Gennemse Tag

Overvægt

Tøjkøb

Jeg hader at købe tøj. Selvom der findes butikker med tøj for tykke mennesker, synes jeg det er svært at finde noget der passer min æbleform. I mange år har jeg haft en regel om, at hvis jeg finder noget der passer, så skal jeg købe det. Ønsker om farve og stil kommer i sidste række.

Denne lede ved at købe tøj har resulteret i et meget ujævnt forbrugsmønster. Der er korte perioder hvor jeg køber meget tøj. Hvis jeg finder en t-shirt eller en model i jeans som passer mig, så køber jeg adskillige eksemplarer. Og så er der lange perioder hvor jeg ikke køber tøj. Det betyder at mit tøj bliver slidt op/umoderne/for stort/for småt samtidig, og så køber jeg en masse tøj igen.

Nu gør jeg det igen. Det sidste års tid har jeg købt meget tøj. Da jeg kom ud af min depression sidste forår fik jeg lyst til at fornye min garderobe. Jeg havde ikke købt tøj i mange år og havde lyst til noget nyt. Det gamle tøj var også blevet for småt, fordi jeg havde taget på.

Det startede med, at jeg blev opmærksom på internetforretningen Annó Anno. Her tilbyder man en abonnementsordning med tøj til store piger. Med 2 eller 3 måneders mellemrum sender en stylist en kasse med forskelligt tøj, udvalgt efter en detaljeret profil man selv har udfyldt. Jeg kunne prøve tøj i ro og mag derhjemme foran spejlet, og sende det tilbage som jeg ikke synes om. Jeg blev udfordret lidt med tøjforslag jeg nok aldrig ville have valgt selv, og det var meget inspirerende og stimulerende.

På denne måde fik jeg øjnene op for tøjmærker jeg slet ikke kendte, og som passede mig godt. Jeg har altid været en cowboybukse-pige, men fandt ud af, at jeg godt kunne gå i kjoler. Jeg begyndte at søge på nettet efter de nye mærker jeg havde lært at kende, og fandt webshops, som var rigtig gode til at beskrive tøjet så det var nemt at vurdere om det ville passe en. Jeg blev især vild med Curvii.dk hvor man tydeligt kan mærke, at der står engagerede ildsjæle bag.

Gennem de spændende webshops lærte jeg nye mærker at kende, og jeg tilmeldte mig nyhedsbreve for at følge lidt med. På Black Friday tog jeg en chance og købte 2 tunikaer fra et mærke jeg ikke kendte. Mærket hedder Pont Neuf og jeg blev fuldstændig forelsket. Endelig var her alt det jeg næste ikke vidste at jeg drømte om: tøj der passer min facon, lækre elegante farver der er så meget mere end simple signalfarver, samt lækre materialer med mønster og struktur. Mærket er dansk, og tøjet bliver fabrikeret i Europa.

Da jul og nytår blev overstået, begyndte jeg at lede efter tilbud på Pont Neuf. Mærket er lidt dyrere end det tøj jeg normalt køber – kvaliteten er også derefter. Men når man har lyst til at alt ens tøj er fra Pont Neuf, så skader det ikke at jagte de gode tilbud. Der var januarudsalg på mange webshops, og jeg støvsugede markedet for Pont Neuf-tøj. Jeg tog et beløb ud fra min opsparingskonto og købte og købte.

Nu har jeg udskiftet næsten hele min garderobe. Jeg står med store bunker af helt nyt lækkert tøj i en fantastisk kvalitet. Jeg kan næsten ikke vente med at begynde at bruge det. Cowboybukser er ikke længere omdrejningspunkt for mit tøjvalg. Jeg har købt en masse farverige tunikaer, og så er der brug for andre bukser og tilbehør. Jeg har derfor også købt en masse leggins og tætsiddende bengalinbukser, som ikke strammer om maven. Januarudsalget bød også på et knaldtilbud på tørklæder, som jeg benyttede mig af.

Der er ikke plads til mere tøj i mit skab. Faktisk skal der en omstrukturering til, for at få plads til alt det nye. Så gjorde jeg det igen – købte en hel masse tøj på en gang. Og jeg skal love for, at jeg har tøj til lang tid nu, for det er både sommer- og vintertøj jeg har fundet på udsalget.

Jeg har sat mit medlemsskab hos Annó Anno i bero et par måneder, men jeg vil gerne fortsætte med at få tøj på den måde, så jeg løbende opdaterer min garderobe. På samme måde abonnerer jeg stadig på nyhedsbreve fra Curvii, Mosters Butik, Hos Jytte og selvfølgelig Pont Neufs egen webshop Gowoman. Jeg kunne godt tænke mig at få et lidt mere afslappet forhold til at købe tøj, og håber at jeg kan købe et enkelt stykke tøj fra Pont Neuf hver gang der kommer en ny kollektion til en ny sæson.

(Dette blogindlæg er ikke sponseret)

Lignende indlæg:

Sundhedstjek

De fleste arbejdspladser jeg har været på, tilbyder medarbejderne at komme til sundhedstjek en gang om året eller hvert andet år. I øjeblikket gennemføres de på min nuværende arbejdsplads.

Et sundhedstjek udføres som regel på arbejdspladsen af en sygeplejerske eller anden ikke-lægelig sundhedsmedarbejder, og indebærer konditionstest, blodprøver og samtaler. Konsultationen baseres på en række standardmålinger og ditto anbefalinger, og leder nok primært efter såkaldte livsstilssygdomme.

For sådan nogle kontorfolk som jeg befinder mig i blandt, kan det være en god idé lige at bliver checket. Man er ikke udsat for de helt store fysiske trusler for helbredet på sit arbejde, og måske kommer man ikke ret ofte til læge. Før i tiden var der måske også en tendens til at folk der sidder på kontor ikke får rørt sig ret meget og egentlig kan komme til at leve nogle ret usunde liv uden at lægge mærke til det.

Alligevel er jeg ikke begejstret for konceptet, og har kun en enkelt gang selv deltaget.

Det jeg har set på mange arbejdspladser er, at tilbuddet bliver brugt af sunde medarbejdere, der melder sig til for at blive bekræftet i at de er sunde. De træner ekstra op til konsultationen for at få registreret et godt kondital. Gevinsten ved sundhedstjekket må være minimal.

Til gengæld tilmelder rygerne og de overvægtige sig ikke til sundhedstjekket. Vi gider ikke at høre den overfladiske plade med at vi skal stoppe med at ryge eller tabe os – det ved vi godt. Så her nytter sundhedstjekket heller ikke meget.

På den måde synes jeg, at sundhedstjekket kommer til at ramme noget ved siden af. Jeg tror ikke man fanger ret mange af dem der reelt har problemer. De eneste man kan håbe på at få succes med, er medarbejdere der ikke er opmærksom på at de er usunde, der ved at melde sig til får et ‘wake-up call’. Med tidens kæmpe store fokus på sundhed, tror jeg ikke det er en særlig stor procentdel af befolkningen der falder indenfor denne kategori – ikke længere.

Generelt er jeg bekymret for om disse sundhedstjek kan give anledning til unødvendig bekymring og overfokusering på sundhed. Jagten på livsstilssygdomme er nærmest dømt til at generere skyldfølelse. Jeg håber at den seneste debat, hvor læger stiller spørgsmålstegn ved at bruge begrebet ‘livsstilssygdomme’, er begyndelsen til en ny drejning i den offentlige mening.

For mig giver det bedst mening at snakke om den slags ting med min læge. Uden at rende lægerne på dørene, kommer jeg i virkeligheden jævnligt til læge. Jeg er god til at mærke mig selv, og reagerer når jeg oplever at noget føles forkert. Derfor har jeg en velreguleret migræne, spørger ind til den medicin jeg får ordineret og siger stop, når stresssymptomer gør mit liv umuligt. Og derfor får jeg også jævnligt taget blodprøver og snakket vægt. Seneste konsultation var omkring nytår, hvor jeg fik jeg taget blodprøver og til min store glæde konstateret, at jeg (fortsat) ikke er i nærheden af at have sukkersyge.

 

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Det er sundt!

Det er en mega-trend at gå op i sin krop, sundhed og at undgå sygdom. Motion og kost er hotte samtaleemner og helt uundgåelige i medierne. På arbejdspladserne gives der omfattende støtte til deltagelse i DHL-stafet og man tilbydes sundhedstjek. Personligt er jeg faktisk ved at være træt af, at alting handler om kroppen og kunne godt snart tænke mig at snakke om noget andet. Der er trods alt andet i livet end den fysiske krop.

Men indtil videre er det det vi alle snakker om, og det er næsten et uudtømmeligt emne. Når nu vi snakker så meget om det, skulle vi så ikke til at være lidt mere præcise? Sætningen ’Det er sundt’ slynges ud om mange, mange fødeemner og aktiviteter, og det synes at være en endegyldig værdi at være sund. Men som der kommer mere og mere viden og forskning er sundhed jo ikke bare 1 ting.

Når damerne over frokostbordet siger at en eller anden grøntsag er sund, så mener de som regel at den er god at spise hvis man vil tabe sig eller forhindre overvægt. Men der er jo også mange andre former for sundhed, som ikke handler om kalorier.

Et andet aspekt af sundhed kunne være at sørge for at være vel-ernæret i forhold til at få alle de vitaminer, mineraler mv. man har brug for. Det er ikke det samme som at passe på vægten.

Dernæst kan man tale om ting der er sunde for hjertet – motion og fødevarer. Der er også en række ting som man ved er hhv. godt og dårligt i forhold til forebyggelse af kræft.

Selv er jeg mere optaget af psykisk sundhed, selvom jeg godt ved at krop og psyke ikke kan adskilles. Men jeg synes vi skal passe på ikke at fokusere for meget den fysiske krop. Jeg synes det er ved at tage overhånd. Jeg er bekymret for alle dem der synes, at en Ironman er det ypperste man kan bruge sin fritid på, eller dem der kun spiser kød fordi de er på Dukan-kur eller Stenalderkost. Udover de fysiske mén man kan få af at være så ekstrem, er jeg bekymret for stress, følelsesmæssig og åndelig underernæring og tab af nærhed i familier og vennegrupper.

Lignende indlæg:

Følsomt vægttab

I takt med at jeg må konstatere, at jeg rent faktisk taber mig af at spise efter 5:2-konceptet, tænker jeg også på hvad andre siger til det. Jeg må indrømme, at det er et lidt følsomt emne.

Da jeg overvejede at gå i gang, synes jeg det var meget blufærdigt at sige til nogen, at jeg gjorde mig de tanker. På en eller anden måde synes jeg det var enormt følsomt at starte den snak, for det åbner ligesom for at andre kan sige hvad de synes om min vægt. Til hverdag er der ikke nogen der siger til mig, at de synes jeg er for tyk, og det vedkommer jo i bund og grund heller ikke andre end mig selv. Men jeg kan høre på den måde folk taler om andre, at det lurer under overfladen hos mange normalvægtige; holdninger til, irritation – ja næsten vrede – over at andre er overvægtige. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at møde. Det er svært at forklare en slank person, hvorfor man bliver overvægtig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt ved at jeg er overvægtig og at jeg kunne have godt af at tabe mig. Men det er bare noget andet at høre andre sige det. Især hvis det er nogen tæt på man holder af. For i mine ører lyder det, som om de elsker mig mindre fordi jeg er tyk, og at de ville elske mig mere hvis jeg var tyndere. Det er ikke lige den slags input jeg har brug for, når jeg overvejer en større livsstilsændring.

Jeg besluttede mig for ikke at diskutere det med andre end min mand, som er ubetinget loyal, støttende og velmenende. For i bund og grund er det vigtigste jo, at jeg selv tænker det godt igennem og føler at det er det rigtige for mig. Jeg har indset forskellige ting ifm. mit stressforløb, og det var essentielt for mig at føle, at det var noget jeg gjorde for mig selv, og kun for mig selv. Ikke for at nogen skulle elske mig mere.

Da jeg gik i gang med 5:2 fastediæten, sagde jeg det ikke til ret mange. Jeg skrev om det her på bloggen, så dem der læser med her har vidst det fra starten. Men det var først efter et par uger at jeg fortalte mine forældre og veninder om det face-to-face. Jeg ville lige være sikker på, at det var noget for mig. For udover den følsomme konfrontation med andres holdning til min figur, så forventede jeg også at nogen kunne have ret kraftige meninger om selve konceptet. Sundhed og slankning er noget næsten alle har en mening om, og der findes mange ‘trosretninger’. Jeg støttede mig til min mand og Facebook-gruppen om emnet.

Nu kan jeg så se på min badevægt, at jeg faktisk er blevet noget der minder om 8 pakker margarine mindre. Måske kommer der en dag, hvor mine omgivelser kan se, at jeg har tabt mig – også dem jeg endnu ikke har fortalt om det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal takle evt. kommentarer. Der kan jo ligge en masse gode hensigter og venlighed i en kommentar om at ’det klæder dig’ eller lignende. Men samtidig kan det jo også høres som, at ’du var grim før’. Det er nok et udslag af et af mine personlighedstræk; at jeg tager udsagn ret bogstaveligt og fortolker også negative ting ind i dem. Og i og med at jeg faktisk ER glad for at have tabt lidt kilo, er der jo også noget i mig der gerne vil dele det med andre og glæde mig over det sammen med dem.

 

Lignende indlæg:

Hvad jeg kan få ud af 5:2 faste-diæt

Der er ingen tvivl om at jeg ville have godt af at tabe mig. Jeg har været overvægtig siden jeg var i slutningen af 20’erne, men indtil nu har jeg ikke følt motivation til at gøre noget ved det. Jeg har prøvet at tabe mig en del og så tage det hele – og mere til – på igen. Da det skete, antog jeg den holdning, at det var sundere for mig at blive stående der hvor jeg var, end at risikere yoyo-vægt. Jeg synes også det var mere psykologisk sundt at acceptere mig selv som jeg var, end at blive ved med at fortælle mig selv at jeg var forkert.

Jeg har lavet forskellige livstilsændringer med fokus på sundhed. F.eks. gik vi for nogle år siden over til fuldkornsprodukter når det gælder brød, pasta, ris, nudler, bulgur osv. Jeg har lært at lave mad med linser og bønner, så vi spiser mad uden kød flere gange om ugen. Da jeg skiftede job for 1½ år siden øgede jeg min motionsmængde, fik en sundere kantine og tabte 3 kg de første 3 måneder – til stor glæde for min læge. Jeg havde håbet at vægttabet fortsatte, men det gjorde det ikke. Jeg kan altså godt ændre mad- og motionsvaner, jeg har bare ikke tabt mig af det.

Den mentale rygsæk har været godt fyldt de sidste mange år, hvilket er kulmineret i at jeg blev syg med stress denne vinter. I februar fik jeg besked på at gå hjem og virkelig hvile mig – forholde mig helt i ro. Det betød at de få tabte kg. nu er på igen og mit BMI er over 30. Ikke hverken sundt eller behageligt, men det synes som en yderligere belastning at skulle sætte sig op til at gå på slankekur eller ændre motionsvaner når man i forvejen har det svært.

Men i påsken så jeg et program om faste og specielt 5:2 faste-diæten (se tidligere blodindlæg), som udover at have sundhedsmæssige effekter, burde give et vægttab. Jeg har læst om det på nettet. Det ser ud til at det mest er noget man bruger i England, men vores egen Bente Klarlund er positiv. Det har fået mig til at tænke.

Metoden går helt kort ud på, at man 2 dage om ugen spiser det kvarte af det antal kalorier man egentlig har brug for, en slags faste med lidt mad. De øvrige 5 dage spiser man normalt. Det lyder ikke så svært.

Det er ikke en kur, hvor man skal investere i medlemsskaber og lave fundamentalt om på kostsammensætning og madlavningsvaner. Indsatsen ligger ikke i at gøre noget specielt, men i IKKE at gøre nogle få ting, nemlig IKKE at spise morgenmad og aftensmad 2 dage om ugen. Når jeg tænker på stress-risiko ifm. sådan en kur, er det er en anden form for indsats. Man lægger ikke yderligere byrder og pligter ind i hverdagen. Til gengæld skal man lære sig at håndtere fraværet af måltider.

Udover den indlysende fordel ved at tabe sig og blive sundere, ser jeg 2 andre gevinster for mig ved at leve på den måde:

  • Det er ikke helt fremmed for mig at have en dag hvor jeg ikke spiser ret meget. Det sker ikke så tit, men en gang imellem får jeg så ondt i maven, at det eneste der hjælper er at lade være med at spise eller kun spise meget, meget lidt. Så det gør jeg. Måske kunne det være godt at give maven og fordøjelsen en pause med faste intervaller?
  • I løbet af mit stressforløb er jeg blevet opmærksom på en lang række ting, som har været med til at stresse mig – heriblandt manglende evne til at holde pauser hvor jeg reelt hviler mig, fravalg af stimulerende oplevelser og aktiviteter samt kvælning i pligtfølelse ifm. dagligdagens nødvendige gøremål. En fastedag kunne være en hviledag, hvor jeg står af ræset og får mediteret, sovet eller måske lavet De 5 Tibetanere, som jeg længe gerne har villet i gang med. Eller det kunne være en dag hvor jeg har tid til at dyrke aktiviteter og få oplevelser. Begge dele kunne medvirke til at reducere mit stressniveau.

Centralt er imidlertid, hvordan jeg i givet fald vil have det med at spise ca. en fjerdedel af mit kaloriebehov en dag. Jeg vil uden tvivl blive sulten på et tidspunkt i løbet af disse dage. Der er nok nogle mentale barrierer der skal nedbrydes, noget sukkerafhængighed der skal bearbejdes og noget trøstespisning der skal gøres op med, selvom man kan spise normalt igen næste dag. Spørgsmålet er om man kan arbejde sig igennem disse udfordringer og helst komme til at vænne sig til faste-dage.

Mine tanker indtil nu går på, at fastedagene skulle være på arbejdsdage, hvor jeg er optaget af arbejde. Jeg er normalt ikke sulten lige når jeg står op, og regner det ikke for noget særligt at klare mig frem til frokost på te og vand. Så kunne jeg tage et sundt og tilfredsstillende måltid i den fantastisk kantine, hvorefter jeg vil være mæt resten af arbejdsdagen. Om aftenen tænker jeg at det er en god idé at lade husbond lave sin aftensmad selv og evt. gå ned på mit kontor i kælderen mens han spiser. Derefter kunne vi hygge sammen med TV og te i sofaen som vi tit gør, eller jeg kunne beskæftige mig med noget der optager mig jf. de stress-forebyggende ting jeg nævner ovenfor.

Foreløbig har jeg bestilt Michael Mosleys bog og glæder mig til at læse lidt mere om principperne i denne metode. Umiddelbart er det relativt enkelt at prøve det af, da metoden som sagt hverken kræver investering i medlemsskaber eller ændrede vaner. Og hvis det ikke er motiverende nok at tabe sig og blive sundere i sine blodværdier, så kan jeg jo bruge fordelene for maven og stressen som løftestang.

Lignende indlæg:

Sukkervand

Vand er godt, men vand med sukker i er bedre. Det synes jeg i hvert fald. Til hverdag drikker vi vand til aftensmaden, men jeg har næsten altid mere lyst til at drikke noget med smag i til maden. Det er som om det hjælper med at friske op i munden og maven. Da jeg ikke bryder mig om drikkevarer med alkohol, er det sodavand, saftevand eller juice jeg har mest lyst til. Og nogen gange falder jeg for fristelsen.

Der er bare det ved det, at man kan få rigtig mange kalorier indebords ved at drikke den slags drikke. I og med at vand i princippet slukker tørsten lige så godt, er det mere fornuftigt at drikke det –  især når man som jeg er overvægtig. Cola indeholder normalt omkring 46 kcal pr. dl og juice kan godt komme over dette tal. Hvis man drikker et stort glas cola til maden, får man pludselig 150 kcal mere ud af måltidet, en relativt stor andel af det daglige kaloriebehov.

De sidste 5-6 år er light-sodavand blevet meget mere udbredt. Med Coca Cola Zero har man vist også fået mændene med på vognen, og næsten alle drikker nu light-sodavand. Man synes at få alt hvad man vil: en sød smag der frisker op, og ingen kalorier. Men det er ikke en løsning for mig. Efter at jeg i 1990’erne drak meget saftevand med kunstige sødemidler og tyggede sukkerfrit tyggegummi, har jeg udviklet en form for overfølsomhed overfor produkter med kunstige sødemidler. Jeg bliver tør og irriteret i halsen i en sådan grad, at jeg slet ikke har lyst til at indtage den slags produkter.

Der er også kritik af kunstige sødemidler fra andre sider. De anklages for at gøre forbrugeren mere sulten og påvirke blodsukkeret, og forskning peger på at gravide kvinder der drikker light-sodavand har større risiko for at føde for tidligt. I USA mener man at visse kunstige sødemidler kan give hjerneskader.

Hvad skal man så gøre, når man gerne vil begrænse sit kalorieindtag, men stadig har lyst til andet end vand til maden?

Jeg er begyndt at nærstudere plakaterne på sodavand. For der er faktisk en del produkter som hverken har kunstige sødemidler eller kalorieindhold i nærheden af cola. Senest er Tuborg Squash kommet med en økologisk variant som smager af appelsin, citron og grape. Den er der kun 30 kcal. i pr. dl. Fra Faxe har der længe eksisteret Nikoline-sodavanderne med mindre sukker end almindelige sodavand, men indtil for nylig har jeg ikke været så vild med smagen. Da de kom med en rød variant med bærsmag var jeg dog solgt – den smager bare SÅ godt. Schweppes har i nogle år haft en variant med både sukker og kunstige sødemidler i, men deres Fusion-serie indeholder faktisk ikke kunstige sødemidler selvom kalorieindholdet også holder sig under 40. Herhjemme drikker vi tit et no-name produkt som COOP’s æble- og pærecider til lørdagsmiddagen. Den har også et kalorieindholde på bare 36 kcal. pr. 100 gram. og man føler slet ikke at man mangler smag eller sødme.

Jeg ved godt at det stadig kan blive til mange kalorier, men jeg er rigtig glad for at der findes alternativer med knap så mange kalorier.

For nylig er et nyt produkt godkendt i EU: Stevia. Det er et stof som er udvundet af en plante og dermed ikke kan kaldes kunstigt sødemiddel. De indeholder ikke desto mindre meget få kalorier, og det påvirker ikke blodsukkeret. Jeg er spændt på om det kan blive et alternativ som jeg kan tåle. Det ville være dejligt!

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Slank med TV?

I denne uge er hele 2 programserier startet på TV om mennesker der skal tabe sig. Chris McDonald prøver sammen med en diætist og en psykolog på DR1 at få hele Ebeltoft til at blive slankere, og på TV3 er 5 familier taget under behandling af kost- og motionseksperter. Begge programmer havde premiere tirsdag aften, og jeg så det meste af begge programmer – og det gav stof til eftertanke for mig.

I begge tilfælde har man udvalgt nogle ret grelle tilfælde; mennesker der både er overvægtige, har ret dårlige kostvaner og ikke dyrker motion. Det er klart at det i disse tilfælde er oplagt at man får flotte resultater og store forbedringer, som gør sig godt på TV. Og selvfølgelig er rigtig godt for de pågældende. Men for mig er det lidt svært at relatere til.

Jeg har været overvægtig siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg tog en del på da jeg kom væk fra min mors faste madskema og flyttede sammen med en som spiste på mærkelige tidspunkter af døgnet – pludelig kunne/måtte man spise ostemad kl 22! Jeg smed kiloene igen nogle år efter, men i nogle perioder er de kravlet på igen, og idag har jeg et BMI over 30, dvs. at jeg idag kategoriseres ikke bare som overvægtig, men som fed.

Indrømmet, jeg kan godt lide søde sager, og har bestemt spist min del af slik, kager og is i tidens løb. Men her stopper det også med at kunne identificere sig med deltagerne i slankeprogrammerne. Jeg lever nemlig ikke af de usunde ting – det er noget der kommer til som et lille ekstra. Faktisk bruger jeg en del energi på at sørge for at det jeg spiser er godt for mig. Og jeg er heller ikke fuldstændig fysisk passiv – i mange år har jeg gået i motionscenter, og idag cykler jeg 11 km / 50 minutter om dagen, hvilket giver en form jeg er tilfreds med.

Jeg er et sted i mit liv hvor det ikke længere er så ligetil at vælge standard-løsningen ‘spise sundt’ og ‘begynde at motionere’ og så kommer resultaterne bare. Jeg gør allerede disse ting. Man kan selvfølgelig altid gøre mere, men det nuværende niveau af både motion og sund kost passer til min hverdag og mit familieliv. Der er med årene også opstået visse begrænsninger for mig: jeg kan ikke tåle kunstige sødestoffer, jeg har migræne 1 gang om ugen og jeg er født med led som gør ondt hvis jeg belaster dem for hårdt.

I mange år har jeg faktisk levet fint med være overvægtig. Det generer mig ikke så meget rent kosmetisk at se ud som jeg gør, og jeg er ikke særlig besværet af vægten. Det er svært at finde tøj, men det kan godt lade sig gøre. Jeg har som nævnt da jeg var i starten af 20’erne prøvet at tabe mig og tage det hele (og mere til) på igen, og den oplevelse har betydet at jeg ikke synes det var kampen værd. Statistikken støtter mig jo heller ikke i den tanke; langt over 90% af alle dem der taber sig, tager på igen. Og så har jeg hørt at det er dårligt for hjertet at have såkaldt yo-yo-vægt – min konklusion har været at det må være sundest at have en stabil (men dog for høj) vægt og være fysisk aktiv.

Problemet er bare at de seneste år har min vægt ikke været helt stabil. Lige så stille har jeg taget på, og det kan jo ikke fortsætte. Med alderen falder forbrændingen og jeg tror at jeg skal til at stoppe op og tænke over situationen nu hvor jeg er i slutningen af 30’erne. Jeg leder efter inspiration. Jeg kommer nok til at se nogle flere episoder af ovenstående programmer, men jeg er ikke sikker på at det er tilstrækkeligt for mig – der skal nok lidt flere nuancer på.

Lignende indlæg: