Videre med tanker om huse

Siden vi fik de indledende tanker om at finde en anden bolig har vi været langt omkring i vores hoveder. Den første mission har været at undersøge, om vi overhovedet ville kunne finde et hus der indfrier nogle af vores drømme. Vi har været ude at se på forskellige huse i Nordsjælland, og vi har brugt processen til at prøve vores ideer af og danne os en idé om hvad man kan få for pengene. For hvert eksempel har vi undersøgt nøje, hvordan hverdagen ville kunne foregå mht. transport til arbejde, de daglige gåture med Adina og indkøb.

En ting som har overrasket os er, at der tilsyneladende ikke er fuldstændig stilstand på boligmarkedet. Lige når man starter med at søge på huse støder man på de huse der nu engang er til salg, herunder huse som har været til salg i meget lang tid. Men når vi er kommet ud til åbent hus eller har ringet for fremvisning har det vist sig, at de næsten alle sammen har været ved at blive solgt enten betinget af købers eget salg eller ubetinget.

Det giver selvfølgelig også anledning til optimisme med hensyn til den del af sagen der handler om at sælge vores nuværende hus. Når man har holdt lidt øje med markedet i vores lokalområde har det været meget blandet – nogle huse har været til salg længe, og andre er blevet solgt meget hurtigt – nogle endda uden annoncering. Det er svært at vide præcis hvad der ligger til grund for det, men det er rart at vide at markedet ikke står helt stille uanset hvilket hus der er tale om.

Vi er nu nået til det punkt hvor vi må konstatere, at vi tror at vi godt kan finde et hus der kan indfri nogle af vores drømme, og næste skridt er at få en vurdering af vores hus med henblik på at se hvilken økonomi der er i det. Ligesom liggetiderne har også priserne på vores nabohuse svinget en del, og det gør det meget svært at gætte på hvad vores hus er værd. Vi synes jo selv at vores hus har nogle store plusser i forhold til bla. stand, indretning og beliggenhed, men det er ikke sikkert at det er de samme ting som markedet værdsætter. I morgen kommer der en ejendomsmægler og ser på huset, og så får vi en bedre ide.

Økonomien omkring salget af vores hus er selvfølgelig meget afgørende for hvad vi kan foretage os. Vi købte hus et år før markedet toppede. Efter at have oplevet store prisstigninger det første år vi boede her, måtte vi se priserne gå nedad i mange år. På visse tidspunkter har det nærmet sig en situation, hvor vi var teknisk insolvente. Vi har derfor tænkt meget forsigtigt om økonomien, når vi har tænkt forskellige scenarier omkring køb og salg igennem. Det bliver ganske spændende at få en vurdering af vores hus.

 

Lignende indlæg:

Grådig eller god til at stille krav?

Tankerne om et større hus kaster mig ud i en klassisk for/imod-overvejelse, hvor jeg ikke helt kan finde ud af etikken i dilemmaet. Når jeg tænker over det for mig selv, får jeg en følelse af, at det er fuldt berettiget at have ønsker om noget større og bedre. Når jeg præsenterer ideen for andre, kommer jeg tit til at føle mig grådig og utaknemmelig.

Når jeg føler mig grådig og utaknemmelig går tankerne på, at vi har det godt der hvor vi er. At 75 kvm bolig + 75 kvm kælder er meget plads til 2 mennesker. At der er mange der har mindre plads, og at vi er priviligerede. Man må indstille sig på at livet er ikke perfekt og man skal kunne tåle visse gener. Man skal heller ikke være så materialistisk, og der er mange andre værdier i livet.

Den modsatte tanke kommer, når jeg tænker over de muligheder der findes. Jeg har lyst lidt at leve på mere plads, og jeg tror at jeg har mulighed for det. Jeg kan ikke komme i tanke om gode grunde til at jeg IKKE skulle have disse drømme. Livet indeholder mange muligheder, hvorfor ikke benytte sig af nogle af dem, når det ikke går ud over nogen?

Jeg er også præget af at være vokset op under nogle knap så beskedne forhold. Begge sæt af bedsteforældre boede i rummelige rammer på landet, og mine egne forældre skiftede et noget større rækkehus ud med parcelhus da de var i starten af 30’erne – i øvrigt med kun 1 indkomst og 2 små børn. Her står jeg så og er næsten 42 år gammel og bor stadig i et mindre rækkehus. Min husstand har 2 indtægter og vi tjener mere end vores forældre nogen sinde har gjort og så har vi endda ingen børn. Her kommer nok noget generationsbetinget misundelse ind, men det har altså også sat en standard og nogle forventninger.

Er det OK at have høje forventninger?

En af de ting jeg har lært under mit stressforløb i starten af året er, at jeg lægger for meget vægt på hvad andre synes og hele tiden stiller ind på andres agenda. Jeg kommer til at fortolke og danne mig en mening om hvad andre måtte mene og synes, og navigerer efter det. Og det er nok det jeg gør, når jeg føler mig grådig og utaknemmelig; jeg tror at andre synes sådan om mig.

Jeg skal huske at mærke mig selv og mine egne ønsker og behov – ’blive ovre i mig selv’ som psykologen sagde. Jeg har også lov til at have ønsker til min tilværelse og prøve at forme den, så den passer godt til mig. I mange tilfælde kan jeg have godt af at stille krav til mine omgivelser. På den måde er det en meget god øvelse for mig, at give mig selv lov til at følge dette ønske om at opgradere boligen, og ikke slå mig selv i hovedet med at jeg er forkert på den. Og jeg behøver i virkeligheden ikke at retfærdiggøre det med lange historier om hvad andre gør og må og tør. Jeg skal bare vurdere om det er realistisk og fornuftigt ud fra mine egne forudsætninger.

Lignende indlæg:

Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg: