Tykke drenge og frustrerede kvinder

Så fik vi igen en omgang debat om overvægt. Det er lykkedes Annette Heick at skabe debat på baggrund af en klumme i B.T. hvor hun fortæller om oplevelse der har rystet hende; hun har set en dreng spise pommes frites og drikke cola til. Annette Heicks vinkel er ikke en generel debat om overvægtige børn. Hendes ærinde er at udtrykke en frustration over, at hun ikke føler at hun kan gå hen og gøre forældrene til den pågældende dreng opmærksom på, at det er usundt. Hun mener at den danske kultur gør det umuligt for hende.

Det er ikke noget nyt, at Annette Heick er frustreret over overvægtige medborgere. Tilbage i 2011 skrev jeg et blogindlæg om samfundssind på baggrund af en udtalelse fra hende i Mads og Monopolet. I 2011 handlede det ikke om overvægtige børn, men bare overvægtige generelt. Dengang udtrykte hun også frustration over, at det var svært for et slankt menneske at tale om andre menneskers overvægt.

Her i 2015 bruger hun omsorg for et barn som alibi for sine udtalelser. Historien fra 2011, og hendes retorik i klummen fra i år, afslører noget andet. Når hun beskriver at drengen spiser, vælger hun ordene “hugger i sig”, og han drikker ikke cola til, men “skyller” maden ned med en hel “flaske cola”. Konsekvenserne beskrives lige så malende med at forældrene ”lader ham sidde og smøre endnu mere fedt på en krop…”. Ikke ligefrem et neutralt ordvalg.

For mig er det tydeligt, at Annette Heick har en generel aversion mod overvægtige. Der er bare nogle slanke mennesker som har svært ved at sætte sig ind i, hvordan man kan blive overvægtig uden selv at ville det. Det har jeg oplevet igen og igen. Det er en fiks idé, der er svært at rokke ved. Den bunder i mangel på indsigt, unuanceret generalisering og en udtalt mangel på empati.

Det fremgår ikke af klummen eller debatten hvad Annette Heick forestiller sig at kunne opnå, ved at få mulighed for at konfrontere overvægtige børn, deres forældre eller overvægtige voksne med det faktum. Og hvad med alle de mange, mange andre former for fysisk og psykisk selvskade i vores samfund, f.x. træningsafhængige, 12-talspiger, ludomaner. Er det også for galt, at man ikke kan konfrontere disse mennesker med deres adfærd?

I de seneste par år har jeg lært en masse om stress. Et af de 3 behandlingstilbud jeg benyttede da jeg selv blev syg, kom med nogle virkelig gode råd til at komme videre og undgå stress, som jeg har tænkt meget over siden. Det ene af dem handler om at finde i balance i hvad man blander sig i. Folk der er stressede har en tendens til at have mange meninger om alt muligt udenom dem selv, som i virkeligheden ikke har noget med dem at gøre, og konsekvensen for dem selv er marginal. Det kan være svært at se hvad der er årsag og hvad der er virkning, men det er et helt typisk træk som jeg ser hele tiden hos mine nære når de er stressede. Ens personlige tolerance overfor modgang falder drastisk, når man er psykisk overbelastet, og så vender man tit tilbage til sine kæpheste og føler stor frustration over dem. Jeg kender det fra mig selv; jeg er også mere vred på trafikken eller mit arbejde, når jeg er overbelastet. Når man så får det bedre, kan man leve med de selv samme ting helt uden at blive vred og frustreret.

Jeg får afløb her på bloggen, Annette Heick bruger B.T. Jeg tror i virkeligheden at denne debat handler om, at kvinden er stresset. Hun har lige været igennem en svær periode, hvor hendes mand kom alvorligt til skade på en ferie i Thailand. Manden brækkede nakken og har været indlagt i 5 måneder, og der var frygt for om han var skadet for livet. Sådan noget vender op og ned på en familie, og det er helt naturligt at det belaster den anden forsørger i familien voldsomt.

Måske undervurderer Annette Heick den belastning hun har været udsat for. Jeg bliver bekymret, når jeg på hendes Facebook-profil læser et opslag fra juni, hvor hun fortæller om familiefaderens hjemkomst fra hospitalet. Der er stadig problemer med hans førlighed, men ikke noget de ikke kan klare skriver hun – og så bruger hun hashtagget #rålivsstil. Det er en voldsom begivenhed der er sket i familien, samtidig med at hun drøner derudad med sin karriere med 180 km/t; hun optræder, skriver, debatterer og præsterer. Hele tiden er hun udadvendt og giver af sig selv. Jeg tror at Annette Heick har brug for at stoppe op og komme sig lidt ovenpå den oplevelse.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Opgør med grådighed

Livet er for os i den vestlige verden et stort tag-selv-bord af muligheder. Vores udfordring ligger ikke i at skaffe mad, ting og oplevelser, men om at sortere og udvælge. De fleste af os kan ikke rumme/spise/nå at opleve alt det som er til rådighed for os.

Ikke desto mindre ligger det i vores DNA at skrabe til os. At spise når vi kan, at samle forråd og at få varer til en god pris. Det er instinkter som er bibeholdt fra fortiden, hvor ressourcer var sparsomme. Det skal sikre at vi kan klare os igennem svære tider, hungersnød, svigtende høst.

Jeg tror mange kender det fra restauranter, hvor der er buffet. Man vil gerne smage lidt af det hele, og man ender med at spise langt mere end hvis man bare havde valgt 1 ret fra et menukort. Det er en trang, som de fleste af os har svært at ved at modstå. Vi drives af et overlevelsesinstinkt, som ikke passer til vores samtid, men som har været med til at holde os i live igennem årtusinder.

Når der er rigeligt af alting, kommer denne adfærd til at fremstå som grådighed. Jeg ser det alle steder: i det offentlige rum, i familien og blandt venner. Og når kolleger giver kage eller slik ifm. en fødselsdag, ferie, afsked osv. Vi er efterhånden rigtig mange på kontoret, så det er en stor mængde søde sager der skal bydes på, for at der er nok til alle. Nogle gange er der flere der giver noget samme dag. Det er som om de store mængder accelererer tendensen til at lange til. Jeg ser mig selv og folk omkring mig opføre sig næsten uværdigt for at få det hele med og ikke gå glip. Selv folk der er på slankekur eller som normalt vrænger på næsen af det der bydes på, står forrest i køen og tager flere gange. Selvom jeg tog et stykke kanelstang til formiddag, tog jeg også et stykke kage i kantinen og et stykke chokolade efter frokost. Jeg ser kolleger fra andre afdelinger overskride sociale spilleregler, og komme forbi for at hente forsyninger hos os, selvom det ikke var dem kollegaen havde bagt feriekage til.

5:2-diæten sætter også min grådighed på prøve. At begrænse mig på fastedagene går nogenlunde, for da er jeg opsat på at det er det der skal ske. Men jeg mærker af og til et stik: følelsen af at gå glip af noget. På ikke-fastedagene kan jeg mærke grådigheden komme snigende. Dagen efter en fastedag er jeg lidt ekstra sulten, og med mange muligheder lige foran næsen bliver jeg ofte fristet.

Men nu er jeg ved at få kvalme af grådighed – min egen og andres. Det bliver nærmest et fængsel at følge med på bølgen – som en tvangstanke, der frarøver ens frihed. Og for mig ødelægger det en af de ellers gode bivirkninger ved 5:2-diæten; vægttab.

Også på det materielle plan og hvad angår oplevelser kan jeg føle mig som en slave af at ville have. Jeg er holdt op med at modtage mails med deals og er meget selektiv med hvilke nyhedsbreve jeg modtager. For det virker jo – man bliver fristet af ting man ellers ikke havde behov for. Jeg fravælger buffet’en af valgmuligheder, og lader indkøb være styret af et opstået behov. Jeg forsøger at være målrettet. Hvis jeg mangler t-shirts, så går jeg bevidst efter at købe t-shirts, og ikke andet. Hvis jeg har brug for at opleve noget nyt, undersøger jeg mulighederne når behovet opstår.

En gang om ugen er der kage i kantinen på mit arbejde. Når kagedagen falder på en fastedag, går jeg forbi den lækre brownie eller jordbærtærte og op på min plads uden at tage et stykke. Tit er jeg overrasket over, hvor nemt det er. Den umiddelbare fristelse er hurtigt glemt. På den måde har 5:2-diæten inspireret mig til at gøre op med grådigheden.

Jeg prøver at holde fast i den oplevelse, og tænke videre. Menuen til dagens frokost i kantinen offentliggøres i løbet af formiddagen, og hvis jeg keder mig lidt kigger jeg på den og tænker jeg over hvad jeg skal spise. Min instinktive tanke er, at jeg skulle smage det hele, eller i hvert fald alt det jeg synes lød lækkert. Det ender tit med at tallerkenen bugner og jeg spiser alt for meget. Nu udvælger jeg, hvilke af de mange lækre ting jeg vil smage, og jeg gør det på forhånd, så jeg er mere målrettet når jeg står foran buffet’en.

Udgangspunktet er jo, at jeg har rigeligt. Jeg mangler ikke noget materielt eller næringsmæssigt. Og jeg ved fra mine fastedage, at jeg kan klare dagen rigtig fint uden ret meget mad. Der er derfor ingen grund til at være bekymret for at gå glip af noget. Tværtimod koster den adfærd penge, kilo og værdighed. Jeg oplever det befriende at sige nej tak til nogle af de mange tilbud. Når jeg altså har overskud til det. For jeg er ingen helgen, og forskellige former for humør og energi spiller helt klart også ind, når disse drifter skal håndteres.

Lignende indlæg:

Feriemigræne

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie med min mand. Vi havde booket 3 overnatninger på et lækkert hotel i Nordtyskland, og havde således 2 hele dage til at slappe af og opleve den fine gamle by og nyde hotellets wellness-afdeling. Den ene dag gik med at have migræne.

Det er ikke første gang jeg oplever, at jeg får migræne den første dag på en rejse. For nogle år siden tog vi ret ofte på flyrejser, og da havde jeg næsten hver gang voldsom migræne på den første dag af ferien. Det var kraftigt medvirkende til beslutningen om at købe sommerhus.

Jeg har haft migræne siden jeg blev kærester med Mads, dvs. i ca. 10 år. Jeg har været i behandling hos en neurolog og forsøgt forskellig forebyggende medicin, og heldigvis virker anfaldsmedicin i de fleste tilfælde. For jeg har migræne 2-4 gange om måneden, og det giver mig en hverdag, hvor jeg ikke kan regne med mig selv. Hvis ikke pillerne tog de fleste af anfaldene, ville jeg have en meget ringe livskvalitet.

Anfaldet i torsdags kunne desværre ikke slås ned af piller. Jeg måtte igennem et migræneanfald for fuld skrue. Det kommer altid gradvist, og i starten er jeg i tvivl om det er almindelig hovedpine eller migræne. Når kvalmen starter, er jeg klar over at det er migræne. Så er det bare med at få taget en migrænepille, for de skal tages i starten af anfaldet for at virke. Pillerne virker først efter 2 timer, hvis de altså virker. Hvis de ikke virker efter 2 timer, kan jeg tage en pille mere og igen håbe på bedring. Der er altså en ret lang periode med usikkerhed, og i torsdags kunne jeg ikke fortælle min mand om jeg ville være i stand til at lave noget sammen senere. Det endte med at ingen af pillerne virkede, og at jeg lå i sengen resten af dagen og aftenen med stærke smerter.

Det er hårdt at have så stærke smerter, jeg bliver utrolig træt og passiv. Men den psykiske effekt er næsten mere ødelæggende. Jeg får altid en masse negative følelser, når jeg har migræne.

Det første der rammer mig er frustration og modstand – jeg VIL IKKE have migræne. Efter så mange år med migræne ved jeg jo godt, at der ikke er noget at gøre, når først den er der, men på grund af den lange periode hvor der stadig er håb om at pillerne virker, får jeg tanken alligevel.

Når jeg må indse, at denne migræne ikke er til at komme udenom, føler jeg mig magtesløs. Det er en rigtig ubehagelig følelse ikke at have kontrol over sit liv. I et moderne liv er der ikke plads til at tage en dag ud af kalenderen, og det bliver tydeligt illustreret, når man sidder på et hotelværelse og har lagt planer om alle mulige oplevelser. Men det er lige så slemt når man må melde sig syg fra arbejde, melde afbud til et socialt arrangement eller må opgive at nå de ting derhjemme man havde tænkt sig den lørdag.

Den frustration afleder andre negative følelser. Jeg føler skyldfølelse over at ødelægge hele den ene dag af vores miniferie, og jeg bliver utrolig ked af at sætte min mand i den situation, at han må gå alene ned i wellnessområdet, efter tålmodigt at have siddet i timevis og ventet på om jeg fik det bedre. Jeg kan jo ikke gøre for at det bliver sådan, men ikke desto mindre er jeg skyld i at hans dag bliver helt anderledes end han troede.

Alle disse negative følelser tilsammen gør mig i utroligt dårlig humør, og jeg skal virkelig passe på ikke at ende i depressive tendenser. Jeg har perioder, hvor jeg er meget opgivende og synes jeg har et dårligt liv. Vrede, frustration, skyld og alle de andre følelser kan ikke bruges til ret meget, og det bedste er hvis jeg kan nå til et punkt hvor jeg accepterer at miste en dag til migræne. Jeg er nødt til skyde det fra mig og prøve at se fremad. Dagen efter migrænen har jeg det som regel fint igen, selvom jeg kan være lidt træt.

Det er oplagt at lede efter årsager til migrænen, og tro mig – jeg har analyseret som en besat. Man kender til mange meget forskellige årsager til migræne, og de omfatter både indre og ydre påvirkninger, kost, miljø mv. For mig er migrænen formentlig startet pga. brug af p-piller, men der er ingen vej tilbage der – det hjælper desværre ikke at stoppe med dem igen. Derudover kan jeg tydeligt se et mønster omkring stress, hvor jeg enten får migræne når jeg er overbelastet, eller når jeg slapper af efter en hektisk periode. Desværre er det meget svært for mig at styre denne faktor i mit liv.

Jagten på årsager kan også blive for meget. Det ligger fuldstændigt i tråd med den hverdag jeg lever i, at analysere situationen og derefter iværksætte en indsats der kan forebygge at det uønskede sker. Men jeg oplever at migræne ikke er helt så rationel. Årsag og virkning er meget mere kompleks end hvad jeg kan analysere mig frem til, og jeg tror det er det mest sunde for mig at acceptere at den er der. På trods af ændringer i livsstil, køb af sommerhus, diverse medicin og kosttilskud og bevidsthed om en masse af de psykologiske mekanismer der giver mig migræne, har jeg stadig på 10. år migræne. Jeg vil simpelthen ikke lægge det pres på mig selv det er, fortsat at skulle gøre noget ved det.

At acceptere migrænen betyder også, at jeg er nødt til at bede mine omgivelser om at acceptere migrænen, og jeg er nødt til at bede om forståelse. Jeg må bide i det sure æble og sige til min mand, at jeg ikke kan garantere at en miniferie ikke bliver påvirket af et migræneanfald. Jeg må risikere min arbejdsgivers reaktion når jeg af og til må melde mig syg pga. migræne (det sker heldigvis ikke så tit, da migrænen tit kommer i fritiden). Og jeg må trække på min familie velvilje, når jeg enten melder afbud til et socialt arrangement eller gennemfører med smerter og dermed ikke er så nærværende. Når jeg gør det er der masser af forståelse, men jeg er alligevel ked af at måtte gøre det.

Man kan også bede om hjælp. Sidst jeg var ude at rejse med min mand og min veninde, bad jeg min veninde om at være den der stod for billetter og alt det praktisk ifm. rejsen, og det hjalp faktisk. Jeg havde for en gangs skyld IKKE migræne den første feriedag. Det er en psykologisk diciplin i sig selv at stole på, at ens nære gerne vil hjælpe, men det giver faktisk meget når det virker – også for dem der hjælper. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi dette var en forudsigelig situation – der er mange andre migræneanfald som jeg ikke kan forudse.

Lignende indlæg:

El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

Efterår 2014

Vi har passeret efterårsjævndøgn, og nu varer det nok ikke længe før bladene begynder at skifte farve og falde ned fra træerne. Hverdagen er for alvor i gang fra vores nye base i Birkerød.

Efter sommerferien gik jeg i gang med 5:2-diæten igen, og det var faktisk nemt nok, så snart hverdagen startede igen. Det var en lettelse, efter at jeg havde oplevet det som svært i en periode omkring flytningen og sommerferien, for jeg er jo ellers ret glad for konceptet. Jeg tabte også hurtigt en del af ferie-vægten.

August bød ikke på så godt vejr som juli, men da vi kom ind i september blev vejret rigtig godt igen – i hvert fald for årstiden; masser af dage med sol og temperaturer omkring 20 grader. Det var dårlig timing at min el-cykel begyndte at sige en væmmelig metallisk bankelyd. Hele september måned har jeg haft el-cyklen på værksted, og har måttet svede i overfyldte s-tog til og fra arbejde, i stedet for at nyde den sidste bid sommer til cykels.

På mit arbejde nærmer vi os afslutningen af et stort projekt, der har varet i flere år. Travlheden spidser til, og jeg har måttet slå bremsen i og bede mine chefer prioritere mine opgaver. Fordelen ved at have haft et stressnedbrud, som jeg havde i 2012, er at man kender sine stress-symptomer. Jeg var begyndt at mangle overblik, have svært ved at fordybe og koncentrere mig. Jeg var svimmel og klodset og træt hele tiden, og efter nogle uger på den måde forstod jeg, at jeg var nødt til at sige fra. Da jeg havde fået sorteret i opgaverne fik jeg det bedre, men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå frem til jul, hvor der udover opgavemæssig travlhed også sker store forandringer organisatorisk og i det fysiske arbejdsmiljø.

Min krop sagde så fra i søndags ved at lukke en forkølelse ind i mine slimhinder. Hele denne uge har været et inferno af nys, snot, host, tårer, smerter i bihulerne og lidt feber. Jeg måtte kapitulere og melde mig syg, mens jeg brugte 4 æsker Kleenex og prøvede på ikke at smitte husbond. Det var ikke lige det jeg havde brug for i relation til arbejde, og heller ikke på hjemmefronten. Men måske var det godt for hjernen at få en pause med lidt fordummende fjernsyn og kedsomhed.

Septembers weekender har budt på megen social aktivitet, så vi er ikke kommet så langt med et projekt som ellers haster lidt: at bygge en carport. I august fik vi dispensation fra kommunen til at bygge tættere end 5 meter fra vejen, og vi har også fået leveret carporten som samlesæt. Nu skal jordstykket gøres klar til at holde en carport, som derefter skal monteres og støbes ned. Bagefter skal der laves belægning. Det er et arbejdskrævende projekt, som jeg håber at vi kan komme videre med i oktober måned, for det ville være dejligt at få carporten op at stå inden frosten sætter ind.

Vi står altså stadig overfor visse udfordringer her i familien, selvom vi har kæmpet et år for at forbedre vores hjemmebase. Efter en måned uden cykel-motion og en uges sygdom føler jeg, at jeg går ind i oktober på et kropsligt nulpunkt og skal starte forfra med at opbygge en kondition, der kan klare 44 km cykling om dagen, og et immunforsvar der kan klare en vinter. Husbond står overfor en stor ændring i sine arbejdsforhold, hvilket bla. indbærer længere arbejdstid. Hans afdeling gennemgår organisatoriske ændringer, og samtidig skal han spille en ny rolle ifm. indkøring af en række nye kunder.

Der er altså ikke noget med at læne sig tilbage i rutinen og bare knokle som man plejer, vi skal knokle på en ny måde. I den sammenhæng er det godt, at vi har fået dette nye hus. Selvom vi stadig ikke er helt på plads, giver det os en god base, hvor vi kan restituere når vi er hjemme. Det er helt essentielt for vores psykiske helbred, at vi kan trække os tilbage og være os selv og indadvendte, når vi er hjemme. I rækkehuset i Virum blev vi igen og igen ufrivilligt inddraget i naboernes liv, fordi vi boede så tæt, og det forhindrede en fuldstændig hvile når vi var hjemme.

Det er i denne tid et år siden, at vi begyndte på at lave dette skifte. Vi har brugt meget energi på hele processen med at forberede rækkehuset til salg, sælge hus, købe hus og at flytte. Når jeg står og ser ind i et efterår, der byder på endnu en omgang forandringer og travlhed, kan jeg godt sukke lidt og længes efter ro. Men jeg er glad for at vi investerede den energi vi gjorde i flytningen, for det er nu vi kan høste frugten af at have vores eget hus. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle igennem sådan et efterår, og så ikke kunne være sikker på at kunne sove uforstyrret om natten.

Lignende indlæg:

Kampen for at købe et hus

Efter at vi fik solgt vores hus glædede jeg mig over at have overstået noget, som jeg opfattede som svært. Jeg vidste på forhånd at det var et svært marked ovenpå krisen og var meget forsigtig i min forventning til hvordan det skulle gå. Det er vel også derfor at bankerne i 9 ud af 10 tilfælde kræver at boligejere sælger deres bolig, før de køber en ny.

Jeg følte virkelig vi var kommet over en hurdle, og skriver til sidst i mit blogindlæg om salget, at nu var det bare at gå ud og købe et nyt hus lidt ligesom at shoppe i Magasin. Men så let blev det ikke.

Hus 1

Da vi stod med en endelig handel og kunne gå videre med emnerne på vores liste af huse, startede vi selvfølgelig med nr. 1 – et mindre hus i Søllerød. Det viste det sig, at det lige netop var blevet solgt. Ærgerligt. Meget ærgerligt. For det hus havde næsten alt vi med rimelighed kunne ønske os. Specielt satte vi pris på at det både lå godt i forhold til hundeskov, vores hundelufter, vores daglige transport til arbejde og vore familier.

Tidsforbrug: 5 minutter

Hus 2

Dernæst blev vi opmærksomme på et andet hus på samme vej, som vi ellers havde skubbet til side. Det var lidt mindre og med en ringere beliggenhed. Men vi prøvede det af. Huset havde ligget til salg i de sidste 4 år til nogenlunde samme pris. Vi bød det vi synes var rimeligt, set ud fra udbudsprisen på Hus 1 og de nævnte forskelle. Men vi kunne ikke blive enige, sælger ville have væsentlig mere for huset.

Det turde vi ikke. Vi er bange for at købe for dyrt, dvs. over markedsprisen. Vi arbejder begge på arbejdspladser, hvor der løbende bliver afskediget medarbejdere, og vi er nødt til at tænke på en situation hvor en af os mister jobbet og vi er nødt til at sælge huset. Så er det ikke godt at have købt for dyrt, for så vil man jo risikere at gå derfra med underskud hvis huset skal sælges hurtigt.

Tidsforbrug: 7 dage

Hus 3

Der var stadig håb for at kunne blive i ’vores’ område. Vi rykkede videre til det andet hus banken havde godkendt os til, et hus i Nærum. Huset var halvvejs et dødsbo og stod til omfattende istandsættelse. Sælger accepterede med det samme vores bud, så her kunne vi godt blive enige. Desværre viste det sig også at gå i vasken.

Vi kunne ikke skrive under på en købsaftale, før der forelå en opdateret tilstandsrapport. Den tilstandsrapport der var lavet da huset kom til salg var udløbet, og det tog sælger 2 uger at få arrangeret nyt besøg af byggesagkyndig så det kunne komme på plads. I mellemtiden dukkede der hele 2 andre interesserede købere op. Vi hævede vores bud temmelig meget (synes vi selv), men der var en af de andre købere der bød endnu højere.

Det var en meget ubehagelig situation at skulle konkurrere med andre købere. For ikke at opildne til oppustning af prisen, må ejendomsmægleren ikke indikere hvem der byder hvor meget. Det betyder at man ikke aner hvad der skal til for at få lov til at købe huset. Vores udgangspunkt var den pris vi egentlig var blevet enige med sælger om, hvilket var under udbudsprisen. De andre køberes udgangspunkt var nok udbudsprisen, især når de vidste at der var andre der havde budt. Så vi var næsten dømt til at tabe.

Undervejs var jeg bange for at vinde ‘konkurrencen’ og så opdage, at vi havde budt rigtig meget over de andre. Jeg opfatter den ‘rigtige pris’ på et hus som det beløb som – på en og samme tid – en sælger er villig til at sælge til OG det som en køber er villig til at betale. Ud fra den definition ville den forhøjede pris være over markedspris, da sælger jo oprindeligt gerne ville sælge til den pris vi havde budt. Derfor var faktisk en stor lettelse for mig, at vi ikke endte med at købe det hus.

Tidsforbrug: 19 dage

Det mest ærgerlige var at vi havde spildt så meget tid på det ene hus. Hele forløbet tog næsten 3 uger, tid som vi kunne have brugt på at lede efter et andet hus. Datoen hvor vi skulle være ude af vores hus var nu pludselig meget nærmere. Vi begyndte at tænke på hvordan vi kunne bo midlertidigt, hvis der skulle komme en overgangsperiode mellem overtagelse på det gamle og nye ukendte hus. Mine svigerforældre var så generøse at tilbyde, at vi kunne bo i deres hus – et tilbud som vi var meget glade for, for at bo i sommerhuset ville give en meget lang transporttid og dermed efterlade vores hund meget lang tid alene hjemme.

Hus nr. 4

Mulighederne for at blive i nærheden af det område vi bor i i dag var nu udtømte. Næste hus på listen var i Birkerød. Her får man noget mere for pengene. Dette hus var både større og i bedre stand end de andre huse vi havde set på. Og så lå det lige op ad en hundeskov. Ulempen var, at den adresse ville gøre min daglige transport til arbejde 2 x 6 km. længere, og dermed bringe mit koncept med at el-cykle hele vejen frem og tilbage bragt i fare.

Men når nu der ikke var flere muligheder for at blive i samme radius af min arbejdsplads, så var det befriende at se på et hus, som indfrier selv drømme man ikke turde drømme. Vi besluttede at byde på huset, og endelig mødte vi en samarbejdsvilje som vi ikke havde set før. Sælger accepterede vores bud, svarede hurtigt og fik ordnet opdatering af tilstandsrapporten på ganske få dage. Også mægleren gjorde hvad de kunne for at få handelen til at blive til noget, og det blev den så i dag.

Tidsforbrug: 11 dage

Vi havde forberedt os så godt vi kunne. Vi havde tænkt grundigt over ønsker til et nyt hus. Vi gjorde vores hus klar til salg ved at gøre i stand, og solgte det på relativt kort tid. Jeg synes også vi viste stor velvillighed til at forhandle om prisen. Vi havde undersøgt markedet nøje, og vi havde bankens godkendelse til de første huse på listen. Vi var 100% klar til at slå til, da det gamle hus var solgt. Alligevel tog det alt i alt 1½ måned at komme til at gennemføre et køb af et nyt hus, og det var først da vi nåede nr. 4. på listen at det lykkedes. At få solgt huset på 6 uger synes vi var hurtigt. Men at det skulle tage den samme tid at købe et nyt hus overraskede.

Lignende indlæg:

Hushandel anno 2014

De sidste 20 år har jeg alt i alt været part i en hel del ejendomshandler. Jeg har købt 4 ejerlejligheder, solgt 3 ejerlejligheder, købt et rækkehus, har netop solgt samme og er nu i gang med at købe en villa.

Det har altid været en speget affære at indlade sig med ejendomsmarkedet. Jeg er blevet skuffet, chokeret, begejstret og meget andet af at handle lejligheder, og ejendomsmæglerne er et folkefærd helt for sig selv. Man bliver mødt med både grådighed, generøsitet, kynisme og gentlemanship. Det er spændende. Nogle gange lidt for spændende.

I opgangstider er det sælgers marked, og det har nogle særlige kendetegn. Her bliver huse og lejligheder revet væk, og man skal som køber var vaks ved havelågen for at få lov til at købe.  Et af de mere grelle eksempler var dengang jeg ville købe en lejlighed i Mølleåparken, hvor ejendomsmægleren sagde, at hun ikke ville sælge lejligheden til mig, hvis ikke jeg indgik kontrakt med hende om salget af min gamle lejlighed. Hun var slet ikke bange for at gå glip af handelen, for der var masser af købere.

I nedgangstider er det køberne der sætter dagsordenen. Jeg forestiller mig, at det har været købers marked siden boligboblen brast i 2006 i det område jeg befinder mig. Køberne har kunnet forlange store nedslag i priserne og har formentlig stillet en masse krav og betingelser.

Efter en pause på 9 år er jeg så trådt ind på scenen for hushandler igen. Vi har solgt vores rækkehus i Virum og er ved at købe nyt hus. De erfaringer jeg har gjort mig her i starten af 2014 siger mig, at vi er et sted midt i mellem købers og sælgers marked.

Da vi havde vores hus til salg oplevede vi, at købere opfører sig, som om det er dem der har magten. De kommer rask væk med store underbud, selv på huse der har været til salg i meget kort tid, og vil slet ikke forhandle. I vores handel ændrede køber ovenikøbet på vilkårene i den fremsendte købsaftale, efter at vi ellers var blevet enige og pris og overtagelse. Vi har hørt om flere handler, hvor køberne stiller mange krav og hvor det tager lang tid at få handelen på plads. Jeg får et indtryk af en uforsonlig og kompromisløs attitude.

Nu hvor vi så skal ud og selv være købere, bliver vi mødt af en næsten lige så kompromisløs attitude fra sælgerne. Vi har fået afdækket hvad der ligger bag ved de sager, hvor et hus har ligget til salg i lang tid. Det handler ikke nødvendigvis om at husets stand, beliggenhed eller indretning er helt til rotterne. Det kan også være fordi at sælger ikke er villig til at sælge til markedspris. Vist er der nogen der har fået købt for dyrt i midten af nullerne og nu vægrer sig ved at gå ud af en handel med et minus på kontoen. Men vi er stødt på sælgere, der ikke er i den situation, men bare ikke er villige til at sælge til det, der er en realistisk pris på markedet lige nu.

Hvad der har slået mig mest er nok tempoet. Selvom der er en ret hysterisk stemning, går det ikke lige så hurtigt som jeg har oplevet før i tiden. Ejendomsmæglerne tager sig god tid, både på købersiden og på sælgersiden. Ved vores salg oplevede vi som tidligere nævnt, at købermæglerens vinterferie betød at der gik en uge fra fremsendelse af købsaftale til den kom retur med en underskrift. På det hus vi har budt på i øjeblikket har det vist sig at tilstandsrapporten er udløbet, og først da vi var enige om pris og vilkår igangsatte de opdateringen. I skrivende stund har vi ventet 7 dage på at modtage en købsaftale til underskrift.

I det hele taget har jeg oplevet at der ofte er lange svartider i hele dialogen med ejendomsmæglere, og det er svært at finde tid i deres kalenderen til at lave aftaler, selv når det gælder vigtige milepæle som at underskrive købsaftaler mv. Jeg var også overrasket over, at vores ejendomsmægler rask væk aflyste vores første fremvisning fordi en af mæglerne var blevet syg – jeg havde nok forventet at en af de andre mæglere på kontoret havde taget over. Det er meget anderledes end det tempo jeg oplevede da vi købte hus i 2005 og ved tidligere handler med ejerlejligheder. Dengang gik der meget kort tid fra man var enige om en handel til papirer blev underskrevet.

Samtidig må jeg dog sige, at vores ejendomsmægler virkelig var der for os i den langtrukne forhandlingsperiode. De lavede et stort opsøgende salgsarbejde, da det gjaldt. Jeg føler i højere grad end tidligere, at ejendomsmæglerne arbejder for deres honorar og er blevet mere retskafne. Da jeg i 2005 fik solgt min lejlighed i Holte på 5 dage og betalte mægleren 90.000 kr. for det, havde jeg en dårlig smag i munden – jeg følte at ejendomsmægleren kom meget nemt til det salær. I dag har jeg ikke en dårlig smag over at betale over 100.000 kr. for mæglerens indsats for salget af vores rækkehus.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere

Man ser dem i gadebilledet i større byer. Unge mennesker, der forsøger at indsamle økonomiske bidrag til forskellige velgørende formål. De er tit ret pågående, og man kommer i moralsk dilemma hvis man vil sige fra; for så siger man fra overfor den velgørende sag.
Jeg har i de seneste par uger givet SMS-bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser for at hjælpe Syrien. Det passer mig rigtig godt at støtte velgørenhed på denne måde, helt frivilligt, velovervejet og uden at der står en person foran mig og presser på.
Men så let slipper man ikke. Efterfølgende er jeg nemlig blevet kimet ned på min mobil af ‘Hemmeligt nummer’. Normalt tager jeg ikke telefonen, når der kommer opkald fra ukendte numre, men da det blev ved, besvarede jeg forleden et af opkaldene. Det var Red Barnet, der gerne ville bede mig om flere penge. Faktisk ville de gerne lave en aftale om faste månedlige indbetalinger.
Jeg har prøvet det før, hvor det var Røde Kors der fulgte op på en indbetaling via dankort på deres hjemmeside og bad om faste månedlige indbetalinger. Det blev jeg irriteret over, og jeg var egentlig glad da jeg igen fik privat mobilabonnement, for så kunne jeg give bidrag lidt mere anonymt via SMS. Troede jeg.
Jeg er faktisk lidt rystet over at blive ringet op på min mobiltelefon på den måde. Ligesom med dørsælgere synes jeg det er en invasion af mit privatliv. Jeg bryder mig ikke om at blive forstyrret midt i aftensmaden af fremmede mennesker.
På den anden side får jeg også dårlig samvittighed, for måske kunne jeg også godt give lidt mere, og jeg kunne nok også undvære 50 kr. af månedslønnen. I forhold til dem der lider nød lever jeg jo et priviligeret liv.
Men så bliver jeg også vred. For det er altså en meget ubehageligt skyldfølelse at blive konfronteret med. Og det synes jeg faktisk at hjælpeorganisationer burde holde sig for gode til. Jeg er nødt til at sige, at jeg kan ikke redde hele verden. Og hvis ikke jeg passer på mig selv og får den fred i familiens skød som jeg har brug for, så kan jeg ikke være noget for andre. Heller ikke verdens nødlidende.

Lignende indlæg: