Ferie for en sensitiv

I nogle år arbejdede jeg i rejsebranchen og rejste flere gange om året. Jeg havde også 3 rejser til USA, hvor min bror bor. Det gik op for mig, at jeg havde migræne på 1. rejsedag hver eneste gang, og jeg fandt ud af at det faktisk stresser mig temmelig meget på et ubevidst niveau at rejse.

Efter nogle år med mange rejser valgte min mand og jeg at købe sommerhus og gøre det til vores primære ferieform. Det passede rigtig godt med, at vi ønskede os at blive hundeejere på et tidspunkt. I dag har vi haft sommerhus i 6 år og vi elsker at komme op til det lille blå hus, som vi kun forbinder med afslapning og gode oplevelser. Antallet af logistiske detaljer som jeg kan stresse over er langt mindre. Det hjælper også at man i sommerhusområdet kan gøre brug af lange åbningstider – også på helligdage – og en række lækre spisesteder, der kan kompensere for at man ikke lige havde fået købt ind.

Vi rejser stadig lidt. En gang om året tager vi en mindre tur med et par overnatninger på en kro eller hotel i Danmark eller Nordtyskland. Her får jeg tilfredsstillet min nyhedssøgende side, som rigtig gerne vil opleve noget nyt.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Det er snyd

Jeg har kørt på el-cykel i forbindelse med min daglige transport i 9 år. Lige siden starten har jeg jævnligt fået bemærkninger om at jeg snyder, når jeg bruger el-cykel. Det er ofte når jeg sidder på cyklen og overhaler nogen af hankøn. Selv på min arbejdsplads kan kolleger (også dem der selv kører i bil til arbejde) sige til mig at jeg snyder.

Hvem jeg snyder, og hvilken konkurrence vi deltager i fremgår ikke. I situationen med overhaling virker det som om mændene føler, at vi er del af et løb, hvor det handler om at komme først. Nogle gange hører jeg argumenter om, at man snyder sig selv, fordi man ikke får lige så meget motion på en el-cykel, som på en almindelig cykel.

Jeg har 23 km. til arbejde. På udturen er det mest ned ad bakke, og på hjemturen mest op ad bakke. Hvis der er modvind er det ekstra hårdt. Jeg føler jeg bruger min krop godt og grundigt, og selvom jeg er vant til denne distance er jeg meget træt hver aften. Når ugen er gået er jeg så tung og øm i mine lår, at det kræver en weekend at føle sig frisk igen. Jeg ville aldrig få cyklet de 46 km. om dagen på en almindelig cykel.

De sidste par dage har jeg brugt mit pulsur til at måle mit kalorieforbrug på elcykel-turen til og fra arbejde. Det har jeg gjort før. Dengang jeg cyklede 10 km. mellem Virum og Hellerup svarede kalorieforbræningen på ugebasis til ca. 3 spinningtimer, hvilket ville være en normal mængde træning hvis jeg skulle bruge motionscenter i stedet.

Turen jeg har i dag fra Birkerød til Østerbro målte jeg til kaloriemæssigt at svare til en god bid mere end en spinningtime hver eneste dag – altså 5-6 spinningtimer om ugen. Det er en motionsmængde jeg ret sikkert ikke ville få, hvis jeg skulle have min motion i et motionscenter.

Jeg el-cykler alle hverdage året rundt. Der er ca. 5-10 dage om året, hvor jeg ikke cykler, fordi jeg skal noget efter arbejde, eller hvis det er farligt vejr. Sidstnævnte handler mest om vindstyrker af stormstyrke – sne og is kan jeg normalt klare med de pigdæk jeg sætter på om vinteren.

Alt i alt føler jeg absolut ikke at jeg snyder mig selv. Jeg synes faktisk det er ret sejt at sætte sig op på den cykel i alt slags vejr året rundt – det kender jeg mange mennesker der ikke kan gennemføre. Tallene for kalorieforbruget peger på at jeg får ret meget motion ud af konceptet med at el-cykle på arbejde. Det er faktisk lige før jeg at jeg tænker på, om det er FOR meget motion, set i relation til træthed og appetit.

Der er mange holdninger til motion og hvad der er rigtigt, forkert, sundt og livsforlængende. Målingen med pulsuret er resultatet af moderat intensitet og et højt tidsforbrug. Højere intensitet på kortere tid har givetvis en anden effekt på muskler, hjerte, lungefunktion mv. selv ved samme kalorieforbrug.

Der er en tendens i tiden til at dyrke hårdere og mere intens motion. Mange mener, at man skal have høj puls for at det duer til noget, og ekstreme sportsgrene som marathon og Iron Man er nu om dage et mål for helt almindelige mennesker. Set i den kontekst falder min indsats noget til jorden.

Men jeg har taget et valg om at el-cykling er min måde at få motion på. Jeg er ikke nervøs for at jeg bruger min krop forkert. Det har aldrig føltes rigtigt for mig at træne med hjertet helt oppe i halsen og blodsmag i munden. Dette her fungerer for mig, og der er en stor styrke i at få motionen rutinemæssigt integreret i hverdagen. Som bonus får jeg en god udnyttelse af min transporttid, og jeg har mulighed for at bo i en afstand til København, hvor husene er til at betale. Jeg slipper for at være sild-i-tønde i offentlige transportmidler og jeg skal ikke spilde tid i bilkøer. Jeg kommer ud og får frisk luft og naturoplevelser hver dag og forbrænder en masse kalorier samtidig. Økonomisk er det billigere at cykle end at tage både tog og bil, og der er også et lille bidrag til miljøet ved at tage cyklen.

Ved nærmere eftertanke synes jeg egentlig der er mange der der snyder sig selv og andre, ved at ikke at køre på el-cykel.

Og så vil jeg ærlig talt blæse på, om mandlige cyklister føler deres ære gået for nær ved at blive overhalet af mig.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Et halvt år med 5:2-diæten

I dag er det et halvt år siden at jeg gik i gang med 5:2-diæten. Fuld af fordomme om hvordan min krop ville reagere på at springe måltider over sprang jeg ud i det og fandt ud af, at det ikke var særlig svært. Når jeg møder holdninger og reaktioner på 5:2-konceptet i dag kan jeg mærke, at jeg har rykket mig enormt i forhold til for et halvt år siden. Jeg har gjort mig erfaringer der gør bekymringerne fuldstændig til skamme, og jeg har fået en daglig rutine som rummer denne måde at spise på. Jeg har virkelig fundet en metode der passer til mig, og det giver mig både en mulighed for at reducere stress og et sundt vægttab.

Og så har det sat alle de mange holdninger til sundhed og mad i perspektiv for mig. Det står endnu mere klart for mig nu, at der ikke findes 1 metode der passer til alle. I medierne har 5:2-konceptet været behandlet på alle niveauer hele vejen op til TV-Avisen. Der er mange meninger, mange negative, og tit har vinklen handlet om at det er et modefænomen. Men jeg har noteret mig, at både Jerk Langer (læge), Bente Klarlund (professor og forsker), Christian Bitz (ernæringsekspert) og TV-Avisens sundhedskorrespondent og læge Peter Qvortrup Geisling siger at det ikke er farligt at spise på den måde. Og så kan resten være lige meget for mig, når jeg har en god oplevelse af konceptet.

Badevægten siger at jeg har tabt mig næsten 8 kg. Folk omkring mig siger at de kan se det på mit ansigt og at mine bukser er for store. Når jeg ser mig i spejlet ser jeg egentlig det samme som jeg hele tiden har gjort. Jeg har fået husbond til at tage billeder af mig da jeg startede og et par gange siden, og på de billeder synes jeg heller ikke jeg ser anderledes ud end jeg plejer.

Jeg oplevede først for alvor at jeg havde ændret mig, da jeg var ude for at købe et par nye bukser. Jeg tog 2 forskellige størrelser med ind i prøverummet, den jeg plejer og så nummeret mindre. Og det var størrelsen mindre der passede – helt perfekt endda! Det føles selvfølgelig anderledes at have bukser på der passer i størrelsen, men der hvor jeg virkelig tænker over det er, når jeg håndterer dem ifm. tøjvask og lægger dem i skabet. Den samlede mængde af stof vejer og fylder simpelthen mærkbart mindre når jeg har dem i mine hænder. Der blev det pludselig virkeligt for mig at jeg havde tabt mig, og når jeg ser mig i spejlet med de nye bukser kan jeg også godt se at jeg er mindre.

Iflg. Michael Mosleys bog om diæten skulle man heromkring 6 måneder inde i diæten opleve, at man ikke har så meget lyst til søde sager. Det kan jeg godt genkende, og så alligevel ikke.

Jeg har opdaget, at der er mange lag i trangen til søde sager. Udover bevægelsen fra slikskål til mund, ligger der også noget sukker-afhængighed for mig i at købe de søde sager, og den er ikke påvirket. Jeg har stadig lyst til at købe slik når jeg er i supermarkedet eller andre steder. Da jeg var i Torvehallerne med min veninde i slutningen af september kom jeg f.eks. til at købe en stor pose fudge, fordi det så så lækkert ud i butikken. Det er ikke altid det bliver spist. Noget af det glemmer jeg i skabet og finder så uger efter ud af at ’hov, jeg har flødeboller’. Den store pose fudge tog jeg med til kollegerne på arbejde, for det faldt faktisk slet ikke i min smag.

Der er dog også noget der bliver spist. Og her ser jeg en 3. side af sukkerdjævlen. For jeg oplever, at jeg på ikke-fastedage tænker at det i bestemte situationer kunne være hyggeligt/naturligt/normalt at spise søde sager og finder noget frem, og jeg spiser det som regel også når det står der. Det er ren og skær vane, nærmest tradition – eller en social/hyggemæssig afhængighed. Men lidt senere oplever jeg ofte, at jeg egentlig godt kunne have undværet. Nogen gange ender det med at jeg kun spiser halvdelen af kagen eller kun drikker den halve dåsecola.

Det er som om at den fysiske del af sukkertrangen er ændret meget, men at forskellige psykologiske mekanismer stadig sørger for en vis sukker-tilførsel. Det bliver spændende at se, om jeg med tiden kan ændre på sidstnævnte – jeg er i tvivl om fastediæten har indvirkning på det.

Lignende indlæg:

Sårbar

Hele foråret har jeg været deltids-sygemeldt pga. stress. Det har fået min arbejdsgiver til at foreslå, at en del af min udviklingsplan handler om stressforebyggelse i form af personlig udvikling. Jeg tilmeldte mig derfor 4 kursusdage hos Sensitiv Balance, hvor fokus er på at få et godt arbejdsliv og en god hverdag, når man er særligt sensitiv.

For det må jeg indse at jeg er. Jeg hører til de 15-20% af befolkningen, som har et mere grovmasket filter når det kommer til indtryk; sanseindtryk, følelsesmæssige indtryk, intellektuelle indtryk. Der kommer simpelthen flere indtryk ind til bearbejdning. Det har helt sikkert en stor andel i, at jeg oplevede stress i vinters.

Helt konkret betyder det, at min hverdag er præget af nedture i energi, humør og evne til at klare hverdagen. Min mand tager et langt større slæb i hjemmet, og jeg bruger stadig en stor del af min fritid på at restituere og at have migræne.

Jeg oplever det som en sårbarhed. Sensitiviteten gør, at jeg ikke er så robust som de mennesker jeg omgiver mig med. Det er en bitter pille at sluge, at jeg har den sårbarhed. Jeg ville ønske at det var anderledes. Det giver mig skyldfølelse overfor min familie, og angst for at blive kasseret når det kommer til arbejdslivet.

Kurserne hjælper mig til at finde måder at indrette mig i forhold til min sensitivitet og undgå overstimulering. Men endnu vigtigere lige nu kan jeg bruge det til at prøve at acceptere, at dette er min virkelighed. Mit stress-nedbrud illustrerede tydeligt for mig, at der ikke er nogen anden vej end at prøve at indrette mig på at det er sådan jeg har det. Hvis jeg bliver ved med at stille krav til mig selv om at kunne yde det samme som alle andre på samme måde, vil jeg blive ved med at rende hovedet mod en mur med stress til følge, og det giver dårlig livskvalitet.

Det er en svær balance, for ikke kun jeg selv men også samfundet og arbejdsmarkedet har normer for hvordan man skal leve et liv. Jeg skal finde styrke og løsninger til at klare et normalt arbejdsliv på lige vilkår med de 75-80% almindeligt sensitive. Familielivet har jeg lidt større frihed til at indrette, men der er grænser for hvor meget jeg kan sortere fra og samtidig have et for mig indholdsrigt liv.

En af de trøstende pointer hos psykologerne hos Sensitiv Balance er, at der også er fordele ved at være særligt sensitiv. Det handler f.eks. om evner for detaljer og fordybelse samt intellektuel åbenhed og fleksibilitet, hvilket kan gøre oplevelser større. Det er kvaliteter jeg selv værdsætter, og jeg prøver også at være glad for min sensitivitet, men jeg synes bare også at det giver mig nogle udfordringer. Det er ikke alle steder i samfundet og på arbejdsmarkedet at disse evner værdsættes.

Meget symptomatisk fik jeg migræne, da jeg havde været på den første kursusdag i torsdags. På trods af at der i undervisningsformen var taget højde for sensitive menneskers behov for pauser, blev jeg nok det man kalder overstimuleret. Det er helt typisk for mig i situationer, hvor jeg egentlig nyder alle de nye indtryk, nye omgivelser og nye ansigter, og også er dybt involveret i substansen. Som dagen skrider frem begynder hovedpinen at trykke, og jeg begynder at få trang til at trække mig lidt tilbage. Og når det så er overstået og jeg kommer hjem, klapper jeg helt sammen med bankende migræne. Den dag måtte min mand tage gåturen med hunden alene, selvom det var planen at vi skulle afsted alle 3. Heldigvis var det fastedag, så min mand var forberedt på at lave mad og spise alene.

Lignende indlæg:

5:2-diæten som stressfri livsstil

Siden 21. april i år har jeg spist efter principperne i 5:2-diæten og ikke afveget en eneste gang. Også i sommerferien havde jeg 2 semi-fastedage om ugen. Det er i sig selv et udtryk for, at denne livsstil passer rigtig godt til mig og mit liv.

Nu har vi taget hul på en ny årstid, og 5:2-livsstilen er godt indarbejdet i min hverdag. Jeg tænker ikke så meget over det mere. Fastedagene er lige så rutineprægede som de andre dage. Jeg har fået indstillet mine spisevaner på fastedagens rytme, og mit hoved og min mave kvitterer med ikke at sende sultne signaler – som om de godt er klar over at der ikke kommer noget alligevel.

Min mand oplever heller ikke længere, at det er nogle særlige dage, hvor der skal tages specielt hensyn. Han har vænnet sig fuldstændig til at spise alene de 2 aftener om ugen. Det er ikke længere nødvendigt hensynsfuldt at spørge, om det er til at holde ud hvis han spiser en gulerod eller nogle vindruer ved siden af mig i sofaen.

Når man ændrer sin livsstil på sådan en forholdsvis drastisk måde er det helt naturligt at tænke og reflektere meget over det i starten. Det er for mit vedkommende overstået nu. Nu har jeg fundet min måde at gøre det på, og så er der ikke andet for end at fortsætte og nyde fordelene. Det er mit liv nu.

Derfor har jeg meldt mig ud af Facebook-gruppen for 5:2-diæten, hvor jeg ellers har delt oplevelser og overvejelser med andre 5:2-fastere. Jeg har simpelthen ikke længere brug for at diskutere det med andre. Henover sommeren, hvor medlemstallet eksploderede, blev jeg bedt om at være med-administrator i gruppen og prøve at hjælpe alle de nytilkomne med at komme godt i gang. Men diskussionerne udviklede sig til tider til nogle meget komplicerede overvejelser om at tælle timer og kalorier samt kombinationer med andre diæter og slankekure. Jeg kunne mærke at det forurenede mine tanker om min egen diæt. Heldigvis var der mange der bød ind, så mine bidrag gav ikke så meget værdi. Og så var det bare at sige pænt farvel.

Her på bloggen bliver det nok også lidt anderledes end de første 4 måneder. Jeg vil formentlig ikke have så meget nyt at fortælle, så antallet af blogindlæg om lige dette emne kommer ikke til at blive så stort fremover. Mens 5:2-diæten har oplevet stigende interesse henover sommeren har bloggen haft mange besøg, og jeg har forsøgt at stille forskellig viden til rådighed for de søgende i form af links til artikler og hjemmesider. Nu er der mange flere kilder på nettet om 5:2.diæten, og der er mange der har overskud til at lave udtømmende blogs om emnet. Jeg har derfor ændret bloggens 5:2-side til kun at indeholde de mest basale links og bare fokusere på mine egne erfaringer. Jeg vil gerne holde fast i, at det her er en blog om mig, ikke om cykler eller diæter. Tilbage til mig!

Jeg har haft forskellige henvendelser fra pressen, og havde i sommerferien besøg af en journalist og fotograf fra et ugeblad. På en måde er det meget sjovt at snakke med journalister, men det er også krævende. Ude og Hjemme troppede op i mit sommerhus mere end 1 time før aftalt, og jeg brugte en del energi på at sørge for at de kunne få billeder af mig foran et tomt køleskab, med hækletøj og på cykel. Artiklen er dog i skrivende stund ikke blevet bragt i bladet, og så er det jo spildte kræfter. Da DR Nyheder og P4 henvendte sig i sidste uge var sommerferien forbi, og jeg måtte sige, at jeg ikke har mulighed for at tale med journalister i dagtiden, hvilket har betydet at de har trukket sig.

Det vigtigste for mig lige nu er at undgå stress, og det hjælper 5:2-diæten mig med i min hverdag. Jeg balancerer hele tiden behovet for oplevelser og sociale forbindelser med indre ro. Jeg er nødt til at være opmærksom på, om sådan nogen ting som Facebook og kontakt med journalister giver mig noget positivt, og hvis ikke så skal jeg vælge det fra. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at jeg slet ikke vil gøre noget for andre mennesker, men der skal være en balance. Det er jo en af de store pointer ifm. stress, at man ikke kan være noget for andre, hvis man ikke sørger for selv at have det godt. Det er nok bedre at bruge overskuddet på mine nære, end på at hjælpe en journalist med at få sin historie i hus.

Lignende indlæg:

En typisk 5:2 fastedag

I dag er det præcis 4 måneder siden at jeg sprang ud i det – en ny livsstil med semi-faste 2 dage om ugen. Der er delte meninger om hvor lang tid det tager at forme en ny vane, og jeg ved da heller ikke helt om det er blevet en vane at semi-faste på linje med f.eks. at børste tænder. Men jeg har i hvert fald opbygget nogle faste mønstre omkring en almindelig fastedag, som gør det ret rutinepræget at gennemføre sådan en dag.

På hverdage spiller vores vække-musikanlæg kl. 5:50. Så står husbond op og går med hunden. Lidt over 6 står jeg op. Jeg stiller mad frem til hunden og går på badeværelset. Når jeg kommer ud derfra, er husbond og vovse kommet hjem igen, og det er tid til morgenmad. Normalt sidder husbond og jeg og spiser en skål surmælksprodukt sammen, mens vi snakker om hvad der skal ske i dag. På en fastedag drikker jeg bare et stort glas vand i stedet for. Jeg er ikke sulten om morgenen, så det føles ikke mærkeligt.

Ved 7-tiden hopper jeg på el-cyklen og kører på arbejde. Der er jeg ved 8-tiden. Det første jeg gør efter at have hængt overtøjet og tændt PC’en er at tage et krus te og fylde min vandflaske med frisk vand. Der er fade med frisk frugt i storkontoret, men på fastedage tager jeg ikke noget frugt.

Min afdeling plejer at spise frokost ved 12:30-tiden. Vores kantine drives af Meyers Kantiner, og der er altid sund og lækker mad efter tankerne om nordiske hverdagsmad. Jeg spiser som regel kød og grøntsager fra den varme buffet, men springer kulhydrat-tilbehøret over. Jeg supplerer med salat og evt. lidt fisk. De laver en fantastisk gravad laks, og den tager jeg en skive fuldkornsbrød til. På den måde kan jeg sammensætte et måltid på ca. 500 kcal., der mætter længe og er smagsmæssigt tilfredsstillende.

Glad og mæt sætter jeg mig tilbage på min plads og arbejder videre. Så spiser jeg ikke mere den dag. Jeg er mæt resten af eftermiddagen, og sørger bare for at drikke mere vand og te for ikke at dehydrere.

Når vi når til fyraften er det hjem igen på el-cyklen. Jeg har 16-17 km. hver vej. Når jeg har cyklet ud og hjem, har jeg forbrændt næsten det samme antal kcal. som jeg har indtaget. Jeg er hjemme omkring kl. 17.

Det er skønt at komme hjem til hunden, som så har været alene i næsten 10 timer. Hun byder som regel velkommen hjem med logrende hale, det er nok den bedste stund på dagen. Vi kæler og snakker, og nu skal hun ud og gå en god lang tur. Min mand og jeg skiftes til at tage gåturen, om torsdagen gør vi det oftest sammen. Det er ikke et problem for mig at gå 1½ time i skoven med hunden på en fastedag.

Jeg er som regel hjemme fra gåturen før kl. 19. Jeg laver mig et stort krus te og et stort glas vand eller danskvand, finder dagens ration af vitaminpiller, og slænger mig i sofaen, mens husbond går i køkkenet og laver mad til sig selv. Jeg kan godt mærke sult, men teen, vandet og pillerne fjerner det meste af den fysiske fornemmelse. Psykisk er jeg er helt indstillet på at jeg ikke skal have mere mad den dag, og det strejfer mig aldrig at ændre planer og spise et eller andet.

Hele pointen med at starte med 5:2-diæten var, at jeg gerne ville give mig selv 2 fri-aftener, hvor jeg ikke skulle bruge det halve af aftenen på at lave, spise og rydde op efter aftensmad. Jeg nyder at jeg bare kan se Aftenshowet, læse lokalavisen og sidde med min tablet uden at have pligter.

Før jeg ved af det, sidder husbond ved siden af mig i sofaen. Han nyder også fastedagene, fordi det er mere uformelt. Vi køber ind til 1 uge ad gangen, og tit forbereder vi maden, så han har nem mad på fastedagene. Det er enten noget med at lave en stor portion mad dagen før, så han kan spise af det på fastedagen, eller noget god færdigmad fra mit arbejde eller fryseren. Så han har næsten også en friaften på mine fastedage.

Når vi nærmer os sengetid kan jeg godt føle mig en smule svimmel, og mine fingre og tæer er tit kolde. Samtidig begynder jeg at føle mig glad og stolt over, at endnu en fastedag er gået godt. De første mange måneder fik jeg ofte ondt i hovedet på en fastedag. Det gør jeg ikke mere. Efter at jeg er begyndt at tage et par dybe vejrtrækninger når jeg mærker optræk til hovedpine, er problemet stort set væk. Jeg ved ikke om det handler om afspænding, men det virker tilsyneladende. Enkelte dage kan et par panodil eller kodimagnyl være nødvendige.

Nogle aftener er det mig der går aftenturen med hunden, og som regel kravler jeg tidligt i seng, glad og i godt humør. Efter de første par gange at have oplevet at sove meget let, sover jeg nu meget tungt natten efter en fastedag.

Næste morgen er jeg også lidt mere træt end normalt, men står op og føler mig godt tilpas. Jeg kan ikke lade være med at hoppe på vægten inden jeg går i bad, og ofte står der et nyt tal, der er mindre end sidst. Det er forskelligt hvor sulten jeg føler mig, men spiser min sædvanlige morgenmad; yoghurt. Op ad dagen kan jeg godt have tendens til at blive tidligere sulten op til måltiderne, men jeg har ikke lyst til at spise mere eller andet end jeg plejer.

Lignende indlæg:

Et kvartal med 5:2-diæten

I skrivende stund ved jeg ikke hvordan vægten har udviklet sig siden sidste status, for jeg er i sommerhus og her er ikke nogen badevægt. Men det kører fint med de 2 fastedage om ugen, og nu hvor jeg begiver mig ind i 4. måned med 5:2 faste-diæten er jeg stadig glad for konceptet. Jeg oplever stadig et rigtig godt humør og overskud, en markant forskel i forhold til hvordan jeg havde de i april, da jeg startede. Hovedpine på fastedage er stadig en udfordring, men jeg får hele tiden nye ideer til at modvirke det. Og med 10 cm mindre om taljen startede jeg sommerferien med tøjshopping!

Indtil nu har jeg tilrettelagt fastedagene efter hverdagens rytme. Sommerferien betyder, at jeg må finde en ny måde at gennemføre en fastedag. En feriedag er anderledes, dels fordi der ikke er så faste rammer hvad angår spisetider, sengetider osv., og dels skal jeg lave mit ene 500 kcal-måltid selv i stedet for at vælge fra kantinens lækre buffet. Desuden er der i modsætning til en arbejdsdag langt mere ledig tid, hvor jeg ikke er optaget og dermed distraheret – det kunne måske være en udfordring i forhold til at føle sig sulten.

Det varme sommervejr har gjort det nemt mht. maden. Jeg er knap så sulten, og det er oplagt at lave sig en lækker salat. Jeg har bla. lavet mig en lækker salat med rigtig gedefeta, radiser og karse, hvilket har givet en god og fuld smagsoplevelse, og der var også plads til en lækker fuldkornsbolle. Hvad angår den tid hvor jeg ikke spiser er det også gået rigtig godt. Jeg kan sagtens slappe af og gøre ferie-ting uden at få krise over at jeg ikke kan spise spontant. Før ferien var jeg faktisk lidt i tvivl om jeg kunne holde faste-mønsteret i ferien, det skulle jo ikke ødelægge ferien. Men det har ikke været svært, og jeg er glad for at jeg kan faste i ferien også.

Det ser ud som om at 5:2 faste-diæten begynder at blive mere udbredt i Danmark. I weekenden var der 3 artikler om det i Politiken, og det skyldes jo nok at netop Politikens forlag udgiver en dansk oversættelse af Michael Mosley og Mimi Spencers bog om nogle uger. Efter artiklerne i Politiken har der været stor tilstrømning af medlemmer i den danske Facebook-gruppe om emnet, og jeg kan også se flere besøg her på bloggen på baggrund af Google-søgninger på emnet.

I dag havde jeg besøg af en journalist og en fotograf fra Ude og Hjemme. De planlægger også et tema om diæten i forbindelse med den danske bogs udgivelse. De ønskede at interviewe en kvinde der havde været i gang med spisemetoden i nogen tid, og kom op og besøgte mig i sommerhuset. Jeg fortalte lidt om hvordan jeg var kommet i gang, min motivation og hvordan en fastedag foregår for mig. Og så tog de en masse billeder.

Jeg er spændt på hvordan 5:2 fastediæten bliver lanceret og modtaget i Danmark. Slanke-aspektet er nok det som tiltrækker flest læsere/seere. Den danske bogs titel “5:2 Kuren” indikerer også, at man ser det som en slankekur, mere end en livsstil eller vej til større sundhed, og jeg kan også se tendensen på Facebook-gruppen. Min egen motivation for at gå i gang med at semi-faste 2 dage om ugen handlede primært om at modvirke stress. Det var en dejlig bonus hvis jeg kunne tabe mig, men jeg troede i starten ikke helt på at det kunne ske. Og så var det en god følelse, at jeg kunne gøre godt for min sundhed på længere sigt. Det er jo temmelig overvældende, hvilke fordele diæten har på aldersbetingede sygdomme både fysisk og psykisk, så jeg håber at disse aspekter også bliver omtalt.

Lignende indlæg:

Følsomt vægttab

I takt med at jeg må konstatere, at jeg rent faktisk taber mig af at spise efter 5:2-konceptet, tænker jeg også på hvad andre siger til det. Jeg må indrømme, at det er et lidt følsomt emne.

Da jeg overvejede at gå i gang, synes jeg det var meget blufærdigt at sige til nogen, at jeg gjorde mig de tanker. På en eller anden måde synes jeg det var enormt følsomt at starte den snak, for det åbner ligesom for at andre kan sige hvad de synes om min vægt. Til hverdag er der ikke nogen der siger til mig, at de synes jeg er for tyk, og det vedkommer jo i bund og grund heller ikke andre end mig selv. Men jeg kan høre på den måde folk taler om andre, at det lurer under overfladen hos mange normalvægtige; holdninger til, irritation – ja næsten vrede – over at andre er overvægtige. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at møde. Det er svært at forklare en slank person, hvorfor man bliver overvægtig.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg godt ved at jeg er overvægtig og at jeg kunne have godt af at tabe mig. Men det er bare noget andet at høre andre sige det. Især hvis det er nogen tæt på man holder af. For i mine ører lyder det, som om de elsker mig mindre fordi jeg er tyk, og at de ville elske mig mere hvis jeg var tyndere. Det er ikke lige den slags input jeg har brug for, når jeg overvejer en større livsstilsændring.

Jeg besluttede mig for ikke at diskutere det med andre end min mand, som er ubetinget loyal, støttende og velmenende. For i bund og grund er det vigtigste jo, at jeg selv tænker det godt igennem og føler at det er det rigtige for mig. Jeg har indset forskellige ting ifm. mit stressforløb, og det var essentielt for mig at føle, at det var noget jeg gjorde for mig selv, og kun for mig selv. Ikke for at nogen skulle elske mig mere.

Da jeg gik i gang med 5:2 fastediæten, sagde jeg det ikke til ret mange. Jeg skrev om det her på bloggen, så dem der læser med her har vidst det fra starten. Men det var først efter et par uger at jeg fortalte mine forældre og veninder om det face-to-face. Jeg ville lige være sikker på, at det var noget for mig. For udover den følsomme konfrontation med andres holdning til min figur, så forventede jeg også at nogen kunne have ret kraftige meninger om selve konceptet. Sundhed og slankning er noget næsten alle har en mening om, og der findes mange ‘trosretninger’. Jeg støttede mig til min mand og Facebook-gruppen om emnet.

Nu kan jeg så se på min badevægt, at jeg faktisk er blevet noget der minder om 8 pakker margarine mindre. Måske kommer der en dag, hvor mine omgivelser kan se, at jeg har tabt mig – også dem jeg endnu ikke har fortalt om det. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal takle evt. kommentarer. Der kan jo ligge en masse gode hensigter og venlighed i en kommentar om at ’det klæder dig’ eller lignende. Men samtidig kan det jo også høres som, at ’du var grim før’. Det er nok et udslag af et af mine personlighedstræk; at jeg tager udsagn ret bogstaveligt og fortolker også negative ting ind i dem. Og i og med at jeg faktisk ER glad for at have tabt lidt kilo, er der jo også noget i mig der gerne vil dele det med andre og glæde mig over det sammen med dem.

 

Lignende indlæg: