Atlas

Eftersommeren bød på en dejlig hunde-oplevelse. Mads og jeg har passet hunde mange gange, men i august kom vi til for første gang at passe en hund mens vi selv har hund.

Atlas er en stor ung han-hund som er ‘nevø’ til vores Adina. Han blev egentlig passet hos en anden familie, mens hans ejer var på ferie. Vi havde aftalt at være backup i tilfælde af uforudsete begivenheder, og da en af familiens tævehunde kom i løbetid, blev det pludselig os han skulle bo hos.

Han er enormt sød, glad og kærlig, og som de hundeelskere vi er, nød vi hans selskab stort. Til hverdag går jeg tur med ham og hans menneske mindst en gang om ugen, så jeg kender ham ret godt. Men det var alligevel nyt at skulle have ham boende.

Der var en række udfordringer vi skulle overkomme. Hvordan skulle det gå med at være alene hjemme? Hvordan klarer vi gåturene, når han ikke altid  lystrer når man kalder på ham, samtidig med at vi har vores egen hund med? Hvordan klarer vi det faktum, at han ikke vil gå på den trappe der forbinder de 2 bygninger vores hus består af? Og hvordan klarer jeg det hele alene de sidste dage, hvor Mads er ude at rejse?

Til hverdag går Mads og jeg ikke så tit hundeturene sammen. Det er noget med at  få det praktiske til at fungere, så kan den anden f.x. lave aftensmad imens. Ugen hvor Atlas var hos os gik vi de fleste ture sammen. Det var ret dejligt at lave ting sammen i hverdagen. Og det var i øvrigt også sjovt at se folks reaktioner når man kom gående med 2 store hvide hunde, der ligner hinanden meget.

Det er så heldigt at mine forældre holder meget af hunde, og de ville gerne komme forbi og drikke en kop kaffe og være hos hundene en times tid de dage, hvor vi ikke var sikre på hvornår vi kunne komme hjem fra arbejde. På den måde fik vi blødt op for bekymringen vedr. at være alene hjemme, hvor Atlas ikke var vant til at være så lang tid alene hjemme som Adina er. Og der var slet ingen problemer.

Trappe-problemet klarede vi takket være et fantastisk sensommervejr. Atlas lærte nemlig at gå op og ned ad den udvendige trappe til den overdækkede terrasse. Da vejret var varmt nok til at dørene stod åbne ud mod haven, kunne han faktisk gå udenom den indre trappe han ikke ville gå på, og på den måde være med i hele huset. Når dørene ikke var åbne: om natten og når vi var på arbejde, kunne han være i den ene del af huset, hvor vi havde lavet en base til ham med tæppe, mad- og vandskål. Det fungerede faktisk fint, og gav også en mulighed for at adskille hundene ifm. spisning. Dels skulle de ikke spise hinandens mad, og dels skulle vi forhindre at de begyndte at lege lige efter spisning – det giver en risiko for mavedrejning, en lidelse som ses hos store hunde og som kan være dødelig.

De sidste dage i pasningsperioden var Mads i Belgien for at se Formel 1. Det lykkedes mig at få hjælp til gåturene om eftermiddagen, for det var en reel udfordring at den store drenge-hund styrtede afsted efter andre hunde uden at man kunne kalde ham til sig. Der var lidt usikkerhed om hvornår Atlas’ menneske kom og hentede ham, men vi fik det hele til at gå op i sidste ende.

Alt i alt blev det en herlig uge med masser af hunde-lykke, kæl, kram og leg. Og en uge med masser af samvær for hele familien. Adina nød at være sammen med sin nevø og fik leget en hel masse mere end hun gør til daglig. Det var skønt at se hvordan hundene virkelig havde glæde af hinanden. Det var selvfølgelig også hårdt at være så meget ‘på’ samtidig med, at der var fuld knald på på arbejde, og bagefter var både jeg og Adina meget trætte. Men alt i alt var det en rigtig god oplevelse at passe Atlas en uge.

Lignende indlæg:

Adinas betydning

Det er mere end 4 år siden at jeg fik hund. Det var en stor begivenhed i mit liv. Faktisk var det min største drøm jeg fik indfriet, da Adina kom ind i mit og Mads’ liv.

Adina kom derfor som en hel selvfølgelighed til at betyde utrolig meget for os meget hurtigt. Vi elsker at snakke med hende, kæle med hende, lege med hende, gå ture med hende og i det hele taget at tilbringe tid sammen med hende. Vi elsker hende af hele vore hjerter og savner hende, når vi ikke er sammen. Hun er en nær ven, et familiemedlem.

Adina er også kommet til at betyde meget for mange andre.

Begge vores familier holder meget af Adina. De kan godt lide hendes hensynsfulde og kærlige personlighed og hendes skønne udseende. Mads’ lille niece har Adina med i sine lege, og hans ældste søster havde en lykkelig stund sammen med sin familie, da de passede Adina i november sidste år. Mads’ forældre er så søde at gå med Adina af og til, når vi har lidt for lange arbejdsdage, og nyder det hver gang.

Mine forældre er også meget, meget glade for Adina. Hvis der er gået lidt tid siden vi har set hinanden kan jeg godt få en følelse af, at de savner Adina mere end de savner mig. Når vi er sammen snakker vi næsten hele tiden om Adina og nyder at se på hende. Det er de samme forældre, som principfast sagde NEJ! da min bror og jeg som børn gerne ville have hund.

Adinas betydning begrænser sig imidlertid ikke til mennesker. Hun er også blevet en vigtig ven for en hel del hunde. Adina kan med de fleste hunde vi møder i hundeskove og har tit dejlige stunder med leg når vi går tur. Hundehvalpe er tit meget interesserede i Adina. Dem leger hun ikke som sådan med, men hun lader dem snuse og vise interesse.

Vi bor på en lille vej, der fører ned til en hundeskov. Der er flere hunde som er kommet på besøg til leg i vores have i den forbindelse. En lille Shiba springer simpelthen begejstret over hegnet og ind til Adina, hvis hun er ude i haven. Og en Formel 1-labrador, der også bor i nærheden, slider godt i sin ejers arm, når hun ser Adina – hun VIL bare hen og hilse. Ejerne har fortalt, at deres hunde piver når de går forbi uden at komme ind og lege med Adina. Adina piver også, hvis hun ser en af sine legekammerater gå forbi ude på vejen. Det er fascinerende at være vidne til den slags hunde-venskaber.

For nylig er vi kommet i kontakt med en stor hvalp, som er Adinas nevø. Vi går tur sammen, og de 2 hvide schæfere er utrolig glade for hinanden. Når de mødes, rejser de sig op på bagbenene og nærmest krammer hinanden og er tydeligt begejstrede for at se hinanden. Gåturen nyder de begge i stor stil, og den unge hanhund lærer også lidt om god opførsel af voksne Adina. Når vi skilles efter gåtur, græder den lille nevø, fortæller hans ejer.

Selv i sommerhuset, hvor vi trods alt tilbringer noget færre dage end vi gør hjemme, har Adina fået gode relationer. En kvinde der bor længere nede ad vejen løber og går tur med naboens Golden Retriever. Og hunden er blevet meget glad for Adina, efter at de har leget sammen i sommer. Når de kommer forbi på vejen, og ser Adina i vinduet i sommerhuset, så vil den unge Golden-pige ikke med videre – så slår hun bremsen i og vil ind og lege med Adina. Det er rørende. I går fik de 2 sig en kæmpe legetur i forhaven, og de kunne næsten ikke stoppe igen.

Lignende indlæg:

Testkørsel

I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Ferien har primært handlet om at slappe af, men jeg har også brugt lidt tid på at gøre klar til at arbejde et nyt sted fra på onsdag.

Jeg skal ikke længere arbejde i København, og kommer fremover til at cykle en helt anden rute til arbejde. Noget af vejen kører husbond idag, når han skal på arbejde, så jeg var rigtig glad for at han gerne ville cykle turen til min nye arbejdsplads sammen med mig, så jeg kunne lære vejen at kende.

Testturen gik godt og jeg fik værdifuld information. Jeg var 40 minutter om turen, og den var 14 km. lang. I forhold til den vej jeg har kørt de sidste 4½ år, udgør den nye rute næsten det halve i både km. og minutter. Turen var meget anderledes på en række punkter.

Ruten foregår i et mindre bypræget miljø end jeg er vant til. Antallet af lyskryds kan tælles på 1 hånd. Det må alt andet lige påvirke gennemsnitshastigheden. Det betyder også, at der ikke er så mange pauser. Der er store, fine cykelstier, godt adskilt fra bilerne, uden huller og ingen vejarbejde. Noget af ruten er supercykelsti, hvor der er gjort ekstra meget ud af det. Umiddelbart føltes det som en stor luksus, i forhold til hvad jeg plejer at køre i.

En stor andel af de 14 km. foregår langs skov og mark, hvor der ikke er gadebelysning. Det bliver en ny oplevelse i vinterhalvåret, og kommer til at kræve mere af reflekser, lys på cyklen mv. Der er dog lys lagt ned i selve cykelstien, så helt mørkt bliver det ikke.

Da jeg kørte testturen var der vind fra vest, som i teorien burde have givet mig side-modvind den ene vej, og side-medvind den anden. I stedet oplevede jeg det som direkte modvind både ud og hjem på de åbne stykker, og da der kom regn kunne jeg mærke, at det ville komme til at føles mere barsk end kørsel i villakvarterer. Men det kommer også til at blive en stor naturoplevelse på en sommerdag at cykle den vej.

At cykle sådan en rute på en hverdag midt på dagen er måske ikke helt sigende. Til daglig komme jeg til at køre i mylretiden. På grund af de få lyskryds og den gode adskillelse fra bilerne gætter jeg dog på, at den nye vej til arbejde kommer til at indeholde færre konflikter med andre trafikanter. Det ville være dejligt at skrue ned for den stressfaktor.

Den rute vi prøvede af i tirsdags var den, der på papiret er kortest. Der er dog andre ture, som kun er en anelse længere. Hvis det bliver et problem med vejrpåvirkningen på de åbne stykker eller at køre på stykkerne uden gadebelysning, så kan jeg køre den anden vej.

Det er 2½ år siden at jeg købte min el-cykel, og batteriet begynder at have en mærkbart kortere rækkevidde. Siden jeg flyttede til Birkerød har jeg ikke kunnet komme hele vejen både til og fra arbejde på samme opladning, og har derfor været nødt til at lade batteriet op på arbejde. Henover denne vinter har det på dage med frost været svært at klare bare den ene tur på 24 km. På testturen til det nye arbejde kørte jeg ud og hjem på samme opladning, men var nødt til at køre på nedsat motorkraft på næsten hele hjemturen for ikke at ‘løbe tør for benzin’. Jeg håber at jeg kan få lov til at oplade mit batteri på mit nye arbejde. Hvis ikke skal jeg overveje alternativer som at købe nyt batteri eller helt ny cykel.

I fødselsdagsgave havde jeg ønsket mig en ny jakke til at cykle på arbejde i, som havde en mere iøjnefaldende farve og gerne med reflekser på. Det var desværre svært at finde den rigtige kombination, men husbond forærede mig en jakke meget lig den jeg har, bare i en skrap lyserød farve. På nettet fandt jeg nogle gode reflekser i kreativt design, som man selv kunne stryge på. Det fik jeg også gjort i denne ferie. Når man cykler på arbejde hver dag året rundt kommer det til at fylde meget i hverdagen, så det var skønt at føle sig helt klædt på til den nye hverdag.

Lignende indlæg:

Lidt til og meget mere

Lige da jeg var flyttet ind i mit nuværende hus følte jeg, at mit liv nåede et højdepunkt. Faktisk følte jeg at jeg var på toppen, og at det ikke kunne blive meget bedre.

Da jeg skrev det indlæg, var jeg rimelig tilfreds med min arbejdssituation. I den periode havde jeg en chef, som gav mig håb og som repræsenterede nogle værdier jeg kunne lide. Det varede ikke så længe, han stoppede et par måneder efter at jeg skrev indlægget. Og så var jeg tilbage i den ledelseskultur som havde været i virksomheden hele tiden, og som jeg aldrig har brudt mig om.

Her halvandet år efter må jeg konstatere, at mit liv kunne blive endnu bedre. Det er nemlig lykkedes mig at finde et nyt job, som jeg forventer kommer til at gøre min hverdag endnu bedre. 1. marts starter jeg i nyt job på en arbejdsplads, som ligger betydeligt tættere på mit hjem. Ovenikøbet får jeg flextid, så det bliver muligt at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Hvad arbejdspladsen ellers byder på af kultur og udviklingsmuligheder kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på. Jeg har et håb om, at det er bedre. Men alene det faktum, at jeg kan cykle på arbejde på noget under en time, og gå tidligt uden dårlig samvittighed, kommer til at betyde en stor forbedring for mig.

Helt konkret forventer jeg, at jeg kommer til at føle større frihed og mindre skyldfølelse overfor min hund. Den kortere transporttid vil formentlig også betyde mindre træthed og dermed større overskud til hverdag, socialt liv og interesser.

Når jeg tænker tilbage på de overvejelser vi havde ifm. vores huskøb i 2014, hvor vi tænkte meget på min transporttid, kan jeg kun være utrolig glad og tilfreds med de beslutninger vi traf. Vi fandt et hus 6 km. længere væk fra København, og fik langt mere for pengene. Prisen var et større tids- og energiforbrug til transport for mig. En pris, som jeg nu ikke længere skal betale. Hvor heldig kan man være – nu tjener jeg både på gyngerne og karrusellerne.

Lige som jeg troede, at jeg havde opnået alt hvad jeg turde håbe på, gik en umulig drøm i opfyldelse: at have en overkommelig transporttid på cykel, samtidig med at jeg bor i et hus der er helt rigtigt for mig og har et lykkeligt familie- og fritidsliv.

Lignende indlæg:

Juleferie 2015

Det føles allerede som længe siden, at jeg havde 2 hele ugers ferie ifm. jul og nytår. Men det er faktisk kun lidt over 2 uger siden. Mens det stod på var jeg helt fyldt op af oplevelser og gøremål. Nu tænker jeg tilbage med længsel.

Når min bror kommer til Danmark ifm. jul kan man aldrig vide hvordan det bliver. Man håber selvfølgelig på at tilbringe noget god tid sammen. Men min bror bliver meget medtaget af jetlag, og det kan påvirke samværet meget. Det sker også ret tit at virus eller allergi gør ham syg. Ved dette besøg lykkedes det faktisk at få nogle hyggelige timer sammen, og jeg tænker tilbage på dagene op til jul, hvor han var på besøg, som ret vellykkede.

Juledagene gik i det hele taget godt. Udover de traditionelle aktiviteter med juleaften og julefrokoster 1. og 2. juledag, lykkedes det både mig og Mads at slappe af og nyde livet. Vi fik set filmen Tarok i fjernsynet, og fordybede os i de julegaver vi havde givet hinanden. Jeg fik bla. et Smartband, som kan fortælle mig hvor godt jeg sover, hvor mange kalorier jeg forbrænder og hvor stresset jeg er. Og Mads lærte sin fjernstyrede bil bedre at kende. Det var også rigtig hyggeligt 3. juledag at lære genboens hund lidt bedre at kende, ved at lufte hende mens ejerne var til julefrokost.

På hverdagene mellem jul og nytår havde jeg fri, mens Mads skulle på arbejde. Jeg er altid helt vild med at have fri på hverdage. Jeg fik ordnet praktiske ting, taget julepynt ned, men også hygget med lidt shopping.

Når jeg tænker på de 3 fridage, tænker jeg især på nogle dejlige, lange gåture med Adina. Pga. fyrværkeri skulle gåturene foregå med snor på. Til daglig er vi så heldige at have mange muligheder for at gå i hundeskove uden snor, så der kommer vi mest. Men når nu snoren skulle på, kunne vi lige så godt udforske andre områder, hvor snor er obligatorisk. Det viste sig at der var dejlige parker og naturarealer i nærheden, som vi slet ikke havde opdaget. At gå der med sin elskede hund, på en hverdag og i ro og mag, var helt fantastisk for mig. Jeg nød at kunne gå tur i dagslys, og at der var god tid.

Henover nytåret tog vi i sommerhus som vi plejer, og vi fik 4 yderst afslappede dage i det lille hus. Mens vi støttede vores fyrværkeri-angste hund, spiste vi nem mad, slappede af, fik set nogle flere film og sov middagslur. Det er sjældent at det lykkes os begge to at være så passive, og det gjorde godt. Det var rigtig dejligt bare at være sammen i lang tid.

Nu hvor hverdagen er gået i gang igen, er jeg kommet til at se i kalenderen. Julen 2016 bliver en rigtig ’arbejdsgiverjul’ med kun ganske få fridage og ingen oplagt mulighed for at holde så lang en ferie som jeg gjorde denne gang. Det fik mig til at blive meget, meget taknemmelig for, at jeg har haft mulighed for at få sådan en skøn juleferie i 2015, med så mange oplevelser og så meget afslapning. Det har virkelig været terapeutisk at koble helt fra i lang tid. Da jeg kom tilbage på arbejde kunne jeg godt huske mit password, men alle de andre detaljer var langt væk – det tog mig nogle dage at komme helt op i omdrejninger igen.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Skoven larmer

For nogle år siden arbejdede jeg i et flyselskab, og i den forbindelse havde jeg mulighed for at købe charterrejser med personalerabat. Jeg var på Mallorca en del gange i de år, og et par gange boede jeg på hoteller, der lå lige ud til Middelhavet.

Midt i denne luksuriøse beliggenhed slog det mig, hvor meget lyd der kommer fra vandet. Jeg vågnede til lyden af bølgeskvulp, og hvis det blæste lidt op var lydniveauet så højt, at man skulle være ganske tæt på hinanden i lejligheden for at kunne tale sammen, når vinduer og døre var åbne.

Denne oplevelse tænker jeg på i disse dage, hvor det blæser meget. Jeg bor nu meget tæt på en skov, og det kan høres. I går aftes lød det simpelthen som om der kørte et tog forbi helt tæt på huset, og her til formiddag kan man også høre skoven bruse selv med lukkede vinduer.

Hvis der virkelig var et tog, der kørte helt tæt forbi huset, ville man nok irritere sig over lyden. Men når det simpelthen er naturens lyde er det noget andet. Det er dejligt at være tæt på naturen, og til en vis grad er det også beroligende at lytte til naturen.

Når det virkelig blæser til, kan jeg dog godt få vis uro. Det handler nok mest om at jeg bliver bekymret for at taget blæser af, eller at der sker andre voldsomme ting som følge af blæsten. Det er sket flere gange, at jeg har haft svært ved at falde i søvn når det blæser meget.

Jeg prøver i stedet at tænke på det som lyden af stor luksus – ligesom beliggenhed ved havet.

 

Lignende indlæg:

Ødsel luksus eller nødvendig livskvalitet

Da Mads og jeg i 2013 begyndte vores tanker om at skifte vores lille rækkehus ud med et ‘rigtigt’ hus, kæmpede jeg lidt med et dilemma mellem at nøjes og at udleve drømme. Jeg har altid været kritisk overfor filosofien om at udleve drømme for hver en pris. Det fik mig til at føle mig grådig, når jeg ønskede mig mere end jeg havde.

Min mand er vokset op i en familie med 2 voksne og 3 børn i et hus på 85 kvm, og han har derfor en naturlig ydmyghed og lave krav. Jeg selv har været vant til mere plads, men blev alligevel påvirket af mine forældres første reaktion på vores husdrømme: de kunne ikke helt forstå vores ønske, og synes at det da var godt nok at bo som vi boede.

Jeg kan godt lide at se TV-udsendelser som Hammerslag og Luksusfælden, og her får man perspektiv på det at bo i hus. Der er virkelig forskel på hvad danskere kan tillade sig at ønske sig rundt om i landet. I provinsen, og især ude på landet, kan selv folk med lavt uddannelsesniveau og meget små indkomster bo i hus. I de store byer, og specielt i Storkøbenhavn, er det en luksus at kunne bo i eget hus og bestemt ikke for enhver pengepung. Selv folk mellemlange uddannelser kan have problemer med at få råd til et almindeligt hus i Storkøbenhavn.

Måske var det både ødselt og risikofyldt at ønske sig et hus, når man bor i Københavns forstæder. Måske var det urealistisk og ufornuftigt for sådan en som mig, med kun en kort videregående uddannelse, at sætte næsen op efter at få mit eget hus.

I rækkehuset var jeg ked af at hunden skulle bakke ud af soveværelset. Jeg var ked af at være så tæt på naboerne. Jeg var træt af parkeringskaos, smækkende bildøre og råbende naboer lige udenfor mit vindue. Jeg var ked af jord i soveværelset og uro i stuen, fordi indretningen var som i en lejlighed, hvor alle rum og funktioner var tæt på hinanden. Det stressede mig, at jeg ikke synes jeg kunne trække mig tilbage til ro og indadvendthed noget sted, men hele tiden måtte leve med andres menneskers aktiviteter i baghovedet. Det fik mig til at tænke: “hvis andre kan, så kan jeg vel også?”

Nu hvor vi har lavet ændringen, solgt rækkehuset på 75 kvm og købt hus på 192 kvm., er jeg helt sikker på, at det var det rigtige at gøre. Jeg nyder simpelthen dette hus i en grad, som jeg ikke troede var muligt. Og jeg har slet ikke skyldfølelse.

Hver dag når jeg kommer hjem, træder jeg ind i min egen verden når jeg åbner hoveddøren. Jeg glemmer alt om irriterende ting på arbejde og konflikter i trafikken, og går ind i mit eget rum hvor jeg kan være helt mig selv sammen med min lille familie.

Når jeg har taget overtøjet af, går jeg normalt op i soveværelset på førstesalen og klæder om. Herfra kan jeg se ned på livet på Bistrupvej og Statoil-tanken. Men det er i en behagelig afstand – de kan ikke se mig. Når jeg går ud på badeværelset, ser jeg ud på skoven i Bistrup Hegn. Det giver mig ro.

Når jeg bagefter går en tur med hunden i hundeskoven lige ved siden af, slapper af foran brændeovnen sammen med husbond, og laver mad i det store spisekøkken mens jeg gætter med i Jeopardy på fjernsynet, foregår det alt sammen uden at jeg mærker verden udenfor. Det er fantastisk rekreativt.

Den psykologiske effekt af at have et hus, hvor jeg kan lukke omverdenen ude er uvurderlig. Man skal tænke på, at til daglig sidder jeg i storrumskontor med store mængder af mennesker omkring mig, og derudover bruger jeg over 2 timer i myldretidstrafik. Jeg kan mærke en stor forskel i velvære og overskud, efter vi er flyttet i hus.

Vi købte et hus der var dyrere, end det rækkehus vi solgte. Prisen kom dog indenfor det overkommelige, fordi vi købte et hus der ligger tæt på en trafikeret vej. Støjen derfra vurderede vi ikke ville genere os nær så meget, som nærmiljøet i rækkehuset gjorde, og vi fik heldigvis ret.

Økonomien er reelt stort set den samme som i rækkehuset, fordi vi er gået over til realkreditlån med fleksibel rente. Vi sætter dog mere ind på budgetkontoen for at polstre os til fremtidige højere renter. Vi vil ikke kunne sidde i længere tid i huset på dagpenge. Det kunne vi heller ikke i rækkehuset.

Alt i alt er balancen mellem det økonomisk fornuftige og den psykologiske sundhed altså rigtig god, og bedre end jeg havde turdet håbe. Jeg er SÅ glad for det her skønne hus, fordi det har givet mig albuerum og langt mere overskud i hverdagen. Det er ren livskvalitet for mig at bo i hus.

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg: