3 måneder med Adina

I dag er det 3 måneder siden at vi sad i vintermørke og ventede på at hundelufteren skulle komme med en fin hvid schæfer, som skulle blive vores. Det føles som længe siden nu. Både fordi det var så buldrende vinter, og fordi der er sket meget på den korte tid.

At få en voksen hund, som har mistet sin oprindelige familie, og prøve at få hende til at blive tryg og glad et nyt sted, var en udfordring. I bøgerne beskrives det som noget der kan være svært at få til at lykkes, og i forhold til opbygning af tryghed og tillid har man nok et bedre udgangspunkt med en hundehvalp. På den anden side er det også en stor opgave at få en 8-ugers hvalp.

Vi valgte at tage udfordringen op, fordi odds’ene for at lykkes var gode. Det var en sød, afbalanceret og fuldt socialiseret hund, der havde haft det godt det sted den kom fra, og vi havde et sikkerhedsnet i og med at hundelufteren tilbød at overtage hunden hvis det mod forventning ikke skulle fungere. Hun kunne også hjælpe med pasning og luftning, så alt i alt var det den perfekte måde for os at få hund på.

Det viste sig også at gå langt over forventning. Allerede dagen efter Adina flyttede ind fungerede hverdagen godt. Hun kom når vi kaldte, hun spiste og sov når det var tid til det, og efter et par dage forstod hun den daglige rytme i vores hjem. Hun tog os til sig og viste os tillid meget hurtigt, og vi gjorde vores yderste for at være den tillid værdig.

Lige så stille begyndte Adina at blive mere og mere tryg. Den første måned ville hun f.eks. ikke gå ind i køkkenet, men det kom lige så stille. Hun er i det hele taget begyndt at vove sig mere frem og udforske sin nye verden. Det betyder også at hun ikke længere altid kommer når vi kalder, tigger lidt når vi laver og spiser mad, og beder om mere og mere leg og opmærksomhed. Vi som hundeejere er derfor også begyndt at træde mere i karakter og vise hvad vi ønsker og ikke ønsker af adfærd – hele tiden med brug af det man kalder ’positiv forstærkning’ hvor man ikke skælder hunden ud, men roser for den ønskede adfærd.

En måned efter hun flyttede ind, begyndte vi på hundetræning. Det gjorde vi for at lære vores nye hund bedre at kende gennem leg og træning, og vi forventede at vi som hundeejere kunne få nogle tricks og tips med hjem til hverdagen. Vi havde tilmeldt os begynderhold hos FOF, men det viste sig at være et hold for hunde i teenage-alderen med alt for mange deltagere, så vi blev rykket op på holdet for ’øvede’, selvom vi mennesker ikke på nogen måde var øvede.

Her gik det hurtigt, både for Adina og for os, og det var et stort spring i sværhedsniveau. Adina var meget eksalteret på træningsbanen og vi kunne slet ikke få den samme gode kontakt med hende, som vi kan hjemme eller i skoven. Indholdet af kurset var fastlagt af Dansk Kennel Klub’s lydighedsprogram og handlede ikke så meget om de ting vi havde brug for i hverdagen – det virkede mest til at sigte mod at hunden skulle til en form for eksamen. Vi lærte dog nogle grundlæggende ting, som vi arbejder videre med hjemme. Nu er vi stoppet med at gå till træning, før kurset er færdigt, fordi vi ikke syntes at udbyttet stod mål med den stress hos Adina det medførte. Til gengæld har vi købt nogle gode bøger om træning og hverdagens udfordringer og træner videre på egen hånd.

Her efter 3 måneder er vores indsatsområder 1) at trække i snoren, 2) at komme når man kalder og 3) natlig aktivitet.

Adina trækker enormt meget i snoren, når vi går hen til hundeskoven. Det er af bare ivrighed for at komme hen til den dejlige skov hvor man kan løbe frit og lege med andre hunde. Hun er en stor, stærk hund, så det er hårdt for os mennesker at blive hevet sådan i. På anbefaling af hundetræneren har vi anskaffet os en grime, en såkaldt Halti, som gør at hunden ikke kan trække så meget. Vi har prøvet den et par gange, men uden den store succes – Adina vil IKKE have den på og bruger alle sine kræfter på at vride sig ud af den. Så det skal der arbejdes mere med.

Ovre i skoven er hun i sit aller-gladeste hjørne, og det går generelt rigtig godt med at gå tur. Hun er fantastisk til at møde andre hunde; hun er altid positiv, venlig og legende, men trækker sig hvis den anden hund ikke vil. Vi kan kalde hende til os i 9 ud af 10 tilfælde, men af og til bliver hun så opslugt af en anden hund, en hest eller en moutainbiker, at hun ikke kan styre sig. Så løber hun, og hun reagerer ikke på at vi kalder. Men vi øver os – vi træner indkald i svære situationer, og det bliver hele tiden bedre.

Den sidste måned er Adina begyndt at være urolig om natten. Hun går normalt i seng ved at lægge sig på den pude hun har i vores soveværelse, og senere lægger hun sig i sin primære seng inde i stuen. Men nogen gange står hun op lidt senere på natten og begynder at gå rundt. Af og til stiller hun sig ved siden af Mads’s side af sengen og logrer, og vi er i tvivl om det er fordi hun ikke er træt nok og gerne vil lege, eller om der er noget andet galt. Når hun har disse nætter, har hun tit en lidt urolig mave, der rumler og hun puster lidt. Vi derfor overvejet om hun har maveproblemer.

I en periode har vi givet hende hundemad for sarte maver og skåret meget ned på antallet af godbidder, som vi var nødt til at give hende mange af i forbindelse med hundetræningen. Hun har en tendens til at ville æde afføring når vi er ude at gå, det arbejder vi også meget med at undgå at hun gør. Forhåbentlig finder vi en måde at få en rolig nat, for til tider holder hun os vågen mange af nattens timer, dels pga. lyden af hendes skridt og dels pga. bekymring over om der er noget galt.

Det er stadig en stor lykke for os at have hund, og vi nyder den søde, sjove, energiske og smukke hund i fulde drag hver eneste dag. Vi bruger næsten al vores fritid sammen med Adina, og meget af vores liv handler om hende. Det er mærkeligt at tænke på at der har været en tid hvor vi ikke havde hund. Vi ser frem til alle de fremtidige gåture, kæleture og legetimer med Adina. Følg med i vores hverdag på Adinas Facebook-side.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 4 – hverdagen

Det siger sig selv at hverdagen ændrer sig en del når man får hund. Ikke at den er vendt fuldstændig på hovedet, men der er nogle nye elementer.

Jeg er så heldig at være gift med et A-menneske, så det er min søde mand der tager sig af morgenlufteturen med Adina. Imens går jeg i bad, og når de 2 morgenfriske kommer hjem igen sidder vi lidt sammen og spiser morgenmad og leger lidt med hunden. Før Adina havde Mads og jeg ikke meget kontakt om morgenen, det gik op i en optimeret tidsplan der gav så meget mulig nattesøvn som muligt. Det er faktisk dejligt at give sig lidt bedre tid om morgenen.

På arbejde er det meste normalt, bortset fra at jeg har måttet tilføje en fnugrulle til mit sortiment af private småting (en pakke lommetørklæder, hovedpinepiller, hårbørste osv). Jeg har mest mørkt tøj på på arbejde, og Adina er helt hvid, så det kræver lidt soignering at være præsentabel.

Den af os der kommer først hjem fra arbejde går så den lange eftermiddagstur. Her går vi i Geels Hundeskov, og turen varer ca. 1½ time. Det er fysisk hårdt, når man lige har cyklet 30 km til og fra arbejde, hvilket vi begge gør på daglig basis. Men det er også en stor nydelse, fordi vi begge holder meget af naturen og selvfølgelig af at se vores hund super glad og i sit es.

Når vi så er hjemme igen snakker, leger og træner vi med Adina. Hun får aftensmad, og det samme gør vi – på hverdage er det blevet mere enkel mad end før for at spare på tid og kræfter. For det meste er der lidt tid til afslapning i sofaen, før det bliver tid til den sidste luftetur med Adina, en kort toilet-tur på villavejene.

Vi gør stort set som vi plejer med visse undtagelser. Det med at gå ud og spise på en hverdag gør vi ikke mere, da vi ikke synes det er fair at lade hunden være alene igen om aftenen efter en hel dag alene mens vi har været på arbejde. Vi kan dog godt gå ud hver for sig med venner/veninder på en hverdagsaften, når bare den anden er hjemme hos Adina. Og så kan man jo gå ud i weekenden i stedet.

Før i tiden købte vi stort ind om fredagen, og det gør vi stadig – Adinas hundelufter kommer i løbet af dagen og giver hende en dejlig tur i en hundeskov sammen med en masse andre hunde, hvilket betyder at eftermiddagsturen ikke behøver at være så lang. Supplerende indkøb i løbet af ugen sker ikke så tit mere. Jeg tror vi sparer en del penge på husholdningsbudgettet på den måde.

Adina håndterer det at være alene hjemme som et job – hun passer på huset ansvarsbevidst og flytter sig ikke fra sin vagtpost på sengen mens vi er væk. Men hele pointen med at få hund er jo at være sammen med hende, så det er vi så meget som det er praktisk muligt for 2 mennesker med fuldtidsarbejde. Man kan godt drømme om deltidsarbejde eller at blive hjemmegående, men det er ikke en mulighed i øjeblikket. Og det fungerer heldigvis også fint på denne måde.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 3 – hjemmet

Jeg vidste det godt, den aften vi sad og ventede på at Adinas hundelufter skulle komme med Adina – den aften hun skulle flytte ind hos os. Det var sidste gang der var rent i vores hjem. Ikke at der var specielt rent lige den dag. Før vi fik Adina gjorde vi rent med 3-6 ugers mellemrum og jeg følte tit at vi gjorde for lidt rent. Men det har ændret sig totalt.

Kort efter at Adina flyttede ind måtte vi en tur i El-giganten efter en ny støvsuger. Den vi havde var mere end 10 år gammel og købt dengang jeg fik min første helt egen 2-værelses lejlighed i Lyngby. Den var ikke stærk nok til at tage hundehår. Vi fandt en noget kraftigere, men samtidig miljøvenlig støvsuger og den kom til at stå midt i stuen i mange uger derefter. Det er faktisk først her lige inden påske at vi fandt en god plads til den i køkkenet. Nu hvor vi støvsuger flere gange om ugen gider vi ikke at slæbe den op og ned til/fra kælderen hver gang.

Nu er vi begyndt at adskille støvsugning fra den øvrige rengøring. Vi støvsuger flere gange om ugen, dels fordi Adina fælder, og dels fordi det ikke kan undgås at hun slæber jord og andet godt fra skoven med indenfor. Når hun er våd eller mudret forsøger vi at tørre hende med et håndklæde, men det er bare umuligt at undgå at der kommer noget med ind. Så er det faktisk nemmere at støvsuge bagefter.

Vore gulve kan også mærke Adinas indtog på en anden måde. Når hun leger med sit legetøj sker det nemlig af og til at det triller ind under sofaen, og så forsøger hun at hente det ud med poterne. Det giver kradsemærker. Vi trøster os med at det i forvejen var et noget nedslidt og uvedligeholdt gulv.

Allerede første aften fandt Adina ud af, at det bedste sted at kigge ud er fra sengen i soveværelset. Da hundelufteren og hendes mand var gået, var hun forståeligt nok meget forvirret og kiggede efter dem. Siden har hendes yndligsplads været på vores seng. Det var ellers ikke vores tanke at hunden skulle være i møblerne, men vi kan godt se at det er rimeligt at hun kan kigge ud og se hvem der kommer og går, også fordi hun jo er alene hjemme i løbet af dagen. Så er det bare ærgerligt med det nye sengetæppe som jeg har ventet 4 måneder på at få leveret og betalt en del penge for. Vi lægger det gamle sengetæppe ovenpå for at skåne det nye, og så kan Adina også drysse det værste jord o.l. af efter turene i den lokale hundeskov.

Det slider på et hjem at have hund, det er ikke nogen hemmelighed. Heldigvis opvejer fornøjelsen af Adinas selskab så rigeligt slitagen. Grænsen for hvad der er pænt og rent har rykket sig hos mig, og jeg lever nu fint med lidt hundehår i hjørnerne.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 2 – naboerne

Når man bor i et lille rækkehus slipper det hurtigt ud at man har fået hund. Man er simpelthen så tæt på naboerne at de hurtigt lægger mærke til at der er kommet en ny beboer ovre i nr. 9. Vi ville gerne hurtigst muligt introducere Adina til naboerne, så de kunne lære hinanden at kende og blive trygge ved hinanden.

Familiefaderen overfor var den første der mødte Adina dagen efter vi havde fået hende. Han synes hun var smuk og tog godt imod hende. Den søde dame ved siden af er vant til store hunde og blev heldigvis ikke forskrækket over at hilse på en stor hvid schæfer, selvom Adina gøede en smule af hende. Hun forklarede bare tålmodigt hunden, at hun også gerne må være her, hvilket jeg selvfølgelig bekræftede.

De naboer som selv har hund var godt klar over at vi var glade for hunde, så det var skønt fortælle ejeren af den dansk/svenske gårdhund oppe på hjørnet at vi endelig havde fået hund, han lød oprigtigt glade på vores vegne.

Vi har også fået snakket med naboer, som vi ellers aldrig taler med. Den travle børnefamilie nede for enden af vejen, der ellers aldrig hilser, har været nødt til at gå i dialog med os, da deres labrador og vores Adina er nøjagtig lige legesyge pigehunde, der gerne vil have en hel masse med hinanden at gøre. Det viser sig selvfølgelig at de er meget flinke. Og selv den meget livlige familie skråt overfor, som har lagt sig ud med halvdelen af vejen pga deres ikke særligt hensynsfulde livsstil, har vi snakket med for første gang fordi vi har fået hund.

Adina gør ikke ret meget, men af og til kommer der et vuf når hun er ude i haven og hører andre hunde i det fjerne. Hun gør også når der bliver ringet på døren, hvilket vi ikke er kede af, for det er rart at hun passer lidt på os og huset. De nærmeste naboer er ikke generet af Adinas sjældne vuf, men hundegøen kan hurtigt blive et irritationsmoment for naboer, og i det hele taget må man passe på at man ikke lader sin egen tolerance overfor hunde bliver generende for omverdenen.

Vi har som en selvfølge altid hundeposer med i lommerne når vi går tur med Adina og samler selvfølgelig op når hun laver stort. Til min store undren er det gået op for mig efter vi har fået hund, at der er mange der ikke samler op efter deres hund – eller som gør det, for derefter at smide plastikposen med indhold fra sig. Det er fuldstændig uacceptabelt i mine øjne og jeg er rystet over at der er så mange der opfører sig så dårligt.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 1

Man kan vist godt se på denne blog at jeg har fået noget andet at tænke på. Jeg har nu haft hund i 2 måneder, og i den tid er det ikke blevet til ret mange indlæg. Jeg bruger simpelthen mine aftener og weekender på noget andet; Adina.

Det er jo en barndomsdrøm der er gået i opfyldelse for mig at få hund, og jeg er meget dedikeret til at det skal gå godt. Derfor bruger jeg meget både fysisk og mental energi på at få hverdagen med Adina til at være god både for hende og for os mennesker. Det sker at en idé til et blogindlæg strejfer mine tanker, men jeg får det ikke nedfældet som jeg gjorde før i tiden. Jeg har en filosofi om at jeg kun vil skrive blogindlæg når jeg er virkelig inspireret og har noget på hjerte, og hvis ikke idéen er så god at den bliver til et blogindlæg, så må det være sådan – jeg vil ikke forcere det.

Samtidig vil jeg gerne have at denne blog fortæller min historie. Det med at få hund er jo en kæmpe milepæl i mit liv, så det er oplagt at blogge om det. Jeg har derfor besluttet mig for at skrive om de forskellige aspekter af at have fået hund. Så må det vente med de politiske kommentarer, anmeldelser, el-cykelhistorier og alt det andet jeg normalt skriver om.

den Facebook-side jeg har oprettet for Adina er der til gengæld  en del aktivitet fra min side. Jeg hygger mig med at fortælle små anekdoter fra Adinas hverdag, og jeg skriver som om det er Adina der fortæller. Da jeg ved at det kun er dem der er interesseret i Adina der læser med, kan jeg give mig helt hen til hundeuniverset.

Her på bloggen vil jeg som altid tage udgangspunkt i mig selv, og i den kommende tid vil der komme blogindlæg om hvad det har betydet for mig og min hverdag at få Adina. Jeg tænker bla. mit sociale liv, forholdet til naboerne, forholdet til rengøring og noget om hundemennesker og ikke-hundemennesker.

Lignende indlæg:

Vinterferie 2012

Den er stadig i gang, vinterferien. Det er blevet en længere affære for os i år, fordi vi har spredt den ud over 2½ uge. Mads havde den første uge fri alene, og jeg har den sidste halve uge alene, og i midten har vi så en uge sammen.

Det har vi bla. gjort af hensyn til vores nye hund, så hun får en lang sammenhængende periode hvor vi er hjemme – vi håber det giver hende mulighed for at falde godt til og vænne sig til sit nye hjem. Det virker til at hun er godt på vej. Hvor hun i starten var meget forsigtig og afventende, har hun nu en mere naturlig hundeadfærd, er bla. begyndt både at tigge, gø af gæster og katte i haven samt på eget initiativ lege med sit legetøj.

En anden grund til at sprede vinterferien ud på den måde er, at mine forældre skal flytte og jeg vil gerne være med for at sikre mig at især min mor ikke overanstrenger sig. Så når Mads tager tilbage på arbejde på mandag, står den på flyttekasser, flyttemænd og flytterod i 3 dage for mig.

Der har dog også været sat tid af til afslapning og fornøjelse. I 40-års fødselsdagsgave fik jeg af Mads et ‘Romance & Privacy’-ophold tirsdag-torsdag i denne uge, så vi kunne fejre vores bryllupsdag i luksus og nydelse. Opholdet foregik på Hotel Amerika i Hobro, et 4-stjernet nyere hotel med alle faciliteter. Mads havde bestilt en suite til os, og den bød på en lille stue med chesterfield-sofaer, B&O-fjernsyn og minibar. Derudover var der sove-sektion også med TV, lækkert badeværelse samt en lille altan med udsigt over en flot park-agtig have. Alt i alt et rigtig dejligt hotel og et skønt værelse der bød os velkommen med en flaske mousserende vin, frugt og chokolade. Eneste malurt i bægret var, at suiten var placeret direkte over selskabslokaler, som var fyldt med gæster den første aften, hvilket var meget støjende. Heldigvis fortrak de fra lokalet ved 22-tiden, så vi kunne sove i ro og fred.

Selve bryllupsdagen blev en rigtig dejlig dag. Vi startede med stor morgenbuffet i restauranten på hotellet, hvorefter vi nød formiddagen i suiten. Midt på dagen havde vi tid i spa’et, som var et rum på hotellet indrettet med spabad, hvilestole, sauna og brusebad. Der var duftende olier i vandet, stearinlys, frugt og endnu en flaske mousserende vin. Her tilbragte vi en time, hvorefter vi var helt bløde og afslappede. Til frokosten bød min søde mand på sushi, som vi indtog hos SushiSushi i Randers – lækkert!

Om eftermiddagen tog vi ud til Graceland Randers – et helt nyt projekt opført i 2011 af manden bag den danske Elvis-fanklub Elvis Unlimited, Henrik Knudsen. Allerede ved parkeringspladsen startede oplevelsen – og sikke en oplevelse! Ved starten af indkørslen var de genkendelige jernlåger med noder på fra det oprindelige Graceland genskabt, og langs hele vejen op til huset var der højttalere der spillede Elvis-musik i god kvalitet.

For en Elvis-fan som mig var det stort at kunne blive fotograferet foran Graceland, selvom det ikke var det oprindelige – facaden var ret præcist genskabt så det lignede originalen ret meget. Indenfor var indretningen anderledes end originalen, det skal jo ikke være en privat bolig. I kælderen var der museum, hvor ejeren udstiller nordens største privatsamling af Elvis-ting. Der var bla. tøj, breve og instrumenter som Elvis havde brugt eller ejet, og man havde genskabt en stor hvid sofa som stod i Elvis’ hjem. I stueetagen var der butik med Elvis-merchandise og så var der indrettet en diner i rigtig amerikansk stil, hvor man kunne få burgere, steaks, milkshakes og Elvis’ notoriske peanutbutter/banana-sandwich. På førstesalen var der et stort lokale hvor der kan afholdes forskellige events.

Det var et virkelig flot projekt, og jeg forstår godt at Henrik Knudsen er blevet årets borger i Randers. Her er virkelig en seværdighed, hvor man får meget Elvis-stemning for pengene. Det må have været et stort arbejde at få lov til at bygge sådan et specielt hus. Jeg bliver fyldt at taknemmelighed og glæde, når der er nogen der gør så stor en indsats for at skabe noget til glæde for mange mennesker.

Hjemme igen på hotellet rundede vi dagen af med en 4-retters menu på hotellets restaurant. Det var en fantastisk dag! Dagen efter måtte vi forlade de smukke omgivelser og begive os hjemad. Vi kørte fordi grænsebutikkerne i Tyskland for at tanke dåsesodavand, chokolade og hundeudstyr før vi vendte næserne mod Virum.

Det var iøvrigt også en god oplevelse at køre en længere tur i vores nye bil. Det er første gang vi har kørt så langt i den, og den fungerede perfekt. Turen blev på præcis 1000 km. og vi kørte 20,5 km. pr. liter diesel, hvilket er meget tilfredsstillende i forhold til det som loves fra producentens side.

Og så var det ellers dejligt at se vores hund igen – hun blev passet hos sin hundelufter i de 2 dage vi var væk, og havde tydeligvis haft det dejligt med sine menneske- og hundevenner.

Lignende indlæg:

10 dage med Adina

Vi har nu haft Adina i halvanden uge, og det går rigtig godt. Det virker som Adina har forstået, at nu er det her hun bor, og at det er mig og Mads der står for løjerne. Hun vækker os om morgenen med kærligt puf med næsen, hun forventer mad og godbidder af os, hun kommer glad løbende hen til os når vi kalder på hende i skoven, hun kigger forventningsfuldt på os efter 3 ture i skoven i håb om en 4. tur, og hun putter sig ind til os om aftenen.

Det er fantastisk at vinde en hunds tillid og skønt at nyde hendes selskab. Jeg begraver mit ansigt i hendes pels, nyder hendes duft og siger igen og igen “tænk at hun er VORES”. Og det er hun. I den forgangne uge er papirarbejdet kommet på plads, så vi nu står som ejere i Dansk Hunderegister. Vi har også fået vores police vedr. hundeforsikring og bestilt tid hos den lokale dyrlæge, så Adina kan få et sundhedstjek og den sidste vaccination hun mangler. Al den slags som man gør når man har sin helt egen hund.

Samtidig prøver jeg at vænne mig til en ny hverdag. Jeg er også sensitiv under fødderne, så nu skal jeg være mere omhyggelig med at huske hjemmeskoene når jeg lister på toilettet om morgenen – det kan ikke undgås at der er ret beskidt på gulvet i entreen. Mads og jeg deles om de daglige gåture, men jeg kan godt mærke i mine ben at jeg ikke er vant til at gå 5-7 km. i frossen skovbund hver dag. Og det er ikke længere ligetil at skulle noget på en hverdagsaften.

Jeg håber ikke det lyder som om jeg er utilfreds, dette er altsammen ting jeg godt var klar over er en del af at have hund, og det er en pris jeg gerne betaler. At få hund er en livsdrøm der er gået i opfyldelse for mig, og jeg er meget lykkelig. Og glæden fordobles, når jeg kan se den samme lykke i min elskedes øjne. Livet er ret fantastisk for mig lige nu.

Lignende indlæg:

Velkommen Adina!

Lige pludselig har vi hund, og min krop er helt fyldt af lykke. En drøm jeg har haft siden jeg var helt lille er nu gået i opfyldelse, og mit liv er helt perfekt.

Da jeg skrev mit blog-indlæg om besøg på internat publicerede jeg også et link på Facebook. Her kom mange kommentarer og gode råd. En af kommentarerne var fra en gammel klassekammerat, som kendte til en hund der skulle have nyt hjem pga. dødsfald. Jeg fik kontakt med den kvinde som havde hunden midlertidigt i pleje. Der var tale om en 2-årig hvid schæfer, velopdragen og sød pigehund. Umiddelbart en lidt større hund end vi havde forestillet os til vores lille rækkehus på 75 kvm., men det lød som en dejlig hund.

Min mand og jeg mødte hunden på en gåtur i den nærliggende Geels hundeskov i søndags. Det var ganske rigtigt en dejlig hund, blid og opmærksom. Vi blev hurtigt overbeviste om at det var hunden for os. Vi sagde at vi var
interesserede. I løbet af mandagen blev det aftalt med hundens familie at vi skulle overtage, og onsdag aften kom Adina hjem til os og ind i vores liv.

Det går godt med at vænne sig til hinanden. Jeg havde fri torsdag, og Mads fredag, hvor vi brugte tid på at lære hinanden at kende og gå en masse ture i hundeskoven. Allerede torsdag eftermiddag faldt Adina helt til ro, og blev liggende og småsov selvom vi gik rundt i stuen. Næste udfordring er så at lære hende at vi af og til går (på arbejde) og at det er helt OK, for vi kommer tilbage og så skal vi hygge os igen. Vi har prøvet at gå kortvarigt ud, og det er gået fint.

Det er en stor lykke endelig at få hund. Jeg glæder mig til at lære Adina endnu bedre at kende. Vi har tænkt os at gå til lydighedstræning med hende. Hun lystrer nu meget godt og kan godt ’sitte’ og ’dæk’, men jeg tænker at det kan være en god måde at knytte bånd på.

Jeg har lavet en Facebook-side til hende, så dem der har lyst kan følge med i, hvordan det går med at falde til i en ny familie. Gå endelig ind og ‘synes godt om’ Adina hvis du vil!

Lignende indlæg:

Efter 3 måneder på nyt job

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i lidt over 3 måneder, og det går stadig godt. Jeg synes jeg er faldet godt til, og er  ikke længere så træt som jeg var i starten.

Det er stadig en stor nydelse for mig bare at hoppe på el-cyklen og køre på arbejde, i stedet for at være afhængig af flere led af offentlig transport. Det hjælper selvfølgelig også meget at vi har fået en så – indtil nu – mild vinter, men jeg bliver vitterlig fyldt med glæde, lettelse og taknemmelighed hvergang jeg hører i radioen om problemer med Kystbanen, metroen eller 20-minuttersdrift på s-togene. Pga. vejarbejde tager det mig næsten en time hver vej, men det er god motion og jeg har faktisk smidt et par kilo efter jeg skiftede arbejde.

Jeg har dog også prøvet at tage på arbejde med det offentlige – den dag der var julefrokost, og så i torsdags hvor der var varslet vindstød af stormstyrke, hvilket kan være på grænsen til det livsfarlige for en el-cyklist. Det fungerer også fint. Ved at kombinere 2 busser kan jeg blive transporteret næsten fra dør til dør, og ellers er det nemt med s-tog og en gåtur i hver ende.

Efter nytår har jeg fået en ny plads i storkontoret, så jeg nu sidder med ryggen op mod nogle reoler og ikke har så meget trafik bag om ryggen. Det føles godt, jeg synes det er nemmere at koncentrere mig. Jeg sidder stadig ved vinduet og kan nu se ud på Trekroner Fort i stedet for på vindmøller – en dejlig udsigt.

Det er også lykkedes mig at finde ud af hvad systemet er med de salutter jeg hører om morgenen og om aftenen på vej til og fra arbejde. Jeg har fundet ud af, at det er Batteriet Sixtus der markerer at Rigets Flag går op og ned ved solopgang/nedgang. En procedure omkring Danmarks suverænitetsflag som går tilbage til 1700-tallet.

På det faglige område går det også stadig godt med at komme ind i stoffet. Jeg føler stadig at jeg har gode erfaringer og viden med mig fra mit tidligere job som jeg kan trække på, og jeg er også flere gange stødt på folk fra jeg kender fra tidligere. I fredags spiste jeg frokost med en pige som jeg mødte på et kursus lige før jeg startede i mit nye job – hun arbejder nemlig i samme bygning som mig, men for et andet firma. Det var skønt at få snakket job og networke på det den måde.

Alt i alt er mit jobskifte en succes-historie som har givet mig mere energi og mere livskvalitet. Og som det fremgår af mit forrige blogindlæg, giver det mig endda en mulighed for at begynde at arbejde realistisk med at udleve min drøm om at få hund.

 

Lignende indlæg:

På internat

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

 

Lignende indlæg: