For mig har det heldigvis primært været gode ting der er sket, selvom der også har været omvæltninger i mit 2011. Allerede 3 dage inde i året fik jeg en fornemmelse af at 2011 skulle blive MIT år. Og det blev det på flere måder.

Nyt job

Efter i hele 2010 at have søgt job, søgt job og søgt job uden noget resultat, og tilmed set min mand og 2 nærmeste venner gafle lækre jobs efter kun en enkelt ansøgning, håbede jeg at 2011 skulle blive året hvor jeg slap af med min daglige transporttid på 3 timer. Midt på året blev det virkelighed, og jeg fik et drømmejob med højere løn, bedre vilkår og endda i cykelafstand fra mit hjem. En kæmpe succes, som jeg stadig glæder mig over. Endelig!

Oplevelser

Der sker jo mange ting i løbet af et helt år, og jeg har haft en masse oplevelser i 2011:

• Jeg har været på bilferie for første gang som voksen.
• Vores lokalområde fik besøg af VM i landvejscykling, og det var spændende at have sådan en verdensbegivenhed helt tæt på.
• I efteråret fyldte jeg 40 år, og det fejrede jeg på min helt egen måde.
• Jeg har fået 2 nye katte-venner.
• Jeg måtte indse at jeg skal leve med en rød regering i en tid.
• Jeg har været på Langeland.
• Det blev til flere gode arrangementer i netværket af frivilligt barnefri, hvoraf jeg selv arrangerede det ene, og vi havde mange gode debatter online.
• Værdikuponer købt på Downtown og andre tilbuds-sites gav også en masse dejlige gastronomiske oplevelser med min mand, mine forældre og svigerforældre.
• Et værdikuponbesøg på indisk restaurant 2. juli betød evakuering i bare tæer med kun en forret i maven.
• Jeg gik over til smartphone.
• Det løbende projekt med at opdatere vores hjem har budt på ny seng og nyt spisebord samt udendørs betonfornyelse af skorsten og dørtrin.

Styr på prioriteterne

2011 blev også året hvor jeg blev mere bevidst om mine egne grænser. Inspireret af teorien om positiv psykologi valgte jeg at koncentrere mig om de mennesker og aktiviteter som gør mig glad, og lade være med at bruge så meget energi på dem som gør mig ked af det. Jeg begyndte at twitte om de ting jeg er taknemmelig for, og prøvede at lade være med at brokke mig så meget. Jeg synes det har gjort mig mere glad og tilfreds med mit liv.

Jeg øver mig i at sige min mening mere direkte, og jeg er også begyndt at sige mere fra. I den virtuelle verden har det bla. afstedkommet vrede kommentarer på min blog, hatemail og diskussioner på Twitter, og det har også givet nogle sammenstød på det personlige plan. Det er hårdt ind imellem, men det føles rigtigt at turde stå ved sine holdninger og sig selv.

Da jeg forlod mit tidligere job fik jeg i afskedsgave et gavekort til en boghandel, og for det købte jeg bogen ‘Mit liv som mundlam‘ af Majse Njor. Den handler netop om at lære at sige fra, og jeg glæder mig til at læse den, så jeg kan arbejdere mere med den side af mig selv.

Det nye år

I 2012 håber jeg fortsat at kunne høste frugterne af 2011′s store succes; det nye job. En mere ukompliceret og behagelig hverdag med mere nattesøvn og bedre kost skulle gerne resultere i mere overskud til at leve livet. Jeg ved allerede nu, at jeg skal på wellness/gourmetophold i Jylland, til Elvis-koncert og spise frokost på en god restaurant – disse er nemlig gaver jeg har fået til fødselsdag og jul, og som bare ligger og venter på at blive oplevet.

En anden ting jeg ved der skal ske i 2012 er, at mine forældre flytter ‘hjemmefra’. De har købt en lejlighed og skal i foråret forlade det hus som de har boet i i næsten 30 år, og som var mit barndomshjem fra jeg var 10 til jeg var 20 år. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dem og hjælpe dem med det praktiske, så det bliver en god oplevelse for dem.

Ellers vil jeg fortsætte med at vende blikket indad og arbejde med mig selv – med psykisk og fysisk sundhed. På min ønskeseddel i 2011 var en yogamåtte, fordi jeg gerne vil igang med at lave De 5 Tibetanere. Jeg håber at dette fokus fortsat kan give mig nye perspektiver på livet og lade mig møde nye spændende mennesker.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Nu er jeg færdig med at tænke over hvordan jeg vil fejre min 40 års fødselsdag. Det bliver en kombination.

En af de ting jeg allerbedst kan lide i hele verden, er at gå ud og spise noget dejlig og spændende mad med folk jeg holder af. Så jeg har valgt at invitere mine helt nære til en lækker middag på Restaurant Umami lørdag aften, dagen før fødselsdagen. Vi mødes i baren, hvor jeg tror jeg skal smage den famøse cocktail Ginger Passion, som lyder helt fantastisk. Og derefter skal vi have noget lækkert at spise. Måske Omakase-menu, hvor kokken egenrådigt bestemmer hvad man skal spise. Temaet er japansk, og sushi er en del af repertoiret.

På selve fødseldagen, som er en søndag, har jeg inviteret den nærmeste familie hjem til mig. Her bruger jeg ordet ‘nærmeste’ i geografisk forstand, idét jeg har inviteret den del af min familie, som bor i en afstand, hvor jeg tør håbe på at de gider at køre til Virum for en eftermiddag. Det er min morbrors familie i Næstved som er inviteret til sandwich, boller og lagkage hjemme i Virum.

Jeg bager selv bollerne, og så bestiller jeg sandwich og nogle fine lagkager hos nogen professionelle, måske Grannys House i Søborg. Egentlig elsker jeg selv at lave lagkager, men jeg må også erkende, at jeg kan få stresset mig selv ret meget, når jeg skal have huset fuldt af gæster. Og så gælder det om at uddelegere det man kan.

Jeg er overbevist om at at fejring på denne måde er den bedste måde for både mig og for festen og gæsterne. Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til en gourmet-oplevelse og noget familiehygge med nogle af de mennesker der gør mig allermest lykkelig.

Det er altid en blandet oplevelse at sige farvel til et job. I fredags sagde farvel til en arbejdsplads, hvor der er en tryg og hjemlig følelse, men som ikke har holdt sin del af aftalen om hvad mit job skulle gå ud på. Jeg sagde farvel til en chef, som har kæmpet for at få vores relation til at fungere, men som jeg aldrig rigtig helt følte mig forstået af. Og jeg sagde farvel til kolleger, som virkede oprigtigt kede af at skulle undvære mig i hverdagen, men som ikke allesammen har bakket mig op i det som var min opgave.

Imorgen siger jeg så goddag til en helt ny arbejdsplads, en ny chef og nye kolleger. Jeg er spændt på en god måde. Selvom jeg glimtvis kan få et lille sug i maven ved tanken om det nye job, så er forbedringerne i min hverdag så store, at de fuldstændig opvejer usikkerheden. Jeg har det lidt ligesom når jeg skal på kursus el.l. et par dage; jeg glæder mig til at opleve nye omgivelser og mennesker og at få brudt hverdagens trummerum. Og når det bliver hverdag det nye sted, glæder jeg mig til at bruge mig selv bedre og mere.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! ”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

• Nye opgaver og en frisk start
• Mulighed for at bruge mig selv og egne evner mere optimalt
• Enkel transport: kan cykle fra mit hjem til min arbejdsplads
• Kan sove ca. 1 time længere om morgenen
• Kortere transporttid
• Fri hele juleaftensdag, nytårsaftensdag og alle dage mellem jul og nytår
• Fri på dagen efter Kr. Himmelfart
• Fri hele Grundlovsdag
• Inspirerende omgivelser
• Økologisk kantine og mad-med-hjem-ordning

Der viser sig sikkert flere fordele når jeg starter, men det er hvad jeg ved om det indtil nu.

Til gengæld får jeg også ‘Ingen højeste arbejdstid’ og jeg mister dermed muligheden for at flexe og afspadsere. Men de siger, at de for det meste har helt almindelige arbejdsdage, og der er også mulighed for fleksibilitet hvis man har brug for det, så det skal nok gå.

Den forkætrede lange transporttid stresser mig enormt, og det er også stressende for mig ikke at bruge mit intellekt optimalt. Derfor håber  jeg på at mit jobskifte giver mig en mindre stresset hverdag.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Det var et sjovt år i COWIconsult. Jeg blev boende hjemme, så selvom jeg kun tjente 10.300 kr. om måneden før skat, havde jeg gode muligheder for at spare penge op OG at have rimeligt med penge til mig selv. Jeg svingede godt med ingeniørerne og befandt mig godt i virksomheden. Det var planen at jeg skulle starte på universitetet efter sabbatåret, så jeg tog matematik på højt niveau om aftenen. Og så mødte jeg min første rigtige kæreste.

Da sabbatåret var gået, startede jeg på Københavns Universitet på statistik-studiet. Jeg havde vist fået storhedsvanvid af nogle gode eksamensresultater i gymnasiet og på HH, og troede jeg kunne klare hele verden – også et af de sværeste studier. Måske skulle jeg have lyttet, da min matematiklærer i gymnasiet sagde at hun synes statistik var rigtig svært, men jeg synes jeg havde noget at byde på i formidling af talmateriale.

Det tog mig nogle få måneder at indse, at jeg var kommet et helt forkert sted hen. I november samme år var jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har ikke forladt det siden. Siden er det gået slag i slag; kontorelev, assistent, overassistent, kontorfuldmægtig, IT-supporter, IT-konsulent, IT-specialist og nu QA-konsulent. Undervejs har jeg taget 2 uddannelser og et utal af kurser, certificeringer og enkeltfag.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg har oplevet udviklingen i mit arbejdsliv de sidste 2 årtier, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil blot konstatere at jeg nu er midtvejs i mit arbejdsliv. Hvad har jeg fået ud af at være på arbejdsmarkedet siden jeg var 19? Jeg har etableret mig tidligt. Jeg fik den lejlighed og selvstændighed jeg havde drømt om relativt tidligt. Jeg har sparet op til pension i 15 år og jeg har lært at begå mig på arbejdsmarkedet.

Til gengæld fik jeg ikke den lange uddannelse som mine ungdomsuddannelser også forberedte mig til. Jeg har især i starten af min karriere af og til følt, at jeg måske kunne have fået mere anerkendelse hvis jeg havde taget en kandidatgrad. Jeg husker tydeligt hvordan en forsker kommenterede en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse på vores fælles arbejdsplads med ordene “Der er jo den faglige tilfredsstillelse blandt akademikerne” – som om vi som havde andre uddannelser ikke havde en faglighed. Men jeg er ikke ked af at måtte undvære. Især efter jeg skiftede karriere til IT-verdenen har min korte videregående uddannelse kombineret med min begavelse og personlige egenskaber været rigeligt til at løse mine opgaver.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til kan blive lidt træt af arbejdslivet og ønske mig hen til en situation, hvor jeg ikke var nødt til at bruge så stor en del af mit liv på at arbejde. Men al sandsynlighed peger på, at jeg kommer til at befinde mig på arbejdsmarkedet de næste 20 år, og så er det jo spændende hvor det fører mig hen. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke skal lave det jeg laver idag de næsten 20 år. Jeg vil blive ved med at være opmærksom på hvad der stimulerer mig og gør mig glad. Og med den realitet i mente, at den eneste konstant på arbejdsmarkedet er forandring, er det umuligt at forudse hvordan mit arbejdsliv vil udvikle sig fremover.

Men nu er jeg i hvert fald halvvejs mod pensionen.

Der er stadig lidt tid til jeg har sommerferie, men jeg er begyndt at glæde mig. Jeg skal nemlig have 3 ugers ferie i træk i år – det er nogle år siden jeg har haft det sidst, men jeg tror det er sundt at tage en god lang pause fra hverdagen. Og allerede nu begynder man at kunne mærke ferietiden. Veje og toge er knap så fyldte, gangene på arbejde er mere stille og aktivitetsniveauet er påvirket af at forskellige kolleger er væk på deres ferie.

Min mand og jeg skal holde en lidt anderledes sommerferie i år. Pga. mit arbejde har vi været på mange charterferie, men i år havde vi lyst til noget andet. Vi har snakket om det længe, og i år bliver det så til virkelighed: en bilferie til Tyskland. Vi har begge været på sådan nogle ferier i vores barndom, og jeg tænker tilbage på disse ture med glæde. Jeg husker tyskerne som meget gæstfrie og venlige. Mads og jeg har booket os ind på et feriested i Rhin-området, og har en overnatning på vej ned og på vej hjem.

Vi skal ikke være afsted i alle 3 uger – resten af tiden skal tilbringes hjemme og i sommerhuset. Selvom vi også bruger sommerhuset udenfor feriesæsonen, lykkedes det os sidste år virkelig at trække stikket ud og komme ned i et meget langsommere tempo, da vi holdt sommerferie i sommerhuset sidste år. Jeg satser hele butikken på at det også sker i år.

• Chakraernes anatomi: noget om kroppens energicentre iflg. indiske healing-systemer. Jeg forestiller mig at det er en ny vinkel på det jeg indtil nu har lært om mindfulness og meditation.
• En tidløs krop: et foredrag om De fem Tibetanere. Det skulle handle om kroppens selvhelbredende kraft, og det er jeg rigtig spændt på.
• Bønner/linser/kikærter: jeg har valgt et helt konkret kursus i madlavning med bælgfrugter. Jeg har længe synes de så så lækre ud på supermarkedets økologi-hylder, men ved for lidt om hvordan de skal behandles og hvilken mad man kan lave af dem.

Der var plads på alle hold, og hvis der er tilslutning nok kan jeg se frem til en masse nye input her i foråret!

I første omgang er det en meget velkommen pause i turene til og fra mit arbejde i Dragør. Når det sner så meget og så ofte som det har gjort her i december, så tager turen sjældent under 2 timer. Her på det sidste har min tålmodighed svigtet mig lidt, og igår var jeg meget irriteret på situationen. Idag går det bedre, og imorgen har jeg formentlig glemt alt om det.

Nu kommer først 3 juledage, hvor jeg skal tilbringe tid sammen med min mand, mine familie og min svigerfamilie. 3 intense dage, hvor man forsvinder ind traditioner, der er de samme hvert år. Det er så tidsløst, at man næsten glemmer om man er 13, 25 eller 39 år gammel, og jeg plejer også at glemme hverdagen fuldstændig. Jeg glæder mig til at koble helt fra.

Jeg glæder mig også til at give de gaver jeg har købt til mine nære, og jeg glæder mig til at se mine familie. I år skal jeg endda møde min fætters lille ny søn for første gang, hvis vejret da tillader køreturen. Til gengæld skal jeg ikke se min bror, som meget fornuftigt – vejret taget i betragtning – i år har valgt at blive i Californien, hvor han bor.

Efter juledagene kommer 4 hverdage, hvor jeg har fri alle dagene og Mads skal på arbejde et par af dem. Her skal nok blive tid til både afslapning, hygge og andre gøremål. Den ene dag skal jeg lave sushi med min veninde, og ellers er der ingen planer. Og så kommer nytårsaften, som vi tilbringer sammen med et vennepar og deres 2 børn, og til sidst er der 2 dage hvor hele Danmark formentlig er helt stille.

I alt 10 fridage i træk hvor batterierne skal lades op – det skal blive godt!