Gennemse Tag

Frustration

På internat

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

 

Lignende indlæg:

Skattefælden

Nu begynder virkningerne af den nye finanslov og de nye skatter at blive mere konkrete for mig. Der er flere af de nye skatter som virker uretfærdige, og de fanger mig i en fælde, som jeg ikke selv har valgt at gå ind i.

Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Lignende indlæg:

Om at være træt

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg:

Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg:

Om at søge job

Det har taget mig flere år at finde det her nye job. Som nævnt har udbudet af relevante jobs været væsentligt mindre end jeg kunne ønske mig. Jeg har specialiseret mig og dermed indsnævret mulighederne de seneste år, og når man har et job i forvejen søger man jo ikke hvad som helst. Men det til trods synes jeg det har været svært, også at komme til samtale når man så endelig har fundet en stilling man kan søge.

Det er første gang det har været så svært for mig at finde et nyt job. I min 20-årige karriere har det sværeste job at lande været mit allerførste fuldtidsjob som piccoline, hvor jeg kom direkte fra skolen uden erfaring. Her sendte jeg så vidt jeg husker 20-30 ansøgninger, og gik til samtale adskillige steder før det lykkedes. Siden har jeg haft det ret nemt. Jeg har tit fået bid efter ganske få ansøgninger, nogle gange har jeg endda kunnet vælge og takke nej. Efterhånden som jeg har fået opbygget et netværk har dette også hjulpet mig til at komme til samtale, ofte på jobs der ikke var opslået.

Tålmodighed er en dyd, og det skal jeg love for at jeg har måttet arbejde med. Samtidig med at jeg har ventet på at få svar, komme til samtale eller få afslag på den ene ansøgning efter den anden, har jeg selvfølgelig passet mit nuværende arbejde samvittighedsfuldt. Så udover tålmodighed med en lang jobsøgningsproces, har jeg også skullet mobilisere kampgejst i forhold til både transporttiden, men også til opgaver der ikke gav mig tilfredsstillelse, organisationsændringer og meget andet.

Til gengæld er glæden større når det endelig lykkes. Rekrutteringsforløbet til mit nye job har også krævet lidt tålmodighed; det har taget lang tid og jeg har været til mange samtaler og tests. Men jeg slap igennem ‘nåleøjet’ udelukkende på baggrund af min egen ansøgning, hvordan jeg præsenterede mig og testresultater. Mit netværk trak jeg kun på i form af referencer.

Jeg er stolt af at jeg klarede den. Både over at det lykkedes mig at holde gejsten oppe på det gamle arbejde og faktisk levere en engageret indsats, stolt over at jeg holdt modet oppe i jobsøgningsprocessen, og over at jeg fik det nye job. Følelse af mindreværd banker uungåeligt på, når man igen og igen får afslag på sine ansøgninger. Man fristes til at stille spørgsmålstegn ved egne evner, kvaliteten af ansøgningen og en masse andet. Men i virkeligheden ved man jo ikke hvorfor det ikke lykkes, og det er slet ikke sikkert at det er fordi der er noget galt med en selv. 

Der er i hvert fald ikke noget galt med mig. Jeg fik endda en god ‘fjer i hatten’ i form af stor ros for min ansøgning af både Mercuri Urval-konsulenten og den ansættende direktør i det nye firma. Jeg føler mig styrket af at have været denne periode igennem, og jeg går ud i verden med oprejst pande og høj selvtillid – klar til de nye udfordringer. Jeg er sikker på at jeg skal klare de fremtidige udfordringer fint.

Lignende indlæg:

Nyt job – nyt liv

Idag har jeg sagt mit job op. Jeg har nemlig fået et nyt. Det kommer til at få stor betydning for mit liv.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Lignende indlæg:

Bilferie i Tyskland

I år havde min mand og jeg valgt, at noget af sommerferien skulle tilbringes som bilferie i Tyskland. Vi var afsted i 7 dage, hvoraf de 4 dage var køre-dage. Nu er vi kommet hjem, og jeg sidder med en række oplevelser og konklusioner vedr. bilferie.

Både min mand og jeg har som børn været på bilferie i Tyskland, så det var lidt af nostalgiske årsager at vi valgte denne ferieform i år. Mine minder om bilferie fra 1980’erne indebærer noget med at tælle og registrere tyske nummerplader og en masse underholdning på bagsædet. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke huske noget om timelange bilkøer, hvor det står helt stille og ens medtrafikanter er nødt til at stå ud af bilerne og tisse direkte på motorvejen, fordi de ikke kan holde sig længere.

På alle 4 køredage oplevede vi kø som forsinkede os adskillige timer, nogle dage dog værre end andre. Jeg må indrømme at det var en udfordring for min tålmodighed. Især det med at stå helt stille og ikke kunne se hvad der sker var meget frustrerende, og hvis ikke jeg havde haft et par spil på min mobiltelefon tror jeg at jeg var blevet skør. Mage til spild af tusindvis af menneskers tid har jeg sjældent oplevet – det er så utrolig ueffektivt. Jeg ved godt at der er gode grunde til at køen opstår, men resultatet er godt nok meningsløst. Det i sig selv kan godt få mig til at afvise bilferie som en ferieform fremover.

Selve indholdet af ferien var fint. Vi havde en overnatning i Harzen på vej ned i Tyskland, hvor jeg havde lejlighed til at se det miljø hvor min mand boltrer sig hver Kr. Himmelfart med sine mountainbike-venner. Vores endelige destination var Assmannshausen ved Rhinen, tæt på den store turistby Rüdesheim hvor min svigerfamilie i mange år har været forbi på deres campingsvognturné i Europa. 2 af familierne havde da også valgt at lægge vejen forbi i år, så noget af ferien handlede om at hænge ud med min mands familie. Ellers fik vi besøgt forskellige byer i området, både store og små, og vi fik også set et skønt kloster og en borg med overdådige rosenbede. Ialt 3 hele dage havde vi i Rhin-området, hvor vi boede på et hyggeligt hotel med dansktalende ansatte.

Da turen gik hjemad, kørte vi på en søndag. Det var en fordel, fordi der ikke kører lastbiler på motorvejene om søndagen. Vi slap dog ikke helt for kø, og da vi nærmede os vores overnatningshotel udenfor Hamborg endte vi med at køre fra motorvejen og tage hovedveje det sidste stykke – et valg som vi blev glade for og er sikre på har sparet os for en del tid. Den sidste overnatning var på et moderne internationalt ‘Business Class’ hotel, en sjov oplevelse efter at have tilbragt ferien i klassiske turistområder. Her kunne man tale engelsk (jeg havde ellers udfordret migselv med at prøve mit skole-tysk af så godt jeg kunne, men jeg kom lidt til kort med mit ordforråd af og til, og så føles engelsk pludselig som et modersmål) og man kunne betale med kreditkort. Aftenmåltidet var en skøn tapasbuffet – noget vi heller ikke havde set i Rhinland eller Harzen.

De sidste par år er vores rejser primært gået til Spanien, henholdsvis Mallorca og Gran Canaria. Efter at have stiftet bekendtskab med Spanien som et komfortabelt rejseland er der en række ting der adskiller  sig ved at rejse i Tyskland:

  • Det med kreditkortene er nok det som undrer mig mest – at man ikke kan betale med kreditkort på alle restauranter og hoteller synes jeg er meget mærkeligt. Det føles helt old-nordisk at skulle bære rundt på så store kontantbeløb.De steder jeg har været i Spanien har jeg kunnet brug kreditkort på alle hoteller, butikker og restauranter. Her havde jeg troet at tyskerne var lige så velorganiserede.
  • En anden ting som falder i øjnene er de menukort man præsenteres for. Hvor spanierne har tilpasset menukortene til en vis grad til gæsternes smag, har tyskerne holdt fast i deres egen traditionelle mad: schnitzler og anden stegt mad. Det er dejligt med deres Pfifferlinge-menuer (kantareller), men efter et par dage længtes jeg sådan efter grøntsager, at jeg var dybt taknemmelig da svigermor inviterede på et hjemmelavet måltid i campingvognen med 3 slags grøntsager.
  • Til gengæld er det tydeligt at tyskerne har et andet forhold til deres husdyr. De holder tilsyneladende meget af deres hunde, og butikkernes udvalg af mad og udstyr til hundehold er imponerende. Svigerforældrene havde deres dejlige eurasier med, og her kunne vi se at tyskerne var meget interesserede i at komme til at hilse på hende og virkede meget kærlige. Det ser man slet ikke i Spanien, her lusker hundene bare rundt for sig selv og der virker slet ikke til at være den samme omsorg og interesse for dem.

Alt i alt sidder jeg tilbage med en brugt ferie med mange gode oplevelser, men også med visse irritationsmomenter. Efter at have haft mange flyrejser de sidste par år havde jeg lyst til noget andet, fordi jeg synes det er stressende at flyve: man skal møde op mange timer i forvejen og vente en hel masse, der er 1000 regler for pakning af bagage og håndbagage, og man sidder som sild i tønde i flyet. Når man rejser i sin egen bil eliminerer man mange af disse stressfaktorer, men man får så tilgengæld nogle andre, primært i form at bilkøer.

Hvordan ferieformen skal være fremover aner jeg ikke. Heldigvis har vi vores dejlige sommerhus, som ikke indebærer nogle af disse stressfaktorer eller frustrationer. Til gengæld har jeg altid en lyst til at se noget nyt, så mon ikke vi skal ud på noget ture også fremover? Der er stadig meget af Danmark jeg ikke har oplevet, f.eks. har jeg aldrig været på Bornholm. Måske en ferie i Danmark er et godt alternativ.

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Hykleri i kommunen

Jeg har brokket mig over min kommune før, og nu kommer jeg sørme til at gøre det igen. Det handler om snerydning – og så handler det om hykleri. For en ting er at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke rydder sne på cykelstierne i tilstrækkeligt omfang. En anden ting er at stå ved det.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lignende indlæg:

Motionsmangel

Det begynder at knibe med motionen.

Jeg har baseret min motion på, at jeg kan cykle 20 km på el-cyklen på alle hverdage, og det kan jeg ikke i øjeblikket. I november og godt ind i december kunne jeg godt, takket være pigdæk og stor koncentration. Og mange steder er cykelstierne stadig fine og rene, men ikke i min kommune. Her rydder de sne så sjældent, at sneen nu er blevet til hårde isskorper, som det ikke er til at køre på.

Et par dage før jul opgav jeg at cykle, og håbede på at verden så anderledes ud efter ferien. Det gjorde den desværre ikke, og jeg har også måttet tage offentlig transport på arbejde her efter ferien. Jeg kan godt leve med at undvære motion et par dage og henover en ferie. Men nu er det hverdag igen, og nu er det pludselig 2 uger siden jeg har rørt mig ordentligt.

Igår tog jeg bus 184 fra Nørreport til Virum, og hele vejen inde fra byen og ud til Lyngby kunne jeg se flotte rene cykelstier. Jeg blev helt misundelig. Hvor er det dog frustrerende at blive forhindret i at motionere, bare fordi denne ene kommune ikke prioriterer renholdelse af cykelstier. Det koster mig i kr. og ører det dobbelte at tage på arbejde uden cykelturen, og nu er jeg også nødt til at overveje at have udgift til motionscenter for at få min motion.

Jeg håber at weekendens varslede plusgrader kan gøre det af med noget af isen, så jeg igen kan komme på cyklen i næste uge. Gu’ ved hvordan Lyngby-Taarbæks borgmester egentlig selv kommer på arbejde, nu hvor han har skiftet borgmesterbilen ud med cykel?

Lignende indlæg: