Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme at jeg ikke har været forberedt på at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der midt i sine egne tanker og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Sony Xperia Z5 Compact

Her ser du Sony Xperia Z1, Z3 og Z5 Compact ved siden af hinanden. Den hvide til højre fik jeg i bryllupsdagsgave af min mand sidste weekend, og den er min tredje telefon på mindre end 2 år.

Den limegrønne fik jeg lige da vi var flyttet til Birkerød, da jeg helt udmattet simpelthen stod og tabte forgængeren ud af hånden, mens flyttemændene tømte rækkehuset i Virum. Stress og belastning gør mig klodset, og det varede desværre ikke længe før jeg kom til at tabe en Global-kniv ned på skærmen af den nye. Stor ærgrelse! Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde ud af se på det dybe mærke midt i det hele. Den tjener idag som firmatelefon for husbond.

Den orange har jeg haft i et år. Her er det ikke min egen klodsethed, der gør det af med den. Bagsiden er begyndt at krakelere, en revne ad gangen, der bare pludselig er der når jeg tager den op af tasken, uden at den har været udsat for overlast. Kameraet laver nu et hvidt skær når jeg fotograferer min hvide hund. Jeg kan se på nettet, at der er mange Z3-købere som har oplevet at bagsiden revner, men desværre bliver de afvist når de benytter reklamationsretten.

Om lidt starter jeg på et nyt job og et nyt hverdagsliv. Det kommer til at foregå med en ny, hvid telefon i lommen. Der er ikke den helt store forskel på de 3 ’søskende’ her, men jeg er faldet for Sonys verden. Det er unikt at få en telefon i det lille format uden neddroslet kapacitet, og jeg vil ikke undvære kamera-knap og andre Sony-features. Den nye telefon har dog et betydelig bedre kamera, så jeg kan godt mærke at jeg har fået ny telefon. Jeg er rigtig glad for den, jeg prøve at passe bedre på den.

Lignende indlæg:

Indsigelse

Forrige onsdag, da jeg kom tilbage fra frokost på min arbejdsplads, var der kommet 11 SMS’er med engangs-koder fra nets. Jeg kender dem fra når jeg har brugt mit VISA-kort i en betalingsløsning, der bruger Visa Verified. Men jeg havde ikke brugt mit kort den dag, og var i øvrigt stadig i besiddelse af kortet, så jeg blev selvfølgelig mistænksom.

Mens jeg sad i telefonkø til min banks hotline, fik jeg en SMS fra banken om at mit VISA-kort var blevet lukket pga. mistanke om at nogen har kendskab til mit kortnummer. De kunne ikke fortælle hvad der var sket, og hvorfor.

Jeg har før prøvet at få lukket mit kort pga. mistanke om misbrug. Så fik jeg et nyt kort en uge efter, og kunne bruge den samme pinkode. Og så skete der ikke mere. Det er irriterende ikke at kunne bruge sit kort i en uge, og jeg blev faktisk lidt vred på nets over at jeg skulle have dette bøvl med at skifte kortnummer.

Denne gang skete der mere. 2 dage senere begyndte der er komme transaktioner på min konto, som jeg ikke kendte noget til. Det så ud til at være fra hele verden: pizza i Sverige, børnetøj i Canada, indisk mad i Australien og en række andre transaktioner fra USA og Israel, som jeg ikke kan se hvad handler om.

Det var meget ubehageligt at se disse mystiske transaktioner. Jeg vidste ikke hvor mange der ville komme, og jeg kunne bare sidde og se saldoen på min konto blive til et større og større negativt beløb.

Det er jo præmissen for dansk udstedte kreditkort, at bankerne dækker misbrug, så længe man selv passer godt på sit kort. Jeg har tit tænkt på hvordan det mon fungerer helt praktisk. Det fik jeg så lejlighed til at finde ud af nu.

I min bank skal man download’e en redigerbar PDF-fil og udfylde den med personlige oplysninger samt de transaktioner man ikke kender noget til. Den skal så printes, skrives under og sendes med postvæsenet til banken. Man skal altså både bruge en printer, en kuvert og for 19 kr. frimærker for at kunne gøre indsigelse.

Jeg skyndte mig at få det på plads, og fik blanketten afsted fredag aften. Pyh, så havde jeg i hvert fald gjort hvad jeg kunne.

I weekenden ærgrede jeg mig meget over det, og spekulerede en del over hvordan det kunne være sket. Nogle dage inden kortet blev spærret havde jeg brugt det til onlinekøb i USA og Canada, og jeg kunne ikke lade være med at tænke om det var i den forbindelse at mit kortnummer var blevet opsnappet og sikkert solgt videre. Jeg besluttede at skrive til de 2 webshops og bede dem checke sikkerheden i deres betalingssystemer.

Om mandagen modtog jeg besked fra banken om at de havde modtaget min indsigelse, og at de ville begynde sagsbehandlingen i næste uge. Samme dag kom der flere transaktioner, jeg ikke kunne acceptere, så jeg måtte igang igen med at udfylde blanket, printe, finde frimærker og i postkassen med en ny indsigelse. Om tirsdagen kom der endnu en mærkelig transaktion.

Henover 3 dage kom der i alt 11 mystiske transaktioner – samme antal som de 11 engangs-koder – til sammenlagt 6.497,87 danske kroner. Jeg sendte 3 breve med indsigelser, og det kostede mig i alt 57 kr. i frimærker.

Efter et par dage fik jeg endnu en mail fra banken. De havde indsat et midlertidigt beløb på min konto, og de sendte nu sagen videre til behandling hos nets. De skrev, at hvis jeg ikke havde hørt noget indenfor 6 måneder, kunne jeg betragte sagen som afsluttet.

Det overraskede mig noget, at det foregik på denne måde. Jeg var forundret over, at der skulle en manuel papirgang til. Nu hvor brevportoen er steget til 19 kr. for et almindeligt brev, giver det jo en betydelig udgift for den forurettede. Min bank er ellers rimelig godt med mht. digitalisering. Man kan f.eks. skrive under på lån digitalt, uden at møde op i banken.

Jeg havde nok også troet, at de forkerte transaktioner simpelthen blev fjernet eller ført tilbage, sådan at der ikke fremgår en periode på min konto hvor saldoen er negativ. Og så synes jeg det er en mærkelig situation, at man nu skal gå i 6 måneder og vente på om man evt. hører mere i sagen. Jeg kan da godt blive lidt i tvivl om jeg kan bruge de penge der er indsat på min konto, og om jeg risikerer at pengene fjernes igen.

Jeg har nu fået et nyt VISA-kort, og har skiftet kortinformationer de steder, hvor betalinger kører over kortnummeret. Tror jeg nok. Godt jeg ikke havde knyttet rejsekortet op på det kort, det er vist en helt forfærdelig proces når man skal skifte kortnummer. Fremover kommer jeg nok til at være mere tilbageholdende med at bruge mit kort, især i udlandet.

Lignende indlæg:

Sorte fredag

Det er nu godt en uge siden at fænomenet Black Friday rullede henover Danmark. I år kom det til at fylde vældig meget. Både de fysiske butikker og online-butikker var i år på banen med heftige tilbud. Selv en tankstation satte benzin ned til næsten halv pris – med så stort trafikkaos til følge, at politiet måtte stoppe det.

I USA er Black Friday detailhandelens forsøg på at skyde julehandlen i gang ved at lancere en masse gode tilbud på en dag, hvor amerikanerne har fri fra arbejde: dagen efter den store helligdag Thanksgiving, som altid falder på en torsdag. Det er vist ikke en særlig gammel tradition. Det med det sorte henviser så vidt jeg kan google, til at gaderne er sorte af mennesker – eller også er det noget med at butikkernes regnskab på denne dag går fra røde til sorte tal.

Jeg er en af den slags danskere, som bliver irriteret når vi tager amerikanske traditioner til os, fordi jeg synes at vi har vores egne der fungerer udmærket. Jeg synes f.eks. det er noget pjat når vi tager en ting som Haloween til os, når nu vi har vores egen tradition for udklædning og børn der går fra dør til dør, nemlig Fastelavn. Lige så har jeg det med Black Friday. Vi har jo ikke fri den fredag til at gå ud og starte vores juleindkøb, så det giver bare kaos i en i forvejen travl hverdag.

Udsalg har vi masser af tradition for i Danmark. Der er det store januar-udsalg, og det meste af sommeren er også præget af tilbud og udsalg. Hvorfor skal vi nu tage sådan en tradition som Black Friday til os?

Som forbruger kan man jo ikke være utilfreds med at varerne koster mindre, og det ligger dybt i den danske folkesjæl at gøre en god handel. Jeg er imponeret over hvor meget de danske butikker bød ind med tilbud i år. Mange butikker havde 10, 20, 30 eller sågar 40 % rabat på alt i butikken eller på store kategorier af varer, og det kan jo godt mærkes hvis man som min kollega har 4 børn der alle skal have sko, eller som vi har brug for en ny emhætte til køkkenet – en type som ellers aldrig er på tilbud.

Der var dog også butikker der fedtspillede lidt. Mads og jeg går normalt ud og handler dagligvarer til en hel uge hver fredag. Forrige fredag gik vi forbi Imerco inden. Mads skulle bytte en gave, og så kunne vi jo se om vi kunne finde noget andet via Black Friday-tilbud. De tilbød 20% på alt i butikken, dog undtagen i forvejen nedsatte varer. Og mon ikke det meste i butikken i forvejen var nedsat? Der sad små røde skilte på næsten alle priserne i butikken. Jeg føler mig ikke overbevist om at det var reelle nedsættelser, uden dog at kende før-priserne. Vi gik derfra med en flad fornemmelse.

Alt i alt endte vi dog med at høste indtil flere Black Friday-tilbud.

Vi har som sagt længe ønsket os at udskifte den 20 år gamle emhætte, der hænger i vores køkken. Den er frithængende ned fra loftet, og lige præcis den type er temmelig dyre, væsentlig dyrere end andre typer. Vi har derfor holdt øje med tilbudsaviserne i en længere periode, men der er aldrig tilbud på den slags emhætte. Vi kendte derfor priserne og markedet, da det pludselig var muligt at opnå 30% rabat hos Powers online-butik, og så var det bare med at slå til. Den blev leveret med fragtmand i fredags, og i dag går Mads igang med at montere den.

På vores fredags-shoppetur opdagede jeg at boghandleren holdt længe åbent. Vi køber normalt ind efter kl. 18, så der er altid lukket i den ellers hyggelige boghandel, men denne fredag var der åbent. Vi forsømte ikke lejligheden til at kigge ind, og vi kom da også ud med et par små-gaver til børnene i Mads’ familie.

Søndagen efter opdagede jeg, at mit teleselskab havde tilbud på taletidspakker i hele weekenden. Jeg kunne derfor opgradere min taletidspakke til at indeholde hele 30 timers tale og 30 GB data til samme pris.

Da jeg søndag gik i gang med gavekalender til Mads opdagede jeg, at jeg havde talt forkert og ikke havde 24 gaver til ham. Jeg måtte skynde mig at bestille et par ting mere. Den ene webshop sendte varerne med det samme og jeg havde den et par dage efter. Men varerne fra den anden har jeg stadig ikke modtaget, og de har sendt mig en mail, hvor de meddeler, at de ikke kan leve op til deres løfter om leveringstider pga. Black Friday. Efterhånden har man temmelig høje forventninger til e-handel, og man behøver ikke længere at være bekymret for om varerne når frem til jul selv når man bestiller ugen inden. Så det stikker ud når en webbutik ikke kan holde til presset fra sådan en Black Friday.

Den sorte fredag har været en blandet oplevelse for mig i år. Det er fornuftigt kun at købe tilbudsvarer, som man i forvejen ville have købt, og det er da også konklusionen i denne sammenhæng. Emhætten var en klokkeklar gevinst, og når der pludselig er mulighed for at få mere for de samme penge, som med telepakken, er det en positiv overraskelse. Det er hyggeligt når butikker holder længere åbent, så vi der først kan handle sent kan se noget andet end supermarkeder. Men at gå i butikker og se på tilbud uden noget specielt formål skal man ikke gøre, heller ikke på Black Friday.

Lignende indlæg:

Udflytning af statslige jobs

I den forgangne uge blev det offentliggjort, hvilke statslige institutioner der skal flyttes væk fra København og ud i provinsen. 3.900 statsansatte står nu i en situation, hvor de skal beslutte sig for at flytte til en anden del af landet, eller at miste deres job.

Jeg har selv været ansat i staten, og jeg ved godt at den varierende politiske realitet betyder, at det generelt er en usikker tilværelse at være ansat i en styrelse eller anden del af statens forvaltning. Men her står vi med en meget stor forandring, som påvirker mange mennesker på en gang. Jeg har stor medfølelse med dem, der er påvirket af udflytningen af statslige arbejdspladser.

Af og til tænker jeg selv på at forlade Københavnsområdet og flytte til provinsen. Hvis det passer, at tingene går lidt langsommere derude, kunne det være en dejlig forandring. Tanken strander altid på, at jeg ikke tør satse på at jeg kan finde job derude, og at jeg ikke har lyst til at flytte væk fra min familie.

De 3.900 statsansatte har nu mulighed for at forlade storbyens stress og jag og få jobbet med sig. Men det er jo ikke sikkert at de har de samme lyster som jeg har. Og så kommer der en helt anden dimension til. Det er ikke alle som er single og bor alene. Rigtig mange af de berørte har en ægtefælle og børn, som har job og skolegang i det område de bor i idag, og familie og netværk i nærheden. Det er sørme sin sag bare at flytte og få alle de relationer til at fungere et nyt og meget anderledes sted i landet.

Ude i landet er der ikke desto mindre stor glæde over tiltaget. Pressedækningen fokuserede i høj grad på de begejstrede borgmestre, der glædede sig over at få flere arbejdspladser til deres byer. De satser tilsyneladende ikke på at jobbenes nuværende indehavere flytter med, men håber tydeligvis at deres nuværende bysborgere får flere jobs at søge. Deres jubel klinger grisk i mine ører, jeg synes det har karakter af at danse på andre menneskers grav.

DR P4 Syd tog det også med humor, og offentliggjorde samme aften som nyheden kom frem på deres Facebookside denne oversigt over fordele ved at flytte til Sydjylland. Der er også flere der har gjort sig lystige over at Naturstyrelsen skal flytte ‘ud i naturen’. Disse reaktioner er ganske egoistiske og overfladiske, og jeg er ærlig talt rystet over den mangel på medfølelse det viser. Det virker ikke til at nogen tænker over hvilken situation de sætter de 3.900 mennesker i.

Carsten Bang nævnte i det nyhedssatiriske Badabing Show, at han da godt kunne forstå at det føles urimeligt miste sit arbejde, men henviser til at sådan har de også haft det i ‘Udkantsdanmark’ når de har mistet arbejdspladser.

Carsten Bang og andre synes at overse en stor forskel. Leveomkostningerne er væsentligt forskellige i København og i provinsen. Dagpenge og kontanthjælp er derimod nøjagtig det samme i hele landet.

Det er derfor forbundet med en helt anden økonomisk ruin at blive arbejdsløs i København. Mange der mister deres job i provinsen kan blive boende i deres bolig, selvom de ryger på dagpenge. Det kan man ikke ret længe i København. Mange familier vil meget hurtigt skulle sælge deres hus, måske med tab, og kan ende dybt forgældede og handlingslammede af denne situation.

Jeg kan godt se at det kan give et boost til provinsen at få statslige arbejdspladser. Men var det virkelig nødvendigt at gøre det på denne måde? Så vidt jeg husker kommer denne idé fra Dansk Folkeparti, og det handler i virkeligheden nok om at pleje et bestemt vælgersegment og holde regeringen ved magten lidt tid endnu. Det sker så på bekostning af 3.900 statsansatte, som ikke alle sammen er højtuddannede akademikere, der nemt finder sig et andet job i hovedstadsområdet. Der er givetvis masser af sådan nogen som mig, der har en kontoruddannelse specialiseret på offentlig forvaltning, og som nu skal konkurrere om en lille mængde administrative jobs.

Jeg synes det er for nemt for jyder og andre provinsboere at affeje københavneres ulykke. Jeg tror at de tænker, at når man har råd til at bo i huse til over 3 millioner kr. så er man så rig at der ikke er grund til medfølelse. Her kommer misundelse til at overtrumfe solidaritet. Det er slemt for alle at miste sit job. Når der kommer tvangsauktion og kæmpegæld oveni er det endnu værre. Også for familier der bor i Storkøbenhavn.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Nexus 9

Jeg fik min tablet-debut med en Nexus 7 for 2 år siden. Den har jeg været rigtig glad for lige siden. Jeg synes faktisk stadig, at der er enorm value-for-money i den dims, og den skal absolut ikke på pension.

Husbond havde dog opdaget, at jeg var begyndt at have lidt problemer med performance når vores wi-fi var ustabilt (og det er det tit). Der var en ny Nexus-tablet på vej fra Google, og min fødselsdag nærmede sig – så jeg er nu i besiddelse af en Nexus 9.

Nexus-produkterne er tænkt som spydspidser for Googles seneste version af styresystemet Android. Nexus 9 er således den første tablet der er udviklet til Android 5, også kaldet Lollipop.

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne med da jeg fik Nexus 7, som også var flagskib for den dengang seneste version af Android. På den baggrund er Nexus 9 ikke helt den samme oplevelse.

Nexus 9 er naturligvis større, i og med at skærmen er 8,9″ stor, hvilket betyder at den ikke ligger så nemt i hånden som jeg er vant til. Den er 25% tungere, og de 2 knapper er ikke så nemme at finde med fingene. Det er temmelig meget spildplads i kanten af skærmen. Langs de 2 korte sider er der højttalere der er vendt mod brugeren og skulle give en god stereolyd, men det er også her man holder sine hænder på tabletten i landscape-position. Meget af dette regner jeg med elimineres som irritationsmomenter når jeg bliver mere vant til den.

På flere punkter synes jeg, at Nexus 9 er knap så overlegen som Nexus 7 var i 2012. Batteriet er ikke dimensioneret til at kunne holde en hel dag, og den interne hukommelse er det halve af hvad der var i Nexus 7. Når man tager prisen i betragtning, som nu ligger oppe i nærheden af Apples produkter, er det ikke helt så meget value-for-money som Nexus 7 var.

Nu hvor jeg er gået over til Chromebook har jeg al data incl. musik på Google Drev, har jeg ikke brug for en stor lokal hukommelse, og jeg brugte aldrig alle 32 MB på Nexus 7’eren. Nexus 9 fås da også i en udgave med 32 MB, men til en noget højere pris.

Hvad der er mere alvorligt er, at app-verdenen ikke synes helt så klar til Android Lollipop, som den var til Android Jelly Bean, da Nexus 7 kom. Der er flere af de apps jeg bruger, som simpelthen ikke virker på Lollipop, selvom Google Play lader mig downloade dem som om de var kompatible med enheden. Det drejer sig bla. om Boxer Play, C More Play og Bitstrips, som virkede upåklageligt på min Nexus 7.

Nexus 9 er produceret af HTC, og har denne gang ladet skærmens format være 3:4 i stedet for widescreen som på Nexus 7. Det forstår jeg ikke helt. For mig betyder det, at når jeg bruger Facebook på tabletten på den høje lede, så skal jeg oftere scrolle op og ned for at se det hele af et billede. Det er et irritationsmoment, når man ser på mange billeder af hvide hunde, som jeg gør.

Enheden er også så ny, at man ikke kan købe tilbehør til den endnu. Hverken de 2 officielle covers eller 3. partsprodukter kan fås i handelen i skrivende stund.

Nu skal det ikke lyde som om Nexus 9 er en dårligere gadget end Nexus 7. Den har en større skærm med bedre opløsning, mere RAM og kraftigere processor. Det er ikke så tit at jeg mærker at den er hurtigere end Nexus 7, men det handler nok mere om vores temmelig uvederhæftige internetforbindelse. Min pointe er kun, at jeg efter Nexus 7 havde høje forventninger til det næste flagskib fra Google, og jeg må indrømme, at jeg ikke har helt den wow-oplevelse som jeg havde dengang i 2012.

 

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Sony Xperia Z1 Compact

Jeg havde kun sovet 3 timer natten før vi skulle flytte. Mens flyttemændene tømte vores rækkehus i Virum, stod jeg i køkkenet og stenede og kiggede på min smartphone. Og så hoppede den ligesom ud af hånden og ned på trægulvet. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, jeg plejer ikke at være så fumlefingret, men mit hoved var nok ikke helt på toppen i den kaotiske tid omkring flytningen.

Telefonen tog ikke umiddelbart skade, skærmen var hel og det hele så ud til at virke. Men det var pludselig blevet meget sværere at tiltrække mobilsignal, der var ‘rødt kryds’ oppe ved indikatoren for mobilsignal næsten hele tiden. Fordi vi flyttede til en anden adresse lige netop den dag var det svært at afgøre, om det var en fejl på telefonen, eller om det bare var fordi der var dårligt signal på den nye adresse, det ligger lige op ad en skov.

Dagen efter måtte jeg dog erkende, at der må være gået noget i stykke da jeg tabte telefonen, og før vi tog til Virum for at gøre rent efter flytningen, kørte vi i El-giganten og købte en Sony Xperia Z1 Compact til mig.

Den nye telefon ligner meget den gamle, og med synkroniseringen med Google-konti mærker man næsten ikke at man har fået ny telefon – man har i bund og grund de redskaber man plejer at have når man lige har sat sim- og hukommelseskort i, og det er ikke meget opsætning man skal gøre.

Jeg har været rigtig glad for min tidligere telefon. Den har fungeret fint og har indeholdt alt hvad jeg skulle bruge. At den ikke havde top-specs når det kommer til processorstørrelse mv. gjorde ikke noget, telefonen kunne det jeg havde brug for, og jeg savnede aldrig hastighed, plads eller anden kapacitet.

Min nye telefon har til gengæld top-specs. Den har samme bestykning som Sonys topmodel Xperia Z1, pånær at det er en mindre skærmstørrelse, hvilket giver rigeligt med kapacitet. Jeg valgte den, fordi det var det bedste bud på en 4,3″-telefon fra Sony lige på det tidspunkt.

Måske er det fordi man hurtigt vænner sig til noget godt/bedre, men jeg tænker ikke så meget over at den har en hurtigere processor. Kun når det kommer til kameraet mærker jeg tydeligt forskel: det er langt hurtigere at få kameraet startet op, og telefonen reagerer også hurtigere når man tager et billede, hvilket giver bedre billeder når man arbejder med motiver i bevægelse som f.eks. min dejlige hund.

Det er også dejligt at få kamera-knappen tilbage. På mange af mine tidligere Sony-telefoner har der været en kamera-knap som dels kunne bruges til at ‘kalde’ på kameraet, og dels som udløser når man tog billeder. Det var der dog ikke på Xperia V’eren. Jeg blev aldrig rigtig glad for det med at skulle trykke på skærmen på iPhone-maner når jeg skulle tage billeder.

En bonus ved denne telefon er, at jeg kunne få den i andet end sort og hvid. Denne model fås både i lime og lyserød. Jeg var fristet af den lyserøde, men ekspedienten kunne ikke vise mig farven og heller ikke love mig at den ikke var rigtig chocking pink, så jeg valgte den lime-farvede. Det er en nydelse i min hverdag at se på den friske farve.

Som vurdering får telefonen selvfølgelig 5, fordi den holder hele vejen på specifikationer, Sony er som sædvanlig super på brugeroplevelsen og så kan den fås i en farve. Mine behov er fuldt dækket ind med Sony Xperia Z1 Compact, og en pris på under 3500 kr. er helt passende.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Anmeldelse af HP Chromebook 14″

Min PC er ved at være 5-6 år gammel og er lidt langsom. Det er nok ikke kun pga. alder, men også fordi jeg bruger den langt sjældnere, nu hvor jeg har både smartphone og tablet. Der går så lang tid imellem, at der er nye systemopdateringer hver gang jeg tænder den. Jeg har tænkt på om jeg skulle have en ny PC, men er også ærgerlig over at skulle skille mig af med den. Den virker sådan set godt nok, omend langsomt. Og så er der det ved det, at nu om dage kan man ikke få en PC med farve på, og min gamle PC er flot lilla og har en matchende mus.

Indrømmet, det var det med farven der fik mig sporet ind på en Chromebook. HP har nemlig både en koralrød og en havturkis variant af deres chromebook, og dem stødte jeg på da jeg surfede lidt på de muligheder der var for en erstatning for min lilla PC.

Men så kom jeg til at tænke på, at det egentlig er ret smart at lade alting være synkroniseret op mod skyen, og så kun have det vi i IT-verdenen kalder en ‘tynd klient’, hvor man ikke har ret meget data eller system liggende lokalt på den enkelte maskine. Nu hvor jeg bruger min tablet så meget, støder jeg ofte på ønske om adgang til et dokument eller en mail der ligger på min PC – det kunne være smart at have mails, dokumenter og billeder liggende et andet sted end lokalt på en enhed. Ifm. hushandel og flytning har vi haft stor glæde af at have salgsopstillinger og senere handelsdokumenter liggende på box.com, for så kunne man nemt finde det frem hvis man i løbet af dagen, mens man var på arbejde, fik behov for at finde dem frem. Og jeg har i længere perioder undladt at starte min mailklient på PC’en, så de seneste mails ikke blev hentet ned til PC’en men var tilgængelige på mailserveren.

Med en Chromebook har man taget skridtet fuldt ud og lavet en maskine, som i bund og grund er opbygget omkring en browser. Programmerne ligger i browseren, mails og dokumenter ligger i skyen og redigeres fra en browser, og der kan simpelthen ikke installeres andet end plugins til browseren. Der ligger et lille styresystem på maskinen, men så lidt som muligt. Det siger sig selv at man skal have netværksforbindelse for at komme nogen vegne, selvom det godt kan lade sig gøre at arbejde offline.

Prismæssigt er der meget at vinde ved at vælge Chromebook. Den er noget lavere bestykket når det kommer til hardware end en almindelig PC/Mac, og der er ikke en masse dyr software på. Jeg fik min Chromebook for 2.495 kr., hvilket er mindst det halve af en normal PC. Der skulle også være en del at vinde omkring hurtighed – den skulle være hurtig klar og hurtig at arbejde med. Så jeg besluttede mig for at købe en Chromebook, og begyndte at lægge alle mine filer, musik og billeder over på Google Drev og gav endelig efter for Android-enhedernes massive pres for at få mig på Google+.

Det er jo altid skønt at få en ny gadget, og jeg pakkede som sædvanlig maskinen ud med begejstring. Den var flad og let, farven var superflot og overfladerne lækre at røre ved. Jeg åbnede låget, og før jeg selv var klar blev jeg præsenteret for en loginskærm. Her loggede jeg på med min Google-account og på mit wi-fi, og så var jeg klar. Maskinen viste mig et baggrundsbillede, og forneden et par genveje, et lille felt med angivelse af klokkeslæt og batteristatus, og der hvor man i Windows 7 har sin Windows-menu var den velkendte 3×3 Google-felt med flere apps/genveje. Alle genveje startede en fane i Chrome.

Nu er det spændende i hvor høj grad denne maskine kan erstatte min PC. Der er nogle begrænsninger man kender på forhånd, som gør at jeg nok er nødt til at have PC’en i baghånden:

  1. Maskinen ikke kan køre Java, hvilket betyder at man ikke kan bruge Nem-ID i den gamle form. Min netbank har den nye løsning med Javascript i beta allerede, men vi skal have e-boks og de andre portaler der bruger Nem-ID til at skifte til Javascript før man bliver fri for at have PC’en som backup.
  2. Man kan ikke printe direkte fra Chromebook, hvis man ikke har en printer som er beregnet til Cloud Print. Det kan lade sig gøre at printe fra Chromebook via en PC.
  3. iTunes findes ikke i en browser-version, og da man ikke kan installere noget på en Chromebook, og der ikke findes en iTunes-app til Chromebook, kan man ikke bruge iTunes fra en Chromebook.

Alle 3 begrænsninger var jeg indstillet på at leve med, da jeg forventer at punkt 1 bliver elimineret indenfor det næste halve år, og de 2 andre er noget jeg bruger meget sjældent. Men hvordan vil det fungere med at integrere al mit eksisterende data via Chromebook?

Mail

Jeg har brugt Outlook på min PC i mange, mange år og har en stor mængde mails liggende lokalt der. Ifm. skift af PC og mailklient har jeg erfaret, at det er meget omstændeligt at håndtere lokale Outlook-filer, så jeg besluttede til at starte med, at jeg ikke ville forsøge at flytte de gamle mails.

På Chromebook bruger man Gmail som mailklient, også til andre mailkonti, så nu skal jeg lære den at kende. Umiddelbart synes jeg ikke den er så intuitiv, så det kommer nok til at tage mig lidt tid at blive vant til den. Og så skal jeg finde mig i at se på reklamer inde blandt mine mails.

Jeg kan også bare bruge min mailudbyders webmail, den er ret god. Så er spørgsmålet hvad pladsbehovet bliver med tiden, når man lader mail’ene ligge på serveren. Jeg har udvidet min mailbox på vores webhotel, og så må vi se.

Filer

Ligeledes har jeg akkumuleret mange års dokumenter i Word, Excel og Notepad. Meget af det er forældet og ligger på backup på en ekstern harddisk, mens en mindre mængde er yderst aktuel og vigtig for mig, bla. økonomi-ting med budgetter, skat mv. Og så er der hele mit billed-bibliotek, som jeg stadig gerne vil have til rådighed.

Jeg flyttede de aktuelle mapper over på Google Drive, hvor man ifm. køb af en Chromebook får 100 GB gratis lagerplads de første 2 år. Det er rigeligt til mig. Det har taget min gamle PC og min temmelig sløve TDC-forbindelse 3-4 døgn at synkronisere dette udsnit af mine filer.

Når jeg åbner mine gamle dokumenter via Google Dokumenter eller Google Ark bliver det i kompatibilitets-tilstand. Umiddelbart har jeg ikke særlig mange redigeringsmuligheder i denne tilstand. Jeg har ikke prøvet at gemme i Google-format for at se om jeg så får flere muligheder, men jeg kan se hvis jeg åbner et nyt dokument så har jeg langt flere muligheder. Det vil nok være muligt at konvertere de gamle Microsoft Office-dokumenter til Google-format, men så kan jeg formentlig ikke længere arbejde på dem i Office på PC’en.

Musik

På min PC har jeg brugt et program leveret af Sony til at organisere min musik. Det skyldes at jeg i alle årene har haft mobil musik liggende på Sony-telefoner. Når man bruger Chromebook foreslår Google at man bruger Google Musik, som tilbyder det samme som iTunes og Sony; et repository til den eksisterende/ejede musik og en butik hvor man kan købe ny musik. Jeg har synkroniseret al min gemte musik ind i dette program, men det er kun ca. halvdelen der er blevet overført.

Jeg bruger dog ikke så meget af min elektronisk lagrede musik. Jeg bruger Telmore Musik, en fyldestgørende streaming-musiktjeneste, som kan bruges på alle mine enheder. Det seneste 1½ år er mobilnettet blevet så dækkende de steder jeg er, så jeg næsten aldrig kommer ud for at måtte ty til lokal lagret musik.

Konklusion

Jeg skriver dette blogindlæg på min Chromebook, og det kører fuldstændig uden forhindringer. Det slår mig, at jeg har haft maskinen i mindre end 2 uger – det føles allerede som et værktøj jeg er helt vant til, og det er jo et klart tegn på at der ikke er de store irritationsmomenter. Og det på trods af at tastaturet er lidt anderledes end på en PC; der er f.x. ikke F-taster og ingen Delete-tast, kun Backspace. Jeg skriver blindskrift med 10-fingersystem og mange tastaturgenveje, så det kræver faktisk lidt at vænne sig til for mig.

Baggrunden for, at jeg stadig føler at jeg har brug for en større maskine end en tablet er, at jeg har behov for en normal skærm og et godt tastatur, når jeg skriver blogindlæg, når jeg en gang i mellem skal skrive et brev hvor det er vigtigt at det formuleres og formatteres rigtigt, og når jeg skal arbejde med budgetter og anden økonomi i regneark.

Kan en Chromebook erstatte min PC? Nej, det kan den ikke. Det skyldes hovedsagelig min alder og dermed det ‘bagkatalog’ af gamle data der følger mig. Og så de 3 ovennævnte begrænsninger.

Derfor har maskinen nu alligevel sin fulde berettigelse for mig, når jeg tager i betragtning hvordan de forskellige aktiviteter fordeler sig procentvist. Det er så relativt sjældent at jeg printer, kigger på gamle dokumenter og har brug for at downloade sange fra iTunes. Jeg regner med at Chromebook kan klare 97% af det jeg plejer at bruge en PC til, og her vil jeg have en super-hurtig følgesvend i hverdagen. Den er klar lige med det samme, og har en enorm batterilevetid.

Chromebook er fin for mig, fordi jeg er villig til at tilpasse mig vedr. data, afsavn og lavpraktiske ting omkring tastatur. En lav pris og en flot farve opvejer dette for mig – så meget betyder farver for mig, og derudover er jeg principielt imod at købe meget dyr elektronik, fordi det nemt går i stykker og fordi det stadig udvikler sig ret hurtigt. En Chromebook må være helt optimal til folk der starter forfra – f.eks. skoleelever eller studerende, som ikke har en forhistorie med Microsoft, iTunes og andet. For folk der er mere vanedyr omring deres brug af PC eller Mac, og har samme bagkatalog som jeg, kan det nok være en større hurdle at gå over til Chromebook.

Det passer mig i øvrigt rigtig fint, at jeg kan beholde min fine lilla PC. Den kan stå på mit nye kontor, som jeg er ved at indrette oppe på 1. sal, og så kan jeg have den hurtige hverdagsmaskine nede i stuen.

Når det kommer til stjerner, giver jeg Chromebook 5 ud af 5. Som beskrevet er der nogle få bump på vejen, men jeg synes det vejes op af det innovative ved dette produkt. Her har man taget et skridt videre for at følge med den teknologiske udvikling, og det synes jeg er stærkt.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg: