Sommerferie 2017

Normalt synes jeg at pressehistorierne om det dårlige sommervejr er trivielle, og de danskere der brokker sig er lidt ynkelige. Men i år må jeg med skam melde mig i hylekoret. I år synes jeg faktisk at vejret har bidraget negativt til min oplevelse af sommerferien.

Jeg er ikke glad for høje temperaturer, og derfor synes jeg normalt at det er bedst vejr når det er under 25 grader. På den måde har sommeren 2017 passet 100% til min præference. Ikke desto mindre føler jeg mig skuffet over mangel på solskin og tørvejr.

En af vores helt faste traditioner, når vi er i sommerhus i sommerferien, er at mine forældre kommer til frokost. Vi plejer at kigge i vejrudsigten og udse os den dag der ser bedst ud. Mine forældre er ret fleksible, så det plejer altid at kunne lade sig gøre at få en god sommerdag ud af det. I år var det svært at finde en dag i udsigten, der gav forhåbninger om solskin og tørvejr, men vi tog chancen med en onsdag der så OK ud. Det lykkedes da også at sidde ude og spise frokosten i tørvejr og sol – lige akkurat. Da vi havde fået kaffe kom regnen, og vi flygtede indendørs. Lidt senere kom solen igen, og vi kunne køre en tur i sommerlandet. Da vi var kommet tilbage, og mine forældre begav sig hjemad, kom der en af sommerens mange skybrud.

I de 2,5 uger vi opholdt os i vores sommerhus kunne vi sidde ude og spise 2 gange. Vi har slet ikke haft badetøjet fremme. Vedligeholdelse at sommerhus og have blev det heller ikke til meget af. Vejret var så ustabilt, at det var umuligt at planlægge noget. Det lykkedes at få et par vellykkede ture til Gilleleje. Turene til Tisvilde og Hornbæk, hvor vi normalt går og nyder byen, butikkerne, spiser frokost eller en is, blev ikke til andet end indkøb, at hente take-away og en kort tur i Tisvilde Hegn. Vi kom til Helsinge som vi plejer, men den tur blev ødelagt af en dårlig restaurant-oplevelse efterfulgt af en dårlig is-oplevelse.

Selv turene til naturområder med hund(e) blev ramt af regn, selvom vi prøvede at sno os og tilpasse os DMI’s radarbillede. Henover en weekend passede vi Adinas nevø Atlas, og vi ville gerne vise ham nogle af de dejlige områder på nordkysten – det er altid spændende for en hund at opleve nye steder. Det kunne kun lade sig gøre ved at sidde standby og vente på at regnen stoppede, hvorefter vi skyndte os ud og gå tur, inden regnen kom igen.

Mange dage var vejret dog så forudsigeligt, at vi tydeligt kunne se at vi var nødt til at opgive at komme ud og se eller lave noget, og bare kaste os på sofaen. Det er rart og sundt nok i starten af en ferie, hvor man skal akklimatisere fra en hverdag i højere tempo. Men efter et par dage på den måde blev det kedeligt. Jeg endte med at web-shoppe nye tallerkener og bestik til sommerhuset – det blev dyrt. Husbond fik set næsten al sport der blev sendt i TV, og vi endte med at sidde længe oppe og se 20 år gamle engelske krimi-serier om aftenen for at få lidt underholdning.

Hvis jeg skulle finde på noget positivt at sige om det dårlige sommervejr, så skulle det være, at det har været en knap så hård tjans at vande blomster hos os mens vi var væk. Jeg har fået anskaffet mig rigtig mange krukker og potter udendørs, og det kunne godt blive en stor belastning for mine gamle forældre. De slap nådigt i år.

Når jeg nu sidder her på feriens sidste dag og tænker tilbage, så har det selvfølgelig alligevel været dejligt at være i sommerhus og sammen med min familie. Udover mine forældres besøg havde vi besøg af begge af Mads’ søstre med familier, og det blev også til en kort frokost med Atlas’ ejer. Da vi kom hjem til huset i Birkerød tog det faktisk et par dage at vænne sig til de store forhold, så vi har virkelig fået sommerhuslivet ind under huden i år, og det er i sig selv rekreativt.

Normalt vil jeg i denne situation tænke, at det trods alt er bedre at have fri end at gå på arbejde. I år er det knap så slemt at tænke på at skulle tilbage på arbejde. Med mit nye arbejde er der ikke så stor en kontrast mellem ferie og arbejde. Dels er der en rar stemning på min arbejdsplads – det er en god fornemmelse at skulle tilbage. Og dels gør min meget korte transporttid, at jeg har langt mere fritid og råderum på hverdage. Jeg har både tid og energi til at komme ud, i butikker eller lave noget aktivt hjemme selvom jeg har været på arbejde.

Lignende indlæg:

Hvordan det går med Adina – sommer 2017

Det er 3 måneder siden at Adina fik diagnosen Degenerativ Myelopathi. Sygdommen skrider frem, og i dag har Adina flere problemer end i foråret.

Adina slæber nu også den venstre bagpote, så neglene på den pote også er slidt mere end normalt. Hun er mere ustabil på bagbenene, så hvis hun støder ind i noget eller nogen med hoften, så vælter hendes bagkrop. Hun glider nemt ud i en slags spagat med benene, som i Bambi på glatis, og jeg får lyst til at skubbe benet tilbage i normal position ligesom Stampe gør.

Hun går rimelig godt, når retningen er ligeud, men hun vrikker på bagbenene som en mand i høje hæle. Man ser hendes ustabilitet tydeligt når hun drejer eller vender, hvor benene ofte er helt tæt sammen eller krydser hinanden. Nogle gange går hun ‘ned i knæ’ som om hun mangler kræfter i bagbenene. Hun går ofte i pasgang.

Gåture i skov og natur går ret fint, og hun nyder dem som hun plejer og trækker godt i snoren. Gåtur på asfalt og fliser går sådan set også fint, men man kan høre at hun slæber på poterne, og derfor får man som menneske en følelse af at hun slider meget på poterne – det er ikke rart.

Det er ikke længere så nemt at rejse sig og lægge sig ned. Når Adina skal rejse sig, bruger hun sin forkrop og forben meget, og når hun skal lægge sig, lader hun sig falde eller glide ned med bagkroppen. Skal hun op på et af de møbler hun gerne må være på, er det også overkroppen der gør det meste arbejde, og hun kommer nemt til at trække løse tæpper med op under sig med bagbenene.

Det er rigtig svært at se på at hun har disse problemer. Det er så tydeligt nu, at hendes førlighed er påvirket at sygdommen, og at hun ikke bevæger sig normalt.

Det virker uværdigt på os mennesker, men det er ikke sikkert Adina opfatter det sådan. I starten tog hun overhovedet ikke hensyn til sine problemer. Nu kan man se at hun kompenserer og er mere forsigtig, men hun holder sig stadig ikke tilbage – hun rejser og lægger sig stadig lige så ofte som hun plejer, og render op og ned ad trapper for at kigge ud som hun plejer. Hun vil stadig gerne lege med andre hunde og sine mennesker, og tager også selv initiativ. Når hun ikke kan følge med, trækker hun sig dog igen.

Husbond og jeg har som Adinas mennesker også været igennem en udvikling siden vi fik diagnosen. I starten var vi chokerede og ulykkelige. Det føltes så meningsløst, at en ellers sund og rask hund skulle have et kortere liv pga. sådan en dum nervelidelse. Vores tanker vendte sig hele tiden imod den aflivning som vil blive konsekvensen i sidste ende, og det føltes helt umuligt at skulle tage den beslutning.

Da chokket havde lagt sig, blev vi operationelle omkring de praktiske ting i hverdagen, der kan gøres nemmere for Adina med de udfordringer hun har. Vi begyndte at tage det en dag ad gangen, og prøver nu at nyde de gode stunder i fulde drag.

Efterhånden som Adinas problemer bliver værre, bliver det lidt mindre svært at tænke på, at vi en dag skal sige farvel til hende. Jeg bliver stadig ked af at tænke på det. Men i takt med, at de ting der giver hende livskvalitet bliver sværere for hende, kan jeg bedre se for mig, at det på et tidspunkt vil være den rigtige beslutning at lade hende sove ind.

Udviklingen i Adinas sygdom går forholdsvis hurtigt. I hverdagen ser vi tydeligt forskel fra uge til uge, og folk der er sammen med Adina med flere ugers mellemrum, ser stor forskel fra gang til gang. Jeg er ret sikker på at dette er den sidste sommerferie vi får sammen med Adina. Måske har vi også haft den sidste jul sammen. Livet uden Adina rykker nærmere, og jeg tænker meget på hvordan det bliver. Jeg har meget svært ved at forestille mig hvordan savnet af hende vil føles. Jeg frygter at det rammer mig som en hammer af sorg, for jeg er virkelig gået hele vejen i min kærlighed til hende. “Den der elsker meget, skal sørge meget” som Johannes Møllehave siger.

På den anden side er det også forbundet med en snert af lettelse at tænke på livet bagefter. Dels at få overstået den forfærdelige beslutning og handling omkring aflivning. Og dels at komme ud af denne opslidende periode, hvor vi bare går og venter på at Adina får det værre og værre.

Lignende indlæg:

Sommer 2017

Vi har ikke haft vores sædvanlige held med ferievejret, så meget af sommerferien foregår indendørs. Der er tid til at skrive, og jeg vil gerne gøre lidt status.

Det er 4 måneder siden jeg startede i mit nye job. Prøvetiden er overstået og jeg er kommet godt ind i mine opgaver. Jeg er stadig rigtig glad for jobbet. På forunderlig vis kan jeg bruge mine evner og erfaringer, samtidig med at jeg lærer nyt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas blandt kollegerne, og de fysiske rammer med kort transport til arbejde og en god rolig plads gør mig godt.

Det har været overraskende hårdt at skifte fra el-cykel til almindelig cykel, men nu har kroppen vænnet sig til det. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme tilbage til den vægt jeg havde før min verden tog en kolbøtte, så selvom jeg kom igennem krisen med skindet på næsen hvad angår psyke, økonomi og job, så har jeg nu en endnu større overvægt at kæmpe med.

På hjemmefronten går det op og ned. Vi har som sædvanlig mange projekter, og foråret har både budt på fældning af et stort træ, implementering af plæneklipperrobot og køb af ny bil. Vi har startet en opsparing til nyt køkken og føler nok at vi har fået en frisk start.

Det præger dog alting rigtig meget, at Adina er syg. Der er gået 3 måneder siden vi fik diagnosen, og hendes tilstand forværres hele tiden lidt. Adina slingrer, snubler, glider og slår poterne mod dørtrin. Jeg kan se at det bliver værre, og jeg har mareridt om at hun kommer til skade. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den der sidste tur til dyrlægen som venter forude. I perioder er jeg afklaret med det, men i andre perioder er jeg utrolig ked af det.

Alt i alt går det nu godt, og jeg kan ikke tillade mig at klage. Mit liv er meget privilegeret, og det er jeg taknemmelig for. Lige nu handler det om at nyde ferien og nyde Adina, og så må vi ellers tage det en dag ad gangen.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – pro

Jeg går i overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Jeg har udsigt til at miste min Adina indenfor det næste år, og det sætter tanker igang om hvorvidt jeg skal have hund igen.

Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det? Jeg elsker hunde højere end de fleste. Hele mit liv har jeg drømt om at have hund. Jeg er i og for sig indstillet på de afsavn der ligger i at have hund, og vi er inde i livsstilen. Langt hen ad vejen synes jeg at glæden ved at have hund opvejer ulemperne.

Lige nu har jeg faktisk gode forudsætninger. Mit nye job giver bedre forhold end nogensinde for at have hund. Min transporttid er minimal, og som jeg har oplevet det indtil nu har jeg bedre fleksibilitet end nogensinde.

Infrastrukturen er på plads. Vi har plads i både hus og bil, og økonomien holder også til det. Vi har nu nogle års erfaring med at have hund, som nok skal hjælpe os. Både dem der besluttede at vi måtte adoptere Adina, og hende der ejer kennelen hun kommer fra, har udtrykt tilfredshed med det liv vi har skabt for Adina.

Måske var det endda en idé at få hund allerede nu, mens Adina stadig er her. Så kan hun hjælpe med at opdrage den nye hund og fortælle den alt om hvordan man gør her i huset. Og dernæst en egoistisk nuance: når vi en dag skal sige farvel til Adina kan den nye hund forhåbentlig hjælpe os til at tænke på noget andet.

Det kunne jo også være, at der var nye og endnu bedre oplevelser at hente. Man kunne overveje andre hunderacer med andre egenskaber. Tænk hvis jeg fik en hund der var lidt mere social og kælen. Eller en hund ikke var bange for visse lyde. Og at få en hvalp ville være en helt speciel oplevelse.

Meget af det der holder mig tilbage fra at få hund igen er bekymringer om det ene og det andet. Egentlig synes jeg ikke det er så sundt at bekymre sig for meget, og på en måde har jeg lyst til at byde bekymringerne trods. Jeg ved bare ikke om jeg er stærk nok, og det sidste jeg vil gøre er at tage en uskyldig hund som gidsel i den sag.

Lignende indlæg:

Overvejelser om hund – contra

I kølvandet på Adinas diagnose har jeg fået en lang række overvejelser om mit fremtidige hundeliv. Skal vi have hund igen?

De første år som hundeejer var jeg overbevist om, at dette var livet for mig. Jeg var lykkelig for at være hundeejer og at føre en livslang drøm ud i livet. Husbond og jeg sagde til hinanden, at vi nok altid ville have hund fremover. Vi snakkede endda om at have 2 hunde. Vi nød hverdagen med gåturene og samværet med Adina i fulde drag.

For 3 år siden flyttede vi til Birkerød, og på samme tid ændrede vores hverdag sig lidt. Husbond begyndte at have en mere ustabil arbejdsdag, og vi kan ikke længere tage for givet at han kan tage fra arbejde til en bestemt tid. Han begyndte også at rejse mere, både med arbejde og med sine venner. Ansvaret for at komme hjem til hunden i ordentlig tid ligger nu derfor primært hos mig, og jeg skal i princippet kunne klare vores hverdag alene. Jeg vil altid gerne hjem til min hund, men det betyder i praksis at jeg ikke føler at jeg kan lave aftaler eller have ærinder på hverdage efter arbejdstid.

Vi har haft en del fleksibilitet gennem vores hundelufter, som kommer en gang om ugen og lufter Adina. Hun kan også passe Adina, hvis vi skal på en lille ferietur uden hund. Denne hjælp har givet os frihed, men den er desværre for nedadgående. Hundelufteren er begyndt at holde mere fri, næsten hver måned er der nu aflysninger. Det er også sjældnere at hun siger ja til at have Adina i pension.

For et år siden havde vi en konflikt med en anden hundeejer i vores lokale hundeskov, hvilket har betydet at vi ikke længere bryder os om at lufte Adina der. Derfor skal vi nu ud og køre for at komme i hundeskov. Jeg kører ikke bil, og jeg går derfor hundeture i de lokale villakvarterer og parker. Det dækker fint Adinas behov nu, men vil det være nok for en ny ung hund?

Jeg er kommet til at tænke på, om vi måske er for følsomme til at have hund. Sådan en konflikt vi havde for et år siden, hvor en hundeejer synes at Adina er en tikkende voldsbombe, fordi hun satte hendes voldsomt gøende hund på plads (uden at gøre skade), går både mig og husbond meget på. At det derefter bliver en sladderhistorie, der vokser som fjeren til de fem høns hjælper ikke på det.

Hver gang jeg går fra Adina for at tage på arbejde, føler jeg mig som en tarvelig skid. Jeg synes det er synd for hende at hun skal være alene, og jeg bekymrer mig meget om hvor længe hun er alene. I det hele taget bekymrer jeg mig meget om at hun har det godt og har et godt liv. Det er også en belastning at være afhængig af at finde pasning, når vi skal noget hvor hunden ikke kan komme med. Jeg synes det er ubehageligt at bede familie og venner om hjælp, da jeg synes det er en stor belastning at bede nogen om at tage sig af en stor hund der trækker i snoren og piver når hun er utilfreds.

Det ramte os hårdt, da vi fandt ud af at Adina havde en uhelbredelig sygdom. Som tidligere nævnt var vi ikke vant til at forholde os til sygdom hos en hund, men selvfølgelig kan en hund blive syg. Faktisk hører Adina til en race som ikke er ret plaget af sygdomme. Adfærdsmæssigt er Adina også lidt af en mønster-hund. Når vi kigger os omkring i omgangskredsen og på sociale medier er der mange hunde med flere og værre problemer, både adfærdsmæssigt og helbredsmæssigt. Jeg synes det har været hårdt nok med de udfordringer Adina har – tænk hvis man fik en hund med større problemer.

Adinas sygdom varsler en skillevej, og alt i alt er der mange grunde til at gå tilbage til et hundefrit liv. Det vil give mere frihed og fleksibilitet, og mindre bekymring. Og det ville da være en rar bonus at få lettere ved at holde hjemmet rent og pænt. Det er simpelthen lettere og indebærer mindre stress. Spørgsmålet er bare om det er det værd, når nu man elsker hunde så inderligt som jeg gør.

Lignende indlæg:

Degenerativ Myelopathi

I påsken besluttede vi at gå til dyrlægen med Adina. Hun var begyndt at slæbe på den ene pote og være ustabil på bagbenene.

Dyrlægen undersøgte hende med sine hænder og fandt ikke nogen tegn på at hun havde smerter. Hun kom ind til røntgenundersøgelse og blodprøver. Her blev det udelukket at hun havde problemer med knogler og led, og flåtbårne sygdomme og andre infektioner blev også udelukket.

Hendes symptomer kan kun forklares ved sygdommen Degenerativ Myelopathi, en sygdom som ses hos schæferhunde, og som begge Adinas forældre er/var bærere af.

Sygdommen er en uhelbredelig neurologisk sygdom, som gradvist nedbryder rygmarvens evne til at sende signaler til bagkroppen. Hunde der har den sygdom bliver derfor gradvist mere og mere handicappede, og normalt vil man 6-12 måneder efter diagnose beslutte at aflive hunden fordi livskvaliteten ikke længere er god nok.

Det var et stort chok at måtte indse, at Adina kort før sin 8 års fødselsdag skulle få denne dødsdom. I den tid vi har haft Adina har hun været sund og rask, stærk og adræt. Vi har kun været hos dyrlægen ifm. årlige sundhedstjek og så et par gange fordi hun har skåret sig i poten. Derfor havde vi regnet med at have hende en del år endnu, selvom hun nu er en lidt ældre hund.

Jeg har grædt og tænkt og grædt igen. Det gør ondt at se hende have problemer med at bruge sine bagben, og det faktum at det kun bliver værre gør det sværere at bære. Tanken om at skulle tage en beslutning om aflivning kan jeg ikke rumme.

Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men husbond og jeg prøver at gøre hvad vi kan for at støtte Adina i hendes hverdag. Vi laver styrketræning ved at gå op ad stejle bakker. Vi har lagt tæppe på trapperne, så hun ikke glider. Vi har stillet en vandskål på 1. sal, hvor hun sover sammen med os om natten, så hun ikke behøver at gå op og ned ad trapperne om natten.

Derudover har vi aftalt at holde kontakten med dyrlægen, så vi sikrer at vi vurderer situationen rigtigt og ikke lader Adina lide eller have et uværdigt liv. Og så er det ellers bare at prøve at nyde Adina i den tid vi har tilbage sammen med hende.

 

Lignende indlæg:

En overgang

Da jeg havde skrevet under på fratrædelsesaftalen, afleverede jeg mit adgangskort og hentede mine private ejendele. Nu var det pludselig helt slut med at have en arbejdsplads. Jeg kunne slippe alle bekymringer og forpligtelser, men også følelsen af at høre til.

Omgående begyndte jeg at sove godt om natten. Det fortalte mig, at det var den rigtige beslutning jeg havde taget. At leve med udsigt til økonomisk usikkerhed var åbenbart mindre belastende end at være i et forkert job. Tankevækkende.

Der var mange følelser jeg skulle håndtere. Af positive følelser var lettelse, håb, optimisme – nu var døren pludselig åben for at alt muligt spændende kunne ske. Af negative følelser var bekymring for økonomien, vrede over ting der var sket, sorg over at miste kolleger og sammenhold, og også skyldfølelse overfor familien, fordi jeg havde sat os i denne situation.

I denne periode var jeg ret bevidst om at gøre noget for at finde balance og styrke igen. Jeg sammensatte en hverdag med elementer der gav mig glæde, afslapning og nydelse. Jeg gik i svømmehallen, så interessante tv-programmer, sov middagslur og lyttede til musik.

Efter et par uger tog jeg på rekreation hos min bror i Californien. Jeg tilbragte en uge med at lave tæt på ingenting. Sad på terrassen og nød solen. Drak cola lavet i Mexico på rørsukker. Gik tur med hunden. Husbond passede hele hjemmefronten, og jeg kunne slippe alle pligter for en stund.

Det gjorde mig godt. Jeg følte mig som mig selv igen. Det gik op for mig at det var længe siden.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2016

Det er nytårsaftensdag og tid til at se tilbage på et år der er gået, og frem mod et nyt år der står klar lige om lidt. I år deler jeg blogindlægget ind efter kategorier jeg har set i en artikel i dagens B.T. om at forberede sig til 2017, og slutter af med lidt om årets øvrige begivenheder og oplevelser.

FYsisk tilstand

Helt grundlæggende har jeg det godt rent fysisk. I 2016 måtte jeg opgive at spise efter 5:2-diæten, og jeg har heller ikke kunnet spise alle de vitaminer og kosttilskud jeg gerne ville – kan simpelthen ikke sluge de store piller mere. Alligevel har jeg ikke fået mine mangeårige ledsmerter igen, og det er også lykkedes mig at holde vægten stabil trods ændringer i kost og motion. Min migræne har været mere stabil i år. Ifm. jobskift har jeg fået en kortere cykel-distance til arbejde, jeg cykler 28 km. på el-cykel hver dag. Det  føles rigtig godt i kroppen.

Psykisk tilstand

På det mentale område kæmper jeg imidlertid en del lige i øjeblikket. I skrivende stund har jeg for mange stress-symptomer og har det ærlig talt ret skidt. Problemerne skyldes heldigvis udelukkende forhold på mit nye job, men det betyder at der en dårlig balance mellem bekymring og glæde i mit liv. Der er ikke plads til idéer og perspektiv lige i øjeblikket, og det er jeg ked af.

Arbejde

Jeg fik nyt job i starten af 2016, og det har fyldt næsten alting i året der nu næsten er gået.

Rammerne om det nye job gav mig en del forbedringer i hverdagen. Den kortere transporttid og den øgede fleksibilitet gav først og fremmest en hverdag med meget mindre pres. Det er ikke længe siden at jeg på en af årets korteste dage kunne komme hjem til min hund og lege i haven inden mørket faldt på – det har jeg ikke kunnet før.

I løbet af foråret og sommeren viste det sig desværre, at jobindholdet var en del anderledes end forventet, hvilket har givet mig rigtig mange bekymringer. For første gang i mit liv har jeg oplevet søvnløshed. Det er et meget kompliceret forretningsområde jeg arbejder med nu, så jeg har også brugt meget energi på at kravle op ad en stejl indlæringskurve.

Efter sommerferien har jeg oplevet noget jeg aldrig i mine 25 år på arbejdsmarkedet har prøvet før. Til min store forbløffelse begyndte en kollega at udtrykke utilfredshed med kvaliteten og hastigheden af mit arbejde. Det skete i en meget hård tone. Sammen med min chef og hans chef har vi forsøgt at finde en løsning på problemet, men det er stadig ikke godt og det påvirker mig meget.

At få sådan en konflikt oveni en i forvejen meget krævende indkøring i nyt job har taget pippet fra mig, og jeg er ærlig talt fortvivlet over min jobsituation. Arbejdspladsen er egentlig god, kvaliteten af lederne er enestående og der er mange gode kolleger. Det må være fantastisk at arbejde der, hvis man er tryg og glad for sine opgaver. Sådan er det bare ikke for mig lige nu.

Familieliv

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har lige præcis det familieliv jeg ønsker mig. Jeg er gift med en helt fantastisk mand, og vores familie består også af en helt fantastisk hund. Vi er en harmonisk lille trio, som kompletterer og støtter hinanden på fineste vis. Jeg synes vi har fundet en måde at være sammen på, så vi alle 3 får dækket rigtig mange af vores både individuelle og fælles behov og ønsker.

I år har vi mistet husbonds faster, og min nærmeste onkel har været alvorligt syg. Onkel er heldigvis frisk igen, og vi har også i 2016 nydt at have et godt og nært forhold til vores familier. I 2016 har jeg endda oplevet at få nye venner, både mennesker og hunde, ind i mit liv.

Økonomi

Her er også et område som går rigtig godt i mit liv. Selvom jeg gik ned i løn og vilkår ved mit jobskifte, er vores økonomi god. Vores udgifter er faldende, og vi har mulighed for at spare op hver måned. Takket være lave renter høvler vi godt af på restgælden i huset. For et par uger siden fik vi brev fra banken med besked om renten på vores 1-årige rentetilpasningslån: 0,00%. Selvom renten stiger, er jeg tryg ved vores økonomi: der er luft i budgettet og gode nødplaner hvis vi skulle blive ramt af svigtende indtægter.

Bolig

Jeg er stadig lykkelig for mit hus, som på så mange måder støtter op om det liv jeg ønsker. Det er et godt hus at have hund i. Det er et godt hus at have gæster i. Og det er et godt hus at være alene hjemme i.

I 2016 har vi fortsat renovering og opdatering af huset. Den overdækkede terrasse fik nyt gulv, nye vinduer og en frisk omgang maling – lidt af et ansigtsløft. Vi etablerede også en helt ny terrasse der hvor solen skinner når vi kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen, og i beruselse over den lange, varme sensommer købte vi ikke mindre end en udendørs hjørnesofa til den nye hyggeplads. Luksuriøst og ret skønt – nu er vi bare nødt til at gøre noget ved det alt for store træ, der laver skygge i store dele af haven. Specialister regner med en 5-cifret pris for at få træet fældet.

Oplevelser

I 2016 har der været knap så mange oplevelser og begivenheder som året før. Husbond har rejst en del i år, men kun 1 af turene var en fælles tur. Vi er kommet til at holde af at tage til Stralsund i Tyskland i slutningen af november for at starte julen op med julemarkeder og shopping. I år var vi afsted for 3. gang på det samme charmerende hotel.

Sommerferien var ret stille og rolig, men vi havde en festlig sommer-uge i slutningen af august, da Atlas boede hos os.

Årets weekender og fritid blev præget af Mads’ faster, som hele familien i forsommeren var engageret i at flytte fra hus i Nordjylland til ældrebolig i Søborg. Efter flytningen var hun desværre meget syg og endte med at afgå ved døden i efteråret. På aftenen hvor hun døde havde vi den glæde, at vores hus kom til at danne ramme om hyggelig fælles spisning for familien, en rar følelse af samhørighed på en sørgelig baggrund.

En sjov lille oplevelse i år var sagen om “Prøv og hør!“. I det nævnte blogindlæg brokker jeg mig over en tendens som irriterer mig meget når jeg hører radio og ser underholdningsudsendelser i fjernsynet: der er alt for mange der starter alle deres sætninger med “Prøv og hør!”. I indlægget nævner jeg et aktuelt program, hvor Peter Frödin deltager. Og tænk engang, ugen efter i det næste direkte program sagde han det ikke en eneste gang! Jeg tror ikke at han læser denne blog, men måske et pressebureau har opfanget mit indlæg via Google og gjort ham opmærksom på det? Det var i hvert fald påfaldende!

Med denne anekdote vil jeg afslutte min årsberetning. 2016 blev et år med både godt og ondt. Jeg mistede min ungdoms musik da David Bowie, Prince og George Michael døde, men vi gjorde det til at fest ved at høre deres musik igen.

Nu er året gjort op. I aften skyder husbond og jeg det nye år ind med en George Michael-battle, hvor vi fejrer hans kunst ved at kæmpe om at udvælge de bedste hits og skiftes til at sende videoerne over på Chromecast’en. Og så ser vi os ellers ikke tilbage.

Lignende indlæg:

Adinas betydning

Det er mere end 4 år siden at jeg fik hund. Det var en stor begivenhed i mit liv. Faktisk var det min største drøm jeg fik indfriet, da Adina kom ind i mit og Mads’ liv.

Adina kom derfor som en hel selvfølgelighed til at betyde utrolig meget for os meget hurtigt. Vi elsker at snakke med hende, kæle med hende, lege med hende, gå ture med hende og i det hele taget at tilbringe tid sammen med hende. Vi elsker hende af hele vore hjerter og savner hende, når vi ikke er sammen. Hun er en nær ven, et familiemedlem.

Adina er også kommet til at betyde meget for mange andre.

Begge vores familier holder meget af Adina. De kan godt lide hendes hensynsfulde og kærlige personlighed og hendes skønne udseende. Mads’ lille niece har Adina med i sine lege, og hans ældste søster havde en lykkelig stund sammen med sin familie, da de passede Adina i november sidste år. Mads’ forældre er så søde at gå med Adina af og til, når vi har lidt for lange arbejdsdage, og nyder det hver gang.

Mine forældre er også meget, meget glade for Adina. Hvis der er gået lidt tid siden vi har set hinanden kan jeg godt få en følelse af, at de savner Adina mere end de savner mig. Når vi er sammen snakker vi næsten hele tiden om Adina og nyder at se på hende. Det er de samme forældre, som principfast sagde NEJ! da min bror og jeg som børn gerne ville have hund.

Adinas betydning begrænser sig imidlertid ikke til mennesker. Hun er også blevet en vigtig ven for en hel del hunde. Adina kan med de fleste hunde vi møder i hundeskove og har tit dejlige stunder med leg når vi går tur. Hundehvalpe er tit meget interesserede i Adina. Dem leger hun ikke som sådan med, men hun lader dem snuse og vise interesse.

Vi bor på en lille vej, der fører ned til en hundeskov. Der er flere hunde som er kommet på besøg til leg i vores have i den forbindelse. En lille Shiba springer simpelthen begejstret over hegnet og ind til Adina, hvis hun er ude i haven. Og en Formel 1-labrador, der også bor i nærheden, slider godt i sin ejers arm, når hun ser Adina – hun VIL bare hen og hilse. Ejerne har fortalt, at deres hunde piver når de går forbi uden at komme ind og lege med Adina. Adina piver også, hvis hun ser en af sine legekammerater gå forbi ude på vejen. Det er fascinerende at være vidne til den slags hunde-venskaber.

For nylig er vi kommet i kontakt med en stor hvalp, som er Adinas nevø. Vi går tur sammen, og de 2 hvide schæfere er utrolig glade for hinanden. Når de mødes, rejser de sig op på bagbenene og nærmest krammer hinanden og er tydeligt begejstrede for at se hinanden. Gåturen nyder de begge i stor stil, og den unge hanhund lærer også lidt om god opførsel af voksne Adina. Når vi skilles efter gåtur, græder den lille nevø, fortæller hans ejer.

Selv i sommerhuset, hvor vi trods alt tilbringer noget færre dage end vi gør hjemme, har Adina fået gode relationer. En kvinde der bor længere nede ad vejen løber og går tur med naboens Golden Retriever. Og hunden er blevet meget glad for Adina, efter at de har leget sammen i sommer. Når de kommer forbi på vejen, og ser Adina i vinduet i sommerhuset, så vil den unge Golden-pige ikke med videre – så slår hun bremsen i og vil ind og lege med Adina. Det er rørende. I går fik de 2 sig en kæmpe legetur i forhaven, og de kunne næsten ikke stoppe igen.

Lignende indlæg: