Anmeldelse af Sony Xperia XZ1

Efter 2½ lykkelige år med Sony Xperia Z5 Compact, er det blevet tid til ny mobiltelefon for mig. Z5 har virkelig tjent mig godt, og der er sådan set heller ikke noget galt med den – batteriet er bare ved at være gammelt og holder ikke så længe.

Til min store glæde fortsætter Sony med at lave mobiltelefoner – på et tidspunkt var der ellers snak om at de ville nedlægge den del af forretningen. Sony er efter min mening stadig helt med fremme både hvad angår ydeevne og design. Farver er vigtige for mig, og da Sony stadig er så dejlige at tilbyde deres produkter i flere farver, var det helt oplagt for mig at lede efter min nye telefon blandt Sonys modeller.

De nyeste telefoner på markedet ser i øjeblikket meget ens ud, fordi de lader skærmen gå helt ud til kanten, og der er ingen knapper på forsiden. Mange har fingeraftryks-læser på bagsiden og intet jack-stik til hovedtelefoner. Dette design er jeg ikke helt klar til. På min Z5 sidder fingerlæseren på siden, og jeg kan ikke helt forestille mig at det vil føles intuitivt for mig at finde den på bagsiden.

Men mest af alt generer det mig at måtte undvære stik til hovedtelefoner. Jeg har lige fået en iPhone 8 på arbejde, og det irriterer mig at jeg må vælge imellem at oplade og at bruge hovedtelefoner. Det er også et irritationsmoment at der skal en adapter på stikket når jeg bruger hovedtelefoner.

Efter 3 compact-modeller er jeg nu klar til en større telefon. Med mine 46 år gamle øjne er det efterhånden svært at se teksten på den lille skærm. Da jeg stadig kun bruger briller når jeg sidder ved en skærm, ville det være dejligt hvis jeg kunne se bedre på mobiltelefonen når jeg er på farten. Jeg forestillede mig, at jeg kunne gøre tekst større på en stor skærm og dermed have større læsekomfort.

Ud fra disse ønsker faldt mit valg på Sony’s næst-nyeste model Sony Xperia XZ1. Den nyeste model XZ2 blev fravalgt på baggrund af manglende jack-stik og det lidt karakterløse udseende. Med Xperia XZ1 får jeg stort set samme tekniske specifikationer til en pris lige under 3000 kr. – det halve af prisen for en XZ2. Jeg er sådan set enig med anmeldelser der siger, at udseendet af XZ1 er en anelse gammeldags i forhold til det sidste nye, men det kan jeg godt leve med. Jeg vil i stedet glæde mig over, at den tykkere kant rundt om skærmen viser lidt mere af den flotte lyserøde farve, jeg har valgt telefonen i.

Tidligere har jeg syntes det var smartest at købe den nyeste model af hensyn til have en tidssvarende telefon så længe som muligt. Men jeg må sige at det byder mig imod at give 6000 kr. for sådan en lille bærbar ting, som så nemt kan tabes, gå i stykker eller bliver stjålet. Prisen vejet op imod specifikationer og mine ønsker betød, at vægtskålen tippede til fordel for Xperia XZ1.

Jeg var meget i tvivl om mit behov for cover eller etui til min nye telefon. Indtil nu har jeg anvendt mine Sony-telefoner uden cover, men haft et lille etui når telefonen skulle ned i tasken. Compact-telefonerne ligger rigtig godt i hånden og i lommen på mig, men XZ1 er en noget større telefon. Den føles mere som en plade og jeg oplever den som mere udsat for stød og ridser. Efter at have brugt den nye telefon et par dage, besluttede jeg mig for at anskaffe et cover.

Mobiltelefoner sælges meget på design og udseende, og det virker nærmest grotesk for mig at anskaffe sig en flot ny telefon, for straks derefter at smække et cover på der i de fleste tilfælde enten ødelægger eller skjuler hele fremtoningen og designet af den dyre elektronik. Jeg kan godt forstå at man vil beskytte sin investering, når man har givet 6-8000 kr. for sin gadget, men der er også noget fjollet ved at gemme den væk, så man kan tage en ridsefri telefon ud af coveret når den skal på pension en dag.

Igen var jeg heldig med Sony. De har nemlig produceret et cover, som ikke går på kompromis med telefonens design. Sony Style Cover Touch er et nyskabende cover, der understøtter designet af telefonen, samtidig med at det ikke reducerer funktionaliteten af telefonen. Takket være en gennemsigtig forside, som man kan betjene skærmen igennem, er det muligt at besvare opkald og tage billeder uden at skulle have forsiden flaprende ud fra telefonen. Der er virkelig kælet for kvaliteten, så der er ikke noget der knirker eller vipper, og farven matcher telefonens farve perfekt.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

At købe et køkken

Et år efter at husbond og jeg startede vores opsparing til nyt køkken, gik vi ind i Invitas butik i Hørsholm. Vi ville starte de konkrete tanker om nyt køkken og havde brug for en snak om hvordan det kunne foregå. Der kom til at gå 3 måneder, før vi vidste hvordan og hvor meget.

På forhånd havde vi en idé om, at køkkenet skulle være i landlig stil med grå-malede profilerede låger og en komposit-stenbordplade, og det vidste vi at de havde hos Invita. Vi havde en holdning om, at vi gerne ville samarbejde med nogen, der kunne tage sig af hele entreprisen, så vi ikke selv skulle koordinere en hel masse forskellige typer af håndværkere.

Derudover var vi helt på bar bund; ingen af os indtil nu har prøvet at få nyt køkken på denne måde. Vi regnede med at en køkkenkonsulent/sælger ville kunne præsentere os for en masse spændende muligheder og vejlede os i forhold til hvad der passer bedst til os.

I butikken fortalte vi sælgeren om vores ønsker, og at der er tale om et projekt hvor der skal  laves både gulv, vægge, lofter, samt leveres nye køkkenelementer og nye hårde hvidevarer. Vi havde printet en grundplan. Vi fortalte at vores budget var 180.000 kr. og at vi var interesseret i at Invita tog sig af den fulde entreprise, men at vi dog selv var i stand til at lave vægge og lofter. Sælgeren tog beredvilligt imod vores input. Han sagde, at det skulle nok kunne lade sig gøre, men antydede dermed samtidig, at der ville være behov for kompromis for at holde prisen indenfor denne prisramme. Til sidst lavede vi en aftale med sælgeren om at han skulle komme hjem til os for at se på sagen.

Ved det første besøg i vores hjem var der fokus på selve køkkenet. Sælgeren hørte på vores detaljerede ønsker og behov (kaffehjørne, krydderurter, affaldssortering) og målte rummet op med en lasermåler.

Et par uger efter at sælgeren havde været på besøg i vores hus, mødtes vi i butikken i Hørsholm og blev præsenteret for 2 forslag til design på et nyt køkken til os. Det ene forslag lignede det gamle køkken noget, det andet forslag var mere nytænkende.

Det var det sidste vi faldt for og besluttede at arbejde videre med. I forslaget var der en køkkenø med kogeplade og et cafehjørne med vitrineskabe. Det så hyggeligt og funktionelt ud.

Vi fik tegninger og simulerede billeder med hjem, så vi kunne tænke over det. Vi mødtes med sælgeren en gang mere for at rette designet til med nogle af vores ønsker, og vi endte med en opstilling som vi synes var rigtig god.

Nu begyndte vi så småt at tale om pris.

Lige fra starten blev pris nævnt som en begrænsende faktor i alle køkkenets elementer. Den lågetype vi ønskede var ikke den billigste (dog heller ikke den dyreste), alene farven på lågerne kunne gøre det dyrere og alle de smarte indretningsløsninger Invita har i sit sortiment blev slet ikke præsenteret for os, da det ville gøre løsningen for dyr. Samtidig beroligede sælgeren os dog og sagde, at han nok skulle finde nogle gode rabatter til os.

Som konsekvens heraf valgte vi standardfarven lysegrå i stedet for grå, og fravalgte smarte løsninger så køkkenet kun bestod af almindelige skuffer og skabe.

Valg af bordplade er en af de store poster i et køkkenbudget, og den type bordplade vi i første omgang synes bedst om (komposit-sten) ville koste omkring 80.000 kr. i vores opstilling. Sælgeren viste os en række andre materialer til bordplade. Det var svært at overskue fordele og ulemper ved de forskellige materialer. Selvom det passer virkelig godt til et landkøkken, var vi overbeviste om at vi ikke ville have en bordplade af træ – sådan en skal nemlig efterbehandles 4-6 gange om året og det ved vi er urealistisk for os at få gjort. Vi endte med at vælge en bordplade i kompaktlaminat, som var virkelig lækker at røre ved. Kompromiset var, at der ikke var så mange farver at vælge imellem. Jeg ville gerne have haft en varm farve sammen med den grå farve på lågerne, men det blev til en mørkegrå bordplade. Som kompensation valgte vi greb i en gylden farve.

Nu begyndte hovedet virkelig at snurre på mig, for nu var der så mange detaljer at tage stilling til at det var svært at rumme. Sælgeren havde fra starten sagt, at han ville indsnævre valgene for os så vi ikke blev helt forvirrede, og det gjorde han også. Det havde bare den konsekvens, at jeg ikke følte mig sikker på at jeg havde taget de forskellige beslutninger på et fuldt informere grundlag. Ja, den brune sten-bordplade var sindssygt dyr, men var der en billigere mulighed indenfor dette materiale? Er massiv granit virkelig billigere end en bordplade af komposit som består af granit-grus? Og hvorfor?

I det hele taget forskød vores almindelige syn på priser og penge sig fuldstændig. Vi synes at et beløb på 180.000 kr. var et utrolig stort beløb, men det så ikke ud til at slå til i denne sammenhæng. Et eksempel kunne være en reol, som blev en del af køkkenet – en helt almindelig smal høj bogreol med justerbare hylder. Den kostede over 4000 kr. Hvis man havde købt en Billy-reol i IKEA kunne man få den for 250 kr. Det er helt ude af proportioner, selvom man så får den i samme nuance som resten af køkkenet. Jeg har meget svært ved at forstå at der kan være så store forskelle.

Da køkkendesignet lå fast, skulle de håndværksmæssige opgaver estimeres. I første omgang kom Invitas montageleder på besøg, og da han så gulvet, konstaterede han, at der var behov for at få en specialist til at se på det. I anden omgang kom montagelederen sammen med en tømrer og elektriker. Alle håndværkere var meget sympatiske og virkede kompetente. Montagelederen fortalte os lidt mere om hvordan forløbet i sådan et projekt er. Det var interessant at finde ud af, at man f.eks. laver gulv før man maler vægge.

Nogle uger efter blev vi præsenteret for et samlet tilbud på køkken med bordplade, montering, renovering af gulv og nyt loft men eksklusiv hårde hvidevarer, vandhane og indretning. Det første beløb sælgeren nævnte for os startede med et 3-tal. Jeg havde migræne og kvalme da vi sad i det alt for varme butikslokale, og jeg var næsten ved at besvime da jeg hørt prisen.

Så kom elementet rabat, som jeg har læst meget om på forskellige websider. Det er tilsyneladende almindeligt, at der gives en form for rabat når man køber køkken. Nogen gik meget op i procenten, og så alt fra 3% til 40%, så det var svært på forhånd at skyde sig ind på hvilken størrelsesorden man kunne forvente. Jeg konkluderede bare, at man ikke skulle tage listepriserne for gode varer. Et udgangspunkt på over 300.000 havde jeg ikke forventet, men det vigtigste er det beløb der står på nederste linje.

Efter at rabatten var trukket fra, lød tilbudet på ca. 275.000 kr. Det er næsten 100.000 mere end det beløb vi havde angivet som vores budget. Oveni tilbudets beløb kommer udgifter til hårde hvidevarer, belysning, maling m.m. Næsten halvdelen af beløbet var håndværkerudgifter på 130.000 kr. til loft, gulv og elektrikerarbejde.

Det var lidt af en kamel at sluge, og i første omgang var jeg noget slået ud og i tvivl om køkkenprojektet kunne blive virkelighed. Jeg har aldrig haft håndværkere til at lave større arbejder, så jeg var rystet over hvor dyrt denne del var. Undervejs i tilbudsforløbet havde vi jo godt fornemmet, at det ville være svært at klare det indenfor vores budget, især da vi fik set på gulvarbejdet med håndværkere. Men at vi skulle op på så højt et beløb havde jeg ikke forestillet mig.

Det første vi gjorde var at besluttede at lave loftarbejdet selv. Det alene kunne skære 30.000 kr. af tilbudet. Vi vurderede at vores eget indkøb af materialer ville beløbe sig til en brøkdel af dette beløb, og husbond har god erfaring med at sætte loft op.

Dernæst gik jeg igang med en detaljeret analyse at tilbudet. Invita er i modsætning til andre køkkenfirmaer så fair, at de har lagt en fuld prisliste ud på deres hjemmeside, og jeg så hurtigt, at de enkelte køkkenelementer stod med en noget højere pris i tilbudet end i prislisten. Det viste sig at sælgeren havde misforstået hvad der var standard-farver og hvad der var farver der udløser tillæg til prisen.

Som tidligere nævnt var vi gået på kompromis med farven for at holde prisen nede, så det var jo ærgerligt at vi alligevel skulle betale tillæg for farven. Sælgeren imødekom os og regulerede prisen. Da tilbudet var justeret for dette, var det stadig langt over vores budget. Vi granskede vores økonomi, og mine forældre var så flinke at tilbyde at give et bidrag til projektet. Vi fandt ud af at vi godt kunne gå højere op i pris end vores oprindelige budget, men beløbene var nu så store, at det mindede om bil- eller hushandel. Hvad skulle vi gøre – ville vi virkelig bruge så mange penge på et køkken?

Tidligt i forløbet besluttede vi, at vi ikke ville indhente tilbud fra flere forskellige køkkenfirmaer. Sådan en beslutning kan nok få det til at krympe sig i enhver kræmmersjæl. Det var ikke desto mindre vores valg, og det var baseret på en erkendelse af, at et køkken er en meget kompliceret ting at få tilbud på. Vi var ret sikre på, at selvom vi havde flere tilbud foran os at vælge imellem, så er der så mange parametre, at det ville det være nærmest umuligt at sammenligne, og dermed at vurdere hvad der var den rigtige pris. Jeg er ret sikker på at det bare ville gøre os endnu mere forvirrede.

Vi kunne også at have indhentet alternative tilbud på håndværker-delen af tilbudet. Jeg kan da godt blive i tvivl om det kan passe, at det skal koste 70.000 kr. at rette et gulv op. Omvendt havde vi holdning om, at vi gerne ville have 1 leverandør der stod for det hele. Jeg synes ikke det er fair at ulejlige en anden håndværker når han ikke har en chance for at få opgaven, udelukkende for at presse prisen hos Invita.

På dette tidspunkt havde vi altså ikke noget at sammenligne med, udover en generel antagelse om at et køkken fra IKEA ville være billigere. Vores tanker om et grå-malet køkken i landstil kom faktisk oprindeligt fra et besøg i IKEA, og i dette forløb var vi da også en tur til Gentofte for at genbesøge deres model. Lågerne virkede lækre nok, men efter 9 år med IKEA-køkken i vores tidligere hus, var vi ikke trygge ved den samlede kvalitet af IKEA-moduler og deres hvidevarer.

Vi besluttede at gribe det an som køb af fast ejendom, og prøve at forhandle prisen så langt ned som muligt. Det var den eneste måde vi synes der kunne give os tryghed for, at vi ikke kom til at betale for meget. I bedste huskøber-stil kom vi med et modbud, hvor vi bad om at få fjernet den del, der handlede om loftet og det elektriske arbejde forbindelse med loftet. Til gengæld ville vi gerne have at tilbudet indeholdt en vandhane, noget indretning til skuffer og skabe, samt de 3 stk hårde hvidevarer vi gerne ville udskifte, således at tilbudet omfattede et fuldt køkken. Vi meddelte at vi kunne betale 230.000 kr. for den kombination.

Invita vendte tilbage med et tilpasset tilbud på dette beløb, men der var kun inkluderet 1 stk hårde hvidevarer. Begrundelsen var at sælgeren havde givet mere rabat end han egentlig måtte.

Sælgeren kunne dog tilbyde os nogle såkaldte ‘kampagnepriser’ på hårde hvidevarer. Hårde hvidevarer er et helt kapitel for sig, hvor det er umuligt at sammenligne priser. Hvis man leder efter en ovn med stegetermometer hos Skousen eller Wupti finder man visse modeller. Hvis man spørger Invita, kommer de med en helt anden model, som man ikke kan finde hos nogen af de almindelige forhandlere. Sjovt nok er den op imod dobbelt så dyr uden at man kan se hvorfor.

Invita havde dog skruet det sådan sammen, at tilbudet uden hårde hvidevarer indeholdt tilslutning af Invita-leverede hårde hvidevarer, så hvis vi købte hos dem, ville tilslutningen følge med ifm. montering af køkkenet. Det ville understøtte vores ønske om en totalleverance fra Invita, hvor vi ikke selv skal jonglere med en masse forskellige leverandører, og risikere at ingen ville tage ansvar hvis der var problemer. Vi besluttede at det var værd at tage med. Vi regnede med at de dyre hårde hvidevarer var lækrere, og det var en god tanke at tage et nyt køkken i brug med nye lækre hårde hvidevarer. Selvom vi selv har monteret mange opvaskemaskiner i tidens løb, regner vi med at der nok at tage sig til for os, når vi når til montering af køkkenet.

Den første tirsdag i vores sommerferie skrev vi under på en samlet pris på ca. 245.000 kr. for et fuldt køkken med 4 stk. hvidevarer og nyt linoleumsgulv. Vi beholder vores store A+++ køleskab. Derudover får vi udgifter til materialer til vægge og lofter: plader, tapet, maling og fliser. Vi kommer også til selv at købe og montere lys og lyd, så det passer de platforme vi anvender (Philips Hue og Sonos). Og måske køber vi en ny emhætte.

Alt i alt har det været temmelig krævende at få tilbud på nyt køkken. Jeg var overrasket over at det tog så lang tid, men det skyldes til dels os selv, da det er svært for os gå så tidligt fra vores jobs, at vi kunne komme til møde i Hørsholm kl. 16 eller tage imod håndværkere i løbet af deres arbejdsdag. Jeg synes det var stressende at balancere ønsker og behov med de helt afsindige priser. Når man er i den kreative proces med at vælge farver og udseende, er det irriterende med alle de begrænsninger der sættes pga. store prisforskelle på farver og materialer. Jeg stadig i tvivl om køkkenet kommer til at leve op til mine forventninger mht. udseende, med de kompromiser vi har indgået. Jeg er også i tvivl om den pris vi ender med at betale er rimelig.

I det mindste ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Jeg har forsøgt at være konsekvent overfor vores værdier og fair overfor dem vi satte til at arbejde på et tilbud. Man bliver nok aldrig helt sikker på alting i så stor en entreprise. Derfor har jeg besluttet mig for at glæde mig til det nye køkken, og bruger nu en masse tid på at lede efter de perfekte lamper, tapet og fliser, så det nye køkken bliver så fint og hyggeligt som muligt.

Lignende indlæg:

Nyt køkken

Vi skal have nyt køkken. Jeg er meget spændt på det, og det er allerede nu kommet til at fylde meget.

Beslutningen blev taget for et år siden, hvor jeg havde opsparet et større beløb efter et turbulent jobskifte, hvor jeg frygtede at skulle på dagpenge i en periode. Jeg ville helst ikke bare klatte pengene væk, men gerne bruge dem på noget stort, der gav værdi til mit liv. Jeg fik overtalt husbond til at etablere en fælles opsparing til nyt køkken.

Vores køkken er ca. 25 år gammelt. Udseendemæssigt fremstår det rimelig pænt, og det fungerer sådan set OK i hverdagen. Da vi købte huset forestillede vi os ikke, at vi skulle skifte køkkenet foreløbig. Men efterhånden er det gået op for os, at mange dele af køkkenet trænger til fornyelse, og det vil ikke kunne betale sig at lave lappeløsninger.

Selve køkkenet er noget nedslidt når man kommer tæt på. Bordpladen er så slidt, at mønstret i laminaten er forsvundet visse steder. Der er buler i samlingerne og den har en klistret kant som vi ikke kan få væk. Låger og skabe er slidt og svære at holde rene, og visse steder slipper melaminbelægningen på korpus. Værst af alt, så er bordhøjden for lav, så selv jeg, der er moderate 170 cm høj, får ondt i ryggen af at arbejde i køkkenet. Vi synes at belysningen er utilstrækkelig, og den er i øvrigt baseret på forældet teknologi (lysstofrør og halogen).

Gulv, vægge og loft trænger også til renovering.

Gulvet har oprindeligt været et lakeret parketgulv, men de tidligere ejere har slebet lakken af og hvidpigmenteret det. Denne overflade er umulig at holde ren, og der er derfor store fedtskjolder rundt om komfuret og andre steder. Gulvet ligger henover en tidligere rumadskillelse, hvor der er en niveauforskel på 3 cm fra den ene del til den anden del. Gulvpladerne giver efter, så man nærmest snubler, når man går forbi det sted.

Væggene er beklædt med glasfibervæv, som ikke sidder helt lige. Der er ikke fliser eller anden beklædning ved køkkenbordet, så det er ikke så nemt at fjerne flødeskums-sprøjt og andet der rammer væggen i daglig brug.

Loftet er et nedsænket loft med nogle loftplader med træ-look. Husbond synes det ser hæsligt ud, og jeg kan godt se at det hører en anden tid til.

Hele rummet er 25 kvm stort og indeholder også en spisesektion. Det er altså en større omgang vi skal ud i, når både gulv, vægge og lofter skal renoveres foruden selve køkkenet. Selvom husbond kan lave mange ting selv, så vil vi gerne have professionelle til at tage sig af gulvet med den niveauforskel der er, og montering af køkken samt bordplade vil vi også gerne undgå – vi forestiller os at det gøres både hurtigere og bedre af specialister som gør sådan noget til hverdag.

Vi tog hul på projektet, da vi i starten af april gik ind i Invitas butik i Hørsholm og så på deres udstilling og snakkede med en sælger om processen. Invita tilbyder at tage sig af hele entreprisen, og det var interessant for os.

Det var både spændende og skræmmende at kaste sig ud i konkrete tanker om køkken. Spændende fordi jeg kunne blive kreativ og begynde at drømme om noget bedre. Skræmmende fordi det er en omfattende proces der koster rigtig, rigtig mange penge.

I det efterfølgende blogindlæg skriver jeg om processen med at købe et nyt køkken.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af lampen Illumin Rubber20

For et par år siden fik vi lampen Illumin Rubber 20 Pendel som en gave. Det er en større loftslampe, som man selv samler. Lampen består af 20 ens stykker plastik og 30 sorte elastikker, som man sætter sammen til en tilnærmelsesvis rund facon. Indeni monteres lampen med en gennemsigtig plade af plastik og en fatning med stofledning. Det var ret nemt at samle lampen, og vi valgte at hænge den i vores trapperum, hvor der er nogle højdeforskelle som den symetriske og geometiske lampe gjorde sig godt i. Vi var glade for den.

Desværre viste det sig, at elastikkerne der holder lampen sammen, er af en kvalitet, som ikke er holdbar. Efter bare et års tid var de møre og begyndte at falde af. Hvad gør man så?

Først troede jeg, at jeg kunne finde nogle andre elastikker i en webshop, men det var ikke så nemt. Jeg kontaktede producenten af lampen, og de sendte mig en pose med flere elastikker af samme slags. Så kunne lampen lidt igen, men året efter var problemet der selvfølgelig igen.

Det er faktisk rigtig irriterende, når elastikkerne bliver møre. En for en begynder de at falde af. Når den første elastik mangler, holder lampen stadig sammen, og man har lidt tid til at finde en løsning. Men de andre elastikker er jo lige så møre, og hurtigt efter falder flere elastikker af, og så åbner lampen sig og kan ikke holde formen. Det er svært at finde en midlertidig lappeløsning, fordi det kræver elastikker af en helt speciel størrelse, og når man begynder at pille, falder lampen meget nemt helt fra hinanden.

Jeg kan se, at man nu kan købe en pose med elastikker for 80 kr. på nettet. Hvis man skal købe sådan en pose en gang om året, bliver det jo en dyr lampe i længden, foruden alt besværet med at pille lampen ned og montere den helt forfra.

Jeg synes ikke det var holdbart at fortsætte med de originale elastikker. Kunne man ikke få en bedre kvalitet af elastikker, som kunne se pænt ud? Jeg gik på jagt i diverse hobbyforretninger efter en mere langsigtet løsning. Jeg fandt 3 mm elastiksnor i en syforretning. Her kunne man få alverdens farver, hvilket appellerede til min kreative åre – så kunne man jo skifte farve og dermed udtryk på lampen. Jeg fandt også noget lidt tykkere elastiksnor i en webshop der handler med udstyr til dykkere og surfere.

Da jeg fik det forskellige snor hjem var jeg fortrøstningsfuld. Begge typer bestod af tynde strå af elastik omkranset af tekstil. Jeg forestiller mig at det er mere holdbart, fordi elastikken ikke på samme måde er eksponeret for luft og sollys.

Så var spørgsmålet hvordan jeg skulle få elastiksnoren til at blive en ring, som kunne holde lampens dele sammen. Jeg prøvede at binde forskellige knuder, men det blev ret stort. Med enderne strittende til siderne var det visuelt ikke så pænt, når det blev sat på lampen.

Med inspiration fra den måde min mand samler kabelender på sin cykel, gik jeg på jagt efter et tyndt metalrør, man kunne samle elastik-enderne med. Igen kom hobbyforretningerne mig til hjælp, og det lykkedes at finde noget tyndt messingrør, der i indre og ydre diameter passede med det elastiksnor jeg havde.

Så var jeg klar til endnu et forsøg. Jeg måtte i kælderen efter værktøj og have husbond igang med dremmel-maskinen. Messingrør blev skåret ud i stykker af ca. 1 cm og slebet lidt, så der ikke var ru kanter. Jeg klippede elastiksnoren stykker på 21,5 cm med en skarp saks, og satte enderne ind i røret. Derefter klemte jeg sammen i hver ende af messingrøret med en skævbider. Jeg fandt hurtigt en måde der holdt.

Resultatet blev nogle elastikker, der mindede om de hårelastikker man kunne få da jeg var barn. Stof på ydersiden, elastik indeni og samlet med et lille messingrør. Det så overraskende flot ud på lampen. Faktisk synes jeg det er flottere end originalen pga den ensartede stofoverflade.

Jeg har brugt adskillige hundrede kroner på at finde materialer til denne løsning. Hvis man i forvejen har betalt 799 kr. for en Rubber20-lampe, må den føles dyr i drift. Siden vi fik den for nogle år siden, er den da også faldet noget i pris – måske pga. disse problemer. Det ville ærgre mig at skulle smide lampen ud pga. denne – i mine øjne – designfejl, så jeg er glad for at jeg fandt en løsning så vi kan brug lampen lidt endnu. Men det er godt nok meget ulejlighed for at beholde sin lampe.

Jeg anmelder lampen med 2 ud af 5 stjerner. Den får 2 stjerner, fordi jeg synes den har et flot udseende. Den får ikke flere, fordi materialevalget stiller forbrugeren i en irriterende situation, når elastikkerne falder af og man skal samle lampen igen. Jeg får lyst til at advare andre forbrugere, men jeg har ikke kunnet finde en mulighed for at anmelde produktet på en webshop el.l. Derfor denne anmeldelse på min blog.

Vurdering:  ★★☆☆☆ 


Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden, at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg, at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen, har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type, er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme, at jeg ikke har været forberedt på, at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der i sin hoveddør, midt i sine egne tanker, og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig, er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Sony Xperia Z5 Compact

Her ser du Sony Xperia Z1, Z3 og Z5 Compact ved siden af hinanden. Den hvide til højre fik jeg i bryllupsdagsgave af min mand sidste weekend, og den er min tredje telefon på mindre end 2 år.

Den limegrønne fik jeg lige da vi var flyttet til Birkerød, da jeg helt udmattet simpelthen stod og tabte forgængeren ud af hånden, mens flyttemændene tømte rækkehuset i Virum. Stress og belastning gør mig klodset, og det varede desværre ikke længe før jeg kom til at tabe en Global-kniv ned på skærmen af den nye. Stor ærgrelse! Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde ud af se på det dybe mærke midt i det hele. Den tjener idag som firmatelefon for husbond.

Den orange har jeg haft i et år. Her er det ikke min egen klodsethed, der gør det af med den. Bagsiden er begyndt at krakelere, en revne ad gangen, der bare pludselig er der når jeg tager den op af tasken, uden at den har været udsat for overlast. Kameraet laver nu et hvidt skær når jeg fotograferer min hvide hund. Jeg kan se på nettet, at der er mange Z3-købere som har oplevet at bagsiden revner, men desværre bliver de afvist når de benytter reklamationsretten.

Om lidt starter jeg på et nyt job og et nyt hverdagsliv. Det kommer til at foregå med en ny, hvid telefon i lommen. Der er ikke den helt store forskel på de 3 ‘søskende’ her, men jeg er faldet for Sonys verden. Det er unikt at få en telefon i det lille format uden neddroslet kapacitet, og jeg vil ikke undvære kamera-knap og andre Sony-features. Den nye telefon har dog et betydelig bedre kamera, så jeg kan godt mærke at jeg har fået ny telefon. Jeg er rigtig glad for den, jeg prøve at passe bedre på den.

Lignende indlæg:

Indsigelse

Forrige onsdag, da jeg kom tilbage fra frokost på min arbejdsplads, var der kommet 11 SMS’er med engangs-koder fra nets. Jeg kender dem fra når jeg har brugt mit VISA-kort i en betalingsløsning, der bruger Visa Verified. Men jeg havde ikke brugt mit kort den dag, og var i øvrigt stadig i besiddelse af kortet, så jeg blev selvfølgelig mistænksom.

Mens jeg sad i telefonkø til min banks hotline, fik jeg en SMS fra banken om at mit VISA-kort var blevet lukket pga. mistanke om at nogen har kendskab til mit kortnummer. De kunne ikke fortælle hvad der var sket, og hvorfor.

Jeg har før prøvet at få lukket mit kort pga. mistanke om misbrug. Så fik jeg et nyt kort en uge efter, og kunne bruge den samme pinkode. Og så skete der ikke mere. Det er irriterende ikke at kunne bruge sit kort i en uge, og jeg blev faktisk lidt vred på nets over at jeg skulle have dette bøvl med at skifte kortnummer.

Denne gang skete der mere. 2 dage senere begyndte der er komme transaktioner på min konto, som jeg ikke kendte noget til. Det så ud til at være fra hele verden: pizza i Sverige, børnetøj i Canada, indisk mad i Australien og en række andre transaktioner fra USA og Israel, som jeg ikke kan se hvad handler om.

Det var meget ubehageligt at se disse mystiske transaktioner. Jeg vidste ikke hvor mange der ville komme, og jeg kunne bare sidde og se saldoen på min konto blive til et større og større negativt beløb.

Det er jo præmissen for dansk udstedte kreditkort, at bankerne dækker misbrug, så længe man selv passer godt på sit kort. Jeg har tit tænkt på hvordan det mon fungerer helt praktisk. Det fik jeg så lejlighed til at finde ud af nu.

I min bank skal man download’e en redigerbar PDF-fil og udfylde den med personlige oplysninger samt de transaktioner man ikke kender noget til. Den skal så printes, skrives under og sendes med postvæsenet til banken. Man skal altså både bruge en printer, en kuvert og for 19 kr. frimærker for at kunne gøre indsigelse.

Jeg skyndte mig at få det på plads, og fik blanketten afsted fredag aften. Pyh, så havde jeg i hvert fald gjort hvad jeg kunne.

I weekenden ærgrede jeg mig meget over det, og spekulerede en del over hvordan det kunne være sket. Nogle dage inden kortet blev spærret havde jeg brugt det til onlinekøb i USA og Canada, og jeg kunne ikke lade være med at tænke om det var i den forbindelse at mit kortnummer var blevet opsnappet og sikkert solgt videre. Jeg besluttede at skrive til de 2 webshops og bede dem checke sikkerheden i deres betalingssystemer.

Om mandagen modtog jeg besked fra banken om at de havde modtaget min indsigelse, og at de ville begynde sagsbehandlingen i næste uge. Samme dag kom der flere transaktioner, jeg ikke kunne acceptere, så jeg måtte igang igen med at udfylde blanket, printe, finde frimærker og i postkassen med en ny indsigelse. Om tirsdagen kom der endnu en mærkelig transaktion.

Henover 3 dage kom der i alt 11 mystiske transaktioner – samme antal som de 11 engangs-koder – til sammenlagt 6.497,87 danske kroner. Jeg sendte 3 breve med indsigelser, og det kostede mig i alt 57 kr. i frimærker.

Efter et par dage fik jeg endnu en mail fra banken. De havde indsat et midlertidigt beløb på min konto, og de sendte nu sagen videre til behandling hos nets. De skrev, at hvis jeg ikke havde hørt noget indenfor 6 måneder, kunne jeg betragte sagen som afsluttet.

Det overraskede mig noget, at det foregik på denne måde. Jeg var forundret over, at der skulle en manuel papirgang til. Nu hvor brevportoen er steget til 19 kr. for et almindeligt brev, giver det jo en betydelig udgift for den forurettede. Min bank er ellers rimelig godt med mht. digitalisering. Man kan f.eks. skrive under på lån digitalt, uden at møde op i banken.

Jeg havde nok også troet, at de forkerte transaktioner simpelthen blev fjernet eller ført tilbage, sådan at der ikke fremgår en periode på min konto hvor saldoen er negativ. Og så synes jeg det er en mærkelig situation, at man nu skal gå i 6 måneder og vente på om man evt. hører mere i sagen. Jeg kan da godt blive lidt i tvivl om jeg kan bruge de penge der er indsat på min konto, og om jeg risikerer at pengene fjernes igen.

Jeg har nu fået et nyt VISA-kort, og har skiftet kortinformationer de steder, hvor betalinger kører over kortnummeret. Tror jeg nok. Godt jeg ikke havde knyttet rejsekortet op på det kort, det er vist en helt forfærdelig proces når man skal skifte kortnummer. Fremover kommer jeg nok til at være mere tilbageholdende med at bruge mit kort, især i udlandet.

Lignende indlæg:

Sorte fredag

Det er nu godt en uge siden at fænomenet Black Friday rullede henover Danmark. I år kom det til at fylde vældig meget. Både de fysiske butikker og online-butikker var i år på banen med heftige tilbud. Selv en tankstation satte benzin ned til næsten halv pris – med så stort trafikkaos til følge, at politiet måtte stoppe det.

I USA er Black Friday detailhandelens forsøg på at skyde julehandlen i gang ved at lancere en masse gode tilbud på en dag, hvor amerikanerne har fri fra arbejde: dagen efter den store helligdag Thanksgiving, som altid falder på en torsdag. Det er vist ikke en særlig gammel tradition. Det med det sorte henviser så vidt jeg kan google, til at gaderne er sorte af mennesker – eller også er det noget med at butikkernes regnskab på denne dag går fra røde til sorte tal.

Jeg er en af den slags danskere, som bliver irriteret når vi tager amerikanske traditioner til os, fordi jeg synes at vi har vores egne der fungerer udmærket. Jeg synes f.eks. det er noget pjat når vi tager en ting som Haloween til os, når nu vi har vores egen tradition for udklædning og børn der går fra dør til dør, nemlig Fastelavn. Lige så har jeg det med Black Friday. Vi har jo ikke fri den fredag til at gå ud og starte vores juleindkøb, så det giver bare kaos i en i forvejen travl hverdag.

Udsalg har vi masser af tradition for i Danmark. Der er det store januar-udsalg, og det meste af sommeren er også præget af tilbud og udsalg. Hvorfor skal vi nu tage sådan en tradition som Black Friday til os?

Som forbruger kan man jo ikke være utilfreds med at varerne koster mindre, og det ligger dybt i den danske folkesjæl at gøre en god handel. Jeg er imponeret over hvor meget de danske butikker bød ind med tilbud i år. Mange butikker havde 10, 20, 30 eller sågar 40 % rabat på alt i butikken eller på store kategorier af varer, og det kan jo godt mærkes hvis man som min kollega har 4 børn der alle skal have sko, eller som vi har brug for en ny emhætte til køkkenet – en type som ellers aldrig er på tilbud.

Der var dog også butikker der fedtspillede lidt. Mads og jeg går normalt ud og handler dagligvarer til en hel uge hver fredag. Forrige fredag gik vi forbi Imerco inden. Mads skulle bytte en gave, og så kunne vi jo se om vi kunne finde noget andet via Black Friday-tilbud. De tilbød 20% på alt i butikken, dog undtagen i forvejen nedsatte varer. Og mon ikke det meste i butikken i forvejen var nedsat? Der sad små røde skilte på næsten alle priserne i butikken. Jeg føler mig ikke overbevist om at det var reelle nedsættelser, uden dog at kende før-priserne. Vi gik derfra med en flad fornemmelse.

Alt i alt endte vi dog med at høste indtil flere Black Friday-tilbud.

Vi har som sagt længe ønsket os at udskifte den 20 år gamle emhætte, der hænger i vores køkken. Den er frithængende ned fra loftet, og lige præcis den type er temmelig dyre, væsentlig dyrere end andre typer. Vi har derfor holdt øje med tilbudsaviserne i en længere periode, men der er aldrig tilbud på den slags emhætte. Vi kendte derfor priserne og markedet, da det pludselig var muligt at opnå 30% rabat hos Powers online-butik, og så var det bare med at slå til. Den blev leveret med fragtmand i fredags, og i dag går Mads igang med at montere den.

På vores fredags-shoppetur opdagede jeg at boghandleren holdt længe åbent. Vi køber normalt ind efter kl. 18, så der er altid lukket i den ellers hyggelige boghandel, men denne fredag var der åbent. Vi forsømte ikke lejligheden til at kigge ind, og vi kom da også ud med et par små-gaver til børnene i Mads’ familie.

Søndagen efter opdagede jeg, at mit teleselskab havde tilbud på taletidspakker i hele weekenden. Jeg kunne derfor opgradere min taletidspakke til at indeholde hele 30 timers tale og 30 GB data til samme pris.

Da jeg søndag gik i gang med gavekalender til Mads opdagede jeg, at jeg havde talt forkert og ikke havde 24 gaver til ham. Jeg måtte skynde mig at bestille et par ting mere. Den ene webshop sendte varerne med det samme og jeg havde den et par dage efter. Men varerne fra den anden har jeg stadig ikke modtaget, og de har sendt mig en mail, hvor de meddeler, at de ikke kan leve op til deres løfter om leveringstider pga. Black Friday. Efterhånden har man temmelig høje forventninger til e-handel, og man behøver ikke længere at være bekymret for om varerne når frem til jul selv når man bestiller ugen inden. Så det stikker ud når en webbutik ikke kan holde til presset fra sådan en Black Friday.

Den sorte fredag har været en blandet oplevelse for mig i år. Det er fornuftigt kun at købe tilbudsvarer, som man i forvejen ville have købt, og det er da også konklusionen i denne sammenhæng. Emhætten var en klokkeklar gevinst, og når der pludselig er mulighed for at få mere for de samme penge, som med telepakken, er det en positiv overraskelse. Det er hyggeligt når butikker holder længere åbent, så vi der først kan handle sent kan se noget andet end supermarkeder. Men at gå i butikker og se på tilbud uden noget specielt formål skal man ikke gøre, heller ikke på Black Friday.

Lignende indlæg:

Udflytning af statslige jobs

I den forgangne uge blev det offentliggjort, hvilke statslige institutioner der skal flyttes væk fra København og ud i provinsen. 3.900 statsansatte står nu i en situation, hvor de skal beslutte sig for at flytte til en anden del af landet, eller at miste deres job.

Jeg har selv været ansat i staten, og jeg ved godt at den varierende politiske realitet betyder, at det generelt er en usikker tilværelse at være ansat i en styrelse eller anden del af statens forvaltning. Men her står vi med en meget stor forandring, som påvirker mange mennesker på en gang. Jeg har stor medfølelse med dem, der er påvirket af udflytningen af statslige arbejdspladser.

Af og til tænker jeg selv på at forlade Københavnsområdet og flytte til provinsen. Hvis det passer, at tingene går lidt langsommere derude, kunne det være en dejlig forandring. Tanken strander altid på, at jeg ikke tør satse på at jeg kan finde job derude, og at jeg ikke har lyst til at flytte væk fra min familie.

De 3.900 statsansatte har nu mulighed for at forlade storbyens stress og jag og få jobbet med sig. Men det er jo ikke sikkert at de har de samme lyster som jeg har. Og så kommer der en helt anden dimension til. Det er ikke alle som er single og bor alene. Rigtig mange af de berørte har en ægtefælle og børn, som har job og skolegang i det område de bor i idag, og familie og netværk i nærheden. Det er sørme sin sag bare at flytte og få alle de relationer til at fungere et nyt og meget anderledes sted i landet.

Ude i landet er der ikke desto mindre stor glæde over tiltaget. Pressedækningen fokuserede i høj grad på de begejstrede borgmestre, der glædede sig over at få flere arbejdspladser til deres byer. De satser tilsyneladende ikke på at jobbenes nuværende indehavere flytter med, men håber tydeligvis at deres nuværende bysborgere får flere jobs at søge. Deres jubel klinger grisk i mine ører, jeg synes det har karakter af at danse på andre menneskers grav.

DR P4 Syd tog det også med humor, og offentliggjorde samme aften som nyheden kom frem på deres Facebookside denne oversigt over fordele ved at flytte til Sydjylland. Der er også flere der har gjort sig lystige over at Naturstyrelsen skal flytte ‘ud i naturen’. Disse reaktioner er ganske egoistiske og overfladiske, og jeg er ærlig talt rystet over den mangel på medfølelse det viser. Det virker ikke til at nogen tænker over hvilken situation de sætter de 3.900 mennesker i.

Carsten Bang nævnte i det nyhedssatiriske Badabing Show, at han da godt kunne forstå at det føles urimeligt miste sit arbejde, men henviser til at sådan har de også haft det i ‘Udkantsdanmark’ når de har mistet arbejdspladser.

Carsten Bang og andre synes at overse en stor forskel. Leveomkostningerne er væsentligt forskellige i København og i provinsen. Dagpenge og kontanthjælp er derimod nøjagtig det samme i hele landet.

Det er derfor forbundet med en helt anden økonomisk ruin at blive arbejdsløs i København. Mange der mister deres job i provinsen kan blive boende i deres bolig, selvom de ryger på dagpenge. Det kan man ikke ret længe i København. Mange familier vil meget hurtigt skulle sælge deres hus, måske med tab, og kan ende dybt forgældede og handlingslammede af denne situation.

Jeg kan godt se at det kan give et boost til provinsen at få statslige arbejdspladser. Men var det virkelig nødvendigt at gøre det på denne måde? Så vidt jeg husker kommer denne idé fra Dansk Folkeparti, og det handler i virkeligheden nok om at pleje et bestemt vælgersegment og holde regeringen ved magten lidt tid endnu. Det sker så på bekostning af 3.900 statsansatte, som ikke alle sammen er højtuddannede akademikere, der nemt finder sig et andet job i hovedstadsområdet. Der er givetvis masser af sådan nogen som mig, der har en kontoruddannelse specialiseret på offentlig forvaltning, og som nu skal konkurrere om en lille mængde administrative jobs.

Jeg synes det er for nemt for jyder og andre provinsboere at affeje københavneres ulykke. Jeg tror at de tænker, at når man har råd til at bo i huse til over 3 millioner kr. så er man så rig at der ikke er grund til medfølelse. Her kommer misundelse til at overtrumfe solidaritet. Det er slemt for alle at miste sit job. Når der kommer tvangsauktion og kæmpegæld oveni er det endnu værre. Også for familier der bor i Storkøbenhavn.

Lignende indlæg: