Ny bil

Nå, er det ikke ved at være tid til at jeg skriver om noget andet end politik? Det synes jeg i hvert fald selv.

Min mand og jeg har fået ny bil. Den gamle bil købte vi fabriksny for 5 år siden, og i år synes vi at der var begyndt at være lidt mange reparationer. Faktisk har vi haft 2 driftstop i år – begge gange lige inden vi skulle afsted på ferie. Det har været en rigtig god bil og vi har været meget glade for den, men der er jo sket meget med biler de seneste år, og vi var også begyndt at tænke på de mere miljøvenlige biler der findes på markedet.

Nu har vi købt en ny bil. Vi har holdt os i Seat-familien, for de har sådan nogle lækre miljøvenlige biler som hedder Ecomotive. Egentlig gik vi ind for at se på en Seat Ibiza Stationcar, som kører 29,4 km/l. Men da vi “ved et tilfælde” kom til at sætte os ind i en Seat Altea var vi solgt. Der var simpelthen så god plads og den var så godt indrettet, at den lige passede til os. Udover miljøhensynet er det nemlig også blevet en parameter for os at der kan sidde voksne mennesker på bagsædet, så vi kan have f.eks. vores forældre med. Prismæssigt lå de 2 biler endda ikke så langt fra hinanden pga. forskel i udstyr (med den mindre bil ville vi skulle tilkøbe en del ekstraudstyr for at kunne få den indretning vi vil have). Og det er stadig en Ecomotive, der kører 22 km/l. og er A-mærket.

Vi købte altså en Seat Altea Ecomotive og fik den leveret for et par uger siden. Modellen der stod i udstillingen var spritny og matchede vores ønsker fuldstændig, både hvad angår farve og udstyr. Så den fik vi lov til at købe, selvom det betød at forhandleren så ikke havde en Altea at vise frem længere. Der er lang leveringstid på biler i øjeblikket, og vi kunne se frem til en ventetid på ca. 3 måneder hvis vi ville have en anden fabriksny bil, så på den måde var det også heldigt.

Nedenfor billeder af hhv. den gamle og den nye bil. Den gamle kaldte vi konsekvent for Yb pga. nummerpladen. Vi har endnu ikke fundet et godt navn til den nye – er der nogen der har nogle idéer? Nummerpladen starter med EW.


Lignende indlæg:

En våd aften

Det er ikke særlig tit at jeg gå ud lørdag aften, og det er især sjældent at min mand og jeg går ud og spiser sådan en lørdag aften. I lørdags havde vi dog bestilt bord på Restaurant Cave for at benytte en af de værdikuponer jeg jævnligt køber på Downtown og Sweetdeal o.l. Det blev ikke helt som vi havde forventet.

Det var første dag i Tour de France og en regnvejrsdag, og vi havde aftalt at vi ville have os det, som de i komedie-serien Klovn kaldte en pjække-hyggedag. Ikke at vi pjækkede fra arbejde, men vi lod hus- og havearbejde ligge og pligter være pligter. Vi havde simpelthen planlagt at dagen skulle tilbringes i sofaen foran flimmeren i behageligt tøj og med snacks og gadgets indenfor rækkevidde. Og om aftenen skulle vi så ud og spise, så ikke engang aftensmad og opvask skulle belaste os – en dag helt fri for pligter.

Om aftenen tog vi så ind til byen. Vi parkerede i Borgergade og gik hen til restauranten i St. Kongensgade lidt før kl. 19. Det begyndte at regne lige som vi trådte ind ad døren, hvilket ikke kom bag på os. Vi fik vores bord og bestilte drikkevarer: mangojuice og kildevand. Menuen var forudbestemt ved købet af tilbuddet fra Downtown, og mens vi ventede på forretten tordnede det voldsomt udenfor – det lød næsten som pistolskud i gaden.

Der kom lidt flere gæster efter os, og på et tidspunkt sagde nogen ”vi lukker lige døren” da de kom ind. Der var begyndt at komme vand ned ad trappen til restauranten, som ligger i kælderen. Der blev grinet lidt og vi tænkte at det var godt vi ikke sad tæt på døren, da vi fik vores forret.

Ud af vinduerne kunne vi se at der begyndte at være meget vand oppe på vejen, det var især tydeligt når der kørte en bil forbi: vandet stod et godt stykke op ad hjulene. Nu begyndte det at gå op for os at det var en lidt mere alvorlig situation.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=exZkCn8nHCA[/youtube]

Her er en video som Mads optog inde fra restauranten ud mod St. Kongensgade, den viser lidt om hvor meget vand der var i gaden.

Vandet begyndte at løbe kraftigere ind ad den lukkede dør, og i løbet af kort tid fossede det ind som fra et vandfald. Udenfor døren i trappeskakten stod vandet ca. 1 meter op ad døren. Både gæster og personale begyndte at tage billeder og videoer af vandet, og det dækkede hurtigt hele klinkegulvet. Vi satte tasker og sko op på borde og i vindueskarme og satte fødderne op i nabostolen.

Billedet her er desværre ikke så skarpt, men jeg håber man kan se hvordan vandet står som en stråle ind ad den lukkede dør. Måske kan man også se at vandet stod højt i trappeskakten udenfor.

Da strømmen gik, indså vi at vi ikke ville få den 5 retters menu som vi kom for. Restaurantens personale begyndte at skænke ekstra vin og serverede lidt brød for de senest ankomne, men nu vidste vi godt at vi skulle have fødderne ned i det kolde vand på gulvet og ud af bygningen på et eller andet tidspunkt. Tankerne begyndte at handle om hvordan vi skulle komme ud og hvordan der mon så ud ude i gaderne. Personalet sagde at hvis man ville gå så kunne man komme ud af bagdøren, og lidt senere sagde de at nu måtte vi nok hellere se at komme ud mens vi kunne. På det tidspunkt stod der ca. 10-15 cm. vand over hele restaurantens gulv.

Første beslutning: skal jeg gå i bare tæer eller i mine dyre MBT-sandaler med ruskindsindtræk? Det blev bare tæer. Meget mærkelig fornemmelse at gå på bare tæer i en baggård man slet ikke kender, ud på St. Kongensgade som man ikke kunne genkende, og så stå der og skulle man finde ud af at komme hjem derfra.

Det regnede og tordnede stadig kraftigt, og vi var i vores bare tæer, korte bukser, t-shirts, havde sko og taske i en sort sæk som restauranten havde udleveret og så en paraply. Vandet stod ca. 10-15 cm. højt i gaden og der var biler der var gået i stå midt på vejen. Nu skulle vi så finde ud af hvor vi skulle gå hen. Vores bil holdt i nabogaden, og der var ca. 15 km. hjem.

I første omgang løb vi over gaden til en port som stod åben. Her var ikke oversvømmelse til at starte med. Spørgsmålet var om vi ville kunne køre hjem i vores bil, eller om vi skulle traske i vandet hen til en station, og kunne togene i det hele taget køre. Selvom jeg havde en smartphone i lommen var vi ikke i stand til at danne os et overblik over trafiksituationen, så jeg ringede hjem til mine forældre for at høre om de kunne se på TV2 News el.l. om der var nogen beredskabsmeddelelser eller information om hvorvidt man kunne køre på vejene.

Mine forældre var lidt overraskede over at høre sådan en melding fra os, for i Virum, hvor både de og vi bor, havde det slet ikke regnet. På dette tidspunkt var der gået 1 time fra vi trådte ind ad døren på restauranten til dette regn-kaos. Min far undersøgte forskellige kilder og ringede derefter tilbage til os: der var ingen meldinger om oversvømmelser eller veje man ikke kunne køre på. På det tidspunkt begyndte det at hagle, så jeg kunne næsten ikke høre hvad de sagde i telefonen. Den næste beslutning blev at vente til regnen tog lidt af, og så gå hen til bilen. Der ville vi trods alt kunne holde os tørre og varme, også selvom vi ikke ville kunne køre.

Mens vi ventede på at regnen skulle tage af, kom der flere mennesker ind i porten. Folk som havde haft de samme oplevelser som os på kælder-restauranter. Nogen havde hørt i radioen at man advarede mod brønddæksler der kunne skyde op pga. vandmasserne. Der løb nogle mennesker frem og tilbage med hvad der lignede sække med ris – vist for at bruge dem som sandsække op imod døre hvor der fossede vand ind. Det virkede omsonst, lidt senere kom de sejlende ned ad vejen.

Vi stod i porten i ca. en halv time før regnen blev lidt mindre kraftig og vi besluttede os for at finde hen til vores bil. Vi kunne gå igennem baggården dermed skyde genvej hen til Borgergade. Da vi kom ud i Borgergade var der næsten lige så meget vand, og der holdt en brandbil. Lidt længere op mod Gothersgade, hvor bilen stod, var der dog ikke nær så højt vand og da vi var kommet ind i bilen besluttede vi ret hurtigt at vi ville prøve at køre stille og roligt.

Gadebilledet var præget af brandbiler med udrykning og slukkede trafiklys. Der lå vand mange steder på kørebanerne, men ikke i samme højde som i St. Kongensgade. Lige så stille kørte vi hjemad over Østerbro, Hellerup og Skodsborg, hvor vi troede vi var sikre, for derefter går det kun opad. I radioen kunne vi høre at politiet frarådede at man kørte ud, men vi havde ikke så meget valg i vores situation. Da vi nåede til Nærum var vi meget tæt på hjem, men desværre stødte vi der på en kæmpe vandpyt vi ikke kunne køre igennem, så vi var lige nødt til at køre en omvej over Gl. Holte.

Det tog os omkring 45 minutter at komme hjem, ca. det dobbelte af normalt. Men hjem kom vi, og så ventede det næste spørgsmål: var vores kælder mon oversvømmet? Det var med betydelig lettelse at vi kunne konstatere at det var den ikke. Kl. 22 havde vi vasket det blandede regn- og kloakvand af os og var kommet i noget tørt tøj. Roen faldt på, og adrenalinen forlod kroppen. Nu kunne vi mærke trætheden og sulten – vi havde jo ikke fået anden aftensmad end den lille forret på restauranten. Det blev til lidt koldskål, brød med pålæg og nogle chips. Og så på hovedet i seng med nogle hoveder fulde af undtagelsestilstand og nødberedskab.

Med en frisk bemærkning kan man sige, at så kan vi lære at blive hjemme i vores forstadsidyl som vi plejer lørdag aften, og ikke at gå ud at spise og sådan noget pjat. Der skete jo ikke noget med os – vi fik os en lidt speciel oplevelse og beskidte tæer, det overlever vi nok. Men jeg tænker på den restaurant-ejer vi forlod, som står med et forretningslokale der var helt oversvømmet. Hvornår mon hun igen kan åbne butikken, og hvad mon det koster hende i hårdt arbejde og finansielt at det her er sket? Og sådan er der jo nok masser af små butikker der står i en dum situation. Jeg tænker også meget på de mennesker som rent privat står vandfyldte kældre med store ødelæggelser til følge. Det er jo alvorligt nok, især når man tænker på fremtidsperspektiverne.

Lignende indlæg:

Kursus i linser og bønner

Igår var jeg på sæsonens sidste FOF-kursus. Det foregik på Kildevældsskolen på Østerbro og handlede om madlavning med linser, bønner og kikærter.

Jeg havde tilmeldt mig kurset fordi jeg gerne vil vide mere om disse produkter. Hjemme hos mig har vi opdaget, at vi trives godt med at det ikke er alle måtider der indeholder kød. Ikke fordi vi synes det er synd for dyrene, men fordi det giver en god variation og nogle andre smagsoplevelser. Det er kommet af sig selv, at et middagsmåltid betår af f.eks. pasta med hjemmelavet pesto eller tomatsovs, broccoli og så måske nogle hvidløgsbrød til. Vi vælger det fordi vi kan lide det. Senere er vi blevet bevidste om, at det også er godt for miljø og bæredygtighed at man spiser mindre kød, og derfor er vi begyndt at tænke mere på at spise på denne måde. Deraf er opstået en ønske om at udvide mulighederne for kødfri måltider, og kurset her bød på en god mulighed for at få noget inspiration og viden.

Kurset foregik i skolekøkkenet på ovenstående skole. Der var fuldt hold med 16 deltagere, faktisk mødte der 17 personer op. Underviseren Irene Larsen har en baggrund som kok og har senere arbejdet med ernæring og sundhed, massage, healing og meget mere. Hun indledte med at forklare kort om linser, bønne og kikærters muligheder som protein-kilder for vegetarer, og hun lagde også vægt på bæredygtighed ved at få protein fra andet end kød.

Vi havde placeret os i de 4 køkkener efterhånden som vi var ankommet, og dette udgjorde de grupper vi arbejdede i. Efter den korte introduktion fik vi uddelt nogle ark med en række opskrifter. Irene havde været forbi aftenen før og sat diverse bønner til udblødning, og derudover havde hun en masse råvarer med der understøttede opskrifterne. Der var supper, gryderetter med og uden kød, postejer og salater. Vi skulle så vælge os et par forskellige retter vi ville prøve at lave i grupperne.

I min gruppe valgte vi i første omgang en lammegryde, en suppe og humus, og da vi senere fandt ud af at vi havde tid til mere, lavede vi også en linsepostej, bønnemos og en bønnesalat. Ialt arbejdede vi i 4 timer, hvorefter vi samlede alle kreationerne og satte os til bords for at smage. Det var sjovt at prøve alle de forskellige retter, men man blev også hurtigt mæt af det fiber- og proteinholdige kost, så det kunne ikke lade sig gøre at smage det hele.

Med mig hjem har jeg en række opskrifter, nogle smagsoplevelser og lidt erfaring med at tilberede denne type mad. Og iøvrigt nogle smagsprøver fra det vi fremstillede. Kurset gav et godt indblik i denne verden, og vores underviser var både sød og dygtig. Med mig hjem havde jeg desværre også en hovedpine, for det er anstrengende at arbejde sammen med fremmede mennesker i  ukendte omgivelser om at lave mad man ikke har prøvet før. Ialt 5½ time i et køkken hvor man står og arbejder det meste af tiden er også fysisk hårdt, så jeg havde brug for en tur på sofaen da jeg kom hjem.

Nu skal jeg igang med at tænke over hvordan linser, bønner og kikærter kan integreres bedre i vores daglige madlavning. Indtil nu har vores repertoire omfattet at hælde en dåse kidneybønner i chili con carne, en enkelt bønnesalat og at lave en gang falafel – lækkert, men der er jo mange flere muligheder.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg:

Nyheder om minoriteter

I den forgangne weekend har der været 2 historier i TV-Avisen om minoriteter som jeg tilhører, og som er i vækst. Det er en lidt blandet fornøjelse at se og høre sig selv som samfundsgruppe omtalt af eksperter og journalister.

Frivillig barnløshed

Lørdag bragte TV-avisen nyheden om at antallet af kvinder, der i en alder af 35 år ikke har fået børn endnu, er stigende. Det siger dels noget om at kvinder får børn senere, men også at flere og flere slet ikke får børn. Hvordan fordelingen mellem ufrivilligt og frivilligt barnløse er ved man ikke, men fremtidsforskere og andre eksperter mener at der er en tendens til at flere og flere vælger børn fra.

Det er mærkeligt at sidde og tilhøre den gruppe der tales om, og høre eksperter gætte på hvad grunden er til at jeg ikke vil have børn. For mit eget vedkommende er der ikke anden årsag end at jeg ikke har lyst. Jeg er ikke hverken egoist, karrierefixeret eller materialistisk. Ønsket er simpelthen bare ikke opstået hos mig.

Jeg kan se at mennesker omkring mig, der ønsker sig børn, får dem uanset om økonomi, fysiske rammer og karriere passer til det. Det får mig til at tvivle på at nogen mennesker undertrykker en ægte lyst til at få børn af sådan nogle rationelle grunde. Måske et stykke tid – men ikke så længe at man ender med slet ikke at få børn. Faktisk kunne jeg godt få den tanke, at hvis man har udskudt at få børn til man er langt over 35 år, så har man måske ikke rigtig lyst til at få børn? Hvis man slet ikke får børn af sådan nogen grunde, så var det måske heller ikke noget man brændte for alligevel?

El-cykler

Søndag var der så en historie i en helt anden boldgade, som også har været i radioen i ugens løb: salget af el-cykler er steget meget i år. Det overrasker mig ikke. Som el-cykelejer igennem mere end 4 år har jeg skrevet et par blog-indlæg om emnet, og jeg har på min besøgsstatistik siden det tidlige forår set en kraftig forøget trafik på min blog på baggrund af google-søgninger på ordet ‘el-cykel’ og variationer heraf. Især indlægget Sandheden om el-cykler har mange besøgende hver dag.

Igen var det spøjst at høre sig selv omtalt som samfundsgruppe. De elcykel-forhandlere, som har plantet historien i medierne, siger at det hovedsagelig er ældre mennesker der køber el-cykler. Det er ikke mit indtryk og det har da heller ikke været meldingen tidligere. Jeg hører om el-cyklister gennem kommentarer på min blog og på el-cykelforum, og her er der mange som mig; almindelige voksne der er erhvervsaktive og skal have en hverdag til at fungere.

Det ærgrer mig at man udråber el-cykler til at være noget for ældre mennesker, når nu de endelig kommer i TV-Avisen. For der er så mange andre fordele ved el-cykler, end at de kan hjælpe når man mangler kræfter. I bund og grund mener jeg at en el-cykel kan erstatte en bil nr. 2 for mange, og det synes jeg er en vigtig pointe både sundhedsmæssigt og miljømæssigt.

Lignende indlæg:

Noget om bæredygtighed

Jeg tænker meget på bæredygtighed og vil gerne gøre noget for miljø og dyrevelfærd. Jeg har over tiden fundet masser af områder, hvor jeg har kunnet se på mit forbrug og min miljøbelastning og vurderet at jeg kan gøre det lidt mere hensynsfuldt. Der er efterhånden mange ting jeg gør i min hverdag som handler om den slags hensyn. Jeg vil ikke være hellig og fordømmende, men jeg synes bare at fråds og tankeløshed er unødvendigt.

Samtidig er jeg bevidst om, at mit lille bidrag nok er en dråbe i havet. Af samme grund er der en grænse for hvilken komfort jeg vil gå på kompromis med. Jeg vil ikke sælge min vaskemaskine, og har f.eks. mit primære fjernsyn og stereoanlæg på standby, fordi jeg synes det er for besværligt at jeg ikke hurtigt kan tænde og slukke. Men jeg har trukket stikket på wii’en ud af dåsen, da vi har målt at den bruger helt vildt meget strøm i standby. At skulle sætte stikket i når vi skal bruge den er en besværlighed som vi kan leve med, den bliver ikke brugt lige så ofte som fjernsynet.

Nu har jeg lavet en side på min blog, hvor jeg oplister de ting vi i min husstand gør for at tage hensyn til miljø, dyrevelfærd og ressourcer. Jeg bringer listen i et håb om at kunne inspirere andre. Og for at holde mig selv op på det. Og fordi jeg er lidt stolt af nogle af tingene. Forhåbentlig kommer der flere ting på listen.

Lignende indlæg:

Sandheden om el-cykler

Jeg har nu indsamlet så mange erfaringer, at jeg er i stand til at skrive et generelt indlæg om fordelene og ulemperne ved el-cykler. Jeg står nemlig ved afslutningen af en livscyklus på en el-cykel.

I maj 2006 købte jeg en Promovec ‘Sprint’ el-cykel for 11.000 kr. Formålet var at gøre mig i stand til at cykle til og fra arbejde, som på det tidspunkt lå 12,5 km. fra mit hjem. Min cost-benefit analyse dengang gik på, at jeg ville kunne slippe for at bruge ca. 700 kr. om måneden på abonnementskort til offentlig transport, og med el-cyklen skulle bruge et antal ører på strøm pr. opladning, og om ca. 3 år ville skulle anskaffe mig et nyt batteri til kr. 3.000, da det til den tid ville være udtjent.

Det gik fint, jeg cyklede derudaf og sparede de 700 kr. hver måned. Jeg sparede også abonnementet til motions-centret, og når jeg kom hjem fra arbejde havde jeg overstået dagens motion og kunne bruge min aften som jeg ville. Tidsmæssigt var jeg endda 5 minutter hurtigere på arbejde end med bussen.

Da vinteren kom blev der lidt problemer, men efter et par besøg hos min forhandler i Albertslund blev elektronikken bedre forseglet og jeg cyklede videre.  Som forventet var batteriet slidt op efter 3 år – så kunne det næsten ikke trække cyklen mere og kun køre få km før det opgav helt. I mellemtiden var der kommet ny teknologi indenfor batterier, det var meget lettere, men da jeg også måtte have en ny oplader kostede det  4.000 kr. i stedet for de forventede 3.000 kr.

Det er nu et år siden at jeg fik nyt batteri, og det burde kunne holde mindst 2 år endnu. Idag står jeg desværre bare med en el-cykel der kræver reparation, da motoren begyndte at lave nogle grimme lyde – noget der lyder som om søm og skruer rumsterer rundt inde i motoren. Forhandleren siger at tandhjulene (planet-gear) er ødelagte. Reparation koster 2.800 kr. for nye tandhjul eller 4.000 for en helt ny motor, og så kan han ikke garantere at der ikke kommer flere reparationer snart, da hans erfaring med denne model ikke er så god. Vi er altså ude i noget hvor det næsten ikke kan betale sig at reparere el-cyklen. Når forhandleren så samtidig giver mig et godt tilbud på anskaffelse af en ny cykel, kan jeg godt se at det er ved at være slut med min lille ‘bil’.

Det kommer ærlig talt bag på mig at cyklen er slidt op efter 4 år. Den er lige til at smide til storskrald -forhandleren ville ikke engang samle motoren igen uden at jeg udtrykkeligt bad om det. Som nævnt ovenfor var det ikke en del af min beregning, at cyklen havde så begrænset levetid. En cost-benefit-analyse skal altså indeholde en afskrivning af selve cyklen over ca. 4 år. Den investering jeg har gjort på ialt 15.000 kr. gør at det gennemsnitligt har kostet mig over 300 kr. om måneden at bruge en el-cykel som transportmiddel – udover elforbrug og løbende vedligeholdelse.

Jeg har nok begået den dumhed at sammenligne en el-cykel med en almindelig cykel. Det kommer man nemt til når man køber den hos en cykelhandler. Min almindelige cykel har jeg stadig – den købte jeg i 1992 og med udskiftning af kæde, dæk, lås og styrbånd over årene har den det fint idag, og jeg regner med at kunne køre mange år endnu på den. Der er da heller ikke nogen forhandlere, producenter eller anmeldere der nævner, at man må forvente væsentligt kortere levetid på en el-cykel end på en almindelig cykel.

Når man læser artikler om og tests af el-cykler, handler det altid om specs og hvordan den nye cykel virker, og nogen skriver sågar at den type el-motorer man bruger i el-cykler ikke bliver slidt. Det er næsten altid positive anmeldelser man får ud af det, for når man sætter sig op på en el-cykel for første gang så er det en rigtig sjov oplevelse. Samtlige som har prøvet min el-cykel er spontant begyndt at grine. Men før man går ud og bruger en masse penge på en el-cykel skal man vide at den ikke bliver ved med kun at være sjov og spas – det passer simpelthen ikke, at motorerne ikke bliver slidt.

Måske skal man se en el-cykel som et stykke forbrugerelektronik på linie med PC’er og husholdningsmaskiner, nærmere end som en almindelig cykel med den forventning man kan have om levetid, når man passer godt på den. Men der findes da også forbrugerelektronik i prislejet +10.000 kr. som ikke skal smides ud efter 4 år?

Priserne på el-cykler har desværre ikke haft den samme nedadgående udvikling som man ser på forbruger-elektronik. En tilsvarende el-cykel koster idag nogle tusinde mere end det jeg gav for 4 år siden. Og de penge må jeg bare se at finde, for jeg er nødt til at have en ny el-cykel.

Jeg er blevet afhængig af den frihed jeg har med sådan en. Jeg får god skånsom motion, og det tiltaler mig stadig at opnå den effektivitet der ligger i at bruge sin transporttid til at få motion. Selvom jeg har skiftet job siden 2006 og nu kun cykler noget af vejen til arbejde, har jeg en fantastisk frihed; her er jeg helt uafhængig af både bilkøer, forsinkede tog og strejkende buschauffører. Med et par kurve på er el-cyklen også genial til indkøb. Jeg mener stadig, at el-cykler kan eliminere behovet for bil nr. 2 for mange familier.

Jeg synes altså stadig at el-cykel-konceptet er godt. Og nu ved jeg lidt mere om, hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal købe en ny:

  • batteri: rækkevidde, levetid og pris for udskiftning
  • motor: kraft, levetid, garantiperiode, pris for udskiftning og reparation
  • kan den holde til dansk vintervejr med salt på vejene og frostgrader
  • forhandlerens erfaring med produkterne og reparation af disse
  • forventet levetid på hele cyklen

Flere el-cykel-erfaringer: se siden med mine blogindlæg om el-cykel samlet her



Lignende indlæg:

Hvad nu hvis….

I øjeblikket står flyene stille i Københavns Lufthavn. Tidspunktet for, hvornår flyvninger kan genoptages, udskydes til kl 12, kl 18, kl 2 i nat….. En masse mennesker er strandet i lufthavne eller har udsigt til ikke at kunne komme afsted på planlagte rejser.

Jeg arbejder i IT-afdelingen i et luftfartsselskab og følger derfor med på nærmeste hold. Vores forretning står stille, og det er bestemt ikke godt. Det er naturligt at tænke på hvor længe det mon varer. Meldingerne fra meteorologer er meget vage, og der er i virkeligheden ikke nogen der for alvor afviser, at det her kan fortsætte i lang tid. Og så begynder det at ligne noget der ændrer samfundet ret meget.

Hvad nu hvis det ikke stopper i løbet af et par dage? Hvad hvis Katla går i udbrud og disse problemer fortsætter i årevis? Hvad sker der egentlig?

Hvis mit firma ikke kan flyve med sine fly, så forsvinder grundlaget for forretningen. Så ryger grundlaget for mit job. Københavns Lufthavn er en arbejdsplads med 22.000 medarbejdere. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange mennesker der er beskæftiget med luftfart i Nordeuropa. Hvad betyder det for samfundet hvis så mange mennesker pludselig bliver ledige på en gang?

Dertil kommer hvad der sker med naturen. På Island vil det være en helt direkte påvirkning. Så kan menneskerne på Island måske komme ned og bo hos os. Men det vil måske også betyde syreregn, askenedfald og fluorforgiftninger der vil ødelægge natur og give problemer for dyr og mennesker andre steder på kloden.

På en måde er det meget sejt at naturen løfter sin pegefinger og siger ‘Hov hov – det er i sidste ende mig der bestemmer’. Man kunne tage det som en magtdemonstration fra naturens side. En lærestreg for alt det vi har gjort ved naturen? Måske ender vi med at forstå at vi ikke er nødt til at flyve rundt på hele kloden for at blive lykkelige mennesker, og finder andre måder at holde ferie og drive forretning på.

Lignende indlæg:

Vandbesparelse

Jeg har lige modtaget afregning af vandforbrug fra kommunens forsyningsselskab. Her fremgår det at vi i det forgangne ‘vand-år’ har brugt 17% mindre vand end årene før. Jeg tror godt jeg ved hvorfor.

Her i huset tænker vi meget på at spare på ressourcerne, både af hensyn til miljøet og af hensyn til pengepungen. Både når det gælder gas, el og vand laver vi hele tiden tiltag der skal gøre det mere effektivt. Det har betydet et kontinuert årligt fald i el-forbrug på mellem 5% og 17% de sidste 4 år.

Lige da det nys afsluttede ‘vand-år’ startede fik jeg bogen ‘Feldthaus Skruer Ned’. Her går Christine hele vejen og lægger hele sit liv om i miljøets interesse. Vi taler alt fra elsparepærer til begrænsning af ferierejser og varmefotografi af huset. Hun var nok også lidt bagud – det med elsparepærer og A-køleskab har jeg i hvert fald været med på i over 10 år. Men der var mange andre ting hun gjorde som vi lod os inspirere af, herindblandt at slukke for vandet i bruseren når der vaskes hår. Det har jeg gjort lige siden, og sammen med en sparebruser og reparation af et løbende toilet tror jeg at det har været bidragende til det flotte fald i vandforbrug.

Det er også kun udmærket at sætte forbruget noget ned, for prisen på vand er eksploderet her i kommunen. Fra 2007 til 2009 er prisen pr. kubikmeter steget med 93%. Så selvom jeg stolt skriver blogindlæg om en reduktion på 17% i vandforbruget, så forslår det som en skrædder i helvede – vi kommer til at betale væsentligt mere for vand de kommende år uanset det lavere forbrug.

Lignende indlæg:

Klima-kontrast

København er på den anden ende pga. klimatopmødet. Alting summer af klimatanker. Jeg har lige set dagens TV-Avisen, hvor der var rapporter fra den helt store demonstation i København. Anslået 100.000 demonstranter fra ind- og udland har været igang hele dagen. I næste uge kommer en masse statsleder, her iblandt den amerikanske præsident Barack Obama, for at lave en aftale om tiltag der kan bremse klimaforandringerne.

Samtidig sidder jeg og chatter med min bror, som bor i Californien. Han sidder i sin Hummer og venter på at komme igang med Tustin Hummer Toys for tots event, hvor 70 Hummer’e skal køre igennem 2 byer med legetøj til hjemløse og fattige familier som ikke har råd til julegaver.

Kontrasten er stor. Hvor vi i Danmark vasker tøj ved temperaturer der ikke er høje nok til at slå smitstoffer ihjel og har tænd/sluk-ure på vores 9 watts LED-julebelysning så det kun lyser i få timer i døgnet, ser man det i Californien som helt naturligt at et velgørenheds-arrangement kan gennemføres ved at 70 af de mest forurenende biler i verden bringer legetøj frem til børn.

Lignende indlæg: