Rund fødselsdag

I sidste uge fyldte Mads 40 år. Nu er vi begge i fyrrerne. Det har været lidt svært for ham at acceptere – han føler sig stadig som en på 27.

Den runde dag blev anledning til for første gang at invitere hele hans familie hjem til vores nye hus. De fleste har været der mange gange, men vi har aldrig været samlet alle sammen hjemme hos os. Og hans onkel og tante kunne se huset for første gang.

Som detaljeorienteret og sensitiv person er det en krævende opgave at stable sådan et arrangement på benene. Jeg kommer nemt til at stresse over de mange forskellige ting der skal ordnes, så det gælder om at holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger.

Vi besluttede at få leveret mad udefra. Mads elsker indisk mad, så vi valgte at invitere til indisk buffet. Vi fik maden fra et indisk take-away sted i Hvidovre, som en kollegas hustru ejer. Jeg bestilte øl fra Nørrebros Bryghus og økologiske sodavand fra Ribe på Irma.dk og fik dem leveret til døren. Desserten lavede jeg selv – æbletrifli af æbler fra haven, også en af Mads’ favoritter.

Vi har et spisekøkken og 2 mindre stuer i vores hus. Et selskab på 16 personer er for stort til at sidde i spisekøkkenet, så vi måtte rykke lidt rundt. Lænestolene i pejsestuen kom ind i TV-stuen, og vores dejlige spisebord med 3 plader kom ind i pejsestuen. 2 mindre spiseborde blev hentet fra sommerhuset, og 4 stole lånt af mine forældre. På den måde kunne vi dække til 16 personer og lave en buffet i spisekøkkenet, hvor spisebordet normalt står.

Vi tog et par fridag op til festdagen, så vi kunne klare så meget som muligt i god tid. Rengøring og flytning af møbler foregik dagen før, og på selve dagen skulle der kun laves dessert og ordnes diverse småting som bordkort, børste hunden, flytte bilen osv. Pointen var, at vi ikke skulle være for stressede og trætte, når gæsterne endelig kom.

Jeg synes godt man kunne mærke vores gode forarbejde. Alt det praktisk fungerede fint, og jeg tror at alle havde en god aften. Jeg undgik dog ikke at blive lidt overvældet i perioder, og jeg følte ikke jeg var tilstrækkelig nærværende overfor gæsterne. Jeg ville gerne have været med til at vise huset til dem der ikke havde set det før, og været med da Mads pakkede gaver op. Men pludselig står man med 3 værtindegaver i favnen, en bakke med velkomstdrinks og en masse mennesker der myldrer rundt, samtidig med at maden bliver leveret og skal anrettes.

Mads’ søstre havde arrangeret et underholdende indslag efter hovedretten i form af en quiz om Mads, hvor gæsterne svarede via deres mobiltelefoner. Det var rigtig skægt og gjorde at man lige fik rejst sig fra bordet og grint en masse. Jeg valgte at være med til løjerne, og rydde af bordet bagefter. Bagefter serverede vi desserten, som var klar i portionsanrettede glas. Til sidste serverede vi kaffe fra vores nye Tassimo-maskine sammen med småkager og slik.

Jeg kunne se mig selv i vores hund Adina. Hun elsker at få gæster, og var ellevild denne aften, fordi det var alle de mennesker hun kender bedst der kom og besøgte hende. Hun skulle være med til det hele, og alle ville gerne have kontakt med hende. Når vi er ude sammen plejer hun at få nok på et tidspunkt, og ’sige’ til os at nu vil hun gerne hjem igen. Denne sammenkomst er den største vi har haft hos os selv i den tid vi har haft Adina, og jeg havde regnet med, at hvis hun fik for meget så ville hun fjerne sig – gå ovenpå i fred og ro eller lignende. Det gjorde hun ikke. Hun ville være med til det hele. Hun blev synligt træt, nærmest groggy og det gik ud over motorikken – hun stødte bla. ind i sofabordet på et tidspunkt – det gør hun ellers aldrig. Dagen efter var hun meget træt. Det var jeg også.

Det var dejligt at bruge sig hus og sine faciliteter til det de er beregnet til, og jeg er rigtig glad for arrangementet alt i alt. Huset rummede fint det store selskab, selvom vi sad lidt tæt i den lille pejsestue. Gæsterne hyggede sig og roste både mad og drikkevarer. Mads bryder sig egentlig ikke så meget om at være i centrum ved sådan en fejring, men jeg tror nu at han synes det var en hyggelig aften, nu hvor det er overstået.

 

Lignende indlæg:

Ligner min hund

Det er en gammel schlager, at mennesker ligner deres hunde eller omvendt. Der findes mange sjove billeder af hunde og mennesker der ligner hinanden i udseendet, og nogle gange taler man også om hvordan temperamenter ligner hinanden. Måske tiltrækkes man af nogen der ligner én når man vælger hund, eller måske kommer man til at ligne hinanden når man i årevis lever sammen så tæt som hund og menneske ofte gør.

Jeg ligner ikke Adina rent udseendemæssigt. Adina er udpræget smuk, men fuldstændig ligeglad med det. Hun graver sig gerne sort og brun ude i haven, men accepterer dog at blive tørret og børstet. Adina er slank og atletisk, og hun har et perfekt boldøje. På alle disse punkter er jeg stik modsat – der ligner hun nok Mads lidt mere.

Men når det kommer til psykologien har hun meget til fælles med både Mads og mig. Vi er alle 3 nogle lidt forsigtige typer, der har stor empati og tager meget hensyn. Det betyder at vi har et respektfuldt samliv, hvor der er plads til alles behov og stortrives i hinandens selskab.

Især på et område er Adina og jeg meget ens.  Vi er begge meget sensitive. Hvis der er nogen der skælder os ud, eller hvis vi selv laver en fejl, bliver vi meget kede af det.

Vi får hurtigt nok af indtryk, positive som negative. I sommers var vi på besøg på den kennel hvor Adina er født. Der var 17 hvide schæfere og deres familier, så det var et stort selskab. Det var en utrolig positiv oplevelse, der var en god stemning og alle var glade. Det er en af den slags ting som jeg får meget ud af, men også noget der gør mig utrolig træt bagefter. Sådan er det også for Adina. Selvom hun hyggede sig med de andre hunde og mennesker havde hun efter et par timer fået nok, og ’sagde’ faktisk meget direkte til os at hun gerne ville hjem nu.

Når Adina har været ude for noget der har påvirket hende følelsesmæssigt negativt, tager det noget tid før hun får det rystet af sig. For nylig blev hun bange for torden og stak af fra hundelufteren. Da hun kom hjem og der faldt ro på, var hun naturligvis træt. Men hun var stadig urolig og stresset. Det var hun også dagen efter. Og dagen efter igen. Hun var nogle dage om at falde rigtigt til ro, og først da kunne hun få hvilet rigtig ud.

Sådan har jeg det også. Mit liv er også præget at humør- og energimæssige nedture, hvor jeg kører i ring over følelsesmæssigt belastende situationer. Først efter nogle dage kan jeg slappe af, og så er jeg i mellemtiden blevet så træt at jeg har fået migræne eller på anden måde har været nødt til at kaste håndklædet i ringen og lægge mig passivt på sofaen.

Lignende indlæg:

Adina på flugt

I fredags stak Adina af på en tur med sin hundelufter. Der havde været torden om morgenen, men det var klaret op og blevet solskin. Midt i Søllerød Kirkeskov, midt i en dejlig badetur med alle de andre hunde, kom der alligevel et tordenskrald, og så løb Adina sin vej.

Hundelufteren ringede straks til mig, og vi aftalte at hun forsøgte at lede på de forskellige parkeringspladser omkring skoven. Efter en time var Adina endnu ikke fundet, og jeg havde efterhånden en knugende, væmmelig fornemmelse i maven. Måske var det sidste gang jeg havde set min hund, da jeg sagde farvel til hende i morges? Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at arbejde, og besluttede at tage hjem for at deltage i eftersøgningen. Det var min chef heldigvis med på. Mads tog også fra arbejde, og mine forældre tog bilen og var med.

Jeg tog min cykel med toget til Virum Station og gik i gang med at gennem-trawle Geels Skov, som ligger lige ved siden af Søllerød Kirkeskov. Det gjorde godt at handle. Jeg kaldte og fløjtede mens jeg cyklede langsomt igennem både den vestlige og østlige del. Når jeg mødte andre hundeluftere spurgte jeg om de havde set hende, men det var der ingen der havde. Alle var søde til at love, at de ville ringe til telefonnummeret i hendes halsbånd, hvis de skulle se hende.

Samtidig kørte Mads til Søllerød Kirkeskov og gjorde det samme. Hundelufteren og min far gik også der hvor hun var blevet væk, mens min mor holdt vagt hjemme i vores hus, så der var nogen hvis hun skulle dukke op der. Mads ringede også til sine forældre og aftalte at de skulle se efter hende i skoven ved siden af hvor vi bor; Bistrup Hegn. Alt i alt var vi 7 mennesker der ledte, og vi fik hjælp af hundeflokken Adina havde været ude med, og de mennesker vi mødte rundt omkring.

2½ time efter at Adina var løbet sin vej ringede min telefon. Det var en ældre dame, der fortalte at hun stod med en sød og tillidsfuld hund, der rigtig gerne ville indenfor. Damen boede i Nærum, få kilometer fra området vi gik og ledte i. Det viste sig, at hun boede tæt på hundelufterens tidligere bolig, hvor Adina har været passet adskillige gange og boet i en periode inden hun flyttede ind hos os.

Den søde dame var selv hundeejer, og stod lige netop og skulle til Geels Skov med sin hund. Vi aftalte at mødes på parkeringspladsen. Jeg skyndte mig at sprede budskabet om at Adina var fundet, og lettet cyklede jeg hen til mødestedet. Få minutter senere så jeg en lille bil med en stor hvid hund siddende på forsædet rulle ind på parkeringspladsen. Kort efter kom Mads og min far, og lidt senere også hundelufteren. Alle var lettede, og mavefornemmelsen noget bedre. Andre hundeluftere på vej hen til deres biler råbte begejstret, at schæferen var fundet.

Vi lærte mere om Adinas adfærd af denne episode. Adina er generelt utryg ved torden og fyrværkeri, og det er meget tydeligt at hun søger fysisk tryghed; hun lægger sig under borde og ind i brusekabiner. Det virker som om, at hun tror at hele verden er ved at falde ned over hende. Det var også det hun havde gjort denne gang, ved at søge hen til det nærmeste hus hun kendte. Vi var på sporet ved at lede på parkeringspladser og ved vores tidligere og nuværende hus. Men det var jo mere oplagt for hende at søge hen til det hus, hvorfra hun adskillige gange har gået tur hen til den skov hun befandt sig i.

Det er selvsagt frygteligt for alle parter, at denne situation opstår. Det er synd at hun er så bange, og det er farligt for hende at løbe skrækslagen rundt, helt irrationel. Hendes mennesker og pårørende er frygtelig bekymrede. Hvis det værste skulle ske, at hun bliver kørt over, vil det også være belastende for et vildt fremmed menneske.

Vi glæder os over, at der ikke er sket hende noget fysisk. Det er sket et par gange før, at hun har været stukket af, og alle gangene har hun krydset større, trafikerede veje uden at komme noget til. I mit stille sind håber jeg på, at hun har en fornuftig færden, men det er jo ikke til at vide.

Hele weekenden har Adina været temmelig påvirket af episoden. Når det har regnet eller der har været lyde fra fly har hun været meget stresset, rendt i hælene af mig og Mads, og været modvillig når vi skulle ud og gå tur. Og når hun har kunnet slappe af, har hun været enormt træt. Vi forsøgte at gøre weekenden så rolig som muligt ved at være så meget hjemme som muligt og forholde os roligt. Forhåbentlig er det snart slut med tordenvejr – så skal vi i gang med lydtræning for at forsøge af af-sensibilisere hende.

 

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Hvis jeg ikke skulle på arbejde

Efter 24 år på arbejdsmarkedet kan man godt komme til at drømme om noget andet. Tænk hvis man ikke skulle afsted på arbejde hver dag. Der er så meget andet i livet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville andre sider af min personlighed komme frem. Jeg ville være mindre træt og mere nærværende. Jeg ville være fuld af idéer og have lyst til at sætte ting i gang. Jeg ville være mere tolerant, og jeg ville kunne lukke flere mennesker ind i mit liv.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tilbringe mere tid sammen med min hund. Min allerbedste ven med pels er her jo ikke for evigt, og jeg føler tit at vi spilder den begrænsede tid vi har med hende, ved at hun skal ligge hjemme og vente på at vi kommer hjem fra arbejde. Vi kunne gå flere ture, kæle noget mere, lege mere i haven. Og jeg kunne snuse noget mere til hendes bløde, fine pels og give mig hen til hendes naturlige ro og leven i nuet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg gøre mere ved min have. Haven er gammel, og der vokser lidt for mange ting rundt omkring. Den trænger til at blive trimmet, og der er også masser af muligheder for at plante nye spændende, duftende planter. Jeg kunne bruge mere tid på den daglige vedligeholdelse, og jeg kunne være hjemme til at tage imod en professionel, der kunne beskære det kæmpe træ, der giver skygge i haven.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg være mere sammen med mine forældre. Lave små hyggelige ting sammen. Tage på små ture. Lave mad til dem og hjælpe med det praktiske. Diskutere politik og snakke om vind og vejr.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tænke mig at blive ven med en af de flygtninge, som for tiden flytter ind på det tidligere kloster i Bistrup. Hjælpe med at forstå det danske samfund. Lære noget om det land som han/hun flygtede fra. Skabe lidt tryghed og nærvær for et menneske i krise.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg blive besøgsven for en ældre medborger. Gå tur, tale sammen, læse op fra avisen, spille kort. Jeg kunne høre om gamle dage og livserfaringer, og fortælle om yngre menneskers liv nu om dage.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg ikke have råd til at leve det liv jeg gør i dag med et dejligt hus, en stor have og en fantastisk hund. Og det liv er jeg utrolig glad for. De sidste par uger har vi faktisk haft ikke bare 4 men hele 5 rigtige på vores faste Lotto-kupon, og det er endda sket hele 2 gange. Men det giver kun udbetalinger på omkring 110-115 kr. Der skal en noget større Lotto-gevinst til for at realisere denne drøm. Men nogle gange er det nu dejligt at drømme, selvom det er urealistisk.

Lignende indlæg:

Hundefarver

Det ligger til danskerne at komme med en kvik bemærkning, som analyserer og kommenterer situationen på en humoristisk måde. Disse reaktioner kan være meget forudsigelige. Mange kommer nærmest som en betinget refleks.

Folk der møder mange mennesker i deres dagligdag kan fortælle masser af historier om spørgsmål og reaktioner, som går igen. Som i supermarkedet, hvor kasseassistenterne stensikkert får en bemærkning om, at de da ikke skal sidde der og kede sig, hvis der er en pause mellem ekspeditionerne. Afsenderen synes i øjeblikket at han/hun er meget original. Men modtageren har hørt den SÅ mange gange før, og ved nærmere eftertanke er det en lidt dum bemærkning. Det er et sjovt fænomen.

Når jeg går tur med min hund møder jeg mange mennesker, både hundejere og andre fodgængere. En af de analyser jeg smiler lidt af er, når folk kommenterer min hunds farve. Adina er hvid, og der er rigtig mange som siger et eller andet om at det er en besværlig farve i forhold til at blive beskidt.

Ved nærmere eftertanke giver det ikke så meget mening. Jeg tror at folk sammenligner med en hvid frakke eller når man har en hvid sofa, og tænker på hvor svært det kan være at holde sådan en ren, fordi man ikke altid kan få tekstiler helt hvide igen efter vask.

Sådan er det ikke med hvid hundepels. Når Adina bliver beskidt er det typisk fordi hun går ned i vandhuller eller ruller sig i skovbunden i leg med andre hunde. Det, der gør hende sort, er hovedsagelig jord og visne plantedele. Vi kan som regel få det meste af med et håndklæde når vi kommer hjem. Hvis hun har været nede i et rigtigt mudderhul kan der godt sidde noget tilbage inde i pelsen, men når det tørrer, så drysser det lige så stille af. Nogle timer efter er Adina lige så fin og hvid som hun hele tiden har været.

Det stiller så nogle krav til støvsugning i hjemmet og rystning af hundesengen. Men det gælder jo for alle hunde-hjem. For nej, en hvid hund bliver altså ikke mere beskidt end brune og sorte hunde. De bliver nøjagtig lige så beskidte af en tur i et mudderhul, det kan bare ses mere på en hvid hund lige når det sker.

Lignende indlæg:

Fyrværkeriangst

Det er notorisk noget af det sværeste for et menneske at være vidne til, at nogen man holder af lider. Det gør det ikke bedre, at der er tale om et kæledyr. De seneste to år har jeg blogget om min hunds angst for fyrværkeri.

I år har lidelsen dog ikke haft samme omfang. Vi har nemlig fået en ny fyrværkerilov, som dikterer at man kun må fyre fyrværkeri af fra 27. december til 1. januar. Det har betydet, at der op til jul ikke har været fyret meget fyrværkeri af der hvor vi bor. Vi kunne tydeligt høre forskel, da det blev 27. december, hvor bragene tog til. Ikke at der slet ikke blev fyret fyrværkeri af inden, men vores medborgere i Birkerød overholdt faktisk i mærkbar grad den nye lov.

Vi tog de samme forholdsregler for Adinas angst, som vi har gjort de øvrige år. Adina har fået kosttilskuddet Zylkene siden midten af december, og vi tog som altid i sommerhus henover nytår. Hun er stadig urolig over fyrværkeri, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå tur, så vil hun gerne vende om og gå hjem med det samme.

Nytårsaften var Adina væsentlig mindre angst end de foregående år. Hun havde masser af appetit og lå roligt på sin plads hele aftenen. Hun faldt ikke i søvn på samme måde som hun normalt ville gøre ud på aftenen, men hun trak vejret roligt og det var helt synligt at hun ikke var så fortvivlet som hun plejer.

Jeg tror der var nogenlunde samme mængde fyrværkeri som normalt på selve nytårsaften. Det faktum at der har været mindre fyrværkeri i dagene op til nytår havde dog tilsyneladende en gavnelig effekt. Tidligere år har det været som om Adinas angst er blevet værre og værre henover december måned, så hun i starten bare lige tænker ‘hov, hvad var det?’ men senere tænker ‘nu eksploderer hele verden igen!!!’ når bare der kommer et enkelt brag. Denne eskalation har der ikke været på samme måde i år. Jeg forestiller mig, at der ikke er sket samme ophobning af angst- og/eller stresshormoner i hendes krop som øvrige år.

Det får mig til at blive dybt taknemmelig over at Folketinget har vedtaget en lov, der begrænser fyrværkeriet. Set i lyset af dyrenes angst, den omfattende forurening og i år hele 3 menneskers dødsfald som følge af fyrværkeri, giver det god mening at begrænse almindelige menneskers adgang til og brug af fyrværkeri.

Lignende indlæg:

Livet som hundeejer 2 år senere

Det er 2½ år siden at Adina flyttede ind hos os. I dag er Adina med sine 5 år en hvid schæfer i sin bedste alder og i god trivsel. Hun fuldt fortrolig med vores fælles hverdag, som både indeholder faste rutiner og spontane nye oplevelser. Hun er tæt knyttet til mig og min mand og holder meget af alle de mennesker vi omgås. Hun boltrer sig i hundeskove hver dag, om fredagen med sin elskede hundelufter og de andre hundevenner. Hun møder andre hunde positivt, med potedask og lyst til leg, og er forsigtig og sød ved hvalpe. Hun er tryg og glad og legesyg.

Hurtigt efter at Adina flyttede ind hos os, forstod hun, at vi var hendes nye familie og at hun nu skulle bo her. Hun tog os til sig og vi blev en flok på 3. Vi holdt kontakten til den hundelufter, som hun boede hos i en overgangsfase mellem sit første hjem og det nuværende, hvilket forhåbentlig har givet hende lidt kontinuitet, midt i det traume det må være for en hund at miste sin ejer. Når Mads og jeg af og til tager en lille tur til et sted, hvor vi ikke kan have hund med, så er det også her Adina bliver passet. Snart flytter hundelufteren endda til samme by som vi er flyttet til, så hun fortsat er lige i nærheden.

Da vi flyttede til Birkerød taklede Adina det fint. Hun fik en god introduktion til huset, fordi det blev lidt af en fest set med hendes øjne. Da hun så det nye hus for første gang – den dag vi fik nøglerne – kom hele familien strømmende, og den efterfølgende uge kom vores forældre hver dag og hjalp med at male. Jeg tror at hun forbinder huset med alle de mennesker der står hende nær, og vores forældre kommer stadig jævnligt, både når vi alle er hjemme, og når hun er alene.

Hverdagen i Birkerød blev hurtigt som hun kendte det, hvor vi tager på arbejde om morgenen, og kommer hjem om eftermiddage. Huset vi er flyttet til er noget større end det gamle, og Adina har brugt lidt tid på at finde de gode steder at ligge, men jeg tror efterhånden hun har fundet sine yndlingspladser både inde og ude.

Adina er meget nem at omgås. Hun har et blidt og sødt væsen, og lystrer vores kommandoer. På gåturen er hun god til at forholde sig til andre hunde, og holder sig altid tæt til os. Hun er meget hurtig til at lære den adfærd vi beder hende om, og hun har gjort naboernes bekymring om gøen fuldstændig til skamme. Det er dog ikke sådan at hun er fuldstændig viljeløs og underdanig – hun har sine instinkter intakt og jagter både katte og egern, graver huller i haven og plager om gåtur og leg. Og det sker da også at hun gør lidt ad postbuddet eller en indsamler fra Røde Kors. Der skal også være plads til at være naturlig.

Livet som hundeejer er godt. Det er en kæmpe berigelse af vores liv, at vi har fået Adina som 3. familiemedlem. Hver eneste dag taler vi om hvor dejlig, sød og smuk vores hund er, og næsten al vores fritid handler om at være sammen med hende. Selvom det også er en stor forpligtelse, og man egentlig er ret begrænset i sin frihed når man har hund, så gør det ikke noget, for vi vil simpelthen bare gerne være sammen med hende.

Det er ikke så rart at måtte efterlade hende alene derhjemme mens vi er på arbejde, og hvis jeg kunne ville jeg gerne være meget mere hjemme hos hende. Jeg synes også det er spild af god hund – jeg går jo glip af en masse tid sammen med hende. Vi ved fra videooptagelser, at hun slapper af og sover når hun er alene, så hun lider ikke – hun forstår fuldstændig hvad der sker og lægger sig bare til at vente. Vi prøver at kompensere ved at gøre den tid vi har sammen så spændende som muligt for hende. Heldigvis er Adina en meget afholdt hund i vores familie, og hun opfører sig så pænt at vi ofte kan tage hende med når vi skal besøge vores familie.

Alt i alt føler vi, at vi har vundet i lotteriet med Adina. Vi kan tydeligt mærke, at hun har haft en tryg og sund opvækst og kom til os med en god ballast. Vi kunne have fået alle mulige hunde, med forskellige baggrunde, personligheder, vaner, unoder og sygdomme. Og så kom Adina; den helt perfekte hund for os. Hendes sind passer godt til vores, vi er alle 3 rolige og lidt forsigtige i vores væremåde. Jeg håber også at hun synes, at vi er en god familie for hende. Det virker sådan.

Lignende indlæg:

En hund der er bange

December måned er hård kost for dyrene. Vores hund er som mange andre kældedyr rigtig alvorligt bange for fyrværkeri. Hun dukker sig og prøver at gemme sig under borde og bag møbler. Ørerne, som normalt vender forud hvis hun er opmærksom eller bagud hvis hun er ekstra glad, vender pludselig ud til siden, og hun får et bekymret udtryk i øjnene. Hun nægter at gå udenfor, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå vil hun hjem igen lige med det samme. Hun lader sin mad stå, når hun er bange.

Selvom det kan være en flot oplevelse at se på et professionelt fyrværkeri-show, har jeg altid været irriteret på private menneskers brug af fyrværkeri. Jeg så engang et sted, at 25% af al bly-forurening i Danmark kommer fra fyrværkeri, og forureningen er jo også tydelig på veje og gader. Dertil kommer alle skaderne på mennesker, og udover kæledyrene må de vilde dyr også blive meget stressede over fyrværkeri. Det virker på mig som en meningsløs belastning af miljø, dyr og mennesker. Og nu hvor jeg oplever helt tæt på, hvor bange min egen hund er, kan jeg blive helt hidsig over det.

Men det er ikke desto mindre virkelighed i vores samfund, og vi må prøve at leve med det. I forhold til Adina gør vi meget for at afbøde generne. For det første tænker vi meget over vores egen reaktion på bragene. Vi vil helst signalere til hunden, at det ikke er noget særligt og at vi ikke selv er bange eller urolige. Vi lader hende gemme sig, hvis hun vil det, og hvis hun søger opmærksomhed får hun det, men vi prøver at lade være med at trøste og ynke.

Første gang vi oplevede Adina bange var i forbindelse med tordenvejr om sommeren, og i den forbindelse blev vi opmærksomme de forskellige stoffer der findes til at berolige. Vi har haft gode resultater med stoffet Zylkene, som er et udtræk af komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte da den var hvalp og diede hos sin mor.

Det er vores erfaring, at hvis vi begynder at give Adina dette kosttilskud i maden fra midten af december, så er hun mindre påvirket af fyrværkeriet som virkelig tager til omkring jul og nytår. Hun bliver stadig bange, men hun ligger bare og putter sig i et hjørne. Før Zylkene oplevede vi at hun rystede over hele kroppen, hyperventilerede og var meget urolig – det ser vi slet ikke mere.

Jeg vil klart anbefale andre hundeejere at prøve dette stof. Der er ingen garantier for at det hjælper, men da det er et kosttilskud er der heller ikke nogen risiko forbundet med at prøve det af – bortset fra at det er temmelig dyrt når man skal have en stor dosis til en stor hund. Den bedste effekt opnås efter min opfattelse ved at begynde at give det nogle dage før.

Omkring nytårsaften plejer vi at tage i sommerhus. Det gjorde vi også før vi fik hund, men vi er fortsat med det i et håb om at opleve lidt mindre fyrværkeri end derhjemme. Det er noget mindre end i Virum, og det stopper tidligere på natten. Men vi slipper ikke helt, heller ikke i et sommerhusområde i Gilleleje. Med Zylkene og nogle rolige mennesker omkring hende, havde Adina faktisk en tålelig nytårsaften. Hun spiste både aftensmad og resten af min entrecote, og faldt endda i søvn flere gange i løbet af aftenen. Det tager vi som en succes.

Lignende indlæg: