Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

Møde med tibetanere

Idag har jeg igen været på FOF-kursus. Det hed “En tidløs krop” og handlede om 5 små fysiske øvelser, som man kalder De Fem Tibetanere. Iflg. beskrivelsen skulle det handle om at styrke kroppens selvhelbredende kraft.

I dagene op til idag har jeg tænkt lidt på hvorfor jeg egentlig valgte dette kursus, kan ikke huske hvad jeg tænkte da jeg tilmeldte mig. Jeg tror bare at jeg søger nogle nye input til anskuelse af livet og helbredet. Og det fik jeg på dette kursus.

I FOF’s lokaler ved Lyngby Station mødte jeg op i joggingbukser og en behagelig t-shirt. Det stod der i kursusbeskrivelsen at man skulle, da vi udover foredraget også skulle prøve øvelserne i praksis. De andre deltagere mødte op lidt mere ‘påklædt’ – de fleste i jeans og nogen endda i nederdel eller skindbukser. Straks følte jeg mig lidt ved siden af, men havde også lidt ondt af dem der skulle lave yoga-agtige øvelser iført læder og lange støvler.

Instruktøren/foredragsholderen var Ullamai Rose Danielsen, som har baggrund i Gotved-gymnastik og idag har sit eget firma Indre Fitness, der arbejder med gymnastik, mental træning, Qi Gong og meget andet.

Første halvdel var en teoretisk gennemgang af de 5 øvelser og de 7 chakraer – 7 energicentre i kroppen som har forbindelse med både psykiske og fysiske ting i mennesket. Ullamai viste lidt fra en DVD hun har indspillet om øvelserne, og hun udleverede også en skriftlig forklaring. Det er nogle specifikke øvelser som tibetanske lamaer og munke har praktiseret i klostrene gennem årtusinder. Det skulle stimulere kroppens energier, således at man holder sig ungdommelig og bevarer sin vitalitet. Der er endda beretninger om gråhårede mennesker som blev mørkhårede igen osv.

Efter en spisepause begyndte deltagerne pludselig at dukke op i mere blødt tøj, så havde de åbenbart været ude og klæde om. Nu skulle vi nemlig prøve selve øvelserne i praksis. Ullamai varmede os op i en rundkreds, og derefter skiftedes vi til at lave Lyset, Halvmånen, Broen og Bjerget på måtter på gulvet. Det var selvfølgelig lidt svært første gang man skulle udføre dem, men når man før har lavet forskellige typer styrketræning og strækøvelser på gulv, var til at finde ud af. Jeg synes faktisk at øvelserne var behagelige.

Jeg har det sidste års tid været på flere forskellige kurser i mindfulness og meditation, og jeg tror det kunne være godt for mig at gøre noget i den retning for at have en bedre kontakt med mig selv og min krop. Jeg er ikke gået i gang med at meditere i hverdagen, men disse øvelser kunne jeg godt forestille mig at lave. Det ikke så meget det med at holde sig ung der lokker, men jeg tror det kunne nedbringe og forhindre stress.

Det er bedst at lave øvelserne om morgenen inden morgenmad. Det er lidt af et drømmescenarie for mig at stå op og lave nogle lækre øvelser med sin krop og have en harmonisk morgen. Sådan er mit liv ikke lige nu, men måske jeg kunne gøre det om eftermiddagen når jeg kommer hjem fra arbejde?

En af de ting jeg godt kan lide ved denne verden af østens ‘mystik’ er, at det ikke er konkurrencepræget, og ikke handler om at præstere eller presse sig selv. Det handler kun om at gøre noget godt for sig selv. Selvfølgelig er der en pointe i at gøre tingene på en bestemt måde for at det har den ønskede virkning, men der er ikke den perfektionisme som man ellers møder så mange steder. Det i sig selv oplever jeg som afstressende.

Jeg købte DVD’en om øvelserne, så jeg kan gense noget af det og tænke mere over det. Jeg overvejer seriøst at indføre denne praksis i min hverdag. Det er overskueligt og det kan i hvert fald ikke skade. Lidt styrke og smidighed kan også være et godt supplement, når nu jeg mest bruger min krop til konditionstræning via min daglige cykling. Samtidig udelukker disse øvelser ikke mindfulness, de fem øvelser skulle være et godt udgangspunkt for en omgang meditation bagefter.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Syg igen

Jeg er syg. Torsdag aften fik jeg feber, og fredag morgen måtte jeg melde mig syg.  Her lørdag eftermiddag er jeg stadig slap og utilpas, selvom jeg har slået feberen ned med Panodil. Jeg har bare feber, ikke ondt i halsen eller snot eller noget. Føler mig ømskindet, så det er nok influenza.

Det er ikke første gang i dette efterår og denne vinter jeg er syg. Allerede i september havde jeg en forkølelse med feber da jeg var på Mallorca. I november havde jeg en halsbetændelse, som var så snu først at give mig feber op ad dagen. Det betød at jeg troligt gik på arbejde til nogle vigtige møder og kun havde en enkelt sygedag.

I december fik jeg så en hel uges forkølelse med feber og en hel uges sygedage. Og nu er den gal igen. Med så høj feber ved jeg ikke hvor det bærer hen, måske kan det ikke bare klares med at ofre weekenden til sygesengen.

Jeg har på fornemmelsen at man kan komme ind i en ond cirkel med sådan noget sygdom. Egentlig synes jeg ikke at jeg er slem til at få disse her infektioner, men nogen gange kommer de bare på en række, og jeg tror det er fordi man får svækket immunforsvaret ved at være syg første gang og så er mere modtagelig for næste infektion.

Det er frustrerende, for jeg vil helst ikke have sygedage på arbejde, og jeg forsøger også at være fornuftig osv. Men i sidste ende er man jo ikke herre over sygdom. Nu var jeg f.eks. ude og flyve i mandags, der kan jo godt have været nogen i flyet med en influenza som så kom rundt med ventilationsanlægget – det kan jeg jo ikke gardere mig imod.

Lignende indlæg:

Efteråret er vist kommet

Det blev ikke til ret meget indian summer i år. Da det begyndte at regne i august, var vi jo nok nogen der tænkte at det rent teoretisk godt kunne lade sig gøre at få godt vejr i september (hvis man kan leve med at det er koldt om natten og morgenen). Set i vejrets bakspejl er jeg utrolig taknemmelig for de 2 weekender med tørvejr, som gjorde det muligt at få malet vores sommerhus – det skulle ikke have været planlagt på nogen måde anderledes, før det slet ikke kunne have ladet sig gøre.

Det blandede og kolde vejr sætter sit mærke på folk omkring mig. De er simpelthen begyndt at blive syge. Rigtig mange på jobbet har lagt sig, og andre går rundt med hæse stemmer og snøftende næser.

Jeg selv holder stand. De sidste par uger har der flere gange været optræk til en forkølelse – ondt i halsen og mat fornemmelse. Jeg har så skyndt mig at drikke en masse kamillete, og dagen efter er det gået bedre. Jeg håber at jeg fortsat kan holde smitstofferne fra kroppen midt i al den hosten og nysen der er omkring mig.

Morgen- og eftermiddagscykelturene tager på energien, og jeg føler mig forkommen når jeg kommer hjem efter dagens 20 km i det vejr. Det gyser i mig ved tanken om at det kun er starten – jeg husker kun alt for godt sidste vinter, hvor jeg i månedvis cyklede med skibukser udenpå bukserne og 5 lag tøj på kroppen i endeløs frost og sne. En lille tur til Mallorca om ikke så længe kan forhåbentlig lade batterierne godt op.

Lignende indlæg:

Frokostpause – så skal vi ud!

På både på min nuværende og tidligere arbejdspladser har der været mulighed for at spise sin frokost udendørs i sommerhalvåret. Alle steder har arbejdsgiveren investeret i anlæg af en fin terrasse og købt borde og stole.

Desværre er der ikke nogen af de omtalte arbejsgivere der har investeret i parasoller, så frokosten skal indtages lige under middagssolen. Det afspejler nok også hvad de fleste af mine kolleger kan lide. Der er kun ganske få der sidder indendøre i kantinen på sådan en sommerdag, og de få skyggepladser udenfor er ikke besat.

Som jeg skrev om tidligere på ugen, trives jeg ikke så godt med meget høje temperaturer. Det handler dels om at jeg ikke har det godt kropsligt med at være varm, men også solen i sig selv er et problem. Mit mørke hår gør at jeg bliver brandvarm oveni hovedet, og det giver mig hovedpine og gør mig ør. Dertil kommer at min hud bliver nemt skoldet og jeg får nemt soleksem.

“Så kunne du jo tage solcreme på” vil nogen indvende. Ja, og solhat, solbriller og lange ærmer. Men det vil ikke ændre på at jeg ville blive mere varm end rart er for mig. I bund og grund hader jeg at have solcreme på, jeg har endnu ikke fundet et mærke som man ikke bliver lidt fedtet/klistret af. Og så må jeg sige at jeg synes både varm og kold mad meget hurtigt bliver uappetitlig når den står midt i solen.

Alt i alt har jeg mange grunde til ikke at spise frokost i solen. Jeg har for flere år siden taget en beslutning om ikke at sætte mig udenfor i frokosten. Jeg får frisk luft og lys hver dag på mine cykelture morgen og eftermiddag, hvor UV-indexet er lavere. Når det ikke er for varmt går jeg ofte en lille tur rundt om bygningen efter frokost. Og hjemme kan jeg sidde udenfor i skygge.

Det er en model der passer mig meget bedre. Jeg bliver endda lidt brun på armene af det. Men det betyder også, at jeg spiser frokost alene en del dage, når det er en solrig sommer som i øjeblikket. For jeg vil selvfølgelig ikke bede mine kolleger spise inde, når nu de hellere vil sidde udenfor.

Lignende indlæg:

En forretningsrejse

Igår var jeg i London for at deltage i et møde. For mange i min omgangskreds var første reaktion noget i retning af ‘Nej hvor dejligt med en tur til London’ når de hørte jeg skulle afsted. Men der er ikke ret meget rekreativ oplevelse ved sådan en tur, og jeg vil derfor gerne fortælle hvordan dagen forløb for mig.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

  • at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
  • afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
  • møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
  • stress over at nå hjem igen samme aften
  • ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.

Lignende indlæg:

Om at kunne førstehjælp

Vi havde tema-møde på arbejde forleden – om førstehjælp. En introduktion til hvad man lærer på førstehjælps-kursus og en opfordring til at tilmelde sig kommende kursus i januar.

Vi blev spurgt om vi nogensinde selv havde haft brug for at kunne førstehjælp. Først tænkte jeg nej, for jeg har aldrig været vidne til en trafikulykke, givet mund til mund eller ringet efter en ambulance. Men så kom jeg til at tænke på dengang jeg som 23-årig sekretær stod tilbage efter et møde alene med en kvinde som var sunket sammen i stolen.

Det var et møde i en forskergruppe, og tilstede var bla. 2 dyrlæger og 1 menneske-læge. Og altså en kvinde, som repræsenterede IT. Undervejs i mødet begyndte hun at hænge med hovedet; det så ud som om hun var døset hen. Der blev fneset lidt, men det forstyrrede ikke forskningssnakken. Der var bare noget mærkeligt ved det – hun vågnede f.eks. ikke da en telefon ringede i møderummet. Menneske-lægen sad lige ved siden af, og jeg regnede med at han ville gøre noget hvis han vurderede der var noget galt. Jeg kunne mærke mit hjerte hamrede, jeg havde en klar følelse af at der var noget galt, men lægen gjorde ikke noget.

Da mødet var slut rejste alle sig og forlod snakkende lokalet – undtagen kvinden fra IT. Jeg var den eneste der lagde mærke til at hun ikke rejste sig fra stolen. Jeg førsøgte at få kontakt med hende, lagde en hånd på hendes knæ og talte til hende, kaldte på hende. Hun reagerede kun ganske lidt og kunne ikke tale, og da jeg rørte hende kunne jeg mærke at hun var våd af sved. Jeg fik den tanke at hun måske havde taget noget forkert medicin.

Jeg vidste at manden i kontoret ved siden af havde førstehjælpskursus, så jeg gik ind til ham og bad om hjælp. Men han sagde bare at det jo er svært at vide hvad der kan være galt – slog ud med armene og hjalp ikke. Jeg prøvede at ringe op til det kontor hvor lægen, der havde været med til mødet, måske var gået hen, men fik ikke fat på nogen (det var før mobiltelefoner blev udbredt). Jeg så ingen anden løsning end at forlade kvinden og løbe op på 2. sal, hvor han nok befandt sig, og bede ham gøre noget.

Det viste sig at kvinden var diabetiker og var gået i insulinchok. En livstruende tilstand, som man vist nok dør af hvis der ikke bliver gjort noget.

Denne episode har selvsagt åbnet mine øjne for vigtigheden af at kunne førstehjælp. Men den har også givet skår i min tillid til andre mennesker, og især til læger/akademikere/forskere. Det burde også have lært mig, at jeg godt kan stole på mine egne fornemmelser og at jeg bør råbe op når jeg ser noget alarmerende – jeg burde have afbrudt mødet og insisteret på at nogen gjorde noget. Det er jeg bare ikke særlig god til stadigvæk.

Jeg ser af og til den pågældende læge i TV, og hver gang jeg ser ham tænker jeg på den episode, hvor det gik fuldstændig henover hovedet på ham at et menneske lige ved siden af ham gik i insulinchok. Man må da håbe at han er en god forsker. Jeg overvejer stadig om jeg skal tilmelde mig førstehjælpskurset på arbejde.

Lignende indlæg:

Slank med TV?

I denne uge er hele 2 programserier startet på TV om mennesker der skal tabe sig. Chris McDonald prøver sammen med en diætist og en psykolog på DR1 at få hele Ebeltoft til at blive slankere, og på TV3 er 5 familier taget under behandling af kost- og motionseksperter. Begge programmer havde premiere tirsdag aften, og jeg så det meste af begge programmer – og det gav stof til eftertanke for mig.

I begge tilfælde har man udvalgt nogle ret grelle tilfælde; mennesker der både er overvægtige, har ret dårlige kostvaner og ikke dyrker motion. Det er klart at det i disse tilfælde er oplagt at man får flotte resultater og store forbedringer, som gør sig godt på TV. Og selvfølgelig er rigtig godt for de pågældende. Men for mig er det lidt svært at relatere til.

Jeg har været overvægtig siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg tog en del på da jeg kom væk fra min mors faste madskema og flyttede sammen med en som spiste på mærkelige tidspunkter af døgnet – pludelig kunne/måtte man spise ostemad kl 22! Jeg smed kiloene igen nogle år efter, men i nogle perioder er de kravlet på igen, og idag har jeg et BMI over 30, dvs. at jeg idag kategoriseres ikke bare som overvægtig, men som fed.

Indrømmet, jeg kan godt lide søde sager, og har bestemt spist min del af slik, kager og is i tidens løb. Men her stopper det også med at kunne identificere sig med deltagerne i slankeprogrammerne. Jeg lever nemlig ikke af de usunde ting – det er noget der kommer til som et lille ekstra. Faktisk bruger jeg en del energi på at sørge for at det jeg spiser er godt for mig. Og jeg er heller ikke fuldstændig fysisk passiv – i mange år har jeg gået i motionscenter, og idag cykler jeg 11 km / 50 minutter om dagen, hvilket giver en form jeg er tilfreds med.

Jeg er et sted i mit liv hvor det ikke længere er så ligetil at vælge standard-løsningen ‘spise sundt’ og ‘begynde at motionere’ og så kommer resultaterne bare. Jeg gør allerede disse ting. Man kan selvfølgelig altid gøre mere, men det nuværende niveau af både motion og sund kost passer til min hverdag og mit familieliv. Der er med årene også opstået visse begrænsninger for mig: jeg kan ikke tåle kunstige sødestoffer, jeg har migræne 1 gang om ugen og jeg er født med led som gør ondt hvis jeg belaster dem for hårdt.

I mange år har jeg faktisk levet fint med være overvægtig. Det generer mig ikke så meget rent kosmetisk at se ud som jeg gør, og jeg er ikke særlig besværet af vægten. Det er svært at finde tøj, men det kan godt lade sig gøre. Jeg har som nævnt da jeg var i starten af 20’erne prøvet at tabe mig og tage det hele (og mere til) på igen, og den oplevelse har betydet at jeg ikke synes det var kampen værd. Statistikken støtter mig jo heller ikke i den tanke; langt over 90% af alle dem der taber sig, tager på igen. Og så har jeg hørt at det er dårligt for hjertet at have såkaldt yo-yo-vægt – min konklusion har været at det må være sundest at have en stabil (men dog for høj) vægt og være fysisk aktiv.

Problemet er bare at de seneste år har min vægt ikke været helt stabil. Lige så stille har jeg taget på, og det kan jo ikke fortsætte. Med alderen falder forbrændingen og jeg tror at jeg skal til at stoppe op og tænke over situationen nu hvor jeg er i slutningen af 30’erne. Jeg leder efter inspiration. Jeg kommer nok til at se nogle flere episoder af ovenstående programmer, men jeg er ikke sikker på at det er tilstrækkeligt for mig – der skal nok lidt flere nuancer på.

Lignende indlæg:

Tid til el-cykling

Jeg har i 3 år været den heldige ejer af en el-cykel. Jeg købte den på et tidspunkt hvor jeg havde 12,5 km til arbejde og brugte ca. 700 kr om måneden og 2 x 45 minutter om dagen på at komme på arbejde med det offentlige. Jeg havde prøvet at cykle, men jeg synes det var for hårdt.

Med en el-cykel gik det som en leg, og prisen på ca 11.000 kr. tjente sig ind i løbet af lidt over et år. Det var virkelig effektivt – som at slå 5-6 fluer med et smæk. Jeg var kortere tid om at komme på arbejde med el-cyklen end med bussen, og så brugte jeg endda transporttiden til at motionere, så kortet til motionscenter var overflødigt.

Sidenhen har jeg skiftet job og arbejder nu ca 30 km væk fra mit hjem, hvilket trods alt er udenfor el-cyklens rækkevidde. Nu kører jeg kun de 1,2 km til stationen i Virum på den, og den kan snart heller ikke mere. For batteriet bliver slidt og ydeevnen bliver mindre og mindre med årene.

www.tastselv.skat.dk ser det ud til at jeg får penge tilbage i skat, og hvis det står til troende så vil jeg investere i et nyt batteri til el-cyklen. Der er kommet ny teknologi siden jeg købte cyklen, så det nye batteri jeg kan få vil kunne holde endnu længere og ovenikøbet være en del lettere end det nuværende. Til gengæld er prisen høj – det koster 4000 kr 🙁

Så er jeg tilgengæld også fit for fight på min el-cykel. Selvom vi har bil og jeg har kørekort, så kører jeg aldrig – jeg har aldrig fået rutine efter at jeg bestod køreprøven (flyttede hjemmefra 1 uge inden) og føler ikke jeg kan køre bil idag. Min mand kører os da også gerne når vi skal noget sammen. Men med min el-cykel er det ikke nødvendigt – der kan jeg selv. Jeg kan køre næsten alle vegne hen med min el-cykel, og jeg føler mig både aktiv, sund og miljørigtig når jeg kører på den. Selvom den bruger noget strøm, så må det næsten være bedre for miljøet end det som busser, tog eller biler spytter ud. Jeg glæder mig til at erobre foråret til cykels!

Lignende indlæg: