Før sommerferien 2015

Det har været en kold maj og en kold juni måned. Planter og blomster er slet ikke på samme stadie som sidste år, og majsmarkerne har slet ikke den højde de normalt ville have på denne tid af året. DMI udsendte i slutningen af juni en månedsprognose, der ikke var alt for optimistisk. Men knap var juli startet, så kom der en flok sommerdage. Vi må nyde det så længe det varer.

I vores familie har vi ferie sent på sommeren. I år stod Mads bagerst i køen, da der skulle fordeles ferie på hans arbejdsplads, og faktisk kommer vi til at have 2 af ferieugerne udenfor skolernes sommerferie. Det kunne min arbejdsplads heldigvis godt acceptere, og der er flere fordele ved at have sen ferie. Vejret er relativt tit godt i august, og der er lidt mindre pres på faciliteterne; kortere kø til ishuset og nemmere at få bord på caféer. Jeg nyder at have noget at se frem til. Desuden kommer efteråret, der ellers tit føles som et langt stræk hen til fridagene i julen, til at føles lidt kortere.

Indtil vi skal have ferie, klarer vi hverdagen i et ferieramt miljø. Vi nyder at gaderne er mindre trafikkerede. På mit arbejde går aktivitetsniveauet væsentligt ned, mange ting er udskudt til efter ferien. Jeg håber det samme sker på Mads’ arbejde, hvor deres verden til hverdag er ved at gå under af travlhed. Efter en aktiv juni er der nu ingen sociale arrangementer, og vi kan vende os indad og nyde sommer-fyraften ved at lege med hunden, slå græs, spise is og sidde ude når det er vejr til det.

Når vi er hjemme mens alle andre har fri, er det også tid til en anden tilbagevendende syssel: pasning af andres hjemmefront. I denne sommerferie skal vi passe en undulat, en guldhamster, se til svigerforældrenes hus og have et halvt øje på teenage-nevø, som er nødt til at blive hjemme alene, mens familien tager på sommerferie i Italien – der er nemlig skoleperiode i hans lærlingeuddannelse.

Når kalenderen viser august, er det så vores tur til ferie. Igen i år går turen op til vores sommerhus i Gilleleje. Så er det tid til at høste frugten af det hårde slid i påsken, hvor vi byggede en ny træterrasse. Det bliver en helt anden oplevelse at leve udendørslivet, når vi har sådan en fin terrasse at være på, og vi har glædet os lige siden april. Det har været et særdeles hårdt år med både flytning og for Mads ekstra stort arbejdspres. Vi trænger virkelig meget til at slappe af og lade op i trygge og smukke omgivelser.

I øjeblikket siger jeg ”god ferie” til alle dem der drager afsted. Når de kommer tilbage, kan de se misundeligt på at jeg siger farvel og går på ferie. Eneste ulempe er, at når jeg selv kommer tilbage på arbejde efter ferie, har arbejdspladsen været oppe i omdrejninger i flere uger. Det er nok ikke muligt for mig at starte ferie-hjernen langsomt op, som man ellers anbefaler. Jeg har dog lagt en aftale ind i min arbejdskalender mandag formiddag, så der er tid til at få læst mails og indhente diverse efter ferien.

Lignende indlæg:

Lort

Jeg er hundeejer. Min hund har, ligesom alle andre hunde, og alle øvrige levende væsener, afføring. Hvor skal det hen når det kommer ud? Det er et tema, der jævnligt er genstand for stor debat i Danmark.

Når jeg går tur med min hund, har jeg altid lommerne fulde af sorte plastikposer, som jeg bruger til at samle op med. Det er ikke svært, og man vænner sig til lugten. Det største problem er at finde en skraldespand. Om nødvendigt bærer jeg min hunds efterladenskaber hele vejen hjem igen og putter det i vores egen skraldespand. Men faktisk samler jeg ikke så tit op. Vi går nemlig hovedsagelig tur i skoven, og min hund kan bedst lide at besørge langt inde i et krat væk fra stierne. Og der samler jeg ikke op.

Mine naboer har katte. Det er en ude-katte. De går rundt i naturen og haverne i området uden ledsagelse og uden snor. Katte har også afføring. Det foregår bla. i vores have. Kattenes ejere kommer ikke og samler det op. Det ville også være grænseoverskridende, hvis de bare gik ind i vores have.

På min cykelvej til arbejde kører jeg forbi adskillige rideskoler. Der ligger ofte hestepærer på cykelstien i nærheden af rideskoler. Rytterne samler ikke op efter hesten. I frostvejr er de store knolde hårde som sten, og man kan godt blive slået ud af kurs, hvis man påkører dem på cykel.

Dette blot for at illustrere, at hunde er det eneste husdyr i Danmark, som mennesker samler afføring op efter i det offentlige rum. Ikke desto mindre er det et stort problem, at nogle hundeejere ikke gør det.

Jeg skal være den første til at medgive, at det er uacceptabelt og ulækkert at lade sin hunds efterladenskaber ligge på fortove, stier og i parker. Det er hensynsløst og egoistisk, og jeg gør det selvfølgelig ikke selv. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes steder hvor der ligger hundelort.

Når det er sagt vil jeg sige, at jeg synes at det er lidt for nemt for borgere og kommuner at hidse sig op og pege på hundeejere. Helt ærligt – er det ikke bare affald ligesom alt muligt andet?

Lovgivningen er tvetydig. Ligesom at jeg må fjerne øldåser, sutteflaster, slikpapir mv. fra min grund og det offentligt fortov udenfor, ligeledes har grundejere med afføring på sin grund og fortov også pligt til at rydde det op. Det gælder også kommuner der ejer grønne områder. Samtidig er det ulovligt for den enkelte borger, at efterlade affald på offentlig vej.

Efter min mening er det centrale i denne sag at have en bevidsthed om, at man er en del af et samfund – på godt og ondt. På den ene side må man udvise den hensynsfuldhed der skal til, for at andre kan trives. Samtidig må man acceptere, at ens medborgere ikke opfører sig præcis som man selv kunne ønske, endsige som loven foreskriver. Det kan føles uretfærdigt, men jeg mener det er den realistiske vej.

Jeg ville da også ønske, at det ikke var nødvendigt at bruge min fritid på at fjerne andre menneskers affald fra min grund og mit fortov, og kattenes efterladenskaber i min have. Alligevel samler jeg op efter min egen hund, og kunne aldrig drømme om at smide affald på gaden. Har man en forventning om at man kan lade sine børn færdes i naturen og vende hjem med rene sko, er det den lige vej til frustration og vrede. Har man en forventning om at der kommer nogen og samler op, når man smider tyggegummi, cigaretskod og emballage på gaden, så tager man heller ikke selv ansvar for sin situation – eller fællesskabet.

Lignende indlæg:

Julen 2014

Det er jul igen, og jeg sidder i min lænestol og hygger mig foran brændeovnen, mens jeg lytter til Tykmesterens Julekalender. Senere skal vi til julefrokost hos Mads’ forældre, men lige nu har jeg en stund for mig selv.

Jeg har glædet mig til julen i vores nye hus. Det gamle hus nærmest kalder på julepynt, og også glasgangen over til tilbygningen har jeg glædet mig til at indrette med lys.

Før det blev december hang jeg fine gaveposer på gelænderet til trappen – det var årets pakkekalender til Mads. Det kom til at se rigtig godt ud. Det har været hyggeligt at se Mads gå op og ned ad trappen for at lede efter dagens pakke, for efterfølgende at sidde på 3. trappetrin og pakke ud.

I starten af december satte vi lys op. Dels kugler og juletræer med LED indendørs i vinduerne, og dels lyskæder på 2 stedsegrønne træer foran huset. Det var sjovt at finde gode nye placeringer til vores julepynt i dagene op til jul. I fødselsdagsgave havde min mor givet mig 24 hvide snefnug, som hun selv havde hæklet og stivet. De kom op i ruderne i fløjdørene mellem de 2 stuer samt i de små ruder i de store vinduespartier. Et juletræ og et par julestjerne-planter fik vi også indenfor, og jeg nød det.

Gaveræset var en blandet fornøjelse. Jeg har ikke så mange at give gave til, og det kom ret nemt til mig med ideer og indkøb. Jeg klarede faktisk det hele ved online-handel. Værre var det for Mads, som havde svært ved at opnå mentalt overskud til at komme igang. Han har en større familie og mange aldersgrupper at købe gaver til. Vi slog en slutspurt ind og klarede det i de sidste dage inden jul, hvilket også betød at indpakning af gaver og andre juleforberedelser blev i sidste øjeblik. Det blev lidt for hektisk til min smag, men jeg overlevede.

Juleaften holdt vi hver for sig i år; Mads hos sin familie og jeg hos mine forældre. Forinden havde vi holdt vores egen lille jul om morgenen, hvor vi gav hinanden gaver. Jeg gav Mads en motorsav med tilbehør og noget tøj, og jeg fik støvler, en PC-skærm og regnsikring til sko.

I juledagene er der altid julefrokoster i vores 2 familier. 1. juledag er det i min familie, hvor min mor og hendes bror skiftes til at holde julefrokosten. I år skulle det være hos mine forældre, men vi besluttede at invitere gæsterne til Birkerød. Min onkel og tante har fulgt interesserede med i vores hussalg og -køb henover året, og de ville gerne se vores nye hjem. Det blev et fin arrangement, hvor min mor stod for al maden og Mads og jeg tog os af de praktiske rammer. Det var rigtig dejligt at holde julefrokost i vores nye store hus. Naturen tilsmilede os endda med sne og solskin, hvilket gav et ekstra pift til julestemningen. Jeg nød at vise huset frem, og jeg tror at alle havde en god dag.

I dag går turen så til Mørkhøj, hvor vi skal holde julefrokost med Mads’ familie. I år skal jeg møde Mads’ faster, som er kommet hele vejen fra Nordjylland for første gang i mange år. Hvis det ellers bliver som det plejer, så skal vi spise en masse mad, og derefter spille banko om nogle fjollede gaver. Det er altid hyggeligt og uformelt.

I år falder julen jo sådan, at der kommer en almindelig weekend efter juledagene. Selvom al aktiviteten omkring jul er dejlig, er det også skønt og ret nødvendigt at have et par dage, hvor der ikke er planer ovenpå en periode med tæt pakket kalender.

Lignende indlæg:

Flyttet

Jeg skriver dette blogindlæg som så mange andre gange med benene oppe, med laptop i skødet, te på bordet, på weekendens sidste dag, med jazz i radioen og mens husbond er ude at cykle. Adina ligger ved min side og alt ånder fred og idyl. Eneste forskel er, at jeg ikke sidder i et rækkehus i Virum, men i en villa i Birkerød. Jeg er flyttet.

Det er rart at finde tilbage til denne velkendte og nærende situation, hvor jeg er indadvendt og laver noget jeg rigtig godt kan lide. For de sidste 2 uger har været den omvæltning, som en flytning altid er. Og i morgen starter hverdagen igen – jeg skal på arbejde for første gang siden flytningen.

Det hele startede fredag 23. maj, hvor jeg cyklede hjem fra arbejde fyldt med glæde og forventning. Familien samledes i Virum til fejring af Adinas 5 års fødselsdag og udsigt til 15 dage fri. Jeg følte at vi stod overfor en stor opgave, en slags bjergbestigning. Det føltes både som en stor udfordring, men også noget jeg glædede mig til – og samtidig glædede jeg mit til at komme over på den anden side.

Søndagen efter mødte vi spændte op på vores kommende adresse i Birkerød og fik nøglerne til vores nye hus. Selve processen med at overdrage huset har for mig en symbolsk betydning for den forståelsesmæssige og følelsesmæssige proces man går i gennem når man flytter sin base, så det var godt at møde de venlige sælgere og sige pænt goddag og farvel.

Da vi havde aflæst diverse målere og sludret lidt, gik ejendomsmægleren og sælger, og vi stod alene tilbage i vores nye, store hus. Vi introducerede straks huset til Adina, og kort efter kom vores forældre og Mads’ søstre med familier. De næste par timer gik med at vise 4 familier rundt i huset, lege med Adina i haven og snakke og grine.

Når man ser et hus på en fremvisning med en ejendomsmægler er man jo i nogle andre menneskers hjem og har en naturlig respekt når man går rundt og ser lokalerne. Jeg havde været meget spændt på at se huset med ‘egne øjne’ og om der så ville vise sig nogle skuffelser eller fejl, som vi ikke havde lagt mærke til før. Det var der heldigvis ikke – mange steder overraskede huset endda positivt. Så det var en glad dag med solskin og familie.

Vi havde en stram tidsplan, for vi skulle være ude af vores gamle hus 7 dage efter. Planen var at bruge mandag, tirsdag og onsdag på at male i det nye hus, torsdag til at pakke det gamle hus ned, og så havde vi bestilt flyttefolk til om fredagen. Heldigvis har vi 2 sæt forældre som er pensionister og som gerne ville hjælpe.

Søndag aften brugte vi på at gøre huset klar som en arbejdsplads; dække af til maling, frokost og drikkevarer i køleskabet, stole og bord på terrassen, håndklæder/håndsæbe/toiletpapir på toiletterne osv. Og mandag morgen gik det løs med arbejde; maling af stuer og soveværelse samt nedvaskning af køkken. Det var enormt hyggeligt at have denne oplevelse med vores forældre, og noget jeg tror jeg vil mindes med glæde. Solen skinnede og vi var alle begejstrede for huset. Jeg tror jeg kommer til tænke tilbage på oplevelsen ved billedet af os alle 6, der sidder ved bordet på den overdækkede terrasse og spiser frokost og sludrer med malerpletter på tøjet og forkæler Adina med en stump rullepølse her og der. Resultatet blev godt – vi fik malet ikke kun den ene, men begge stuerne samt soveværelset, og det viste sig at de farver vi havde valgt blev super flotte i rummene.

Torsdag brugte vi i Virum med at pakke ned. Vi havde pakket næsten 100 kasser på forhånd, men vi manglede alt det man bruger til hverdag; køkkenting, tøj, stue osv. Jeg startede kl. 9 og vi var først færdige kl. 23, dog afbrudt af et besøg hos mine forældre, som bød på aftensmad nu hvor vi ikke havde et virksomt hjem længere. Det var en  hård dag, og et noget mere kedeligt arbejde end at gå og gøre i stand. Vi nåede også at få sagt farvel til de naboer vi har snakket mest med. En vemodig og lidt nervøs dag. Da vi endelig lå i vores seng kørte detaljerne så meget i mit hoved, at jeg ikke sov mere end 3 timer den nat. Pyh, nu nærmede vi os toppen af bjerget.

Fredag stod vi tidligt op, pakkede de sidste ting omkring seng og toiletsager, og satte os på trappestenen i morgensolen og spiste yoghurt med müsli og ventede spændte på flyttemændene. De kom kl. 8:30 og var effektive,  hurtige og venlige. Vi havde være meget omhyggelige med at pakke flyttekasserne så de ikke blev for tunge, men vi havde ikke ventet at se dem løbe afsted med 3 kasser ad gangen. Hele flytningen tog 4 timer.

Da vi stod alene i det nye hus med hele flyttelæsset var det en lettelse, men det var ikke sådan at det hele faldt magisk på plads. Trætheden dunkede i kroppen ovenpå nogle intense dage med fysisk arbejde og ikke så meget søvn, men det var ikke tid til at hvile.

Efter vi havde sagt farvel til flyttefolkene kom mine forældre kort forbi med en buket blomster. Derefter kom hundelufteren med Adina, som havde været hos hende siden dagen før for ikke at blive forvirret. Jeg havde glædet mig til at vise hende det nye hus. Senere inviterede naboen os ind til et glas. Som vi sad der i eftermiddagssol og drak rosévin med nogle fremmede mennesker og så over på et hus vi slet ikke var fortrolige med, blev vi næsten svimle af alle de nye indtryk, udmattelse – og nok også vinen, som vi slet ikke er vant til at drikke.

Det eneste vi nåede af praktiske ting den eftermiddag var at hente indholdet af køleskabet i det gamle hus, tage et bad, gøre sengene klar og spise et par færdig-lasagner.

Lørdag stod vi op til et kæmpe flyttelæs og en dag hvor vi kunne tage det i eget tempo. Tilbage var der stadig en del ting i Virum, som vi gerne selv ville transportere, ting som skulle køres på genbrugsplads, og så en større rengøringsopgave. Da vi skulle aflevere huset søndag formiddag valgte vi at få overstået de sidste ting i Virum i stedet for at gå i gang med flytterodet i Birkerød.

Søndag kom så den sidste deadline i denne omgang; afleveringen af rækkehuset i Virum. Også denne milepæl så jeg som en nødvendig del af processen, men jeg glædede mig knap så meget til denne del. Først og fremmest var det lidt mærkeligt at skulle møde køberne af huset, fordi forhandlingsforløbet med dem ikke havde været særlig behageligt. Det gjorde også at vi var usikre på, hvor kritiske de ville være overfor huset når de overtog det. Deres repræsentant mødte da også op til overdragelsen, noget jeg aldrig har oplevet før. Men vores mægler var der også, og vi fik aflæst målere og fortalt lidt om installationerne, og så var vi ellers ude af huset. Det hele tog 11 minutter – noget hurtigere end da vi overtog vores nye hus.

Så var ringen sluttet, vi var nu helt flyttet og rådede igen kun over 1 bolig. Nu stod den på etablering af infrastruktur og udpakning. Selvom huset her er mere end dobbelt stå stort som det gamle, er plads og opbevaringsplads fordelt meget anderledes, så det første vi skulle bruge kræfter på var at købe og samle møbler til opbevaring. Mandag morgen stod vi klar i IKEA og kørte hjem med en trailer fuld af gode sager. Hele den efterfølgende uge brugte vi på at komme på plads, og Mads har haft sin skruemaskine på intenst arbejde. Først senere på ugen kunne jeg rigtig komme i gang med at tømme flyttekasser, og i skrivende stund er vi kun lidt over halvvejs i flyttekasserne. Vi kløer os lidt i nakken over at vi virkelig har haft så mange ting i det lille rækkehus. Men vi har nu et virksomt køkken, badeværelse, bryggers, stue og soveværelse og kan finde alt vores køkkengrej, tøj og andre dagligdags ting. Klar til en ny hverdag i Birkerød.

Lignende indlæg:

Fra Bøgevang til Bøgevej

Flyttemændene er bestilt, og vi er i fuld gang med at pakke. I skrivende stund har vi pakket 17 flyttekasser, og reolerne begynder at se halvtomme ud rundt omkring i boligen.

Pakningen af flyttekasser er et bi-produkt af, at vi nu rydder op i vores gemmer og smider alt det ud, som vi ikke har haft brug for i de 9 år vi har boet i vores nuværende hus. 2 trailer-læs med gamle notater fra diverse uddannelser, forældede IT-bøger, mapper med økonomipapirer fra 1990’erne og udtjente IKEA-reoler er kommet afsted til genbrugsstationen. Der er stadig omkring halvanden måned til den egentlige flytning, men da vi kun kommer til at have 1 uge til at flytte, prøver vi at gøre så meget som muligt i god tid.

De sidste mange gange jeg er flyttet har jeg benyttet mig af 3×34, der rykker ud med kort varsel og tager betaling efter taxameter og timeforbrug. Denne gang valgte vi at bede om fastpristilbud fra 3 flyttefirmaer, men det viste sig at blive voldsomt dyrt. Priserne lå på 2-3 gange det beløb vi betalte sidst vi flyttede, og det kan næsten ikke passe. De 3 firmaer vurderede opgavens omfang meget forskelligt målt på antal flyttekasser, så noget kunne tyde på, at fast pris ikke var en god løsning – enten var de dyreste for dyre, eller også var de billigste for billige. Vi endte med at hyre et af flyttefirmaerne på timebasis i stedet for.

Skæbnens ironi vil jo, at vi skal flytte fra Bøgevang i Virum til Bøgevej i Birkerød, så det havde jo været sjovt om vi skulle benytte os af Bøgeskov Flytteforretning, men sådan skulle det trods alt ikke blive. Vi glæder os helt enormt til at flytte ind i det nye hus, og ideerne til boligindretning har fået fuld gas, nu hvor det er sikkert og vist at det bliver vores fremtidige hjem. Af og til kan jeg godt føle mig lidt presset af den stramme tidsplan, men mest glæder jeg mig rigtig meget til at skulle i gang med at gøre alle drømmene og tankerne til håndgribelig virkelighed.

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg slipper for

Det er ikke nogen hemmelighed, at der også er elementer ved at bo i vores rækkehus i Virum, som vi ser frem til at sige farvel til. Det er alle de små irritationsmomenter, der er forbundet med at bo i rækkehus på en lille vej – ting man lever med når man er dedikeret til at bo her, men som man glæder sig til at slippe af med, når der er udsigt til at komme et andet sted hen.

Da vi flyttede ind i 2005 var det en stille vej, hvor der hovedsagelig boede ældre mennesker, og det var ikke alle der havde bil. Siden er der sket en udskiftning, og i dag er vejen i høj grad beboet af yngre, erhvervsaktive familier. Det har betydning for miljøet på den lille vej, og når vi flytter slipper vi for:

  • En konstant åben hoveddøren hos familien skråt overfor, så man ikke kan undgå at høre de 2 voksne og 4 børn råbe ad og til hinanden
  • Udsigt til haveredskaber, varebil og trailere med skrald i vejkanten hos samme genbo, som driver en haveservice-virksomhed
  • Trafik af skaldede, tatoverede unge mænd frem og tilbage foran huset, fordi de skal hente førnævnte arbejdsredskaber
  • Lastvognstrafik med af- og pålæsning af udstyr fredag og lørdag nat få meter fra mit soveværelsesvindue, fordi naboen er roadie for musikgruppen L.I.G.A.
  • Kamp om parkeringsmulighederne, fordi mange familier har 2 biler på en vej fra 1930’erne, hvor dimensionerne ikke er til det
  • Rystende vægge og gulve, når naboen smækker døren eller lemmen ned til kælderen
  • Hjertet oppe i halsen, når naboen slipper skraldspandens låg fra topposition og det lander med et brag som et pistolskud
  • At blive vækket tidligt lørdag morgen, fordi naboen har morgenfriske børnebørn på besøg

Der ligger sikkert nogle nye irritationsmomenter og venter i Birkerød. Men for nu kan jeg glæde mig over at slippe for disse.

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg opnår

Igennem hele forløbet med forberedelse, salg af rækkehus og køb af villa har vi tænkt og tænkt over vores ønsker til en ny bolig, og afvejet for og imod på en lang række kriterier hver gang vi har vurderet et hus.

Vores kommende nye hus indfrier de fleste af vores ønsker. Da jeg skiftede job i 2011 lavede jeg lister her på bloggen over hvad jeg opnåede ved skiftet, og hvad jeg sagde farvel til. Jeg har lyst til at gøre det samme ifm. vores skift af bolig. En slags cost-benefitanalyse. Her kommer en oplistning af alle de forbedringer, jeg og min familie opnår ved at flytte til nyt hus i Birkerød:

  • At kunne gå rundt om sit hus
  • Mere plads: fra 75 til 192 bolig-kvadratmeter
  • Større udendørsareal: fra 270 kvm til 973 kvm grund
  • Større afstand til naboer, og dermed mere ro og privatliv
  • Mulighed for at vores gæster kan parkere hos os
  • Brændeovn
  • Mulighed for at adskille beskidt indgang (efter hunde- og cykeltur) og ren indgang
  • Et ekstra badeværelse, så vi ikke skal stå i kø til badeværelset om morgenen
  • En indretning, hvor man ikke skal igennem entreen, når man på bare fødder skal fra soveværelse til badeværelse
  • Ultra kort afstand til en skov, hvor man må gå med hund uden snor
  • En 1. sal med soveværelse og badeværelse, som giver mulighed for at trække sig tilbage til en mere rolig del af huset, når man går til ro.
  • Et flot hus i murermesterstil, bygget efter gode gamle håndværksmæssige principper, i god stand og med minimal vedligeholdelse

Fik jeg sagt, at jeg glæder mig helt vildt til at få nøglerne til huset?

Lignende indlæg:

Hushandel anno 2014

De sidste 20 år har jeg alt i alt været part i en hel del ejendomshandler. Jeg har købt 4 ejerlejligheder, solgt 3 ejerlejligheder, købt et rækkehus, har netop solgt samme og er nu i gang med at købe en villa.

Det har altid været en speget affære at indlade sig med ejendomsmarkedet. Jeg er blevet skuffet, chokeret, begejstret og meget andet af at handle lejligheder, og ejendomsmæglerne er et folkefærd helt for sig selv. Man bliver mødt med både grådighed, generøsitet, kynisme og gentlemanship. Det er spændende. Nogle gange lidt for spændende.

I opgangstider er det sælgers marked, og det har nogle særlige kendetegn. Her bliver huse og lejligheder revet væk, og man skal som køber var vaks ved havelågen for at få lov til at købe.  Et af de mere grelle eksempler var dengang jeg ville købe en lejlighed i Mølleåparken, hvor ejendomsmægleren sagde, at hun ikke ville sælge lejligheden til mig, hvis ikke jeg indgik kontrakt med hende om salget af min gamle lejlighed. Hun var slet ikke bange for at gå glip af handelen, for der var masser af købere.

I nedgangstider er det køberne der sætter dagsordenen. Jeg forestiller mig, at det har været købers marked siden boligboblen brast i 2006 i det område jeg befinder mig. Køberne har kunnet forlange store nedslag i priserne og har formentlig stillet en masse krav og betingelser.

Efter en pause på 9 år er jeg så trådt ind på scenen for hushandler igen. Vi har solgt vores rækkehus i Virum og er ved at købe nyt hus. De erfaringer jeg har gjort mig her i starten af 2014 siger mig, at vi er et sted midt i mellem købers og sælgers marked.

Da vi havde vores hus til salg oplevede vi, at købere opfører sig, som om det er dem der har magten. De kommer rask væk med store underbud, selv på huse der har været til salg i meget kort tid, og vil slet ikke forhandle. I vores handel ændrede køber ovenikøbet på vilkårene i den fremsendte købsaftale, efter at vi ellers var blevet enige og pris og overtagelse. Vi har hørt om flere handler, hvor køberne stiller mange krav og hvor det tager lang tid at få handelen på plads. Jeg får et indtryk af en uforsonlig og kompromisløs attitude.

Nu hvor vi så skal ud og selv være købere, bliver vi mødt af en næsten lige så kompromisløs attitude fra sælgerne. Vi har fået afdækket hvad der ligger bag ved de sager, hvor et hus har ligget til salg i lang tid. Det handler ikke nødvendigvis om at husets stand, beliggenhed eller indretning er helt til rotterne. Det kan også være fordi at sælger ikke er villig til at sælge til markedspris. Vist er der nogen der har fået købt for dyrt i midten af nullerne og nu vægrer sig ved at gå ud af en handel med et minus på kontoen. Men vi er stødt på sælgere, der ikke er i den situation, men bare ikke er villige til at sælge til det, der er en realistisk pris på markedet lige nu.

Hvad der har slået mig mest er nok tempoet. Selvom der er en ret hysterisk stemning, går det ikke lige så hurtigt som jeg har oplevet før i tiden. Ejendomsmæglerne tager sig god tid, både på købersiden og på sælgersiden. Ved vores salg oplevede vi som tidligere nævnt, at købermæglerens vinterferie betød at der gik en uge fra fremsendelse af købsaftale til den kom retur med en underskrift. På det hus vi har budt på i øjeblikket har det vist sig at tilstandsrapporten er udløbet, og først da vi var enige om pris og vilkår igangsatte de opdateringen. I skrivende stund har vi ventet 7 dage på at modtage en købsaftale til underskrift.

I det hele taget har jeg oplevet at der ofte er lange svartider i hele dialogen med ejendomsmæglere, og det er svært at finde tid i deres kalenderen til at lave aftaler, selv når det gælder vigtige milepæle som at underskrive købsaftaler mv. Jeg var også overrasket over, at vores ejendomsmægler rask væk aflyste vores første fremvisning fordi en af mæglerne var blevet syg – jeg havde nok forventet at en af de andre mæglere på kontoret havde taget over. Det er meget anderledes end det tempo jeg oplevede da vi købte hus i 2005 og ved tidligere handler med ejerlejligheder. Dengang gik der meget kort tid fra man var enige om en handel til papirer blev underskrevet.

Samtidig må jeg dog sige, at vores ejendomsmægler virkelig var der for os i den langtrukne forhandlingsperiode. De lavede et stort opsøgende salgsarbejde, da det gjaldt. Jeg føler i højere grad end tidligere, at ejendomsmæglerne arbejder for deres honorar og er blevet mere retskafne. Da jeg i 2005 fik solgt min lejlighed i Holte på 5 dage og betalte mægleren 90.000 kr. for det, havde jeg en dårlig smag i munden – jeg følte at ejendomsmægleren kom meget nemt til det salær. I dag har jeg ikke en dårlig smag over at betale over 100.000 kr. for mæglerens indsats for salget af vores rækkehus.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Om at have sin bolig til salg

Vi har som tidligere nævnt vores rækkehus til salg. I dag er det ca. en måned siden, at huset første gang kunne søges på internettet. Det fylder meget at have bolig til salg.

Selve det at have billeder af og fakta om sin bolig til rådighed på nettet generer mig ikke så meget. Men det, at man står til rådighed for fremvisninger hele tiden giver en vis følelse af at være ‘på’. En fremvisning af vores hus indebærer dels, at der skal være ryddet op og gjort rent, og dels at der ikke skal være nogen hjemme. Når man har hund er begge dele en udfordring. Der vil altid ligge hundehår hvis det er mere end 1 dag siden man sidst støvsugede, og hunden er næsten altid hjemme. Ved de fremvisninger vi har haft på ikke-weekenddage, har vi måttet tage tidligt hjem fra arbejde, eller komme senere, så vi kan tage hunden ud på en ekstra gåtur mens potentielle købere ser på huset. Det kræver noget fleksibilitet fra vore arbejdsgivere.

Når så der kommer nogen og se på huset bliver man jo udsat for en vis bedømmelse. Det er selvfølgelig ikke et afsnit af ‘Kender du typen’, hvor det er ens personlighed og livsstil der bliver vurderet, men man kan ikke lade være med tænke over hvordan huset fremstår for fremmede, og om der er noget der kan gøres anderledes, så huset fremstår mere indbydende. Til hverdag har vi f.eks. en del ting stående fremme på køkkenbordet – køkkenredskaber og forskellige varer der er på vej på plads i skabe eller skal bruges i aften. Og på badeværelset har vi tandbørster osv. Hvis man skal se på hus med henblik på køb, så er det nemmere at forestille sig selv i disse rammer når der ikke er andre menneskers personlige ting. Så vi prøver at lægge mange af vores dagligdags ting væk, når der kommer nogen og ser på huset.

Selve indretningen af huset afspejler jo vores livsstil som to voksne der ikke har børn, men en hund. Vi har ét soveværelse, flere stuer, værksted, viktualierum og en hel masse outdoors-udstyr og tøj. Børnefamilier, som i de seneste år i stigende grad har vist interesse for denne type rækkehuse, har andre prioriteringer mht. rumfordeling. En tilbagemelding fra en fremvisning om, at der mangler værelser, kan være lidt svær at fordøje, for pludselig er det i salgssituationen et problem at vi har taget de valg der passer til vores liv. Det kan ikke betale sig at lave den slags store forandringer af en bolig for at få huset solgt, så der er ikke så meget at gøre ved det.

Og så er der jo forventningen til fremtiden, som vi faktisk slet ikke kan have. Beslutningen om at sætte huset til salg udspringer at et ønske om at finde en ny bolig. Men da vi hverken ved hvornår huset bliver solgt, til hvilken pris eller hvad der er til salg når den tid kommer, kan vi på ingen måde begynde at tænke på hvad der skal ske mht. bolig på længere sigt. Uvisheden er både en velsignelse og en forbandelse. Det er spændende at vide, at der kan ske alt muligt man ikke ved endnu, men det er også en mærkelig fornemmelse ikke selv at kunne handle og gøre noget.

Alt i alt er der en del ekstra ting der optager éen, når man har sin bolig til salg. Vi snakker også meget om det. Kolleger, familie og naboer spørger spændte til det, og det er dejligt at kunne dele det med dem, men det kan også understrege magtesløsheden i perioder. Det er enormt spændende og alle disse ting gør vi gerne for at få solgt vores hus. Men ind i mellem er det nødvendigt for os at abstrahere fra boligtankerne. Så vi tænker også meget på den forestående vinterferie og det øgede dagslys der gør så meget for vores cykelture til/fra arbejde og de daglige ture med Adina.

Lignende indlæg: