Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980′erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990′erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ’Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990′erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere. 

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990′erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980′erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990′erne var i mine 20′ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000′erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010′erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Tags : Drømme, Migselv, Parforhold, Tilbageblik

Igår havde jeg fødselsdag, jeg blev 38 år gammel. Det var sørme dejligt, nu har jeg gået et helt år og hadet tallet som var min alder: 37. Jeg har et eller andet med tal, hvordan de passer sammen, noget med tværsum og hele og ulige tal – og også fordi de har farver i mit hovede. Og her er 38 altså et  pænere tal end 37 for mig.

Det var ellers en fantastisk dejlig fødselsdag.

Indtil igår har vejret i november været ganske forfærdeligt med ganske få solskinstimer og eller bare gråvejr, regn og blæst. Det er jo meget normalt for november, og jeg kan med ingen realisme forvente decideret godt vejr på min fødselsdag når dagen nu engang ligger i slutningen af november. Men igår lykkedes det faktisk så godt som det nok er muligt! Det var solskin fra solen stod op til solen gik ned – i hvert fald der hvor jeg var (Dragør, på arbejde). Det var lunt – omkring 13 grader, ikke for meget vind og ingen regn. Det føltes som en stor gave at have så fint vejr på sin fødselsdag, som om det var MIT solskinsvejr

Efter at have nydt en smuk solopgang på vejen til arbejde, blev jeg mødt af flag på bordet, blomster - og endda en fødselsdagssang til fredagsmorgenmaden på arbejde. I løbet af dagen indløb der en masse hilsner på SMS og Facebook, og da jeg kom hjem stod der på trappestenen dels en buket blomster fra min bror  i Californien og dels sad den sødeste bamse af mos og vinkede til mig – det var min søde svigermor som havde lavet den til mig! Indendøre ventede min mand med tændte stearinlys i den flag-pyntede stue og en dejlig gave: weekend-taske til når vi skal i sommerhus.

Om aftenen havde jeg inviteret min mand og min gode veninde til middag på Haiku Sushi. Vi bestilte Omakase/Chefs Choise og fik 2 store fade med blandet sushi, alle meget avancerede ruller med toppings og specielle saucer osv. Vi spiste og snakkede i et par timer, og vendte derefter næserne hjemad igen. Jeg elsker bare Københavns indre by, synes simpelthen det er så skønt med de gamle bygninger og stemningen. Jeg bliver igen og igen positivt overrasket over hvor nemt det er for os at smutte derind i bilen, og hurtigt hjemme igen – vi kunne lige nå at se hvem der vandt Vild med Dans og derefter nyde Casper Christensens live-shows på TV.

En fredag aften er for en på 38 år, som står op kl 5:40 og bruger 50 timer om ugen på job & transporttid, ikke en aften der varer til midnat – ved 23-tiden var jeg for længst faldet i søvn på sofaen, og kort efter lå jeg i min seng på vej til drømmeland – glad og lykkelig ovenpå en fantastisk dag.

Tags : Alder, Efterår, Livsglæde, Migselv, Sushi, TV, Vejr, Venner

I onsdags var der 2 dage til lønningsdag og penge tilbage på kontoen. Jeg valgte at forkæle migselv med sushi for ca. halvdelen af beløbet. Resten brugte jeg på en gave til min fætter som tak for at han endnu engang havde betroet mig at passe hans fantastiske hund, og som et tillykke med hans nye hus. Og så købte jeg også lige 2 bøger til min mand.

Det er ikke første gang i denne måned at jeg køber gaver til min mand. Det gik op for mig, at jeg faktisk køber gaver til ham og andre ret tit - også uden at der er en anledning. Jeg kan bare godt lide at give gaver?

Et minde fra barndommen popper op:

Lille Trine: “Far, er det ikke rigtigt, at hvis man godt kan lide at give gaver, så er man ikke egoistisk?”
Far: “Hm, det ved jeg ikke – det kan man måske godt sige. Men at give gaver kan også være egoistisk på en måde”

Jeg kommer til at tænke på om det helt sundt at jeg har den trang. Umiddelbart vil de fleste nok synes det er et positivt karaktertræk at være gavmild. Men kunne det tænkes at jeg mest gør det for min egen skyld, for at få anerkendelse for ikke at være egoistisk?

Jeg kommer til at tænke på Elvis Presley, som jeg læste og så en del om for nogle år siden. Elvis elskede også at give gaver. Han nåede at forære over 100 biler væk, og han købte også huse til flere i sin omgangskreds. De efterlevende har beskrevet hvordan han elskede at se folks oprigtige overraskelse og glæde ved at få en uventet gave. Det blev næsten en afhængighed for ham, og da han døde var der næsten ingen penge tilbage, på trods at han havde haft million-indtægter – han havde brugt og foræret det hele væk.

Jeg må afgjort indrømme at jeg har stor glæde ved at købe ting til folk jeg holder af. Følelsen ligner meget den jeg får ved shopping generelt. Jeg elsker følelsen af at finde en ting som passer rigtig godt til en bestemt person, og jeg kan også godt lide selve det at give gaven. Er jeg mon ligefrem afhængig af denne følelse?

Indtil videre har mit gave-giveri ikke ruineret mig – så det er ikke noget der er truende for min økonomi. Men jeg skal nok huske at tænke over det nogen gange. Jeg kan jo også risikere at bringe gavemodtagerne i forlegenhed og måske give dem en følelse af at stå i taknemmelighedsgæld. Og så er man jo pludselig ikke så flink mere.

Tags : Migselv, Penge, Psykologi, Shopping

Igår var jeg sammen med min gode veninde, vi spiste sushi og snakkede som så mange gange før. Det var rigtig hyggeligt. Idag er jeg dog kommet til at tænke på, at jeg vist har brugt det meste af tiden vi var sammen på at brokke mig? I hvert fald handlede det meste af det som kom ud af min mund om de ting som IKKE fungerer optimalt i mit liv. Oplevelser fra arbejds- og fritidslivet blev luftet, og de indeholdt næsten alle noget jeg var utilfreds med.

Det irriterer mig at tænke tilbage på sådan en hyggelig aften og så alligevel konstatere at jeg ikke har sagt ret mange positive og glade ting. For jeg er i grunden rigtig glad for det meste – ja faktisk vil jeg betegne migselv som lykkelig. Og godt humør og glæde smitter jo, det ville vel være en god ting at udbrede glæde til sine venner.

Hvorfor brokker jeg mig til min veninde, selvom jeg er glad for mit liv? Hun må jo få et indtryk at jeg ikke er særlig glad, og det er jo helt forkert!

Jeg er kommet til at tænke på at det måske er fordi det virker lettere at brokke sig, end at fortælle om dejlige oplevelser. Det er nemmere at skildre en situation hvor man bliver behandlet dårligt og så blive enige om at det er for dårligt.

Men hvis jeg hele tiden fortæller hvor glad jeg er for min mand, eller hvor spændende jeg synes det er at tænke på at vi måske køber et sommerhus, så føler jeg pludselig at jeg overskrider nogle grænser. Som om jeg blærer mig med min lykke? Jeg føler nok det er lidt tabu.

Mon det er derfor at vi har sådan en brokke-kultur i Danmark? Man føler at man lettere kan blive enige om det man er utilfreds med, og det at have en fælles ‘fjende’ giver et fællesskab. Og måske er vi bange for at gøre hinanden kede af det ved at snakke om de ting som gør os lykkelige? I så fald bunder det jo faktisk i et ønske om tage hensyn til hinanden, og så har man jo gode hensigter. Men man spreder jo ikke glæder til hinanden på den måde.

Tags : Begejstring, Frustration, Migselv, Psykologi, Sushi, Venner

Vi bliver jo ikke yngre. Et helt konkret tegn for mig på at jeg nærmer mig de 40 år, er de grå hår der er begyndt at melde deres ankomst i min hovedbund. Stive, grove hvide/grå hår, der står i skarp kontrast til mit ellers kastanje-brune hår.

Jeg ved godt at vi piger er mest kendt for konstant at kritisere vores udseende, men der er faktisk et par ting ved mit udseende som jeg GODT kan lide. Min hårfarve er en af dem. Jeg synes den brune farve, der får et rødt skær i lys, er ret flot. Derfor er det på en måde en sorg på sigt at skulle sige farvel til den.

Spørgsmålet melder sig nok for mange i denne alder – skal man få gjort noget ved disse aldringstegn? Som Annette f.eks. beskriver konfrontationen med forslag om botox for at fjerne rynken i panden, eller mænd der får lavet hårtransplantationer. I mit tilfælde kunne man begynde at få farvet håret.

Aldringstegn er naturlige og siger noget om erfaring og pondus. Jeg kan godt mærke at de truer min forfængelighed. Men jeg har ikke lyst til at bruge en masse tid og penge på at få hældt kemikalier i hovedet til skade for både mig, frisøren og miljøet. Og så tror jeg at de grå hår kan hjælpe mig med at opnå mere gennemslagskraft og respekt for mine kompetencer. Når jeg tænker over det, så glæder jeg mig egentlig til at blive ældre!

Tags : Alder, Migselv, Stolthed, Tanker

Så rykkede jeg ind i et nyrenoveret kontor på arbejde. Storkontor. Igen.

Storkontorer kan være rigtig gode for medarbejdergrupper, der har løbende personlig kontakt med hinanden og har brug for at koordinere de opgaver der varetages i løbet af dagen. F.eks kan man ikke forestille sig at medarbejderne i en helpdesk sidder i individuelle kontorer. Her er et storkontor et tilvalg man gør for at dækker et behov.

Hvis der derimod ikke er et arbejdsmæssigt behov for at sidde i storkontor, er det min helt klare erfaring at man formindsker medarbejdernes effektivitet drastisk. Støj, trafik og en øget falden i snak tager tid væk fra arbejdet, og de gentagne brud på koncentration mindsker effektiviteten yderligere.

Min funktion hører til i sidste kategori. Min primære opgave er at skrive og tilrettelægge forskellige typer dokumentation, og jeg har ikke nogen arbejdsmæssig nytte af at sidde sammen med de andre grupper i afdelingen. De kolleger jeg har mest brug for at have kontakt med er afdelingens mellemledere og leder, men de kommer alle til at sidde i individuelle kontorer, så dér er ikke nogen synergieffekt for mig at hente.

På arbejdspladser hvor det er ens for alle at man sidder i storkontor må man bare affinde sig med det. Men på min arbejdsplads er der nogen der sidder i enmandskontorer og nogen der sidder i storkontor, og så må jeg indrømme at jeg ærgrer mig over at det ikke er faldet i mit lod at komme til at sidde alene. Jeg føler at jeg kunne arbejde mere effektivt på den måde. Men jeg er ikke blevet inddraget i beslutningen og jeg må bare konstatere at min ledelse ser anderledes på den sag. Øv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores teambuilding-aktiviteter i efteråret, hvor vi arbejdede med bevidstheden om vores forskellige personligheder. Især MBTI-profilens fokus på om man er introvert eller extrovert kunne man have brugt direkte, da man tog stilling til hvordan kontorlandskabet skulle fordeles – hvis man ellers havde ønsket at fokusere på effektivitet og jobtilfredshed. I stedet har man i min afdeling valgt at sætte samtlige introverte medarbejdere i storkontorer. Ironisk nok er de få, der får enkeltmandskontor, allesammen extroverte personligheder. Denne gruppe er ved et pudsigt sammentræf beslutningstagerne selv; cheferne

Tags : Frustration, Migselv, Psykologi, Undren, Ærgrelse

Den weekend vi lige har forladt, weekenden hvor vi overgår til sommertid, har altid givet mig en skuffet fornemmelse, fordi søndagen er 1 time kortere – mandag morgen kommer lige en tand hurtigere. Derfor jeg har jeg i år genoptaget en vane jeg havde da jeg var single: at tage fri mandagen efter sommertids-weekenden.

Jeg har altså holdt fri idag – en helt almindelig mandag hvor alle andre, også min mand, er på arbejde. Det kan godt anbefales.

Hvad brugte jeg så dagen til? Det var en blanding af lidt af hvert. Jeg er ikke morgenmenneske, så jeg tog mig en langsom morgen, stod op kl 8 og sad 2 timer over morgenavisen med Ole Jacobsen i radioen. Derefter et bad og i tøjet og så igang med at få indhentet hængepartier fra sidste uge – der skulle lægges vasketøj sammen og på plads og så noget generel oprydning efter at vi i weekenden har hængt reoler op i stuen.

Efter frokost tog jeg min el-cykel og kørte til Lyngby, hvor jeg fik shoppet lidt: et par hjemmesko til migselv, nogle DVD-film og et par småting fra byggemarkedet. Jeg nød det milde forårsvejr og kørte over Ørholm hjem, så kom jeg op på 10 km og fik ordnet dagens motion. Hjemme igen satte jeg mig med PC’en i skødet og kort efter kom min mand hjem fra arbejde.

Sådan en fridag er virkelig skøn. Jeg holder virkelig meget af hverdagen, især når man ikke skal på arbejde. Nogen gange kunne jeg godt tænke mig at være hjemmegående. Det kan jo ikke lade sig gøre rent økonomisk, og jeg vil nok også kede mig i længden, men sådan en fridag her smager af mere.

Tags : El-cykel, Livsglæde, Migselv, Vejr

Jeg er sådan en der elsker farver. Da jeg var barn blev jeg interview’et af skolens sundhedsplejerske om hvad jeg ville være når jeg blev stor, og svaret var “sekretær eller noget med farver”. Jeg tror ikke det var så velovervejet, men det er sjovt at tænke tilbage på, for det kom faktisk til at passe.

Det med at være sekretær blev jeg godt nok hurtigt træt af. Jeg tog en kontoruddannelse, men efter ca. 3½ år som sekretær havde jeg fået nok. Jeg synes jeg kunne mere end at gøre de ting som andre ikke gad at gøre, og jeg skiftede derfor karriere.

Men det med farverne spøger stadig. Jeg har ikke gjort det til en levevej, men det er en trang der ligger bagved. Jeg tager migselv i at gøre meget ud af at skifte tema på min PC og på mobiltelefonen. I julen kan jeg mærke at jeg har MEGET nemt ved at tage mig sammen til at få lavet adventskrans, og jeg gør meget ud af at pakke julegaverne pænt ind. Jeg har ikke tænkt så bevidst over det, men det er en fantastisk følelse når jeg føler mig inspireret og jeg kan mærke at det stimulerer mig kreativt.

Det er faktisk lidt af en aha-oplevelse, men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal adressere det yderligere. Det er jo ikke jul hele året, og jeg har ikke umiddelbart lyst til at begynde at male eller sådan noget. Indtil videre er jeg begyndt med jævne mellemrum at skifte tema på vores spisebord Jeg skifter dækkeservietter, papirservietter og lys i vindueskarmen ved siden af så det matcher – og jeg elsker det.

Tags : Begejstring, Migselv, Sanser

Så gik det gamle år, og vi kan se frem imod et frisk nyt år, blankt som et kanvas. Det giver mig lyst til at gøre status over året 2008.

Vielse

Året startede ud hemmelighedsfuldt og fyldt med spænding og glæde. I december måned havde Mads nemlig rakt sin hånd henover spisebordet til mig og spurgt om vi ikke skulle gifte os i det nye år, og det synes jeg jo var en god idé. Vi var enige om at det skulle være hemmeligt, og først efter nytår ville vi begynde at tænke på hvordan og hvorledes.  Januar blev derfor måneden hvor vi bestilte vielsesringe, udfyldte papirer hos kommunen og bestilte kroophold. Det var hyggeligt at gå og glæde os sammen i hemmelighed, og de første måneder af 2008 blev derfor lidt sjovere end normalt. Vielsen fandt sted i februar, og jeg har siden været Fru Appelby.

Succes i drivhuset

En af de ting jeg glæder mig meget over i forår og sommer er haven og drivhuset. Vi havde god succes i vores drivhus i 2008. Vi besluttede at forspire chilfrø ved at sætte minidrivhusene på varmeapparatet, hvilket gav en meget hurtigere spiring. Om det også var årsagen til spirerne udviklede sig til store og sunde chiliplanter der gav virkelig stort udbytte ved jeg ikke, men vi har i hvert fald fryseren fyldt med chili nu. Igen i år lykkedes det også at slippe fuldstændig for bladlus, som ellers iflg. alle fagbøger er helt uungåeligt når man dyrker chili og peberfrugt. Måske det skyldes at vi dyrke tagetes lige ved siden af chiliplanterne? Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre det igen til næste sæson.

Vuf

En anden stor glæde i sommeren 2008 var at Mads og jeg fik lov til at passe min fætters hund. Hun er en fantastisk hund s0m både er sød og kærlig men også velopdragen, hvilket gjorde det til en nem og dejlig oplevelse at have hende boende i en uges tid. Det gav også næring til vores ønske om selv at blive hundeejere på et tidspunkt.

Arbejdslivet

På jobfronten har der været en del turbulens. Det startede i forsommeren, hvor min makker i kvalitetsfunktionen pludselig blev fyret efter 10 års ansættelse. Årsagen var lidt uklar, de grunde vi fik at vide holdt ikke helt når man tænkte efter. Det var et chok for mig, og det gav en rigtig dårlig stemning i afdelingen. Jeg tolker det dels som utryghed i forhold til ‘hvem bliver den næste?’ og dels stor utilfredshed med at det lige skulle være ham som vidste så meget og havde så stor forretningsviden. Da chefen så senere på året selv valgte at stoppe blev jeg endnu mere forvirret. Jeg følte mig som en skakbrik i et spil skak, hvor jeg ikke kendte reglerne. Vi har nu en HR-chef som konstitueret IT-chef, og jeg ser frem til at få lidt mere styr på jobsituationen i 2009.

Midt i alt dette rundede jeg 1 års-dagen for min ansættelse, hvilket udløste det store privilegie: personalerejser! Vi skyndte os at prøve det af med en uge på Mallorca i en lækker lejlighed med havudsigt, og om 3 uger tager vi afsted på en 2 uger lang rejse til Gran Canaria. Det er jo ikke gratis rejser, så man skal lige sørge for at have lagt penge til side til alle de ting man gerne vil, men nu hvor jule- og nytårsfriheden lakker mod enden sætter man virkelig pris på denne mulighed.

Surpriseparty

Den helt store familiemæssige begivenhed for mig i 2008 var surpriseparty for min mor, som fyldte 65 i oktober. Det lykkedes at overraske hende totalt med hele hendes familie incl. hendes søn som bor i Californien. Det var dejligt at kunne samle familien og lave en sjov begivenhed for os alle sammen, og det var en bonus at jeg fik lejlighed til at lave noget sammen med min bror, som jeg ellers ikke ser så tit og da slet ikke har oplevelser sammen med.

Økonomi

Alle taler om økonomi her ved årsskiftet, og det har også været et tema her på bloggen. Vi har da også ændret adfærd på nogle områder.

Vi sidder egentlig godt i det. Da vi købte hus for knap 4 år siden købte vi et af de billigste huse vi kunne finde, og vi tog fastforrentet lån. Set med datidens øjne kunne vi sikkert have købt et dyrere hus, da vi havde haft pæne overskud på salg af vores lejligheder. Huset er idag formentlig mindre værd end da vi købte det, men da vi ikke har planer om at flytte, behøver vi ikke at realisere det tab.

Der hvor vi er ramt er på vores indtægter. De sidste mange år har  vores arbejdsgivere ikke givet os en lønudvikling der svarer til prisernes udvikling, hvilket betyder at vi lige så stille udhuler vores økonomi. Årsagerne til den manglende lønfremgang er flere: dels bliver man økonomisk straffet for at skifte job eller afdeling, dels har hverken Mads eller jeg været gode til at forhandle løn og endelig har vi begge været i situationer hvor det har været svært at synliggøre vores indsats. Det kan man jo så tænke over om man kan prøve at arbejde med. Men man kan godt blive bekymret for hvordan det skal gå hvis vores virksomheder, som hidtil har haft rekordresultat på rekortresultat, går ind i nedgangstider.

Alt dette har betydet at vi har ændret vores adfærd på 2 områder. Dels har vi solgt gamle ting i stedet for blot at kassere dem – det har faktisk givet os et pænt beløb som kan betale det meste af vores rejse til januar. Og dels er vi blevet mere sparsommelige med husholdningsbudgettet, vi laver billigere mad og planlægger flere dages mad for at udnytte overskydende madvarer.

Kærligheden

Året sluttede af med en dejlig samhørighed. Som en konsekvens af at min bror kom til Danmark i efteråret, tog mine forældre over til ham for at holde jul i Californien. Det betød at jeg holdt jul sammen med Mads og hans familie. Det har været fantastisk at være så meget sammen med Mads her i jule- og nytårsdagene.

Til marts har vi været sammen i 5 år, og vi bliver bare mere og mere glade for hinanden, og især når vi har fri sammen kan vi mærke styrken af vores forhold. Det er et fantastisk udgangspunkt at gå ind i det nye år med.

Det nye år

Hvis jeg skal se frem på det nye år ser jeg først og fremmest et blankt kanvas. Der er plads til en masse nye oplevelser. Jeg har selvfølgelig nogle håb og drømme, og der er også et par konkrete planer allerede.

Hvis jeg skal starte med planerne så ligger det nu fast at Mads skal køre bjergløbet Transalp i juli. Han tager nok også i træningslejr i Harzen til maj. Det betyder at vi ikke kommer til at have så meget sommerferie sammen, så jeg planlægger at tage en chartertur med min veninde Mette. Foreløbig har vi snakket om at tage til hovedbyen på Mallorca, der er vi nemlig sikre på at der er mindst 1 sushi-restaurant.

I afdelingen for håb for fremtiden må jeg naturligvis i forlængelse af mit afsnit om økonomi ønske mig at det går bedre med pengene. Både Mads og jeg har i det forgangne år bevist en masse i vores jobs, og det burde smitte af på resultatet af lønrunderne i vores virksomheder. Ellers må man jo sætte sin lid til skattelettelser   Der er også en del usikkerhed i vores begges daglige jobsituation, så jeg vil også ønske for os begge at vi får lidt mere stabilitet og forudsigelighed på den front.

Ellers drømmer jeg bare om at fortsætte mit lykkelige liv sammen med mit livs kærlighed her i vores lille rækkehus i Virum.

Jeg vil ønske alle læsere af denne blog et godt nytår – jeg håber at det nye år vil bringe jer det I ønsker!

Tags : Begejstring, Bekymring, Bryllup, Familie, Migselv, Parforhold, Penge, Romantik, Tilbageblik

Forleden hørte jeg udtrykket ‘voksen-point’ for første gang. Det gav med det samme indlysende mening hvad det handlede om. Et familiemedlem fortalte om sin datter, der er gift og har hus, barn, volvo og sommerhus, og kom derefter med bemærkningen at hun har mange voksen-point. Jeg synes det er et sjovt begreb, som har en god selvironi i sig.

Det har fået mig til at tænke på om jeg mon har mange voksen-point? Mine forældre har altid sagt at jeg var meget voksen allerede som barn, og jeg husker også tydeligt hvordan mit primære mål med livet netop var at blive voksen. Jeg fik da også fast ejendom som 21-årig og pensionsopsparing som 25-årig.

Nu sidder jeg så som 37-årig og er gift, skylder 2 millioner i huset, har haft pensionsordning i 12 år, og har været på arbejdsmarkedet i 17 år. Jeg kan finde på at udtale mig om emner som ejendomsskat og boligmarkedet. Det kunne umiddelbart lyde som om det er noget der giver voksen-point? På den anden side har jeg også mange u-voksne træk.

Når jeg google’r ordet voksenpoint er der også nogen der er inde på at det også handler om modenhed. Jeg har ikke været igennem alvorlig sygdom eller andre kriser og jeg har ikke taget andre spring end ud i det før beskrevne voksenliv med fast ejendom og prioritetsgæld. Især den sidste bemærkning hos Fru Jensen berører mig: jeg er IKKE god til at sige fra og sætte grænser.

Jeg tror ikke at jeg er enig i at det er et spørgsmål om voksenhed/modenhed at være social og udadvendt, det er nok nærmere noget med personlighedstyper (som jeg også har været inde på tidligere her på bloggen).

Men jeg synes det er interessant at tænke på personlig udvikling i stedet for alle de ydre symboler, der trods alt nærmest kommer af sig selv. For nogen er det måske et udtryk for personlig udvikling at etablere sig privat og erhvervsmæssigt. Men for sådan en som mig, der bare har gået og ventet på at kunne komme igang med den slags, er der ikke nogen egentlig bedrift i det. Jeg vil gerne have en bedre personlig gennemslagskraft – og jeg tror det er en bedre parameter for voksenhed for mig.

Tags : Alder, Migselv, Tanker