På internat

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

 

Lignende indlæg:

Om at være træt

I oktober måned er det kun blevet til 5 blogindlæg. Det er stort set kun i ferieperioder at jeg skriver så få blogindlæg på en måned. Det er fordi jeg er træt.

Udmattelse var faktisk meget af årsagen til at jeg søgte væk fra mit tidligere job. Jeg brugte for mange ressourcer på transport og sov alt for lidt, fordi der var for lidt tid til at leve. Nu står jeg op en time senere og går i seng til samme tid som før. Jeg sover altså på hverdage næsten 1 hel time mere end før. Alligevel er jeg træt.

Her søndag middag er jeg nogenlunde udhvilet, og nu føler jeg mig som mig selv. Med energi og initiativ, idéer og lyst til at gøre. Men det er kun idag. Igår var jeg også træt. Imorgen skal jeg på arbejde igen, og når jeg kommer hjem ved jeg, at jeg er træt igen.

Som så mange gange før kommer jeg til at filosofere over livet på sådan en søndag, hvor man føler at hjernen virker og tiden er til stede. Er det virkelig meningen med livet, at man skal slæbe sig sådan igennem hverdagen i en næsten permanent tilstand af træthed? Er det det JEG vil med mit liv? Og hvad skulle der egentlig til for at det blev anderledes?

Jeg drømmer om at have mere overskud. Til at snakke med min elskede. Til at nyde naturen. Til at lave interessant mad. Til at gøre brug af de enorme mængder at kulturelle tilbud der findes. Til at skabe og udrette noget. Til at være noget for andre. Til at lære noget nyt. Og bare til at holde min husholdning kørende på et tilfredsstillende niveau.

Derfor frustrerer det mig enormt at have det sådan her. Jeg føler at jeg går glip af noget. På den anden side skulle jeg jo nok nødig klage. De fleste mennesker knokler langt hårdere end jeg, både fysisk, mentalt og socialt. Bliver jeg mon lettere træt end andre? Min migræne, ledsmerter og HSP-træk kan være faktorer i trætheden, men det er der jo også mange andre der har. Hvordan klarer de andre hverdagen? Og hvad er årsag og virkning i alt det?

Jeg ved det ikke.  Jeg er i vildrede. Jeg aner ikke om det er normalt at være så mentalt og fysisk træt hele tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at blive mere frisk, hvis ikke det hjælper at lave den ændring i mit liv, som jeg nu har lavet med jobskiftet. Skal jeg ud i noget med at blive selvstændig erhvervsdrivende eller flytte i et lille bitte hus på landet? Handler det om tryghed eller at blive tilstrækkeligt stimuleret?

I første omgang må jeg nok give det lidt mere tid med at vænne mig til det nye job. Men jeg vil blive ved med at tænke over hvordan jeg kan leve livet bedst muligt. Og hvis jeg stadig er frustreret skal jeg måske overveje at snakke med nogen om det.

Lignende indlæg:

Er vi kedelige?

Jeg har lige læst Berlingske-blogindlægget Så ens, så danske, så selvfede af Anne Sophia Hermansen. Det handler om at vi danskere har nogle meget ens liv, og det synes hun er lidt kedeligt. Det provokerede mig lidt, for jeg er både enig og uenig med hende.

Min første reaktion er at tænke “Det passer ikke”. Jeg kan ikke genkende migselv i de stereotyper som beskrives, og det gør jo at man straks tænker at forfatteren tager fejl. Når der kan findes sådan en som mig, så er vi ikke alle ens. Den første kommentar til blogindlægget rammer meget plet i den observation: måske er det fordi forfatteren selv lever et sted hvor man ligner hinanden meget, at hun laver denne generalisering.

Men så alligevel. Jeg tror Anne Sophia Hermansen har ret i at vi kopierer hinanden i stort omfang. Jeg kan også selv undre mig over at ALLE skal have en Weber-grill, når nu der findes et dansk kvalitets-produkt der er meget bedre. Jeg har også her på bloggen skrevet om hvordan mange mennesker får nøjagtig ens bryllupper, selvom traditionen ikke giver mening. Og jeg må indrømme at jeg griner genkendende indvendig, når Anne Sophia Hermansen beskriver hvordan vi – selv i et forsøg på at skille os ud – alle går ud og får tatoveringer osv.

Alle kender nok hvordan man kan blive helt bjergtaget over den mangfoldighed der findes i naturen. Så mange forskellige fugle, blomster, insekter, så mange forskellige måder de formerer sig på, så mange forskellige klimaer de lever i. Jeg oplever den samme fascination når det gælder mennesker. Når man graver lidt i et menneskes historie, så finder man altid en eller anden specialitet. En der dyrker softball, en der kan lave ballondyr, en der har været dykkerinstruktør på Malta.

Selvom man kan lave statistikker og markedsanalyser, der viser at vi har nogle bestemte mønstre, så er det jo ikke hele sandheden. Det, at der er mange der har en Weber-grill, en tatovering og som går med Tom Ford-solbriller, er jo ikke det samme som at det enkelte menneske gør alle 3 ting.

Min pointe er, at det er ikke det samme som at danskerne er kedelige. Det enkelte menneske er jo ikke KUN sammensat af alle klicheerne. Alle mennesker har en speciel historie som gør dem unikke – og dermed ikke kedelige. Det er relevant for medier og politikere at have fokus på generelle træk og tendenser, men der findes også andre facetter. Disse nuancer kommer frem når man interesserer sig for detaljer, afvigelser og individer, og jeg synes det er berigende. Det kan godt være at danskerne som folkefærd er kedelige, men det enkelte menneske er ikke.

Lignende indlæg:

20 års jubilæum

Her til august har jeg 20 års jubilæum på arbejdsmarkedet. 1. august er det 20 år siden, at jeg startede i mit første fuldtidsjob som piccoline i COWIconsult. Jeg havde taget studentereksamen og derefter en 1-årig HH, og så synes jeg som 19-årig at jeg havde brug for et sabbatår, hvor jeg kunne arbejde lidt.

Det var et sjovt år i COWIconsult. Jeg blev boende hjemme, så selvom jeg kun tjente 10.300 kr. om måneden før skat, havde jeg gode muligheder for at spare penge op OG at have rimeligt med penge til mig selv. Jeg svingede godt med ingeniørerne og befandt mig godt i virksomheden. Det var planen at jeg skulle starte på universitetet efter sabbatåret, så jeg tog matematik på højt niveau om aftenen. Og så mødte jeg min første rigtige kæreste.

Da sabbatåret var gået, startede jeg på Københavns Universitet på statistik-studiet. Jeg havde vist fået storhedsvanvid af nogle gode eksamensresultater i gymnasiet og på HH, og troede jeg kunne klare hele verden – også et af de sværeste studier. Måske skulle jeg have lyttet, da min matematiklærer i gymnasiet sagde at hun synes statistik var rigtig svært, men jeg synes jeg havde noget at byde på i formidling af talmateriale.

Det tog mig nogle få måneder at indse, at jeg var kommet et helt forkert sted hen. I november samme år var jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har ikke forladt det siden. Siden er det gået slag i slag; kontorelev, assistent, overassistent, kontorfuldmægtig, IT-supporter, IT-konsulent, IT-specialist og nu QA-konsulent. Undervejs har jeg taget 2 uddannelser og et utal af kurser, certificeringer og enkeltfag.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan jeg har oplevet udviklingen i mit arbejdsliv de sidste 2 årtier, så det vil jeg ikke komme ind på her. Jeg vil blot konstatere at jeg nu er midtvejs i mit arbejdsliv. Hvad har jeg fået ud af at være på arbejdsmarkedet siden jeg var 19? Jeg har etableret mig tidligt. Jeg fik den lejlighed og selvstændighed jeg havde drømt om relativt tidligt. Jeg har sparet op til pension i 15 år og jeg har lært at begå mig på arbejdsmarkedet.

Til gengæld fik jeg ikke den lange uddannelse som mine ungdomsuddannelser også forberedte mig til. Jeg har især i starten af min karriere af og til følt, at jeg måske kunne have fået mere anerkendelse hvis jeg havde taget en kandidatgrad. Jeg husker tydeligt hvordan en forsker kommenterede en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse på vores fælles arbejdsplads med ordene “Der er jo den faglige tilfredsstillelse blandt akademikerne” – som om vi som havde andre uddannelser ikke havde en faglighed. Men jeg er ikke ked af at måtte undvære. Især efter jeg skiftede karriere til IT-verdenen har min korte videregående uddannelse kombineret med min begavelse og personlige egenskaber været rigeligt til at løse mine opgaver.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg af og til kan blive lidt træt af arbejdslivet og ønske mig hen til en situation, hvor jeg ikke var nødt til at bruge så stor en del af mit liv på at arbejde. Men al sandsynlighed peger på, at jeg kommer til at befinde mig på arbejdsmarkedet de næste 20 år, og så er det jo spændende hvor det fører mig hen. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke skal lave det jeg laver idag de næsten 20 år. Jeg vil blive ved med at være opmærksom på hvad der stimulerer mig og gør mig glad. Og med den realitet i mente, at den eneste konstant på arbejdsmarkedet er forandring, er det umuligt at forudse hvordan mit arbejdsliv vil udvikle sig fremover.

Men nu er jeg i hvert fald halvvejs mod pensionen.

Lignende indlæg:

Drevet af drømme

Drømme er vigtige. Drømme betyder at man har håb. Drømme kan være udtryk for at have ambitioner, at tænke ‘ud af boksen’ eller at ville gøre sit liv til noget ganske specielt. Og det er en værdi vi sætter højt i denne tid.

Men skal man lade drømme styre sit liv? Og hvad nu hvis man ikke har nogen særlig store drømme?

Fra barndommen har mine drømme handlet om at få sin egen lejlighed, at blive sekretær og at få en hund. Førstnævnte har været den største drivkraft hos mig – det at få selvstændighed og lov til at bestemme over mit eget liv har virkelig været noget jeg har stræbt efter. En lille ordveksling mellem mig og min mormor omtales stadig indimellem i familien og siger noget om hvor vigtigt det har været for mig: Min mormor bemærkede at jeg lagde meget vægt på at spare de penge op, som jeg tjente ved fritidsarbejde mens jeg gik i skole. Hun spurgte om noget i retning af hvad jeg dog skulle bruge alle de penge til, og jeg svarede meget insisterende: “Det er til mit LIV, mormor!”

Det med at blive sekretær nåede jeg også, men det viste sig ikke at være så attraktivt i virkeligheden, og jeg ændrede kurs. Da jeg mødte min mand opstod der nye drømme. De omfattede i første omgang at slå pjalterne sammen og komme til at leve sammen, og senere drømte vi om at få sommerhus – begge er det drømme vi har fået indfriet.

Min drøm om at få hund deler min mand, og denne drøm venter stadig på at blive til virkelighed. Men det er også den eneste drøm som jeg har tænkt mig at forfølge seriøst. For der er jo det med drømme, at de som regel har en pris. Man skal formentlig ofre noget tryghed, nogle relationer eller noget økonomi for at indfri drømme, og den pris er jeg ikke villig til at betale. Min mand og jeg kan godt på en mørk vinterdag drømme om at bo i Sydeuropa eller at blive selvstændige erhvervsdrivende. Men det er bare tankeeksperimenter – en flugt fra hverdagen. Jeg er simpelthen ikke villig til at ofre min gode økonomi på at blive forretningsdrivende, eller at sige farvel til familie og venner for at bo i et andet land. Så vigtigt er det bare ikke for mig.

Jeg tror faktisk ikke at drømme er den største drivkraft i mit liv mere. Jeg har fået indfriet en del af mine barndomsdrømme og de nye der opstod da jeg forelskede mig, og nu er det vigtigere at have en god hverdag. At leve i nuet og nyde livet med min mand – og så forhåbentlig en hund en dag.

Lignende indlæg:

Sommerhus-erfaringer

Min mand og jeg har nu haft vores sommerhus i 1 år. Det har været skønt. At have sommerhus lever fuldt op til forventningerne og mere til. Jeg har virkelig nydt at have et lille fristed  at tage hen til i weekender og ferier. Selvom det er vigtigt for mig at kunne slappe af derhjemme, så gør det altså noget særligt at man tager væk hjemmefra.

Vi har holdt alle ferier i sommerhuset lige siden vi købte det: efterårsferie, nytår, 1 uges vinterferie, påskeferie og 2 ugers sommerferie. Dertil kommer en del weekender. Trods det har jeg ikke følt at vi SKULLE tage derop, og det var også en betingelse vi stillede inden vi købte huset – det må ikke være sådan at vi ikke kan bruge fritiden på andre måder. Vi har således en tur til Mallorca planlagt i september, og vi kan sagtens forestille os andre rejser i fremtiden.

Rent praktisk har jeg gjort mig en en række erfaringer med at have sommerhus. Jeg har lært at:

  • tænde op i en brændeovn
  • hvis man slukker for vandet mens man sæber sig ind og når man vasker håret, så er der varmt brusebad fra start til slut selv med en 30 liters elvandvarmer
  • 35 kvm er et helt OK areal at bo på for 2 mennesker
  • når det er minus 10 grader udenfor er der ca. minus 2 grader inde i et uopvarmet sommerhus
  • en Rotak 43 el-plæneklipper kan sagtens klare en sommerhusgrund uanset hvad forhandleren siger
  • man sover fantastisk godt når der ikke er vejbelysning og trafikstøj udenfor
  • når det er tid til at demontere bruserens termostat-blandingsbatteri pga frost, så er det ikke tilstrækkeligt at lægge det på gulvet i det uopvarmede sommerhus, det skal med hjem i varmen
  • ukrudtsplanten padderokke har en helt enorm voksekraft
  • hvis man vil lave pandekager over gløderne fra et bål, så skal bålet startes op med mere end 3 stykker brænde
  • selvom ejendomsmægleren syntes at haven skulle pløjes op og startes forfra, og naboen synes at huset burde jævnes med jorden, så kan man ud af en ejendom der ikke har været rørt i mange år godt skabe sig et fredeligt helle ved håndkraft

Lignende indlæg:

Når jeg bliver millionær…

Jeg har lige checket vores Lotto-kupon på www.danskespil.dk. Ingen gevinst. Som sædvanlig. Vi har en kupon som betales over Betalingsservice, og det betyder at vi er med hver lørdag med 10 rækker. 1 af rækkerne indeholder tallene fra vores mærkedage,  en anden éen er udfyldt af vores meget heldige nevø, som meget ofte vinder i konkurrencer han deltager i. Resten er automatisk genererede tal. Vi har ca. 4 gange om året 4 rigtige, som giver en gevinst på 38-42 kr. Så det kan ikke betale sig. Men håbet lever!

Ind imellem kommer jeg til at tænke på hvad jeg og vi egentlig ville gøre, hvis vi vandt en stor gevinst. Sådan, flere millioner – noget der kan ændre ens liv?

Jeg tror ikke det er godt at lave alting om i sit liv. Jeg frygter at man vil miste sit ståsted. Men visse ting ville jeg helt sikkert lave om på.

Jeg er ret sikker på at jeg ville sige mit arbejde op. Hvis jeg havde den luksus, ville jeg elske at arbejde tættere på hvor jeg bor og i færre timer. Måske noget frivilligt arbejde, måske noget mere nært og vedkommende. I hvert fald kunne det være fantastisk at bruge færre kræfter på at arbejde og mere tid på at leve.

En af de ting jeg godt kunne tænke mig at bruge mere tid på er hjem og familie. Jeg kunne tænke mig at lave en anden stor forandring i mit familieliv: jeg ville anskaffe mig en hund. At få hund er en drøm jeg har haft siden jeg var barn og den drøm SKAL bare gå i opfyldelse hvis jeg kommer i en mere priviligeret situation.

Umidddelbart tror jeg at vi ville beholde vores rækkehus og  sommerhus. Det fungerer meget godt og dækker vores behov, også hvis vi får hund. Hvis man køber noget større vil man straks få større udgifter, og hvis planen er at arbejde mindre så vil det nok være smart at holde de løbende udgifter nede.

Tanken om at forlade Danmark dukker indimellem op herhjemme. Især når vejret skuffer. Jeg tror ikke jeg ville have lyst til at bo permanent i udlandet, i hvert fald ikke så længe jeg har mine forældre. Men et landsted i Italien eller Spanien kunne jeg godt være fristet af, bare noget af tiden. Til om vinteren – ja, eller hvilken som helst årstid.

Suk, ja nu drømmer jeg. Virkeligheden er at jeg bruger ca. 55 timer om ugen på at arbejde incl. transport, hvilket efterlader mig med 4-5 timers fritid på hverdage og tit alt for lidt nattesøvn. I min fritid har jeg dog et dejligt familieliv sammen med min mand, hvor der både er plads til at rejse ind imellem og at have et sommerhus. Det er slet ikke så slemt. Men drømme kan man jo altid, og det vil mennesker nok altid gøre.

Hvad ville du gøre hvis du vandt mange millioner lige pludselig?

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2009

Så er året 2009 ved at være slut, og det er tid til at gøre status.

Rejser

Årets første begivenhed var vores tur til Gran Canaria. Vi har før været dernede og synes vældig godt om øen. Denne gang havde vi så booket os ind på Sunprime, som er et hotel indrettet på at der kun er voksne gæster. Det var en skøn tur, og dejligt at komme 14 dage væk fra den danske vinter og ned og få lidt sol.

Og sørme om ikke jeg tog endnu en chartertur senere på året. Da min mand tog på sin sædvanlige tur til Harzens bjerge i Kr. Himmelfarts-ferien, tog jeg med min veninde til Palma de Mallorca. En uge på luksus-hotel med super godt vejr og mange oplevelser – det var bare skønt!

Indretning

På hjemmefronten kom vi lidt videre med den gradvise udskiftning af de møbler som ikke passer helt til huset. Vi købte et reolsystem, så fjernsyn og musikanlæg kunne komme til at stå på noget andet end papkasser og aflagte sofaborde. Og da den sofa vi ønskede os pludselig kunne købes med 25% rabat, valgte vi også at købe den før vi egentlig havde fået sparet op til den. Det har forbedret stuen meget at møblerne er købt til stuen. Vi har ikke så mange kvm. at gøre godt med, så det kan virkelig mærkes at pladsen udnyttes bedre og at der er kommet mere opbevaringsplads. Vi fik også indrettet et kontor til mig i kælderen, skønt at have sit eget lille hjørne.

Sommerhus

Det blev en hektisk sommer. Næsten hver søndag blev nemlig brugt på sommerhusjagt. Det var lidt af en kamp at finde et sommerhus. På trods af stor krise på boligmarkedet, og især på sommerhusmarkedet, var det ikke helt ligetil at få lov at købe et hus. Efter mange ture til nordkysten for at se sommerhuse og adskillige afviste bud fra vores side lykkedes det dog til sidst, og faktisk købte vi det allerførste hus vi så på.

Samtidig skulle vi forberede os på min mands deltagelse i verdens hårdeste mountainbikeløb. Han var væk i 10 dage, lige midt i vanskelige forhandlinger omkring købet af sommerhus, men løbet gik godt og han havde en kæmpe oplevelse ud af det.

Hushandelen gik som nævnt også godt, og et par dage efter han kom hjem fik vi nøglerne til vores sommerhus, og så havde vi en uges ferie som vi kunne tilbringe i sommerhuset. Det blev dog ikke til så meget ferie, sommerhuset skulle nemlig både møbleres og gøres i stand, især haven var meget forsømt. Med de efterfølgende weekender lykkedes det os at skabe et lille fristed, som vi glæder os meget til at bruge fremover.

Det nye år

Hvad byder 2010 mon på? Vi har en enkelt plan, nemlig en tur til Tromsø i februar sammen med vores veninde, som ønsker sig at se nordlys på sin fødselsdag. Vi har dog ikke bestillt billetterne endnu, for min mand fik i september varsel om at der vil ske fyringer på hans arbejdsplads i 2010. Med den stadigt stigende ledighed er det jo ikke så sjovt at blive fyret, selvom min mand har 6 måneders opsigelse kan det godt blive en alvorlig situation. Vi kan ikke klare os særlig længe med min mand på dagpenge med vores nuværende udgifter.

Når man står med sådan nogen overvejelser kan man jo godt tænke, om det var smart at købe et sommerhus og dermed få endnu flere udgifter. Faktisk kunne denne opgørelse af året godt ligne at vi har festet og ‘fyret den for vildt af’ hele første halvdel af året, for så at vågne op til den dumme besked om fyringsrunde med tilhørende tømmermænd og fortrydelse. Men vi ser det faktisk i et andet lys. Nu hvor vi har et sommerhus, vil det ikke være så slemt at skulle flytte i lejlighed; så ville man jo stadig have en have og en terrasse osv. Faktisk ville det at måtte opgive rækkehuset indebære nogen hele nye perspektiver. Hele arbejdslivet kunne blive helt anderledes. På en måde får man flere muligheder af at have sådan et lille hus – i disse nedgangstider kan måske også ligge muligheder som man ellers ikke har overvejet?

Godt nytår!

Lignende indlæg:

Farvel til et årti

Jeg tror nok at vi forlader et årti nu hvor vi går fra 2009 og 2010 – kan det ikke passe? Fandt vi nogensinde ud af hvad vi ville kalde det her årti – nullerne? Da vi forlod 1980’erne gik jeg i gymnasiet og så frem til at blive student samme sommer. Da vi gik ind i 2000 arbejdede jeg i IT-branchen og der var stor spænding om hvordan årsskiftet mon gik.

Ved dette årti-skifte er der knap så meget spænding over fremtiden hos mig. Men udover at gøre status over det ene år som er gået, får jeg også lyst til at se hvad det forgangne årti betød for mig. Der er nemlig sket rigtig mange ting, og dette årti har haft nogle andre karaktertræk end de forrige.

Den helt store forandring for mig har helt sikkert været at gå fra at være single til at være i parforhold.

Fra 1994 til 2004 var jeg single. Jeg boede alene og klarede livet på egen hånd i 10 år. Aggressive larmende naboer, mine bedstemødres bortgang, retssag om bedrageri begået mod mine forældre, diverse jobskifte, min brors valg om at forlade familien i Danmark og drage til USA, adskillige køb og salg af fast ejendom, min bedste ven der mistede sin far alt for tidligt og en socialdemokratisk regering der synes at boligejere var dem der kunne beskattes ubegrænset, var alle ting som jeg håndterede alene i mine ejerlejligheder.

Ca. midt i årtiet mødte jeg min store kærlighed. Han sad lige ved siden af mig på arbejde, og efter at vi havde arbejdet sammen i 1 år gik det op for os at der var en tiltrækning. Et år efter købte vi rækkehus og 3 år derefter blev vi gift og jeg skiftede efternavn.

Det har selvfølgelig været en fundamental forandring af mit liv, men det har alligevel ikke føltes som sådan en omvæltning, som jeg nok havde troet forinden. Man vænner sig hurtigt til noget der er godt. Det er fantastisk at have nogen at dele hverdagen med, både glæder og sorger. Det er skønt at være noget for nogen, og det er skønt at der er nogen der passer på én når man har brug for det. Og så NYDER jeg simpelthen at være sammen med min elskede; han er sådan et i særklasse dejligt menneske og jeg er beæret over at han vil være sammen med mig.

For en der har boet alene i 10 år indebærer parforholdet selvfølgelig også et frihedstab – man kan ikke længere gøre nøjagtig som det passer éen, og der er en masse hensyn at tage. Pludselig er der også en hel svigerfamilie at forholde sig til, hvilket gør mange ting langt mere komplicerede. I det hele taget er der dobbelt op på relationer, og det er enormt tidskrævende. Det har også betydet er jeg er blevet mindre social på visse punkter – går feks. sjældnere med til sociale ting på jobbet.

Mit arbejdsliv har også været markant anderledes i nullerne end det var før.

Jeg begyndte at arbejde på fuld tid i 1991 som 19-årig. I 1990’erne arbejdede jeg mig op igennem hierakiet som kontormedarbejder. Jeg var en lavtstående medarbejder som ikke havde meget ansvar eller indflydelse, men jeg var også ret beskyttet. Der var altid en chef eller en fagforening som passede lidt på mig.

I nullerne begyndte mit arbejdsliv at blive mere ansvarsfuldt. Jeg tog en videregående IT-uddannelse og fik større ansvar i mine jobs. Jeg fik en højere status, blev behandlet med respekt og som en medarbejder med kompetencer der var værdifulde for virksomheden.

Samtidig fik jeg også at mærke en ubeskyttethed på arbejdsmarkedet, som jeg ikke havde oplevet før. Outsourcing betød at jeg, uden selv at ville det, 2 gange måtte forlade min arbejdsplads og lade mig ansætte i et andet firma. Der var ingen fagforening til at tage en dialog på vegne af medarbejderne, og take-it-or-leave-it vilkår har været dagens orden i disse år.

Som en naturlig følge af at få mere ansvar i mit job, har jeg også stået mere alene med min opgaveløsning – der er sjældent nogen at spørge om hjælp og man bliver kastet ud i opgaver uden den støtte man før var vant til. ‘Find selv ud af det’ synes mantraet at være.

Jeg er heldigvis også begyndt at tjene langt flere penge i dette årti, hvilket har givet nogen andre muligheder. Jeg har fået mulighed for at bo i bedre boliger og har rejst langt mere end jeg gjorde i 1990’erne. Julegaverne er blevet større og restaurant-besøgene flere.

Det sidste område jeg vil nævne er personlig udvikling.

Jeg har idag en langt større selvtillid end jeg havde i 1990’erne. Jeg hviler meget mere i mig selv og stoler på min egen dømmekraft. Jeg tror det er et naturligt resultat af at have klaret sig igennem uddannelse, opgaver, kriser og udfordringer.

På den anden side er jeg også blevet mere opmærksom på alt det der kan ske – ting der kan gå galt og udfordringer som kan opstå. Jeg har ikke så meget tillid til andre som jeg havde før i tiden. Erfaringen siger mig at advokater kan stjæle pengene fra éen, ejendomsmæglere forsøger helt sikkert at snyde uanset hvilken side de er på, familiemedlemmer lever ikke evigt og arbejdsgivere er loyale overfor dig præcis ligeså længe det passer bestyrelsen. Jeg er nok blevet lidt mere kynisk for at beskytte migselv.

I det hele taget må man nok sige at det var i nullerne jeg blev rigtigt voksen. Hvor jeg i 1980’erne var barn og teenager og levede et fuldstændig ubekymret og festfyldt liv, og i 1990’erne var i mine 20’ere, på arbejdsmarkedet og udeboende, men ikke værre end at jeg kunne leve på dagpenge hvis det skulle være og stadig var single, udadvendt og festende, så har jeg i 2000’erne virkelig fået et voksent liv med familie, hus, bil og indtægter og udgifter som giver større muligheder og større risici.

For det meste nyder jeg at være veletableret, respekteret på arbejdsmarkedet og have en god økonomi. Men ind imellem kan det etablerede liv også føles som lidt af en spændetrøje. Jeg har i hele årtiet levet med den realitet, at hvis jeg mister mit arbejde så skal jeg sælge min bolig; jeg kan IKKE opretholde min livsstil på dagpenge længere. Og jeg kan ikke pludselig skifte bane og komme til at arbejde med hunde, farver eller stå i chokoladebutik, uden at det har konsekvenser for livsstilen, og det ikke kun for migselv men også for ham jeg bor sammen med.

Hvis jeg skulle se lidt fremad og overveje hvad det nye årti mon bringer for mig, så ser jeg det etablerede liv samme med min elskede på samme måde som idag. Det ville være dejligt hvis arbejdslivet kunne udvikle sig sådan, at det fylder lidt mindre både mentalt og tidsmæssigt så jeg i højere grad kan nyde livet sammen med min mand i vores sommerhus og på anden vis. Og så må min familie i 2010’erne meget gerne omfatte mindst 1 hund.

Lignende indlæg:

Manden der passer planterne

Her sidder man så søndag aften. Weekenden er slut. Om lidt skal jeg i seng. I morgen kl 5:30 ringer vækkeuret, og kl 6:20 sidder jeg på min el-cykel pakket ind i varmt og vindtæt tøj lag på lag, på vej til Hellerup Station, på vej på arbejde. Jeg er nok ikke den eneste der sidder her søndag aften og drømmer sig lidt væk. Tænk hvis man ikke skulle på arbejde imorgen. Tænk hvis man ikke skulle så tidligt op, ud i mørket og kulden. Og tænk hvis man ikke skulle ind og tumle med de sædvanlige problemstillinger.

Jeg kommer til at tænke på ham manden, som kommer og vander planterne på kontoret. Kunne det ikke være skønt at have sådan et job? Man ville nok stadig skulle tidligt op og ud i kulden. Men det er så dejlig nært og ukompliceret. Sørge for at planterne har det godt.

Jeg har tænkt sådan her tusind gange. Jeg ved godt at når jeg er kommet derind og har fået lidt morgenmad, sludret med kollegerne, læst mails og fået taget hul på dagen, så er det ikke så slemt. Men lige nu ville jeg ønske at jeg skulle noget andet når dagen skifter til mandag.

Lignende indlæg: