En overgang

Da jeg havde skrevet under på fratrædelsesaftalen, afleverede jeg mit adgangskort og hentede mine private ejendele. Nu var det pludselig helt slut med at have en arbejdsplads. Jeg kunne slippe alle bekymringer og forpligtelser, men også følelsen af at høre til.

Omgående begyndte jeg at sove godt om natten. Det fortalte mig, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. At leve med udsigt til økonomisk usikkerhed var åbenbart mindre belastende end at være i et forkert job. Tankevækkende.

Der var mange følelser jeg skulle håndtere. Af positive følelser var lettelse, håb, optimisme – nu var døren pludselig åben for at alt muligt spændende kunne ske. Af negative følelser var bekymring for økonomien, vrede over ting der var sket, sorg over at miste kolleger og sammenhold, og også skyldfølelse overfor familien, fordi jeg havde sat os i denne situation.

I denne periode var jeg ret bevidst om at gøre noget for at finde balance og styrke igen. Jeg sammensatte en hverdag med elementer der gav mig glæde, afslapning og nydelse. Jeg gik i svømmehallen, så interessante tv-programmer, sov middagslur og lyttede til musik.

Efter et par uger tog jeg på rekreation hos min bror i Californien. Jeg tilbragte en uge med at lave tæt på ingenting. Sad på terrassen og nød solen. Drak cola lavet i Mexico på rørsukker. Gik tur med hunden. Husbond passede hele hjemmefronten, og jeg kunne slippe alle pligter for en stund.

Det gjorde mig godt. Jeg følte mig som mig selv igen. Det gik op for mig at det var længe siden.

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Et liv for en sensitiv

Der er de år hvor alle omkring én er under uddannelse og flytter i lejlighed. Nogle år hvor alle får faste kærester, børn, bliver gift, køber hus.  Nogle år senere bliver halvdelen af dem skilt.

For kvinder er der en bestemt alder, hvor de begynder at blive bevidste og realisere sig selv. Det er typisk omkring de 40 år. Nogen har brug for at gøre op med flinkeskolen, og mange opsøger forskellige terapeuter og lærer sig selv bedre at kende. Man kan se disse kvinder forandre sig ganske meget i adfærd, udseende – og nogen skifter måske navn ved hjælp af en numerolog.

Jeg er også kommet i den alder, hvor jeg finder ud af, hvem jeg er – og tager konsekvensen af det. Min årsag til at gå i gang med det arbejde var stress og migræne. Min konklusion er, at jeg er både særligt sensitiv og nyhedssøgende. Jeg er specielt følsom overfor lyd, stemninger og følelser hos andre mennesker, det at være tæt med mange mennesker, samt uretfærdighed. Og så har jeg en nysgerrighed og appetit på at opleve nye ting, der gør at jeg nemt kommer til at kede mig.

Allerede i 2009 blev jeg via en kommentar til et indlæg på min blog opmærksom på fænomenet særlig sensitivitet. Det var en øjenåbner for mig. Siden da har jeg været til adskillige foredrag, gået til psykolog og været på kurser for at lære om sensitivitet og mindfulness.

Det har været svært at arbejde med mig selv på den måde. Selvom forståelsen af de mekanismer der gør sig gældende har karakter af aha-oplevelser for mig, kommer det ikke som en åbenbaring for mig, hvordan jeg skal ændre mit liv så jeg får det bedre.

Over årene er det dog lykkedes mig – bevidst eller ubevidst – at lave nogle ændringer, som gør livet som sensitiv lettere for mig. I underliggende blogindlæg fortæller jeg om områderne Hverdag, Bolig,  Socialt liv og Ferie, hvor jeg har ændret mit liv en del.

Arbejdslivet halter det lidt mere med at tilpasse til et liv for en sensitiv person. Det er som om at de fleste tendenser på arbejdsmarkedet i øjeblikket er stik modsat det man har brug for som sensitiv: det grænseløse arbejde, storrumskontorer, krav om udadvendthed osv. Og da man stadig ikke kan vælge og vrage mellem jobs (jeg kan i hvert fald ikke) er det svært at gøre noget ved det. Her må jeg ty til strategier for at lære at leve med de uhensigtsmæssige omstændigheder. Jeg beskriver hvordan her.

Lignende indlæg:

Bolig for en sensitiv

Jeg bliver meget påvirket af aktivitet og stemninger omkring mig. Jeg har tidligere boet i et rækkehusområde, hvor vi boede meget tæt på hinanden. Jeg kunne hele tiden mærke hvad der skete på den lille vej. Døre åbnede og lukkede, biler kom og kørte, mennesker talte og råbte til hinanden. Min nysgerrighed gør, at jeg kigger ud af vinduet, når det lyder som om der kommer nogen. Jeg kunne ikke lade være med stille ind på alt dette liv, selvom det ikke havde noget med mig at gøre. Antennerne var hele tiden ude.

Denne stress var en stor årsag til at vi for omkring 2 år siden besluttede os for at prøve at finde en ny bolig. Det lykkedes os at finde et hus med længere til naboerne. Nu bor vi på en lille vej med kun 4 huse. Det har gjort en enorm forskel. Jeg mærker slet ikke naboernes liv på samme måde som før. Det betyder, at jeg stort set ingen ressourcer bruger på det der sker udenfor min matrikel. Jeg er meget mere nærværende om vores familieliv, og det er i det hele taget en kæmpe lettelse.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Job for en sensitiv

Arbejdslivet har i mange år været en udfordring for min sensitivitet, og er det stadig. Alene de fysiske forhold omkring arbejdet påvirker mig meget. Når jeg fortæller andre sensitive at jeg til hverdag sidder

  • i storrumskontor med omring 50 andre mennesker
  • med min chef siddende direkte til venstre for mig og hans chef lige bagved mig
  • skråt foran døren til et meget benyttet mødelokale
  • under et LED-spot, som lyser direkte ned i hovedet på mig
  • i 10 meter ubrudt linje til kaffemaskinen

så sukker de dybt og får medlidenhed med mig. Når jeg dertil fortæller, at det kun i meget begrænset omfang er muligt at arbejde hjemmefra, og at jeg ikke har flextid men ingen øverste arbejdstid forstår de godt, at jeg meget nemt bliver overstimuleret.

Disse forhold er nærmest som skabt til at trykke på mine sensitive punkter: stillen ind på andre mennesker, fysisk tæthed med mange mennesker og mange lyde. Det gør, at mit arbejdsmiljø er meget belastende for mig. Det er næsten umuligt for mig at koncentrere mig i det miljø. Men det skal jeg jo, for jeg skal udføre mit arbejde. Det skaber en konflikt i mig, som med tiden ophober stress.

Min udfordring er derfor at finde en måde at passe mit arbejde trods de langt fra optimale omstændigheder. Jeg har forskellige metoder. Min bedste ven er min smartphone, hvor jeg har et godt udbud af apps der kan spille musik og podcasts i mine hovedtelefoner. Det bruger jeg til at lukke uroen ude, når jeg skal arbejde koncentreret ved min plads.

En gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen rejser jeg mig fra min plads og går et andet sted hen. Jeg går ned i kantinen og tager noget at drikke, bladrer måske lidt i en avis. Eller jeg går rundt om bygningen, trækker vejret dybt og ruller lidt med skuldrene. Det giver mig en lille pause fra det intense miljø på min pind, og hjælper til at berolige nervesystemet.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Hverdag for en sensitiv

Der er mange ting i hverdagen, som kan påvirke en sensitiv person. Nogle ting er som de er, andre kan man vende og dreje så de bedre passer til ens præferencer.

El-cykel

Jeg har for mange år siden valgt el-cykel som mit transportmiddel til arbejde. Det handlede primært om at slå flere fluer med et smæk: at bruge transporttiden til at få motion og slippe for at skulle afsted til fitness-centret når jeg kom hjem fra arbejde.

Set i en sensitiv kontekst hjælper el-cyklen mig også til at slippe for de belastninger der ligger i bilkøer og overfyldte s-tog. Jeg kan ikke fordrage at sidde som sild i tønde i bus og tog, og jeg bliver tit provokeret og vred i trafikken af folk der opfører sig dårligt. Med el-cyklen har jeg frihed til at vælge at køre den vej hvor der er mindst road rage og trafikstøj.

5:2-diæt

Efter et stressnedbrud begyndte jeg at spise efter 5:2-diætens principper. Udover vægttab, færre smerter og mindre besvær med maven har det givet mig et frirum i hverdagen, hvor jeg 2 dage om ugen har mere tid til at gøre ting for mig selv fordi jeg ikke skal lave og spise aftensmad.

Det modvirker både overstimulering og giver mig mulighed for at nære min nyhedssøgende side, fordi jeg kan bruge tid på at fordybe mig i noget eller opleve noget. Det kan både være et godt TV-program, at skrive et blogindlæg eller lave grundig research før internet-shopping.

På mit seneste kursus lærte jeg, at selvkontrol er vigtig når man er både sensitiv og nyhedssøgende. 5:2-diæten er en konstant øvelse i selvkontrol, fordi man bekæmper en så instinktiv ting som sult. Jeg har erfaret, at det slet ikke føles så slemt at udsætte et impulsivt behov.

Perfektionisme og idealisme

Generelt arbejder jeg konstant med at sænke mit ambitionsniveau for hjemmelivet. Perfektionisme er en fjende for min sensitivitet, fordi jeg kommer til at gå i selvsving over det. Dels tænker jeg alt for meget over forskellige detaljer, og dels kommer det til at tage så lang tid at der ikke er plads til at lade batterier op.

Derfor er avanceret madlavning, gennemført boligindretning, højt hygiejnisk niveau og høj miljømæssig faneføring blevet afløst af noget mere pragmatisk. Jeg finder stor glæde ved at lave en god frikadelle eller en gammeldags dessert. Jeg laver ikke længere sushi selv og har opgivet at lære at lave bearnaisesauce. Den på glas fra Irma er i øvrigt også helt udmærket. Når vi fejrer fødselsdage o.l. med mange gæster, går vi enten ud eller får mad leveret udefra.

Det er min opfattelse, at det er usundt at undertrykke følelser og behov, selvom de er ’forkerte’. Jeg forsøger at tage hensyn til, at det virkelig går mig på, når der er beskidt og rodet i huset, men erkender også at energien ikke er til det omfang at rengøring der ville være helt perfekt. Her bruger jeg meget min mand til at sparre med, for han ser ikke skidtet nær så hurtigt som jeg gør. En god løsning er tit at planlægge: ”nu støvsuger vi bare i denne weekend, og så giver vi det den store tur i næste weekend, hvor vi får gæster”.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Socialt liv for en sensitiv

Venner og familie

Mit sociale liv har ændret sig rigtig meget siden jeg var ung. Mange af ændringerne skyldes det faktum, at jeg ikke har børn, og den udvikling der er sket i forbindelse med at mine venner har fået det.

Hvor jeg tidligere havde flere nære venner, har jeg i dag meget få. Til gengæld har jeg en række andre relationer via netværk og interesser. Det er ikke det hele der har været mit eget valg, og undervejs har det været en sorg for mig at miste mine nære venner. Men i dag kan jeg se, at mit sociale liv fungerer rigtig godt for min sensitive side.

At have ganske få nære i mit liv fungerer godt for mig. Det betyder at jeg har overskud til at være nærværende overfor alle, og gå i dybden med vores samvær. Det betyder også, at kalenderen ikke byder på aftaler hver eneste weekend, og det giver en rigtig god balance. Så har jeg både mulighed for at restituere og være migselv samt nærværende overfor min familie, hvilket giver mig meget overskud.

At være en del af netværk der er drevet af interesser, giver mig også meget. Som eksempel kan jeg nævne min interesse for hunde, hvor jeg har mulighed for at dele min glæde ved hunde med ligesindede. Det giver mig en dejlig følelse af samhørighed. Jeg har også i mange år deltaget i et netværk for folk uden børn. Her er det et fællesskab om et livsvalg, der giver nogle interessante samtaler og gode grin.

Udviklingen i de sociale medier har været en revolution i mit liv. Her kan jeg dyrke emner og mennesker der interesserer mig, men jeg kan nemt sætte grænser og stoppe når det passer mig. Sociale medier stimulerer også min nyhedssøgende side, men det skal styres nøje.

På arbejde

På arbejdspladsen er jeg begyndt at sortere meget i det sociale liv. De værste migræneanfald jeg har haft, har været i forbindelse med teambuilding-arrangementer på arbejde. Det er meget belastende for mig at være tvunget til at deltage i aktiviteter, oftest fysiske præstationer, der ikke har noget at gøre med det jeg er ansat til og som jeg absolut ikke er god til. Når man ikke har mulighed for at sige fra eller trække sig lidt tilbage, bliver det så belastende for mig, at jeg mange gange har fået meget voldsomme migræneanfald som har gjort mig syg i flere dage efter.  Sidst jeg blev inviteret til sådan et arrangement meldte jeg simpelthen afbud.

Også den årlige julefrokost er noget jeg melder fra til. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år og har været til min del af julefrokoster. Jeg har danset og drukket og er blevet klappet i røven. Det siger mig ikke noget mere, og det giver mig ikke en følelse af fælleskab med mine kolleger.  For nogle år siden holdt jeg op med at komme af social pligt. Jeg kan godt have stor glæde af samtaler med mine kolleger over frokostbordet til hverdag, men når det foregår i et støjende lokale med høje stemmer og fulde mennesker, bliver den mentale omkostning er højere end udbyttet for mig.

Til gengæld vil jeg meget gerne med til arrangementer der har en mere kulturel karakter. På min nuværende arbejdsplads har vi haft ture til både Christiansborg og Københavns Rådhus, og det har jeg været meget glad for at deltage i. Vi er også nogle kolleger der på helt privat basis er taget i biografen sammen, og været ude at spise inden. Jeg har sågar inviteret kolleger hjem til mig. Så det er ikke fordi jeg ikke vil være social med mine kolleger, det er bare fordi at visse typer at samvær er ubehageligt for mig.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Ferie for en sensitiv

I nogle år arbejdede jeg i rejsebranchen og rejste flere gange om året. Jeg havde også 3 rejser til USA, hvor min bror bor. Det gik op for mig, at jeg havde migræne på 1. rejsedag hver eneste gang, og jeg fandt ud af at det faktisk stresser mig temmelig meget på et ubevidst niveau at rejse.

Efter nogle år med mange rejser valgte min mand og jeg at købe sommerhus og gøre det til vores primære ferieform. Det passede rigtig godt med, at vi ønskede os at blive hundeejere på et tidspunkt. I dag har vi haft sommerhus i 6 år og vi elsker at komme op til det lille blå hus, som vi kun forbinder med afslapning og gode oplevelser. Antallet af logistiske detaljer som jeg kan stresse over er langt mindre. Det hjælper også at man i sommerhusområdet kan gøre brug af lange åbningstider – også på helligdage – og en række lækre spisesteder, der kan kompensere for at man ikke lige havde fået købt ind.

Vi rejser stadig lidt. En gang om året tager vi en mindre tur med et par overnatninger på en kro eller hotel i Danmark eller Nordtyskland. Her får jeg tilfredsstillet min nyhedssøgende side, som rigtig gerne vil opleve noget nyt.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Det er snyd

Jeg har kørt på el-cykel i forbindelse med min daglige transport i 9 år. Lige siden starten har jeg jævnligt fået bemærkninger om at jeg snyder, når jeg bruger el-cykel. Det er ofte når jeg sidder på cyklen og overhaler nogen af hankøn. Selv på min arbejdsplads kan kolleger (også dem der selv kører i bil til arbejde) sige til mig at jeg snyder.

Hvem jeg snyder, og hvilken konkurrence vi deltager i fremgår ikke. I situationen med overhaling virker det som om mændene føler, at vi er del af et løb, hvor det handler om at komme først. Nogle gange hører jeg argumenter om, at man snyder sig selv, fordi man ikke får lige så meget motion på en el-cykel, som på en almindelig cykel.

Jeg har 23 km. til arbejde. På udturen er det mest ned ad bakke, og på hjemturen mest op ad bakke. Hvis der er modvind er det ekstra hårdt. Jeg føler jeg bruger min krop godt og grundigt, og selvom jeg er vant til denne distance er jeg meget træt hver aften. Når ugen er gået er jeg så tung og øm i mine lår, at det kræver en weekend at føle sig frisk igen. Jeg ville aldrig få cyklet de 46 km. om dagen på en almindelig cykel.

De sidste par dage har jeg brugt mit pulsur til at måle mit kalorieforbrug på elcykel-turen til og fra arbejde. Det har jeg gjort før. Dengang jeg cyklede 10 km. mellem Virum og Hellerup svarede kalorieforbræningen på ugebasis til ca. 3 spinningtimer, hvilket ville være en normal mængde træning hvis jeg skulle bruge motionscenter i stedet.

Turen jeg har i dag fra Birkerød til Østerbro målte jeg til kaloriemæssigt at svare til en god bid mere end en spinningtime hver eneste dag – altså 5-6 spinningtimer om ugen. Det er en motionsmængde jeg ret sikkert ikke ville få, hvis jeg skulle have min motion i et motionscenter.

Jeg el-cykler alle hverdage året rundt. Der er ca. 5-10 dage om året, hvor jeg ikke cykler, fordi jeg skal noget efter arbejde, eller hvis det er farligt vejr. Sidstnævnte handler mest om vindstyrker af stormstyrke – sne og is kan jeg normalt klare med de pigdæk jeg sætter på om vinteren.

Alt i alt føler jeg absolut ikke at jeg snyder mig selv. Jeg synes faktisk det er ret sejt at sætte sig op på den cykel i alt slags vejr året rundt – det kender jeg mange mennesker der ikke kan gennemføre. Tallene for kalorieforbruget peger på at jeg får ret meget motion ud af konceptet med at el-cykle på arbejde. Det er faktisk lige før jeg at jeg tænker på, om det er FOR meget motion, set i relation til træthed og appetit.

Der er mange holdninger til motion og hvad der er rigtigt, forkert, sundt og livsforlængende. Målingen med pulsuret er resultatet af moderat intensitet og et højt tidsforbrug. Højere intensitet på kortere tid har givetvis en anden effekt på muskler, hjerte, lungefunktion mv. selv ved samme kalorieforbrug.

Der er en tendens i tiden til at dyrke hårdere og mere intens motion. Mange mener, at man skal have høj puls for at det duer til noget, og ekstreme sportsgrene som marathon og Iron Man er nu om dage et mål for helt almindelige mennesker. Set i den kontekst falder min indsats noget til jorden.

Men jeg har taget et valg om at el-cykling er min måde at få motion på. Jeg er ikke nervøs for at jeg bruger min krop forkert. Det har aldrig føltes rigtigt for mig at træne med hjertet helt oppe i halsen og blodsmag i munden. Dette her fungerer for mig, og der er en stor styrke i at få motionen rutinemæssigt integreret i hverdagen. Som bonus får jeg en god udnyttelse af min transporttid, og jeg har mulighed for at bo i en afstand til København, hvor husene er til at betale. Jeg slipper for at være sild-i-tønde i offentlige transportmidler og jeg skal ikke spilde tid i bilkøer. Jeg kommer ud og får frisk luft og naturoplevelser hver dag og forbrænder en masse kalorier samtidig. Økonomisk er det billigere at cykle end at tage både tog og bil, og der er også et lille bidrag til miljøet ved at tage cyklen.

Ved nærmere eftertanke synes jeg egentlig der er mange der der snyder sig selv og andre, ved at ikke at køre på el-cykel.

Og så vil jeg ærlig talt blæse på, om mandlige cyklister føler deres ære gået for nær ved at blive overhalet af mig.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg: