri for at have PC’en som backup.
  2. Man kan ikke printe direkte fra Chromebook, hvis man ikke har en printer som er beregnet til Cloud Print. Det kan lade sig gøre at printe fra Chromebook via en PC.
  3. iTunes findes ikke i en browser-version, og da man ikke kan installere noget på en Chromebook, og der ikke findes en iTunes-app til Chromebook, kan man ikke bruge iTunes fra en Chromebook.

Alle 3 begrænsninger var jeg indstillet på at leve med, da jeg forventer at punkt 1 bliver elimineret indenfor det næste halve år, og de 2 andre er noget jeg bruger meget sjældent. Men hvordan vil det fungere med at integrere al mit eksisterende data via Chromebook?

Mail

Jeg har brugt Outlook på min PC i mange, mange år og har en stor mængde mails liggende lokalt der. Ifm. skift af PC og mailklient har jeg erfaret, at det er meget omstændeligt at håndtere lokale Outlook-filer, så jeg besluttede til at starte med, at jeg ikke ville forsøge at flytte de gamle mails.

På Chromebook bruger man Gmail som mailklient, også til andre mailkonti, så nu skal jeg lære den at kende. Umiddelbart synes jeg ikke den er så intuitiv, så det kommer nok til at tage mig lidt tid at blive vant til den. Og så skal jeg finde mig i at se på reklamer inde blandt mine mails.

Jeg kan også bare bruge min mailudbyders webmail, den er ret god. Så er spørgsmålet hvad pladsbehovet bliver med tiden, når man lader mail’ene ligge på serveren. Jeg har udvidet min mailbox på vores webhotel, og så må vi se.

Filer

Ligeledes har jeg akkumuleret mange års dokumenter i Word, Excel og Notepad. Meget af det er forældet og ligger på backup på en ekstern harddisk, mens en mindre mængde er yderst aktuel og vigtig for mig, bla. økonomi-ting med budgetter, skat mv. Og så er der hele mit billed-bibliotek, som jeg stadig gerne vil have til rådighed.

Jeg flyttede de aktuelle mapper over på Google Drive, hvor man ifm. køb af en Chromebook får 100 GB gratis lagerplads de første 2 år. Det er rigeligt til mig. Det har taget min gamle PC og min temmelig sløve TDC-forbindelse 3-4 døgn at synkronisere dette udsnit af mine filer.

Når jeg åbner mine gamle dokumenter via Google Dokumenter eller Google Ark bliver det i kompatibilitets-tilstand. Umiddelbart har jeg ikke særlig mange redigeringsmuligheder i denne tilstand. Jeg har ikke prøvet at gemme i Google-format for at se om jeg så får flere muligheder, men jeg kan se hvis jeg åbner et nyt dokument så har jeg langt flere muligheder. Det vil nok være muligt at konvertere de gamle Microsoft Office-dokumenter til Google-format, men så kan jeg formentlig ikke længere arbejde på dem i Office på PC’en.

Musik

På min PC har jeg brugt et program leveret af Sony til at organisere min musik. Det skyldes at jeg i alle årene har haft mobil musik liggende på Sony-telefoner. Når man bruger Chromebook foreslår Google at man bruger Google Musik, som tilbyder det samme som iTunes og Sony; et repository til den eksisterende/ejede musik og en butik hvor man kan købe ny musik. Jeg har synkroniseret al min gemte musik ind i dette program, men det er kun ca. halvdelen der er blevet overført.

Jeg bruger dog ikke så meget af min elektronisk lagrede musik. Jeg bruger Telmore Musik, en fyldestgørende streaming-musiktjeneste, som kan bruges på alle mine enheder. Det seneste 1½ år er mobilnettet blevet så dækkende de steder jeg er, så jeg næsten aldrig kommer ud for at måtte ty til lokal lagret musik.

Konklusion

Jeg skriver dette blogindlæg på min Chromebook, og det kører fuldstændig uden forhindringer. Det slår mig, at jeg har haft maskinen i mindre end 2 uger – det føles allerede som et værktøj jeg er helt vant til, og det er jo et klart tegn på at der ikke er de store irritationsmomenter. Og det på trods af at tastaturet er lidt anderledes end på en PC; der er f.x. ikke F-taster og ingen Delete-tast, kun Backspace. Jeg skriver blindskrift med 10-fingersystem og mange tastaturgenveje, så det kræver faktisk lidt at vænne sig til for mig.

Baggrunden for, at jeg stadig føler at jeg har brug for en større maskine end en tablet er, at jeg har behov for en normal skærm og et godt tastatur, når jeg skriver blogindlæg, når jeg en gang i mellem skal skrive et brev hvor det er vigtigt at det formuleres og formatteres rigtigt, og når jeg skal arbejde med budgetter og anden økonomi i regneark.

Kan en Chromebook erstatte min PC? Nej, det kan den ikke. Det skyldes hovedsagelig min alder og dermed det ‘bagkatalog’ af gamle data der følger mig. Og så de 3 ovennævnte begrænsninger.

Derfor har maskinen nu alligevel sin fulde berettigelse for mig, når jeg tager i betragtning hvordan de forskellige aktiviteter fordeler sig procentvist. Det er så relativt sjældent at jeg printer, kigger på gamle dokumenter og har brug for at downloade sange fra iTunes. Jeg regner med at Chromebook kan klare 97% af det jeg plejer at bruge en PC til, og her vil jeg have en super-hurtig følgesvend i hverdagen. Den er klar lige med det samme, og har en enorm batterilevetid.

Chromebook er fin for mig, fordi jeg er villig til at tilpasse mig vedr. data, afsavn og lavpraktiske ting omkring tastatur. En lav pris og en flot farve opvejer dette for mig – så meget betyder farver for mig, og derudover er jeg principielt imod at købe meget dyr elektronik, fordi det nemt går i stykker og fordi det stadig udvikler sig ret hurtigt. En Chromebook må være helt optimal til folk der starter forfra – f.eks. skoleelever eller studerende, som ikke har en forhistorie med Microsoft, iTunes og andet. For folk der er mere vanedyr omring deres brug af PC eller Mac, og har samme bagkatalog som jeg, kan det nok være en større hurdle at gå over til Chromebook.

Det passer mig i øvrigt rigtig fint, at jeg kan beholde min fine lilla PC. Den kan stå på mit nye kontor, som jeg er ved at indrette oppe på 1. sal, og så kan jeg have den hurtige hverdagsmaskine nede i stuen.

Når det kommer til stjerner, giver jeg Chromebook 5 ud af 5. Som beskrevet er der nogle få bump på vejen, men jeg synes det vejes op af det innovative ved dette produkt. Her har man taget et skridt videre for at følge med den teknologiske udvikling, og det synes jeg er stærkt.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Sikkerhed og risiko

I forbindelse med vores huskøb skal vi tage stilling til en hel masse administrative ting. Vi skal bla. vælge hvilken type lån vi ønsker, og vi skal beslutte os for en ejerskifteforsikring. I sidste uge havde vi besøg af en assurandør fra vores forsikringsselskab. Det giver altid anledning til tanker i helikopter-perspektiv, når man skal tage stilling til den slags; hvad kan man vente af fremtiden, og hvor risikovillig er man egentlig?

I sommers lagde vi lån om i vores rækkehus, og allerede der begyndte vi at bevæge os lidt væk fra den slagne vej, den hvor man går med både livrem og seler. Vi havde i 8 år haft et fastforrentet lån til en forholdsvis lav rente, men siden vi tog det lån er der sket meget, og vi ville gerne have glæde af den lave rente, som er markedsvilkårene i dag. Vi tog et lån med flexibel rente med ‘loft’. Vi fik ca. 2.500 kr. mere til rådighed om måneden, og kunne polstre budgetkontoen godt til dårlige tider.

Det har givet blod på tanden. Vi har nu valgt at det nye hus bliver finansieret med et rent rentetilpasningslån F1. Vi har styr på vores økonomi, vi har opsparing og vi kan godt tåle at udgiften til boliglån, som kun udgør godt en tredjedel af vores faste månedlige udgifter, svinger op og ned. Med et F1-lån får man en utrolig lav rente på sit lån, hvilket betyder at man afdrager meget på sit lån. Vi er godt klar over, at det er muligt at renten på et tidspunkt stiger, og at vi så skal overveje andre lånemuligheder. Men så længe renten er så lav som den er, vil vi gerne være blandt dem der for glæde af det.

Med et fastforrentet obligationslån sikrer man sig mod stigende renter. Så ved man hvad udgiften til boliglånet er de næste 30 år. Men det koster. I vores tilfælde ville vi skulle aflevere ca. 3.600 kr. mere af vores månedsløn til realkreditinstituttet – penge vi aldrig får igen. Med et F1-lån har vi mulighed for at sætte differencen ind på en konto og dermed have rådighed over dem, hvad enten det så er til stigende renter, en nødvendig udgift til huset eller en rejse.

Man skal jo også huske at tænke på, at indtægtssiden også er påvirket af de meget lave renter. Lønningerne stiger næsten ikke for tiden. Pensionsopsparing forrentes nu med ‘markedsrente’, så vi kan ikke se frem til som vores forældre at have mange millioner når tiden kommer til at gå på pension.

Der ligger også noget livsfilosofi bag sådan et valg. Det er noget med at erkende, at man alligevel ikke kan sikre sig mod alverdens ulykker – at se i øjnene at man ikke kan kontrollere alt omkring sig og finde ro med det. Leve i nuet. Der er en lang række ting som vi ikke selv er herre over, vi kan f.eks. miste vore jobs, og der kan opstå alverdens ulykker. Der er noget befriende ved at leve i nuet, leve efter de vilkår som livet stiller her og nu. Det nytter ikke noget at gå og frygte alle de grufulde ting der kan ske, det giver ikke noget godt til ens hverdag.

Vores nej til at gå med livrem og seler er også et nej til bekymring. Det er et udtryk for en holdning til at undgå stress. Det udspringer selvfølgelig også af en erfaring om at det nok skal gå alt sammen. Det er over 20 år siden jeg optog realkreditlån første gang, og jeg har klaret mig igennem op- og nedgangstider med skindet på næsen.

Det er lidt af de samme tanker der dukker op, når vi begynder at tænke på ejerskifteforsikring. Denne forsikring, som tilbydes en køber af et hus som erstatning for retten til at retsforfølge sælgeren i 10 år for fejl og mangler, der var ved huset før man overtog det. Når sælgeren tilbyder køberen at betale halvdelen af den billigst mulige ejerskifteforsikring, er han fri af sit 10-årige ansvar.

Da vi begyndte at undersøge mulighederne nærmere, fandt vi ud af at det var en speget affære. Forsikringerne er fyldt med forbehold og undtagelser. Et par punkter i tilstandsrapporten, og det faktum at huset er bygget i 1907 gør, at man bliver helt i tvivl om man nogensinde ville kunne vride en krone ud af den forsikring. Når man ser på aktørerne på markedet, er det som at vælge mellem pest eller kolera. Vi kan vælge vores eget forsikringsselskab, det er godt og meget, meget dyrt. Eller vi kan vælge billigere forsikringer i nogle tvivlsomme selskaber, som enten har begrænsede klagemuligheder, eller virkelig mange sager i Ankenævnet for Forsikring.

Pludselig tager man sig selv i at tænke på, om det overhovedet kan betale sig at købe disse forsikringer. Var det i virkeligheden bedre at springe denne forsikring over, og bare gemme pengene på en bankkonto og håbe på det bedste? Hvis man alligevel ikke kan få dækket skader der hidrører taget, kælderen eller murværket så er man måske bedre tjent med at have en opsparing?

Og så kommer tankerne igen om, at man alligevel ikke kan sikre sig fuldstændig mod uventede negative begivenheder. Nogle gange er man nødt til at vove sig ud på usikker grund og tage nogle risici, hvis man vil prøve nogle ting. Vi har valgt et hus der er over 100 år gammelt, og vi er meget begejstrede for den charmerende arkitektur og den gamle, kvalitetsprægede byggestil. Vi er faktisk lettede over, at vi ikke endte med at måtte købe et standard parcelhus, som der kommer 12 af på et dusin. Det valg koster åbenbart, når det kommer til forsikring. Og det må vi stå inde for. Vi har stadig en uge til at tegne en ejerskifteforsikring, men jeg ved i skrivende stund ikke, om vi ender med at gøre det.

 

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg mister

Der er enkelte ting ved flytningen til det nye hus i Birkerød, som giver forringelser i vores hverdag. Udover at det er vemodigt at sige farvel til vores første, fælles hjem, som vi har brugt mange kræfter og megen energi på at opbygge og tilpasse til vores behov, så mister vi:

  • Vores kære, søde nabodame, som jeg føler mig så meget ‘i familie’ med
  • En komfortabel afstand til min arbejdsplads: 6 km mere gør en forskel, når rejsen foregår på el-cykel
  • En god storskralds-ordning, hvor man hver anden torsdag kan stille næsten alt fra aviser til møbler og hårde hvidevarer ud på fortovet, og så kommer der nogen fra kommunen og henter det
  • Fællesskabsfølelse med kvarterets hundeejere
  • Drivhus
  • Økonomi: det vil ikke være helt udgiftsneutralt at udskifte rækkehus med villa

Min generelle tro på menneskeheden gør, at jeg regner med at finde rare naboer på den nye adresse, og jeg er også sikker på at jeg finder en løsning på transporten til arbejde. Et drivhus kan jo vælge at bygge det nye sted, og økonomien er ikke værre end at vi stadig vil have et OK rådighedsbeløb. Men jeg kommer dælme til at savne naboen og storskraldsordningen.

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere

Man ser dem i gadebilledet i større byer. Unge mennesker, der forsøger at indsamle økonomiske bidrag til forskellige velgørende formål. De er tit ret pågående, og man kommer i moralsk dilemma hvis man vil sige fra; for så siger man fra overfor den velgørende sag.
Jeg har i de seneste par uger givet SMS-bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser for at hjælpe Syrien. Det passer mig rigtig godt at støtte velgørenhed på denne måde, helt frivilligt, velovervejet og uden at der står en person foran mig og presser på.
Men så let slipper man ikke. Efterfølgende er jeg nemlig blevet kimet ned på min mobil af ‘Hemmeligt nummer’. Normalt tager jeg ikke telefonen, når der kommer opkald fra ukendte numre, men da det blev ved, besvarede jeg forleden et af opkaldene. Det var Red Barnet, der gerne ville bede mig om flere penge. Faktisk ville de gerne lave en aftale om faste månedlige indbetalinger.
Jeg har prøvet det før, hvor det var Røde Kors der fulgte op på en indbetaling via dankort på deres hjemmeside og bad om faste månedlige indbetalinger. Det blev jeg irriteret over, og jeg var egentlig glad da jeg igen fik privat mobilabonnement, for så kunne jeg give bidrag lidt mere anonymt via SMS. Troede jeg.
Jeg er faktisk lidt rystet over at blive ringet op på min mobiltelefon på den måde. Ligesom med dørsælgere synes jeg det er en invasion af mit privatliv. Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret midt i aftensmaden af fremmede mennesker.
På den anden side får jeg også dårlig samvittighed, for måske kunne jeg også godt give lidt mere, og jeg kunne nok også undvære 50 kr. af månedslønnen. I forhold til dem der lider nød lever jeg jo et priviligeret liv.
Men så bliver jeg også vred. For det er altså en meget ubehageligt skyldfølelse at blive konfronteret med. Og det synes jeg faktisk at hjælpeorganisationer burde holde sig for gode til. Jeg er nødt til at sige, at jeg kan ikke redde hele verden. Og hvis ikke jeg passer på mig selv og får den fred i familiens skød som jeg har brug for, så kan jeg ikke være noget for andre. Heller ikke verdens nødlidende.

Lignende indlæg:

Belønningssystemer

Når jeg har været til det halvårlige eftersyn hos tandlægen, går jeg altid til bageren bagefter. Det er en regel jeg har; når man har været hos tandlægen må man godt gå til bageren. Som regel får jeg tid hos tandlægen tidlig morgen, så det bliver som regel en god bolle med smør og/eller en kage af en slags.

Jeg er ikke typen der er meget nervøs når jeg skal til tandlæge, men det er heller ikke noget jeg ligefrem glæder mig til. Tanken om at kunne hygge sig med bagerbrød bagefter bliver noget godt at se frem til  og giver mig motivation til at få det gjort.

Jeg kan også finde på at sige til mig selv, at jeg må drikke en cola efter jeg har gjort rent. Så kan jeg gå og glæde mig til den kolde og læskende cola, mens jeg knokler med gummihandsker og støvsuger.

I det hele taget fungerer det godt for mig at stille en belønning op for mig selv. Der er bare nogle ting i hverdagen som er mindre sjove end andre, og de skal også gøres. Noget af det kan man udskyde og skubbe foran sig, men man kommer ikke udenom. Og så kan man lige så godt tage tyren ved hornene og få det gjort. Det er sjældent så slemt når man først kommer i gang. Man kan måske sige, at det at få det overstået i sig selv er belønningen. Jeg tror det der fungerer godt for mig ved belønningen er, at det lidt er som at fejre sin handling – et klap på skulderen til sig selv. For mig har den en god psykologisk virkning at fejre og glæde sig.

I forbindelse med 5:2-diæten fejrer jeg også. Ikke hver dag jeg har overstået en fastedag, for så slemt er det ikke – og så ville jeg nok ikke tabe mig ret meget. Men jeg har valgt at købe et par lækre, og lidt dyre, ting til mig selv for at fejre at jeg gør en god indsats. Om aftenen på fastedage kan jeg godt blive lidt kold, og jeg har derfor købt mig en serape/sjal i en rigtig lækker kvalitet, som jeg kan putte mig i når jeg faster. Jeg har også forkælet mig selv med nogle hjemme-bukser i en ekstra lækker bomuldskvalitet.

Det skal selvfølgelig ikke tage overhånd, så det bliver usundt for krop eller pengepung, men i afmålte doser anbefaler jeg at stille belønninger op for sig selv for at motivere og fejre sine sejre.

Lignende indlæg:

Privat og offentlig forsørgelse

Der snakkes meget om dagpenge i disse dage. Det skyldes, at halveringen af dagpengeperioden fra 4 år til 2 år begynder at få konsekvenser, og regeringen har igen måttet lave afbødende foranstaltninger.

Hvis man ikke kan få dagpenge gennem arbejdsløshedskassen, kan man prøve at få kontanthjælp af kommunen. Det kan man dog kun, hvis man har udtømt alle andre muligheder for at klare sig. Det betyder at hvis man har penge i banken eller friværdi i huset skal man bruge det først. Og hvis man bor sammen med en der har en indtægt, så skal partneren forsørge én.

Sidstnævnte aspekt har været diskuteret meget her på det seneste, fordi at det indtil for nylig kun har været gældende for gifte par – med regeringens kontanthjælpsreform gjorde man gifte og samboende par ligestillede på dette område, så det også er ugifte par der skal forsørge hinanden.

Kravene for at kunne få kontanthjælp virker meget rimelige. Men diskussionen har fået mig til at tænke over princippet om at skulle forsørge sin partner. Jeg kan godt se at det er et fornuftigt princip i teorien, men i praksis må det være en umulighed i rigtig mange familier.

Det er en del generationer siden at det var almindeligt, at en familie kunne klare sig med 1 indkomst. Set her fra hovedstadsområdet kan jeg ikke forestille mig, at ret mange familier kan klare tårnhøje bolig- og leveomkostninger med kun den enes indkomst, de fleste har vel budgetteret med 2 indkomster da de etablerede sig.

Jeg kan i hvert fald se på mit eget budget, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Hverken min mand eller jeg får af vores løn udbetalt et beløb, der er stort nok til at dække alle vores almindelige faste månedlige udgifter. Selv hvis vi skaffede os af med bil, sommerhus, avis, internet, abonnementer og kabel-tv, ville der ikke være penge tilovers til mad. Og vi har ikke engang børn og bor i et beskedent rækkehus på 75 kvm.

Der står i vores grundlov, at statens skal forsørge de borgere, der ikke kan forsørge sig selv. Den pågældende paragraf er fra 1849 og nok ikke tiltænkt det omfang som offentlig forsørgelse har i dag. En paragraf fra en anden tid, hvor en familie kunne leve af 1 indtægt, og hvor der var en lavere levestandard. Det hænger ikke sammen mere.

Hvordan man så skal gøre det aner jeg ikke, men jeg synes der er nogle mekanismer i det nuværende system som er helt forkerte, demotiverende og urimelige. Jeg tror vi må opgive den forpligtelse til at forsørge alle og få en lidt mere fri og dynamisk økonomi, hvor familierne har et større rådighedsbeløb. Det er som om vi har malet os op i et hjørne, sådan som velfærdssamfundet er skruet sammen lige nu.

Lignende indlæg:

Facebook som betalt tjeneste

Da Facebook blev lanceret tilbage i starten af årtusindet, kunne det ikke ret meget. Man kunne finde gamle klassekammerater, noget som var prøvet før af bla. Jubii. Til at starte med handlede det meget om at have en side der præsenterede een selv, og vi som havde egen hjemmeside kunne vist ikke se så meget fidus ved det. Men over årene har tjenesten som bekendt udviklet sig temmelig meget.

Idag er Facebook en avanceret netværkstjeneste, hvor vi kan forbinde os til hinanden og dele tanker og oplevelser med hinanden. Facebooks succes er indiskutabel, og fungerer vist nærmest som det primære opslagsværk når man skal finde nogen. Oveni i de mellemmenneskelige relationer bruges Facebook også som kontaktforum for organisationer, firmaer, offentlige instanser og meget andet.

Alt dette får vi gratis. Vi skal bare holde ud at se på nogle reklamer, og det gør vi gerne. Ind i mellem spreder der sig rygter om, at man på et tidspunkt skal til at betale for Facebook, og det afstedkommer altid store protester blandt brugerne. Selvom mange af os har svært ved at forestille os ikke at skulle bruge Facebook, vil vi ikke betale for det.

I takt med at vi lægger mere og mere personlige oplysninger ind på Facebook, diskuteres det mere og mere hvordan rettigheder og sikkerhed håndteres. Har Facebook ret til at bruge dine feriebilleder til markedsføring? Ejer Facebook indholdet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de oplysninger man indtaster om sig selv bliver brugt til at målrette de reklamer man præsenteres for.

Senest er der meldt om en ny app til Android-telefoner, som vil infiltrere hele telefonen. Noget af det har f.eks. Sony i forvejen har arbejdet med i mange år – f.eks. at man kan se informationer fra Facebook når man kigger på sine kontaktpersoner på telefonen. Jeg er lidt bekymret for, hvor omfattende denne app bliver, og jeg har faktisk været inde og framelde automatisk opdatering af denne app i Google Play, så jeg lige kan se det lidt an før jeg selv opdaterer.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at Facebooks primære formål i bund og grund IKKE er at forbinde mennesker med hinanden, men en tjeneste der er designet til at give virksomheder en avanceret markedsføringskanal. Det er simpelthen et avanceret katalog over potentielle købere af alt mellem himmel og jord, som er meget værd for virksomheder. Pludselig virker ideen med at betale for denne service ikke så skræmmende. Jeg ville egentlig gerne betale for at have dette forum, hvor jeg nemt kan se hvordan min brors Hummer-tur til Utah gik, hvor jeg kan vise et sjovt billede af min hund til dem der er interesserede i det, og hvor jeg kan give en sidste hilsen til en afdød eks-kollega fra Barcelona. Især hvis det betyder, at jeg selv ejer mine billeder og at mine oplysninger ikke bliver solgt til firmaer som vil sælge ting til mig. Lidt på samme måde, som jeg i højere grad er blevet villig til at betale rimelige småbeløb for apps, som tilbyder mig en god service.

Virkeligheden er nok, at det kommer ikke til at ske. For det er en fuldstændig anden businesscase end den Facebook er opbygget på. Desuden er det store flertal af brugerne nok ikke interesserede i at betale for tjenesten.

Lignende indlæg: