Feriemigræne

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie med min mand. Vi havde booket 3 overnatninger på et lækkert hotel i Nordtyskland, og havde således 2 hele dage til at slappe af og opleve den fine gamle by og nyde hotellets wellness-afdeling. Den ene dag gik med at have migræne.

Det er ikke første gang jeg oplever, at jeg får migræne den første dag på en rejse. For nogle år siden tog vi ret ofte på flyrejser, og da havde jeg næsten hver gang voldsom migræne på den første dag af ferien. Det var kraftigt medvirkende til beslutningen om at købe sommerhus.

Jeg har haft migræne siden jeg blev kærester med Mads, dvs. i ca. 10 år. Jeg har været i behandling hos en neurolog og forsøgt forskellig forebyggende medicin, og heldigvis virker anfaldsmedicin i de fleste tilfælde. For jeg har migræne 2-4 gange om måneden, og det giver mig en hverdag, hvor jeg ikke kan regne med mig selv. Hvis ikke pillerne tog de fleste af anfaldene, ville jeg have en meget ringe livskvalitet.

Anfaldet i torsdags kunne desværre ikke slås ned af piller. Jeg måtte igennem et migræneanfald for fuld skrue. Det kommer altid gradvist, og i starten er jeg i tvivl om det er almindelig hovedpine eller migræne. Når kvalmen starter, er jeg klar over at det er migræne. Så er det bare med at få taget en migrænepille, for de skal tages i starten af anfaldet for at virke. Pillerne virker først efter 2 timer, hvis de altså virker. Hvis de ikke virker efter 2 timer, kan jeg tage en pille mere og igen håbe på bedring. Der er altså en ret lang periode med usikkerhed, og i torsdags kunne jeg ikke fortælle min mand om jeg ville være i stand til at lave noget sammen senere. Det endte med at ingen af pillerne virkede, og at jeg lå i sengen resten af dagen og aftenen med stærke smerter.

Det er hårdt at have så stærke smerter, jeg bliver utrolig træt og passiv. Men den psykiske effekt er næsten mere ødelæggende. Jeg får altid en masse negative følelser, når jeg har migræne.

Det første der rammer mig er frustration og modstand – jeg VIL IKKE have migræne. Efter så mange år med migræne ved jeg jo godt, at der ikke er noget at gøre, når først den er der, men på grund af den lange periode hvor der stadig er håb om at pillerne virker, får jeg tanken alligevel.

Når jeg må indse, at denne migræne ikke er til at komme udenom, føler jeg mig magtesløs. Det er en rigtig ubehagelig følelse ikke at have kontrol over sit liv. I et moderne liv er der ikke plads til at tage en dag ud af kalenderen, og det bliver tydeligt illustreret, når man sidder på et hotelværelse og har lagt planer om alle mulige oplevelser. Men det er lige så slemt når man må melde sig syg fra arbejde, melde afbud til et socialt arrangement eller må opgive at nå de ting derhjemme man havde tænkt sig den lørdag.

Den frustration afleder andre negative følelser. Jeg føler skyldfølelse over at ødelægge hele den ene dag af vores miniferie, og jeg bliver utrolig ked af at sætte min mand i den situation, at han må gå alene ned i wellnessområdet, efter tålmodigt at have siddet i timevis og ventet på om jeg fik det bedre. Jeg kan jo ikke gøre for at det bliver sådan, men ikke desto mindre er jeg skyld i at hans dag bliver helt anderledes end han troede.

Alle disse negative følelser tilsammen gør mig i utroligt dårlig humør, og jeg skal virkelig passe på ikke at ende i depressive tendenser. Jeg har perioder, hvor jeg er meget opgivende og synes jeg har et dårligt liv. Vrede, frustration, skyld og alle de andre følelser kan ikke bruges til ret meget, og det bedste er hvis jeg kan nå til et punkt hvor jeg accepterer at miste en dag til migræne. Jeg er nødt til skyde det fra mig og prøve at se fremad. Dagen efter migrænen har jeg det som regel fint igen, selvom jeg kan være lidt træt.

Det er oplagt at lede efter årsager til migrænen, og tro mig – jeg har analyseret som en besat. Man kender til mange meget forskellige årsager til migræne, og de omfatter både indre og ydre påvirkninger, kost, miljø mv. For mig er migrænen formentlig startet pga. brug af p-piller, men der er ingen vej tilbage der – det hjælper desværre ikke at stoppe med dem igen. Derudover kan jeg tydeligt se et mønster omkring stress, hvor jeg enten får migræne når jeg er overbelastet, eller når jeg slapper af efter en hektisk periode. Desværre er det meget svært for mig at styre denne faktor i mit liv.

Jagten på årsager kan også blive for meget. Det ligger fuldstændigt i tråd med den hverdag jeg lever i, at analysere situationen og derefter iværksætte en indsats der kan forebygge at det uønskede sker. Men jeg oplever at migræne ikke er helt så rationel. Årsag og virkning er meget mere kompleks end hvad jeg kan analysere mig frem til, og jeg tror det er det mest sunde for mig at acceptere at den er der. På trods af ændringer i livsstil, køb af sommerhus, diverse medicin og kosttilskud og bevidsthed om en masse af de psykologiske mekanismer der giver mig migræne, har jeg stadig på 10. år migræne. Jeg vil simpelthen ikke lægge det pres på mig selv det er, fortsat at skulle gøre noget ved det.

At acceptere migrænen betyder også, at jeg er nødt til at bede mine omgivelser om at acceptere migrænen, og jeg er nødt til at bede om forståelse. Jeg må bide i det sure æble og sige til min mand, at jeg ikke kan garantere at en miniferie ikke bliver påvirket af et migræneanfald. Jeg må risikere min arbejdsgivers reaktion når jeg af og til må melde mig syg pga. migræne (det sker heldigvis ikke så tit, da migrænen tit kommer i fritiden). Og jeg må trække på min familie velvilje, når jeg enten melder afbud til et socialt arrangement eller gennemfører med smerter og dermed ikke er så nærværende. Når jeg gør det er der masser af forståelse, men jeg er alligevel ked af at måtte gøre det.

Man kan også bede om hjælp. Sidst jeg var ude at rejse med min mand og min veninde, bad jeg min veninde om at være den der stod for billetter og alt det praktisk ifm. rejsen, og det hjalp faktisk. Jeg havde for en gangs skyld IKKE migræne den første feriedag. Det er en psykologisk diciplin i sig selv at stole på, at ens nære gerne vil hjælpe, men det giver faktisk meget når det virker – også for dem der hjælper. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi dette var en forudsigelig situation – der er mange andre migræneanfald som jeg ikke kan forudse.

Lignende indlæg:

På toppen

Nogle gange tænker jeg, at nu kan det næsten ikke blive meget bedre. Jeg har alt hvad jeg kan ønske mig i mit liv, og herfra kan det næsten kun gå ned ad bakke.

Glæden over det nye hus har så langt fra lagt sig. Både min mand og jeg glæder os dagligt over den dejlige bolig vi har fået, og vi bliver ved med at snakke og drømme om ideer og muligheder. Jeg har boet i lejet værelse, 4 forskellige lejligheder af forskellig størrelse og kvalitet samt i rækkehus. Gradvist er mine boligforhold forbedret og jeg sidder nu i en pragtfuld, charmerende villa med god beliggenhed og masser af plads – jeg kan ikke drømme om mere.

Familiemæssigt har jeg det også fantastisk. Jeg lever i et lykkeligt ægteskab med manden i mit liv, som jeg har kendt i 10 år, og vi har det ærlig talt virkelig godt sammen. Vi har været så heldige at hunden Adina kom ind i vores liv, hun har gjort vores lille familie fuldkommen. Jeg har et godt forhold til mine forældre, som bor ganske få km. væk, og vi ses tit. Også min svigerfamilie har jeg et rigtig godt forhold til.

Mit helbred har det rigtig godt. Jeg har døjet med ledsmerter, migræne og stress, men i øjeblikket har jeg meget få gener af det og føler mig frisk både fysisk og psykisk.

Karrieremæssigt går det såmænd også ret godt. Igennem 23 år har jeg arbejdet mig op fra kontorpiccoline igennem en række forskellige stillinger til nu at sidde i en specialiseret stilling i en solid virksomhed, hvor man tror på mig og regner med mig.

Det er jo fantastisk dejligt og privilegeret at kunne glæde sig over sit liv på så mange fronter. Jeg er af den mening, at det er helt i orden bare at være glad. Noget af lykken skyldes held og positive tilfældigheder, og andet har jeg selv haft indflydelse på. Jeg er taknemmelig og stolt, men kan også godt få en snert af skyldfølelse over at have det godt, når der er så mange der har det dårligt. Det hjælper jo ikke nogen, at man ikke værdsætter sin egen lykke. Det gode ved at have det godt er jo også, at man er i stand til at hjælpe andre, der ikke har så meget medvind. Og jeg prøver skam også at dele ud af mit overskud.

Som jeg står her, på toppen af mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan det ser ud fremad. Jeg bliver ramt af en følelse af, at nu kan det ikke blive bedre. Det synes uundgåeligt, at det herfra kun kan gå nedad.

Boligen er forhåbentlig en varig glæde, men på et tidspunkt må jeg måske sige farvel til den pga. alder. Måske bliver det for hårdt at gå på trapper, måske uoverkommeligt at holde hus og have. Det må være hårdt at skulle igennem en flytning, ikke fordi man har lyst, men fordi det er nødvendigt.

Familiemæssigt må jeg jo indse, at jeg ikke kan beholde mine forældre og svigerforældre for evigt. Min elskede hund skal jeg også tage afsked med på et tidspunkt. Til sidst i livet må min mand og jeg også give slip på hinanden. Hvem der dør først ved vi jo ikke, men det er som pest eller kolera, at skulle efterlade sin elskede med savn eller selv at skulle leve uden sin mage.

Helbredet bliver nok heller ikke ved med at blive bedre som tiden går. Min migræne kan jeg måske se frem til at slippe af med når jeg kommer i overgangsalderen, men både overgangsalder og alder i det hele taget bringer jo ofte en række andre dårligdomme med sig. Ledsmerterne kommer nok til at genere mig på mine gamle dage, som så mange andre af mine ældre familiemedlemmer har oplevet det.

På jobsiden har jeg længe frygtet nedgang. Tit føler jeg, at jeg nu har udviklet mig selv og mine kompetencer så meget som der er belæg for. Der opstår ikke så mange muligheder, som der gjorde da jeg var yngre, og det føles som om at den type medarbejder jeg er, ikke værdsættes på arbejdsmarkedet nu om dage. Min løn stiger heller ikke længere. Jeg frygter at blive fyret og/eller at have svært ved at finde nyt job.

Og så igen – det skal jo nok gå. Det er selve naturen af at leve et liv, at det går op og ned. Det er rædsomt at tænke på den dag jeg mister en af mine nære, og det vil være frygteligt at miste helbred, job eller bolig. Men det er jo nødt til at gå alligevel.

Jeg har før oplevet at mistet nære, blive syg og få forringede bolig- og jobforhold. Jeg overlevede og oplevede gode tider igen bagefter. Alder er irreversibelt, men jeg tror på at der ligger nye, gode ting i fremtiden. Hvorfor skulle jeg ikke kunne få nye nære relationer, nye hunde-venner – måske et jobliv i en helt anden kontekst eller form?

 

Lignende indlæg:

Sårbar

Hele foråret har jeg været deltids-sygemeldt pga. stress. Det har fået min arbejdsgiver til at foreslå, at en del af min udviklingsplan handler om stressforebyggelse i form af personlig udvikling. Jeg tilmeldte mig derfor 4 kursusdage hos Sensitiv Balance, hvor fokus er på at få et godt arbejdsliv og en god hverdag, når man er særligt sensitiv.

For det må jeg indse at jeg er. Jeg hører til de 15-20% af befolkningen, som har et mere grovmasket filter når det kommer til indtryk; sanseindtryk, følelsesmæssige indtryk, intellektuelle indtryk. Der kommer simpelthen flere indtryk ind til bearbejdning. Det har helt sikkert en stor andel i, at jeg oplevede stress i vinters.

Helt konkret betyder det, at min hverdag er præget af nedture i energi, humør og evne til at klare hverdagen. Min mand tager et langt større slæb i hjemmet, og jeg bruger stadig en stor del af min fritid på at restituere og at have migræne.

Jeg oplever det som en sårbarhed. Sensitiviteten gør, at jeg ikke er så robust som de mennesker jeg omgiver mig med. Det er en bitter pille at sluge, at jeg har den sårbarhed. Jeg ville ønske at det var anderledes. Det giver mig skyldfølelse overfor min familie, og angst for at blive kasseret når det kommer til arbejdslivet.

Kurserne hjælper mig til at finde måder at indrette mig i forhold til min sensitivitet og undgå overstimulering. Men endnu vigtigere lige nu kan jeg bruge det til at prøve at acceptere, at dette er min virkelighed. Mit stress-nedbrud illustrerede tydeligt for mig, at der ikke er nogen anden vej end at prøve at indrette mig på at det er sådan jeg har det. Hvis jeg bliver ved med at stille krav til mig selv om at kunne yde det samme som alle andre på samme måde, vil jeg blive ved med at rende hovedet mod en mur med stress til følge, og det giver dårlig livskvalitet.

Det er en svær balance, for ikke kun jeg selv men også samfundet og arbejdsmarkedet har normer for hvordan man skal leve et liv. Jeg skal finde styrke og løsninger til at klare et normalt arbejdsliv på lige vilkår med de 75-80% almindeligt sensitive. Familielivet har jeg lidt større frihed til at indrette, men der er grænser for hvor meget jeg kan sortere fra og samtidig have et for mig indholdsrigt liv.

En af de trøstende pointer hos psykologerne hos Sensitiv Balance er, at der også er fordele ved at være særligt sensitiv. Det handler f.eks. om evner for detaljer og fordybelse samt intellektuel åbenhed og fleksibilitet, hvilket kan gøre oplevelser større. Det er kvaliteter jeg selv værdsætter, og jeg prøver også at være glad for min sensitivitet, men jeg synes bare også at det giver mig nogle udfordringer. Det er ikke alle steder i samfundet og på arbejdsmarkedet at disse evner værdsættes.

Meget symptomatisk fik jeg migræne, da jeg havde været på den første kursusdag i torsdags. På trods af at der i undervisningsformen var taget højde for sensitive menneskers behov for pauser, blev jeg nok det man kalder overstimuleret. Det er helt typisk for mig i situationer, hvor jeg egentlig nyder alle de nye indtryk, nye omgivelser og nye ansigter, og også er dybt involveret i substansen. Som dagen skrider frem begynder hovedpinen at trykke, og jeg begynder at få trang til at trække mig lidt tilbage. Og når det så er overstået og jeg kommer hjem, klapper jeg helt sammen med bankende migræne. Den dag måtte min mand tage gåturen med hunden alene, selvom det var planen at vi skulle afsted alle 3. Heldigvis var det fastedag, så min mand var forberedt på at lave mad og spise alene.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg bliver i komfort-zonen

Det er blevet moderne at argumentere for at bevæge sig udenfor sin komfort-zone. Første gang jeg hørte om det var fra Chris McDonald, hvor det handlede om at når man træner sin krop får man bedre resultater, hvis man ikke stopper når det begynder at gøre ondt. Siden mødte jeg en af dem Chris har arbejdet med i TV; Leif Carlsen, som er blevet en stor fortaler for og har holdt foredrag om det med komfortzonen i relation til hans store arbejde med at ændre sin egen livsstil og tabe en masse kilo. Leif er en rigtig flink mand og jeg har stor beundring for hvad han har gjort med sit liv og sin krop. Jeg er bare ikke sikker på at det er den samme løsning der skal til for alle.

Budskabet har spredt sig til ikke kun at handle om træning, motion, vægttab og madvaner. Det er hele livet der skal leves udenfor komfort-zonen.

Og nu har jeg fået nok. Som sædvanlig føler jeg mig forkert når jeg ikke følger anbefalinger fra folk, jeg ellers godt kan lide og respekterer. Men jeg er nødt til at gøre det på min måde. Og jeg føler trang til at fortælle om en anden side af sagen.

Det er muligt at de mennesker, som er bannerførere for at man skal bryde sine grænser, lever et liv til daglig hvor de er 100% trygge i alt hvad de gør. Det virker som om de føler de er nødt til at gøre noget de egentlig er bange for, for at udvikle sig og udvide deres horisont. Fint for dem, hvis det gør dem glade i deres liv.

Sådan er hverdagen ikke for mig. Jeg er bange hver dag. Når jeg cykler til arbejde er jeg bange for at blive kørt ned mindst 1 gang på hver tur. Når jeg er på arbejde bliver jeg konstant udfordret på min flexibilitet, overblik og præstationsevne. Og jeg er bange for at blive bedømt negativt og blive fyret. På privatfronten er jeg bange for at få økonomiske problemer, bekymret for at huset ramler ned om ørerne på mig og at kælderen skal blive oversvømmet. Og så er jeg konstant bange for at der sker noget med mine kære.

I denne uge har jeg netop afsluttet et forløb hos en neurolog. Jeg har gået hos hende i 4 år pga. migræne. Jeg har fået MR-scannet mit hoved, skiftet p-piller og taget beta-blokkere. Jeg har selv arbejdet med at reducere belastninger i mit liv ved at skifte flyrejser ud med sommerhusferie og ved at skifte job, og jeg har haft fokus på at motion skal være en konstant del af mit liv. Vi er nu nået frem til en behandling (læs: en kombination af piller og livsstil), hvor mine migræneanfald ikke er så kraftige, og ikke kommer nær så ofte. Jeg har næsten aldrig sygedage pga. migræne mere.

Men det er ikke lykkedes at fjerne hovedpinerne fuldstændig. Jeg har stadig et par gange om måneden migræneanfald, som kan slås ned med anfaldsmedicin. Dertil kommer en del ‘almindelige’ hovedpiner som kan klares med håndkøbsmedicin. I mit forløb hos neurologen blev det tydeligt, at der er en sammenhæng med hormonelle forhold. Da neurologen opsummerede min situation vurderede hun dog, at psykologi er en stærk faktor hos mig, og det kan medicin ikke gøre noget ved. Hun forklarede at det handler om den måde man lever sit liv på, takler andres og egne forventninger og håndterer belastning. Og det tror jeg er en  helt korrekt observation. Min hovedpinekalender taler sit tydelige sprog når det kommer til sammenhæng mellem migræne og stressede situationer.

Neurologen ville ikke henvise mig til psykolog, for det var ikke sikkert det lige var det der var løsningen for mig, men hun opfordrede mig til at finde en måde at lette presset lidt. Om det så handler om motion, mindfulness, meditation, tid alene eller coaching – hvad der nu kunne fungere godt for mig. Hun pointerede at det har en pris at leve videre uden at gøre noget ved disse psykologiske mekanismer, både fordi jeg er nødt til at tage medicin og fordi det påvirker mit liv. Og det har hun ret i.

Udover at købe sommerhus og skifte arbejde har jeg også gjort mig mange tanker om min egen psyke. Jeg har udforsket fænomenet HSP ved forskellige foredrag og tror, at meget kan forklares gennem disse personlighedstræk. Jeg har også været til foredrag om mindfuldness og meditation, men jeg er ikke kommet igang med at praktisere noget af det. Jeg har i det hele taget ikke fundet noget konkret der ændrer på tingene. Det føles utrolig svært at gøre noget ved de mønstre man har lært sig igennem hele livet.

Set i det lys føler jeg ikke, at løsningen for mig ligger i at overskride min komfort-zone markant. Faktisk fortalte Lise August på et foredrag om HSP, at folk med dette personlighedstræk kan risikere depression af konstant pres for at bryde grænser. For mig handler det om at finde en form for balance imellem psykisk belastning og livsglæde. Jeg ved at der er 3 konstanter i mit liv:

  1. jeg skal forsørge mig selv (dvs. gå på arbejde)
  2. jeg indgår i en familie
  3. der er kun 24 timer i døgnet

Herudover kan jeg ændre på alle faktorer, hvis jeg ved hvordan. Jeg tror at ‘balance’ er kodeordet for mig, ikke forskydning af balance, som teorierne om overskridelse af komfortzoner vel egentlig handler om. Jeg føler, at et stærk fundament af tryghed er det bedste udgangspunkt, når jeg skal takle mit liv. Og så vil mine interesser og min store trang til at opleve nyt automatisk skubbe mig ud på dybt vand i en række situationer. Men jeg vil ikke opsøge utrygge situationer, udelukkende fordi de er utrygge.

Måske vil man synes at jeg er et særtilfælde, og at anbefalingerne omkring at komme ud af komfort-zonen ikke er møntet på folk med den slags udfordringer som jeg skitserer her. Men tænk engang hvor mange mennesker der bliver syge af stress. Det er 15-20% af befolkningen der har HSP-træk, og OECD mener at Danmark er det land der er hårdest ramt af psykisk nedslidning. Ved HSP-foredrag er det flere gange blevet beskrevet, hvordan folk med HSP-træk kommer til at få en funktion som kanariefuglen i minen; den første der reagerer på farlige/belastende forhold, men i virkeligheden dækker det over noget der kan være farligt for mange andre. Jeg tror ikke jeg er alene.

Lignende indlæg:

Om at være træt

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg: