På internat

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

 

Lignende indlæg:

Fest, vuf og dyt – udnyttet af en teenager

Ovre på den anden side af vejen bor der en kvinde med 2 døtre og deres hund. Vi kender ikke hinanden specielt godt, men vi vinker og hilser da på hinanden når vi mødes på vejen, og vi har sludret lidt en gang imellem.

I lørdags ringede telefonen pludselig fra et mobilnummer jeg ikke kendte – det var genboen. Hun var på vej i sommerhus, og var ved Kalundborg kommet i tanke om at hun havde glemt hunden! I desperation spurgte hun om hunden kunne være hos os fra lørdag til søndag. Det er en sød hund, og da både min mand og jeg holder MEGET af hunde sagde jeg lettere forvirret ja til at passe genboens hund.

Lidt senere kom den yngste datter over med hunden, og det viste sig at der var tale om at det kun var mor og kæreste der skulle i sommerhus, og at pigerne var hjemme. Den store datter skulle have fest og hun ville ikke have at hunden var der når der var fest. Vi fik hundens madskåle og kurv og hunden indtog vores hjem. Det gik fint – hun snusede lige lidt rundt og faldt derefter til ro.

Da det blev tid til at gå i seng gik det også fint – hunden lagde sig bare til at sove og vi gik i seng helt som vi plejer. Men så gik festen på den anden side af vejen for alvor igang. Fester derovre har det med at rykke udenfor – nok fordi de unge skal ryge og ikke må gøre det indendørs. Der bliver snakket, råbt og grinet højt, og så vågner vi, for vores soveværelse vender mod vejen. Det er sket før.

Men denne gang vågnede hunden også, og den begyndte at gø hver gang der blev råbt eller hujet ovre fra festen. Så ved halv to-tiden om natten var vi fuldstændig vågne og skulle både håndtere en gøende hund og støj udefra. Vi fik beroliget hunden og lukket nogle døre så hunden ikke hørte så meget udefra, og prøvede derefter at sove igen.

Jeg syntes ikke jeg var nået at falde i søvn igen, da der ved tre-tiden var opbrud ved festen; de unge skulle hjem eller videre, og det foregik i bil! Man må gå ud fra at dem der kørte bilerne var ædru, men det forhindrede dem ikke i at bruge hornet intensivt for at kalde på hinanden – som i “kom så, vi kører nu!” Så vågner man jo igen…. Jeg var rasende og synes det var fuldstændig unødvendig støjende adfærd. Selv efter de var kørt, var jeg så gal at jeg var nødt til at ligge og se lidt TV før jeg var faldet nok til ro til at kunne sove igen. Det blev ikke til mange timers søvn den nat.

En ting er at få stjålet sin nattesøvn af en teenage-fest – det er utrolig irriterende, og jeg bliver rigtig gal over at de unge opfører sig så respektløst på en lille rækkehus-vej hvor alle har soveværelse ud mod vejen. Men der er nok ikke så meget at gøre ved det – teenagere tænker KUN på sig selv og ejer ikke evnen til at tage hensyn til andre mennesker.

Men at sådan en festglad teenage-pige sender sin hund over til os, så den ender med at vække os ved at gø midt om natten oveni den øvrige larm – så føler man sig altså virkelig udnyttet. Når man ligger der og vender sig vredt i sengen midt om natten, så føler man at teenageren forsøger at vække éen gennem flere kanaler – støj fra vejen og vuf fra hunden.

Det er ikke hundens skyld, og det var nok også bedre for hunden ikke at være hjemme. Men en anden gang tror jeg altså ikke jeg siger ja til at tage mig af hunden, hvis der skal være fest derovre. Så tror jeg i stedet jeg tager min mand og min bil og kører op i sommerhuset og sover.

Lignende indlæg:

Midt i foråret

Jeg  har lige haft besøg af min fætter, som hentede sin hund efter at hun har været i pleje hos os i lidt over en uge. Vi har passet hunden før, og det var igen en stor fornøjelse at dele sin hverdag med hende. Nu er det bare underligt at undvære hende, og igen kører tankerne omkring selv at få hund.

Bededags-ferien er ellers foregået meget i havens univers. Fredag tog vi vores traditionelle tur til Gartneri Toftegaard i Køge efter tomatplanter, agurkeplanter, lidt ekstra spændende chili-sorter samt deres hjemmelavede økologiske plantesække. Vi har nu startet drivhuset op med tomat og chili. Sidste år gik det galt med agurkerne da de kom ud samtidig med tomaterne, de gik simpelthen i vækststandsning og kom aldrig igang igen. Derfor lader jeg agurk og basilikum, som også elsker varme,  vente i vindueskarmen lidt endnu.

Efter at have hentet sommerblomster i både planteskoler og supermarked i flere omgange (og konstateret at Fuchsia ikke kan tåle at stå i drivhus) har jeg nu taget springet og plantet krukkerne til. Det er skønt med de flotte farver. 2 krukker ude ved vejen er stadig fyldt med ivrigt blomstrende hornviol, de får lov at blive indtil de ikke kan mere, derefter bliver krukkerne fyldt med mine hjemmelavede tagetes.

Nu skal jeg så koncentrere mig om at præsentere et forslag til videndeling på arbejde, både for ledergruppen og på et afdelingsmøde, inden jeg kan sætte mig på et fly og tage til Palma de Mallorca med min dejlige veninde og holde en uges ferie.

Lignende indlæg:

Sødeste feriehund

Jeg har altid elsket hunde. Min første store hunde-kærlighed hed Pjuske. Han var et lille terrier-lignende gadekryds, der kom løbende til hos min farmor og farfar, da de boede på landet ved Præstø i min tidlige barndom. Da ingen savnede ham beholdt de ham. Siden har jeg haft nære venskaber med mange hunde, men har aldrig selv haft en hund. Det er min store drøm at få hund en dag, og heldigvis deler min elskede mand min drøm.

I den uge der lige er gået, har jeg fået lov til at passe min fætters hund. En sød pige-labrador af den type man nogen gange kalder “Formel 1”, altså en lidt mindre og lidt mere sporty labrador. Hun arbejder bla. som jagthund når min fætter går på jagt, og min fætter har opdraget hende rigtig godt. Hun kommer f.eks. når man kalder – hver eneste gang og uden diskussion. Hendes søde væsen kombineret med at hun er så nem at håndtere, har gjort at vi har haft en fantastisk uge sammen.

Smuk hund

Det giver selvfølgelig stof til eftertanke. Vi har ofte talt om at få hund; hvilken race og hvornår. Nu har vi prøvet at have en almindelig hverdagsuge sammen med en hund. Det har været skønt, og man kan godt få lyst til at få hund lige med det samme. Men den hund vi har passet er vant til at være alene hjemme og det vidste jo på forhånd. Det ved man jo ikke på forhånd om en lille hvalp, og da vi er nødt til at arbejde fuldtids begge to, er det en kæmpe risiko. Dertil kommer om vi er i stand til at opdrage en hund så godt som min fætter har gjort, så man kan have den frihed for både hund og menneske som har gjort det så nemt at have hund i denne uge. Og endelig har vi masser af rejseplaner. Vi må nok tænke lidt mere.

Lignende indlæg:

Canariere og hunde

Apropos hunde – jeg er lidt i tvivl om hvad det er for et forhold canarierne har til deres hunde. Fra vores lejlighed kunne vi se ned på en lav bygning hvor receptionen var og hvor ejerne af hotellet tilsyneladende havde privat bolig. På taget af denne lave bygning gik en hund. Han var der hele tiden, han var der når vi gik i seng, og han lå sammenkrøbet som en kugle ved døren om morgenen. Af og til så man nogen komme med mad/vand til ham. Nu var vi jo ikke i lejligheden hele tiden, men det virkede til at han opholdt sig på det tag døgnet rundt. Vi så ham endda besørge deroppe. Det synes man jo nok ikke som dansker er en god måde at have hund på. Mads og jeg synes i hvert fald ikke. For hvad skal man så med en hund, hvis man ikke er sammen med den?

Vi kom til at følge med i den lille hunds hverdag og kom næsten til at holde af ham. Vi kaldte ham Bo. Den næstsidste dag så vi pludselig en mand komme og tage hunden med på en gåtur. Da vi senere skulle ned i byen og handle mødte vi sørme lille Bo – han sprang op på mit knæ, logrede og jeg fik lov til at klappe ham. Det var dejligt at se hunden glad, og få lov til at klappe ham efter i næsten 2 uger at have set på den lille søde hund på afstand.

Lignende indlæg: