Skoven larmer

For nogle år siden arbejdede jeg i et flyselskab, og i den forbindelse havde jeg mulighed for at købe charterrejser med personalerabat. Jeg var på Mallorca en del gange i de år, og et par gange boede jeg på hoteller, der lå lige ud til Middelhavet.

Midt i denne luksuriøse beliggenhed slog det mig, hvor meget lyd der kommer fra vandet. Jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp, og hvis det blæste lidt op var lydniveauet så højt, at man skulle være ganske tæt på hinanden i lejligheden for at kunne tale sammen, når vinduer og døre var åbne.

Denne oplevelse tænker jeg på i disse dage, hvor det blæser meget. Jeg bor nu meget tæt på en skov, og det kan høres. I går aftes lød det simpelthen som om der kørte et tog forbi helt tæt på huset, og her til formiddag kan man også høre skoven bruse selv med lukkede vinduer.

Hvis der virkelig var et tog, der kørte helt tæt forbi huset, ville man nok irritere sig over lyden. Men når det simpelthen er naturens lyde er det noget andet. Det er dejligt at være tæt på naturen, og til en vis grad er det også beroligende at lytte til naturen.

Når det virkelig blæser til, kan jeg dog godt få vis uro. Det handler nok mest om at jeg bliver bekymret for at taget blæser af, eller at der sker andre voldsomme ting som følge af blæsten. Det er sket flere gange, at jeg har haft svært ved at falde i søvn når det blæser meget.

Jeg prøver i stedet at tænke på det som lyden af stor luksus – ligesom beliggenhed ved havet.

 

Lignende indlæg:

Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Før sommerferien 2015

Det har været en kold maj og en kold juni måned. Planter og blomster er slet ikke på samme stadie som sidste år, og majsmarkerne har slet ikke den højde de normalt ville have på denne tid af året. DMI udsendte i slutningen af juni en månedsprognose, der ikke var alt for optimistisk. Men knap var juli startet, så kom der en flok sommerdage. Vi må nyde det så længe det varer.

I vores familie har vi ferie sent på sommeren. I år stod Mads bagerst i køen, da der skulle fordeles ferie på hans arbejdsplads, og faktisk kommer vi til at have 2 af ferieugerne udenfor skolernes sommerferie. Det kunne min arbejdsplads heldigvis godt acceptere, og der er flere fordele ved at have sen ferie. Vejret er relativt tit godt i august, og der er lidt mindre pres på faciliteterne; kortere kø til ishuset og nemmere at få bord på caféer. Jeg nyder at have noget at se frem til. Desuden kommer efteråret, der ellers tit føles som et langt stræk hen til fridagene i julen, til at føles lidt kortere.

Indtil vi skal have ferie, klarer vi hverdagen i et ferieramt miljø. Vi nyder at gaderne er mindre trafikkerede. På mit arbejde går aktivitetsniveauet væsentligt ned, mange ting er udskudt til efter ferien. Jeg håber det samme sker på Mads’ arbejde, hvor deres verden til hverdag er ved at gå under af travlhed. Efter en aktiv juni er der nu ingen sociale arrangementer, og vi kan vende os indad og nyde sommer-fyraften ved at lege med hunden, slå græs, spise is og sidde ude når det er vejr til det.

Når vi er hjemme mens alle andre har fri, er det også tid til en anden tilbagevendende syssel: pasning af andres hjemmefront. I denne sommerferie skal vi passe en undulat, en guldhamster, se til svigerforældrenes hus og have et halvt øje på teenage-nevø, som er nødt til at blive hjemme alene, mens familien tager på sommerferie i Italien – der er nemlig skoleperiode i hans lærlingeuddannelse.

Når kalenderen viser august, er det så vores tur til ferie. Igen i år går turen op til vores sommerhus i Gilleleje. Så er det tid til at høste frugten af det hårde slid i påsken, hvor vi byggede en ny træterrasse. Det bliver en helt anden oplevelse at leve udendørslivet, når vi har sådan en fin terrasse at være på, og vi har glædet os lige siden april. Det har været et særdeles hårdt år med både flytning og for Mads ekstra stort arbejdspres. Vi trænger virkelig meget til at slappe af og lade op i trygge og smukke omgivelser.

I øjeblikket siger jeg ”god ferie” til alle dem der drager afsted. Når de kommer tilbage, kan de se misundeligt på at jeg siger farvel og går på ferie. Eneste ulempe er, at når jeg selv kommer tilbage på arbejde efter ferie, har arbejdspladsen været oppe i omdrejninger i flere uger. Det er nok ikke muligt for mig at starte ferie-hjernen langsomt op, som man ellers anbefaler. Jeg har dog lagt en aftale ind i min arbejdskalender mandag formiddag, så der er tid til at få læst mails og indhente diverse efter ferien.

Lignende indlæg:

Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Bededags-weekend

Det er rigtig blevet forår, og vi kan nyde de flotte farver på buske og løgvækster. I år oplever jeg foråret i en ny by og en ny have, og det er en fornøjelse.

I det tidlige forår viste det sig, at der var et stort område med vintergækker bagerst i haven; et kæmpe tæppe af fine små hvide blomster. Jeg opdagede også den yndigste ’påskeklokke’ i en utrolig flot lilla farve i den modsatte ende af haven, og der er også masser af erantis. Her senere på foråret nyder jeg den gule farve fra forsytiaen og den røde farve fra ribes-buske og nogle enkelte tulipaner – jeg tror at jeg skal lægge nogle flere tulipanløg til efteråret.

I vinters væltede et gammelt dødt træ midt i haven, og det var oplagt at finde et nyt træ til haven. Vi måtte flytte fra ‘vores’ træ; et æbletræ som vi fik i bryllupsgave, da vi forlod Virum. Vores tanker gik i retning af træer eller buske, der blomstrer i foråret; magnolia, japansk kirsebær eller duftsnebolle. I den forgangne bededags-weekend fandt vi et fint kirsebærtræ, som vi fik plantet. Det bliver spændende at se hvor hurtigt det vokser.

Sidste forår plantede jeg ikke krukker til før sent på sommeren, fordi vi skulle flytte. Det var et stort afsavn at lade krukkerne stå tomme da foråret kom. I år har jeg givet den hele armen. Alle de sædvanlige krukker er blevet plantet til. Vi har i det nye hus fået en høj, overdækket terrasse, hvortil jeg har anskaffet 3 altankasser og en ampel, som også er blevet plantet til. Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til nichen mellem den nye og den gamle bygning, hvor der står et par reoler med krukker og potter. Her har jeg også plantet et par sommerblomster, så udsigten bliver ekstra festlig.

Det har været en rigtig dejlig storebededags-weekend. Vejret har været dejligt, endda bedre end vejrudsigten forudså. Vi har været meget udendørs, og fået ordnet en masse i haven. Udover alle blomsterne har jeg fået givet den store trappe op til den oprindelige hoveddør en omgang med lugejernet. Husbond har også været flittig trods et stressfyldt hoved, og fik samlet reoler og ryddet op i det nye skur ved carporten, slået græs og skiftet dæk på bilen.

Adina har også været meget i haven. Hun kan ligge ude i haven i timevis, og tilbringer meget mere tid i haven end hun gjorde i Virum. I denne weekend fik hun en ny ven; en japansk spidshund som vi lærte at kende fordi han kom forbi vores hus på vej til skoven. Han kom indenfor i haven og legede med Adina hele 2 gange i løbet af weekenden.

Foråret er også tid for aflæsning af forbrug af naturgas, og det var spændende her det første år i det nye hus. Forbruget lå fornuftigt. Det var naturligvis højere end i vores lille rækkehus i Virum, men vi har brugt mindre gas pr. kvadratmeter, og vores forbrug er lavere end de tidligere ejeres sidste år. Det har været en mild vinter, men vi har forskellige idéer til energibesparelse. En god start kunne være udskiftning af 3-4 punkterede termoruder. Henover de første år vi boede i Virum fik vi nedbragt forbrug af både el, vand og varme gennem målrettede tiltag – måske kan vi gøre det samme i det nye hus.

Efter sådan en dejlig weekend med sol og blomster føler jeg mig ladet godt op. Det har været 3 dage med et perfekt mix af introvert tid, hvor jeg har kunnet være helt mig selv og få ordnet ting, nye bekendtskaber og udadvendt tid i form af frisørbesøg og en tur til Lyngby, hvor husbond og jeg besøgte Blomsterbergs Café for første gang og fik kigget i butikker.

Lignende indlæg:

Hundefarver

Det ligger til danskerne at komme med en kvik bemærkning, som analyserer og kommenterer situationen på en humoristisk måde. Disse reaktioner kan være meget forudsigelige. Mange kommer nærmest som en betinget refleks.

Folk der møder mange mennesker i deres dagligdag kan fortælle masser af historier om spørgsmål og reaktioner, som går igen. Som i supermarkedet, hvor kasseassistenterne stensikkert får en bemærkning om, at de da ikke skal sidde der og kede sig, hvis der er en pause mellem ekspeditionerne. Afsenderen synes i øjeblikket at han/hun er meget original. Men modtageren har hørt den SÅ mange gange før, og ved nærmere eftertanke er det en lidt dum bemærkning. Det er et sjovt fænomen.

Når jeg går tur med min hund møder jeg mange mennesker, både hundejere og andre fodgængere. En af de analyser jeg smiler lidt af er, når folk kommenterer min hunds farve. Adina er hvid, og der er rigtig mange som siger et eller andet om at det er en besværlig farve i forhold til at blive beskidt.

Ved nærmere eftertanke giver det ikke så meget mening. Jeg tror at folk sammenligner med en hvid frakke eller når man har en hvid sofa, og tænker på hvor svært det kan være at holde sådan en ren, fordi man ikke altid kan få tekstiler helt hvide igen efter vask.

Sådan er det ikke med hvid hundepels. Når Adina bliver beskidt er det typisk fordi hun går ned i vandhuller eller ruller sig i skovbunden i leg med andre hunde. Det, der gør hende sort, er hovedsagelig jord og visne plantedele. Vi kan som regel få det meste af med et håndklæde når vi kommer hjem. Hvis hun har været nede i et rigtigt mudderhul kan der godt sidde noget tilbage inde i pelsen, men når det tørrer, så drysser det lige så stille af. Nogle timer efter er Adina lige så fin og hvid som hun hele tiden har været.

Det stiller så nogle krav til støvsugning i hjemmet og rystning af hundesengen. Men det gælder jo for alle hunde-hjem. For nej, en hvid hund bliver altså ikke mere beskidt end brune og sorte hunde. De bliver nøjagtig lige så beskidte af en tur i et mudderhul, det kan bare ses mere på en hvid hund lige når det sker.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Lort

Jeg er hundeejer. Min hund har, ligesom alle andre hunde, og alle øvrige levende væsener, afføring. Hvor skal det hen når det kommer ud? Det er et tema, der jævnligt er genstand for stor debat i Danmark.

Når jeg går tur med min hund, har jeg altid lommerne fulde af sorte plastikposer, som jeg bruger til at samle op med. Det er ikke svært, og man vænner sig til lugten. Det største problem er at finde en skraldespand. Om nødvendigt bærer jeg min hunds efterladenskaber hele vejen hjem igen og putter det i vores egen skraldespand. Men faktisk samler jeg ikke så tit op. Vi går nemlig hovedsagelig tur i skoven, og min hund kan bedst lide at besørge langt inde i et krat væk fra stierne. Og der samler jeg ikke op.

Mine naboer har katte. Det er en ude-katte. De går rundt i naturen og haverne i området uden ledsagelse og uden snor. Katte har også afføring. Det foregår bla. i vores have. Kattenes ejere kommer ikke og samler det op. Det ville også være grænseoverskridende, hvis de bare gik ind i vores have.

På min cykelvej til arbejde kører jeg forbi adskillige rideskoler. Der ligger ofte hestepærer på cykelstien i nærheden af rideskoler. Rytterne samler ikke op efter hesten. I frostvejr er de store knolde hårde som sten, og man kan godt blive slået ud af kurs, hvis man påkører dem på cykel.

Dette blot for at illustrere, at hunde er det eneste husdyr i Danmark, som mennesker samler afføring op efter i det offentlige rum. Ikke desto mindre er det et stort problem, at nogle hundeejere ikke gør det.

Jeg skal være den første til at medgive, at det er uacceptabelt og ulækkert at lade sin hunds efterladenskaber ligge på fortove, stier og i parker. Det er hensynsløst og egoistisk, og jeg gør det selvfølgelig ikke selv. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes steder hvor der ligger hundelort.

Når det er sagt vil jeg sige, at jeg synes at det er lidt for nemt for borgere og kommuner at hidse sig op og pege på hundeejere. Helt ærligt – er det ikke bare affald ligesom alt muligt andet?

Lovgivningen er tvetydig. Ligesom at jeg må fjerne øldåser, sutteflaster, slikpapir mv. fra min grund og det offentligt fortov udenfor, ligeledes har grundejere med afføring på sin grund og fortov også pligt til at rydde det op. Det gælder også kommuner der ejer grønne områder. Samtidig er det ulovligt for den enkelte borger, at efterlade affald på offentlig vej.

Efter min mening er det centrale i denne sag at have en bevidsthed om, at man er en del af et samfund – på godt og ondt. På den ene side må man udvise den hensynsfuldhed der skal til, for at andre kan trives. Samtidig må man acceptere, at ens medborgere ikke opfører sig præcis som man selv kunne ønske, endsige som loven foreskriver. Det kan føles uretfærdigt, men jeg mener det er den realistiske vej.

Jeg ville da også ønske, at det ikke var nødvendigt at bruge min fritid på at fjerne andre menneskers affald fra min grund og mit fortov, og kattenes efterladenskaber i min have. Alligevel samler jeg op efter min egen hund, og kunne aldrig drømme om at smide affald på gaden. Har man en forventning om at man kan lade sine børn færdes i naturen og vende hjem med rene sko, er det den lige vej til frustration og vrede. Har man en forventning om at der kommer nogen og samler op, når man smider tyggegummi, cigaretskod og emballage på gaden, så tager man heller ikke selv ansvar for sin situation – eller fællesskabet.

Lignende indlæg: