Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! ”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

• Nye opgaver og en frisk start
• Mulighed for at bruge mig selv og egne evner mere optimalt
• Enkel transport: kan cykle fra mit hjem til min arbejdsplads
• Kan sove ca. 1 time længere om morgenen
• Kortere transporttid
• Fri hele juleaftensdag, nytårsaftensdag og alle dage mellem jul og nytår
• Fri på dagen efter Kr. Himmelfart
• Fri hele Grundlovsdag
• Inspirerende omgivelser
• Økologisk kantine og mad-med-hjem-ordning

Der viser sig sikkert flere fordele når jeg starter, men det er hvad jeg ved om det indtil nu.

Til gengæld får jeg også ‘Ingen højeste arbejdstid’ og jeg mister dermed muligheden for at flexe og afspadsere. Men de siger, at de for det meste har helt almindelige arbejdsdage, og der er også mulighed for fleksibilitet hvis man har brug for det, så det skal nok gå.

Den forkætrede lange transporttid stresser mig enormt, og det er også stressende for mig ikke at bruge mit intellekt optimalt. Derfor håber  jeg på at mit jobskifte giver mig en mindre stresset hverdag.

Indtil nu jeg jeg sovet i 140 cm bred boxmadras med fjedre. Den slags seng har jeg sovet på i forskellige varianter siden jeg flyttede hjemmefra. Det er sin sag at sove 2 mennesker på fælles madres af den kvalitet, især når sengen har nogle år på bagen. Sengen bliver blød på midten, så man får en følelse af at trille ind mod midten, jeg føler at jeg bruger kræfter på at modvirke det. Fjedrene gør at man hopper op og ned når naboen vender sig, og den begynder også at knirke efter nogle år.

I en proces med at udskifte vores ældre møbler har min mand og jeg nu prioriteret at få en god seng – en investering i god nattesøvn. Vi tog til Drømmeland i Hillerød og blev præsenteret for 3 teknologier i sengene: fjedre, latex og skum. Vi valgte det sidste i form af NASA-teknologien Tempur, fordi det var så fuldstændig ‘dødt’ mht. svingninger i sengen. Mads og jeg var trætte af at vække hinanden når vi vendte os. Vi har købt en lidt større seng: 160 cm bredde i form af 2 separate senge på 80 cm. med en fælles topmadras ovenpå. Sengen blev leveret i fredags, og nu skal vi til at vænne os til en helt ny type seng.

Det føles meget anderledes at sove på det her skum. Et par minutter efter man har lagt sig former det sig efter kroppen i takt med at det varmes op, så lige når man lægger sig føles underlaget ret hårdt. Fordi materialet er så svingnings-’dødt’ er det ret hårdt at vende sig i sengen, man skal simpelthen bruge flere kræfter. Fjedrene i den gamle seng hjalp åbenbart ret meget til, har jeg fundet ud af.

Den første nat i den nye seng gik egentlig meget godt, men med en konstant bevidsthed om at det var nyt. Sengen er meget højere – vi ligger nok ca. 20 cm. højere end før, det føles lidt som at sove på et plateau. Efter 2. nat vågnede jeg og var ret øm i lænd og skuldre og blev helt i tvivl om det her var det rigtige valg. Producenten nævner på hjememsiden at man skal forvente op til 2 ugers tilvænningsperiode, og de skriver ligefrem at det er almindeligt med rygproblemer i den tid. Den tredje nat er det heldigvis gået noget bedre. Jeg håber jeg kan vænne mig til det, så jeg har en god mulighed for at kunne sove godt.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

I dagene op til idag har jeg tænkt lidt på hvorfor jeg egentlig valgte dette kursus, kan ikke huske hvad jeg tænkte da jeg tilmeldte mig. Jeg tror bare at jeg søger nogle nye input til anskuelse af livet og helbredet. Og det fik jeg på dette kursus.

I FOF’s lokaler ved Lyngby Station mødte jeg op i joggingbukser og en behagelig t-shirt. Det stod der i kursusbeskrivelsen at man skulle, da vi udover foredraget også skulle prøve øvelserne i praksis. De andre deltagere mødte op lidt mere ‘påklædt’ – de fleste i jeans og nogen endda i nederdel eller skindbukser. Straks følte jeg mig lidt ved siden af, men havde også lidt ondt af dem der skulle lave yoga-agtige øvelser iført læder og lange støvler.

Instruktøren/foredragsholderen var Ullamai Rose Danielsen, som har baggrund i Gotved-gymnastik og idag har sit eget firma Indre Fitness, der arbejder med gymnastik, mental træning, Qi Gong og meget andet.

Første halvdel var en teoretisk gennemgang af de 5 øvelser og de 7 chakraer – 7 energicentre i kroppen som har forbindelse med både psykiske og fysiske ting i mennesket. Ullamai viste lidt fra en DVD hun har indspillet om øvelserne, og hun udleverede også en skriftlig forklaring. Det er nogle specifikke øvelser som tibetanske lamaer og munke har praktiseret i klostrene gennem årtusinder. Det skulle stimulere kroppens energier, således at man holder sig ungdommelig og bevarer sin vitalitet. Der er endda beretninger om gråhårede mennesker som blev mørkhårede igen osv.

Efter en spisepause begyndte deltagerne pludselig at dukke op i mere blødt tøj, så havde de åbenbart været ude og klæde om. Nu skulle vi nemlig prøve selve øvelserne i praksis. Ullamai varmede os op i en rundkreds, og derefter skiftedes vi til at lave Lyset, Halvmånen, Broen og Bjerget på måtter på gulvet. Det var selvfølgelig lidt svært første gang man skulle udføre dem, men når man før har lavet forskellige typer styrketræning og strækøvelser på gulv, var til at finde ud af. Jeg synes faktisk at øvelserne var behagelige.

Jeg har det sidste års tid været på flere forskellige kurser i mindfulness og meditation, og jeg tror det kunne være godt for mig at gøre noget i den retning for at have en bedre kontakt med mig selv og min krop. Jeg er ikke gået i gang med at meditere i hverdagen, men disse øvelser kunne jeg godt forestille mig at lave. Det ikke så meget det med at holde sig ung der lokker, men jeg tror det kunne nedbringe og forhindre stress.

Det er bedst at lave øvelserne om morgenen inden morgenmad. Det er lidt af et drømmescenarie for mig at stå op og lave nogle lækre øvelser med sin krop og have en harmonisk morgen. Sådan er mit liv ikke lige nu, men måske jeg kunne gøre det om eftermiddagen når jeg kommer hjem fra arbejde?

En af de ting jeg godt kan lide ved denne verden af østens ‘mystik’ er, at det ikke er konkurrencepræget, og ikke handler om at præstere eller presse sig selv. Det handler kun om at gøre noget godt for sig selv. Selvfølgelig er der en pointe i at gøre tingene på en bestemt måde for at det har den ønskede virkning, men der er ikke den perfektionisme som man ellers møder så mange steder. Det i sig selv oplever jeg som afstressende.

Jeg købte DVD’en om øvelserne, så jeg kan gense noget af det og tænke mere over det. Jeg overvejer seriøst at indføre denne praksis i min hverdag. Det er overskueligt og det kan i hvert fald ikke skade. Lidt styrke og smidighed kan også være et godt supplement, når nu jeg mest bruger min krop til konditionstræning via min daglige cykling. Samtidig udelukker disse øvelser ikke mindfulness, de fem øvelser skulle være et godt udgangspunkt for en omgang meditation bagefter.

Vurdering:  ★★★★★ 

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: ”Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Det er ikke første gang i dette efterår og denne vinter jeg er syg. Allerede i september havde jeg en forkølelse med feber da jeg var på Mallorca. I november havde jeg en halsbetændelse, som var så snu først at give mig feber op ad dagen. Det betød at jeg troligt gik på arbejde til nogle vigtige møder og kun havde en enkelt sygedag.

I december fik jeg så en hel uges forkølelse med feber og en hel uges sygedage. Og nu er den gal igen. Med så høj feber ved jeg ikke hvor det bærer hen, måske kan det ikke bare klares med at ofre weekenden til sygesengen.

Jeg har på fornemmelsen at man kan komme ind i en ond cirkel med sådan noget sygdom. Egentlig synes jeg ikke at jeg er slem til at få disse her infektioner, men nogen gange kommer de bare på en række, og jeg tror det er fordi man får svækket immunforsvaret ved at være syg første gang og så er mere modtagelig for næste infektion.

Det er frustrerende, for jeg vil helst ikke have sygedage på arbejde, og jeg forsøger også at være fornuftig osv. Men i sidste ende er man jo ikke herre over sygdom. Nu var jeg f.eks. ude og flyve i mandags, der kan jo godt have været nogen i flyet med en influenza som så kom rundt med ventilationsanlægget – det kan jeg jo ikke gardere mig imod.

Det blandede og kolde vejr sætter sit mærke på folk omkring mig. De er simpelthen begyndt at blive syge. Rigtig mange på jobbet har lagt sig, og andre går rundt med hæse stemmer og snøftende næser.

Jeg selv holder stand. De sidste par uger har der flere gange været optræk til en forkølelse – ondt i halsen og mat fornemmelse. Jeg har så skyndt mig at drikke en masse kamillete, og dagen efter er det gået bedre. Jeg håber at jeg fortsat kan holde smitstofferne fra kroppen midt i al den hosten og nysen der er omkring mig.

Morgen- og eftermiddagscykelturene tager på energien, og jeg føler mig forkommen når jeg kommer hjem efter dagens 20 km i det vejr. Det gyser i mig ved tanken om at det kun er starten – jeg husker kun alt for godt sidste vinter, hvor jeg i månedvis cyklede med skibukser udenpå bukserne og 5 lag tøj på kroppen i endeløs frost og sne. En lille tur til Mallorca om ikke så længe kan forhåbentlig lade batterierne godt op.

Desværre er der ikke nogen af de omtalte arbejsgivere der har investeret i parasoller, så frokosten skal indtages lige under middagssolen. Det afspejler nok også hvad de fleste af mine kolleger kan lide. Der er kun ganske få der sidder indendøre i kantinen på sådan en sommerdag, og de få skyggepladser udenfor er ikke besat.

Som jeg skrev om tidligere på ugen, trives jeg ikke så godt med meget høje temperaturer. Det handler dels om at jeg ikke har det godt kropsligt med at være varm, men også solen i sig selv er et problem. Mit mørke hår gør at jeg bliver brandvarm oveni hovedet, og det giver mig hovedpine og gør mig ør. Dertil kommer at min hud bliver nemt skoldet og jeg får nemt soleksem.

“Så kunne du jo tage solcreme på” vil nogen indvende. Ja, og solhat, solbriller og lange ærmer. Men det vil ikke ændre på at jeg ville blive mere varm end rart er for mig. I bund og grund hader jeg at have solcreme på, jeg har endnu ikke fundet et mærke som man ikke bliver lidt fedtet/klistret af. Og så må jeg sige at jeg synes både varm og kold mad meget hurtigt bliver uappetitlig når den står midt i solen.

Alt i alt har jeg mange grunde til ikke at spise frokost i solen. Jeg har for flere år siden taget en beslutning om ikke at sætte mig udenfor i frokosten. Jeg får frisk luft og lys hver dag på mine cykelture morgen og eftermiddag, hvor UV-indexet er lavere. Når det ikke er for varmt går jeg ofte en lille tur rundt om bygningen efter frokost. Og hjemme kan jeg sidde udenfor i skygge.

Det er en model der passer mig meget bedre. Jeg bliver endda lidt brun på armene af det. Men det betyder også, at jeg spiser frokost alene en del dage, når det er en solrig sommer som i øjeblikket. For jeg vil selvfølgelig ikke bede mine kolleger spise inde, når nu de hellere vil sidde udenfor.

Mødet startede kl 10, og jeg var blevet booket til en afgang kl 7:20 fra Københavns Lufthavn. Selskabet jeg skulle flyve med ud tilbyder ikke online check-in, hvilket betød at jeg skulle være i lufthavnen i god tid. Jeg skulle derfor op kl 4:45 for at nå det til tiden. Morgenmad blev en sandwich og en croissant købt i terminalen inden jeg gik den lange vej ud til C40. Jeg kunne lige nå at sluge halvdelen inden vi skulle board’e, og spiste så resten ombord på flyet.

Flyet landede i Gatwick nogenlunde til tiden, og så havde jeg 1 time og 45 minutter til at finde ind til London centrum. Jeg havde i forvejen undersøgt transportmulighederne og fundet ud af at turen fra lufthavnen til en central station i byen kunne klares på 30 minutter med Gatwick Express, så jeg tænkte at jeg havde rimelig god tid. Desværre var der igen ekstremt langt fra gate’n til der hvor toget afgik, toget blev forsinket og det tog tid at få en taxa, som iøvrigt ikke kendte adressen, så jeg kom 5 minutter for sent til mødet.

På taxa-turen fra London Victoria kørte jeg forbi Buckingham Palace og Westminster Abbey. Kontorbygningen hvor mødet skulle holdes lå lige ved siden af Tower Bridge. Det var hvad jeg så af London.

Da jeg ankom var mødet så småt gået igang og de øvrige deltagere havde tømt bordet med drikkevarer. Normalt ville jeg have sørget for at have en flaske vand med i tasken hjemmefra, men det kan man jo ikke når man skal flyve. Så jeg måtte forsøge at følge med i første time af mødet i tørstig tilstand.

Mødet foregik på engelsk og var et møde mellem repræsentanter fra alle dele af koncernen. Der var tyskere, canadiere, irere, svenskere og belgiere. Mødet var det tredje i en række, men det var første gang at jeg var med, så de andre kendte hinanden og var inde i terminologi og jargon samt hele baggrunden for møderækken. Jeg var med for at forstå hvad der forventes af os i den sammenhæng. De var alle meget imødekommende og forstående overfor at jeg havde brug for at spørge en del for at forstå de præcise sammenhænge. Men det er klart at jeg er meget ‘på’ i den situation, og jeg skulle også give en præsentation af forholdene i vores del af organisationen, så det er en type møde som kræver en del af mig.

Pauser var der ikke mange af. I den første pause blev vi dog inviteret op på toppen af bygningen for at få et vue udover London. Efter få minutter genoptog vi arbejdet. Frokost bestod af trekant-sandwich, og jeg nåede ikke at spise færdig før det var tid for min præsentation.

Da mødet var slut, gik turen mod lufthavnen igen. Jeg havde 2½ time til denne tur, og til flyrejsen hjem var det lykkedes mig at checke ind om morgenen i Københavns Lufthavn, så jeg troede ikke jeg havde særlig travl. Faktisk havde jeg troet, at jeg kunne nå at få et måltid mad i lufthavnen inden jeg skulle flyve. Men sådan blev det ikke.

Denne gang skulle jeg via Heathrow, og jeg fulgtes med min svenske kollega, som skulle samme vej. Han har været afsted til dette gentagende møde 2 gange før og foreslog at vi tog undergrundsbanen hen til express-toget, der skulle køre os i lufthavnen. Det tog lidt over en time at komme til Paddington Station i et skrumlende, ekstremt varmt undergrundstog, der bestemt ikke kan måle sig med vores metro i stand og udseende. Herefter skulle det tage 21 minutter til Heathrow, men igen blev toget forsinket og jeg rullede ind i Terminal 5 ca. 10 minutter før at gate’n iflg. mit boardingpass skulle lukke.

Så var det bare med at kridte løbeskoene og komme afsted, for jeg kunne ikke overskue at skulle misse mit fly. Det skulle afgå kl 18:55 og jeg vidste ikke om der var flere fly til København den aften. Og hvem betaler en ny billet? Jeg var træt efter en lang dag og ville bare hjem.

Heldigvis gik det hurtigt at komme igennem paskontrol og security, og derfra løb jeg videre til terminalområdet for at se hvilken gate mit fly holdt ved. På tavlerne stod der bare ‘Please Wait’. Hvad betød det – var de ved at lukke gate’n eller hvad?

Kort efter blev der sagt i højttalerne at passagerer til mit fly bedes komme til gate A4 da flyet board’er nu. Igen satte jeg det lange ben foran og styrtede nogle etager ned for at opdage, at der var IT-tekniske problemer og at flyet selv var sent på den. De øvrige passagerer havde først fået besked på dette tidspunkt, og efter at være blevet skippet ombord på en bus der kørte i 10 minutter var jeg faktisk den første ombord på flyet. Pyha – jeg nåede det!

Aldrig har jeg været så glad for et fly der var forsinket fra afgang. Der var tændt for aircon da jeg kom ind i flyet, så jeg slap for det værste svedeture ovenpå min totalt uvante løbetur, og ovenikøbet kom der ikke nogen og sad i sædet ved siden af mig, så jeg havde god plads og kunne slappe godt af. Der var god tid til at sende SMS til min mand om at jeg nåede flyet, men at han nok skulle forvente at det var forsinket. Faktisk gik der en hel time før vi var i luften i forhold til oprindeligt afgangstidspunkt.

Aftensmad blev det jo så ikke til i lufthavnen, og da hjemturen denne gang ikke foregik med et lavpris-selskab, var det IKKE muligt at købe mad ombord. Turen fra London til København er kun 1 time og 55 minutter, så British Airways serverer drinks og en lille pose chips eller en småkage. Klokken var efterhånden 21 dansk tid, hvilket jo er det ur som min mave henholder sig til, så jeg var efterhånden godt sulten.

Piloten var i stand til at indhente noget af det tabte, og omkring kl halv elleve gik jeg ud af svingdøren i Terminal 3 i Københavns lufthavn og ind i armene på min dejlige mand, som insisterede på at hente mig selvom det var så sent og han skulle op og på arbejde næste morgen. Lidt i 23 var jeg hjemme. Jeg tror det er den længste arbejdsdag jeg nogensinde har haft – der kommer 16 timer på tidsregistreringen og dertil kommer så transport til/fra lufthavnen som sædvanlig.

Sådan en dag består af adskillige stress-faktorer for mig:

• at stå op før fanden får sko på (og før jeg er udhvilet)
• afhængighed af en lang række transportled som jeg ikke er herre over
• møde med folk jeg ikke kender, en sammenhæng jeg ikke er fortrolig med og på et andet sprog end mit eget
• stress over at nå hjem igen samme aften
• ringe understøttelse af fysiske behov (pauser, sult, tørst)

De enkelte elementer er ikke noget problem normalt – jeg taler gerne engelsk til møder og jeg er fortrolig med at flyve. Men når der er så mange på en gang, er det f.eks. helt umuligt for mig at nyde synes at Buckingham Palace på vej hen til mødet – der er simpelthen fyldt op på alle hylder med ting jeg skal bruge mentale kræfter på.