Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Farvel til en musikalsk følgesvend

Vi har sovet sammen i næsten 20 år. I går var det slut. Mit elskede mini-anlæg, som spiller musik til at falde i søvn til, og som vækker mig om morgenen, kunne ikke længere og kom på pension. Det er helt vemodigt at sige farvel til en følgesvend, der har fulgt mig i så mange år.

Det hele startede midt i 1990’erne, hvor jeg boede i min første egen lejlighed. Der var ret lydt. Naboerne til den ene side spillede høj musik og klirrede med flasker næsten hver aften. Naboerne til den anden side stod op meget tidligt om morgenen og vækkede mig ved at smække med skabsdørene. Det gav mig store problemer med at få nok søvn. Jeg håbede, at hvis jeg kunne overdøve naboerne med selvvalgt musik, kunne jeg måske sove bedre. Jeg købte mini-anlægget på udsalg til ca. 3.700 kr. Det var mange penge for mig dengang, men det var også god kvalitet. Et lille, tungt JVC-anlæg med fine små højttalere af massivt kirsebærtræ.

Min plan virkede i et vist omfang. Min far købte CD’er med klassisk musik til mig, og senere kom Madonna’s album ’Ray of Light’ og George Michaels ’Older’ på som falde-i-søvn-musik.  I starten var det lidt svært at falde i søvn til musikken, men med tiden vænnede jeg mig til det og det blev et værn mod nabostøjen.

Da jeg skiftede karriere til IT-branchen blev det muligt at finde en anden lejlighed, og omkring årtusindskiftet flyttede jeg til et mindre støjplaget sted. Nu blev anlægget blot mit vækkeur, ligesom en clockradio.

Det lille anlæg fik senere en sentimental betydning for min mands og mit forhold. ’Older’-albummet blev en slags soundtrack til vores første forelskede fase, og for min mand et symbol på den flugt fra virkeligheden det var at komme på besøg og sove hos mig. Som tidligere hi-fi-nørd synes han der var relativ god lyd i det lille anlæg og de små højttalere.

Da vi flyttede sammen fulgte JVC-anlægget selvfølgelig med, og har fungeret som vores fælles vækkeur mens vi boede i rækkehuset i Virum. Det fik af og til også rollen som værn mod nabostøj.

Nu står der en lille, let, sort Sony-fætter på natbordet i vores nye hus i Birkerød. JVC-anlægget har hinket sig igennem sine opgaver i en længere periode, og nu må vi indse at det ikke kan mere. CD-afspilleren støjer og har svært ved at afspille skiverne. Knapperne virker dårligt og overtager naboknappens funktion, så vi har mere en 1 gang oplevet at vækkefunktionen var blevet slået fra ved en fejl. Nu går det ikke længere.

Det var mærkeligt at lægge sig til at sove med et andet mini-anlæg ved siden af sig. Jeg har kunnet betjene det gamle anlæg i søvne i så mange år, nu skal jeg lære det nye at kende. Slukker det mon efter de 30 minutter, som jeg har sat det til? Og vækker det mon kl. 5:50 i morgen tidlig som planlagt? Det er en smule utrygt sådan en første aften med en ny.

Vi gav ikke så meget for det nye anlæg, og det kan desværre godt høres på lyden. Der er ikke så god bund og bas i musikken. Anlægget har heller ikke helt de samme clockradio-finesser som det gamle. Man kan f.eks. ikke bestemme lydstyrken på vækkefunktionen. Men vi skal lige lære det at kende. Vi sover nu i fritstående hus, hvor der ikke er nabostøj at værne sig i mod. Mon ikke vi kan vænne os til det.

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg slipper for

Det er ikke nogen hemmelighed, at der også er elementer ved at bo i vores rækkehus i Virum, som vi ser frem til at sige farvel til. Det er alle de små irritationsmomenter, der er forbundet med at bo i rækkehus på en lille vej – ting man lever med når man er dedikeret til at bo her, men som man glæder sig til at slippe af med, når der er udsigt til at komme et andet sted hen.

Da vi flyttede ind i 2005 var det en stille vej, hvor der hovedsagelig boede ældre mennesker, og det var ikke alle der havde bil. Siden er der sket en udskiftning, og i dag er vejen i høj grad beboet af yngre, erhvervsaktive familier. Det har betydning for miljøet på den lille vej, og når vi flytter slipper vi for:

  • En konstant åben hoveddøren hos familien skråt overfor, så man ikke kan undgå at høre de 2 voksne og 4 børn råbe ad og til hinanden
  • Udsigt til haveredskaber, varebil og trailere med skrald i vejkanten hos samme genbo, som driver en haveservice-virksomhed
  • Trafik af skaldede, tatoverede unge mænd frem og tilbage foran huset, fordi de skal hente førnævnte arbejdsredskaber
  • Lastvognstrafik med af- og pålæsning af udstyr fredag og lørdag nat få meter fra mit soveværelsesvindue, fordi naboen er roadie for musikgruppen L.I.G.A.
  • Kamp om parkeringsmulighederne, fordi mange familier har 2 biler på en vej fra 1930’erne, hvor dimensionerne ikke er til det
  • Rystende vægge og gulve, når naboen smækker døren eller lemmen ned til kælderen
  • Hjertet oppe i halsen, når naboen slipper skraldspandens låg fra topposition og det lander med et brag som et pistolskud
  • At blive vækket tidligt lørdag morgen, fordi naboen har morgenfriske børnebørn på besøg

Der ligger sikkert nogle nye irritationsmomenter og venter i Birkerød. Men for nu kan jeg glæde mig over at slippe for disse.

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg mister

Der er enkelte ting ved flytningen til det nye hus i Birkerød, som giver forringelser i vores hverdag. Udover at det er vemodigt at sige farvel til vores første, fælles hjem, som vi har brugt mange kræfter og megen energi på at opbygge og tilpasse til vores behov, så mister vi:

  • Vores kære, søde nabodame, som jeg føler mig så meget ‘i familie’ med
  • En komfortabel afstand til min arbejdsplads: 6 km mere gør en forskel, når rejsen foregår på el-cykel
  • En god storskralds-ordning, hvor man hver anden torsdag kan stille næsten alt fra aviser til møbler og hårde hvidevarer ud på fortovet, og så kommer der nogen fra kommunen og henter det
  • Fællesskabsfølelse med kvarterets hundeejere
  • Drivhus
  • Økonomi: det vil ikke være helt udgiftsneutralt at udskifte rækkehus med villa

Min generelle tro på menneskeheden gør, at jeg regner med at finde rare naboer på den nye adresse, og jeg er også sikker på at jeg finder en løsning på transporten til arbejde. Et drivhus kan jo vælge at bygge det nye sted, og økonomien er ikke værre end at vi stadig vil have et OK rådighedsbeløb. Men jeg kommer dælme til at savne naboen og storskraldsordningen.

Lignende indlæg:

Åbent brev til naboerne

Kære nabo.

Man skulle ikke tro det var nødvendigt at sige det, men jeg vil altså ikke have at du går ind på min grund og klipper i mine buske.

Jeg ved ikke om det er fordi min mand og jeg virker som nogen flinke og meget overbærende mennesker, at du synes at du kan tillade dig at gøre sådan?

Eller virker vi så sure og utilnærmelige, at du ikke synes du vil spørge os om beskæring af buske, der åbenbart generer, før du griber til selvtægt?

Jeg vil gerne gøre det helt klart: det fuldstændig uacceptabelt at gå ind på min grund og klippe i mine buske. Du er velkommen til at klippe den fælles hæk fra din egen side, men de buske der står inde på min grund har du ikke lov til at røre, selvom de står tæt på hækken. Det er iøvrigt også ulovligt.

Hvis der er noget af bevoksningen på min grund der generer dig, så kontakt mig, så skal jeg nok se velvilligt på sagen. Hvis ikke jeg er hjemme, så kan du bare lægge en lille seddel i postkassen, så skal jeg nok kontakte dig når jeg kommer hjem.

Venlig hilsen Trine

———–

Sådan et brev har lyst til at skrive. Jeg ved bare ikke hvem jeg skal sende det til – kan det virkelig være rigtigt at man er nødt til at sende det til ALLE sine naboer?

Det er ikke så længe siden at vores nabo i sommerhuset havde været inde på vores grund og skære i nogle nøddebuske. Det var kun få dage siden vi havde været i sommerhuset, og vi kom igen kun få dage efter. Alligevel synes naboen ikke han behøvede at kontakte os – han gik bare ind og klippede nogle grene som angiveligt pga regn hang ind over hans brændeskur som er placeret helt op til skel.

Vores ene nabo i Virum har vi gentagne gange haft problemer med, og da vi kom hjem fra arbejde igår var den gal igen. Genboen kom over og fortalte, at hun havde sendt sin havemand ind på vores grund og beskære vores buske på vores grund. Havemanden havde simpelthen stået inde på vores terrasse, og genboen havde været så forarget at han tog et billede af det. Og det var da også tydeligt at der havde været nogen med en beskæresaks – både 3 kirsebær-laurbærbuske, en forsytia og en lille opstammet snebolle var væsentligt mindre. Vi gik straks ind til naboen, som bare synes at vi var nogen forfærdelige mennesker som ikke holder vores have og bare vil have el-hegn og melde hende til politiet.

Jeg er meget vred og fyldt af en følelse af uretfærdighed – argumenterne flyver rundt i mit hoved. Samtidig er jeg målløs. Hvordan kan disse mennesker synes at det er helt OK at gøre sådan? Hvad tænker de på? Jeg kunne aldrig selv finde på at gøre sådan noget, og det kommer helt bag på mig at det kan ske. Og så både i sommerhuset og derhjemme, hvor uheldig kan man være med sine naboer?

Jeg føler også en stor afmagt, for disse naboer udnytter jo, at vi ikke er hjemme eller i sommerhuset hele tiden. De kan bare gå ind og klippe løs, uden risiko for at møde en af os, og vi har ikke en chance for at stoppe dem eller sige fra før skaden sker. Når man kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen og ser at ens have IGEN er klippet ned, føler man sig meget sårbar og magtesløs. Vi fik naboen i Virum til at love at hun ikke gør det igen, men kan man stole på det? Det er jo ikke første gang hun har gjort det – hverken klippet i vores buske eller lovet at lade være – så man kan godt få en følelse af at man er i deres vold og bare kan vente på hvornår det sker næste gang.

Lignende indlæg:

Fest, vuf og dyt – udnyttet af en teenager

Ovre på den anden side af vejen bor der en kvinde med 2 døtre og deres hund. Vi kender ikke hinanden specielt godt, men vi vinker og hilser da på hinanden når vi mødes på vejen, og vi har sludret lidt en gang imellem.

I lørdags ringede telefonen pludselig fra et mobilnummer jeg ikke kendte – det var genboen. Hun var på vej i sommerhus, og var ved Kalundborg kommet i tanke om at hun havde glemt hunden! I desperation spurgte hun om hunden kunne være hos os fra lørdag til søndag. Det er en sød hund, og da både min mand og jeg holder MEGET af hunde sagde jeg lettere forvirret ja til at passe genboens hund.

Lidt senere kom den yngste datter over med hunden, og det viste sig at der var tale om at det kun var mor og kæreste der skulle i sommerhus, og at pigerne var hjemme. Den store datter skulle have fest og hun ville ikke have at hunden var der når der var fest. Vi fik hundens madskåle og kurv og hunden indtog vores hjem. Det gik fint – hun snusede lige lidt rundt og faldt derefter til ro.

Da det blev tid til at gå i seng gik det også fint – hunden lagde sig bare til at sove og vi gik i seng helt som vi plejer. Men så gik festen på den anden side af vejen for alvor igang. Fester derovre har det med at rykke udenfor – nok fordi de unge skal ryge og ikke må gøre det indendørs. Der bliver snakket, råbt og grinet højt, og så vågner vi, for vores soveværelse vender mod vejen. Det er sket før.

Men denne gang vågnede hunden også, og den begyndte at gø hver gang der blev råbt eller hujet ovre fra festen. Så ved halv to-tiden om natten var vi fuldstændig vågne og skulle både håndtere en gøende hund og støj udefra. Vi fik beroliget hunden og lukket nogle døre så hunden ikke hørte så meget udefra, og prøvede derefter at sove igen.

Jeg syntes ikke jeg var nået at falde i søvn igen, da der ved tre-tiden var opbrud ved festen; de unge skulle hjem eller videre, og det foregik i bil! Man må gå ud fra at dem der kørte bilerne var ædru, men det forhindrede dem ikke i at bruge hornet intensivt for at kalde på hinanden – som i “kom så, vi kører nu!” Så vågner man jo igen…. Jeg var rasende og synes det var fuldstændig unødvendig støjende adfærd. Selv efter de var kørt, var jeg så gal at jeg var nødt til at ligge og se lidt TV før jeg var faldet nok til ro til at kunne sove igen. Det blev ikke til mange timers søvn den nat.

En ting er at få stjålet sin nattesøvn af en teenage-fest – det er utrolig irriterende, og jeg bliver rigtig gal over at de unge opfører sig så respektløst på en lille rækkehus-vej hvor alle har soveværelse ud mod vejen. Men der er nok ikke så meget at gøre ved det – teenagere tænker KUN på sig selv og ejer ikke evnen til at tage hensyn til andre mennesker.

Men at sådan en festglad teenage-pige sender sin hund over til os, så den ender med at vække os ved at gø midt om natten oveni den øvrige larm – så føler man sig altså virkelig udnyttet. Når man ligger der og vender sig vredt i sengen midt om natten, så føler man at teenageren forsøger at vække éen gennem flere kanaler – støj fra vejen og vuf fra hunden.

Det er ikke hundens skyld, og det var nok også bedre for hunden ikke at være hjemme. Men en anden gang tror jeg altså ikke jeg siger ja til at tage mig af hunden, hvis der skal være fest derovre. Så tror jeg i stedet jeg tager min mand og min bil og kører op i sommerhuset og sover.

Lignende indlæg:

SUK! Naboer…

Vi har naboer af blandet kvalitet. Der er den ultra-søde dame til højre for os, som kommer ud og giver os chokolade når vi knokler med at lægge fliser, fordi hun er glad for at vi gør området pænt.

Og så er der den umulige dame til venstre, som hærger hækken fuldstændig. Siden vi flyttede ind har hun klippet hækken i forhaven ned til 1,50 meter. Sidste år fjernede hun så pludselig en af hæk-planterne, hvorfor ved jeg ikke. Vi vil imidlertid gerne kunne bruge terrassen mod øst – den er dejlig skyggefuld på en varm sommerdag. Så vi tog fat i hende og sagde at vi gerne ville have hækken højere, og det accepterede hun. Indtil det blev hække-klippe-tid næste gang. Og igår skulle den så have en efter-sommer-klipning. Vi har plantet 3 flotte buske foran hækken for at dække de huller i hækken hun har lavet ved at fjerne hækplanter og klippe hækken helt ind til stammen på sin side. De vokser heldigvis hurtigt og en af dem har nu et topskud der er højere end hækken.

Eller ‘havde’. For det har damen sørme da også klippet af nu hvor hun var igang, ligesom at hun har klippet vores forsytia-busk helt vildt meget. Jeg er rasende!

Vi har helt klart loven på vores side. Hvis man ikke kan blive enige om hækkens højde skal den være 1,80 m. Og man må ikke klippe naboens vækster, hvis de ikke rager ind på ens grund. Vores muligheder omfatter hegnssyn og politianmeldelse, men hun er en meget gammel dame så det virker jo meget drastisk. På den anden side har vi allerede for et år siden forsøgt at tale med hende om hækken, og vi trængte vist ikke rigtig igennem med vores budskab. Vi har derfor her til aften valgt at skrive et brev til vores nabo, hvor vi gør opmærksom på at vi er utilfredse og ønsker at hun overholder Hegnsloven.

Lignende indlæg: