Prøv og hør!

Jeg må indrømme, at jeg er en type som kan irritere mig frygteligt, når jeg oplever det jeg synes er dårligt sprogbrug. Det er sikkert skide irriterende, i hvert fald for folk der ikke har denne tilbøjelighed.

Mine forældres generation synes sikkert, at jeg bruger sproget anderledes og ringere end de selv. Jeg synes tilsvarende, at yngre generationer taler og bruger sproget mærkeligt, forkert og udtaler ordene dårligt. Nogle gange opfinder de nye slangudtryk som jeg ikke forstår. Det lever jeg nok med. Andre gange bruger de talemåder i en helt anden betydning end den jeg kender, f.x. bjørnetjeneste. Så er vi ude i noget, hvor vi slet ikke forstår hinanden korrekt. Listen er lang, og der er vel ikke noget nyt i at voksne synes, at de unge bruger sproget forkert.

En tendens har dog spredt sig til ældre generationer og er nu så omfattende, at jeg er nødt til at harcelere. Det handler om udtrykket “Prøv og hør!” eller “Prøv lige og hør!”.

I går aftes så jeg live-programmet “Danmark har talent” på TV2, hvor der deltager 4 dommere, som giver feedback til en række optrædende. Husbond og jeg endte med at blive hægtet helt af, fordi udtrykket “Prøv og hør” blev brugt alt for meget. Især Peter Frødin sagde det hele tiden. Hver gang han skulle komme med en kommentar til en optræden startede han med denne sætning, og han sagde det for det meste flere gange i løbet af hver udtalelse. Det blev komisk, og vi endte med kun at fokusere på denne irriterende vane.

Tendensen har huseret på radioens P3 i mange år i en sådan grad, at jeg helt er holdt op med at lytte til P3. Her siger værterne meget, meget ofte “Prøv lige og hør”. Jeg synes det er en skrækkelig vending, som bliver misbrugt helt kritikløst.

Problemet med dette udtryk er efter min mening, at man trækker for meget på sit publikums opmærksomhed. Det er som Peter og Ulven. Når man siger “Prøv og hør!” så skærer man igennem, forsøger at stoppe andres talestrøm for at få lov til at komme med sin egen pointe. Hvis ikke man har noget interessant at sige, falder det helt til jorden, og man udvander effekten af udtrykket.

Egentlig tror jeg at udtrykket nu er så formindsket i styrke, at dem der siger det mere bruger det som en strategi for at vinde tid til at tænke sig om. Lidt ligesom udtrykket “Hvad er det nu det hedder…”. Men en interesseret og lyttende person som mig tror stadig, at afsenderen virkelig gerne vil igennem med en interessant pointe. Og så bliver jeg så træt af at blive skuffet, at jeg ikke gider at se eller høre programmet.

Jeg kan godt forstå, at når man er på i direkte radio og på TV og man skal præstere noget, så kan det hurtigt ske at man falder i nogle sproglige trygheds-fælder, hvor man kommer til at gentage sig selv uden at man lægger mærke til det. For mennesker der i fjernsynet eller radioen mere end en enkelt gang, synes det kunne være en god idé at lytte til optagelser af sig selv en gang i mellem, og forsøge at drage nogle erfaringer. Det kunne give mulighed for at opdage, at man er faldet i en sproglig fælde, og måske prøve at stoppe sig selv næste gang.

Lignende indlæg:

Udnyttet

Da jeg var en lille pige kunne jeg godt lide at tegne. Jeg ønskede mig farveblyanter, tusser og godt tegnepapir til fødselsdag og jul. På et tidspunkt forærede min far mig en stor stak papir at tegne på. Det var A5-format, og trykt som notatpapir i forbindelse med en kongres. Da kongressen var overstået var der en masse til overs, og min far fik lov til at tage noget med hjem fra sin arbejdsplads som tegnepapir til mig.

Det var noget fint papir, tykt og lækkert. Jeg var meget glad for det. Jeg brugte af det, men sparede også på det, fordi der var det fine tryk på, og fordi jeg havde fået det af min far.

En dag fik en af naboerne besøg af en dreng, der var lidt ældre end jeg. Vi kom til at lege sammen. Han inviterede mig indenfor til en sodastream-sodavand. Sådan en maskine havde vi ikke, jeg var meget imponeret. Han fortalte om at han lavede en form for blad eller avis, og på en eller anden måde kom vi til at tale om mit tegnepapir fra kongressen. Det var han vældig interesseret i. Han ville gerne have noget af det.

Gavmild som jeg er af natur, gav jeg ham lidt af min dyrebare skat. Jeg behøvede måske ikke alle de stykker papir, og når nu han havde et konkret behov. Det gjorde mig glad at give ham noget af mit papir. Han spurgte om han ikke kunne få lidt mere. Så spurgte han om lidt mere. Da han havde fået det meste af stakken sagde jeg stop. Jeg ville også gerne have noget selv. Så satte han trumf på. Hvis han nu gav mig 25 øre, kunne han så ikke få resten?

Jeg lod mig overtale, men bagefter fortrød jeg og blev utrolig ked af det. For jeg var jo faktisk ret glad for det papir, og nu havde jeg slet ikke noget tilbage. Jeg græd ud hos min mor, og på en eller anden måde fik hun forhandlet sig til at jeg kunne få den sidste del af papiret tilbage – mod at drengen fik sine 25 øre tilbage. Den store stak, jeg havde givet ham ’gratis’ beholdt han, for det var jeg jo gået af med frivilligt.

Denne oplevelse har sat sig hos mig som min første oplevelse af at blive udnyttet. Jeg følte at drengen havde manipuleret mig og udnyttet min godhed. Det føltes meget, meget væmmeligt. Hvor hjerteskærende det end er, er disse erfaringer noget man skal igennem som barn, for at danne sin personlighed og for at blive rustet til voksenlivet.

Oplevelsen har ikke betydet at jeg er holdt op med at være gavmild. Jeg vil stadig gerne give meget for at andre bliver glade og får dækket et behov de ikke selv kan dække. Også folk jeg ikke rigtig kender. Men jeg har udviklet en kraftig retfærdighedssans, som betyder at jeg bliver meget vred og frustreret, når nogen forsøger at udnytte mine og andre menneskers gode hensigter.

Det er nok også den der væmmelige følelse der kommer op i mig, når jeg hører om mennesker der udnytter vores velfærdssystem og andre måder at få penge fra fællesskabet. Som samfundsborger giver man så meget man kan, i den hensigt at det skal komme folk til gode, som har brug for det. Når det så viser sig, at dem der har brug for hjælp fra samfundet ikke får tilstrækkelig hjælp, samtidig med at mennesker der egentlig godt kunne klare sig uden hjælp finder smutveje og tricks til at berige sig selv, føles det så utrolig uretfærdigt.

Det er også derfor at jeg altid holder på at man må se begge sider af en sag. Min retfærdigheds-radar reagerer også i den grad, når jeg selv eller andre uretmæssigt anklages for at snyde. Det må bare ikke betyde at man lukker øjnene for, at der ER mennesker, der vil udnytte andres godhed.

Så når 1 flygtning/migrant i september udtaler til TV2, at han vil søge asyl i Sverige i stedet for Danmark, fordi ydelserne i Sverige er højere, så er det ikke det samme som at alle der flygter fra Syrien gør det for pengenes skyld. Men det er vidnesbyrd om, at det er en motivation for nogen.

Man må ikke lukke øjnene, fordi der er nogen der betaler en pris for snyderi og kontanthjælps-shopping. Både dem der afleverede pengene til fællesskabet i første omgang, og dem der i virkeligheden skulle have haft dem.

Dertil kommer de afledte effekter af uretfærdighed: ligegladhed, mere snyd, og i sidste ende manglende engagement i samfundet – og det går ud over vores sammenhængskraft. Det kan blive et meget omfattende samfundsproblem efter min mening.

Lignende indlæg:

Udflytning af statslige jobs

I den forgangne uge blev det offentliggjort, hvilke statslige institutioner der skal flyttes væk fra København og ud i provinsen. 3.900 statsansatte står nu i en situation, hvor de skal beslutte sig for at flytte til en anden del af landet, eller at miste deres job.

Jeg har selv været ansat i staten, og jeg ved godt at den varierende politiske realitet betyder, at det generelt er en usikker tilværelse at være ansat i en styrelse eller anden del af statens forvaltning. Men her står vi med en meget stor forandring, som påvirker mange mennesker på en gang. Jeg har stor medfølelse med dem, der er påvirket af udflytningen af statslige arbejdspladser.

Af og til tænker jeg selv på at forlade Københavnsområdet og flytte til provinsen. Hvis det passer, at tingene går lidt langsommere derude, kunne det være en dejlig forandring. Tanken strander altid på, at jeg ikke tør satse på at jeg kan finde job derude, og at jeg ikke har lyst til at flytte væk fra min familie.

De 3.900 statsansatte har nu mulighed for at forlade storbyens stress og jag og få jobbet med sig. Men det er jo ikke sikkert at de har de samme lyster som jeg har. Og så kommer der en helt anden dimension til. Det er ikke alle som er single og bor alene. Rigtig mange af de berørte har en ægtefælle og børn, som har job og skolegang i det område de bor i idag, og familie og netværk i nærheden. Det er sørme sin sag bare at flytte og få alle de relationer til at fungere et nyt og meget anderledes sted i landet.

Ude i landet er der ikke desto mindre stor glæde over tiltaget. Pressedækningen fokuserede i høj grad på de begejstrede borgmestre, der glædede sig over at få flere arbejdspladser til deres byer. De satser tilsyneladende ikke på at jobbenes nuværende indehavere flytter med, men håber tydeligvis at deres nuværende bysborgere får flere jobs at søge. Deres jubel klinger grisk i mine ører, jeg synes det har karakter af at danse på andre menneskers grav.

DR P4 Syd tog det også med humor, og offentliggjorde samme aften som nyheden kom frem på deres Facebookside denne oversigt over fordele ved at flytte til Sydjylland. Der er også flere der har gjort sig lystige over at Naturstyrelsen skal flytte ‘ud i naturen’. Disse reaktioner er ganske egoistiske og overfladiske, og jeg er ærlig talt rystet over den mangel på medfølelse det viser. Det virker ikke til at nogen tænker over hvilken situation de sætter de 3.900 mennesker i.

Carsten Bang nævnte i det nyhedssatiriske Badabing Show, at han da godt kunne forstå at det føles urimeligt miste sit arbejde, men henviser til at sådan har de også haft det i ‘Udkantsdanmark’ når de har mistet arbejdspladser.

Carsten Bang og andre synes at overse en stor forskel. Leveomkostningerne er væsentligt forskellige i København og i provinsen. Dagpenge og kontanthjælp er derimod nøjagtig det samme i hele landet.

Det er derfor forbundet med en helt anden økonomisk ruin at blive arbejdsløs i København. Mange der mister deres job i provinsen kan blive boende i deres bolig, selvom de ryger på dagpenge. Det kan man ikke ret længe i København. Mange familier vil meget hurtigt skulle sælge deres hus, måske med tab, og kan ende dybt forgældede og handlingslammede af denne situation.

Jeg kan godt se at det kan give et boost til provinsen at få statslige arbejdspladser. Men var det virkelig nødvendigt at gøre det på denne måde? Så vidt jeg husker kommer denne idé fra Dansk Folkeparti, og det handler i virkeligheden nok om at pleje et bestemt vælgersegment og holde regeringen ved magten lidt tid endnu. Det sker så på bekostning af 3.900 statsansatte, som ikke alle sammen er højtuddannede akademikere, der nemt finder sig et andet job i hovedstadsområdet. Der er givetvis masser af sådan nogen som mig, der har en kontoruddannelse specialiseret på offentlig forvaltning, og som nu skal konkurrere om en lille mængde administrative jobs.

Jeg synes det er for nemt for jyder og andre provinsboere at affeje københavneres ulykke. Jeg tror at de tænker, at når man har råd til at bo i huse til over 3 millioner kr. så er man så rig at der ikke er grund til medfølelse. Her kommer misundelse til at overtrumfe solidaritet. Det er slemt for alle at miste sit job. Når der kommer tvangsauktion og kæmpegæld oveni er det endnu værre. Også for familier der bor i Storkøbenhavn.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Cube Epo Touring el-cykel

I et års tid har jeg forberedt mig på at få en ny el-cykel. Jeg har sparet op og undersøgt markedet, og i juni fandt jeg endelig det jeg søgte: en el-cykel der både havde skivebremser, udvendige gear, et passende stort batteri og en udformning der passede til en husmors pendling til og fra arbejde med cykelkurve mv. Det var en Cube Epo Touring, og i starten af juli blev den min. Jeg er rigtig glad for den.

Her følger mine erfaringer og oplevelser i en slags anmeldelse. Som jeg tidligere har skrevet, oplever jeg at jeg har taget et skridt frem i udviklingen af el-cykler, og her vil jeg forsøge at fortælle om forskellene i forhold til de traditionelle el-cykler med forhjulstræk og indvendige gear, som har været så almindelige i mange år.

Først og fremmest fremstår cyklen som rigtig god kvalitet. Alle detaljer er meget lækkert udformet. Stellet har en flot mat lakering, sort med røde markeringer udvalgte steder. Kabler og andre elementer på cyklen er ordentligt monteret, og man overvejer slet ikke om noget skulle gå løs eller begynde at rasle. Kontaktflader som sadel, håndtag og gear passer bare lidt mere perfekt end de andre cykler jeg har haft. At der står BOSCH på motoren giver en fornemmelse af at have købt noget solidt.

Momentstyret

Denne BOSCH-motor sidder ved kranken og er momentstyret. Det betyder, at der er en sensor der mærker hvor hårdt jeg træder, og doserer motorkraften efter det. Det betyder at man får mere hjælp når man kører op ad bakke end når man kører ligeud.

Dette er en fundamental forskel fra tidligere, og jeg har skullet vænne mig lidt til det. Når jeg bare trådte i pedalerne som jeg var vant til fra Promovec’erne, fik jeg samme mængde motorhjælp, uanset hvilken kraft jeg trådte med. I starten kunne jeg mærke at der komme et lille ryk af øget motorkraft når jeg f.eks. kørte over et bump, men jeg lærte hurtigt at styre det. Nu kan jeg ved hjælp af fødderne bestemme hvor meget hjælp jeg vil have fra motoren. Det er f.eks. dejligt, at man lige får et ekstra boost ved at træde lidt hårdere når man vil overhale.

Pga den ens motorkraft på de gamle cykler, oplevede jeg eksempelvis, at modvind betød at hjemturen krævede flere kræfter end ved medvind eller mere vindstille, og jeg kunne godt få ondt i knæene disse dage. Med den momentstyrede motor får jeg mere hjælp når der er behov for det, hvilket umiddelbart virker mere skånsomt. Jeg har i hvert fald ikke haft ondt i knæene med den nye el-cykel endnu.

Udvendige gear

Jeg ønskede mig udvendige gear, fordi der er en bedre energioverførsel, og fordi jeg efter mange års bøvl med indvendige gear tog min husbonds ord for, at det faktisk var nemmere at vedligeholde og justere. Det er også helt fundamentalt forskelligt at køre med udvendige gear, og det har nok været det jeg har skullet bruge flest kræfter på at vænne mig til.

Den store forskel ligger i, at man skal træde rundt når man skifter gear – i modsætning til indvendige gear, hvor man skal køre i frihjul når man skifter. Det er en fordel når man accelererer på en el-cykel, at man kan blive ved med at træde når man skifter op i gear, for så bliver motoren ved med at hjælpe og man får en mere jævn kørsel. Til gengæld har jeg haft det lidt svært når jeg skal reducere farten, for det er så indgroet i mig at køre i frigear frem til f.eks. et rødt lys, og så får jeg jo ikke gearet ned i det lave gear der skal til for at starte. Der er også den udfordring, at det er svært at reducere farten når man stadig træder i pedalerne, fordi motoren hjælper til, og jeg er ved at udvikle en teknik hvor jeg bremser, mens jeg træder rundt og gearer ned – det virker lidt unaturligt. Og hvad gør man lige i alle de situationer hvor man er nødt til at katastrofebremse, fordi fodgængere eller biler pludselig bryder ens bane? Så står man der i et højt gear og skal starte fra nul, og det er ikke godt for hverken gear eller motor.

Skivebremser

Til gengæld vænner man sig lynhurtigt til de hydrauliske skivebremserne. De virker bare! De er langt bedre end den fod- og v-bremse jeg har været vant til, og det er meget nemmere at dosere og bremse hurtigt. Jeg føler det er blevet langt mere sikkert at færdes i myldretidstrafikken, nu hvor jeg er i stand til at bremse godt og effektivt – jeg stoler fuldstændig på bremserne.

Vægt

En anden ting som hurtigt bliver tydeligt, er at cyklen virker tung. Den er angivet til at veje 22,6 kg., hvilket er stort set det samme som andre el-cykler. Når jeg løfter på en cykel er det typisk for at komme ind og ud af cykelstativer, hvor jeg en svinger bagenden af cyklen rundt så det passer. Her opleves cyklen væsentlig tungere end mine tidligere cykler, og her mærker man nok motorens centrale placering. En motor i forhjulet løftes jo ikke på samme måde i denne situation.

Pris

Denne Cube-model står som standard til at koste 19.999 kr. Det er mange penge for de fleste, det er det i hvert fald for mig. Det er jo lige før at man kan få en brugt bil for de penge. Jeg var heldig at få min cykel på tilbud til 16.999 kr. (en pris der i øvrigt i skrivende stund stadig er gældende), og så nærmer prisen sig hvad man skal give for en standard Promovec-cykel. Set i den sammenhæng føler jeg, at jeg får langt mere kvalitet og komfort for pengene.

Alt i alt har det været en rigtig god oplevelse at skifte fra Promovecs ellers udmærkede cykler, til en cykel med en anden teknologi og anden finish. Jeg har fået det løft i kvalitet og funktionalitet som jeg ønskede, og det er en stor nydelse at cykle til og fra arbejde på den.

Vurdering:  ★★★★★ 

 

 

Lignende indlæg:

En ny generation af el-cykel

Lige siden jeg testede Promovecs Whistle sidste sommer, har jeg sparet op til ny el-cykel. Jeg kunne godt mærke at min MBK el-cykel var ved at være lidt slidt. Da jeg fik bonus og skat retur i starten af året havde jeg egentlig penge nok til at købe en ny. Men først nu har jeg fundet en jeg vil have.

I min anmeldelse af Promovec Whistle beklagede jeg mig over, at el-cykler ikke har udviklet sig nok på det tekniske område. Der er sket en del med design og lidt med batteriernes kapacitet, og der er også begyndt at komme MTB-elcykler. Men det har ikke været til at finde en almindelig pendler-elcykel med både skivebremser og udvendige gear med et passende stort batteri. Der har været mange gode bud her på bloggen, og det var da også via en kommentar fra Milan Olsen at jeg kom på sporet af min næste el-cykel. For da jeg googl’ede hans forslag, kom jeg ind på Vanløse Cykelcenters webshop, hvor jeg så en helt anden cykel – en el-cykel der havde det hele; hydrauliske skivebremser, udvendige gear, affjedret forgaffel og plads til cykelkurve!

Jeg begyndte at undersøge cyklen nærmere. Kun 2 forhandlere i Danmark ser ud til at have den på programmet, var det nu en god idé at springe ud i en el-cykel i en helt anden kategori end det jeg er vant til? Turde jeg forlade Promovecs trygge danske univers? Den så ud til at være mere udbredt i Tyskland at dømme efter webshops, men ingen anmeldelser var at finde. En uge efter satte Vanløse Cykelcenter endda denne model 3000 kr. ned, og så besluttede jeg at tage ud og se på den. Her ser i mig på Cube Epo Touring Lady cyklen efter en prøvetur i sidegaderne omkring butikken.

Cube el-cykel
Cube el-cykel

Med denne model får jeg en helt anden motor-teknologi. Hvor jeg indtil nu kun har kørt med forhjulstræk, får jeg nu en motor der sidder nede ved kranken og hjælper direkte der, hvor min fodkraft går ind via pedalerne. Jeg forventer at det giver en bedre udnyttelse af el-kraften, og at frihjul ikke længere er et tema. Det føltes i hvert fald fint at få hjælpen derfra, meget smooth.

Cube er ikke et mærke vi har set i el-cykelverdenen indtil nu. Det er et veletableret mærke indenfor det man kalder high-end cykler, altså ikke almindelige hverdagscykler, men dem som mountainbikere og gaderacere i cykeltøj drøner rundt på. Min mand var begejstret for at kunne genkende produktnavne på cyklens dele; gear, eger, bremser mv. Det betyder formentlig, at det bliver nemt at vedligeholde den og få reservedele til den.

Jeg købte cyklen i dag, og jeg kan hente den på mandag. Efter sommerferien forventer jeg at kunne skrive en anmeldelse af en ny spiller på markedet, som jeg mener tager el-cykler til os, som pendler frem og tilbage fra arbejde, ind i en ny tidsalder.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Promovec Whistle

Det er altid skønt at køre på en helt ny cykel, og det har sørme været lækkert de sidste par uger at have lejlighed til at køre på den seneste nye el-cykelmodel fra Promovec. Alting spiller bare, og lakken skinner flot på den nye spændende farve.

Promovec Whistle har en lang række faciliteter, som min egen ikke har: affjedret forgaffel, frihjulsmotor, lav motorlyd, 3 forskellige motorhjælps-metoder, lækkert aftageligt display med mange funktioner og betjening af el-systemet ved håndtaget.

Den affjedrede forgaffel har jeg prøvet tidligere, og savner den en del idag med den stand Storkøbenhavns cykelstier er i. Resten af de nye features er nye oplevelser for mig. Især displayet med både temperatur og ur i er virkelig anvendeligt, når man ligger og pendler til og fra arbejde. Det overflødiggør faktisk en cykelcomputer – den viser ikke gennemsnitshastighed, men det er heller ikke interessant på en el-cykel, det er næsten altid det samme. Desværre sidder den på en måde, så man ikke kan bruge klick-fix-systemet til at have cykelkurv på foran.

Det der gør lige netop denne Promovec-model speciel er, at batteriet er indfældet i kædeskærmen. Hvor man i mange år har kunnet kende en el-cykel på kassen under bagagebæreren, er man nu i højere grad begyndt at se kreative løsninger til placering af batteriet, og på Whistle har man altså valgt at sætte batteriet i det rum der er indenfor cykelkæden.

Det man opnår ved at have batteriet her, er at man slipper for at have batteriet under bagagebæreren. Ikke at det er et praktisk problem – man kan bruge bagagebæreren nøjagtig som ellers til både barnestol og cykelkurv. Men det giver en knap så god balance i cyklen, og jeg har i min testperiode kunnet mærke, at balancen er noget bedre når batteriet og dermed tyngdepunktet kommer længere ned mod jorden som på Whistle. Af øvrige gevinster kan nævnes at batteriet er mindre og lettere, og hvis man er træt af at blive kaldt en snyder når man overhaler modne mænd på cykelstierne, så kan man håbe på at slippe for disse tilråb med en Whistle, da man muligvis kan skjule at man kører på el-cykel.

Der er også en række ting som er det samme som på min nuværende cykel. Motor og batteri har nøjagtig samme specifikationer som min første el-cykel fra 2006: 250W, 36V og 9AH. Her ser man ‘prisen’ for at gøre batteriet så lille som det er nu; det er ikke er muligt at få et kraftigere batteri. Jeg har købt et 12AH-batteri til min el-cykel, fordi det var nødvendigt da jeg begyndte at have 16 km. til arbejde – så kan jeg stadig klare turen både ud og hjem på en opladning. Denne størrelse batteri ville jeg ikke kunne få til Whistle, og det er heller ikke i programmet for 2013. Promovec forventer dog længere ude i fremtiden at kunne producere et større batteri til Whistle. Bremser og gear er også det samme som det har været på alle mine el-cykler: navbremse samt håndbremse med bremseklodser (også kaldet v-bremser) og 7 indvendige gear.

Jeg kan godt forstå at Promovec er stolte af deres nye model. Whistle er en cykel, hvor der er kælet for de lækre detaljer. Det er f.eks. lykkedes dem at få samme nøgle til at passe til cyklens godkendte lås og til batteriet – en detalje som jeg kan forstå ikke har været helt enkel at få på plads. Den ser godt ud – jeg følte mig smart på den. Den er helt ikke så konet som mange af de mere praktiske el-cykler. Whistle vil være en smart urban el-cykel for yngre kvinder som cykler op til 20-25 km. om dagen.

Ville jeg købe den selv? Njaee…. For en hardcore cykelpendler som mig, der cykler 32 km. om dagen i al slags vejr, i myldretid og året rundt med cykelkurve både for og bag er den ikke helt ideel. Hvis jeg havde sparet 16.000 kr. sammen til at købe ny el-cykel, ville jeg være nødt til at være fornuftig og tænke på at få dækket de behov jeg oplever i hverdagen med el-cyklen.

Når jeg skal have min næste el-cykel, håber jeg at finde en der kan mere end den jeg har idag. Teknikken udvikler sig hele tiden, og det samme gør priserne. Næste gang håber jeg at kunne finde en cykel med:

  • stort batteri
  • skivebremser
  • udvendige gear

Med 25 km/t og en vægt hvor rytter, bagage og cykel tilsammen nemt vejer over 100 kg. er nav- og v-bremser simpelthen utilstrækkelige. Man er nødt til at bremse i meget god tid og dermed have en mere forsigtig adfærd end el-cyklen ellers giver mulighed for. Jeg oplever jævnligt farlige situationer, hvor jeg ville ønske at jeg kunne bremse hurtigere/kraftigere. Min mand har fået mig overbevist om at udvendige gear er bedre end indvendige. Jeg har desværre haft mange problemer med mine gear, også selvom jeg for nogle måneder siden skiftede hele baghjulet og dermed fik helt nyt gear.

Og så min kæphest: jeg ville prioritere at få et tilstrækkeligt stort batteri. Batterier bliver notorisk dårligere med alderen og når vejret bliver koldt. Det er nødvendigt at have en vis overkapacitet, hvis man som jeg gerne vil el-cykle hele året rundt og helst slippe for at skulle lade batteri op mens jeg er på arbejde – i hvert fald de første år af batteriets levetid. Mit 12AH-batteri er nu 1 år gammelt, og det har allerede vist tendenser til ikke at kunne klare turen både ud og hjem. Forleden skulle jeg til tandlægen, og kørte derfor lige over Geels Bakke før jeg tog på arbejde. På vej hjem fra arbejde var der kraftig modvind, og batteriet gav op efter 38 km.

Det er jo ikke fordi Whistle ikke byder på forbedringer og fornyelser. Med Whistle har Promovec prioriteret nogle andre ting, end de ting som er vigtigst for mig. Jeg håber at de kommer med en model hvor de tekniske specifikationer kommer mere i fokus. Med modellen Rush har de et bud på en cykel med skivebremser og udvendige gear – men stadig med et begrænset batteri og uden skærme, bagagebærer mv. Jeg er ikke kræsen – jeg vil bare have det hele 🙂

Vurdering:  ★★★★☆ 

(Dette indlæg er sponseret, men reflekterer min egen mening)

Lignende indlæg:

Retfærdighed i politik

Naivitet og idealisme er to ting der løber i mine årer og en konstant kilde til frustration for mig. For jeg vil næsten altid naivt forvente at retfærdighed og andre ædle formål forsøges opfyldt, og jeg bliver selvfølgelig konstant skuffet. Om det handler om medmennesker på gaden, familiemedlemmer eller folk som har magt over mig i form af arbejdsgivere og politikere, så forventer jeg altid at de som udgangspunkt har gode hensigter, og det er selvfølgelig gode hensigter i min egen definition, så som at behandle hinanden med respekt og den slags.

Når det kommer til politik kan jeg hidse mig op over mange af de forslag og love der kommer frem. Som at jeg f.eks. skal betale skat af fri telefon, selvom den ikke er spor fri og at skatten alene koster mig mere, end det at have privat mobiltelefon ved siden af. Det føles uhyre uretfærdigt, og selvom der er tale om mindre beløb bliver jeg virkelig vred over dilemmaet imellem, at jeg i statens øjne har ‘fri telefon’ og dermed skal betale skat, selvom jeg reelt betaler alle mine private udgifter til telefon selv.

På den anden side gør det godt, når der kommer forslag frem, som virker retfærdige i mine øjne. Regeringen lækker her i pinsen store dele af deres kommende forslag til skattereform, og der er flere ting jeg er rigtig godt tilfreds med.

For knap 2 år siden bragte den borgerlige regering børnepengene på banen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på hvor utrolig mange penge staten forærer skattefrit til mennesker der har børn, udelukkende fordi de har børn. I nedgangstider virker det faktisk grotesk, at helt almindelige mennesker med orden i økonomien på statens regning skal have en præmie for at få et barn. Børnepengene er så vidt jeg husker i sin tid indført som kompensation for andre skatter, og børnefamilier kan sådan set regne pengene ind i deres budgetter på linje med deres beskattede indtægter ud fra en tanke om at det er nettoresultatet der tæller. Men det er mange år siden, og dem der havde børn dengang har nu voksne døtre og sønner, som i mange tilfælde ser deres børnepenge som nogle hyggelige ekstra-penge de kan bruge til sjov og fornøjelser. Det føles ikke retfærdigt i krisetider. Derfor virker det rigtigt at begrænse dette statstilskud.

Den borgerlige regering forsøgte at begrænse hvor mange penge den enkelte familie kunne modtage, det har den socialistiske regering stoppet. Til gengæld lægger man nu op til at se på modtagernes indtægter, således at familier med høje indtægter får lidt mindre i børnepenge. Jeg håber at det er starten på en nedtrapning af børnepengene. Ideelt set synes jeg det ville være bedst, hvis man kun gav tilskud til børnefamilier som virkelig trænger, på samme måde som man i kommunerne idag støtter f.eks. enlige forsøgere og andre der er kommet i økonomiske problemer og har brug for en håndsrækning for at få børnenes liv til at hænge sammen.

Et andet element i regeringens skattereform er det man kalder boligskatterne. Her tænkes på det fradrag man får, når man har renteudgifter, idét det typisk er boligejerne der har de største lån. Jeg kender ikke den historiske baggrund for at indføre fradrag for renter, men jeg ved at det til at starte med var muligt at trække en meget stor andel af sine renteudgifter fra i skat, og at det derefter gradvist er blevet trappet ned. På samme måde som med børnepengene kan man se på det som en velerhvervet ret som man har lagt sin økonomi an på, men jeg synes også at retfærdighedsaspektet skal med. For hvad er egentlig rimeligheden i at få fradrag for udgifter man selv har valgt at have? Man belønner dem der tager store lån, og dem som har sparet mere op til f.eks. en bolig, eller nøjes med en mere beskeden bolig, får mindre fra staten. På linje med børnepengene synes jeg at man skal nedtrappe rentefradraget helt ned til 0% over en årrække.

Et sidste element, som jeg er postitivt overrasket over at høre fra en SF-skatteminister, er at borgere på overførselsindkomst ikke længere skal stige mere i indtægt end vi som går på arbejde. Det virker jo også umiddelbart rimeligt, eftersom at disse personer trods alt har deres på det tørre rent økonomisk. Nogen har ikke så mange penge når de er på overførselsindkomst, men mange har trods alt en stabil situation, hvor de kan regne med en fast og reguleret indtægt, og risikerer ikke pludselig at skulle fraflytte deres bolig – en risiko som vi der er på arbejdsmarkedet konstant må leve med ifm. arbejdsløshed.

Det virker som om at den socialistiske regering er begyndt at få øjnene op for, at det er urimeligt kun at tænke på alle dem der modtager ydelser i vores samfund – at det er nødvendigt at vise respekt overfor dem som betaler gildet; os der går på arbejde. Når skatteministeren nævner hårdtarbejdende lønmodtagere i sin snak om topskat, så nævner han sygeplejersker og faglærte arbejdere. Men vi som sidder på et kontor hele dagen hører til i samme indkomstgruppe kan glæde os over, at vi også i givet fald også vil blive ‘ramt’ at en skattelettelse, selvom vi aldrig bliver nævnt og via signalerne bla. omkring skat af fri telefon føler os som nogen der ikke skal tages hensyn til.

Lignende indlæg:

Lang weekend

Nu kommer den herlige periode i foråret, hvor der er mange lange weekender. St. Bededag, Kr. Himmelfart, pinse – og for mig er der oveni købet en lang weekend der ikke plejer at være der, da jeg i første gang i ca. 10 år har fri på Grundlovsdag. Den ligger på en tirsdag, og Mads og jeg har taget fri om mandagen – dermed har vi 4 dages weekend dér i starten af juni. Mmmmmmmm………. dejligt!

Jeg bringer lige en af mine gamle travere. Folk der har spist frokost med mig på arbejdspladser ved, at det er en af mine kæpheste det med lange weekender. Jeg synes at det passer SÅ meget bedre i mit liv med 3 dages weekend og 4 dages arbejde. I hverdags-fritiden er der ikke tid til ret meget andet end sove, spise og gå tur med hunden, så weekenderne skal bruges til alt det andet. Alt det praktisk man ikke når til hverdag, alt det sociale der kræver så meget tid, og så til at restituere fra alt det jeg lige har nævnt. Det er hele 3 ting – og det er svært at nå på 2 dage.

Når man har 3 dages weekend, er arbejdsugen jo tilsvarende kortere. Jeg kan tydeligt mærke når disse skønne forårsweekender og korte arbejdsuger har været der, at jeg er mindre træt. På den måde får man både i pose og i sæk ved at have 3-dages weekend.

Åh, sådan skulle det altid være.

Lignende indlæg:

Skattefælden

Nu begynder virkningerne af den nye finanslov og de nye skatter at blive mere konkrete for mig. Der er flere af de nye skatter som virker uretfærdige, og de fanger mig i en fælde, som jeg ikke selv har valgt at gå ind i.

Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Lignende indlæg:

Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg: