Halvhjertet

Mine dage i Pensionsministeriet rinder ud. Jeg rydder op i skabe og skuffer, og overdrager til mine kolleger. Jeg har sagt farvel til de første kolleger, været til den månedlige fredagsmorgenmad for sidste gang, og jeg har sagt tak for god behandling til fysioterapeut Martin, som har givet mig massage hver anden fredag. Jeg har også været til fratrædelsessamtale – for første og sidste gang.

De sidste par steder jeg har været ansat har der været et forsøg på opsamling af erfaringer omkring medarbejderes årsager til at sige op og søge hen til et andet job. Nogle steder er det i form af et spørgeskema, andre steder fulgt op af en samtale med en person fra HR, og sådan var det også denne gang.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema med spørgsmål om min ansættelse og fremsende det inden samtalen. I skemaet blev man bedt om ærligt at svare på, i hvilken grad man har været tilfreds med introduktion, opgaver, samarbejde osv. Derefter spørges der til den væsentligste årsag til beslutningen om at sige op, og man bedes nævne gode og dårlige ting ved at arbejde dette sted. Til sidst efterlyser man ligefrem tiltag der kan gøres, for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv.

Før jeg sagde op tænkte jeg tit på hvad jeg skulle sige, hvis der var nogen fra ledelsen der spurgte mig hvad jeg synes om at være ansat der. Jeg har egentlig været uenig med mange ledelsesmæssige valg og værdier i den virksomhed, og et sådant spørgsmål kunne godt skabe en klemt situation, hvor jeg enten ville være nødt til at lyve eller tie, hvis jeg ville bevare den gode stemning. Samtidig har jeg haft en stor lyst til at lade dem vide, hvordan det føles at være ansat i virksomheden, for ledelsen signalerer kun harmoni og konsensus.

I fratrædelsesskemaet var der pludselig anledning til at få sagt alle de ting, jeg ellers kun har snakket om henover middagsbordet – alle de ting, som hele min familie er forargede og rystede over. Spørgsmålet er bare hvilket formål det tjener, når nu jeg HAR sagt op. Og ville de overhovedet kunne forstå mig?

Jeg valgte at udfylde skemaet med min ærlige mening – skrevet så sobert som muligt, men uden at lægge fingre imellem. For min egen sjælefred, og for de kolleger som fortsat skal være i virksomheden. Jeg skrev om et job der egentlig var interessant på papiret, om en virksomhed som har alle forudsætninger for at være en rigtig god arbejdsplads, og om den ubetingede verbale opbakning fra alle ledelseslagene over mig. Men jeg skrev også om et belastende fysiske arbejdsmiljø, om den fleksibilitet som jeg blev lovet men ikke fik, om den mærkelige kultur og om at have tillid til sine medarbejdere og give dem frihed under ansvar.

Det viste sig dog at være skønne spildte kræfter. Ved fratrædelsessamtalen havde Pensionsministeriets HR-person ikke læst skemaet på forhånd, men sad og læste det mens vi talte. Vi snakkede om arbejdsopgaverne, og hvorfor det havde været svært for mig at komme til at udføre opgaverne. Men da vi kom hen til der hvor substansen lå; det som var min egentlige grund til at søge væk, stoppede samtalen. HR-medarbejderen læste lidt på det jeg havde skrevet, sagde ikke et ord, men lukkede bare skemaet sammen, lagde det til side og begyndte at tale om praktiske ting ifm. fratrædelsen: aflevering af adgangskort og skuffemodul.

Man kan vist ikke sige, at sådan en adfærd bunder i et reelt ønske om at forstå hvorfor medarbejdere forlader virksomheden. Og jeg må sige, at jeg er ikke overrasket. Det slog mig, at det egentlig var ret symptomatisk for, hvordan mange ting omkring ledelse og personaleadministration kører i Pensionsministeriet.

Virksomheden har alle de ‘rigtige’ ting, som man har på andre arbejdspladser: samarbejdsudvalg, personaleforening, udviklingssamtaler, personalegoder. Men i praksis får det hele et skær af pligt, noget der bare skal overståes, så man kan rapportere til bestyrelse og andre, at det er sket. Der er ingen der taler om hvorfor man gør det, hvad formålet er og hvad man vil opnå.

Som medarbejder føles det som om arbejdsgiverens indsat i disse sammenhænge er halvhjertet. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det skyldes, at man inderst inde ikke interesserer sig for substansen i det: at skabe en god arbejdsplads, så man kan få det optimale ud af sine medarbejdere, med henblik på at få organisationen til at arbejde så godt som overhovedet muligt.

Det er en mærkelig følelse, når man selv har forsøgt at lægge en helhjertet indsats i sin stilling, i et forsøg på at give virksomheden størst mulig værdi af de IT-systemer man har investeret i.

Lignende indlæg:

Mellem jobs

Februar er i år blevet den der mærkelige måned for mig. Den der måned, hvor man er mellem 2 jobs. Jeg har sagt op, men er stadig på arbejdspladsen og kører min daglige rutine. Forude ligger et andet job: nyt, spændende, ukendt.

Jeg sagde op lidt over kl. 8 om morgenen, den sidste hverdag i januar. Min opsigelse blev først meldt ud til mine kolleger kl. 15 om eftermiddagen, og indtil da måtte jeg ikke fortælle nogen om det. Det var en meget mærkelig følelse at gennemføre en arbejdsdag vel vidende, at jeg havde sagt op, samtidig med at alle jeg interagerede med troede, at alt var som det plejer.

Da kollegerne så endelig fik det at vide, kom der selvfølgelig en masse reaktioner. Alle sagde tillykke, og næsten samtidig udtrykte de ærgrelse over at miste mig som kollega. Nogen af dem vidste godt lidt om hvordan jeg havde det med jobbet, og var glade på mine vegne.

Derefter handler det om overdragelse. Pludselig er det vigtigere, at jeg overdrager og dokumenterer, end at jeg udfører de daglige opgaver. Så selvom jeg stadig står op på samme tid, kører det samme sted hen, og starter dagen med et glas te på samme måde som før, så er mit fokus et lidt andet.

Jeg er stadig i mit sædvanlige element. Selvom jeg aldrig har følt mig rigtig tryg på min nuværende arbejdsplads, er det nu pludselig det der føles trygt i forhold til det nye der starter til marts. Det faktum at jeg har sagt op, gør selvfølgelig også, at jeg kan slappe lidt mere af. Jeg tager mig selv i at give mig tid til at tale med kollegerne, jeg kom med en kæk bemærkning til områdedirektøren da han kommenterede at både jeg og min sidemand skrev SMS’er, og jeg tænker ikke så meget over hvor længe jeg er væk, når jeg går ud for at hvile ørerne. Jeg tog endda kage med til kollegerne i går – helt uden årsag. Jeg behøver ikke længere at frygte konsekvenser.

Samtidig går jeg og venter på at skulle starte på en ny arbejdsplads til marts. Det blev meget virkeligt, da jeg så mine nye initialer i en kopi af den mail, som min kommende chef sendte rundt til sin afdeling for at informere om at jeg starter. Jeg er også begyndt at se på hvilken vej jeg skal cykle på arbejde. Jeg får ca. 10 km. kortere på arbejde, så det kommer til at få mærkbar indflydelse på min hverdagsrytme.

Jeg er meget spændt på det nye job. Det er en helt ny branche for mig. Der kommer til at være meget at lære om forretningsområdet, og selve jobindholdet er også lidt anderledes end mit nuværende job. Dertil kommer det store arbejde det er at komme ind i hverdagen, omgangstonen osv.

Det giver et lille sug i maven at tænke på om jeg nu kan leve op til kollegerne og arbejdspladsens forventninger. Og også, om jobbet kan leve op til mine egne forventninger. Men jeg er fortrøstningsfuld, for jeg ved at jeg har truffet min beslutning på baggrund af nøje overvejelser og erfaringer fra tidligere. Jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

Farvel til en musikalsk følgesvend

Vi har sovet sammen i næsten 20 år. I går var det slut. Mit elskede mini-anlæg, som spiller musik til at falde i søvn til, og som vækker mig om morgenen, kunne ikke længere og kom på pension. Det er helt vemodigt at sige farvel til en følgesvend, der har fulgt mig i så mange år.

Det hele startede midt i 1990’erne, hvor jeg boede i min første egen lejlighed. Der var ret lydt. Naboerne til den ene side spillede høj musik og klirrede med flasker næsten hver aften. Naboerne til den anden side stod op meget tidligt om morgenen og vækkede mig ved at smække med skabsdørene. Det gav mig store problemer med at få nok søvn. Jeg håbede, at hvis jeg kunne overdøve naboerne med selvvalgt musik, kunne jeg måske sove bedre. Jeg købte mini-anlægget på udsalg til ca. 3.700 kr. Det var mange penge for mig dengang, men det var også god kvalitet. Et lille, tungt JVC-anlæg med fine små højttalere af massivt kirsebærtræ.

Min plan virkede i et vist omfang. Min far købte CD’er med klassisk musik til mig, og senere kom Madonna’s album ’Ray of Light’ og George Michaels ’Older’ på som falde-i-søvn-musik.  I starten var det lidt svært at falde i søvn til musikken, men med tiden vænnede jeg mig til det og det blev et værn mod nabostøjen.

Da jeg skiftede karriere til IT-branchen blev det muligt at finde en anden lejlighed, og omkring årtusindskiftet flyttede jeg til et mindre støjplaget sted. Nu blev anlægget blot mit vækkeur, ligesom en clockradio.

Det lille anlæg fik senere en sentimental betydning for min mands og mit forhold. ’Older’-albummet blev en slags soundtrack til vores første forelskede fase, og for min mand et symbol på den flugt fra virkeligheden det var at komme på besøg og sove hos mig. Som tidligere hi-fi-nørd synes han der var relativ god lyd i det lille anlæg og de små højttalere.

Da vi flyttede sammen fulgte JVC-anlægget selvfølgelig med, og har fungeret som vores fælles vækkeur mens vi boede i rækkehuset i Virum. Det fik af og til også rollen som værn mod nabostøj.

Nu står der en lille, let, sort Sony-fætter på natbordet i vores nye hus i Birkerød. JVC-anlægget har hinket sig igennem sine opgaver i en længere periode, og nu må vi indse at det ikke kan mere. CD-afspilleren støjer og har svært ved at afspille skiverne. Knapperne virker dårligt og overtager naboknappens funktion, så vi har mere en 1 gang oplevet at vækkefunktionen var blevet slået fra ved en fejl. Nu går det ikke længere.

Det var mærkeligt at lægge sig til at sove med et andet mini-anlæg ved siden af sig. Jeg har kunnet betjene det gamle anlæg i søvne i så mange år, nu skal jeg lære det nye at kende. Slukker det mon efter de 30 minutter, som jeg har sat det til? Og vækker det mon kl. 5:50 i morgen tidlig som planlagt? Det er en smule utrygt sådan en første aften med en ny.

Vi gav ikke så meget for det nye anlæg, og det kan desværre godt høres på lyden. Der er ikke så god bund og bas i musikken. Anlægget har heller ikke helt de samme clockradio-finesser som det gamle. Man kan f.eks. ikke bestemme lydstyrken på vækkefunktionen. Men vi skal lige lære det at kende. Vi sover nu i fritstående hus, hvor der ikke er nabostøj at værne sig i mod. Mon ikke vi kan vænne os til det.

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg slipper for

Det er ikke nogen hemmelighed, at der også er elementer ved at bo i vores rækkehus i Virum, som vi ser frem til at sige farvel til. Det er alle de små irritationsmomenter, der er forbundet med at bo i rækkehus på en lille vej – ting man lever med når man er dedikeret til at bo her, men som man glæder sig til at slippe af med, når der er udsigt til at komme et andet sted hen.

Da vi flyttede ind i 2005 var det en stille vej, hvor der hovedsagelig boede ældre mennesker, og det var ikke alle der havde bil. Siden er der sket en udskiftning, og i dag er vejen i høj grad beboet af yngre, erhvervsaktive familier. Det har betydning for miljøet på den lille vej, og når vi flytter slipper vi for:

  • En konstant åben hoveddøren hos familien skråt overfor, så man ikke kan undgå at høre de 2 voksne og 4 børn råbe ad og til hinanden
  • Udsigt til haveredskaber, varebil og trailere med skrald i vejkanten hos samme genbo, som driver en haveservice-virksomhed
  • Trafik af skaldede, tatoverede unge mænd frem og tilbage foran huset, fordi de skal hente førnævnte arbejdsredskaber
  • Lastvognstrafik med af- og pålæsning af udstyr fredag og lørdag nat få meter fra mit soveværelsesvindue, fordi naboen er roadie for musikgruppen L.I.G.A.
  • Kamp om parkeringsmulighederne, fordi mange familier har 2 biler på en vej fra 1930’erne, hvor dimensionerne ikke er til det
  • Rystende vægge og gulve, når naboen smækker døren eller lemmen ned til kælderen
  • Hjertet oppe i halsen, når naboen slipper skraldspandens låg fra topposition og det lander med et brag som et pistolskud
  • At blive vækket tidligt lørdag morgen, fordi naboen har morgenfriske børnebørn på besøg

Der ligger sikkert nogle nye irritationsmomenter og venter i Birkerød. Men for nu kan jeg glæde mig over at slippe for disse.

 

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg mister

Der er enkelte ting ved flytningen til det nye hus i Birkerød, som giver forringelser i vores hverdag. Udover at det er vemodigt at sige farvel til vores første, fælles hjem, som vi har brugt mange kræfter og megen energi på at opbygge og tilpasse til vores behov, så mister vi:

  • Vores kære, søde nabodame, som jeg føler mig så meget ‘i familie’ med
  • En komfortabel afstand til min arbejdsplads: 6 km mere gør en forskel, når rejsen foregår på el-cykel
  • En god storskralds-ordning, hvor man hver anden torsdag kan stille næsten alt fra aviser til møbler og hårde hvidevarer ud på fortovet, og så kommer der nogen fra kommunen og henter det
  • Fællesskabsfølelse med kvarterets hundeejere
  • Drivhus
  • Økonomi: det vil ikke være helt udgiftsneutralt at udskifte rækkehus med villa

Min generelle tro på menneskeheden gør, at jeg regner med at finde rare naboer på den nye adresse, og jeg er også sikker på at jeg finder en løsning på transporten til arbejde. Et drivhus kan jo vælge at bygge det nye sted, og økonomien er ikke værre end at vi stadig vil have et OK rådighedsbeløb. Men jeg kommer dælme til at savne naboen og storskraldsordningen.

Lignende indlæg:

Et liv efter stress

Nu varer det ikke mange uger før jeg er oppe på at arbejde fuld tid, efter at jeg i mere end et halvt år har været sygemeldt og deltidssygemeldt med stress. Som timerne trappes op, bliver jeg mere og mere bevidst om hvad jeg kan og ikke kan klare. Jeg bliver konfronteret med mine grænser, og nu skal jeg for alvor til at designe en ny hverdag, som ikke gør mig stresset. Jeg er nødt til at lave nogle fravalg.

Det handler ikke kun om at med at holde sig tilbage med hensyn til projekter i hjemmet, at lade være med at lave arrangementer og undlade at tilmelde sig forskellige ting. Det er også de mest basale ting, der er nødvendige for at hverdagen fungerer; gåture med hunden, tøjvask, madlavning, indkøb. Jeg skal prioritere benhårdt, hvad der er det vigtigste her og nu.

Jeg er oppe på 7 timers arbejde om dagen med onsdag fri. Hvis jeg ikke lægger mig og sover/slumrer når jeg kommer hjem fra arbejde, får jeg stresssymptomer igen. Så begynder hyletonen i hovedet at blive højere, så bliver mit overskud og overblik mærkbart mindre og dermed humøret lavere. Og jeg SKAL lægge mig og lukke øjnene. Før i tiden følte jeg at jeg hvilede mig, når jeg satte mig i sofaen med en kop te og checkede Facebook/Twitter/Instagram eller bladrede lokalavisen igennem. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hovedet snurrer – behandler inputtene fra avisen eller tabletten, og alle mulige andre tanker derudover.

I øjeblikket tænker jeg meget over, om det er fordi jeg stadig ikke er helt rask, eller om det er fordi jeg er blevet bedre til at mærke, når jeg er træt, at jeg har denne oplevelse af at kunne mindre. Hvis det er en permanent situation for mig, føles det som en sorg at skulle sige farvel til at kunne gøre de ting som jeg synes er normale, nødvendige og en del af et almindeligt liv. Men jeg tror godt, at jeg kan finde min egen måde at gøre det på.

Lignende indlæg:

I ingenmandsland

Dette blogindlæg skrives fra ingenmandsland. Jeg sidder i mit sommerhus, og lige nu er der ikke nogen der bestemmer over mig. Jeg sagde farvel til min gamle arbejdsplads i fredags, og imorgen starter jeg på den nye job. Det er en dejlig følelse af frihed lige nu.

Det er altid en blandet oplevelse at sige farvel til et job. I fredags sagde farvel til en arbejdsplads, hvor der er en tryg og hjemlig følelse, men som ikke har holdt sin del af aftalen om hvad mit job skulle gå ud på. Jeg sagde farvel til en chef, som har kæmpet for at få vores relation til at fungere, men som jeg aldrig rigtig helt følte mig forstået af. Og jeg sagde farvel til kolleger, som virkede oprigtigt kede af at skulle undvære mig i hverdagen, men som ikke allesammen har bakket mig op i det som var min opgave.

Imorgen siger jeg så goddag til en helt ny arbejdsplads, en ny chef og nye kolleger. Jeg er spændt på en god måde. Selvom jeg glimtvis kan få et lille sug i maven ved tanken om det nye job, så er forbedringerne i min hverdag så store, at de fuldstændig opvejer usikkerheden. Jeg har det lidt ligesom når jeg skal på kursus el.l. et par dage; jeg glæder mig til at opleve nye omgivelser og mennesker og at få brudt hverdagens trummerum. Og når det bliver hverdag det nye sted, glæder jeg mig til at bruge mig selv bedre og mere.

Lignende indlæg:

Farvel til luftfart

I denne uge siger jeg farvel til 4 år i luftfartsbranchen. Det har været en spændende branche at lære at kende, og jeg har haft nogle sjove og anderledes oplevelser mens jeg har arbejdet i en hangar i lufthavnen. Her i afskedens time tænker jeg tilbage på en række ting, som jeg nok ikke var kommet til at opleve, hvis ikke det var fordi jeg havde arbejdet i et flyselskab.

Tæt på en Airbus

Da jeg havde været i firmaet trekvart år, skiftede firmaet navn og alle flyene skulle males om. Ledelsen besluttede at fejre det ved at lave en familiedag, hvor medarbejdernes familier helt ekstraordinært blev inviteret ind i hangaren for at se et af de nymalede fly. Det var skægt at kunne invitere sin flyglade husbond en tur ind i fragtrummet på et charterfly samt en tur ud at sidde i cockpit. I dagens anledning havde man også bedt lufthavnens brandvæsen stille op med lidt af deres udstyr, så der stod nogle af de store brandbiler på forpladsen foran hangaren – også til stor glæde for min elskede. Hangaren kunne også rumme en pølsevogn og forskellige forlystelser til børn. Det var en festlig dag fyldt med solskin og godt humør, og samme dag kom vores 4. niece til verden.

Kontroltårnet

En af mine kolleger på kontoret har kontakter i kontroltårnet i Københavns Lufthavn, så han fik organiseret at nogen af os kunne komme over og se hvordan tingene foregik der. Det var spændende at tage elevatoren op til 12. sal og komme op og se den fantastiske udsigt helt til Helsingør mod nord og Stevns mod syd. Det var lige midt i askeskyen i 2010, så der var ikke så travlt for personalet, men så havde de til gengæld ekstra god tid til at fortælle om deres daglige arbejde. Jeg fik bekræftet, at det er branche-jargon at omtale en flyvemaskine som en ‘flyver’.

Simuleret flystyrt

På lufthavnens område ligger også faciliteter til undervisning af crew. Det er en stor hal med forskellige simulatorer, hvor man kan øve forskellige situationer i et fly. I forbindelse med et afdelingsarrangment fik IT-afdelingen lov til at komme op i en af maskinerne og prøve hvordan det er, når der er urolige passagerer og røg i kabinen. Til sidst evakuerede vi ved at hoppe ud på oppustelige rutchebaner. En rigtig interessant oplevelse.

Besøg på slagteri

I en helt anden boldgade var besøget på Danish Crown i Horsens. En erfagruppe for et af de IT-systemer vi bruger, holdt møde hos et af medlemmerne. Det var tilfældigvis det store svineslagteri Danish Crown har i Horsens, som er bygget til at have mange besøg. Måske kunne jeg have fået denne oplevelse uden at arbejde i et flyselskab, men det var i hvert fald en utrolig spændende oplevelse.

En tur i cockpit

Som ansat i et flyselskab der flyver charterrejser, har jeg naturligvis været en tur til de varme lande nogle gange mens jeg har været ansat. Det har været skønt at lære Gran Canaria (2 besøg) og Mallorca (3 besøg) at kende, jeg er blevet meget facineret af den spanske kultur. Man præsenterer sig altid for crew når man går ombord på et fly, så crew ved at der er kolleger med, og på den sidste tur for et års tid siden blev vi inviteret ud og besøg cockpittet. Det var rigtig skægt at få lov at se et cockpit sådan rigtigt i brug.

Færdsel på lufthavnens område

Jeg har flere gange kørt rundt på lufthavnens område. Det har mest været i forbindelse med at en kollega har givet mig et lift til stationen, hvor de så har valgt at køre på ‘airside’ i stedet for ude på Kystvejen. Første gang er det meget grænseoverskridende at være på dette område, man normalt ikke har adgang til. Siden er det blevet sådan at jeg skal have en særlig tilladelse for at måtte cykle fra porten og hen til cykelskuret ved min arbejdsplads, og i den forbindelse har jeg været på et 3 timers kursus i at færdes på lufthavnens lukkede områder. Så nu ved jeg også lidt om hvad der skal til for at blive suget ind i en flymotor og hvad de forskellige hvide, gule og røde striber betyder.

Alt i alt har jeg fået en masse anderledes oplevelser. Også bare i det daglige, hvor jeg ofte har gået igennem hangaren når der var fly til reparation, og dukket mig når jeg gik under maven på flyet, selvom jeg godt ved at jeg lige akkurat kan stå inde under. Det er også sjovt når Catering-afdelingen kommer forbi med næste sæsons desserter og giver smagsprøver. Der er en særlig stemning når Lufthansas nyeste Airbus 380 (verdens største passagerfly) eller den amerikanske præsidents fly kommer forbi, og medarbejderne spejder ud af vinduerne eller stiller sig på taget for at få det hele med.

Rejsebranchen er en glad branche befolket af uhøjtidelige mennesker, der har let til smil. Det er helt legalt at snakke om ferie og rejser i arbejdstiden, for det er jo det som forretningen drejer sig om. Nu skifter jeg så over til en lidt mindre farverig branche, nemlig et pensionsselskab. Jeg har arbejdet i branchen før, og jeg ved at det bestemt ikke forhindrer medarbejderne i at holde nogle gevaldige fester og hygge sig sammen. Jeg kommer nok ikke til at sætte mig i cockpittet på et fly i forbindelse med min nye stilling. Til gengæld kommer jeg til at have fri hele Juleaftensdag.

Lignende indlæg:

Nyt job 2011: hvad jeg slipper for

Som tidligere nævnt kommer det til at få stor betydning for min hverdag at jeg har fået nyt arbejde. Jeg slipper af med en transporttid på aldrig under 3 timer hver dag, men det er ikke alt. Med et lille glimt i øjet kommer her nogle af de ting jeg slipper for ved at forlade mit gamle arbejde:

  • Febrilsk at zappe rundt blandt tekst-tv, websider, P4 og SMS’er for at have styr på driftsstatus for regionaltog, s-tog, metro og busser
  • Koldstart på el-cykel præcis kl. 6:20 hver morgen for at transportkabalen går op
  • At måtte nøjes med 6 timers søvn, bare fordi man kom til at sidde og snakke til kl. 23
  • Bevare høflig facade overfor turister, der forsinker myldretidstrafikken ved at blokere metrodørene med deres kufferter
  • Huske at købe klippekort
  • Kuldegysninger når jeg er nødt til at gå under maven på en flyvemaskine for at komme i kantinen
  • Sorte oliemærker på bukserne, fordi el-cyklen skal vristes ud af overfyldt cykelskur på stationen
  • At sende onde øjne til folk som snakker i stillekupéen
  • At få ransaget min cykel og rygsæk når jeg skal igennem porten til arbejde
  • At være nødt til at tage 3-timers kursus for at få lov til at cykle fra porten hen til cykelskuret på arbejde
  • En tung og tyk pung, fordi det kræver en beholdning af mønter at købe mad i kantinen

Samtidig siger jeg også farvel til søde kolleger, et sjovt forretningsområde og billige personalerejser. Og min mands store misundelse over at jeg kan komme tæt på flyvemaskiner. Men man kan jo ikke få det hele. Og mon ikke også der er søde mennesker det nye sted?

Lignende indlæg: