Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Jeg er meget enig med dem når det gælder ryge-lovgivning, efterløn, kirke og religion og psykisk nedslidning. Det virker som om de tager udgangspunkt i viden og medmenneskelighed – det kan jeg godt lide. En god balance imellem økonomisk ansvarlighed og social bevidsthed.

Men en gang imellem synes jeg at filmen knækker for dem. Især når de begynder at snakke om at flytte skattetrykket fra indkomster til fast ejendom. Det virker så himmelråbende uretfærdigt, når man tænker over det.

For det første er der situationen med pensionister, der ikke længere har en høj lønindtægt, men fordi de har betalt huset ud kan blive boende i huset trods lavere indkomst. Disse mennesker er jo magtesløse overfor at skulle betale højere skat af at eje nogle mursten – det får de jo ikke flere penge af.

Det samme gælder jo i og for sig yngre familier, som pga. boligboblens brist nu er teknisk insolvente og ikke kan flytte uden at realisere store tab. Hvis de skal betale mere skat af at eje en bolig, kan de måske være nødt til at sælge boligen alligevel. De ville så skulle finde en mindre og billigere bolig med en stor gæld i bagagen.

Og så er det efter min mening helt ufatteligt uretfærdigt, at borgere som bor til leje går fuldstændig fri. Hvis mine forældre havde været så forudseende at skrive mig op til en lejebolig 15 år før jeg ville flytte hjemmefra, så kunne jeg måske idag sidde godt i en almennyttig lejlighed med en husleje, som kun kunne stige indenfor nogle af lovgivningen fastsatte rammer, og jeg kunne ikke rammes på min pengepung af diverse pinsepakker og andre skattestigninger. Hold da op hvor ville jeg have mange penge, og ingen risiko for at blive tvunget til at bidrage mere til samfundet.

Så igen, som med så mange andre partier – jeg kan godt se en masse gode hensigter, men så kommer der lige nogen ting som er fuldstændig uspiselige for mig. Suk, hvad skal jeg dog gøre?

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: ”Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Normalt ser jeg ikke så meget efterspørgsel på kaffe på den tur jeg kører med toget, og jeg har en fornemmelse af, at der var flere kunder til kaffeautomaten nu hvor det var gratis.

Den samme tendens så jeg i midten af nullerne, hvor man begyndte at se gratis-aviser. Oplagene på disse aviser steg til rekordhøjder, og man så folk tage både den ene og den anden avis med på selv korte ture med s-toget. Man kunne også se hundeluftere gå forbi stationen om morgenen, kun for at tage et par gratis-aviser med hjem. Mennesker, som man ellers ikke så læse avis i toget, var pludselig interesseret i en avis når den var gratis.

Jeg er splittet omkring denne tendens. På den ene side kan jeg godt genkende ønsket om at begrænse sine udgifter, og min vilje til at anskaffe mig en vare afhænger da bestemt også af prisen. Men på den anden side har jeg svært ved at forstå, at prisen på en avis eller en kop kaffe skulle være afgørende for om man har brug for og lyst til en. Takker man ja, bare fordi det er gratis?

I 5 år har vi boet i vores lille rækkehus med tagpap på taget. Min mand har igennem de 5 år været oppe på taget en del gange for at ordne antenne, sætte regnmåler op og den slags ting. Vi havde det indtryk at vores tag havde fint. Der har heller ikke været tegn indenfor på at der siver vand igennem el.l.

Da der tidligere på året flyttede en dame ind 2 numre fra os, havde hun fået en tilstandsrapport, hvor der stod at taget burde skiftes. Vores fælles nabo mente også at det var tid for udskiftning af tagpap hos hende, og de fik en håndværker til at komme med et tilbud. Det var i den forbindelse at det blev opdaget at også den ene ende af vores tag er i dårlig stand. Det er ikke bare tagpappet der er dårligt, men trækonstruktionen nedenunder er rådden og der er helt blødt det pågældende sted.

Jeg har haft mange ejerlejligheder, men det her er mit første hus. Derfor har jeg været meget opmærksom på – for ikke at sige bekymret for – alle de uforudsete ting der kan opstå når man selv har hele ansvaret for vedligeholdelse af bygningen, og vi har da også lagt lidt penge til side til den slags akutte nødvendige ting. Så det var ikke et decideret chok at denne situation opstod. Men det minder mig da om at der kan ske alt muligt med et hus, også selvom man synes at ens hus virker sundt og godt. Denne gang slipper vi med en regning på 6.-8.000 kr. Det er mange penge for de fleste, men dog billigt sluppet i forhold til de 60.000 kr. som en fuld udskiftning af tagbelægning ville koste.

Hjemme hos os er vi så heldige at have ret god skabsplads i vores køkken, så vi har også fået anskaffet os en del køkkenmaskiner med tiden. Vi har også et alibi: ofte bruger man mindre energi/el ved at bruge en specialdesignet maskine. For eksempel lærte jeg i folkeskolen at man brugte langt mindre el på at koge vand i en el-kedel end i en gryde/kedel på komfuret. Når jeg skal koge pasta eller grøntsager koger jeg derfor altid vandet i el-kedlen før jeg hælder det i gryden.

Men det er nu ikke alle køb der har været lige vellykkede, og skabe og skuffer er ved at være fyldt nu. 

Ting vi bruger hele tiden:

• riskoger
• smoothieblender
• brødrister
• el-kedel
• æggekoger
• stavblender/minihakker
• el-pisker

Ting vi bruger ind imellem

• senseo kaffemaskine (vi drikker ikke selv kaffe, så det er kun når der er gæster)
• friturekoger
• æbleskive-dims

Ting vi næsten aldrig bruger

• kartoffelskrællemaskine
• saftcentrifuge
• vaffeljern
• toaster  

Ting som er i stykker og burde smides ud:

• alm. blender

Ting vi ville ønske vi havde:

• røremaskine (Kitchen Aid el.l.)

Riskogeren er klart det bedste køb vi har gjort. Den bruges adskillige gange om ugen, og det er utrolig nemt lige at sætte ris over og så passer det sig selv. Samtidig har man et blus på komfuret fri, hvis der skulle blive trængsel. Jeg gætter på at der er samme besparelse af el som ved brug af el-kedlen – det er jo lidt samme princip hvor vandet varmes meget direkte.  

Kartoffelskrælleren købte vi næsten samtidig – den har vi godt nok ikke brugt ret mange gange. Kartoflerne skal helst være meget runde for at man får et godt resultat, og de skal alligevel efterbehandles når de har været nede i skrælleren. Det er et frygteligt svineri at gøre rent bagefter – tror alt i alt det er hurtigere at skrælle/skrabe kartoflerne i hånden.

Ja det føles jo imiddelbart meget utrygt, især når arbejdsmarkedet er som det er i øjeblikket. Vi har været vant til 7 år, så fire år – og nu er det så kun 2 år på dagpenge. Jeg kan godt se at 2 år også er lang tid, når man sammenligner med udlandet.

Nogengange kan jeg godt komme til at tænke på hvad der ville ske, hvis jeg selv blev arbejdsløs. Først at skulle gå ned på dagpenge – det er slemt nok. Måske kunne vi blive boende i vores rækkehus i en kortere periode, men nok ikke hvis det trækker ud. Det er svært at vurdere om det er realistisk at finde et job for mig indenfor 2 år, det jeg laver er ikke så nemt at kategorisere. Men at skulle på kontanthjælp lyder slemt – dels er det vel endnu færre penge, og dels så skal man vist realisere alle sine værdier (ejerbolig, bil osv) før man kan få den hjælp. Og er der ikke også noget med at man skal betale den tilbage når man så kommer i arbejde igen?

Der er ikke så mange detaljer om hvad dette indebærer. For et år siden lancerede regeringen jo Forårspakke 2.0, som indeholdt dels nogle skattestigninger (multimedieskat, grønne afgifter, forringet befordrings- og rentefradrag) og dels nogle skattelettelser som var større end stigningerne. Man glemte lidt stigningerne, da nettoresultatet var et øget rådighedsbeløb for mange lønmodtagere. Jeg kan sådan set godt leve med at undvære de planlagte skattelettelser, men jeg kan ikke forestille mig at man også sætter skattestigningerne i bero, så alt i alt betyder det nok et lavere rådighedsbeløb, selv før inflation.

Indtil nu har jeg under denne finanskrise tænkt meget på at prøve at fortsætte den forbrugeradfærd jeg havde. Ikke noget med at spare penge op og ikke bruge dem – jeg har brugt rub og stub hver måned. Jeg har tænkt, at når nu jeg stadig har mit arbejde og samme købekraft som før, så skal det ikke være min skyld at virksomheder lukker og folk mister deres job. Men hvis jeg går ned i rådighedsbeløb er jeg nødt til at bruge færre penge, og det gælder jo rigtig mange borgere. Jeg frygter at det i sig selv vil forværre arbejdsløsheden og krisen generelt.

Regeringens oplæg indeholdt en fastfrysning af overførselsindkomsternes satser, sådan at folk på dagpenge, folkepension, SU og andre ydelser ikke skulle få automatisk ‘lønstigning’ de næste par år. Det er ikke blevet en del af den endelige pakke.

Jeg synes ikke der er noget odiøst i at foreslå dette. Det sker også for folk med lønindkomster at lønnen slet ikke stiger i flere år i træk – det har både jeg og min mand prøvet. Jeg kunne tillige se en fordel ved at alle i Danmark blev berørt på deres købekraft af besparelserne. Jeg tænker at det kunne det have påvirket inflationen, så priserne ikke ville stige helt så meget. Men sådan bliver det jo ikke.

Man sætter et loft på hvor mange penge man kan få i børnefamilieydelse. De fleste børnefamilier som jeg kender trækker lidt på skulderen af disse børnepenge og siger at det ikke dækker hvad det koster at have børn. Da jeg hørte grænsen på de 30.000, tænkte jeg at det nok var for dem med virkelig mange børn, det kan ikke være mange der bliver ramt af det. Men jeg blev godt nok ret rystet over at høre tallene bag denne ordning. 160.000 familier i Danmark får mere end 30.000 kr. i børnepenge. Og her skal man huske at pengene er skattefri, det er mere end 2500 kr. udbetalt hver måned. Og dertil kommer så de familier som får mindre end 30.000 kr. – alt i alt en temmelig stor udgiftspost på statens regnskab.

Jeg synes det er en luksus i vores samfund at man får statsstøtte til at føde børn. Staten sørger jo i forvejen for infrastruktur omkring et barn (skoler, pasningsordninger osv.). I sparetider synes jeg det er OK at se på om der kan spares på det kontante tilskud, men jeg synes ikke det virker rigtigt at gøre det på den måde som man er blevet enig om her. Jeg synes det ville give mere mening at gøre det indkomst-afhængigt. Børnepenge udbetales jo idag til ALLE der har børn, uanset om lønsedlen lyder på 20.000, 40.000 eller 60.000 om måneden. Jeg synes at de højeste indkomster kunne undvære disse penge.

I maj 2006 købte jeg en Promovec ‘Sprint’ el-cykel for 11.000 kr. Formålet var at gøre mig i stand til at cykle til og fra arbejde, som på det tidspunkt lå 12,5 km. fra mit hjem. Min cost-benefit analyse dengang gik på, at jeg ville kunne slippe for at bruge ca. 700 kr. om måneden på abonnementskort til offentlig transport, og med el-cyklen skulle bruge et antal ører på strøm pr. opladning, og om ca. 3 år ville skulle anskaffe mig et nyt batteri til kr. 3.000, da det til den tid ville være udtjent.

Det gik fint, jeg cyklede derudaf og sparede de 700 kr. hver måned. Jeg sparede også abonnementet til motions-centret, og når jeg kom hjem fra arbejde havde jeg overstået dagens motion og kunne bruge min aften som jeg ville. Tidsmæssigt var jeg endda 5 minutter hurtigere på arbejde end med bussen.

Da vinteren kom blev der lidt problemer, men efter et par besøg hos min forhandler i Albertslund blev elektronikken bedre forseglet og jeg cyklede videre.  Som forventet var batteriet slidt op efter 3 år – så kunne det næsten ikke trække cyklen mere og kun køre få km før det opgav helt. I mellemtiden var der kommet ny teknologi indenfor batterier, det var meget lettere, men da jeg også måtte have en ny oplader kostede det  4.000 kr. i stedet for de forventede 3.000 kr.

Det er nu et år siden at jeg fik nyt batteri, og det burde kunne holde mindst 2 år endnu. Idag står jeg desværre bare med en el-cykel der kræver reparation, da motoren begyndte at lave nogle grimme lyde – noget der lyder som om søm og skruer rumsterer rundt inde i motoren. Forhandleren siger at tandhjulene (planet-gear) er ødelagte. Reparation koster 2.800 kr. for nye tandhjul eller 4.000 for en helt ny motor, og så kan han ikke garantere at der ikke kommer flere reparationer snart, da hans erfaring med denne model ikke er så god. Vi er altså ude i noget hvor det næsten ikke kan betale sig at reparere el-cyklen. Når forhandleren så samtidig giver mig et godt tilbud på anskaffelse af en ny cykel, kan jeg godt se at det er ved at være slut med min lille ‘bil’.

Det kommer ærlig talt bag på mig at cyklen er slidt op efter 4 år. Den er lige til at smide til storskrald -forhandleren ville ikke engang samle motoren igen uden at jeg udtrykkeligt bad om det. Som nævnt ovenfor var det ikke en del af min beregning, at cyklen havde så begrænset levetid. En cost-benefit-analyse skal altså indeholde en afskrivning af selve cyklen over ca. 4 år. Den investering jeg har gjort på ialt 15.000 kr. gør at det gennemsnitligt har kostet mig over 300 kr. om måneden at bruge en el-cykel som transportmiddel – udover elforbrug og løbende vedligeholdelse.

Jeg har nok begået den dumhed at sammenligne en el-cykel med en almindelig cykel. Det kommer man nemt til når man køber den hos en cykelhandler. Min almindelige cykel har jeg stadig – den købte jeg i 1992 og med udskiftning af kæde, dæk, lås og styrbånd over årene har den det fint idag, og jeg regner med at kunne køre mange år endnu på den. Der er da heller ikke nogen forhandlere, producenter eller anmeldere der nævner, at man må forvente væsentligt kortere levetid på en el-cykel end på en almindelig cykel.

Når man læser artikler om og tests af el-cykler, handler det altid om specs og hvordan den nye cykel virker, og nogen skriver sågar at den type el-motorer man bruger i el-cykler ikke bliver slidt. Det er næsten altid positive anmeldelser man får ud af det, for når man sætter sig op på en el-cykel for første gang så er det en rigtig sjov oplevelse. Samtlige som har prøvet min el-cykel er spontant begyndt at grine. Men før man går ud og bruger en masse penge på en el-cykel skal man vide at den ikke bliver ved med kun at være sjov og spas – det passer simpelthen ikke, at motorerne ikke bliver slidt.

Måske skal man se en el-cykel som et stykke forbrugerelektronik på linie med PC’er og husholdningsmaskiner, nærmere end som en almindelig cykel med den forventning man kan have om levetid, når man passer godt på den. Men der findes da også forbrugerelektronik i prislejet +10.000 kr. som ikke skal smides ud efter 4 år?

Priserne på el-cykler har desværre ikke haft den samme nedadgående udvikling som man ser på forbruger-elektronik. En tilsvarende el-cykel koster idag nogle tusinde mere end det jeg gav for 4 år siden. Og de penge må jeg bare se at finde, for jeg er nødt til at have en ny el-cykel.

Jeg er blevet afhængig af den frihed jeg har med sådan en. Jeg får god skånsom motion, og det tiltaler mig stadig at opnå den effektivitet der ligger i at bruge sin transporttid til at få motion. Selvom jeg har skiftet job siden 2006 og nu kun cykler noget af vejen til arbejde, har jeg en fantastisk frihed; her er jeg helt uafhængig af både bilkøer, forsinkede tog og strejkende buschauffører. Med et par kurve på er el-cyklen også genial til indkøb. Jeg mener stadig, at el-cykler kan eliminere behovet for bil nr. 2 for mange familier.

Jeg synes altså stadig at el-cykel-konceptet er godt. Og nu ved jeg lidt mere om, hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal købe en ny:

• batteri: rækkevidde, levetid og pris for udskiftning
• motor: kraft, levetid, garantiperiode, pris for udskiftning og reparation
• kan den holde til dansk vintervejr med salt på vejene og frostgrader
• forhandlerens erfaring med produkterne og reparation af disse
• forventet levetid på hele cyklen

Flere el-cykel-erfaringer: se siden med mine blogindlæg om el-cykel samlet her

Som omtalt her på bloggen i sommers, har min mand og jeg købt sommerhus. Det har vi selvfølgelig gjort fordi vi vil tilbringe noget af vores fritid i det. Det koster os jo et vist beløb at have huset, så det har været med i sommerhus-købsbudgettet, at vi ville rejse tilsvarende mindre.

Ikke desto mindre er der en række andre fristelser at bruge ferien på.

Jeg arbejder f.eks. et sted hvor jeg har mulighed for at tage på charterrejse billigt. Det har jeg benyttet mig en del af i starten, jeg har været 2 gange 1 uge på Mallorca og 14 dage på Gran Canaria inden for det sidste 1½ år. Forleden sad et par kolleger til frokost og talte om ferie i Thailand, og jeg må medgive at det lyder dejligt, selvom det er en lang rejse. Som mine kolleger sagde, så er det jo fristende at prøve en tur til Thailand mens man har muligheden for at gøre det med rabat. I det hele taget kunne jeg godt have brugt 14 dage et varmt sted i denne vinter, ligesom sidste år.

En helt anden ting er, at jeg har en bror der bor i Californien, og det er over 3 år siden jeg har været der sidst. Jeg har lidt skyldfølelse over at jeg ikke har været der i så lang tid. Måske skulle man prøve at se at få planlagt en tur derover til? Det skal gøres i god tid, da rejsen er dyr og derfor kræver at vi sparer op til det. Det vil også beslaglægge en del feriedage, da det pga jetlag ikke kan betale sig at tage en kort tur. Og så skal jeg nok have lidt tid til at vænne mig til tanken om den lange rejse, jeg må indrømme at det på mine 3 tidligere ture har mindet mere om tortur end fornøjelse at rejse til USA.

Det påvirker også situationen, at min mand bruger en del feriedage på at dyrke sin passion: mountainbike. Hvert år tager han i Kr. Himmelfarts-ferien til Harzen med nogen venner og cykler, og igen i år har han tilmeldt sig verdens hårdeste mountainbike etapeløb. Heldigvis vil han på sit nye arbejde have flere feriedage end jeg har, så fremover påvirker det ikke i så høj grad vores mulighed for at tilbringe feriedagene sammen, men det påvirker naturligvis den økonomiske formåen.

Og så er der de spontane idéer, som turen til Tromsø, hvor min veninde kommer med tanken om at fejre fødselsdag med at se nordlys. Eller mini-cruise’t til Norge, som vi har gjort en del gange for nogle år siden. Eller smutturen til Berlin med mine forældre. Måske vi også en dag skulle besøge svigerforældrene når de camperer i Tyskland? Kunne det iøvrigt ikke også være sjovt at prøve selv at køre på bilferie, og hvad med Paris, Rom og London – de skal vel også besøges på et eller andet tidspunkt?

Egentlig er jeg ikke den type der synes at det er et MUST at rejse i sin ferie. Det har aldrig været en faktor i min budgetlægning at der skal være råd til ferierejser, det er noget der kommer hvis der er råd til det – så når jeg skriver ‘feriebudget’ i starten af dette indlæg, så skal det ikke forstås så bogstaveligt. Uden at der har været budgetteret og planlagt med det, er det alligevel blevet til adskillige rejser hvert år når jeg kigger tilbage på de sidste mange år, og i fremtiden er der jo altså også masser af idéer. Løsningen må være benhård prioritering, og så kan man jo også prøve at være tålmodig og lægge planerne længere ud i fremtiden. F.eks. kunne besøget i Californien være til min 40 års fødselsdag i november 2011.

Suk – og hvornår skal vi få tid til at få den hund vi drømmer om?