Sommerhuskøb kapitel 4

Det er endnu ikke lykkedes os at købe et sommerhus. Ikke at vi ikke har prøvet. Efter at vi en række søndage i juni og juli har pløjet os igennem Gilleleje, Smidstrup, Udsholt Strand og Rågeleje og set i omegnen af 15-20 sommerhuse, har vi faktisk budt på 2 forskellige sommerhuse uden held. I begge tilfælde var sælger ikke interesseret i at gå noget særligt ned i pris. Og med den rådgivning vi har fået i vores bank og med den massive presseomtale af sommerhuspriserne, der slet ikke er langt nok nede endnu, har vi ikke lyst til at give den forlangte pris, som i begge tilfælde var fastsat i efteråret 2008.

En vigtig erfaring vi har gjort os er, at det nok ikke er så god en idé at gå efter huse, der har stået længe til salg. Vi har nok troet at sælgere, der har haft deres sommerhus til salg i lang tid, ville være mere tilbøjelige til at ville tale om prisen. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Det skyldes nok det prisfald der er sket de sidste par år. Hvis sælgeren har haft sit sommerhus til salg igennem 2 år, har de været nødt til at regulere prisen nedad et par gange. Så oplever de nok at de allerede ER gået meget ned i pris, når de udbyder huset til den pris vi ser på. Omvendt kommer vi som potentielle købere og forventer at give mindre end udbudsprisen. Jeg tror simpelthen at sælgere og købere har helt forskellige forventninger, og det betyder så at vi ikke kan finde fælles fodslag og få en handel.

Vi giver ikke op – vi vil stadig gerne prøve at finde et sommerhus. Vi vil stadig holde fast i at få et sommerhus så billigt som muligt, selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser og i sammenligning med andre huse i området. Måske skal vi se mere på huse der ikke har været til salg så længe. Dog viser det sig tit, når man googl’er adresserne, at huse der lige er kommet på markedet har været til salg adskillige gange forud hos andre mæglere.

Når min mand kommer hjem fra sit cykelløb på mandag har vi 2 ugers ferie sammen, og så tror jeg at vi genoptager jagten. Alle de mange timer vi allerede har brugt på sagen skal ikke være spildt, og vores ønske om at få et sommerhus har ikke ændret sig.

Lignende indlæg:

Sommerhuskøb kapitel 3

Vores sommerhusjagt fortsætter. I søndags så vi på 4 huse sammen med ejendomsmæglere, og derudover kørte vi forbi 3 andre huse på egen hånd. Nye aspekter af sådan et køb kommer hele tiden til. Vil man f.eks. eje et sommerhus der ligger i et område hvor der ikke er kloakeret? Hvad er et nedsivningsanlæg? Og hvordan skal man forholde sig, når huset ved siden af ligner en rockerborg med 3 meter højt hegn med søm på toppen, overvågningskameraer og noget der ligner en sirene?

På søndag skal vi se yderligere 3 sommerhuse, og så holder vi pause. Så nærmer tiden sig nemlig hvor manden skal en tur til Tyskland/Italien og køre moutainbike-løb i Alperne, og det kræver forberedelse og koncentration.

Mæglerne vil gerne give det udtryk af at der er rimelig meget gang i salget af sommerhuse. Ved mange af husene siger mæglerne at der er nogen der rimelig interesserede, og der er da også nogen af dem hvor der foreligger købsaftaler. Ikke desto mindre siger statistikkerne jo at priserne falder og antallet af sommerhuse til salg er rekord-højt. Der er måske en lille top på den nedadgående kurve lige nu, fordi der er nogen der håber at kunne købe noget de kan bruge denne sommer – det er faktisk nok højsæson for sommerhus-handler.

Vi er meget opmærksomme på ikke at blive presset til at købe hurtigt og til en for høj pris. Da vi endnu ikke har fundet et reelt bud på et sommerhus for os, tror jeg ikke at det bliver relevant at finde et sommerhus vi kan bruge i vores sommerferie, og så har vi sådan set god tid og behøver ikke at lade os presse tidsmæssigt. Det er nok også meget godt for forhandlingen af pris at højsæsonen bliver overstået.

Vores bankmand har sagt til os at vi bare skal presse på mht prisen, han ser i gennemsnit 21-23% nedslag i prisen på sommerhushandler. Når man får en salgsopstilling står der gerne hvad der er af gæld i huset – derudaf kan man gætte lidt på hvor smertegrænsen måske kunne gå prismæssigt hos sælgeren.

Man kan også ruste sig til prisforhandling ved at undersøge gennemførte handler i området. Det gør man ved at oprette en profil på www.nesto.dk – her kan man se faktiske salgspriser. Derefter kan man googl’e den pågældende adresse og for det meste finde sagen på www.boliga.dk hvor man så kan se hvad ejendommen har været udbudt til og deraf udlede hvor stort/lille nedslaget har været.

Yderligere research kan foregå på www.ois.dk som er udtræk fra tingbøgerne. Man kan ikke se handelspriser på andet end ens egen ejendom, men man kan da se hvem ejeren er og hvornår ejeren har købt ejendommen. Så kan man jo også googl’e sælgerens navn eller slå navnet op på www.dgs.dk el.l. og i nogle tilfælde finde lidt ud af hvem sælger er. Men så er vi næsten ovre i decideret spionage 🙂

Lignende indlæg:

Sommerhuskøb kapitel 2

Som tidligere beskrevet går min mand og jeg i sommerhus-overvejelser, og nu er vi blevet lidt klogere.

Vi besluttede os for at byde på det sommerhus vi synes passede godt til os. Vi bød 30% under udbudsprisen, og der var også nogen andre der havde afgivet et bud. Sælgeren, som er et firma, synes dog ikke om hverken vores eller de andres bud men ville max gå 11% ned i pris. Det var for høj en pris for os for den ejendom, så vi meldte pas.

I erkendelse af at priserne måske ikke kan komme så langt ned som vi gerne vil have det i det område vi hidtil har set på, kørte vi til et andet og noget billigere område en hverdagsaften og så på et par huse der – bare på egen hånd uden mægler. Husene var ikke så spændende, men det var også bare 2 eksempler, der er mange mange sommerhuse til salg. Desværre var området også lidt mere kedeligt end vi kan lide det.

Måske skal vi bruge lidt flere penge på det end det vi har i banken? Ved at låne lidt kan vi nok bedre finde noget i det område vi føler os bedst tilpas i. Idag har vi været i banken og snakke om finansieringsmuligheder. Da vi formentlig er teknisk insolvente med vores rækkehus, var vi lidt spændte på hvad banken ville sige. Men de var heldigvis meget positive. Fast-forrentet lån i huset og orden i vores økonomi betød at bankmanden var meget imødekommende overfor vores idé, og vi kan sagtens udvide vores søgekriterier lidt – ja faktisk en del hvis vi har lyst.

Nu skal vi så se lede videre på nettet – der er som sagt utrolig mange sommerhuse til salg, så det er lidt svært at overskue mulighederne. På søndag har vi en aftale med en ejendomsmægler om at se 2 huse.

Søgningen fortsætter – det er spændende! Måske kan vi endda nå finde et hus som vi kan bruge til årets sommerferie? Men det skal ikke være afgørende, vi vil ikke forcere tingene. Vi tager det systematisk og tænker både objektivt og subjektiv – sådan som vi altid gør når vi tager store beslutninger.

Lignende indlæg:

Cirkelhakke

Idag besluttede jeg mig for at jeg skulle have den cirkelhakke jeg i et stykke tid har tænkt på kunne være løsningen til at luge skvalderkål væk fra roserne. Jeg hoppede på el-cyklen og kørte til Aldershvile Planteskole.

Puha, der var mange mennesker. Masser, masser af damer der optimistisk købte sommerblomster på trods af at det nok stadig er risikabelt at plante dem pga risiko for nattefrost. Da jeg fandt hvad jeg kom efter (hakken) og dermed vidste at jeg alligevel skulle stå i den lange kø, besluttede jeg mig for også at snuppe et par af sommerblomst-tilbudene. Jeg har jo et drivhus jeg kan opbevare dem i indtil det er tid for udplantning.

Så var det bare hen i køen med en bakke fuld af planter på armen, av av. Jeg blev mindet om hvorfor jeg normalt tænker meget over hvornår der er færrest mennesker i butikkerne – jeg bliver altid så stresset af at handle når der er mange mennesker, jeg bliver så vred når de springer over i køen og kan i det hele taget ikke holde det ud.

Udturens 9 km havde tæret godt på el-cyklens batteri, som ikke var ny-opladet, så strøm-indikatoren lyste rødt da jeg kom frem. Hjemturen blev derfor en kortere rute, og det var godt, for jeg løb tør for strøm 3 km fra mit hjem.  Godt at cyklen er blevet meget lettere efter det nye batteri er kommet på. Og så ved jeg da at der er ca. 4-5 km tilbage når den begynder at lyse rødt.

Hjemme igen viste det sig at min cirkelhakke var helt perfekt til at nedlægge skvalderkål omkring roser, uden at rosenplanten kom til skade.

Lignende indlæg:

Farvel til kulden for en stund

Så nærmer tiden sig endelig hvor vi skal afsted. I overmorgen kommer min flinke far og kører mig og min mand i lufthavnen, og så er det ellers afsted til Sunprime, Gran Canaria.

Det har været hårdt at komme igennem de sidste par uger – det er nok fordi man har ferie i udsigt, men jeg har følt mig ekstra tung og træt, og jeg er bare SÅ træt af at fryse både ude og inde.

Sunprime Atlantic View Suites and Spa

Nu skal vi ned i varmen – godt nok siger vejrudsigterne at der er omkring 20 grader, så det er jo ikke hot-hot, men det er trods alt noget varmere end Danmark, og så kan man få ladet op på lyskontoen.

Jeg ved ikke helt om der bliver pause på bloggen – jeg tager i hvert fald min lille PC med, så hvis jeg er i humør til det, føler mig inspireret og/eller oplever noget interessant vil der nok komme et lille pip fra mig.

Lignende indlæg:

Tøsetur til en storby

Så har jeg booket endnu en rejse. Til maj tager min veninde og jeg til Palma de Mallorca. Det var det mest storby-agtige jeg kunne få som personalerejse, og jeg ved da også at der er mindst 1 sushi-restaurant i byen.

Vi skal bo på et rigtig lækkert hotel som ser ud til at være fyldt med moderne kunst. Hotellet ligger lige midt i byen tæt på hovedstrøget og seværdigheder. Jeg håber og tror at det bliver en storbyferie fyldt med kultur, shopping og sushi!

Lignende indlæg:

Ferie på Sunprime

I år har Mads og jeg prioriteret ferie sådan, at vi tager sydpå midt på vinteren. Her er stedet hvor vi skal holde vinterferie: Atlantic View Suites & Spa i Playa del Ingles, Gran Canaria – et hotel efter i Spies’ Sunprime-koncept, som handler om hoteller for voksne. Det vil sige at der ikke bor børn på hotellet, hvilket gerne skulle give en rolig atmosfære.

Vi skal bo i en et-værelses lejlighed med en god udsigt, badekåber, slippers og rengøring der som en atypisk ting omfatter opvask. Der er motions- og spa-faciliteter på hotellet, som er nyistandsat. Jeg tror at vi kommer til at tilbringe meget tid på selve hotellet med en blanding af motion og afslapning. Alt i alt lidt af en luksus-ferie.

Både Mads og jeg ser frem til 14 dages genopladning af de mentale batterier. Der er 70 dage til…

Lignende indlæg:

Den mørke tid

Nu synes jeg igen det er tid til en lille status. Efter min mors surpriseparty, som har optaget meget tid og energi den sidste tid, står jeg nu overfor en efterårs-vintersæson og vil gerne danne mig et billede af hvad der sker i den næste tid.

I november begynder juleforberedelserne så småt. I lørdags var jeg ude og shoppe 24 små gaver til min elskede. Jeg kan nemlig godt lide at forkæle ham med en pakkekalender i december måned, det har jeg gjort i alle de år vi har boet sammen. En anden tidlig juleforberedelse jeg altid nyder, er at designe årets adventsdekoration. I år tror jeg temaet skal være rød/roser/kærlighed, fordi det er vores først jul som ægtepar.

Mads har mange aktiviteter i november, der er både indtil flere cykelløb og firma-julefrokost, så jeg får en del alene-tid i november. Det er ikke et problem, jeg elsker at være alene. Jeg håber dog ikke jeg skal være alene på min fødselsdag, som kommer i slutningen af november.

I december buldrer det normalt afsted med køb af julegaver og julefrokoster. Jeg springer nu over på firma-julefrokosten i år, jeg synes ikke julefrokoster er så sjove og plejer altid at fortryde når jeg bukker under for det sociale pres og tager med alligevel.

I år kommer julegaverne nok ikke til at fylde så meget for mig, for min familie holder jul i Californien, og jeg tager ikke med. Hvis mine forældre, min bror og jeg overhovedet giver hinanden julegaver i år bliver det nok ikke det helt store gaveorgie.

Mine forældres rejse til USA betyder at Mads og jeg ændrer på vores hidtidige praksis mht. jul. Indtil nu har vi være sammen hjemme julemorgen, og har så holdt juleaften med hver vores familie om aftenen. I år tilbringer jeg juleaften sammen med Mads, og det foregår hos hans søster sammen med hele hans familie. Det er lidt af en milesten at bryde mange års tradition og holde jul med Mads, og det passer måske meget godt at lave den ændring nu hvor vi er blevet gift. 

Januar plejer jo at være meget lang, meget fattig og meget mørk og trist. I år vil vi prøve at bryde tristheden ved at tage til Gran Canaria i 2 uger i slutningen af januar. Jeg har allerede fået fri, og lige så snart Mads har fået godkendt sin ferie booker vi en personalerejse igennem mit firma.

Lignende indlæg:

Surpriseparty

Så fik vi endelig udløst spændingen, der har været bygget op igennem 2 måneder. Timevis af mange menneskers forberedelser kom endelig til sin ret. Hemmeligheder og hvide løgne blev endelig afsløret. Igår afholdt vi surpriseparty for min mor. Et snedigt komplot blev gennemført så min mor kunne blive fejret på behørig vis.

Da min mor sammen med min far kom herhjem igår, troede hun at hun bare skulle spise en uformel frokost med mig og min mand i anledning af hendes 65 års fødselsdag. Men så så hun at der var dækket op til 12, og hendes bror og hele hans familie sad og ventede på hende i stuen. Der var pyntet op med guirlander og balloner og champagne-glas ventede på en skål. Og ikke nok med det – hendes søn (min bror) stod også i stuen. Han bor ellers i Californien, og hun havde lige talt med ham i telefon i den tro at han var derovre, så det var lidt af en overraskelse.

Vi fik en rigtig hyggelig eftermiddag med vietnamesiske forårsruller til frokost efterfulgt af lagkager og kaffe. Mine fætres børn legede sødt og alle snakkede og grinede. Måneders praktiske forberedelser kulminerede i et ret vellykket arrangement. Jeg håber og tror at min mor har fået en sjov oplevelse hun vil huske længe.

Lignende indlæg:

Min chef har sagt op

Havde lige en hjemmearbejdsdag – skulle til lægen kl 10 og så kunne det ikke betale sig at rejse frem og tilbage til Dragør for at komme på arbejde. Så kommer der en indkaldelse i indboksen til ekstraordinært afdelingsmøde. Hm – hvad mon det er? Vi har et planlagt afdelingsmøde imorgen – hvad kan det være som ikke kan vente til imorgen? Og det er dagen efter den dag man siger op… Gangske rigtigt, chefen har sagt op.

Denne chef er en fyr som jeg har arbejdet sammen med for en del år siden i en tidligere ansættelse, og som for et år siden har hentet mig til min nuværende stilling. Det er så vidt jeg ved hans idé at oprette min stilling, og jeg tror han har satset en del på det.

Når han nu siger op sætter det mig i en speciel situation. Vil en ny chef fortsat synes det er en god idé med sådan en stilling? Vil den ny chef også synes at jeg er den rigtige til stillingen? Og hvad vil den nye chefs visioner for stillingen være? Ændrer grundlaget for min stilling sig?

På den anden side er det jo altid spændende når der sker sådan nogle forandringer. Ny energi, nye ideer, ny ledelsesstil – om ikke andet så er det i hvert fald forfriskende.

Puha, jeg har fået noget at tænke på. Og så her hjemme helt alene! Har ikke engang set og hørt mine kollegers reaktion.

Det er som om det bliver mere og mere tiltrængt med en uge til Mallorca – godt vi skal afsted på lørdag.

Lignende indlæg: