Hvorfor jeg ikke kan stemme på Radikale

I bund og grund kan jeg godt lide Radikale. De har nogen rigtig gode meninger og virker til at tænke sig godt om, samtidig med at de har  hjertet på rette sted.

Jeg er meget enig med dem når det gælder ryge-lovgivning, efterløn, kirke og religion og psykisk nedslidning. Det virker som om de tager udgangspunkt i viden og medmenneskelighed – det kan jeg godt lide. En god balance imellem økonomisk ansvarlighed og social bevidsthed.

Men en gang imellem synes jeg at filmen knækker for dem. Især når de begynder at snakke om at flytte skattetrykket fra indkomster til fast ejendom. Det virker så himmelråbende uretfærdigt, når man tænker over det.

For det første er der situationen med pensionister, der ikke længere har en høj lønindtægt, men fordi de har betalt huset ud kan blive boende i huset trods lavere indkomst. Disse mennesker er jo magtesløse overfor at skulle betale højere skat af at eje nogle mursten – det får de jo ikke flere penge af.

Det samme gælder jo i og for sig yngre familier, som pga. boligboblens brist nu er teknisk insolvente og ikke kan flytte uden at realisere store tab. Hvis de skal betale mere skat af at eje en bolig, kan de måske være nødt til at sælge boligen alligevel. De ville så skulle finde en mindre og billigere bolig med en stor gæld i bagagen.

Og så er det efter min mening helt ufatteligt uretfærdigt, at borgere som bor til leje går fuldstændig fri. Hvis mine forældre havde været så forudseende at skrive mig op til en lejebolig 15 år før jeg ville flytte hjemmefra, så kunne jeg måske idag sidde godt i en almennyttig lejlighed med en husleje, som kun kunne stige indenfor nogle af lovgivningen fastsatte rammer, og jeg kunne ikke rammes på min pengepung af diverse pinsepakker og andre skattestigninger. Hold da op hvor ville jeg have mange penge, og ingen risiko for at blive tvunget til at bidrage mere til samfundet.

Så igen, som med så mange andre partier – jeg kan godt se en masse gode hensigter, men så kommer der lige nogen ting som er fuldstændig uspiselige for mig. Suk, hvad skal jeg dog gøre?

 

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Kristian Jensen fra Venstre

På Twitter kunne man 2. maj i år se flg. tweet fra Venstres politiske ordfører og tidligere skatteminister Kristian Jensen:

Det provokerede mig. Kristian Jensen indførte som skatteminister en skat på at arbejde hjemme; den meget omdiskuterede multimedieskat. Den betyder f.eks. at min mand skal betale ca. 140 kr. om måneden mere i skat, fordi at hans arbejdsredskab på job er en bærbar computer. Hans arbejdsopgaver tillader ikke at han arbejder hjemmefra og han gør det derfor aldrig (bortset fra et par fredag aftener hvor han har været nødt til at lave noget ekstra-arbejde udenfor almindelig åbningstid – ikke ligefrem et frynsegode). Min mand har som så mange andre sin egen private PC som han bruger privat. Men den teoretiske mulighed for at bruge arbejds-PC’en privat skal koste ham 140 kr. om måneden.

Jeg kunne derfor ikke lade være med svare tilbage på Twitter. Når man øser sine meninger ud på Twitter, må man være forberedt på, at dem der læser det svarer. Og det gjorde jeg. Jeg skrev:

Senere fik jeg en direkte besked på Twitter. En direkte besked er ligesom en e-mail: en besked fra afsender til modtager som ingen andre kan se. Kristian Jensen gik altså væk fra offentlig diskussion og skrev direkte til mig med nedenstående indhold:

Hermed siger Kristian Jensen vel at værdien af den skattelettelse, der blev indført samtidig med multimedieskatten i 2010, er større end det som multimedieskatten koster. Samtidig synes jeg at han signalerer, at det er helt lige meget hvad der beskattes, men at det er det totale resultat det handler om. Han afviser med andre ord fuldstændig at snakke om det rimelige i at beskatte folk, der sidder på kontor, for hvilket arbejdsredskab de har. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for argumentet holder ikke hvis man går det efter i sømmene – det har jeg redegjort for i et tidligere indlæg.

Denne retorik ser man jo ofte når politikere på 2 sekunder i TV-Avisen skal forsvare sig, men jeg var egentlig overrasket over at Kristian Jensen på et sted som Twitter, hvor man har fin mulighed for at overveje sit svar, ikke kunne overkomme at diskutere dilemmaet imellem at opfordre til at arbejde mere hjemme og så at beskatte selvsamme mulighed.

Jeg synes Kristian Jensen fremtræder arrogant når han affærdiger mig på den måde. Hvis han alligevel vil glide af på diskussion og bruge overfladiske one-liners så synes jeg ikke at Twitter er det rette medie. Han kunne da i det mindste undlade at svare. I stedet vælger han en aggressiv attitude, som jeg slet ikke kan bruge til noget. Og selvom jeg ikke var tæt på at overveje at sætte min stemme på Kristian Jensen til næste valg, så er han da i hvert fald helt sikker på at jeg ikke gør det efter denne episode.

Lignende indlæg:

En forretningsrejse

Igår var jeg i London for at deltage i et møde. For mange i min omgangskreds var første reaktion noget i retning af ‘Nej hvor dejligt med en tur til London’ når de hørte jeg skulle afsted. Men der er ikke ret meget rekreativ oplevelse ved sådan en tur, og jeg vil derfor gerne fortælle hvordan dagen forløb for mig.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

  • at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
  • afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
  • møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
  • stress over at nå hjem igen samme aften
  • ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.

Lignende indlæg:

Hvem har magten?

Når man snakker om magt i det danske samfund, så er der jo den klassiske 3-deling: lovgivende, udøvende og dømmende magt, og her menes Folketing, regering, politi og domstole. Nogen gange omtales pressen om en 4. magtfaktor i samfundet. Mon det er disse instanser man mener, når man bruger ordet ‘magthavere’ ?

Jeg har sådan en fornemmelse af at ordet tit bruges af venstrefløjen, og måske også med sympati for den såkaldte arbejderklasse. Det ligger også lidt i luften at store erhvervsvirksomheder og erhvervsledere har magt, og ordet ‘magthaverne’ har sådan en lidt negativ klang, som om det er onde mennesker som gør noget dårligt ved samfundet.

Når man tænker over det, så er der mange måder at se på magt. Jeg synes der er mange i vores samfund som har meget magt over andre. I virkeligheden har vi nok allesammen magt på en eller anden måde?

Tænk f.eks. på når buschaufførerne strejker. Når de nægter at køre deres ruter, bestemmer de samtidig over en hel masse mennesker. De bestemmer at disse mennesker enten ikke skal på arbejde, eller skal have udgift til en taxa for at komme på arbejde, eller i det hele taget skal have problemer med at komme på arbejde og måske have ballade med deres arbejdsgiver. Måske er der folk der skal til jobsamtale som kommer for sent og dermed bliver sat i en meget uheldig situation i forhold til at få det job, som de måske har hårdt brug for. Strejker er i det hele taget udøvelse af magt, og påvirker som regel rigtig store dele af samfundet. Meningen med strejker er jo også et forsøg på at påvirke beslutninger og situationer, faktisk en slags terrorisme.

Vi kender det også fra skranke-mennesker. Folk der står i en butik, en offentlig servicefunktion eller en check-in skranke i lufthavnen. Alle disse mennesker har en magt over den person der henvender sig, og kan i høj grad bestemme om det bliver en god oplevelse for vedkommende. Her er det magt på det individuelle plan, hvor 1 menneske kan gøre livet surt for 1 andet menneske. Men det er stadig magt.

Jeg har også selv magt en gang imellem. Det er sket at jeg har haft indflydelse på ansættelse af nye medarbejdere, og nogen gange er det f.eks. også op til mig om jeg vil betale skat af et gode som skattevæsenet ikke ved jeg har fået. Jeg har aldrig haft mulighed for at strejke, og hele situationen hvor man IKKE har magt over situationen er særdeles frustrerende og nok en af de store udfordringer man skal lære at håndtere i livet. Men når man HAR magt – så synes jeg det er vigtigt at man sørger for at holde styr på hvad der er vigtigt, ikke kun for en selv men også for dem som er påvirket af ens valg. Med magt følger ansvar, og det gælder i alle situationer, ikke kun for politiet eller politikerne.

Lignende indlæg:

Maskeringsforbud

Nu er der igen tale om burka- eller niqabforbud. Det ser ud til at regeringen og Dansk Folkeparti forsøger at begrænse brugen af disse muslimske klædedragter, selvom det er fundet grundlovsstridigt at forbyde den bestemte type beklædning.

Hvorfor kan man ikke bare gå efter de uhensigtsmæssige ting der ligger i at dække sig til? Vi har jo i forvejen maskeringsforbud i forbindelse med demonstrationer. Så kunne man da bare udvide dette forbud til at gælde de andre sammenhænge hvor vi i Danmark ikke synes det er hensigtsmæssigt at dække sit ansigt?

Jeg synes f.eks. det er helt OK at forlange at en dagplejemor viser sit ansigt til de børn hun passer. Og ved alle situationer hvor det er vigtigt at identificere sig (vidne i retten, gå til eksamen, møde op til fængselsstraf, sikkerhedskontrol i lufthavnen) må man da kunne forlange at borgerne ikke skjuler deres ansigt. Her synes jeg det er helt iorden, at en borger ikke med henvisning til religiøs overbevisning kan kan nægte at vise sit ansigt – hvis der da skulle være nogen der kunne finde på det.

I bund og grund udspringer min holdning af at jeg ikke synes at religion må veje tungere end stat og lovgivning. Man kan måske hævde, at hvis det f.eks. ikke er lovligt at rejse med fly i en burka, så fratager man burka-bærere det privilegium at kunne rejse med fly. Men der mener jeg nu altså at vedkommende så har taget et personligt valgt der begrænser hende.

Jeg ved godt at der også er andre politiske agendaer end disse rationelle begrundelser for at burka/niqab er uønsket. Diskussionen om hvorvidt kvinder der bærer disse dragter er undertrykte og/eller tvungne forstår jeg godt – det er aldrig godt når en borger lever i tvang. Men det samme gælder jo andre former for undertrykkelse, herunder hustruvold, psykisk vold, frihedsberøvelse og hvad der ellers sker i de danske hjem – her skal man jo bare have Politiet på banen.

Jeg synes godt man kan indrette lovgivningen sådan at uhensigtsmæssig adfærd forbydes, uden at der er adresse til bestemte grupper i befolkningen som skal kriminaliseres eller føle sig uvelkomne. Man kan vel bare formulere det sådan at det er enhver tildækning af ansigtet der er ulovlig i visse situationer – så vil det også gælde f.eks. elefanthue. Men kræver jo så at alle accepterer at lovgivning står over religion.

Lignende indlæg:

You Got the Love

Det er altså forfærdeligt når gode musiknumre, der har været hits engang, bliver taget op af nye bands og genindspillet uden føling for nummerets kvaliteter. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide nye versioner generelt – jeg er vild med mange af dem. Men nogengange er det altså mindre heldigt, og jeg fatter ikke at P3 og andre bare hopper på den.

Jeg har tidligere skrevet om Time of the Season med The Zombies, her var det kun dele af nummeret der var genbrugt. Men nu har jeg set mig gal på det nummer som P3 pumper ud for tiden: “You Got the Love” med Florence and the Machine

Nummeret har en længere historie iflg. Wikipedia. Først er det indspillet i 1986 som et typisk 1980’er disco/soul-nummer. Så er det blevet mixet i 1989, og igen i 1997 til et fantastisk fedt nummer med nerve og sårbarhed. Det er det nummer som jeg bedst husker – nok fordi det spilles i sidste scene af sidste afsnit af Sex And The City-serien – kombinationen af handlingen og musikken gav mig gåsehud.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=x7dMGw3uzEU[/youtube]

Jeg synes ikke at Florence-versionen når originalen til sokkeholderne… Det ligner mere at man ønsker at slå plat på det oprindelige nummers popularitet, end at man ærligt ønsker at fortolke et fedt nummer.

Lignende indlæg:

Religion i Folketinget

Folketinget åbner idag,  og som sædvanlig starter dagen med en gudstjeneste for medlemmerne af Folketinget. Det er ikke obligatorisk for folketingsmedlemmerne at deltage, men det er en del af det officielle program for åbningen af Folketinget.

Jeg er ked af at kirke og stat er så tæt knyttet sammen her i Danmark. Ovenpå de seneste års internationale begivenheder, hvor vi kritiserer muslimske samfund for at blande stat og religion sammen, synes jeg ikke at vi kan tillade os at gøre det samme.

Jeg ved godt at der er medlemsskab af den danske folkekirke, som ikke er obligatorisk. Men det er jo alligevel sådan at staten betaler præsternes lønninger. Og det står i Grundloven at vores dronning skal tilhøre den kristne tro.

Måske er jeg præget af aldrig selv at have været medlem af folkekirken. Mine forældre meldte sig ud af folkekirken før jeg kom til verden, og jeg har derfor aldrig været medlem, og er altså heller ikke døbt, konfirmeret eller gift i kirke. Jeg har selvfølgelig været i kirke når jeg er blevet inviteret af andre, men jeg ser ikke den danske folkekirke som en tradition eller et fundament for mig. Jeg tilhører heller ikke nogen anden religion – jeg er vel ateist.

Jeg synes det er på tide at adskille religion og politik. Jeg synes den danske folkekirke skal have samme status som andre religioner i Danmark, således at staten er religions-neutral. Det er den eneste måde vi kan tillade os at afvise uacceptabel opførsel/adfærd/handlinger, der ellers begrundes i religiøse hensyn.

Vidste du iøvrigt at Danmarks kristne parti, Kristendemokraterne, også går ind for adskillelse af kirke og stat?

Lignende indlæg:

Multimedieskatten nærmer sig

Nu nærmer sig så småt det nye skatteår, hvor de nye regler for multimedie-beskatning træder i kraft. Da reglerne kom frem i foråret var det ikke helt klart hvordan detaljerne omkring det blev, men nu kan jeg se at Skat har lagt en del uddybende spørgsmål&svar ud på deres hjemmeside.

Som frygtet bliver det sådan, at hvis du tager en PC med hjem for at arbejde hjemmefra bare 1 gang, så skal du betale den nye skat. Og det er helt uanset om du bruger PC’en til noget som helst privat. Du kan godt forsøge at argumentere overfor Skat for at du ikke bruger den privat, men de siger selv på hjemmesiden at ‘det er meget svært at bevise’ og bevisbyrden ligger hos skatteyderen. Arbejdsgiveren skal opgive det til Skat som A-indkomst, så man får under alle omstændigheder diskussionen hvis man er utilfreds.

I min branche er der rigtig mange mennesker der arbejder hjemmefra jævnligt, simpelthen ved at bytte en dag på kontoret ud med en dag ved spisebordet derhjemme – online og arbejdende på de sædvanlige systemer som de plejer. Disse mennesker får ikke nødvendigvis betalt hverken telefon, internetforbindelse eller udstyr, så der er ikke noget tilskud til privatøkonomien i det; man kan ikke kalde det fryns efter min mening.

Det er klart at det kan være en fordel for mange familier at have den fleksibilitet, men det er så sandelig også til gavn for arbejdsgiverne – mange medarbejdere er jo via denne teknologi til rådighed døgnet rundt og så kan man da ‘godt lige ordne det og det’ efter kl 20. Jeg kender til mange IT-medarbejdere som frivilligt ordner akutte opgaver udenfor kontortid til stor gavn for arbejdsgiveren.

Jeg kan godt se at der er en teoretisk mulighed for at bruge en PC, som man tager med hjem for at arbejde på, til et privat formål. Det kan man jo også med den PC man sidder med på arbejdet (det skal bare ikke beskattes). Det er dog et mindretal i Danmark som ikke har en privat PC i hjemmet (ca. 20% af husstandene), så jeg synes det er overdrevet at se det som et tilskud til privatøkonomien at kunne tage en PC med hjem. Personligt tror jeg ikke der er så stort sammenfald mellem de 2 grupper; dem der ikke har PC og dem der kan arbejde hjemmefra.

Jeg er spændt på hvordan man vil håndtere det i virksomhederne efter nytår. Der vil givet være mange medarbejdere som ikke længere vil være interesseret i at arbejde hjemme når det koster dem penge (kr. 100-150 kr./md.). Det er efter min mening et kæmpe tilbageskridt for den fleksible arbejdskultur i Danmark, og det har jo også et miljø-aspekt.

Man kan vel godt sige at multimedieskatten har til formål at beskatte den teoretiske mulighed for at bruge dit arbejdsredskab til et privat formål. Så er jeg bare spændt på hvornår man begynder at beskatte håndværkere for at tage deres værktøj med hjem om aftenen og i weekenden.

Lignende indlæg:

Om at blive forælder som single

En af de ting vi debatterer her i sommeren er det stigende antal enlige kvinder som vælger at få barn ved insemination. For et par år siden blev det, takket været bla. Jens Rohde, lovligt for læger at behandle enlig og lesbiske kvinder med kunstig befrugtning, og siden er der sket en udvikling som nu tages op til debat.

Emnet diskuteres også i blog-verdenen. På bloggen Ordet Rundt har der i denne uge både været et indlæg der fokuserer på kvindens situation, og et indlæg der adresserer den økonomiske side.

Jeg synes der er et aspekt af denne diskussion som burde stoppe alle andre spekulationer; hensynet til det barn, der kommer ud af det. Jeg synes det er indlysende at det er psykologisk usundt for et barn kun at have 1 forælder, og det underbygges da også af forskning. Hvordan kan vi dog tillade, at man på et ufødt barns vegne, fravælger en far?

Jeg er klar over at det sker hele tiden at børn mister en forælder på en eller anden vis – men ligefrem med vilje, på forhånd, at bestemme at det her menneske skal være uden en far hele sit liv, det synes jeg er grusomt og afspejler at ønsket om at få et barn i denne situation mest handler om moderens egne behov og dermed er ufattelig egoistisk.

Lignende indlæg:

Hvem er de rige?

Her i marts måned har der været snakket rigtig meget om skat: topskat, multimedie-skat og meget andet. Anledningen har været regeringens udspil til, og senere forlig om, en reform af skattesystemet. Aviser, TV-nyheder og blogs flyder over med meninger om beskatning.

Et af de tilbagevendende temaer i debatten omtale af ‘de rige’ i vores samfund. Vi har brug for at vide hvem der er de rige, for at kunne afgøre hvilke der er ‘de bredeste skuldre’ – altså hvem kan yde mest til samfundet. Er det dem der betaler topskat? Er det dem der ejer deres bolig?

Jeg vil vove at påstå at man ikke kun kan se på indkomstens størrelse, når man afgør om borgeren bør bidrage mere til samfundet. Det er min opfattelse at de danske borgeres økonomi er vidt forskellig, men det handler ikke kun om hvorvidt man betaler topskat eller ej. En meget afgørende faktor er simpelthen hvad det koster at bo.

familie

Som man kan se på denne illustration fra Ritzau er familiers økonomi meget forskellig i forskellige dele af landet, selvom de tjener det samme og har samme type bolig. Præmissen er et par med 2 børn, som begge tjener 275.000 kr. om året om som bor i et hus på 140 kvm. Dette par vil have næsten dobbelt så mange penge til rådighed efter bolig- og børneudgifter hvis de bor i Jylland end hvis de bor i Storkøbenhavn. (Faktisk vil jeg tvivle på at en familie med den indkomst overhovedet vil kunne have råd til at købe et hus på 140 kvm i Storkøbenhavn idag.)

I en tid hvor der er finanskrise og stigende arbejdsløshed, får vi fokus på at leve fornuftigt, og folk der lever eller driver virksomhed over evne er ilde set. Vi kan godt få en fordømmende attitude og pege fingre ad dem, fordi de risici de tager kan gå ud over andre. Måske er det derfor jeg synes jeg hører en skinger tone overfor topskatteydere. Min pointe med dette indlæg er, at levestandarden i de forskellige landsdele er meget forskellig, og det skyldes ikke kun størrelsen på borgernes indtægter, men i høj grad hvad det koster at bo.

Lignende indlæg: