Opgørelse af mit 2015

Hvert år ved nytår plejer jeg her på bloggen at lave en opgørelse over det forgangne år. Det virker naturligt for mig at binde en sløjfe på det år, der nu er gået. Jeg vil gerne prøve at huske det gode og det onde der er sket, men jeg bruger lige så meget opgørelsen til at arkivere det der gjorde mig vred og ked af det i glemmebogen, og måske finde en nye måder at tackle fremtidige oplevelser på.

Arbejde

Både mit og husbonds arbejdsliv har været udfordrende og meget dominerende i 2015.

Efter store organisatoriske ændringer over de sidste par år, skulle 2015 være året hvor der faldt mere ro over hverdagen på min arbejdsplads. Fra at være undervejs i 2-3 år skulle vi nu over i daglig drift. Ledelsen lovede mere stabilitet, mere plads på kontoret og bedre kaffe.

Det var en skuffelse at vende tilbage til kontoret efter sommerferien. Der var sket synlige forandringer: der var malet, kunsten på væggene var udskiftet med fotografier af vores kunder, og bordpladerne var blevet sorte. Men der var ikke mere plads end før, teen var blevet dårligere, og ind sneg sig også ændrede leveregler som var svære at forstå.

Mads’ travlhed er eskaleret henover 2015. Indtil han satte bremserne i i november, arbejdede han over hver eneste dag. Udover det daglige arbejde har der været aftenarbejde, weekendarbejde, undervisning og projektopgaver. Det tager næsten alle Mads’ kræfter, og hans overskud til fritids- og familieliv er meget lille.

Denne nye virkelighed har gjort det svært for os at få vores hverdag til at fungere. Det var jo ellers Mads, der havde den korte arbejdstid, de ordnede forhold med overenskomst og den korteste transporttid. Hans overarbejde lagde pres på mig i forhold til at komme hjem til Adina i en rimelig tid. I den situation mærker jeg virkelig, at jeg har et job med meget lidt fleksibilitet. Vi har været nødsaget til at bede om hjælp fra forældre og andre for at få det daglige til at løbe rundt, så Adina ikke skal være alene hjemme alt for længe. Det huer mig bestemt ikke – jeg vil gerne kunne klare mig selv og give min hund et godt liv. Men jeg er dybt taknemmelig for at have mulighed for at vi kan få den støtte.

Bolig

Også i 2015 har vi været utrolig glade for vores nye, gamle hus i Birkerød. Jeg ved slet ikke hvordan vi skulle have klaret sådan et år på arbejde, hvis ikke vi havde haft den mulighed for restitution, som det hus giver os. Muligheden for at trække sig helt uforstyrret tilbage for at lade batterierne op er helt essentiel for mig for at klare hverdagens både selv- og uforskyldte strabadser, både fysisk og psykisk.

Vi slapper dog ikke kun af. Der har i 2015 fortsat været en række ting vi gerne ville gøre ved både hus og sommerhus. I påsken lagde vi træterrasse ved sommerhuset, til stor nydelse i den efterfølgende sommerferie. I Birkerød satte vi støjdæmpende hegn op ud mod den befærdede vej vi bor op ad, og det gav mere ro og følelse af uforstyrrethed.

I år har jeg gjort en del for at lære den nye by at kende. Jeg forsøger så vidt muligt at gøre mine indkøb lokalt, og kommer jævnligt på Birkerød Hovedgade, i butikkerne i Bistrup og den lokale gårdbutik. Grundlovsdag oplevede Mads og jeg den gamle Præstegårdshave, hvor vi hørte daværende udenrigsminister Martin Lidegaard holde grundlovstale. Og i sommerferien besøgte jeg sammen med Mads og min far det lille lokalhistoriske museum. Jeg nyder den slags kulturelle oplevelser.

Socialt liv

For mange familier der flytter til en ny by, er det nok børnenes skolegang og fritidsliv der giver anledning til nye relationer og sociale kontakter.

For mig er det min hund Adina, der skaber de fleste kontakter. For enden af vores vej er der indgang til den lokale hundeskov, og det giver mig mange nye bekendtskaber. Adina har fået flere legekammerater, som nu styrer direkte hen til havelågen for at komme ind og lege med hende, når de kommer forbi, og så får menneskene også lige en sludder og måske en kop kaffe. Også gåtur i selve skoven har jeg lært både mennesker og hunde at kende.

Det var også på grund af Adina, at vi i juli drog afsted til det nordlige Jylland. Der var inviteret til træf på den kennel Adina kommer fra, og det var en festlig dag med hele 17 hvide schæfere, der vimsede rundt på den store landejendom.

Det sociale liv ifm. Adina kommer af sig selv, for hunden skal jo luftes. Men derudover har jeg haft dårlige mulighed for at dyrke sociale relationer i 2015. Pga. Mads’ overarbejde kan jeg ikke lave aftaler efter fyraften på hverdage – jeg skal hjem til hunden. Weekenderne er nærmest overstået før de er begyndt pga. byggeprojekter, almindelig vedligeholdelse af hus og have, og fordi jeg er nødt til at prioritere mental restitution for at fungere til daglig. Heldigvis har der dog været et par større begivenheder i året, der har givet os lejlighed til at se familie og venner.

Oplevelser og begivenheder

årsopgørelsen for 2014 brugte jeg vores kaffemaskine som et billede på, at vi får flere gæster end vi gjorde da vi boede i Virum. I år har vi fået os en ny kaffemaskine, Tassimo, som gør det endnu lettere at lave en kop kaffe til gæster. Jeg har købt en masse forskellige kaffevarianter, og har haft flere lejligheder til at byde på Latte Macchiato og Café Crema, men jeg har også været en del ude.

Kaffemaskinen kom på arbejde, da vi fejrede Mads’ 40 års fødselsdag i oktober. Pejsestuen blev dækket op til 16 personer, og vi nød dejlig indisk mad, mens hele familien Appelby hyggede sig.

Tidligere på året blev min veninde Mette også 40. Det blev fejret på en restaurant i København, hvor vi simpelthen fik serveret alle de grillede kødretter der var på menukortet. Sikke en kød-fest!

Ved min fasters 70-års fødselsdag blev næsten hele min fars familie samlet. Vi bor langt fra hinanden og i flere forskellige lande, så det er ikke så tit det sker. Selvom vi tilbragte en eftermiddag sammen i Frilandsmuseets charmerende selskabslokaler, fik jeg ærgerligt nok ikke talt med alle.

Jeg havde 25 års studenterjubilæum i 2015, og blev inviteret til sammenkomst på gymnasiet. Jeg var med til at spore nogle af de gamle klassekammerater, men valgte ikke at deltage i selve festen. Jeg synes det er sjovt at se hvad der er blevet af de forskellige kammerater, men finder Instragram og Facebook tilstrækkeligt.

Julen blev ret social. Min bror kom til Danmark for første gang i 3 år, og det skulle udnyttes. Foruden selve juleaften var vi værter for mine forældre og min bror flere gange. Det føles rigtig godt og meningsfuldt at lave hyggelige arrangementer for min familie.

Samfundet

Skal jeg kigge lidt udover min egen næsetip, bød året 2015 på folketingsvalg og efterfølgende ny regering. Det blev en mærkelig oplevelse.

Danmarks første kvindelige statsminister og hendes parti fik et rigtig godt valg, selvom det plejer at ‘koste’ at have regeringsmagten. Alligevel tippede balancen, og hun mistede magten, hvilket fik hende til at kaste håndklædet i ringen, ikke bare som statsminister, men som formand for Socialdemokratiet.

Der var altså borgerligt flertal, men de partier der plejer at danne regering gik meget tilbage ved valget. Det største borgerlige parti blev Dansk Folkeparti, men de smed også håndklædet i ringen og ville ikke indgå i en regering.

Resultatet blev en ren Venstre-regering, som ikke virker til at have så langsigtet et perspektiv. Indtil nu har de kun gennemført nogle af de mere smålige mærkesager fra støttepartierne og deres eget partiprogram.

Den skyttegravsagtige debat jeg omtalte i juli er kun blevet værre. Når regering vælger at stoppe grundskyldens himmelflugt, så vi der ejer vores bolig ‘kun’ skal betale det samme i skat, som vi gjorde i 2015, bliver det kaldt “at forgylde de rige”.

Retorikken omkring flygtninge og migranter er også polariseret. Enten tager man imod alle 20 millioner med åbne arme, eller også er man racist. Jeg er som så mange andre dybt bekymret over flygtningesituationen, både for de enkelte flygtninge,  og hvad det betyder for Danmark. Jeg håber at der er nogle dygtige ledere og diplomater der kan finde noget der peger i retning af en løsning.

Alt i alt synes jeg ikke at 2015 har været et særlig godt år.

Helt grundlæggende er jeg glad og taknemmelig for mit liv med Mads og Adina og vores familie og venner. Jeg er også glad for en række nye relationer – Facebook siger at jeg har fået 19 nye venner i år, og det er ikke så lidt når man tager i betragtning, at jeg kun bliver FB-venner med folk jeg kender fra virkeligheden.

Arbejdsmarkedets grænseoverskridende krav og manglende fleksibilitet har fyldt for meget i mit 2015, og gjort det svært for mig at leve mit liv fuldt ud. De rigtig dårlige nyheder er, at lige nu kan jeg ikke se lys for enden af tunnelen.

Over årene har jeg lavet mange forandringer i mit liv for at mindske effekten af de stress-faktorer jeg oplever i mit liv. I øjeblikket har jeg ikke overskud og kreativitet til at finde flere omveje og genveje. Jeg tror at vejen frem lige nu er at forsøge at leve livet dag for dag, og nyde det der er at nyde. Som for eksempel den flotte solopgang, som er i toppen af dette blogindlæg. Den var lige foran mig på årets sidste dag, da jeg stod ud fra brusebadet og så ud ad vinduet ud mod skoven.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Juleaften på Bøgevej

For huset var det 108. gang det var jul. Vores nye, gamle hus i Birkerød har holdt jul under både 1. og 2. verdenskrig, under 60’er-oprøret og oliekrisen i 1970’erne. Det er som om huset bare vifter med hånden og siger “pfff…. det er da ikke noget – det har jeg prøvet masser af gange!”.

For os var det første gang vi skulle holde jul i det hus, og det havde vi glædet os meget til. Vi synes at det klassiske murstenshus med højt til loftet, stuk, store flotte vinduespartier og fine parketgulve var nogle rigtig fine rammer for vores version af denne traditionelle aften.

Jeg har altid ønsket mig at have tallerkener med juletema, og har også haft et par tilløb med stel som meget hurtigt gik ud af produktion igen. I år besluttede jeg at gå “all in”. Til min fødselsdag i november ønskede jeg mig tallerkener fra Royal Copenhagens serie Stjerne Riflet, og det lykkedes mig at samle både 6 tallerkener, sovseskål og et par fade – et komplet sæt til juleaften. Det fine stel har motiver inspireret af den gamle Peters Jul, som jeg synes passede perfekt til det gamle hus.

Jeg har prøvet at holde jul selv en enkelt gang før, nemlig for 2 år siden i vores rækkehus i Virum. Dengang fandt vi frem til en menu som vi virkelig godt kunne lide. Den rummer både tradition og fornyelse, så den holdt vi fast i. 

I år blev julen fuldendt set fra min families synspunkt, for min bror kom fra Sydcalifornien for at holde jul med vores forældre, mig, min mand og ikke mindst vores hund Adina. Både Mads og jeg havde fået fri de 3 hverdage op til juleaften, og der var dømt jul en hel uge. De første dage gik med indkøb af julegaver, juletræ og madvarer. Familien samledes til hjemmelavede æbleskiver hos os, og der blev også tid til et besøg hos et vennepar i Allerød. De sidste dage inden jul fik vi gjort rent og pyntet det gamle hus fint op med nisser, hæklede snefnug, juleklokker og på juletræet masser af glaskugler.

Selve juleaften forløb rigtig godt. Vi startede aftenen kl. 16 med at se Disney Juleshow. Maden var sat i ovnen til langtidsstegning, men stegetermometret afslørede at kalkunen blev noget hurtigere færdig end forventet. Vi spiste derfor ikke så lang tid efter at juleshowet var færdigt.

Måltidet er designet til at være både nemt og lækkert, og det blev det heldigvis også. Vi spiste

  • kalkunbryst farseret med kyllingekød, andelever og spæk og med flettet, soltørret skinke udenom
  • små runde, halverede kartofler i ovn med godt med krydderier og smør
  • rødkålssalat med appelsinfileter, tørrede tranebær og ristede mandler
  • flødesovs

Til dessert fik vi islagkage med 2 slags is: dajm-is med kanel og flødeis med pureret kirsebærsovs.

Til min store glæde kunne alle lide maden, og der blev spist godt. Faktisk var alle så mætte bagefter, at der slet ikke var plads til de lækkerier i form af marcipan og chokoladetrøfler vi havde taget med hjem fra Tyskland en måned forinden.

Da vi havde besluttet at droppe julegaverne i år, havde jeg forberedt lidt forskellig underholdning. Mellem hovedretten og desserten lavede vi en lille pakkeleg. Aftenen inden sad jeg sent oppe og hyggede mig med at beklæde små æsker med gavepapir og fylde dem med forskelligt slik. På den måde var det ikke en rigtig gave, og jeg tænkte at især min bror ville sætte pris på noget dansk slik. Vi raflede, og dem der fik en 6’er måtte vælge en pakke, først fra puljen og derefter fra de andre deltagere om bordet.

Jeg havde også forberedt et par quiz’er med spørgsmål dels om jul, og dels om os selv. Jeg havde egentlig tænkt at det kunne være underholdning inden maden, men da maden blev så hurtigt færdig, tog vi dem senere.

Efter maden gik vi ind i pejsestuen, tændte de levende lys på juletræet og satte os i magelige stole med en kop kaffe. Vi satte noget klassisk julemusik på anlægget og nød synet af juletræet. Det blev en både stemningsfuld og afslappet stund. Det var slet ikke mærkeligt at der ikke skulle pakkes julegaver op.

Til sidst satte vi os ind i fjernsynsstuen med vores smartphones og gættede på hvad der kan gøre min bror mest rasende, hvilken uddannelse Mads i grunden har, og mine shoppevaner. Det gav et par gode grin, og måske fik vi også opfrisket lidt af vores viden om hinanden.

Ved halv elleve-tiden blev mine forældre og min bror kørt hjem – mætte, trætte og i godt humør. Juleaften plejer ikke at vare helt så længe i min familie, og alle gav da også udtryk for at det havde været en god aften. Jeg synes også selv at det hele gik op i en højere enhed. Det var en hyggelig, nærværende, smuk og velsmagende jul i mit eget hus.

Lignende indlæg:

En jul uden gaver

Vi har netop tændt det første lys i adventsstagen og sat os foran brændeovnen med lidt varmt at drikke og et par cognac-bønner. Der er lys i vinduerne, og de har lige tændt juletræet nede på Maj-pladsen. Det er første søndag i advent, og juleforberedelserne er i fuld gang.

En del af julen er jo gaverne. Jeg har altid godt kunnet lide at få idéer og finde den helt perfekte gave, for derefter at pakke den fint og kreativt ind og give den til en jeg holder af. Jeg bruger meget tid og mange penge på gaver.

Det går oftest ud over min mand, og han er et rigtig godt offer. Han er nemlig temmelig påholdende, og køber sjældent ting til sig selv, selvom der ofte er flere ting han godt kunne tænke sig eller har behov for. Dermed er der masser af gaveidéer for mig at tage fat i. Samtidig er han rigtig god til at modtage gaver. Han bliver for det meste oprigtig glad og overrasket over det jeg har fundet på.

Til fødselsdag og jul har jeg alle årene givet gaver til min mor, min far og min bror. Jeg kan også godt finde på at give gaver til venner, kolleger, naboer eller andre jeg kender mere eller mindre godt.

Der er ingen tvivl om, at det at give gaver er en af de større glæder i mit liv. Hele processen med at få en idé til en gave og så føre den ud i livet stimulerer mig og giver mig en masse kreativ energi. Så meget, at det godt kan blive lidt af en besættelse. Jeg forsøger at holde en høj etik og ikke forvente tak, men jeg må også erkende at jeg føler mig lidt skuffet, hvis modtageren ikke ser ud til at bliv glade for det jeg giver.

I den kommende jul har jeg aftalt med min familie at droppe julegaverne. Vi har alle sammen svært ved at skrive en ønskeseddel, fordi vi har en tendens til selv at købe de ting vi synes vi har lyst til og/eller brug for. Derfor er det også svært at finde en gave at give. De sidste par år har jeg haft en fornemmelse af, at det kun var mig der havde fornøjelse ved det med gaverne. I år tog jeg tyren ved hornene og spurgte familien om vi skulle lade være med at give hinanden julegave. Det sagde de ja til.

Min mand og jeg vil stadig gerne give hinanden gaver. Lige siden vi lærte hinanden at kende, hvor vi de første mange år ikke holdt jul sammen, har vi haft vores egen juletradition med at give hinanden julegave om morgenen 24. december. Det vil vi holde fast i.

I år holder vi jul i vores nye, gamle hus i Birkerød. Lige siden vi købte huset, har jeg glædet mig til at det skulle danne rammen om en juleaften. Som gæster kommer mine forældre og min bror, der er på besøg fra USA for første gang i 3 år.

Jeg er spændt på hvordan det bliver at holde en juleaften helt uden julegaver. Juleaftens-traditionen har man båret med sig lige siden man var barn, og dengang var det jo et meget centralt element ved juleaften at give og modtage gaver. Vi får se hvor nemt dette element kan skæres væk, nu hvor alle er voksne. Og hvad skal vi så egentlig lave den aften?

Jeg er også spændt på hvordan jeg selv vil have det med ikke at give gaver, og ikke at modtage dem. For mig ligger der i bund og grund en kærlighedserklæring i at give en gave. Det bliver interessant at finde ud af, om jeg og min familie kommer til at savne den symbolske betydning af gaven.

Jeg har jo i grunden ikke noget imod at købe gaver til min familie. Faktisk var jeg allerede startet på gavekøbene, inden denne beslutning blev taget. Men når nu jeg ved at min familie ikke ønsker at modtage en gave, så stopper historien jo faktisk der.

Jeg har nu fundet alternative modtagere til de gaver jeg allerede har købt. Og så får jeg jo ekstra kræfter til de øvrige juleforberedelser og gaver til min mand. Jeg kan hjælpe ham med at købe gaver til sin familie, og måske køber jeg en gave til mig selv.

Lignende indlæg:

Socialt liv for en sensitiv

Venner og familie

Mit sociale liv har ændret sig rigtig meget siden jeg var ung. Mange af ændringerne skyldes det faktum, at jeg ikke har børn, og den udvikling der er sket i forbindelse med at mine venner har fået det.

Hvor jeg tidligere havde flere nære venner, har jeg i dag meget få. Til gengæld har jeg en række andre relationer via netværk og interesser. Det er ikke det hele der har været mit eget valg, og undervejs har det været en sorg for mig at miste mine nære venner. Men i dag kan jeg se, at mit sociale liv fungerer rigtig godt for min sensitive side.

At have ganske få nære i mit liv fungerer godt for mig. Det betyder at jeg har overskud til at være nærværende overfor alle, og gå i dybden med vores samvær. Det betyder også, at kalenderen ikke byder på aftaler hver eneste weekend, og det giver en rigtig god balance. Så har jeg både mulighed for at restituere og være migselv samt nærværende overfor min familie, hvilket giver mig meget overskud.

At være en del af netværk der er drevet af interesser, giver mig også meget. Som eksempel kan jeg nævne min interesse for hunde, hvor jeg har mulighed for at dele min glæde ved hunde med ligesindede. Det giver mig en dejlig følelse af samhørighed. Jeg har også i mange år deltaget i et netværk for folk uden børn. Her er det et fællesskab om et livsvalg, der giver nogle interessante samtaler og gode grin.

Udviklingen i de sociale medier har været en revolution i mit liv. Her kan jeg dyrke emner og mennesker der interesserer mig, men jeg kan nemt sætte grænser og stoppe når det passer mig. Sociale medier stimulerer også min nyhedssøgende side, men det skal styres nøje.

På arbejde

På arbejdspladsen er jeg begyndt at sortere meget i det sociale liv. De værste migræneanfald jeg har haft, har været i forbindelse med teambuilding-arrangementer på arbejde. Det er meget belastende for mig at være tvunget til at deltage i aktiviteter, oftest fysiske præstationer, der ikke har noget at gøre med det jeg er ansat til og som jeg absolut ikke er god til. Når man ikke har mulighed for at sige fra eller trække sig lidt tilbage, bliver det så belastende for mig, at jeg mange gange har fået meget voldsomme migræneanfald som har gjort mig syg i flere dage efter.  Sidst jeg blev inviteret til sådan et arrangement meldte jeg simpelthen afbud.

Også den årlige julefrokost er noget jeg melder fra til. Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år og har været til min del af julefrokoster. Jeg har danset og drukket og er blevet klappet i røven. Det siger mig ikke noget mere, og det giver mig ikke en følelse af fælleskab med mine kolleger.  For nogle år siden holdt jeg op med at komme af social pligt. Jeg kan godt have stor glæde af samtaler med mine kolleger over frokostbordet til hverdag, men når det foregår i et støjende lokale med høje stemmer og fulde mennesker, bliver den mentale omkostning er højere end udbyttet for mig.

Til gengæld vil jeg meget gerne med til arrangementer der har en mere kulturel karakter. På min nuværende arbejdsplads har vi haft ture til både Christiansborg og Københavns Rådhus, og det har jeg været meget glad for at deltage i. Vi er også nogle kolleger der på helt privat basis er taget i biografen sammen, og været ude at spise inden. Jeg har sågar inviteret kolleger hjem til mig. Så det er ikke fordi jeg ikke vil være social med mine kolleger, det er bare fordi at visse typer at samvær er ubehageligt for mig.

Retur til Et liv for en sensitiv

Lignende indlæg:

Rund fødselsdag

I sidste uge fyldte Mads 40 år. Nu er vi begge i fyrrerne. Det har været lidt svært for ham at acceptere – han føler sig stadig som en på 27.

Den runde dag blev anledning til for første gang at invitere hele hans familie hjem til vores nye hus. De fleste har været der mange gange, men vi har aldrig været samlet alle sammen hjemme hos os. Og hans onkel og tante kunne se huset for første gang.

Som detaljeorienteret og sensitiv person er det en krævende opgave at stable sådan et arrangement på benene. Jeg kommer nemt til at stresse over de mange forskellige ting der skal ordnes, så det gælder om at holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger.

Vi besluttede at få leveret mad udefra. Mads elsker indisk mad, så vi valgte at invitere til indisk buffet. Vi fik maden fra et indisk take-away sted i Hvidovre, som en kollegas hustru ejer. Jeg bestilte øl fra Nørrebros Bryghus og økologiske sodavand fra Ribe på Irma.dk og fik dem leveret til døren. Desserten lavede jeg selv – æbletrifli af æbler fra haven, også en af Mads’ favoritter.

Vi har et spisekøkken og 2 mindre stuer i vores hus. Et selskab på 16 personer er for stort til at sidde i spisekøkkenet, så vi måtte rykke lidt rundt. Lænestolene i pejsestuen kom ind i TV-stuen, og vores dejlige spisebord med 3 plader kom ind i pejsestuen. 2 mindre spiseborde blev hentet fra sommerhuset, og 4 stole lånt af mine forældre. På den måde kunne vi dække til 16 personer og lave en buffet i spisekøkkenet, hvor spisebordet normalt står.

Vi tog et par fridag op til festdagen, så vi kunne klare så meget som muligt i god tid. Rengøring og flytning af møbler foregik dagen før, og på selve dagen skulle der kun laves dessert og ordnes diverse småting som bordkort, børste hunden, flytte bilen osv. Pointen var, at vi ikke skulle være for stressede og trætte, når gæsterne endelig kom.

Jeg synes godt man kunne mærke vores gode forarbejde. Alt det praktisk fungerede fint, og jeg tror at alle havde en god aften. Jeg undgik dog ikke at blive lidt overvældet i perioder, og jeg følte ikke jeg var tilstrækkelig nærværende overfor gæsterne. Jeg ville gerne have været med til at vise huset til dem der ikke havde set det før, og været med da Mads pakkede gaver op. Men pludselig står man med 3 værtindegaver i favnen, en bakke med velkomstdrinks og en masse mennesker der myldrer rundt, samtidig med at maden bliver leveret og skal anrettes.

Mads’ søstre havde arrangeret et underholdende indslag efter hovedretten i form af en quiz om Mads, hvor gæsterne svarede via deres mobiltelefoner. Det var rigtig skægt og gjorde at man lige fik rejst sig fra bordet og grint en masse. Jeg valgte at være med til løjerne, og rydde af bordet bagefter. Bagefter serverede vi desserten, som var klar i portionsanrettede glas. Til sidste serverede vi kaffe fra vores nye Tassimo-maskine sammen med småkager og slik.

Jeg kunne se mig selv i vores hund Adina. Hun elsker at få gæster, og var ellevild denne aften, fordi det var alle de mennesker hun kender bedst der kom og besøgte hende. Hun skulle være med til det hele, og alle ville gerne have kontakt med hende. Når vi er ude sammen plejer hun at få nok på et tidspunkt, og ’sige’ til os at nu vil hun gerne hjem igen. Denne sammenkomst er den største vi har haft hos os selv i den tid vi har haft Adina, og jeg havde regnet med, at hvis hun fik for meget så ville hun fjerne sig – gå ovenpå i fred og ro eller lignende. Det gjorde hun ikke. Hun ville være med til det hele. Hun blev synligt træt, nærmest groggy og det gik ud over motorikken – hun stødte bla. ind i sofabordet på et tidspunkt – det gør hun ellers aldrig. Dagen efter var hun meget træt. Det var jeg også.

Det var dejligt at bruge sig hus og sine faciliteter til det de er beregnet til, og jeg er rigtig glad for arrangementet alt i alt. Huset rummede fint det store selskab, selvom vi sad lidt tæt i den lille pejsestue. Gæsterne hyggede sig og roste både mad og drikkevarer. Mads bryder sig egentlig ikke så meget om at være i centrum ved sådan en fejring, men jeg tror nu at han synes det var en hyggelig aften, nu hvor det er overstået.

 

Lignende indlæg:

Adina på flugt

I fredags stak Adina af på en tur med sin hundelufter. Der havde været torden om morgenen, men det var klaret op og blevet solskin. Midt i Søllerød Kirkeskov, midt i en dejlig badetur med alle de andre hunde, kom der alligevel et tordenskrald, og så løb Adina sin vej.

Hundelufteren ringede straks til mig, og vi aftalte at hun forsøgte at lede på de forskellige parkeringspladser omkring skoven. Efter en time var Adina endnu ikke fundet, og jeg havde efterhånden en knugende, væmmelig fornemmelse i maven. Måske var det sidste gang jeg havde set min hund, da jeg sagde farvel til hende i morges? Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at arbejde, og besluttede at tage hjem for at deltage i eftersøgningen. Det var min chef heldigvis med på. Mads tog også fra arbejde, og mine forældre tog bilen og var med.

Jeg tog min cykel med toget til Virum Station og gik i gang med at gennem-trawle Geels Skov, som ligger lige ved siden af Søllerød Kirkeskov. Det gjorde godt at handle. Jeg kaldte og fløjtede mens jeg cyklede langsomt igennem både den vestlige og østlige del. Når jeg mødte andre hundeluftere spurgte jeg om de havde set hende, men det var der ingen der havde. Alle var søde til at love, at de ville ringe til telefonnummeret i hendes halsbånd, hvis de skulle se hende.

Samtidig kørte Mads til Søllerød Kirkeskov og gjorde det samme. Hundelufteren og min far gik også der hvor hun var blevet væk, mens min mor holdt vagt hjemme i vores hus, så der var nogen hvis hun skulle dukke op der. Mads ringede også til sine forældre og aftalte at de skulle se efter hende i skoven ved siden af hvor vi bor; Bistrup Hegn. Alt i alt var vi 7 mennesker der ledte, og vi fik hjælp af hundeflokken Adina havde været ude med, og de mennesker vi mødte rundt omkring.

2½ time efter at Adina var løbet sin vej ringede min telefon. Det var en ældre dame, der fortalte at hun stod med en sød og tillidsfuld hund, der rigtig gerne ville indenfor. Damen boede i Nærum, få kilometer fra området vi gik og ledte i. Det viste sig, at hun boede tæt på hundelufterens tidligere bolig, hvor Adina har været passet adskillige gange og boet i en periode inden hun flyttede ind hos os.

Den søde dame var selv hundeejer, og stod lige netop og skulle til Geels Skov med sin hund. Vi aftalte at mødes på parkeringspladsen. Jeg skyndte mig at sprede budskabet om at Adina var fundet, og lettet cyklede jeg hen til mødestedet. Få minutter senere så jeg en lille bil med en stor hvid hund siddende på forsædet rulle ind på parkeringspladsen. Kort efter kom Mads og min far, og lidt senere også hundelufteren. Alle var lettede, og mavefornemmelsen noget bedre. Andre hundeluftere på vej hen til deres biler råbte begejstret, at schæferen var fundet.

Vi lærte mere om Adinas adfærd af denne episode. Adina er generelt utryg ved torden og fyrværkeri, og det er meget tydeligt at hun søger fysisk tryghed; hun lægger sig under borde og ind i brusekabiner. Det virker som om, at hun tror at hele verden er ved at falde ned over hende. Det var også det hun havde gjort denne gang, ved at søge hen til det nærmeste hus hun kendte. Vi var på sporet ved at lede på parkeringspladser og ved vores tidligere og nuværende hus. Men det var jo mere oplagt for hende at søge hen til det hus, hvorfra hun adskillige gange har gået tur hen til den skov hun befandt sig i.

Det er selvsagt frygteligt for alle parter, at denne situation opstår. Det er synd at hun er så bange, og det er farligt for hende at løbe skrækslagen rundt, helt irrationel. Hendes mennesker og pårørende er frygtelig bekymrede. Hvis det værste skulle ske, at hun bliver kørt over, vil det også være belastende for et vildt fremmed menneske.

Vi glæder os over, at der ikke er sket hende noget fysisk. Det er sket et par gange før, at hun har været stukket af, og alle gangene har hun krydset større, trafikerede veje uden at komme noget til. I mit stille sind håber jeg på, at hun har en fornuftig færden, men det er jo ikke til at vide.

Hele weekenden har Adina været temmelig påvirket af episoden. Når det har regnet eller der har været lyde fra fly har hun været meget stresset, rendt i hælene af mig og Mads, og været modvillig når vi skulle ud og gå tur. Og når hun har kunnet slappe af, har hun været enormt træt. Vi forsøgte at gøre weekenden så rolig som muligt ved at være så meget hjemme som muligt og forholde os roligt. Forhåbentlig er det snart slut med tordenvejr – så skal vi i gang med lydtræning for at forsøge af af-sensibilisere hende.

 

Lignende indlæg:

Sommerferie 2015

Endnu en sommerferie er ved at være slut. I denne sidste weekend vasker jeg tøj, rydder op og ordner ukrudt. Huset er rent, fordi vi gjorde rent inden vi tog afsted, men jeg forsøger at gøre hjemmet klar og ‘nulstillet’ til den normale hverdag. Og så skriver jeg mine oplevelser fra ferien ned i et blogindlæg, som jeg plejer.

I år har vi som sagt haft lidt senere sommerferie end normalt. Egentlig føles det ikke så sent for mig, for jeg har i mine single-år ofte holdt ferie i august, så jeg synes det er meget normalt. Men for Mads føltes det sent, og det synes min chef vist også. På min arbejdsplads ønsker man at medarbejderne lægger deres ferie i skolesommerferien, men da min husbond ikke kunne få ferie på andet tidspunkt end den sidste uge af skoleferien og 2 uger efter, måtte jeg søge om dispensation – og fik den.

Som ferien nærmede sig i juli gik det op for mig, at jeg ikke glædede mig specielt meget til sommerferien. Vi havde ikke andre planer, end at vi skulle i sommerhus som vi plejer, så der var ikke noget konkret at se frem til. Husbond har haft ekstremt travlt på arbejde meget længe, så jeg var bange for at det var for meget at begynde at planlægge ting vi skulle i ferien. Omvendt har jeg haft en meget kedelig tid på arbejde det meste af året, så jeg trængte til at opleve noget.

Det fik vi heldigvis talt om inden, og ferien fik derfor fokus på oplevelser. Det blev fint understøttet af vejret. Både maj og juni var ret kolde, og på nær en weekend med >30 graders varme var juli faktisk også ret trist. Men lige så snart august – og vores sommerferie – startede, kom der godt vejr. Det har været solskin næsten alle dage i vores ferie, og behagelige temperaturer på 20-25 grader, der har medført mere aktivitet og lidt mindre dasen.

Vi starter altid vore ferier med en tur til Kgs. Lyngby, hvor vi kigger på butikker og spiser en frokost. I år blev det sushi på Aji Sushi. Vi plejer at tage os et par dage til at falde ned, blive mennesker, får vasket tøj og pakket i ro og mag.

Vi var 14 dage i sommerhuset. Oplevelserne kom ved små ture til de omkringliggende byer. Selvfølgelig skulle vi ned i vores egen by, Gilleleje, hvor vi køber det gode rugbrød og fiskepålæg, og hvor der er gode restauranter. I år valgte vi at gå med på en byvandring, arrangeret af Museum Nordsjælland. Det var en spændende fortælling om Gilleleje før og nu, inkl. et par anekdoter fra besættelsestiden. Det er også et must for os at tage til Helsinge for at gå en tur på gågaden og spise på det hyggelige cafeteria ved Kvickly. En gåtur med is på promenaden ved Rågeleje strand blev det også til, og da mine forældre kom til frokost fik vi en fantastisk naturoplevelse i Heather Hill, hvor lyngen var på sit højeste. Vi var i Loppehal i Blistrup og så solnedgang fra Søren Kierkegaards yndlingssted ved Gilbjerg Hoved. Vi tog også en tur til Hornbæk, hvor vi shoppede lidt tøj, klipklapper og spiste is. Og sidste dag på nordkysten gik turen til Tisvilde Hegn.

Den sidste uge af ferien tilbragte vi i Birkerød, men også med fokus på små ture og oplevelser. Birkerød Lokalhistoriske Arkiv og Museum har åbent om onsdagen, og endelig havde vi muligheden for at besøge det. Vi ville gerne lære lidt mere om vores nye by, og måske danne os et billede af hvordan byen så ud da vores hus blev bygget i 1907. Det var en sjov oplevelse, som vi delte med min historie-interesserede far, og afsluttede med en is på Madsens Is-café. Et gavekort givet i indflytningsgave sidste år blev indløst i Plantorama i Hillerød. Det er Nordens største havecenter og sjovt at opleve; der var utrolig meget at kigge på . Vi fik købte os nogle gode blomster til haven. En anden dag tog vi Adina med til Bernstorffsparken, hvor hunde må løbe frit. Det var en stor oplevelse, for Adina blev helt vildt glad over at være der. Hun boede i Hellerup de første 2½ år af hendes liv, så der er nok nogle gode minder for hende i den park. Turen blev afsluttet med en is i Rungsted Havn. På den sidste feriedag tog vi til København, hvor vi spiste dim sum til frokost, gik en tur på Strøget. Vi har fået is næsten hver dag, men denne dag fik vi i stedet en super lækker cheesecake hos Bertels Kager.

Vejret gjorde det også muligt at få lavet nogle af de praktiske ting, der trængte sig på. I sommerhuset var det selvfølgelig nødvendigt at give haven en overhaling, selvom vi havde været deroppe og trimme lidt forinden. Den nye træterrasse blev som forventet en stor succes, og vi sad derude næsten hele tiden. Der var dog også lidt færdiggørelse i forbindelse med terrasen, så Mads fik bygget et trappetrin ned fra huset til terrassen og skruet nogle flere skruer i. Det lykkedes os også i fællesskab at få lavet et nyt hegn ud mod vejen, efter at det gamle er blevet påkørt og/eller smadret i 2 omgange de seneste par år. Hjemme i Birkerød gik vi gang med at udskifte punkterede termoruder i køkkenet, og mens jeg alligevel havde penslen og den hvide maling i gang, fik jeg malet tilbygningens vinduer udvendigt.

Vi har været lidt mere sociale end vi plejer i vores ferie – nok fordi alle andre var kommet hjem fra ferie da vi holdt ferie. Vi har været til frokost hos min onkel i Næstved, på kinesisk restaurant med Mads’ søsters familie, til 13 års fødselsdag i Vanløse, og så har vi haft besøg i sommerhuset 2 gange, dels af mine forældre til frokost og køretur til Heather Hill, og dels til grillning og rosé på terrassen af Mads’ forældre.

De behagelige temperaturer var perfekte til at arbejde og tage på ture. Det var dog ikke helt oplagt til at dovne i solstole; i solen var det for varmt men i skyggen en anelse for koldt. Når vi har kunnet nå både de mange ekskursioner og en del praktisk arbejde er det nok på bekostning af almindelig dasning. Om aftenen har vi dog taget det meget afslappet. Vi har spist nem og let mad og set lidt fjernsyn. De sidste 2 somre har jeg nydt TV-serien Store Forretninger (Mr. Selfridge), og sørme om DR ikke i år sendte 3. sæson lige som jeg havde sommerferie. I år blev Mads også grebet af den, så vi har hygget os med et nyt afsnit hver aften i de sidste 2 uger af ferien.

På trods af mine lave forventninger til ferien er det blevet en helt perfekt ferie lige efter mit hoved. Det har været en god blanding af oplevelser, praktiske gøremål og afslapning i helt perfekte temperaturer – hvad mere kan man ønske sig? Vigtigst af alt har vi tilbragt rigtig meget tid sammen; Mads, Adina og jeg. Jeg føler mig godt tanket op til at begynde en ny arbejdsperiode.

Lignende indlæg:

Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Hvis jeg ikke skulle på arbejde

Efter 24 år på arbejdsmarkedet kan man godt komme til at drømme om noget andet. Tænk hvis man ikke skulle afsted på arbejde hver dag. Der er så meget andet i livet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville andre sider af min personlighed komme frem. Jeg ville være mindre træt og mere nærværende. Jeg ville være fuld af idéer og have lyst til at sætte ting i gang. Jeg ville være mere tolerant, og jeg ville kunne lukke flere mennesker ind i mit liv.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tilbringe mere tid sammen med min hund. Min allerbedste ven med pels er her jo ikke for evigt, og jeg føler tit at vi spilder den begrænsede tid vi har med hende, ved at hun skal ligge hjemme og vente på at vi kommer hjem fra arbejde. Vi kunne gå flere ture, kæle noget mere, lege mere i haven. Og jeg kunne snuse noget mere til hendes bløde, fine pels og give mig hen til hendes naturlige ro og leven i nuet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg gøre mere ved min have. Haven er gammel, og der vokser lidt for mange ting rundt omkring. Den trænger til at blive trimmet, og der er også masser af muligheder for at plante nye spændende, duftende planter. Jeg kunne bruge mere tid på den daglige vedligeholdelse, og jeg kunne være hjemme til at tage imod en professionel, der kunne beskære det kæmpe træ, der giver skygge i haven.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg være mere sammen med mine forældre. Lave små hyggelige ting sammen. Tage på små ture. Lave mad til dem og hjælpe med det praktiske. Diskutere politik og snakke om vind og vejr.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tænke mig at blive ven med en af de flygtninge, som for tiden flytter ind på det tidligere kloster i Bistrup. Hjælpe med at forstå det danske samfund. Lære noget om det land som han/hun flygtede fra. Skabe lidt tryghed og nærvær for et menneske i krise.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg blive besøgsven for en ældre medborger. Gå tur, tale sammen, læse op fra avisen, spille kort. Jeg kunne høre om gamle dage og livserfaringer, og fortælle om yngre menneskers liv nu om dage.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg ikke have råd til at leve det liv jeg gør i dag med et dejligt hus, en stor have og en fantastisk hund. Og det liv er jeg utrolig glad for. De sidste par uger har vi faktisk haft ikke bare 4 men hele 5 rigtige på vores faste Lotto-kupon, og det er endda sket hele 2 gange. Men det giver kun udbetalinger på omkring 110-115 kr. Der skal en noget større Lotto-gevinst til for at realisere denne drøm. Men nogle gange er det nu dejligt at drømme, selvom det er urealistisk.

Lignende indlæg: