Lykkelig formiddag

Ja så blev ferien overstået og jeg er tilbage til hverdagen. Det er nu ikke så galt….

Lige nu sidder jeg ved mit spisebord og arbejder hjemmefra. Jeg lytter til P4, hvor Ole Jacobsen sidder alene i den sidste time af morgenprogrammet og spiller sin yndlingsmusik – alene det giver fysisk velvære.

musvitkassen-faar-besag

Jeg kan se ud i min lille have, hvor der er sne på græsplænen, drivhuset, rhododendronen og lidt på hækken. Fuglene tripper rundt derude og spiser lidt af det vi har lagt ud til dem, og musvitkassen bagerst har interesserede besøgende. Solen er lige ved at kigge frem…

Sådan en formiddag føler jeg mig helt lykkelig!

Lignende indlæg:

Efterårshave

En dejlig efterårsdag som denne er oplagt til havearbejde. Tørvejr, solskin og en temperatur der er behagelig at arbejde i. Så vi tog en tur på planteskole.

Vi har et blandet staudebed, hvor der mest er stauder der blomstrer i foråret. Der manglede nogle stauder der blomstrer i sommeren og eftersommeren, så idag har jeg plantet en orange rose, der blomstrer hele sommeren og hele eftersommeren, og en Purpursolhat og 2 orange Montbretia, der begge blomstrer i eftersommeren. Nu glæder jeg mig til næste år, hvor vi forhåbentlig kan nyde skiftende blomstring i hele sæsonen.

Bagerst i haven har vi et smalt stykke jord langs med den hæk der tegner bagkanten. Genbohaven på den anden side består næsten kun af skvalderkål, jeg tror der bor et ældre mennesker som ikke magter at holde haven. Der myldrer selvfølgelig en masse skvalderkål ind til os, men jeg vil gerne plante lidt på det stykke jord, også selvom der er meget skygge. Sidste år flyttede jeg 6 pink roser, der var blevet for voldsomme i staudebedet, derned. Og idag har jeg plantet nogle flotte Hosta med hvide kanter ind imellem roserne. Hosta skulle være gode til at modstå skvalderkål, og så kan de tåle skygge. Roserne har klaret det OK indtil videre, så jeg håber det går – jeg tror det kan blive flot hvis det får rigtig fat.

Foran huset har vi en lille halv whiskytønde som jeg planter til med sommerblomster i foråret. Her til efteråret kan jeg også godt lide at plante lidt, og idag fandt jeg en fantastisk smuk Hebe til whiskytønden. Min mand elsker lyng, så en anden krukke blev plantet til med 5 små lyngplanter. Nu er vi klar til efterår!

(Ja OK, der kan stadig bruges tid med mælkebøtte-jernet hist og pist, men det gad jeg ikke rigtig idag…)

Lignende indlæg:

Farvel sommerferie

Det var så den sommerferie. Lige så fantastisk som fredag eftermiddag inden ferien begynder er, lige så tung er fornemmelsen nu hvor man skal tilbage til arbejde.

I denne ferie har vi hovedsagelig været hjemme. Vi har dog været på et MiniCruise til Oslo 3 af dagene, og en endagstur til Fuglsang Kunstmuseum blev det også til. Hjemme har vi brugt en del tid på at ommøblere stuen. Vi har været i både møbel- og hifi-butikker for at finde ud af hvordan det skal indrettes fremover, og det blev også til et par indkøb. Og så blev der ellers flyttet på sofaer herhjemme.

Der er billeder fra vores sommerferie på vores billedsite, klik på billedet herunder (desværre kun adgang for familie og venner med login):

Tur til Fuglsang Kunstmuseum med Trines forældre

Det har været virkelig dejligt at være hjemme og dyrke det nære; nærhed til hinanden, følge livet i drivhuset og nyde de daglige gøremål med indkøb, madlavning, havepasning osv.

Jeg ser nu frem til en eftersommer der som sidste år bringer mange fester (bryllup, dåb, fødselsdage), og så planlægger vi at tage en rejse til efteråret.

Lignende indlæg:

Velsignede sommerferie

Det er bare et af de skønneste tidspunkter på året, her fredag eftermiddag når man er kommet hjem fra arbejde og nu har hele sin sommerferie liggende foran sig. Suk, skønt….

Ikke at jeg skal så meget. Min mand har inviteret mig på minicruise til Oslo, og ellers skal vi bare være hjemme. Det er også skønt, så kan man rigtig følge med i drivhuset hvor der sker en hel masse. Og ellers bare slappe af, være indadvendt, være udadvendt og få indhentet søvnunderskud. Jeg glæder mig.

Lignende indlæg:

En anderledes weekend

Så er vi hjemme igen. Begge to. Mads har kørt solo-klassen i Nordic24 og fik en flot placering i Top 30 ud af 80 deltagere, på trods af at det er første gang han stiller op i den kategori. Han var oppe imod folk som har sponsorer, klubber og supportere til at hjælpe sig igennem de 24 timer – Mads sørger for alting selv; vaske cykel, skifte dæk, hente mad og drikke osv. Jeg er utrolig stolt af ham.

Jeg har støttet Mads dels hjemmefra og dels ved at cykle op til Rudegårds Stadion et par gange med forplejning og omsorg. Jeg kunne dog ikke være med fra starten, da jeg lige skulle overvære hans ene søsters vielse på Gladsaxe Rådhus og deltage i efterfølgende reception lørdag formiddag.

Det kunne jeg jo også godt nå når jeg var hjemme fra koncert allerede halv et fredag aften.

Pyha, det er sjældent at der sker så mange unikke ting i éen weekend. Jeg er helt fyldt op af gode oplevelser. Nu synes jeg at jeg har fortjent at slappe af og være lidt indadvendt indtil det bliver mandag morgen.

Lignende indlæg:

Danseorkestret i TIVOLI

Sørme om ikke min hovedpine lagde sig henad kl 21 igår aftes! Kl 21:38 sad min elskede og jeg i vores bil med kursen sat mod city, og 22:05 var vi indenfor i TIVOLI – klar til koncert med Danseorkestret i TIVOLI.

Koncerten var lige så god som for nogle år siden, da de sidst spillede i TIVOLI. Det er jo også super rutinerede musikere som kan deres kram og som svinger for vildt. Udover Danseorkestrets kernemedlemmer Rasmus Kærså, Jacob Andersen og Jørgen Klubien havde de Claes Antonsen og Aske Jacobi med. Jeg nød hvert et nummer.

Deres store hit “Kom tilbage nu” er ikke lige mit yndlingsnummer, og jeg synes ikke det repræsenterer bandet så godt. Det er lidt ligesom Human League’s “Don’t you want me baby” og Depeche Mode’s “Just can’t get enough” – det var deres første kæmpe hit, men reflekterer slet ikke det som banded senere kom til at handle om.

I tilfældet Danseorkestret er jeg mere vild med det som de udviklede sig til efter det første hit, numre som “Det sidste skrig” og numrene med latinamerikanske rytmer tænder mig mere. Igår aftes fik jeg både sunget og danset til den dejlige musik, og nød den plads og fred der blev da de havde spillet “Kom tilbage nu” og de overfladiske uægte fans gik væk så man kunne blive fri for deres distraherende knævren og sms’eri.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Hjem kontra arbejde

Nu hvor der lige har været 2 lange weekender i træk, er jeg igen kommet tæt på de tanker jeg har haft så mange gange de sidste par år: jeg kan bedre lide at være hjemme end at gå på arbejde. Det lyder måske banalt, hvem vil ikke hellere have fri end at gå på arbejde – især hvis man har en stresset situation på arbejde.

Men jeg har egentlig gjort ret meget de sidste par år for at få et godt arbejdsliv. Det er nødvendigt at tjene penge for at leve, og man bruger en meget stor del af sin tid på det – så synes det værd at prøve at gøre det så behageligt som muligt. Jeg har flere gange indenfor de sidste ca. 3 år skiftet job/funktion i et forsøg på at finde den rette hylde for mig. Nu har jeg fundet et job hvor jeg udnytter mine kompetencer optimalt, jeg bruger min uddannelse og mine evner meget mere end jeg har gjort i andre jobs, og rent menneskeligt og job-kulturelt er det også bedre end det jeg har oplevet de sidste 3 år.

Alligevel kan jeg mærke, at jeg føler mig LANGT mere inspireret og engageret, når jeg er hjemme. Det er her jeg får tonsvis af ideer, det er her jeg bliver kreativ, det er her jeg får lyst til at øve indflydelse og lave forbedringer. Og jeg får lyst til at bruge meget mere tid herhjemme.

Befinder jeg mig i en helt forkert branche? Eller hænger det mon sådan sammen at nogen mennesker bare trives bedre med det arbejde der hører med til at have et hjem? Er det ikke lidt tabu? Er det fordi at tingene derhjemme er mere nærværende end IT-kontrakter og compliance, som jeg arbejder med?

Lignende indlæg:

Ajour

Dette øjeblik skal nydes. Det er dette øjeblik som jeg længes efter så ofte. Tidspunktet hvor jeg er ajour med ALT og med god samvittighed kan sætte mig og slappe af.

Jeg er nu ajour med alle mine pligter. Takket være en 3-dages weekend er der luget i haven, fejet på terrassen, gjort rent indenfor, tøj er vasket, alle regninger er betalt og alle gaver købt. Manden har desuden slået græsset og fået regnvandsbeholderen på ret køl. Det er fantastisk. Når det så oveni købet er så dejligt vejr at jeg kan slentre i min have og beundre mit værk, eller som nu sætte mig i solen på terrassen med kortærmet t-shirt og solbriller og skrive et blogindlæg med min elskede ved siden af, velvidende at jeg kan slappe af hele resten af eftermiddagen – så bliver det nok næsten ikke ret meget bedre. Ih hvor skal dog huske at nyde det.

Lignende indlæg:

Store Havedag

Så fik vi endelig taget hul på arbejdet udenfor. Vi startede dagen med at vaske drivhuset ned, ude og inde, og vi fik også vasket gulvet derude. Kasser og krukker der skal indeholde planter fik også en tur med haveslangen, hvorefter vi kunne indrette drivhuset igen. Vi flyttede lidt om på tingene for at udnytte de mest solrige hjørner bedre, jeg tror det blev rigtig godt.

Jorden fra de gamle plantesække blev fordelt i bedene og vi fik slået græsset for første gang. Vi fik sat et stativ op som Klematis’en kan klatre i, og plantet purløg og sået persille. Vi fik også samlet endnu en lille reol til terrassen så vi har god opbevaring til diverse haveting. Nu glæder vi os bare til at det bliver varmt nok til at vi kan få chili, peberfrugt, tomat og sidenhen agurk og basilikum ud i drivhuset.

Lignende indlæg:

Jeg elsker at være på kursus

Har lige været 3 dage på kursus. Det var herligt. Dels er det dejligt at sidde og modtage – at man ikke selv skal yde. Dels er det dejligt at få fyldt noget viden på. Og dels har jeg nydt at kurset foregik inde midt i København – det er skønt at kunne stå op 1 time senere og alligevel være hjemme før kl. 17, og det endnu dejligere at være inde i byen hvor alting sker, hvor der er liv og kultur og historie.

Lignende indlæg: