Sommerferie 2019

I år har sommerferien stået ubetinget i hundens tegn. Husbond og jeg fordelte hver 4 ugers ferie henover 5 uger, for at få en god start med vores nye hundehvalp Norma

Vi har ikke været 2 uger i sommerhus. Vi har ikke spist så mange is som vi plejer. Vi har ikke spist frokost på Gilleleje Havn. Vi har ikke været på stranden og bade. Men vi har haft en masse oplevelser, og en del af dem hører også med til en god sommerferie.

De 5 uger startede naturligvis med, at vi kørte en tur til Nordjylland og hentede vores lille hundehvalp. Det er altid lidt ferie-agtigt at køre en tur over Storebæltsbroen og til Jylland, og vi havde en overnatning på motel og besøg i smukke Viborg.

Hjemme igen havde vi en uge, hvor vi var utrolig meget ‘på’ i forhold til lille Norma. Ivrige for at vinde hendes tillid, vænne hende til sit nye hjem og sørge for at hun sov godt og havde det godt. En uge fuld af tanker og glæder. Husbond fortæller at jeg slet ikke snorkede de første 3 nætter.

Derefter tog jeg tilbage på arbejde en uge, mens husbond gik hjemme med Norma – en slags hvalpe-fædrebarsel. Det var både hårdt og hyggeligt for husbond, og en lille pause fra det intense hjemmeliv for mig. Det var dog svært ikke at tænke på hvad der foregik derhjemme.

Da den 2. uge var gået, var vi alle 3 sammen igen, og der var for alvor dømt sommerferie. Norma var faldet godt til, og vi besluttede os for at introducere hende for vores sommerhus. Det blev til 5 nætter i vores lille refugium. Her var det noget lettere at have en hundehvalp, fordi der ikke er trapper, og huset er meget mindre og dermed overskueligt.

Vejret var lidt blandet, men vi fik både vores sædvanlige ture til nabobyerne, ture på Gilleleje Havn og frokost med fiskepålæg på terrassen sammen med mine forældre. Samtidig fik vi socialiseret Norma i mange forskellige miljøer. Det blev da også til en enkelt is.

Hvalpetræning var en fast ingrediens i denne sommerferie. Hver søndag mødtes vi med et lille hold på 4-5 hunde i et skønt område tæt på vores hjem. Vi har også været på besøg på den lokale dyreklinik og til legestue med holdet. Det var meget givende at møde andre hvalpe og deres ejere.

4. uge af sommerferien foregik i Birkerød. Nu begyndte vi for alvor at træne ‘alene-hjemme’ med Norma. De foregående uger havde hun været alene hjemme i få minutter op til en halv time. Nu var hun klar til at være alene i flere timer. Det betød at husbond og jeg fik lejlighed til at tage på nogle små ture. Vi tog til Lyngby og spiste frokost på Brdr. Prices Diner og shoppede lidt, og en anden dag tog vi en tur på gågaden i Hillerød, ligeledes med en dejlig frokost. Vi tog også på ture med Norma, og besøgte bla. Bernstorffsparken, hvor der er mange flinke hunde. 

Den sidste uge var husbond tilbage på arbejde, og jeg havde en uge alene med Norma. Jeg besluttede at vænne hende til den rytme vi har til hverdag, hvor husbond står først op og tager på arbejde, og kort derefter står jeg op og tager afsted. Jeg satte vækkeuret til det sædvanlige stå-op-tidspunkt og stod op som om jeg skulle på arbejde. I stedet greb jeg tasken med badetøj og gik ned i den lokale svømmehal og nød det udendørs bassin, indendørs bassin og varmtvandsbassinet, for at slutte af med en tur i saunaen. Det har altid givet mig velvære at befinde mig i vand. En morgen tog jeg til frisør, og den sidste dag i ugen tog jeg hen til en lokal cafe og spiste morgenmad.

I morgen starter hverdagen igen. Vi har allieret os med familie og arbejdsplads, så vi kan få en blød start på Normas hverdagsliv, så hun ikke skal starte med at være alene 8 timer i træk. Der er ryddet op i sko mv. i gangen, hvor hun skal være når hun er alene. Alene-hjemmetræning er gået utrolig godt, og jeg føler mig rolig over at lade hende være alene når vi går på arbejde. Vi er klar til en ny sæson – nu med hund!

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2018

Endnu et år er gået, og det er tid til at gøre status. Som sædvanlig ved denne tid sidder jeg i mit lille sommerhus, foran brændeovnen med tæppe over fødderne, og tænker tilbage på 2018.

FYsisk tilstand

Min læge tager mange blodprøver, og de er altid helt i orden. Blodsukker, kolesterol, stofskifte, nyrer – alt er som det skal være hver gang. I år har jeg dog haft en række banale gener, der alt i alt har betydet, at jeg ikke har følt mig rask.

Efter en kraftig luftvejsinfektion ved påske, har jeg haft problemer med luft gennem næsen. Det har generet mig både dag og nat, og gjort mig både udmattet og fortvivlet. Siden påske er det kun sket 4 gange, at jeg har sovet en hel nat uden at vågne af manglende luft. Jeg er blevet udredt for søvnapnø, men jeg har kun en smule, som ikke kræver behandling. I år har jeg haft 4 forkølelser, så min næseslimhinde har ikke fået mange chancer for at komme sig.

Jeg har også haft problemer med maven. Selvom jeg har droppet både lyst brød og müsli på morgenmaden, blev jeg henover sommerferien oppustet som en spærreballon hver gang jeg spiste. Jeg har heldigvis kunnet forbedre situationen med mælkesyrebakterier i pilleform.

Efter 1 år med ny kantine og ny cykel-afstand til arbejdspladsen, måtte jeg konstatere, at jeg ikke har formået at få min vægt ned til hvad den var før mine jobskift. Jeg startede til Zumba 2 gange om ugen og droppede slik, men lige meget hjalp det.

Jeg har tidligere kunnet holde min vægt nede ved at spise efter 5:2-diæten, men den måtte jeg droppe i sommers. Det har været en pragtfuld sommer, men jeg har desværre haft ekstra mange migræneanfald, også efter fastedage. Da jeg nærmede mig det månedlige maksimum for antal migrænepiller, valgte jeg at stoppe med 5:2-diæten.

Psykisk tilstand

I november fik jeg en depression. Jeg var uendelig træt og trist til mode, og til sidst kunne jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen.

Jeg måtte melde mig syg. Hos lægen fik jeg udskrevet antidepressiv medicin. I skrivende stund er jeg begyndt at få det lidt bedre. Jeg håber at den gode udvikling fortsætter, så jeg kan komme tilbage til en normal hverdag.

Årsagen er jeg ikke helt klar over. Der har været nok af psykisk belastende situationer de seneste år, og så er det ikke just befordrende at der er håbløst travlt på arbejde.

Arbejde

På papiret er mit nuværende job et drømmejob. Gode løn- og ansættelsesvilkår, kort transporttid og ingen storrumskontorer. I praksis er det en blanding af himmel og helvede.

Himmel, fordi kollegerne er fantastiske: vi holder sammen og støtter hinanden. Og fordi jeg føler at der er plads til sådan en som mig.

Helvede, fordi hverdagen er fyldt med konflikter med leverandører og frustrationer hos interne kunder. Og fordi der er stor uoverensstemmelse mellem opgaver og ressourcer og ingen udsigt til forbedring.

Familieliv

Husbond og jeg fejrede 10 års bryllupsdag i februar. Vi har efterhånden vænnet os til en hverdag uden hund. Vi har igen fået årskort til Tivoli, været til flere koncerter, og gået meget ud at spise. Savnet af Adina er der stadig, men i dag tænker vi primært på hende med glæde.

Helt fri for hundehår har vores hjem dog ikke været, for vi har fået lov at passe flere af vores hundevenner adskillige gange. Vi ser os selv som reserve-familie for Adinas nevø Atlas. Efter at vi et par gange har hentet ham for at gå en lang tur med ham, springer han nu nærmest i armene på os når vi ses. Det er et rigtig fint venskab vi har fået, og det betyder at hans ejer uproblematisk kan få sin hund passet ifm. sine forretningsrejser.

Vores forældre har været syge i året der er gået. Min mor fik helvedesild, og det tog hårdt på hendes overskud at tilføje den slags smerter til de daglige smerter fra omfattende slidgigt i ryggen. Svigerfar fik konstateret lungekræft og måtte igennem en række ubehagelige undersøgelser, hvorefter han fik opereret 1/3 af den ene lunge væk. Heldigvis var det kræft på et tidligt stadie og uden spredning, så nu er han kræftfri og skal ikke have yderligere behandling, dog kvartalsvise scanninger. Husbond og jeg har forsøgt at støtte op omkring vores forældre så godt vi kunne.

Økonomi

I 2018 lykkedes det os at spare så meget op, at vi kunne begynde at tænke på nyt køkken. Selvom det blev dyrere end den opsparing vi havde, klarede vi det med skindet på næsen og føler os i dag ikke fuldstændig blanket af.

Det skulle vi heller ikke så gerne, for lige da vi var begyndt at spekulere på køkken, fik vi besked om at der ikke længere laves reservedele til vores naturgasfyr. Det betyder, at næste gang der er en defekt på fyret er vi afhængige af at servicefirmaet har den rigtige reservedel på lager, ellers skal vi pludselig have nyt fyr, en udgift på omkring 30.000 kr.

Jeg har fået indhentet et lønmæssigt efterslæb, og mit månedlige rådighedsbeløb er nu større end hvad jeg har behov for. I 2018 prøvede jeg at investere noget af det økonomiske overskud i gartner-hjælp til haven. Det gik desværre ikke så godt, så efter et par måneder opsagde jeg aftalen. Nu sparer jeg pengene op og spekulerer på hvordan overskuddet kan konverteres til mentalt overskud på en anden måde.

Bolig

Det altoverskyggende projekt i år har været køkkenprojektet. Det tog 3 måneder at få et tilbud, og resten af året at få det gjort til virkelighed. Helt færdige er vi dog ikke, da der skal udskiftes nogle dele med skader i malingen.

Det har været hårdt, spændende og interessant at være igennem et så gennemgribende projekt.

Vi har ikke de helt store erfaringer med at hyre håndværkere, da husbond kan lave mange ting selv. Det har været interessant at se hvordan sådan et stort projekt foregår, og nogle gange frustrerende at have håndværkere gående.

At leve uden køkken i 3 måneder gik bedre end forventet. Vi fik lavet et midlertidigt køkken og klarede os ved hjælp af en mikroovn og halvfærdige retter fra supermarkedet.

Det næsten færdige køkken er blevet flot, og vi nyder det hver dag. Jeg har aldrig prøvet at have et helt nyt køkken, så der er mange wow-oplevelser ved skuffer og låger med dæmpning, induktionskogeplader, emhætte indbygget i loftet og masser af bordplads.

Status

I min opgørelse af 2017 var jeg stolt af min evne til at håndtere krise, men bekymret over mit psykiske helbred. Jeg sidder nu og gør det efterfølgende år op. I næsten 2 måneder har jeg taget antidepressiv medicin, og aner ikke hvorfor jeg blev syg. Måske var jeg ikke så sej til at håndtere krise alligevel?

Det der fylder mest i mit liv lige nu er at få det bedre psykisk. Jeg ved at det er depressionen der taler, når mine tanker kredser om at lave fundamentale ændringer i mit liv. Samtidig ved jeg at det må være forkert at have det dårlig på daglig basis. Jeg må og skal finde en måde at leve på, hvor jeg er mere glad.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2018

Det blev sommer et par dage ind i maj, og sådan blev det ved. Det har været og er stadig en helt enestående sommer rent vejrmæssigt. Sikke en kontrast til sidste år – man skulle næsten tro at det var en slags kompensation.

I år har jeg holdt 4 ugers ferie, fordi jeg havde en masse flex-timer, som jeg ikke kunne få brugt på anden måde. Den første uge var husbond på arbejde, men han kunne heldigvis også flexe torsdag og fredag, så vi fik lang tid sammen denne sommer.

I starten af ferien var jeg hjemme. Jeg nyder at være hjemme og bruge mit lokalmiljø når jeg har fri. Jeg gik til frisøren, på café og i butikker i Birkerød, og vi var også i nabobyen Hørsholm et par gange. Hjemme fik jeg ordnet nogle praktiske ting inden turen skulle gå til sommerhuset. Jeg gik bla. igang med damprenseren og fik gjort grundigt rent i badeværelser, på døre og paneler mv.

Den ene tur til Hørsholm handlede om at få afsluttet vores tilbudsproces vedr. nyt køkken. Det blev lidt spændende til sidst, fordi vi skulle ud i noget der mindede om forhandling ifm. en hushandel. Der var utrolig mange detaljer at have styr på, så til sidst var jeg lettet over at få det afsluttet, så min hjerne kunne holde rigtigt fri.

Midt i 2. ferieuge rykkede vi til Gilleleje og slog lejr i vores sommerhus for et par uger. Vi holdt den traditionelle frokost med mine forældre, i år også med min onkel og tante og deres hund. Ligesom sidste år fik vi også besøg af vores ven (og Adinas nevø) Atlas henover en weekend.

Bortset fra de 2 gæster var det første sommerferie i 7 år uden hund og det var selvfølgelig specielt. Vemodigt, fordi Adinas pude, legetøj og vandskål stadig er i sommerhuset, og vi har så mange minder. Men også mere frit, fordi vi lettere kunne tage på ture uden at tænke på hvordan hun enten kunne komme med eller blive tilbage uden at lide overlast.

Sommeren 2018 har været så fundamentalt anderledes end 2017 rent vejrmæssigt, at vi har fået en helt anden ferie ud af det. Det har været en meget mere tilbagelænet og afslappet livsstil, hvor havedørene stod åbne og den store træterrasse blev en naturlig forlængelse af stuen. Hynderne blev ude i stolene natten over. Den solopvarmede udendørsbruser var i brug næsten dagligt. Måltider foregik som udgangspunkt udendørs, og maden tilberedtes på grill.

Måske har vi endda brugt mindre el end vi plejer, fordi solen har klaret opvarmningen af brusebads-vandet og grillen har varmet vores aftensmad. Til gengæld har vi haft brug for at tænde reserve-køleskabet i garagen for at kunne holde en konstant forsyning af kolde drikkevarer.

Vi har fået nogle andre naturoplevelser end vi plejer. Uden en hund har vi været knap så meget ude at gå i naturen. Til gengæld har vi nydt dyrelivet mere end normalt; sommerhusets have har været propfyldt af fugle og sommerfugle. Fra terrassen har vi nydt synet af massevis af fugle – også nogle vi ikke ser så ofte som dompap og spætte. Vi har lyttet til lyden af bogfinke og ugle. Og nydt en spurv, der møjsommeligt gik på græsplænen og samlede Atlas’ pels op i sit næb. Vi har også jublet over det livsglade og atletiske egern, der hopper fra gren til gren eller bare ligger på en grangren og nyder livet. Når vi har været ude, har vi hilst på mange forskellige hunderacer.

Som de andre år har vi taget ture til nordkystens byer Rågeleje, Hornbæk,  Liseleje og selvfølgelig vores egen by Gilleleje. I år var vi der midt i højsæsonen, så byerne var propfyldt med mennesker og der var været mange aktiviteter. Vi har spottet mange kendisser, og i Gilleleje oplevede vi i år travalje-roning og markedsdage.

Både i sommerhuset og hjemme har jeg forsøgt at holde cykelformen vedlige. Jeg har cyklet en del ture, og brugte også cyklen til at komme til Gilleleje fra sommerhuset i en højsæson der gjorde det svært at finde parkering. På den måde håber jeg at kunne genoptage cykling til arbejde uden de store prust.

De sidste dage i ferien tilbragte vi hjemme i Birkerød i hedebølge. Når temperaturen er over 30 grader tænker jeg mest på at holde mig kølig og hydreret, og bortset fra utallige ture rundt i huset for at trække for/fra og åbne/lukke vinduer bliver det nemt meget stillesiddende. Det bliver også ret hurtigt kedeligt. Husbond og jeg flygtede fra varmen til shoppingcentre og restauranter med aircondition.

I morgen er det tilbage på arbejde. I år har jeg valgt at holde sommerferie samtidig med chefen. Det kan ellers være skønt at have ferie forskudt fra chefens ferie. At være på arbejde når chefen har fri kan være mindre stresset og dermed ret dejligt at opleve. Men hvis man holder ferie senere end chefen, kommer man tilbage til en chef som er udhvilet og i fuld gang med at starte nye opgaver. De seneste år har jeg oplevet det som ret overfældende, og de første mange uger efter sommerferien er gået med hjertebanken og stressfølelse i et forsøg på at gå fra 0 til 100 i chefens tempo. Det vil jeg gerne prøve at undgå.

Min sommerferie lå tidligere end normalt i år. Feriestemningen præger stadig samfundet, når hverdagen starter for mig i morgen. Normalt glæder jeg mig til at alting starter igen – skolestart, foredragssæsonen, tykkere aviser, interessante fjernsynsudsendelser. Det varer lidt endnu, men der bliver nok at se til, både på arbejde og med vores køkken-projekt. Jeg tager gerne et par uger endnu på lavt blus.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2017

I starten af 2017 ønskede jeg så inderligt, at det skulle blive et år der var bedre end året før. Billedet over dette blogindlæg er et udtryk for dette – den eneste souvenir jeg købte på min rejse til Los Angeles.

Det viste sig dog at blive endnu et ustabilt år med både opture og nedture.

Alle de blogindlæg jeg har skrevet i år handler om de konkrete begivenheder. Jeg vil derfor i dette indlæg ikke resumere året, som jeg nogle gange gør, men kun gøre status her og nu efter samme model som sidste år.

FYsisk tilstand

Jeg har fundet mig selv igen kropsligt. Jeg spiser igen efter 5:2-diæten og trives bedre end nogensinde med konceptet. Igen i 2017 blev min daglige motionsmængde mindre end tidligere, men det er lykkedes mig at finde balance i motion, appetit og de mængder jeg spiser.

Takket være mit nye job har jeg i år fået en døgnrytme, hvor jeg får en tilpas mængde nattesøvn. Jeg kan tydeligt mærke, at det er godt for mig både fysisk og psykisk.

Psykisk tilstand

Min mentale tilstand er lige nu præget af sorg efter at jeg mistede min hund. Mit humør svinger, men jeg føler ikke så stor glæde ved de ting, jeg plejer at glæde mig over. Til gengæld har jeg humørmæssige nedture af og til. Normalt græder jeg kun sjældent. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde i 2017.

Jeg har sluttet året af med en travl tid på arbejde, og starten af året var også præget af en hjerne der havde fået for meget. Jeg kan godt mærke stress er blevet en fast følgesvend for mig – en partner som jeg skal gøre en indsats for at holde i ave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg kan ikke sige mig fri for at ønske, at livet og specielt arbejdslivet var lidt mindre grådigt efter mit mentale overskud.

Arbejde

Efter en arbejdsmæssig kolbøtte er jeg ved at få fodfæste i et nyt job, som har mange af de elementer jeg har længtes efter i årevis. Opgaverne passer rigtig godt til mig, og mine kvalifikationer og evner supplerer mine nærmeste kolleger på en rigtig god måde. Jeg er sluppet af med de stressende storrumskontorer, og arbejder nu under vilkår der indebærer tillid, selvstændighed og fleksibilitet.

Konstant forandring er dagens orden på arbejdsmarkedet. Min organisation er også inde i en forandring som præger hverdagen meget. Vi skal have en stor organisationsændring til at fungere, og hver dag indeholder konflikter og frustrationer og opgaver der må forsømmes, fordi der ikke er tid nok. Samtidig forlanger ledelsen at man arbejder med sin personlige udvikling og sine vaner for at skabe en kulturforandring.

Selvom virkelig mange stressfaktorer er forsvundet med mit seneste jobskifte, er det stadig krævende for mig at gå på arbejde. Det står helt klart for mig, at det er omsonst at ønske mig stabilitet og forudsigelighed i arbejdslivet. Samtidig kan jeg ikke komme udenom, at jeg ikke er den bedste version af mig selv under de omstændigheder. Det ærgrer mig, for jeg synes jeg kan være meget bedre.

Familieliv

Husbond og jeg er ved at finde tilbage til det familieliv man kan have, når man er 2 mennesker der ikke har hund. Vi har jo prøvet det før, og vender nu tilbage til restaurantbesøg, koncerter, biografture og andre impulsive aktiviteter. Vi nyder at have den frihed.

Jeg er stor hundeelsker og har hele mit liv ønsket at have hund. Lige nu er jeg ikke parat til at få hund igen. Jeg vil gerne have, at valget om at have hund bunder i en rationel og realistisk beslutning, nu hvor jeg faktisk ved hvad det indebærer. Jeg er bekymret for, at en beslutning om hund på nuværende tidspunkt vil tage afsæt i sorg og savn – jeg frygter at det vil sætte mig i en loyalitetskonflikt, som vil stresse mig.

Min bror har boet i USA i 17 år, og selvom vi har elektronisk kontakt og besøger hinanden med nogle års mellemrum, har vi ikke den samme føling med hinandens hverdag som vi havde før han flyttede. Efter at jeg i år tog alene på besøg hos ham i Californien fik jeg et helt unikt indblik i hans liv, som jeg ikke har haft i mange år. Det har styrket vores relation.

Mine forældre ses jeg med relativt ofte. Jeg nyder at forkæle mine forældre ved at hente dem ved deres opgang, køre dem hjem til mit hus og servere lækker mad og drikke for dem. Også selvom det så bare er de gode pizzaer fra den nye pizza-mand på Bistrupvej.

Økonomi

Med hensyn til pengene går det heldigvis godt og stabilt. Jeg skriver heldigvis, fordi jeg i foråret troede, at jeg skulle have en periode på dagpenge. Jeg fandt ud af, at det holdt økonomien nok også til – umiddelbart så det ikke ud til at vi skulle sælge huset lige med det samme. På den måde fik jeg afdramatiseret nogle af de spøgelser, der har været i økonomien, og jeg er knap så bekymret for arbejdsløshed i dag.

Jeg nåede dog ikke at komme på dagpenge, og min forebyggende sparsommelighed betød, at jeg gik ud af den usikre periode med starten på en opsparing til nyt køkken.

Jeg har nu mere ordnede forhold i min ansættelse, da jeg for første gang i nok ca. 15 år er ansat under overenskomst. Det betyder at min indtægt reguleres efter et skema, og ikke som en individuel vurdering – det giver tryghed og forudsigelighed.

Et bilskifte har til gengæld givet os en større bilgæld, og jeg er ikke sikker på at vi fik de bedste vilkår i den forbindelse. Husbond og jeg har talt om at få noget uafhængig økonomisk rådgivning på et tidspunkt.

Da jeg fyldte 46 år i 2017 er der kun 14 år til jeg kan gå på pension. Jeg vil rigtig gerne gå på pension som 60-årig, men det kræver jo at økonomien kan bære. Også af den grund vil jeg gerne have et generelt eftersyn af vores økonomi

Bolig

Boligmæssigt er situationen uforandret det sidste år, og det er jeg glad for. Vi er kommet af med det alt for store træ på vores grund, som skyggede i det meste af haven og også hos naboerne. Mange eftermiddage kan jeg derfor sidde ud på den nye terrasse og slappe af i en solstråle efter arbejde.

Der er stadig en masse vedligeholdelsesopgaver på listen for både hus og sommerhus. I sommerhalvåret kan vi bruge al vores fritid med arbejde i hus og have, selvom vi har fået robot-plæneklipper. Vi prøver at balancere det, så der også er tid til at slappe af og leve. Jeg overvejer at få et tilbud fra et gartnerfirma på grundlæggende vedligeholdelse af haven i Birkerød.

Mit hus og mit sommerhus giver mig fortsat mulighed for at være indadvendt og lade mentalt op, og det har jeg brug for. Samtidig har vi et godt forhold til naboer og genboer, hvilket får os til at føle os knyttet til lokalområdet.

Status

2017 blev umiddelbart et hårdt år. Ikke alene skulle jeg opleve at miste mit job for første gang i mit liv. Lige da der var ved at være styr på den situation, blev min hund uhelbredeligt syg, og husbond og jeg måtte igennem et opslidende sygdomsforløb og dødsfald.

På den anden side har jeg fundet styrke i at klare disse kriser.

Jobkrisen klarede jeg ved en målrettet indsats og hjælp fra familie og venner. Jeg er også stolt af at have klaret min hunds sygdomsforløb og død på den bedst mulige måde. I begge situationer fandt jeg mod til at træffe beslutninger ud fra mine egne værdier, og ikke ud fra hvad alle mulige andre syntes. Det er en sejr for mig.

I bund og grund lever jeg stadig et privilegeret liv med godt fysisk helbred, gode relationer og fin økonomi. Mit job er godt, hvis bare der ikke var så travlt, og der er heldigvis håb om at det bliver bedre.

Jeg er bekymret over mit psykiske helbred. Jeg synes jeg bliver mere og mere bekymret og følsom overfor stress. Jeg føler mig ofte ked af det og psykisk udmattet. I den situation er det svært for mig at adskille årsag og virkning, og derfor også svært at se løsninger.

Jeg slutter 2017 af tilbagetrukket, sammen med min elskede husbond og med en sød låne-hund i skødet. For 2018 drømmer jeg om mere harmoni og balance, og ønsker alle der læser med her et godt nytår.

Lignende indlæg:

Adinas sidste dage

I den sidste periode af Adinas liv var hun ret handicappet. Hun havde et par timer midt på dagen hvor hun var i stand til at gå en tur, men morgen og aften kunne hun ikke gå ret mange skridt uden at skride eller falde. Hun slæbte nu så voldsomt på bagpoterne, at hun hele tiden slog dem når hun gik. Alt for ofte fik hun ikke sat højre bagpote rigtigt i underlaget, og kom til at gå på oversiden af poten. Pelsen på poten var tyndslidt, og det var kun fordi vi holdt hende væk fra hårde overflader, at hun ikke rev sig til blods. Vi bar hende ind og ud af bilen og op ad trapperne, for at hun ikke skulle falde og slå sig.

Vi syntes efterhånden at Adinas samlede livskvalitet var så dårlig, at det overskyggede de gode stunder. Vi frygtede at hun skulle komme til skade, og hun var også selv begyndt at blive frustreret.

Tiden var kommet til at tage den beslutning vi hele tiden har frygtet; beslutningen om at stoppe Adinas liv. Beslutningen blev taget i onsdags, med tårerne trillende ned ad kinderne, og Adina liggende imellem os i sofaen. Vi ville gerne gøre det på en dag hvor vi ikke skulle på arbejde, og da vores dyrlæge har åbent om lørdagen besluttede vi at det skulle være dagen.

I ugen op til denne dag havde vi i anden anledning både været sammen med mine og Mads’ forældre, mennesker der betød meget for Adina, og pårørende for hvem Adina betød meget. Vi havde også været en tur i Dyrehaven med en af Adinas bedste hundevenner, nevøen Atlas. Det var den bedste mulighed for at lade nogle af de nærmeste tage afsked uden at det blev en sentimental farvelfest.

De sidste 2 dage op til aflivningen prøvede vi at have så normal en hverdag som muligt. Både af hensyn til Adina og os selv. Vi gik på arbejde som vi plejede, og gik ture som sædvanlig. Om aftenen fik hun et dampet unghanebryst sammen med sin tørkost, og hun fik også lidt ekstra godbidder.

Fredag gik både Mads og jeg tidligt fra vores arbejde for at have lidt flere timer sammen med Adina. Vi gik en dejlig tur i Rude Skov og tog os god tid. Det var stille efterårsvejr, og skoven var smuk.

Vemodigheden begyndte at sætte ind. At komme hjem fra arbejde fredag og vide, at det var sidste gang man skulle se Adinas søde ansigt kigge ud fra glasgangen, fremkaldte tårer i mine øjne. At gå i seng og sige godnat til hende for sidste gang var også slemt. Vi kom til at gå meget sent i seng den aften. Ved midnat sad husbond og jeg ved Adina på den gæsteseng hun normalt sov på, og kælede med hende og nussede hendes poter.

Lørdag morgen stod vi op i god tid og gik en god morgentur. Normalt var det Mads der gik morgenturene, men denne dag gik vi alle 3 sammen. Adina var i forrygende humør, som hun ofte var når vi alle 3 var ude sammen, og legede begejstret med en pind hun fandt. Hjemme igen spiste vi lidt morgenmad, gik i bad og kom i tøjet som vi plejede. Og så gik turen ellers til Virum Dyreklinik. Det var tid til at sige farvel.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2017

Normalt synes jeg at pressehistorierne om det dårlige sommervejr er trivielle, og de danskere der brokker sig er lidt ynkelige. Men i år må jeg med skam melde mig i hylekoret. I år synes jeg faktisk at vejret har bidraget negativt til min oplevelse af sommerferien.

Jeg er ikke glad for høje temperaturer, og derfor synes jeg normalt at det er bedst vejr når det er under 25 grader. På den måde har sommeren 2017 passet 100% til min præference. Ikke desto mindre føler jeg mig skuffet over mangel på solskin og tørvejr.

En af vores helt faste traditioner, når vi er i sommerhus i sommerferien, er at mine forældre kommer til frokost. Vi plejer at kigge i vejrudsigten og udse os den dag der ser bedst ud. Mine forældre er ret fleksible, så det plejer altid at kunne lade sig gøre at få en god sommerdag ud af det. I år var det svært at finde en dag i udsigten, der gav forhåbninger om solskin og tørvejr, men vi tog chancen med en onsdag der så OK ud. Det lykkedes da også at sidde ude og spise frokosten i tørvejr og sol – lige akkurat. Da vi havde fået kaffe kom regnen, og vi flygtede indendørs. Lidt senere kom solen igen, og vi kunne køre en tur i sommerlandet. Da vi var kommet tilbage, og mine forældre begav sig hjemad, kom der en af sommerens mange skybrud.

I de 2,5 uger vi opholdt os i vores sommerhus kunne vi sidde ude og spise 2 gange. Vi har slet ikke haft badetøjet fremme. Vedligeholdelse at sommerhus og have blev det heller ikke til meget af. Vejret var så ustabilt, at det var umuligt at planlægge noget. Det lykkedes at få et par vellykkede ture til Gilleleje. Turene til Tisvilde og Hornbæk, hvor vi normalt går og nyder byen, butikkerne, spiser frokost eller en is, blev ikke til andet end indkøb, at hente take-away og en kort tur i Tisvilde Hegn. Vi kom til Helsinge som vi plejer, men den tur blev ødelagt af en dårlig restaurant-oplevelse efterfulgt af en dårlig is-oplevelse.

Selv turene til naturområder med hund(e) blev ramt af regn, selvom vi prøvede at sno os og tilpasse os DMI’s radarbillede. Henover en weekend passede vi Adinas nevø Atlas, og vi ville gerne vise ham nogle af de dejlige områder på nordkysten – det er altid spændende for en hund at opleve nye steder. Det kunne kun lade sig gøre ved at sidde standby og vente på at regnen stoppede, hvorefter vi skyndte os ud og gå tur, inden regnen kom igen.

Mange dage var vejret dog så forudsigeligt, at vi tydeligt kunne se at vi var nødt til at opgive at komme ud og se eller lave noget, og bare kaste os på sofaen. Det er rart og sundt nok i starten af en ferie, hvor man skal akklimatisere fra en hverdag i højere tempo. Men efter et par dage på den måde blev det kedeligt. Jeg endte med at web-shoppe nye tallerkener og bestik til sommerhuset – det blev dyrt. Husbond fik set næsten al sport der blev sendt i TV, og vi endte med at sidde længe oppe og se 20 år gamle engelske krimi-serier om aftenen for at få lidt underholdning.

Hvis jeg skulle finde på noget positivt at sige om det dårlige sommervejr, så skulle det være, at det har været en knap så hård tjans at vande blomster hos os mens vi var væk. Jeg har fået anskaffet mig rigtig mange krukker og potter udendørs, og det kunne godt blive en stor belastning for mine gamle forældre. De slap nådigt i år.

Når jeg nu sidder her på feriens sidste dag og tænker tilbage, så har det selvfølgelig alligevel været dejligt at være i sommerhus og sammen med min familie. Udover mine forældres besøg havde vi besøg af begge af Mads’ søstre med familier, og det blev også til en kort frokost med Atlas’ ejer. Da vi kom hjem til huset i Birkerød tog det faktisk et par dage at vænne sig til de store forhold, så vi har virkelig fået sommerhuslivet ind under huden i år, og det er i sig selv rekreativt.

Normalt vil jeg i denne situation tænke, at det trods alt er bedre at have fri end at gå på arbejde. I år er det knap så slemt at tænke på at skulle tilbage på arbejde. Med mit nye arbejde er der ikke så stor en kontrast mellem ferie og arbejde. Dels er der en rar stemning på min arbejdsplads – det er en god fornemmelse at skulle tilbage. Og dels gør min meget korte transporttid, at jeg har langt mere fritid og råderum på hverdage. Jeg har både tid og energi til at komme ud, i butikker eller lave noget aktivt hjemme selvom jeg har været på arbejde.

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg: