Hælercentral i sommerhus

I den forgangne weekend var min mand og jeg oppe i vores sommerhus i Gilleleje for at lukke ned for vinteren. Vi lukker for vandet og pumper vand ud af vandrørene, kører et specielt program på opvaskemaskinen og afmonterer termostat-blandingsbatterier fra bruseren. Så kan huset klare sig i frostvejr uden at der er noget der sprænger.

Vores koncentration om denne vigtige proces blev dog lidt forplumret af et nyt fund i vores have. I foråret fandt vi en gammel knallert parkeret under et træ langt nede i haven, og ved dette besøg stod der nu et cykelstel og en påhængsmotor under nøddebuskene.
Et opkald til Nordsjællands Politi afslørede, at cykelstellet var meldt stjålet i maj måned, og at der ikke var udbetalt forsikring for det. Der var altså tale om hælervarer, som er stillet i vores have. Måske fordi tyven eller hæleren ikke ville have det stående i sin egen bolig eller andre steder der kan forbindes til ham selv.

Tankevækkende var det at have kontakt med Politiet omkring dette. Da vi i foråret ringede til dem omkring den fundne knallert kunne vi ikke fastslå om det var en stjålet knallert, da vi ikke kunne finde noget stelnummer. Det kunne lige så godt være nogen der havde haft en lidt for festlig aften og måske næste morgen ikke kunne huske hvor de havde stillet knallerten. Politiet sørgede for at bestille afhentning af knallerten, og vi stillede den ud ved indkørslen.

Denne gang var det helt klart, at i hvert fald cykelstellet var stjålet, og det er oplagt at tænke at påhængsmotoren var det samme. Ikke desto mindre gik Nordsjællands Politi ikke ret meget ind i arbejdet med at lade hittegods finde ejermand. Mht. cykelstellet blev vi oplyst om navn, adresse og telefonnumre på den person som havde meldt cyklen stjålet, og Politiet bad os derefter selv forsøge at tage kontakt med henblik på at overdrage cykelstellet. Cyklen var stjålet fra et andet sommerhus i nærheden, og telefonnumrene til ejermanden virkede ikke. Politiet sagde, at hvis vi ikke fik fat på anmelderen, så måtte cykelstellet bare kasseres, da de vurderede det værdiløst når der ikke var styr, hjul og sadel på.

Påhængsmotoren havde ikke noget stelnummer, så den kunne ikke slås op på samme måde. Jeg synes det var oplagt at undersøge, om ham der havde anmeldt cykelstellet som stjålet, tilfældigvis også havde indgivet anmeldelse om en stjålet påhængsmotor. Det kunne Politiet ikke se i systemerne. Påhængsmotoren blev derfor bare tilmeldt afhentning, så nu står der 2 genstande i vores indkørsel og venter på at Politiets samarbejdspartner skal komme og hente. Man kan jo bare spekulere på hvor længe de kan få lov til at stå der.

Vi valgte at køre cykelstellet hen til den adresse, det var stjålet fra. Jeg har efterfølgende forsøgt at opspore ejeren af sommerhuset, for at forklare hvorfor hans cykelstel pludselig står i hans have igen, og for at spørge om han evt. også mangler en påhængsmotor. Det ser ud som om han er fra Norge, og jeg har kun kunnet finde en på LinkedIn med det navn, som endnu ikke har svaret på min henvendelse.

Det er tydeligt, at dette område ikke er prioriteret af Politiet. Jeg er temmelig overrasket over at jeg som menig borger selv skal sørge for, at stjålne emner kommer hen til deres retmæssige ejer. Og når man kommer fra IT-branchen er det også overraskende, at det ikke kan lade sig gøre at slå op i noget system, hvorvidt en navngiven person har anmeldt andre ting stjålet. Et hurtigt kig på Politiets hjemmeside afslører da også en usammenhængende side med mange gode hensigter, der ikke er ført ud i livet. F.eks. lister over fremlyste og efterlyste genstande, som er helt tomme. Dette er nok et udslag af den politiske hverdag, som præger hele den offentlige sektor – det er svært at gennemføre nye tiltag og så lade dem være blivende foranstaltninger.

For en der ejer et sommerhus er det ikke specielt behageligt at opdage, at tyveknægte og/eller hælere render rundt i ens have med ting, der er stjålet fra andre sommerhuse. Vi har ikke været i vores sommerhus så ofte som tidligere år fordi vi har flyttet helårsadresse. Men man er jo i det hele taget ikke i sit sommerhus hele tiden, så man kan forhindre den slags i at ske. Vi har haft sommerhuset i 5 år, men det er først det sidst år der har været den slags aktiviteter. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det er noget der vil fortsætte.

Lignende indlæg:

Hjemmegående

Min mor var hjemmegående husmor indtil jeg var 9 år. Derfor har jeg aldrig gået i vuggestue, børnehave eller fritidshjem. Og derfor har jeg set min mor gå til slagter, frisør, renseri og på biblioteket i dagtimerne. Det foregik i 1970’erne, og dengang var der enkelte andre mødre der gik hjemme med børnene, men det var allerede dengang ikke så almindeligt.

Når jeg tænker tilbage, forekommer det mig som en svunden tid.  En brun og orange tid, hvor kvinder rendte rundt med curlers i håret i parcelhuse med hessian på væggene, mens de røg en masse cigaretter og telefonnumrene var 6-cifrede.  En knap så forhastet tid, hvor man havde tid til at sludre med naboerne, vande potteplanterne og hjælpe børnene med lektierne.

I dag virker det som en eksotisk luksus at være hjemmegående, men det er nu ikke så ualmindeligt i vore dage som man skulle tro. Antallet af mennesker i gadebilledet på en hverdags-fridag taler for sig selv, selvom jeg bliver overrasket hver gang. Det kom helt tæt på for mig, da jeg forleden ringede til en frisør i håb om at få en tid til klipning. Jeg spurgte til en tid på en lørdag, da det vil indebære mindst stress for mig. Det viste sig at denne frisør slet ikke havde åbent om lørdagen. På hverdage havde hun godt nok et par dage om ugen hvor hun havde åbent til længere end kl. 16, men jeg kunne godt se at det ikke var en frisør for sådan en som mig, der går på arbejde i dagtimerne. Denne frisør kunne tydeligvis drive en forretning ved at holde åbent i almindelig kontortid, og det må jo betyde at kunderne ikke er på arbejde om dagen.

Når jeg tænker på mennesker der kan gå til frisør før kl. 16, kommer jeg til at tænke på hvordan det ville være selv at gå hjemme. For mig er hjemme- og familielivet ikke en sekundær ting, jeg ville gerne være meget mere til stede i de aktiviteter der ligger derhjemme. Ikke at jeg elsker at gøre rent og vaske tøj, men det stresser mig når det ikke bliver gjort. Og jeg kan decideret godt lide at planlægge og organisere det derhjemme. Tænk at kunne klare alle de der praktiske ting, uden at skulle presse det ind imellem job, transporttid, hundegåtur og aftensmad. Og tænk at kunne gøre ting for sig selv uden skyldfølelse. Set i lyset af 21 år på arbejdsmarkedet virker det meget tiltrækkende. Men måske jeg ville komme til at kede mig i længden.

Lignende indlæg:

En våd aften

Det er ikke særlig tit at jeg gå ud lørdag aften, og det er især sjældent at min mand og jeg går ud og spiser sådan en lørdag aften. I lørdags havde vi dog bestilt bord på Restaurant Cave for at benytte en af de værdikuponer jeg jævnligt køber på Downtown og Sweetdeal o.l. Det blev ikke helt som vi havde forventet.

Det var første dag i Tour de France og en regnvejrsdag, og vi havde aftalt at vi ville have os det, som de i komedie-serien Klovn kaldte en pjække-hyggedag. Ikke at vi pjækkede fra arbejde, men vi lod hus- og havearbejde ligge og pligter være pligter. Vi havde simpelthen planlagt at dagen skulle tilbringes i sofaen foran flimmeren i behageligt tøj og med snacks og gadgets indenfor rækkevidde. Og om aftenen skulle vi så ud og spise, så ikke engang aftensmad og opvask skulle belaste os – en dag helt fri for pligter.

Om aftenen tog vi så ind til byen. Vi parkerede i Borgergade og gik hen til restauranten i St. Kongensgade lidt før kl. 19. Det begyndte at regne lige som vi trådte ind ad døren, hvilket ikke kom bag på os. Vi fik vores bord og bestilte drikkevarer: mangojuice og kildevand. Menuen var forudbestemt ved købet af tilbuddet fra Downtown, og mens vi ventede på forretten tordnede det voldsomt udenfor – det lød næsten som pistolskud i gaden.

Der kom lidt flere gæster efter os, og på et tidspunkt sagde nogen ”vi lukker lige døren” da de kom ind. Der var begyndt at komme vand ned ad trappen til restauranten, som ligger i kælderen. Der blev grinet lidt og vi tænkte at det var godt vi ikke sad tæt på døren, da vi fik vores forret.

Ud af vinduerne kunne vi se at der begyndte at være meget vand oppe på vejen, det var især tydeligt når der kørte en bil forbi: vandet stod et godt stykke op ad hjulene. Nu begyndte det at gå op for os at det var en lidt mere alvorlig situation.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=exZkCn8nHCA[/youtube]

Her er en video som Mads optog inde fra restauranten ud mod St. Kongensgade, den viser lidt om hvor meget vand der var i gaden.

Vandet begyndte at løbe kraftigere ind ad den lukkede dør, og i løbet af kort tid fossede det ind som fra et vandfald. Udenfor døren i trappeskakten stod vandet ca. 1 meter op ad døren. Både gæster og personale begyndte at tage billeder og videoer af vandet, og det dækkede hurtigt hele klinkegulvet. Vi satte tasker og sko op på borde og i vindueskarme og satte fødderne op i nabostolen.

Billedet her er desværre ikke så skarpt, men jeg håber man kan se hvordan vandet står som en stråle ind ad den lukkede dør. Måske kan man også se at vandet stod højt i trappeskakten udenfor.

Da strømmen gik, indså vi at vi ikke ville få den 5 retters menu som vi kom for. Restaurantens personale begyndte at skænke ekstra vin og serverede lidt brød for de senest ankomne, men nu vidste vi godt at vi skulle have fødderne ned i det kolde vand på gulvet og ud af bygningen på et eller andet tidspunkt. Tankerne begyndte at handle om hvordan vi skulle komme ud og hvordan der mon så ud ude i gaderne. Personalet sagde at hvis man ville gå så kunne man komme ud af bagdøren, og lidt senere sagde de at nu måtte vi nok hellere se at komme ud mens vi kunne. På det tidspunkt stod der ca. 10-15 cm. vand over hele restaurantens gulv.

Første beslutning: skal jeg gå i bare tæer eller i mine dyre MBT-sandaler med ruskindsindtræk? Det blev bare tæer. Meget mærkelig fornemmelse at gå på bare tæer i en baggård man slet ikke kender, ud på St. Kongensgade som man ikke kunne genkende, og så stå der og skulle man finde ud af at komme hjem derfra.

Det regnede og tordnede stadig kraftigt, og vi var i vores bare tæer, korte bukser, t-shirts, havde sko og taske i en sort sæk som restauranten havde udleveret og så en paraply. Vandet stod ca. 10-15 cm. højt i gaden og der var biler der var gået i stå midt på vejen. Nu skulle vi så finde ud af hvor vi skulle gå hen. Vores bil holdt i nabogaden, og der var ca. 15 km. hjem.

I første omgang løb vi over gaden til en port som stod åben. Her var ikke oversvømmelse til at starte med. Spørgsmålet var om vi ville kunne køre hjem i vores bil, eller om vi skulle traske i vandet hen til en station, og kunne togene i det hele taget køre. Selvom jeg havde en smartphone i lommen var vi ikke i stand til at danne os et overblik over trafiksituationen, så jeg ringede hjem til mine forældre for at høre om de kunne se på TV2 News el.l. om der var nogen beredskabsmeddelelser eller information om hvorvidt man kunne køre på vejene.

Mine forældre var lidt overraskede over at høre sådan en melding fra os, for i Virum, hvor både de og vi bor, havde det slet ikke regnet. På dette tidspunkt var der gået 1 time fra vi trådte ind ad døren på restauranten til dette regn-kaos. Min far undersøgte forskellige kilder og ringede derefter tilbage til os: der var ingen meldinger om oversvømmelser eller veje man ikke kunne køre på. På det tidspunkt begyndte det at hagle, så jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde i telefonen. Den næste beslutning blev at vente til regnen tog lidt af, og så gå hen til bilen. Der ville vi trods alt kunne holde os tørre og varme, også selvom vi ikke ville kunne køre.

Mens vi ventede på at regnen skulle tage af, kom der flere mennesker ind i porten. Folk som havde haft de samme oplevelser som os på kælder-restauranter. Nogen havde hørt i radioen at man advarede mod brønddæksler der kunne skyde op pga. vandmasserne. Der løb nogle mennesker frem og tilbage med hvad der lignede sække med ris – vist for at bruge dem som sandsække op imod døre hvor der fossede vand ind. Det virkede omsonst, lidt senere kom de sejlende ned ad vejen.

Vi stod i porten i ca. en halv time før regnen blev lidt mindre kraftig og vi besluttede os for at finde hen til vores bil. Vi kunne gå igennem baggården dermed skyde genvej hen til Borgergade. Da vi kom ud i Borgergade var der næsten lige så meget vand, og der holdt en brandbil. Lidt længere op mod Gothersgade, hvor bilen stod, var der dog ikke nær så højt vand og da vi var kommet ind i bilen besluttede vi ret hurtigt at vi ville prøve at køre stille og roligt.

Gadebilledet var præget af brandbiler med udrykning og slukkede trafiklys. Der lå vand mange steder på kørebanerne, men ikke i samme højde som i St. Kongensgade. Lige så stille kørte vi hjemad over Østerbro, Hellerup og Skodsborg, hvor vi troede vi var sikre, for derefter går det kun opad. I radioen kunne vi høre at politiet frarådede at man kørte ud, men vi havde ikke så meget valg i vores situation. Da vi nåede til Nærum var vi meget tæt på hjem, men desværre stødte vi der på en kæmpe vandpyt vi ikke kunne køre igennem, så vi var lige nødt til at køre en omvej over Gl. Holte.

Det tog os omkring 45 minutter at komme hjem, ca. det dobbelte af normalt. Men hjem kom vi, og så ventede det næste spørgsmål: var vores kælder mon oversvømmet? Det var med betydelig lettelse at vi kunne konstatere at det var den ikke. Kl. 22 havde vi vasket det blandede regn- og kloakvand af os og var kommet i noget tørt tøj. Roen faldt på, og adrenalinen forlod kroppen. Nu kunne vi mærke trætheden og sulten – vi havde jo ikke fået anden aftensmad end den lille forret på restauranten. Det blev til lidt koldskål, brød med pålæg og nogle chips. Og så på hovedet i seng med nogle hoveder fulde af undtagelsestilstand og nødberedskab.

Med en frisk bemærkning kan man sige, at så kan vi lære at blive hjemme i vores forstadsidyl som vi plejer lørdag aften, og ikke at gå ud at spise og sådan noget pjat. Der skete jo ikke noget med os – vi fik os en lidt speciel oplevelse og beskidte tæer, det overlever vi nok. Men jeg tænker på den restaurant-ejer vi forlod, som står med et forretningslokale der var helt oversvømmet. Hvornår mon hun igen kan åbne butikken, og hvad mon det koster hende i hårdt arbejde og finansielt at det her er sket? Og sådan er der jo nok masser af små butikker der står i en dum situation. Jeg tænker også meget på de mennesker som rent privat står vandfyldte kældre med store ødelæggelser til følge. Det er jo alvorligt nok, især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

Lignende indlæg:

Ven med kommunen

Facebook bliver brugt til mange ting. I starten handlede det mest om relationer mellem privatpersoner, men hurtigt kom firmaerne med. Nu bruges Facebook i høj grad til at håndtere relationer mellem privatpersoner og alle mulige former for organisationer. I P4 hørte jeg her til morgen en historie om at kommunerne nu også begynder at gå på Facebook for at have dialog med borgerne ad den vej. Kritikken af såkaldte eksperter var massiv, og gik på at ingen da ville have lyst til at checke hvad der nu er på færde i Teknisk Forvaltning.

Det er helt klart, at når kommuner, private firmaer og kendiser bruger sociale medier til at komme i kontakt med deres borgere/kunder/publikum, så skal de tænke sig godt om. Jeg kan godt få det indtryk, at mange ser det som endnu en markedsføringskanal og dermed kun bruger det til envejs-kommunikation. På Twitter følger jeg komikere og politikere, som aldrig svarer på henvendelser eller kommentarer. Det er ikke det der er præmissen på disse sociale medier, så de ender med at skuffe deres publikum.

Men der er faktisk også organisationer som godt kan finde ud af at bruge sociale medier. Mit eget firma har ansat en Social Media Editor, men da antallet af fans er gået fra 2.000 til 33.000 på et år har hun overdraget vedligeholdelse af siden til Kundeservice. Der kommer nemlig en masse konkrete henvendelser fra kunder, som man ønsker at lave konkret sagsbehandling på. Og det tror jeg er klogt, for så lever man op til sine kunders forventninger, og så kommer de måske igen.

Hvis kommunerne kan finde ud af at have samme forhold til sine Facebook-venner, så synes jeg det er fint at de er repræsenteret her. Min egen kommune har en hjemmeside, men der står kun generel information – hvordan man søger om dit og dat og hvordan man bliver gift og den slags. Der står ikke konkrete dag-til-dag oplysninger. I vinters kunne jeg f.eks. godt have tænkt mig at man havde informeret om hvornår man havde tænkt sig at rydde sne, det kunne man have brugt Facebook til. Den mail jeg sendte til kommunen, som aldrig blev besvaret, var måske blevet besvaret hvis man havde en strategi om brug af sociale medier? Det går selvfølgelig ikke at behandle ansøgninger om kontanthjælp og den slags, men der er en række ting der godt kunne foregå over Facebook.

Så jeg er bestemt ikke enig med Magnus Barsøe fra webbureauet Dwarf, som udtalte sig til P4 idag, i at Facebook-brugere ikke er interesseret i information fra kommunen. Det lyder som om han synes, at det der foregår i kommunen er uvedkommende og langt væk fra hverdagen. Det synes jeg ikke det er. Tværtimod – det der foregår i kommunen handler jo udelukkende om vores hverdag og omgivelser.  Jeg selv er ikke er den store forbruger af kommunale ydelser, nærmere en af dem der er med til at betale gildet. Men jeg vil da gerne vide hvad der foregår med vore veje og cykelstier, grønne områder og biblioteker. Og tænk på alle dem der har børn i institutioner, ældre pårørende, bruger biblioteker, får udbetalt diverse ydelser, bor på kommunale veje med kommunal kloakering osv. osv. Og vi er allesammen på Facebook.

Lignende indlæg:

El-cykel-tester

I snart 5 år har jeg brugt el-cykel i min daglige transport. Denne blog er ikke dedikeret til el-cykler, men da el-cyklen er en del af min hverdag, har jeg blogget om den engang imellem. Det betyder, at folk som søger efter information om el-cykler på nettet, af og til støder på et af mine blogindlæg. Især efter at jeg skrev indlægget ‘Sandheden om el-cykler‘ har jeg fået meget trafik på min blog fra Google-søgninger, og dette indlæg har længe ligget i toppen af Google ved søgning på flere varianter af ordet ‘el-cykel’ – i øjeblikket er det faktisk nr. 1.

I sidste uge fik jeg en e-mail fra en online-forhandler af el-cykler. Han spurgte om var interesseret i at prøvekøre en af hans el-cykler i 14 dage og skrive en anmeldelse på min blog og til hans egen side. Jeg går ud fra at det bla. er fordi jeg har så høj en position på Google. Forhandleren synes at han har et godt kvalitetsprodukt og håber nok på en god anmeldelse.

Efter afklaring af et par juridiske ting, og aftale om at jeg i givet fald laver en upartisk anmeldelse, der beskriver ærligt hvordan jeg har oplevet el-cyklen, sagde jeg ja til udfordringen. Da jeg kom hjem fra sommerhus her til eftermiddag havde forhandleren været her og stille en helt ny el-cykel i vores carport, og imorgen tidlig tager jeg så en sort el-cykel i stedet for en hvid, når jeg skal afsted på arbejde.

Det bliver spændende at prøve en ny cykel. Jeg må prøve at notere mig forskelle og oplevelser undervejs. Iflg. specifikationerne at der tale om en mindre motor og et mindre batteri end min egen el-cykel, så jeg er spændt på hvordan den fungerer i praksis – mon jeg når mit sædvanlige tog? Jeg publicerer min anmeldelse her på bloggen om ca. 2 uger.

Se anmeldelsen her!

Lignende indlæg:

Dagens ord: Kindhest

Jeg kom sådan til at grine, da min morbror til julefrokosten idag snakkede med min mor om Kindhestegade i Næstved, hvor han er født. Jeg forbinder ordet ‘kindhest’ med en voldelig handling der indebærer et slag mod ansigtet, og synes det var sjovt at opkalde en gade efter en lussing. Men min mor fortalte at en kindhest også er et ord for smedens blæsebælg. Det giver jo mere mening.

Lignende indlæg:

Udseendet betyder noget

Her på det seneste har jeg oplevet flere situationer, hvor jeg har måttet stille spørgsmålstegn ved den gamle lærdom om at udseendet ikke betyder noget.

Jeg ved egentlig ikke hvor det kommer fra, men jeg tror at det er noget der har ligget i tiden der i 1970’erne og 1980’erne, hvor jeg voksede op. Det handlede vel især om at menneskers udseende ikke betyder noget i forhold til om de er søde og rare – og at man ikke må dømme folk på deres udseende. Og det er jeg helt enig i.

Alligevel føler jeg at det har smittet af på andre facetter af mit liv. I mange sammenhænge er udseendet ikke er min første prioritet, jeg vægter praktiske hensyn først. Når jeg vælger bolig. Når jeg indretter min bolig. Når jeg vælger tøj. Men jeg har opdaget at det at ting eller omgivelser er smukke gør en kolossal forskel for mig.

I oktober opholdt jeg mig en hel arbejdsdag på Schæffergården i Gentofte. Min chef havde booket et arbejdsrum, for at en arbejdsgruppe som jeg indgik i kunne arbejde koncentreret med noget strategiarbejde. Schæffergården er et smukt sted. Bygningen er smuk, og omgivelserne er smukke. Indenfor er der også smukt. Og så var det ovenikøbet en smuk solskinsdag. Jeg opdagede, at jeg havde glædet mig til dagen, fordi jeg vidste der var smukt. Og jeg nød faktisk dagen, selvom det var en fortravlet dag uden pauser og med hårdt tænke-arbejde. Jeg havde en følelse af tilfredshed da jeg kom hjem.

Samme følelse fik jeg i den forgangne weekend, da jeg var i TIVOLI. Der var så smukt udsmykket med både lys, gran og glaskugler – i farver som jeg rigtig godt kunne lide. Jeg kunne slet ikke få nok af det og gik rundt og rundt, og kiggede og kiggede på det hele. Udsigten fra restauranten hvor vi spiste nød jeg også – jeg nærmest inhalerede det hele.

Glæden ved at befinde sig i smukke omgivelser eller at omgive sig med smukke genstande er stor. Større end jeg egentlig troede. Jeg kan mærke at jeg har undervurderet betydningen af smukhed. Det må jeg huske. Det kan blive et vigtigt nyt aspekt af at nyde livet!

Lignende indlæg:

Foredrag med brødrene Price

Her til aften har jeg været til FOF foredrag med Adam og James Price. Jeg så arrangementet annonceret på FOF’s hjemmeside allerede i april og tilmeldte straks mig og min mand. Og så idag – endelig – oprandt dagen.

Foredraget foregik i Kuhlausalen i Lyngby Kulturhus. Salen var fyldt til bristepunktet – mon ikke der har været udsolgt længe?

Brødrene stod på scenen ved hvert sit lille høje cafébord, og James styrede en powerpoint-præsentation på en laptop. Første time gik med en gennemgang af Price-slægten, fra den første James Price, der kom til Danmark i 1700-tallet for at underholde når danskerne tog til Kirsten Piils kilde på Dyrehavsbakken, og 5 generationer frem. Familien har rødder i sommerunderholdning, linedans og ballet helt op til brødrenes far John, som har været balletbarn.

Efter en kort tissepause fortalte brødrene så lidt om gastronomiens historie, madprogrammers historie og deres eget programs opståen. Til sidst var der lejlighed til spørgsmål. Folk ville gerne vide om Adam har fået solgt sit sommerhus og i så fald hvor programmerne så skal optages – svaret var ja, og at man så formentlig vil optage i James’ sommerhus og evt. i deres hjemlige køkkener. Under alle omstændigheder mener de ikke at de kan lave programmet i et studie eller noget der ikke er deres eget køkken. Der blev også spurgt hvornår de næste udsendelser kommer, og her måtte de sige at de nok først kan være klar med de næste udsendelser om 1 år, men der kommer nogle små temaudsendelser som relaterer sig til en bestemt årstid el.l. Det lugter af et juleprogram og måske også et påskeprogram.

Det var tydeligt at begge foredragsholdere er i formidlingsbranchen – de snakkede flydende, velformuleret og velartikuleret med både interessant indhold og god underholdningsværdi – ligesom vi er vant til fra udsendelserne. Adam var en smule mere fri af manuskriptet – jeg gætter på at det er ham der har skrevet det.

Da foredraget var slut var der stor applaus og brødrene bukkede og smilede og forlod scenen. Mens folk var på vej ud kom de dog ind på scenen igen for at tage deres laptop mv. og der var faktisk mange de gik op på scenen for at hilse på dem, få signeret bøger og få taget billeder sammen med dem. Det var jeg en smule overrasket over, men de ER jo både kendte og karismatiske. Jeg har også brødrenes kogebog, men havde ikke tænkt på at tage den med. Jeg fik heller ikke spurgt om James ville være min storebror…  – det er også temmelig fjollet, men han virker bare så enormt rar og flink, at jeg forestiller mig at det ville være skønt at have ham som den storebror jeg ellers aldrig har haft.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Louise fra Højbjerg

Jeg har sat denne blog op til at opsøge Google, således at man kan finde min blog ved at googl’e. Det er da også den største kilde til besøg på siden iflg. min besøgsstatistik. Jeg kan endda se præcis hvad folk har søgt på, da de klikkede på et link hen til min blog.

Det kan godt være interessant læsning at se hvad der bliver søgt på. Det er sjovt når folk der er interesseret i el-cykler, drivhus og dukkehuse finder min blog, selvom jeg jo ikke ved om de kan bruge lige præcis det jeg skriver om emnerne til noget. Specielt nyttigt synes jeg det bliver når folk, der har haft besøg af den israelske kunstsælger, kan finde mit indlæg og se min oplevelse samt kommentarer fra andre i samme situation. 

Her på det seneste har jeg haft påfaldende mange hits på baggrund af søgninger på ‘Louise’ og ‘Højbjerg’. Folk har klikket på et link til et indlæg om en tur i skoven på min blog, vel en kombination af at skoven hedder ‘Højbjerg’ og at jeg har ‘Louise’ i mit blognavn, men det var vel næppe det de ledte efter?

Da det var så massivt med hits på baggrund af disse søgeord blev jeg nysgerrig og fulgte en af google-søgningerne, for at hvad det var folk ledte efter. Det blev hurtigt klart – der var tale om en side-9 pige! 🙂

Jeg blev overrasket og grinede, men så gik det op for mig: Ekstrablads-læsere sidder sikkert og googl’er hver eneste side-9 pige hver eneste dag, og det ser jeg så en lille flig af på min besøgsstatistik. Ja, verden er stor – også internet-verdenen.

Lignende indlæg:

En dag på slagteri

Idag har jeg været på besøg på Danish Crowns svineslagteri i Horsens. Jeg kom der for at holde møde, men før vi gik igang fik vi en rundvisning på slagteriet.

Vi startede med at se svinene der hvor de kommer ind, når de bliver leveret af landmændene. De kom ind i en stor stald hvor man havde indrettet miljøet fuldstændig efter hvordan svin foretrækker det, både mht temperatur, fugtighed, hvor mange man står sammen med osv. Der var bemærkelsesværdigt roligt i den hal – ingen skrig og hvinen som grise jo ellers gerne udskryder. Formålet var at gøre grisene rolige inden de skulle slagtes.

Vi så også selve slagtningen. Vi så hvordan svinene CO2-bedøvede svin hængende i bagbenene kørte på samlebånd hen til manden med kniven – han stak den i halspulsåren og dyret døde af hjertestop efter at have mistet ca 3,5 liter blod. Jeg var overrasket over at slagtemetoden faktisk var død ved forblødning; selvom dyret er bedøvet så virker det ikke som den hurtigste død man kan få. Men det er der sikkert både lovgivning og andre overvejelser der regulerer.

Derefter gik vi igennem den moderne bygning og kiggede igennem vinduer på produktionen. Vi så hvordan tungen blev skåret ud af hovederne, hvordan tarmene renses og fik forklaret hvordan slimen mellem tarmene bliver brugt til blodfortyndende medicin. Vi så medarbejderne hænge udskæringer på ‘juletræer’ og robotarmene lægge de forskellige dele på køl i hvide plastkasser.

Det var en meget anderledes oplevelse, og ikke lige sådan en dag på seminar el.l. starter normalt. Det var rart at konstatere at hygejnen er så høj på sådan et moderne slagteri, jeg er fuld af tillid til de produkter der kommer derfra. Jeg synes også etikken virker OK omkring håndtering af dyrene, det var ikke uværdigt. Alt i alt en meget spændende oplevelse som jeg er glad for at have fået.

Lignende indlæg: