At købe et køkken

Et år efter at husbond og jeg startede vores opsparing til nyt køkken, gik vi ind i Invitas butik i Hørsholm. Vi ville starte de konkrete tanker om nyt køkken og havde brug for en snak om hvordan det kunne foregå. Der kom til at gå 3 måneder, før vi vidste hvordan og hvor meget.

På forhånd havde vi en idé om, at køkkenet skulle være i landlig stil med grå-malede profilerede låger og en komposit-stenbordplade, og det vidste vi at de havde hos Invita. Vi havde en holdning om, at vi gerne ville samarbejde med nogen, der kunne tage sig af hele entreprisen, så vi ikke selv skulle koordinere en hel masse forskellige typer af håndværkere.

Derudover var vi helt på bar bund; ingen af os indtil nu har prøvet at få nyt køkken på denne måde. Vi regnede med at en køkkenkonsulent/sælger ville kunne præsentere os for en masse spændende muligheder og vejlede os i forhold til hvad der passer bedst til os.

I butikken fortalte vi sælgeren om vores ønsker, og at der er tale om et projekt hvor der skal  laves både gulv, vægge, lofter, samt leveres nye køkkenelementer og nye hårde hvidevarer. Vi havde printet en grundplan. Vi fortalte at vores budget var 180.000 kr. og at vi var interesseret i at Invita tog sig af den fulde entreprise, men at vi dog selv var i stand til at lave vægge og lofter. Sælgeren tog beredvilligt imod vores input. Han sagde, at det skulle nok kunne lade sig gøre, men antydede dermed samtidig, at der ville være behov for kompromis for at holde prisen indenfor denne prisramme. Til sidst lavede vi en aftale med sælgeren om at han skulle komme hjem til os for at se på sagen.

Ved det første besøg i vores hjem var der fokus på selve køkkenet. Sælgeren hørte på vores detaljerede ønsker og behov (kaffehjørne, krydderurter, affaldssortering) og målte rummet op med en lasermåler.

Et par uger efter at sælgeren havde været på besøg i vores hus, mødtes vi i butikken i Hørsholm og blev præsenteret for 2 forslag til design på et nyt køkken til os. Det ene forslag lignede det gamle køkken noget, det andet forslag var mere nytænkende.

Det var det sidste vi faldt for og besluttede at arbejde videre med. I forslaget var der en køkkenø med kogeplade og et cafehjørne med vitrineskabe. Det så hyggeligt og funktionelt ud.

Vi fik tegninger og simulerede billeder med hjem, så vi kunne tænke over det. Vi mødtes med sælgeren en gang mere for at rette designet til med nogle af vores ønsker, og vi endte med en opstilling som vi synes var rigtig god.

Nu begyndte vi så småt at tale om pris.

Lige fra starten blev pris nævnt som en begrænsende faktor i alle køkkenets elementer. Den lågetype vi ønskede var ikke den billigste (dog heller ikke den dyreste), alene farven på lågerne kunne gøre det dyrere og alle de smarte indretningsløsninger Invita har i sit sortiment blev slet ikke præsenteret for os, da det ville gøre løsningen for dyr. Samtidig beroligede sælgeren os dog og sagde, at han nok skulle finde nogle gode rabatter til os.

Som konsekvens heraf valgte vi standardfarven lysegrå i stedet for grå, og fravalgte smarte løsninger så køkkenet kun bestod af almindelige skuffer og skabe.

Valg af bordplade er en af de store poster i et køkkenbudget, og den type bordplade vi i første omgang synes bedst om (komposit-sten) ville koste omkring 80.000 kr. i vores opstilling. Sælgeren viste os en række andre materialer til bordplade. Det var svært at overskue fordele og ulemper ved de forskellige materialer. Selvom det passer virkelig godt til et landkøkken, var vi overbeviste om at vi ikke ville have en bordplade af træ – sådan en skal nemlig efterbehandles 4-6 gange om året og det ved vi er urealistisk for os at få gjort. Vi endte med at vælge en bordplade i kompaktlaminat, som var virkelig lækker at røre ved. Kompromiset var, at der ikke var så mange farver at vælge imellem. Jeg ville gerne have haft en varm farve sammen med den grå farve på lågerne, men det blev til en mørkegrå bordplade. Som kompensation valgte vi greb i en gylden farve.

Nu begyndte hovedet virkelig at snurre på mig, for nu var der så mange detaljer at tage stilling til at det var svært at rumme. Sælgeren havde fra starten sagt, at han ville indsnævre valgene for os så vi ikke blev helt forvirrede, og det gjorde han også. Det havde bare den konsekvens, at jeg ikke følte mig sikker på at jeg havde taget de forskellige beslutninger på et fuldt informere grundlag. Ja, den brune sten-bordplade var sindssygt dyr, men var der en billigere mulighed indenfor dette materiale? Er massiv granit virkelig billigere end en bordplade af komposit som består af granit-grus? Og hvorfor?

I det hele taget forskød vores almindelige syn på priser og penge sig fuldstændig. Vi synes at et beløb på 180.000 kr. var et utrolig stort beløb, men det så ikke ud til at slå til i denne sammenhæng. Et eksempel kunne være en reol, som blev en del af køkkenet – en helt almindelig smal høj bogreol med justerbare hylder. Den kostede over 4000 kr. Hvis man havde købt en Billy-reol i IKEA kunne man få den for 250 kr. Det er helt ude af proportioner, selvom man så får den i samme nuance som resten af køkkenet. Jeg har meget svært ved at forstå at der kan være så store forskelle.

Da køkkendesignet lå fast, skulle de håndværksmæssige opgaver estimeres. I første omgang kom Invitas montageleder på besøg, og da han så gulvet, konstaterede han, at der var behov for at få en specialist til at se på det. I anden omgang kom montagelederen sammen med en tømrer og elektriker. Alle håndværkere var meget sympatiske og virkede kompetente. Montagelederen fortalte os lidt mere om hvordan forløbet i sådan et projekt er. Det var interessant at finde ud af, at man f.eks. laver gulv før man maler vægge.

Nogle uger efter blev vi præsenteret for et samlet tilbud på køkken med bordplade, montering, renovering af gulv og nyt loft men eksklusiv hårde hvidevarer, vandhane og indretning. Det første beløb sælgeren nævnte for os startede med et 3-tal. Jeg havde migræne og kvalme da vi sad i det alt for varme butikslokale, og jeg var næsten ved at besvime da jeg hørt prisen.

Så kom elementet rabat, som jeg har læst meget om på forskellige websider. Det er tilsyneladende almindeligt, at der gives en form for rabat når man køber køkken. Nogen gik meget op i procenten, og så alt fra 3% til 40%, så det var svært på forhånd at skyde sig ind på hvilken størrelsesorden man kunne forvente. Jeg konkluderede bare, at man ikke skulle tage listepriserne for gode varer. Et udgangspunkt på over 300.000 havde jeg ikke forventet, men det vigtigste er det beløb der står på nederste linje.

Efter at rabatten var trukket fra, lød tilbudet på ca. 275.000 kr. Det er næsten 100.000 mere end det beløb vi havde angivet som vores budget. Oveni tilbudets beløb kommer udgifter til hårde hvidevarer, belysning, maling m.m. Næsten halvdelen af beløbet var håndværkerudgifter på 130.000 kr. til loft, gulv og elektrikerarbejde.

Det var lidt af en kamel at sluge, og i første omgang var jeg noget slået ud og i tvivl om køkkenprojektet kunne blive virkelighed. Jeg har aldrig haft håndværkere til at lave større arbejder, så jeg var rystet over hvor dyrt denne del var. Undervejs i tilbudsforløbet havde vi jo godt fornemmet, at det ville være svært at klare det indenfor vores budget, især da vi fik set på gulvarbejdet med håndværkere. Men at vi skulle op på så højt et beløb havde jeg ikke forestillet mig.

Det første vi gjorde var at besluttede at lave loftarbejdet selv. Det alene kunne skære 30.000 kr. af tilbudet. Vi vurderede at vores eget indkøb af materialer ville beløbe sig til en brøkdel af dette beløb, og husbond har god erfaring med at sætte loft op.

Dernæst gik jeg igang med en detaljeret analyse at tilbudet. Invita er i modsætning til andre køkkenfirmaer så fair, at de har lagt en fuld prisliste ud på deres hjemmeside, og jeg så hurtigt, at de enkelte køkkenelementer stod med en noget højere pris i tilbudet end i prislisten. Det viste sig at sælgeren havde misforstået hvad der var standard-farver og hvad der var farver der udløser tillæg til prisen.

Som tidligere nævnt var vi gået på kompromis med farven for at holde prisen nede, så det var jo ærgerligt at vi alligevel skulle betale tillæg for farven. Sælgeren imødekom os og regulerede prisen. Da tilbudet var justeret for dette, var det stadig langt over vores budget. Vi granskede vores økonomi, og mine forældre var så flinke at tilbyde at give et bidrag til projektet. Vi fandt ud af at vi godt kunne gå højere op i pris end vores oprindelige budget, men beløbene var nu så store, at det mindede om bil- eller hushandel. Hvad skulle vi gøre – ville vi virkelig bruge så mange penge på et køkken?

Tidligt i forløbet besluttede vi, at vi ikke ville indhente tilbud fra flere forskellige køkkenfirmaer. Sådan en beslutning kan nok få det til at krympe sig i enhver kræmmersjæl. Det var ikke desto mindre vores valg, og det var baseret på en erkendelse af, at et køkken er en meget kompliceret ting at få tilbud på. Vi var ret sikre på, at selvom vi havde flere tilbud foran os at vælge imellem, så er der så mange parametre, at det ville det være nærmest umuligt at sammenligne, og dermed at vurdere hvad der var den rigtige pris. Jeg er ret sikker på at det bare ville gøre os endnu mere forvirrede.

Vi kunne også at have indhentet alternative tilbud på håndværker-delen af tilbudet. Jeg kan da godt blive i tvivl om det kan passe, at det skal koste 70.000 kr. at rette et gulv op. Omvendt havde vi holdning om, at vi gerne ville have 1 leverandør der stod for det hele. Jeg synes ikke det er fair at ulejlige en anden håndværker når han ikke har en chance for at få opgaven, udelukkende for at presse prisen hos Invita.

På dette tidspunkt havde vi altså ikke noget at sammenligne med, udover en generel antagelse om at et køkken fra IKEA ville være billigere. Vores tanker om et grå-malet køkken i landstil kom faktisk oprindeligt fra et besøg i IKEA, og i dette forløb var vi da også en tur til Gentofte for at genbesøge deres model. Lågerne virkede lækre nok, men efter 9 år med IKEA-køkken var vi ikke trygge ved den samlede kvalitet af IKEA-moduler og deres hvidevarer.

Vi besluttede at gribe det an som køb af fast ejendom, og prøve at forhandle prisen så langt ned som muligt. Det var den eneste måde vi synes der kunne give os tryghed for, at vi ikke kom til at betale for meget. I bedste huskøber-stil kom vi med et modbud, hvor vi bad om at få fjernet den del, der handlede om loftet og det elektriske arbejde forbindelse med loftet. Til gengæld ville vi gerne have at tilbudet indeholdt en vandhane, noget indretning til skuffer og skabe, samt de 3 stk hårde hvidevarer vi gerne ville udskifte, således at tilbudet omfattede et fuldt køkken. Vi meddelte at vi kunne betale 230.000 kr. for den kombination.

Invita vendte tilbage med et tilpasset tilbud på dette beløb, men der var kun inkluderet 1 stk hårde hvidevarer. Begrundelsen var at sælgeren havde givet mere rabat end han egentlig måtte.

Sælgeren kunne dog tilbyde os nogle såkaldte ‘kampagnepriser’ på hårde hvidevarer. Hårde hvidevarer er et helt kapitel for sig, hvor det er umuligt at sammenligne priser. Hvis man leder efter en ovn med stegetermometer hos Skousen eller Wupti finder man visse modeller. Hvis man spørger Invita, kommer de med en helt anden model, som man ikke kan finde hos nogen af de almindelige forhandlere. Sjovt nok er den op imod dobbelt så dyr uden at man kan se hvorfor.

Invita havde dog skruet det sådan sammen, at tilbudet uden hårde hvidevarer indeholdt tilslutning af Invita-leverede hårde hvidevarer, så hvis vi købte hos dem, ville tilslutningen følge med ifm. montering af køkkenet. Det ville understøtte vores ønske om en totalleverance fra Invita, hvor vi ikke selv skal jonglere med en masse forskellige leverandører, og risikere at ingen ville tage ansvar hvis der var problemer. Vi besluttede at det var værd at tage med. Vi regnede med at de dyre hårde hvidevarer var lækrere, og det var en god tanke at tage et nyt køkken i brug med nye lækre hårde hvidevarer. Selvom vi selv har monteret mange opvaskemaskiner i tidens løb, regner vi med at der nok at tage sig til for os, når vi når til montering af køkkenet.

Den første tirsdag i vores sommerferie skrev vi under på en samlet pris på ca. 245.000 kr. for et fuldt køkken med 4 stk. hvidevarer og nyt linoleumsgulv. Vi beholder vores store A+++ køleskab. Derudover får vi udgifter til materialer til vægge og lofter: plader, tapet, maling og fliser. Vi kommer også til selv at købe og montere lys og lyd, så det passer de platforme vi anvender (Philips Hue og Sonos). Og måske køber vi en ny emhætte.

Alt i alt har det været temmelig krævende at få tilbud på nyt køkken. Jeg var overrasket over at det tog så lang tid, men det skyldes til dels os selv, da det er svært for os gå så tidligt fra vores jobs, at vi kunne komme til møde i Hørsholm kl. 16 eller tage imod håndværkere i løbet af deres arbejdsdag. Jeg synes det var stressende at balancere ønsker og behov med de helt afsindige priser. Når man er i den kreative proces med at vælge farver og udseende, er det irriterende med alle de begrænsninger der sættes pga. store prisforskelle på farver og materialer. Jeg stadig i tvivl om køkkenet bliver flot nok med de kompromiser vi har indgået. Jeg er også i tvivl om den pris vi ender med at betale er rimelig.

I det mindste ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Jeg har forsøgt at være konsekvent overfor vores værdier og fair overfor dem vi satte til at arbejde på et tilbud. Man bliver nok aldrig helt sikker på alting i så stor en entreprise. Derfor har jeg besluttet mig for at glæde mig til det nye køkken, og bruger nu en masse tid på at lede efter de perfekte lamper, tapet og fliser, så det nye køkken bliver så fint og hyggeligt som muligt.

Lignende indlæg:

Et sigende mareridt

Jeg havde en skør drøm i nat – nok nærmest et mareridt.

Jeg drømte, at jeg skulle til en koncert i Nordjylland, og skulle med toget derop sammen med min bror og min far. Jeg satte mig bare ind i toget, og kom først i tanke om at betale for turen, da jeg sad i toget. På en station stod jeg af uden alle mine ejendele for at stemple klippekort (havde åbenbart også glemt at jeg har et Rejsekort), men det virkede ikke og jeg måtte hen og stå i kø til kundeservice. Da jeg endelig nåede frem, var det Helle Thorning-Schmidt der hjalp mig, og hun foreslog at jeg selv klippede klippene af klippekortet med en saks, og selv skrev datostempel på. I mellemtiden kørte toget med mine ejendele, min familie og uden mig. Med et andet tog kom jeg til destinationen i Nordjylland, men jeg kendte ikke vejen til koncertstedet.

Jeg har haft en ekstraordinært fortravlet uge, og denne drøm siger tankevækkende meget om de frustrationer jeg oplever.

At glemme billetten: Sådan som det er på job i øjeblikket, er det umuligt at være forberedt til opgaver og møder. Det hele kører som brandslukning og i sidste øjeblik, meget ofte må man ‘skyde fra hoften’. Det frustrerer mig rigtig meget at jeg ikke har mulighed for at forberede mig. I visse tilfælde, hvor det alligevel lykkes for mig, viser det sig ofte at være forgæves, fordi situationen har ændret sig i mellemtiden.

At stå i kø i kundeservice: Vi har en leverandør som er utrolig lang tid om at svare på vores henvendelser og løse de opgaver vi stiller. Og når der endelig kommer svar, så er det ofte en løsning der ikke har fokus på mit behov som kunde, men leverandørens behov for at få problemet til at gå væk.

At glemme at jeg har Rejsekort: Den ekstreme travlhed betyder, at mit perspektiv på opgaver og situationer er formindsket. Jeg ser ikke tingene så klart, som når jeg har mere overskud, selv indlysende ting som jeg udmærket godt ved.

At toget kører uden mig: Det er nok en underliggende frygt der præger mig hele tiden. Når jeg mangler perspektiv og overblik, bliver jeg bekymret for at tingene løber mig af hænde. Måske fortæller drømmen at det både gælder arbejdsmæssigt og privat.

Ikke at kunne finde vej til koncertstedet: Jeg oplever dagligt, at jeg ikke kan se hvordan jeg skal komme i mål med mange af mine opgaver. Det lykkes på en eller anden måde alligevel i de fleste situationer, men jeg kunne godt tænke mig at have en følelse af, at jeg har kontrol over situationen og kan se vejen foran mig.

Hvor er det facinerende, hvordan hjernen bearbejder den slags følelser og oversætter dem til en helt anden kontekst.

Lignende indlæg:

Havesofa

I 2016 byggede husbond en terrasse lige der hvor solen skinner, når man kommer hjem fra arbejde. Hele september det år havde vi – ligesom denne maj i år – en lang periode med sommerligt vejr.

I begejstring over den nye terrasse og det flotte vejr blev jeg fristet af et efterårstilbud på en udendørs hjørnesofa. Et stort lækkert møbel, der oprindeligt havde kostet et 5-cifret beløb. Den er større end sofaen i TV-stuen og både husbond og jeg kan ligge på langs i den samtidig. Sofaen gav mig en berusende følelse af luksus. Med en stor parasol kunne jeg for første gang nu sidde rigtig komfortabelt udendørs.

Når man sidder der i godt vejr, i en sofa med hynder der er betrukket med tekstil, kan man godt komme til at glemme den dårlige side af det danske vejr. Jeg har dog levet så længe, at jeg godt er klar over, at jeg var nødt til at sørge for at sofaen kunne dækkes til når den ikke bruges. Sammen med sofaen købte jeg derfor også et overtræk som passede præcis over sofaen og det tilhørende bord. Det var tungt og virkede som god kvalitet, og det kostede da også derefter – 800 kr. måtte jeg betale.

Da efteråret kom, pakkede vi hynderne væk på loftet, og overtrækket skulle nu passe på sofaen vinteren over. Da foråret kom, var overtrækket noget slidt, og i løbet af den efterfølgende sommer gik overtrækket i stykker flere steder. Vores robotplæneklipper fik også lavet et par huller i overtrækket, og det viste sig hurtigt at gaffa-tape ikke var tilstrækkeligt til at holde sofaen tør. Til sidst kom der en stor revne da vi løftede overtrækket af.

Et år efter at vi havde købt sofaen, måtte vi investere i et nyt overtræk, så vi kunne klare endnu en vinter uden at vores sommer-luksus skulle gå til i skimmelsvamp og alger.

Desværre var det nye overtræk også meget nedbrudt, da vi startede sæsonen i år – et helt nyt overtræk som kun lige havde været pakket ud og sat over sofaen ifm. at vi pakkede ned for vinteren. Indersidens belægning hang i flager, og efter det første skybrud var sofahynderne våde. Denne gang var der ikke nogen skader vi selv havde forvoldt, så jeg skyndte mig at reklamere til webshoppen, hvor jeg havde købt overtrækket – det kunne da ikke være meningen at det allerede var utæt?

Nu er det næsten 2 år siden at jeg oprindeligt købte sofaen og betrækket, og ingen af delene er i webshoppens sortiment længere. Selvom jeg i henhold til købeloven har krav på at butikken hjælper mig når en vare er defekt, så var der ikke meget at gøre. COOP prøvede at sende mig et andet overtræk, men det passede ikke i dimensionerne, og det endte med at de ville give mig pengene tilbage.

Det er normalt en udmærket løsning at få pengene tilbage, men i denne situation står jeg med en udesofa, som uden et betræk er blottet overfor det danske vejr. Et langt større køb, sofaen, risikerer nu at blive værdiløs fordi dette overtræk har for dårlig kvalitet. Sofaen er så stor, at jeg ikke bare lige kan tage ind i huset. Nu er gode råd dyre.

Jeg fik lov til at vente med at returnere overtrækket, til jeg har fundet et nyt. Det betyder også at jeg først får mine penge tilbage senere. Det skal gå hurtigt med at finde en erstatning, men jeg vil ikke have den samme dårlige kvalitet en gang til. Jeg har søgt på nettet efter overtræk. Min research viste, at mange af de materialer man bruger til disse overtræk bliver hårde i frostvejr, hvilket fører til at det knækker og dermed bliver utæt og porøst. Udsigterne til fremover at kunne beskytte min havesofa så ikke gode ud.

Heldigvis lykkedes det at finde et overtræk i et andet materiale, hvor der udtrykkeligt står at det kan holde til det danske vejr. Der er dog 2 ulemper: overtrækket passer ikke specifikt til min sofa, det er for stort. Og prisen er det dobbelte af hvad jeg gav for det første overtræk. For at begrænse skaden har jeg fundet produktet på tyske Amazon, hvor prisen var lidt lavere. Nu er jeg spændt på at se det nye overtræk – og spændt på hvor meget regn vi når at få indtil det ankommer.

Min havesofas fremtid er helt afhængig af, at et dumt overtræk fungerer. Jeg føler mig dum, fordi jeg har været impulsiv og købt et luksusprodukt uden at tænke på praktikken. Det har været dyrt og besværligt at få det praktiske til at fungere, og jeg er ikke i mål endnu. Det er trættende, og jeg er faktisk vred over at COOP sætter mig i denne sitaution ved at sælge et produkt, som er helt uegnet til dets formål.

På den anden side har jeg brugt den havesofa utrolig meget i dette forår. Med min korte transporttid, har den givet mig mulighed for at bruge tid på at læse avis i haven og slappe af efter arbejde. Købet af et luksusprodukt har givet mig større  værdi end jeg troede. Det er jeg ærlig talt meget begejstret for.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Et liv i underskud

Mange af mine indlæg på denne blog handler om mangel på energi, tid og overskud. Jeg oplever at jeg mangler ressourcer til at klare det hele, og det ærgrer mig fordi jeg synes det forhindrer mig i at udfolde hele min personlighed, hele mit potentiale.

I dette blogindlæg vil jeg gerne skrive om, hvordan livet er, når ikke bare én selv men alle i ens omgivelser er i underskud.

På hjemmefronten kommer det til udtryk i lange lister over ting man burde gøre men ikke har tid til lige nu. Listerne bliver lavet i et forsøg på at huske det hele, for ellers glemmer vi det i samme sekund som vi tænker på noget andet.

Det er praktiske ting i hus og have, som er helt relevante og nødvendige, der ikke bliver gjort. Husbond kæmper sig op på en stige i regnvejr og renser tagrenden, der  løber over fordi den er stoppet til – selvom han egentlig var i gang med at skifte til vinterdæk på bilen, og selvom vi stadig mangler at udskifte de mursten som sprækkede sidste vinter. Vi er tvunget til at prioritere benhårdt, og prøver at takle bekymringen over det som ikke bliver gjort.

I det sociale liv kan man mærke det på lange svartider på SMS. Det tager lang tid at lave aftaler med venner og familie, fordi de ikke kan overskue hvornår de skal hvad. Det betyder at man vægrer sig ved at rykke for svar, for man ved godt hvordan den anden part har det. Men det betyder også at færre aftaler bliver til noget, og potentielle nye relationer kan dø ud, fordi det er for svært at få lavet en aftale.

På arbejdspladserne er der ikke mange som har overskud. Kun de nyansatte kommer med energi og kapacitet, og derfor bliver de lynhurtigt dænget til med opgaver. Inden længe er de også i knæ og får den samme adfærd som alle os andre: dukker sig når der uddeles nye opgaver, svarer ikke på mails og kommer ikke med det input som kolleger har brug for, for at gøre sit arbejde. Man må gå på kompromis med sine værdier og være en dårlig kollega, for at overleve. Opgaver bliver ikke løst optimalt men nødtørftigt, og det betyder man ikke oplever den samme tilfredsstillelse.

Lederne er ofte endnu mere overbelastet. Beslutninger præges af, at der ikke er ressourcer til at løse opgaverne optimalt, og man vil helst ikke høre om nye problemer og opgaver. Lederne begynder at være dårligt orienteret om hvad der foregår, fordi ikke læser deres mails og er dobbeltbooket til møder. Så sent som i fredags var der en leder på min arbejdsplads som gik hjem for at holde en uges ferie – med en stor stak arbejde under armen.

Kontakt med andre virksomheder og organisationer kan også være svær. I øjeblikket prøver vi at få kontakt med kommunen i forbindelse med et vejarbejde ud for vores hus. De svarer simpelthen bare ikke på vores mails. Og vi har ikke tid til at ringe i almindelig kontortid pga. et hektisk arbejdsliv. Hvad skal man dog gøre?

Vi kender alle den vrede man kan møde i trafikken på vej fra hjemmet til arbejdspladsen. Det bliver nemt et billede på hvad det egentlig gør ved vore liv og vores samfund, at vi i alle snitflader i tilværelsen møder mangel på overskud. Det bliver en ond cirkel, hvor vi stjæler energi fra hinanden i stedet for at få en synergi ud af at mødes.

I hele dette landskab er der enkelte personer der har overskud. F.eks. mine forældre, som er pensionister. Min mor spørger efter gaveønsker 3 uger før min fødselsdag, fordi hun allerede så lang tid i forvejen begynder at tænke over hvad hun skal give mig. Og nok også fordi hun ved, at jeg kan være lang tid om at svare.

Mine forældre svarer altid hurtigt på SMS’er, og kan tit stille op med kort varsel. Hvor må det dog være irriterende for dem, at hele samfundet omkring dem er distræt, forvirret og glemsom. Jeg længes efter på samme måde at være i stand til at svare med det samme, at huske de ting man har talt om og være ajour med de praktiske ting i hverdagen.

 

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden, at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg, at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen, har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type, er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme, at jeg ikke har været forberedt på, at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der i sin hoveddør, midt i sine egne tanker, og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig, er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Tanker om nyt job

Det er næsten altid en stor psykologisk belastning at skifte job, og det har det i høj grad været for mig denne gang. Jeg er startet i en stor virksomhed med komplicerede produkter, indenfor en branche jeg slet ikke kender. Der er rigtig meget at forstå og lære i forhold til både faglighed, organisation, mennesker og processer.

Dertil kommer, at der er indtil flere organisationsændringer i farvandet for mig. Meget snart får den afdeling jeg tilhører ny chef, og senere skal jeg overflyttes til en anden afdeling. Den stillingsbeskrivelse jeg er blevet præsenteret for, svarer ikke helt til det billede som jeg dannede mig på baggrund af stillingsopslaget og jobsamtalerne.

Da jeg skrev kontrakt med min nye arbejdsgiver, vidste jeg godt at der var forandringer på vej, men det var rigtig svært for mig at vurdere, hvad det kommer til at betyde for mig. Mellem 1. og 2. samtale havde stillingens titel ændret sig, men de sagde at indholdet var det samme. Lige bagefter så jeg flere jobopslag fra min nye arbejdsplads, hvor titlen var den samme som jeg har fået, men med et lidt anderledes indhold – stillinger som jeg nok ikke ville have søgt.

Derfor har jeg lige siden slutningen af januar spekuleret som en gal over, hvad det mon var for en stilling jeg skulle igang med. Jeg blev bange for, at vi havde snakket forbi hinanden til samtalerne, og at der i det nye job ville være forventninger til mine kompetencer, som jeg ikke kan indfrie.

Da jeg startede på det nye job havde jeg væbnet mig med tålmodighed, og mine nye kolleger bekræftede mig i, at jeg var nødt til at give det noget tid før jeg var inde i jobbet. Det jeg har lært om jobindholdet indtil nu har delvist beroliget mig, men også afsløret opgaver, som jeg ikke havde forventet jeg skulle have.

Bekymringen over, hvordan jeg skal passe ind i min nye stilling, ligger stadig og lurer. Lige nu er jeg ved at være fyldt op af følelsen af uvished. Jeg har svært ved at give slip, og tankerne kører i ring. Jeg kan heldigvis godt falde i søvn om aftenen, men jeg har meget svært ved at sove videre, hvis jeg vågner tidligt om morgenen – så begynder tankerne igen. Jeg er træt og har en tiltagende utryg følelse. Samtidig er jeg ved at være godt træt af at have det sådan. Så meget for påtaget tålmodighed.

Lignende indlæg:

Prøv og hør!

Jeg må indrømme, at jeg er en type som kan irritere mig frygteligt, når jeg oplever det jeg synes er dårligt sprogbrug. Det er sikkert skide irriterende, i hvert fald for folk der ikke har denne tilbøjelighed.

Mine forældres generation synes sikkert, at jeg bruger sproget anderledes og ringere end de selv. Jeg synes tilsvarende, at yngre generationer taler og bruger sproget mærkeligt, forkert og udtaler ordene dårligt. Nogle gange opfinder de nye slangudtryk som jeg ikke forstår. Det lever jeg nok med. Andre gange bruger de talemåder i en helt anden betydning end den jeg kender, f.x. bjørnetjeneste. Så er vi ude i noget, hvor vi slet ikke forstår hinanden korrekt. Listen er lang, og der er vel ikke noget nyt i at voksne synes, at de unge bruger sproget forkert.

En tendens har dog spredt sig til ældre generationer og er nu så omfattende, at jeg er nødt til at harcelere. Det handler om udtrykket “Prøv og hør!” eller “Prøv lige og hør!”.

I går aftes så jeg live-programmet “Danmark har talent” på TV2, hvor der deltager 4 dommere, som giver feedback til en række optrædende. Husbond og jeg endte med at blive hægtet helt af, fordi udtrykket “Prøv og hør” blev brugt alt for meget. Især Peter Frødin sagde det hele tiden. Hver gang han skulle komme med en kommentar til en optræden startede han med denne sætning, og han sagde det for det meste flere gange i løbet af hver udtalelse. Det blev komisk, og vi endte med kun at fokusere på denne irriterende vane.

Tendensen har huseret på radioens P3 i mange år i en sådan grad, at jeg helt er holdt op med at lytte til P3. Her siger værterne meget, meget ofte “Prøv lige og hør”. Jeg synes det er en skrækkelig vending, som bliver misbrugt helt kritikløst.

Problemet med dette udtryk er efter min mening, at man trækker for meget på sit publikums opmærksomhed. Det er som Peter og Ulven. Når man siger “Prøv og hør!” så skærer man igennem, forsøger at stoppe andres talestrøm for at få lov til at komme med sin egen pointe. Hvis ikke man har noget interessant at sige, falder det helt til jorden, og man udvander effekten af udtrykket.

Egentlig tror jeg at udtrykket nu er så formindsket i styrke, at dem der siger det mere bruger det som en strategi for at vinde tid til at tænke sig om. Lidt ligesom udtrykket “Hvad er det nu det hedder…”. Men en interesseret og lyttende person som mig tror stadig, at afsenderen virkelig gerne vil igennem med en interessant pointe. Og så bliver jeg så træt af at blive skuffet, at jeg ikke gider at se eller høre programmet.

Jeg kan godt forstå, at når man er på i direkte radio og på TV og man skal præstere noget, så kan det hurtigt ske at man falder i nogle sproglige trygheds-fælder, hvor man kommer til at gentage sig selv uden at man lægger mærke til det. For mennesker der i fjernsynet eller radioen mere end en enkelt gang, synes det kunne være en god idé at lytte til optagelser af sig selv en gang i mellem, og forsøge at drage nogle erfaringer. Det kunne give mulighed for at opdage, at man er faldet i en sproglig fælde, og måske prøve at stoppe sig selv næste gang.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

Vintertur i sommerdæk

I sidste uge var Mads og jeg en lille tur til Stralsund efter samme model som sidste år. Det var en herlig tur, denne gang helt uden migræne. Vi nød byen og hotellet i fulde drag. Vi fik shoppet, besøgt hyggelige caféer, spist lækker mad og slappet af i hotellets lækre wellness-område.

Adina kom på ferie hos Mads’ søster og hendes familie, og de hyggede sig gevaldigt. De gik masser af ture, legede og kælede, og Adina var aldrig alene. Hun kom hjem og var godt fyldt med indtryk og temmelig træt, og familien havde haft en hyggelig oplevelse.

Da tiden så kom til hjemturen blev det pludselig vinter. Da vi kørte i land i Gedser var det tørvejr og 6 grader, men efterhånden som vi kørte nordpå begyndte en snestorm lige så stille. Vi havde ikke fået skiftet til vinterdæk endnu, og var derfor meget forsigtige. Vi stuvede vores bagage sammen i bilen så vi kunne hente Adina på vejen, og kom hjem i god behold.

Næste morgen vågnede vi til 30-40 cm. sne og brugte de 2 første timer af dagen på at skovle sne på vores lille vej sammen med naboen, så man kunne komme ud med en bil. De sagde at det kun var 2. gang på de over 20 år de havde boet der, at det havde været så hårdt arbejde at gøre den lille grusvej klar til at man kunne køre ud.

I løbet af søndagen og dagene efter udrullede der sig et sandt raseri på Facebook og nyhedssider over folk der kørte i de vinterlige tilstande uden vinterdæk. Der var åbenbart mange, der følte sig stærkt generet af bilister i sommerdæk, og der var en meget aggressiv og fjendtlig retorik fra flere Vrede Mænd. Det var ikke særlig sjovt at læse, når man selv var en af dem der måtte tage turen op gennem Sjælland på sommerdæk.

Bagefter har jeg egentlig undret mig en del over den voldsomme vrede. Når man oplever trafikken i sådan en ekstrem situation som det snefald der kom i weekenden, synes jeg der er mange ting der kan være farlige. På motorvejen var der f.eks. en del der overhalede os i høj fart, hvilket resulterede i store mængder vand og ’slush’ på vores forrude. Det sendte vores vinduesviskere til tælling. Sådan en adfærd har jo ikke noget med sommerdæk at gøre, men måske nærmere den aggression og egoisme, som De Vrede Mænd står for.

Vores tur til Tyskland er et eksempel på, at selv for fornuftige mennesker, der har vinterdækkene stående i carporten og kan sætte dem på med 45 minutters varsel, kan det ske at man havner i en snestorm på sommerdæk. De Vrede Mænd ville måske hævde, at vi burde have skiftet dæk inden vi tog afsted, fordi der var blevet varslet sne tidligere på ugen. Men der er jo en grund til at man ikke kører på vinterdæk hele året, og den grund handler om at sommerdæk har bedre egenskaber så længe temperaturerne er over et vist niveau.

Jeg synes den debat var helt ensidig og tabloid-agtig. Jeg er skuffet over at flere af mine Facebook-venner nedlod sig til at deltage i den. Det duer simpelthen ikke at sprede så meget vrede og had over så ensidigt et emne.

Jeg synes vi er nødt til at give hinanden lidt mere råderum til at leve. Det er helt urealistisk i dagens Danmark at forvente, at alle er perfekte og rettidige. Der er SÅ mange ting, som man i dagens Danmark skal huske og have styr på. Det kan godt være at De Vrede Mænd både har fået vinterdæk på og skruer i deres nummerplader, men har de husket at bruge tandtråd og sætte sig ind i detaljerne om den kommende afstemning om retsforbeholdet? Man skal ikke kaste med sten når man bor i glashus, og faktisk tror jeg de fleste af os bor i glashus – der er altid et eller andet vi kan gøre bedre.

Det er heller ikke godt for De Vrede Mænd selv at dyrke den vrede. Jeg kender det fra mig selv: når jeg bliver vred i trafikken eller en anden sammenhæng, har jeg en dårligere dag. De Vrede Mænd skulle prøve at finde en indre ro, så de kan have større tolerance overfor andre mennesker. Så kan de også tilgive sig selv, hvis de en dag skulle komme til at aflevere en biblioteksbog for sent.

Lignende indlæg: