Sødeste feriehund

Jeg har altid elsket hunde. Min første store hunde-kærlighed hed Pjuske. Han var et lille terrier-lignende gadekryds, der kom løbende til hos min farmor og farfar, da de boede på landet ved Præstø i min tidlige barndom. Da ingen savnede ham beholdt de ham. Siden har jeg haft nære venskaber med mange hunde, men har aldrig selv haft en hund. Det er min store drøm at få hund en dag, og heldigvis deler min elskede mand min drøm.

I den uge der lige er gået, har jeg fået lov til at passe min fætters hund. En sød pige-labrador af den type man nogen gange kalder “Formel 1”, altså en lidt mindre og lidt mere sporty labrador. Hun arbejder bla. som jagthund når min fætter går på jagt, og min fætter har opdraget hende rigtig godt. Hun kommer f.eks. når man kalder – hver eneste gang og uden diskussion. Hendes søde væsen kombineret med at hun er så nem at håndtere, har gjort at vi har haft en fantastisk uge sammen.

[cpg_imagenormal:6,Aika_029.jpg]

Det giver selvfølgelig stof til eftertanke. Vi har ofte talt om at få hund; hvilken race og hvornår. Nu har vi prøvet at have en almindelig hverdagsuge sammen med en hund. Det har været skønt, og man kan godt få lyst til at få hund lige med det samme. Men den hund vi har passet er vant til at være alene hjemme og det vidste jo på forhånd. Det ved man jo ikke på forhånd om en lille hvalp, og da vi er nødt til at arbejde fuldtids begge to, er det en kæmpe risiko. Dertil kommer om vi er i stand til at opdrage en hund så godt som min fætter har gjort, så man kan have den frihed for både hund og menneske som har gjort det så nemt at have hund i denne uge. Og endelig har vi masser af rejseplaner. Vi må nok tænke lidt mere.

Lignende indlæg:

Canariere og hunde

Apropos hunde – jeg er lidt i tvivl om hvad det er for et forhold canarierne har til deres hunde. Fra vores lejlighed kunne vi se ned på en lav bygning hvor receptionen var og hvor ejerne af hotellet tilsyneladende havde privat bolig. På taget af denne lave bygning gik en hund. Han var der hele tiden, han var der når vi gik i seng, og han lå sammenkrøbet som en kugle ved døren om morgenen. Af og til så man nogen komme med mad/vand til ham. Nu var vi jo ikke i lejligheden hele tiden, men det virkede til at han opholdt sig på det tag døgnet rundt. Vi så ham endda besørge deroppe. Det synes man jo nok ikke som dansker er en god måde at have hund på. Mads og jeg synes i hvert fald ikke. For hvad skal man så med en hund, hvis man ikke er sammen med den?

Vi kom til at følge med i den lille hunds hverdag og kom næsten til at holde af ham. Vi kaldte ham Bo. Den næstsidste dag så vi pludselig en mand komme og tage hunden med på en gåtur. Da vi senere skulle ned i byen og handle mødte vi sørme lille Bo – han sprang op på mit knæ, logrede og jeg fik lov til at klappe ham. Det var dejligt at se hunden glad, og få lov til at klappe ham efter i næsten 2 uger at have set på den lille søde hund på afstand.

Lignende indlæg: