Velgørenhedspushere

Man ser dem i gadebilledet i større byer. Unge mennesker, der forsøger at indsamle økonomiske bidrag til forskellige velgørende formål. De er tit ret pågående, og man kommer i moralsk dilemma hvis man vil sige fra; for så siger man fra overfor den velgørende sag.
Jeg har i de seneste par uger givet SMS-bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser for at hjælpe Syrien. Det passer mig rigtig godt at støtte velgørenhed på denne måde, helt frivilligt, velovervejet og uden at der står en person foran mig og presser på.
Men så let slipper man ikke. Efterfølgende er jeg nemlig blevet kimet ned på min mobil af ‘Hemmeligt nummer’. Normalt tager jeg ikke telefonen, når der kommer opkald fra ukendte numre, men da det blev ved, besvarede jeg forleden et af opkaldene. Det var Red Barnet, der gerne ville bede mig om flere penge. Faktisk ville de gerne lave en aftale om faste månedlige indbetalinger.
Jeg har prøvet det før, hvor det var Røde Kors der fulgte op på en indbetaling via dankort på deres hjemmeside og bad om faste månedlige indbetalinger. Det blev jeg irriteret over, og jeg var egentlig glad da jeg igen fik privat mobilabonnement, for så kunne jeg give bidrag lidt mere anonymt via SMS. Troede jeg.
Jeg er faktisk lidt rystet over at blive ringet op på min mobiltelefon på den måde. Ligesom med dørsælgere synes jeg det er en invasion af mit privatliv. Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret midt i aftensmaden af fremmede mennesker.
På den anden side får jeg også dårlig samvittighed, for måske kunne jeg også godt give lidt mere, og jeg kunne nok også undvære 50 kr. af månedslønnen. I forhold til dem der lider nød lever jeg jo et priviligeret liv.
Men så bliver jeg også vred. For det er altså en meget ubehageligt skyldfølelse at blive konfronteret med. Og det synes jeg faktisk at hjælpeorganisationer burde holde sig for gode til. Jeg er nødt til at sige, at jeg kan ikke redde hele verden. Og hvis ikke jeg passer på mig selv og får den fred i familiens skød som jeg har brug for, så kan jeg ikke være noget for andre. Heller ikke verdens nødlidende.

Lignende indlæg:

Sårbar

Hele foråret har jeg været deltids-sygemeldt pga. stress. Det har fået min arbejdsgiver til at foreslå, at en del af min udviklingsplan handler om stressforebyggelse i form af personlig udvikling. Jeg tilmeldte mig derfor 4 kursusdage hos Sensitiv Balance, hvor fokus er på at få et godt arbejdsliv og en god hverdag, når man er særligt sensitiv.

For det må jeg indse at jeg er. Jeg hører til de 15-20% af befolkningen, som har et mere grovmasket filter når det kommer til indtryk; sanseindtryk, følelsesmæssige indtryk, intellektuelle indtryk. Der kommer simpelthen flere indtryk ind til bearbejdning. Det har helt sikkert en stor andel i, at jeg oplevede stress i vinters.

Helt konkret betyder det, at min hverdag er præget af nedture i energi, humør og evne til at klare hverdagen. Min mand tager et langt større slæb i hjemmet, og jeg bruger stadig en stor del af min fritid på at restituere og at have migræne.

Jeg oplever det som en sårbarhed. Sensitiviteten gør, at jeg ikke er så robust som de mennesker jeg omgiver mig med. Det er en bitter pille at sluge, at jeg har den sårbarhed. Jeg ville ønske at det var anderledes. Det giver mig skyldfølelse overfor min familie, og angst for at blive kasseret når det kommer til arbejdslivet.

Kurserne hjælper mig til at finde måder at indrette mig i forhold til min sensitivitet og undgå overstimulering. Men endnu vigtigere lige nu kan jeg bruge det til at prøve at acceptere, at dette er min virkelighed. Mit stress-nedbrud illustrerede tydeligt for mig, at der ikke er nogen anden vej end at prøve at indrette mig på at det er sådan jeg har det. Hvis jeg bliver ved med at stille krav til mig selv om at kunne yde det samme som alle andre på samme måde, vil jeg blive ved med at rende hovedet mod en mur med stress til følge, og det giver dårlig livskvalitet.

Det er en svær balance, for ikke kun jeg selv men også samfundet og arbejdsmarkedet har normer for hvordan man skal leve et liv. Jeg skal finde styrke og løsninger til at klare et normalt arbejdsliv på lige vilkår med de 75-80% almindeligt sensitive. Familielivet har jeg lidt større frihed til at indrette, men der er grænser for hvor meget jeg kan sortere fra og samtidig have et for mig indholdsrigt liv.

En af de trøstende pointer hos psykologerne hos Sensitiv Balance er, at der også er fordele ved at være særligt sensitiv. Det handler f.eks. om evner for detaljer og fordybelse samt intellektuel åbenhed og fleksibilitet, hvilket kan gøre oplevelser større. Det er kvaliteter jeg selv værdsætter, og jeg prøver også at være glad for min sensitivitet, men jeg synes bare også at det giver mig nogle udfordringer. Det er ikke alle steder i samfundet og på arbejdsmarkedet at disse evner værdsættes.

Meget symptomatisk fik jeg migræne, da jeg havde været på den første kursusdag i torsdags. På trods af at der i undervisningsformen var taget højde for sensitive menneskers behov for pauser, blev jeg nok det man kalder overstimuleret. Det er helt typisk for mig i situationer, hvor jeg egentlig nyder alle de nye indtryk, nye omgivelser og nye ansigter, og også er dybt involveret i substansen. Som dagen skrider frem begynder hovedpinen at trykke, og jeg begynder at få trang til at trække mig lidt tilbage. Og når det så er overstået og jeg kommer hjem, klapper jeg helt sammen med bankende migræne. Den dag måtte min mand tage gåturen med hunden alene, selvom det var planen at vi skulle afsted alle 3. Heldigvis var det fastedag, så min mand var forberedt på at lave mad og spise alene.

Lignende indlæg:

Reglerne for lovbrud

Når man bevæger sig i trafikken i myldretiden, oplever man hele tiden, at færdselsloven brydes. Det gælder især cyklister, men også bilisterne er godt med. Som cyklist har jeg for længst indset, at jeg er en helt ualmindelig duks, når jeg stopper for rødt FØR stopstregen og giver tegn når jeg drejer eller stopper.

Jeg synes egentlig det er smart med færdselsloven. Det med at have et fælles regelsæt kunne fungere så godt og gøre den daglige transport meget mere effektiv. Jeg tror da også, at der er nogle grundlæggende ting som stadig opererer i trafikanternes bevidsthed. Og jeg bliver også bare ved med som en anden idiot at række hånden op og stoppe ved stoplinjen, det giver ikke i sig konflikter.

Det som gør det svært, når færdselsreglerne ikke overholdes, er: hvordan skal man forholde sig til dem der bryder loven. Hvilke uofficielle regler gælder, når man ikke kan regne med færdelsloven?

Ofte oplever jeg nemlig, at andre cyklister forventer at jeg viger, når de kører over for rødt mens jeg har grønt i den anden retning, kører i den forkerte side af vejen eller kommer kørende i fodgængerfeltet hvor jeg artigt trækker min cykel. Og der kan de godt tro om igen.

Når trafikanter blæser på færdselsloven laver de i princippet deres egne regler, som vi andre ikke har en chance for at sætte os ind i. Men jeg kan jo gøre det samme, og jeg er endda så flink at offentliggøre dem på min blog.

Kære lovbrydere. Her er så MINE regler for lovbrud:

Den der bryder loven, bærer selv ansvaret.

Du må selv tage den risiko det indebærer.

Jeg forventer at du er ekstra opmærksom på hele trafiksituationen og dem der kører efter loven, og korrigerer herefter.

 

Det betyder i praksis:
  • Jeg finder mig ikke i at blive tvunget til at stoppe, fordi du skal køre over for rødt.
  • Det er dig, der må ud på vejbanen, når der ikke er plads mens du kører modsat mig på cykelstien.
  • Jeg holder ikke tilbage for dig, bare fordi du vælger at cykle på fortove og i fodgængerfelter.

OK? Så skulle det vist være klaret!  Jeg ser frem til meget mindre konfliktfyldte ture i myldretiden på min el-cykel i fremtiden.

Lignende indlæg:

Cykelhandleres faglige stolthed

På listen over dårlig troværdighed hos forbrugerne står altid ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere. Jeg må sige, at for mit vedkommende er cykelhandlere også ret højt oppe på den liste. Interessant nok er der en direkte sammenhæng med hvor stor en investering der er tale om, og hvor nemt man kan føle sig dårligt behandlet.

Jeg har lige haft endnu en af disse store milepæls-agtige dage man husker tilbage på; dagen hvor man tager en ny anskaffelse i brug. Ligesom når man får nøglerne til sit nye hus eller bil, er det en stor dag når jeg får ny cykel. Efter mange overvejelser, hvor jeg har vejet for og imod, nøje overvejet specifikationer og regnet på hvad jeg kan og vil give for en ny cykel, vil jeg bare gerne nyde produktet.

Man skal dog ikke tro, at man kan gå ned til en cykelforhandler, begejstret køre dankortet igennem på et beløb på godt over 17.000 kr.  og så få en god oplevelse ud af det. Jeg tøjlede min begejstring, for jeg regnede ikke med at cykelhandleren kunne matche, hvor stort det er for mig. Og det var skam ikke helt problemfrit – heller ikke denne gang.

I butikken blev jeg betjent af 2 forskellige medarbejdere, hvilket gav forvirring i forhold til hvad jeg havde fået med. Jeg kunne ikke få en rigtig kvittering på købet, da forretningen var løbet tør for den slags blanketter, og de indstillede ikke cyklen til mig. Den højde sadlen havde da jeg prøvekørte den måtte være god nok, og styret så vi slet ikke på. Til gengæld havde de sat 2 beslag på, som jeg kom til at betale ekstra for, selvom det var aftalen at de ikke skulle på, da jeg havde det i forvejen hjemme. Da jeg tog den i brug kunne jeg mærke, at styret sad i en helt forkert vinkel og håndtagene sad skævt i forhold til hinanden. Og da jeg kom hjem viste det sig, at det var et alt for lille (og meget billigere) batteri der sad på cyklen, og der manglede en ledning til strømforsyningen.

Da jeg kom ud fra cykelhandleren med den nye cykel, mødtes jeg med Mads, som tog en omvej på sin cykeltur hjem fra arbejde. Han vil nemlig ikke have, at jeg kører på en cykel der kommer direkte fra forhandleren, før han har checket at hjulene sidder fast (!) og at han har spændt den efter. Det siger noget om, hvor mange dårlige erfaringer vi begge har med kvaliteten af service hos en cykelhandler. Jeg har selv tidligere cyklet hjem fra cykelhandler med en sadel der sad helt løst, og når man taler med andre om det, er der mange der har tilsvarende oplevelser. Det er både tekniske fejl og administrativt sløseri, og det gælder også i salgssitautionen og når man senere kommer for at få service på cyklen. De enkelte mekanikere er som regel meget flinke og søde, men de rammer som ledelsen laver om hele oplevelsen i butikken gør, at man føler sig som en irriterende klient mere end en værdsat kunde.

Man kan spekulere længe over, hvad det er der gør, at man har sådan en dårlig opleve hos den lokale cykelhandler. I en tid hvor man kan købe billige cykler i Kvickly/Bilka/T. Hansen, og dyrere cykler langt billigere i Tyskland, skulle man tro at det netop var service der kunne retfærdiggøre de lokale cykelhandleres eksistens. Dette at kunne gå ned til en håndværker, som kan sit fag, og få løst en opgave burde være det der gjorde forskellen fra om man køber cyklen online eller i en butik. Men der er tilsyneladende ikke den store faglige stolthed i det fag.

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde bestilt min nye el-cykel i Tyskland, så havde forsendelsen indeholdt et korrekt batteri og ikke manglet ledninger. Tyskerne har styr på den slags ting, og de kontrollerer forsendelsen, det har vi oplevet igen og igen hjemme hos os. Nu var denne cykel sat så meget ned, at den var billigere end de priser jeg kunne finde i tyske netbutikker, men i mange tilfælde vil man kunne få en mere fejlfri leverance til en lavere pris. Når man alligevel selv skal justere styr og sadel, er det svært at se grunden til at vælge en butik i Danmark.

Men ikke desto mindre er der stadig mange cykelhandlere blandt alle de tomme butikslokaler i gadebilledet. Forretningerne ser ud til at trives, og der sælges stadig mange cykler i Danmark. Der stjæles også mange cykler, måske det hænger sammen? Måske har det også noget at gøre med den stigende travlhed og tab af færdigheder som samfundsudviklingen byder på – man ser og hører ofte at folk går til cykelhandleren for så simple ting som lapning af cyklen. Det er dog svært at tro at der er så mange penge i den slags arbejde, men mon ikke der er ret store avancer på salg af cykler i det hele taget? Der er jo også mange danske online cykel-butikker. Man må i hvert fald konstatere, at det tilsyneladende kan lade sig gøre at drive en cykelhandler-forretning i et marked med stor konkurrence uden at anstrenge sig særligt.

Nå, men jeg tog da bare lige til Vanløse en gang til for at få det jeg har betalt for, og der var heller ikke nogen problemer med at få det rigtige batteri. Jeg er også nødt til at komme til det første service efter 3 måneder, så jeg kan få en rigtig kvittering for cyklen. Men derefter tror jeg ikke de ser ret meget til mig, med mindre der kommer defekter som er dækket af garantien. Jeg er nemlig så heldig at bo sammen med een, der kan klare de fleste justeringer og reparationer på en cykel. Og ham stoler jeg ærlig talt en hel del mere på.

Lignende indlæg:

Et liv efter stress

Nu varer det ikke mange uger før jeg er oppe på at arbejde fuld tid, efter at jeg i mere end et halvt år har været sygemeldt og deltidssygemeldt med stress. Som timerne trappes op, bliver jeg mere og mere bevidst om hvad jeg kan og ikke kan klare. Jeg bliver konfronteret med mine grænser, og nu skal jeg for alvor til at designe en ny hverdag, som ikke gør mig stresset. Jeg er nødt til at lave nogle fravalg.

Det handler ikke kun om at med at holde sig tilbage med hensyn til projekter i hjemmet, at lade være med at lave arrangementer og undlade at tilmelde sig forskellige ting. Det er også de mest basale ting, der er nødvendige for at hverdagen fungerer; gåture med hunden, tøjvask, madlavning, indkøb. Jeg skal prioritere benhårdt, hvad der er det vigtigste her og nu.

Jeg er oppe på 7 timers arbejde om dagen med onsdag fri. Hvis jeg ikke lægger mig og sover/slumrer når jeg kommer hjem fra arbejde, får jeg stresssymptomer igen. Så begynder hyletonen i hovedet at blive højere, så bliver mit overskud og overblik mærkbart mindre og dermed humøret lavere. Og jeg SKAL lægge mig og lukke øjnene. Før i tiden følte jeg at jeg hvilede mig, når jeg satte mig i sofaen med en kop te og checkede Facebook/Twitter/Instagram eller bladrede lokalavisen igennem. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hovedet snurrer – behandler inputtene fra avisen eller tabletten, og alle mulige andre tanker derudover.

I øjeblikket tænker jeg meget over, om det er fordi jeg stadig ikke er helt rask, eller om det er fordi jeg er blevet bedre til at mærke, når jeg er træt, at jeg har denne oplevelse af at kunne mindre. Hvis det er en permanent situation for mig, føles det som en sorg at skulle sige farvel til at kunne gøre de ting som jeg synes er normale, nødvendige og en del af et almindeligt liv. Men jeg tror godt, at jeg kan finde min egen måde at gøre det på.

Lignende indlæg:

Normalisering

Jeg begynder at få det mere og mere normalt. I den forgangne uge har jeg haft flere dage i træk, hvor jeg har følt mig helt normal. Disse dage har jeg været på arbejde i 6 timer uden at opleve overvældende træthed, koncentrationsbesvær, svimmelhed eller generel omtumlethed. Hjemme er jeg begyndt at få ideer og grine igen. Det begynder at lugte af et normalt liv.

Der er også dage, hvor jeg er træt, træt, svimmel og mangler overskud. Disse dage kan humøret godt tage et dyk, og jeg kan få en følelse af at jeg aldrig bliver mig selv igen. Og jeg skal nok indstille mig på, at jeg ikke finder tilbage til den person jeg var for nogle år siden.

Alle 3 stress-behandlingsforløb er nu afsluttede. Psykologens afsluttende bemærkninger var instruktioner i hvordan jeg skulle indrette min hverdag med koncentreret arbejde, pauser og struktur, og sørge for at fylde godt på af familietid både morgen og aften. Jeg skal lære at acceptere at der er dage hvor jeg er træt og ked af det.

Stresscoachen var inde på, at den hyletone af skiftende styrke, jeg har haft i hovedet under hele forløbet, nok vil være der længe endnu. Jeg skal bruge den som et barometer for hvor frisk i hovedet jeg er, og hvornår jeg skal sige fra. Han mente i øvrigt også, at jeg ikke skulle være så bange for ikke at kunne huske ting. Så disse to stress-symptomer skal jeg altså lære at leve med.

Kommunens stressforløb rådgiver til at man skal lære sine stress-symptomer at kende, så man i fremtiden kan slå bremserne i før det går galt. Det lyder jo meget fornuftigt. De advokerer også for at man prioriterer sig selv først og fokuserer på handlemuligheder i en stresset situation. Der er ingen tvivl om at folk der bliver syge af stress overhører stress-symptomer og har gavn af at lytte mere til kroppens signaler.

En oplevelse jeg har haft flere gange igennem dette stress-forløb er, at jeg synes nogle af rådene bliver lidt modsigende. Som ovenfor, hvor jeg ikke skal blive alarmeret af træthed, ked-af-det-hed, mangel på hukommelse og hyletone, men alligevel skal jeg lære at mærke mig selv. Det efterlader mig med en forvirring omkring hvornår jeg skal være på vagt og passe på mig sig, og hvornår jeg bare skal rumme symptomerne og acceptere at sådan har jeg det i dag.

Jeg må være ærlig og sige, at det er ret svært for mig at acceptere ked-af-det-hed og massiv træthed. Jeg kan ikke lade være med at føle, at det skulle være muligt at være lidt mere glad og energisk. Det er svært  ikke at tænke i baner af ‘hvad kan jeg gøre for at få det bedre’.

Hyletone og hukommelsesbesvær kan jeg bedre skyde fra mig og acceptere, hvis det virkelig er rigtigt at det ikke er noget man skal være bekymret for. I og med at rådene kommer fra 3 forskellige behandlere med 3 forskellige syn på stress, tror jeg at jeg vil prøve at danne mig min egen holdning til hvad der er rigtigt og forkert for mig. Og nu hvor jeg ikke længere går hos nogen af dem, er det tid til at stå på egne ben.

Jeg har nu sammen med min arbejdsgiver lagt en plan for den videre optrapning af arbejdstiden. Jeg har i øjeblikket 6 timers-arbejdsdage 3 gange om ugen, og om en uge går vi op på 4 dage om ugen. Frem mod sommerferien trappes langsomt op til fuld tid, og så skulle jeg gerne være raskmeldt efter sommerferien. Det er en meget skånsom plan, og jeg håber inderligt, at hovedet fortsætter den gode fremgang.

Lignende indlæg:

På rette kurs?

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen. Som jeg skrev 22. januar har jeg måttet indse, at jeg ikke blev rask af min stress-sygdom på 6 uger.

Sammen med den stress-coach som min arbejdsgiver har tilbudt mig, og i samråd med min læge, blev jeg i slutningen af januar fuldtids-sygemeldt igen. Denne gang med besked om at forholde mig fuldstændig i ro, hvile mig og sove eftermiddagslur. Det gjorde jeg så.

Jeg prøvede at minimere de input jeg fik. Ikke noget med at have fjernsynet tændt mens jeg lavede mad eller sidde med tabletten mens jeg så fjernsyn. Jeg mediterede, lyttede til afslappende musik og var opmærksom på mit åndedræt. Jeg cyklede ikke, og jeg lod husbond tage flere gåture med hunden. Efter 3 uger havde jeg det bedre. Jeg holdt derefter den planlagte uges vinterferie med familien, hvilket nok er noget af det mest velgørende for mig. Og for 2 uger siden startede jeg så igen på arbejde. Denne gang med kun 3 timer 3 gange om ugen; mandag, onsdag og fredag.

Jeg har det bedre. Jeg har taget 2 kg. på og er ude af form, men det går meget bedre med at tænke, koncentrere sig, have overblik. De fysiske symptomer er stort set væk – kun hyletonen er der stadig konstant med forskellig intensitet. Stresscoachen siger at den nok kommer til at være der længe endnu. Mentalt har jeg det også bedre, omend ikke helt stabil. Jeg svinger imellem at have meget energi og glæde til at være meget træt og ked af det. Jeg håber at det er en fase der leder henimod mere stabilitet.

Når man går til lægen i Danmark og får at vide at man har stress, så har lægen ikke noget behandlingstilbud. Han kan ikke henvise til en specialist, og han har ikke selv noget bud på hvad der skal til for at få det bedre. Det er der til gengæld mange andre der har.

Via den helbredsforsikring jeg har gennem mit arbejde har jeg fået kontakt med en psykolog. Min arbejdsgiver har som sagt stillet en stress-coach til rådighed. Og senest har min kommune tilbudt mig et stress-forløb som inddrager kroppen. I tirsdags mødte jeg derfor på Skodsborg Spa og Fitness. Først klædte jeg om og gik i deres varmtvandsbassin, hvor jeg sammen med 8 andre lavede nogle øvelser i en halv time. Derefter klædte vi om igen og gik hen til en sal, hvor vi i en time lavede afspænding på en yoga-måtte. Efter en spisepause gik vi til et mødelokale, hvor der var teoriundervisning om stress. Forløbet indeholder også 3 personlige samtaler med coaching efter behov.

Det kan godt være forvirrende at møde så mange forskellige behandlingstilbud, for de har alle forskellige indfaldsvinkler til stress. Jeg synes det er er ufatteligt, at sundhedssystemet i Danmark ikke har et officielt behandlingstilbud til stressramte, taget i betragtning hvor mange der rammes og hvor dyrt det er for samfundet. Men når nu det er som det er, så er jeg taknemmelig for alle de tilbud jeg har fået, og nu hvor jeg har det bedre synes jeg godt at jeg kan sortere i de forskellige input og tage det til mig som jeg kan bruge.

Jeg længes efter at få en normal hverdag igen. Jeg er ved at være lidt træt af den her patient-rolle, som indebærer en følelse af sårbarhed og en konstant selvransagelse. Man skal hele tiden passe på ikke at overbelaste, hvilket det svingende humør og energi nok er et tegn på at jeg ikke er så god til – jeg vil bare gerne være glad og leve livet. Og så er det hårdt at skulle erkende og arbejde med sine personlige fejl, det er også med til at gøre mig ked af det i perioder.

Det er ved at være 3½ måned siden at jeg blev sygemeldt – lang tid i forhold til de planer der lå i starten om at starte på job straks eller efter få uger. Og det føles som virkelig lang tid siden når jeg tænker på at det var mørk vinter og jul. Men der er mange der er syge i meget længere tid; lederen af det kommunale stresstilbud så det ikke som specielt længe at være syg i 3 måneder.

Fremtiden byder på optrapning af arbejdstiden. Først øges arbejdstiden de 3 dage jeg arbejder nu, og derefter kommer de 2 andre ugedage på skemaet. Jeg ved ikke hvornår jeg er tilbage på fuld kraft, tempoet af optrapningen afgøres fra gang til gang ved møder med stresscoach. Jeg håber at jeg er på rette kurs mod fuldtidsarbejde (og dermed mindre risiko for at blive fyret) og personligt overskud, så jeg kan nyde foråret og lyset.

Idag har jeg lyst til at skrive, så her på bloggen vil følge indlæg om nye gadgets. I den forgangne uge har en kendt og meget populær blogger skrevet og tegnet rammende og vedkommende om hvordan hun oplevede det at få stress. Det indlæg kan jeg stærkt anbefale og linker til det her: Stinestregen. Selvom stress ytrer sig forskelligt, genkender jeg meget.

 

Lignende indlæg:

Ekspert i hund

Lige for tiden er vi ved at undersøge, om vi skal prøve at skifte foder til Adina. Hun viser mindre og mindre interesse for sin mad, og nogle dage spiser hun kun en brøkdel af den mængde hun iflg. doseringsvejledning har brug for på en dag.

I søgningen efter alternativer har jeg opsøgt viden på nettet og hos folk med hundeerfaring. Ligesom da vi anskaffede os hund, møder jeg nu igen utrolig mange holdninger, værdier og også ekspertminer. Det kan godt være lidt svært at navigere i.

Jeg kan godt lide at høre enkeltpersoners egne erfaringer – det er fakta, selvom det er krydret med personens subjektive opfattelse. Men man får i hvert fald et bud på effekten af løsningen/foderet, eller hvad det nu er man undersøger.

Men så er der alle eksperterne. Dem som generaliserer og kommer med udtalelser som ‘sådan er det tit’. Dem har jeg det lidt svært med. For jeg har ingen mulighed for at gennemskue, hvad deres grundlag er for at komme med disse generelle udtalelser, og når man har hørt tilpas mange modsatrettede ekspertudtalelser ved man slet ikke hvad man skal tro.

Vi mødte f.eks. en kvinde som havde en butik der forhandlede forskellige hundefodermærker. Hun sagde at mange hunde blev trætte af det foder vi har brugt indtil nu fordi der var ‘ingenting i’ (vi bruger et dyrt mærke som er udviklet af dyrlæger), og at mange hunde af Adinas race har problemer med maven. Dette blev sagt med en alvorlig ekspertmine, der signalerede at hun synes hun vidste hvad hun talte om. Vi kunne se at der på samme grund som butikken lå på var en lille agilitybane. Måske er kvinden også hundetræner og får derigennem nogle erfaringer der sætter hende i stand til at sige som hun gør. På den anden side har hun nok en interesse i at sælge os en sæk hundefoder.

Eksperter som jeg er mere tilbøjelig til at tro på, er folk som arbejder i dyreklinikker. Hvis man igennem en årrække har haft en jævn strøm af alle mulige hunde i konsultation, har man nok et meget godt grundlag for at udtale sig om generelle tendenser mv. Der er bare det ved det, at det koster 600 kr. at høre dyrlægens mening, og når nu vi har internettet er jeg tilbøjelig til at kigge der først. Dertil kommer at mange dyrlæger ser ud til at høre til den gamle skole.

Når det kommer til hundens kost, har jeg opdaget at der er flere skoler. Der er dem der går ind for traditionelt tørfoder, som indeholder alt det hunden har brug for. Dette kan krydres med pressehistorierne, hvor det hedder at det billige tørfoder er ligeså godt som det dyre. Og så er der dem der går ind for at hunden skal fodres som om den stadig var en ulv i naturen. Dette princip hedder BARF. Som jeg forstår det så er det noget med at give hunden råt kød, indvolde, ben og fedt. Der er vist også noget med bær og urter og surmælksprodukter. Hunden får noget forskelligt hver dag, og en gang om ugen får den ikke mad – ligesom i naturen. Visse forhandlere af disse produkter kalder det ‘Rigtig Hundemad‘ og signalerer dermed at alt andet er forkert.

Det er blot nogle af yderpunkterne man møder når man undersøger hvad der er godt og skidt indenfor hundefoder. Det samme gør sig gældende når det handler om opdragelse. Nogle mener at man kan vænne hunden af med at hoppe op ved at træde den over tæerne, andre ved at vende kroppen væk. Igen 2 forskellige råd der stammer fra 2 helt forskellige værdisæt, hvor brug af fysisk kraft er henholdsvis OK og slet ikke OK.

Fordi det er nyt for mig at have hund, er der mange ting som jeg mangler erfaring med. Jeg forsøger at finde løsninger gennem en række forskellige kilder, og forhåbentlig opbygger jeg derigennem min egen erfaringsbase. Samtidig skal jeg lære at navigere imellem de forskellige skoler og eksperter. Meget af det handler om værdier, og der skal jeg og Mads finde vores eget ståsted.

Lignende indlæg:

Om at gå ud

Jeg elsker at gå ud med min mand. Lige fra starten af vores forhold er vi gået meget ud. Da vi havde været kærester i 2 uger gik vi i TIVOLI sammen på åbningsdagen. Vi kyssede under det blomstrende kirsebærtræ ved H. C. Andersen-slottet, og det var ultra-romantisk at spise i den gamle have som vi begge kendte så godt. På vores 2-måneders dag gik vi også ud at spise lokalt i Holte, hvor jeg boede.

Siden er vi jævnligt gået ud, til koncerter, i TIVOLI, på restauranter i byen og lokalt og i biografen. Sidste sommer prøvede vi en masse restauranter via Downtown og andre tilbud. Jeg glæder mig altid når vi skal ud at spise. Jeg ser frem til at prøve både ny eller velkendt mad. Det er så dejligt bare at kunne lade andre lave maden og tage sig af opvasken, mens jeg fordyber mig i samtale med min elskede. Men desværre bliver jeg tit skuffet.

Som nu i lørdags, hvor jeg ville bruge et gavekort til Sticks’n’sushi jeg fik i 40-års fødselsdagsgave til en hyggelig middag med Mads. Bagefter ville vi gå i biografen og se filmen Hvidstengruppen.

Sticks’n’Sushi i Lyngby er ekstremt velbesøgt, så jeg var godt klar over at jeg skulle bestille bord for at kunne spise der en lørdag aften. Da vi ankom og fik anvist vores bord blev jeg ærlig talt skuffet. Tjeneren pegede på et 4-personers bord, hvor der i forvejen sad et par. Det var så vores bestilte bord til 2 personer – den anden ende af 4-personersbordet. Sådan har det ikke været når jeg tidligere har spist der, og det matchede ikke med min forventning til at skulle ud og spise en dyr middag med min ægtefælle en lørdag aften. Det andet par blev færdige før vi fik vores mad, men lidt senere kom et nyt par, denne gang en kvinde der tydeligvis lige havde tage parfume på – og rigeligt af den. Det blev ikke lige den fordybede oplevelse jeg havde håbet på, fordi jeg kunne ikke abstrahere fra de andre mennesker der sad så tæt på. Maden var vist meget god, men jeg fik bestilt noget forkert og jeg kan faktisk ikke huske hvordan det smagte. Men det tog 2½ time at få 2 retter mad.

Bagefter gik vi over i Kinopalæet, hvor vi tidligere havde hentet vores bestilte billetter. Vi havde fået plads på sofarækken allerbagerst. Selvom filmen har gået i mange uger nu var der godt besøgt. 20 minutter efter starttidspunktet, og lige i det øjeblik selve filmen startede, kom min nabo – 2 kvinder med popcorn. Der blev gnasket, og popcornene duftede. Det kunne jeg nogenlunde abstrahere fra, de satte sig heldigvis rimelig hurtigt og stille. Filmen Hvidstengruppen er ikke en actionfilm, det er en stilfærdig, tankevækkende film med mange følsomme scener. Ikke desto mindre følte familien til den anden side at de skulle diskutere filmen imens. Jeg kan blive tosset af at høre andre mennesker reagere på det der sker i filmen, det er som om det fratager mig muligheden for selv at opleve handlingen.

Argh, det sker bare hver gang! Om det er til Sex and the City-filmen i Reprisen, hvor 4 kvinder møder op med champagneglas og skåler på en sexet sommer, eller om det er konstant snak til actionfilm i Imperial som da jeg var ude med kollegerne for et par måneder siden – jeg render næsten altid ind i at nogen i nærheden skal snakke under en biograffilm, selvom man i forfilmene altid mindes om at holde sin mund. Som de sagde i traileren i lørdags: “Der er et særligt sted for folk der larmer. Og det er ikke biografen.”

Denne episode fik mig til at erklære på Facebook, at nu vil jeg aldrig mere gå i biografen. Jeg synes at oplevelsen ødelægges meget for mig af alt det snakkeri. Sådan 2 biografbilletter koster mere end en DVD-film, og vi har også et nogenlunde stort TV hjemme – jeg kan snart ikke se nogen grund til at film skal ses i biografen. Det samme kan jeg føle mht. at gå ud at spise. 933 kr. for en sushimiddag er mange penge for mig, og jeg må indrømme at mine forventninger til kvalitet og oplevelse til den pris er højere end den der leveres.

Jeg kan have de samme oplevelser i forbindelse med rejser, shopping, koncerter og andre gå-i-byen-oplevelser. Jeg lader mig distrahere af mange mennesker der er meget tæt på, snakker under musikken osv. Bare det at køre i stillekupe med nogen der spiser pølser kan genere mig så meget, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse.

Det er meget frustrerende at have det sådan. Det er en ubehagelig følelse at blive skuffet, men det får mig også til at føle mig mærkelig. Når jeg leder efter årsager til at jeg bliver så frustreret, kan jeg komme i tanke om 3:

  1. Jeg er ikke så god til at få sagt fra overfor de ting der irriterer mig. Jeg føler at jeg er mærkelig når jeg har det sådan. Det sker at jeg tysser når folk snakker i biografen, men jeg får slet ikke afløb. De indestængte følelse roder rundt i hovedet på mig og vokser til vrede og frustration.
  2. Jeg er åbenbart dårlig til at afstemme mine forventninger. Jeg er nok naivt optimistisk. Selvom jeg har prøvet så mange gange at blive skuffet, forestiller jeg mig alligevel en fantastisk oplevelse med plads til nydelse, underforstået at der er de rette forudsætninger til stede for at JEG kan nyde det. Sådan er det langt fra altid.
  3. Endelig får det mig til at tænke på de foredrag jeg var til sidste år vedr. HSP. Jeg tror jeg hører til de ca. 20% af befolkningen der har et nervesystem som lukker flere input ind end resten af befolkningen, og det kan nemt blive for meget. Jeg er sensitiv, det må jeg nok erkende.

Jeg fristes, som eksemplet med biograferne, til at fjerne mig fra de situationer der gør mig frustreret, men det kan jo også blive kedeligt i længden. Jeg vil altid have en drift mod nye oplevelser, det er vel meget naturligt. Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved det.

Lignende indlæg: