Lidt til og meget mere

Lige da jeg var flyttet ind i mit nuværende hus følte jeg, at mit liv nåede et højdepunkt. Faktisk følte jeg at jeg var på toppen, og at det ikke kunne blive meget bedre.

Da jeg skrev det indlæg, var jeg rimelig tilfreds med min arbejdssituation. I den periode havde jeg en chef, som gav mig håb og som repræsenterede nogle værdier jeg kunne lide. Det varede ikke så længe, han stoppede et par måneder efter at jeg skrev indlægget. Og så var jeg tilbage i den ledelseskultur som havde været i virksomheden hele tiden, og som jeg aldrig har brudt mig om.

Her halvandet år efter må jeg konstatere, at mit liv kunne blive endnu bedre. Det er nemlig lykkedes mig at finde et nyt job, som jeg forventer kommer til at gøre min hverdag endnu bedre. 1. marts starter jeg i nyt job på en arbejdsplads, som ligger betydeligt tættere på mit hjem. Ovenikøbet får jeg flextid, så det bliver muligt at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv.

Hvad arbejdspladsen ellers byder på af kultur og udviklingsmuligheder kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på. Jeg har et håb om, at det er bedre. Men alene det faktum, at jeg kan cykle på arbejde på noget under en time, og gå tidligt uden dårlig samvittighed, kommer til at betyde en stor forbedring for mig.

Helt konkret forventer jeg, at jeg kommer til at føle større frihed og mindre skyldfølelse overfor min hund. Den kortere transporttid vil formentlig også betyde mindre træthed og dermed større overskud til hverdag, socialt liv og interesser.

Når jeg tænker tilbage på de overvejelser vi havde ifm. vores huskøb i 2014, hvor vi tænkte meget på min transporttid, kan jeg kun være utrolig glad og tilfreds med de beslutninger vi traf. Vi fandt et hus 6 km. længere væk fra København, og fik langt mere for pengene. Prisen var et større tids- og energiforbrug til transport for mig. En pris, som jeg nu ikke længere skal betale. Hvor heldig kan man være – nu tjener jeg både på gyngerne og karrusellerne.

Lige som jeg troede, at jeg havde opnået alt hvad jeg turde håbe på, gik en umulig drøm i opfyldelse: at have en overkommelig transporttid på cykel, samtidig med at jeg bor i et hus der er helt rigtigt for mig og har et lykkeligt familie- og fritidsliv.

Lignende indlæg:

Om at elske hunde

Mennesker kan deles op i 2 kategorier: dem der elsker hunde, og dem der ikke er interesserede i hunde. Selv blandt hundeelskere har jeg en usædvanlig stor kærlighed til hunde. Dem der kender mig godt fortæller, at de ikke kender nogen der holder så meget af hunde, som jeg gør.

Det er en ærlig sag ikke at kunne lide hunde. Det er der mange der ikke kan. Efter at jeg er blevet hundeejer kan jeg mærke, at jeg har en stor glæde ved at tale med mennesker, som godt kan lide hunde. Jeg tager faktisk mig selv i ikke så godt at kunne lide mennesker, som ikke kan lide hunde.

Det er forkert, jeg ved det godt. Jeg oplever bare et langt større fællesskab med hundeelskere. Sidst jeg var til et større selskab, kom jeg til at sidde ved bord med en anden hundeejer og en dyrlæge. Vores snak om hunde fik en anden ved bordet til at kalde os hunde-freaks, fordi han følte at vi ikke kunne snakke om andet. Det passer ikke, men når man er blandt mennesker man ikke kender så godt, falder talen nemt på de fælles interesser.

Over frokosten på arbejde bliver der tit talt om kæledyr. Mine kolleger har børn, der plager om at få et dyr, og deres fædre fortæller ivrigt hvordan de kæmper imod. Der bliver snakket meget om hvor tidskrævende og frihedsberøvende det er. Man kan godt få den fornemmelse, at man er godt dum hvis man har hund. Så sidder man der og tænker på sin hvide skønhed derhjemme, og kan ikke rigtig snakke med om hvor forfærdeligt det er at have et kæledyr. To af hundemodstanderne er ledere for mig. På en arbejdsplads, hvor man som medarbejder ikke har den store fleksibilitet, kan det godt give lidt ondt i maven at tænke på, om man mon nu kan opnå forståelse næste gang man har brug for at tage Adina til dyrlæge el.l.

Anderledes godt gør det i maven at se fjernsyn onsdag aften lige for tiden. TV2 har fundet det relevant at sætte en hundequiz på programmet; “Hvem sagde vuf?“. Programmet bestyres af inkarneret hundeelsker Felix Smidt, som har sin egen hund Marley med i studiet. Gæsterne er kendte mennesker og deres hunde. Det er helt fantastisk for en hundeelsker at se. Alle i studiet er vilde med hunde, og det understreges i hele produktionen. Kameraerne zoomer ind på hundenes ansigter og på interaktionen mellem hund og ejer. Der er hvalpe-garanti, således at der i hvert eneste program kommer et kuld hvalpe ind i studiet, som deltagerne skal forsøge at lokke til sig, og efterfølgende må nusse. Quiz’en handler om viden om hunde og forskellige øvelser med hundene, udført med stor omsorg og forståelse. Det er LIGE mig!

Lignende indlæg:

Hvis jeg ikke skulle på arbejde

Efter 24 år på arbejdsmarkedet kan man godt komme til at drømme om noget andet. Tænk hvis man ikke skulle afsted på arbejde hver dag. Der er så meget andet i livet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville andre sider af min personlighed komme frem. Jeg ville være mindre træt og mere nærværende. Jeg ville være fuld af idéer og have lyst til at sætte ting i gang. Jeg ville være mere tolerant, og jeg ville kunne lukke flere mennesker ind i mit liv.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tilbringe mere tid sammen med min hund. Min allerbedste ven med pels er her jo ikke for evigt, og jeg føler tit at vi spilder den begrænsede tid vi har med hende, ved at hun skal ligge hjemme og vente på at vi kommer hjem fra arbejde. Vi kunne gå flere ture, kæle noget mere, lege mere i haven. Og jeg kunne snuse noget mere til hendes bløde, fine pels og give mig hen til hendes naturlige ro og leven i nuet.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg gøre mere ved min have. Haven er gammel, og der vokser lidt for mange ting rundt omkring. Den trænger til at blive trimmet, og der er også masser af muligheder for at plante nye spændende, duftende planter. Jeg kunne bruge mere tid på den daglige vedligeholdelse, og jeg kunne være hjemme til at tage imod en professionel, der kunne beskære det kæmpe træ, der giver skygge i haven.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg være mere sammen med mine forældre. Lave små hyggelige ting sammen. Tage på små ture. Lave mad til dem og hjælpe med det praktiske. Diskutere politik og snakke om vind og vejr.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, kunne jeg tænke mig at blive ven med en af de flygtninge, som for tiden flytter ind på det tidligere kloster i Bistrup. Hjælpe med at forstå det danske samfund. Lære noget om det land som han/hun flygtede fra. Skabe lidt tryghed og nærvær for et menneske i krise.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg blive besøgsven for en ældre medborger. Gå tur, tale sammen, læse op fra avisen, spille kort. Jeg kunne høre om gamle dage og livserfaringer, og fortælle om yngre menneskers liv nu om dage.

Hvis jeg ikke skulle gå på arbejde, ville jeg ikke have råd til at leve det liv jeg gør i dag med et dejligt hus, en stor have og en fantastisk hund. Og det liv er jeg utrolig glad for. De sidste par uger har vi faktisk haft ikke bare 4 men hele 5 rigtige på vores faste Lotto-kupon, og det er endda sket hele 2 gange. Men det giver kun udbetalinger på omkring 110-115 kr. Der skal en noget større Lotto-gevinst til for at realisere denne drøm. Men nogle gange er det nu dejligt at drømme, selvom det er urealistisk.

Lignende indlæg:

Drømmehus

Nu mangler kun den fysiske flytning. Ellers er projektet, der startede som drømme og flygtige ideer tilbage i oktober 2013 tilendebragt. Vi har nu købt et nyt hus som man kan gå rundt om, og flytter om knap 2 måneder.

Huset vi har købt er en murermestervilla fra 1907. Et klassisk murstenshus i både røde og gule mursten. Det oprindelige hus er i 2 plan samt kælder. I stueplan er der 2 stuer og et stort spisekøkken, og på førstesalen findes 2 værelser og et badeværelse. Huset har i 2001 fået en tilbygning som indeholder et stort rum til hobby, et bryggers og et badeværelse. Alt i alt er der 192 kvm. beboelsesareal, og dertil kommer 41 kvm. kælder, der er fordelt på 2 rum. De 2 bygninger er forbundet med en mellemgang i glas.

Med det nye hus får vi opfyldt vores drøm om at få noget mere plads at leve på. Hele 2 store badeværelser, mere plads i soveværelset og stuerne, og selvom vi har et ret stort køkken i dag, får vi et endnu større køkken i fremtiden. Der bliver bedre plads for Adina både indenfor og på den 973 kvm. store grund, og jeg gætter på at hun kommer til at elske at ligge i glas-gangen og holde øje med hvem der kommer forbi på vejen. Dertil kommer, at vores hverdag bliver betydeligt mere komfortabel i forhold til de daglige hundeture, fordi der ligger en hundeskov ganske få meter væk.

Huset er i ret god stand. Tilbygningen fra 2001 er naturligvis ny og fin, men også det oprindelige hus står flot. Først og fremmest er mange store, dyre og besværlige renoveringsprojekter lavet i nyere tid: tag, kloak, fyr, elektricitet og vinduer. Køkkenet er 20 år gammelt, pænt og slet ikke udskiftningsmodent, og det samme kan man sige om badeværelset på 1. salen.

Beliggenheden har både gode og dårlige sider. Vejen Bøgevej er en lille grusvej med kun 4 huse på, og for enden af vejen er der adgang til skoven Bistrup Hegn, hvor hunde må gå uden snor. Virkelig idyllisk! Til gengæld ligger huset på en hjørnegrund ud til Bistrupvej, som er en relativt befærdet vej, hvilket nok giver noget støj. Sammen med en øget afstand til mit arbejde er det prisen vi må betale for at få et stort og godt hus at bo i. Og den pris er vi villige til at betale.

Vi kommer til at rykke ca. 6 km. nord på i forhold til vores nuværende adresse i Virum. Vi kender primært Birkerød fordi det er der, den nærmeste Silvan ligger – ellers kender vi ikke byen ret godt. Men heldigvis har jeg mange kolleger som bor der, så vi skal nok finde ud af hvilken bager og hvilket pizzaria der er bedst. Vi har allerede fundet den bedste café, for der spiste vi frokost da vi i vinterferien så huset for 2. gang og gik en tur på hovedgaden. Hvis transporten til arbejde bliver et problem for mig og min el-cykel, så er der gåafstand til S-togsstation.

Er det så drømmehuset vi har fundet? Tja. Hvis jeg bare kunne drømme helt frit, så kunne et drømmehus indeholde både jacuzzi, udsigt, stilhed, rengøringshjælp og en kombination af tæt til alt og langt fra andre mennesker. Men man må jo også forholde sig til realiteterne.

Jeg er lidt tilbageholdende med at bruge et ord som ’drømmehus’. Jeg er bange for at komme til at putte et bestemt billede af et hus op på en piedestal, så det enten bliver uopnåeligt, eller lukker mine øjne for andre muligheder. Jeg synes der er en risiko for at sætte alt på et bræt og sige, at det KUN er dette ene hus der duer. Som jeg tidligere har skrevet om, prøvede vi at købe 3 andre huse før vi nåede til dette hus. Hvis vi havde kaldt nr. 1 på listen for vores drømmehus, så havde vi være skuffede for længe siden. I et marked, hvor vi var nødt til at sælge før vi kunne købe, og det ikke er bare lige ’sådan’ at gå ud og købe et nyt hus, så var den realistiske indgangsvinkel at gå efter det bedst mulige.

Da ideen om nyt hus begyndte, ønskede vi os mere plads både ude og inde, mere privatliv, men uden at øge transporttiden til vores jobs og udgiften til at bo. Undervejs fandt vi ud af, at det var realistisk at finde en bolig i nærheden af hundeskov, og at der var plads til at øge budgettet lidt. På et tidspunkt troede vi at vi kunne bibeholde afstanden til mit job så jeg kunne blive ved med at cykle. Det måtte vi gå bort fra igen.

Alle de huse vi har set på ville have været store forbedringer i forhold til vores nuværende hus, og de har alle levet op til vores ønsker i varierende grad. Det hus vi nu er endt med rummer en meget stor del det vi ville opnå, og har derudover kvaliteter som vi end ikke turde drømme om. Man kan altid ønske sig mere. Men indenfor det som er realistiske muligheder for os, er dette nye hus i Birkerød det optimale for os. Jeg glæder mig meget til at få nøglerne.

Lignende indlæg:

Om at have sin bolig til salg

Vi har som tidligere nævnt vores rækkehus til salg. I dag er det ca. en måned siden, at huset første gang kunne søges på internettet. Det fylder meget at have bolig til salg.

Selve det at have billeder af og fakta om sin bolig til rådighed på nettet generer mig ikke så meget. Men det, at man står til rådighed for fremvisninger hele tiden giver en vis følelse af at være ‘på’. En fremvisning af vores hus indebærer dels, at der skal være ryddet op og gjort rent, og dels at der ikke skal være nogen hjemme. Når man har hund er begge dele en udfordring. Der vil altid ligge hundehår hvis det er mere end 1 dag siden man sidst støvsugede, og hunden er næsten altid hjemme. Ved de fremvisninger vi har haft på ikke-weekenddage, har vi måttet tage tidligt hjem fra arbejde, eller komme senere, så vi kan tage hunden ud på en ekstra gåtur mens potentielle købere ser på huset. Det kræver noget fleksibilitet fra vore arbejdsgivere.

Når så der kommer nogen og se på huset bliver man jo udsat for en vis bedømmelse. Det er selvfølgelig ikke et afsnit af ‘Kender du typen’, hvor det er ens personlighed og livsstil der bliver vurderet, men man kan ikke lade være med tænke over hvordan huset fremstår for fremmede, og om der er noget der kan gøres anderledes, så huset fremstår mere indbydende. Til hverdag har vi f.eks. en del ting stående fremme på køkkenbordet – køkkenredskaber og forskellige varer der er på vej på plads i skabe eller skal bruges i aften. Og på badeværelset har vi tandbørster osv. Hvis man skal se på hus med henblik på køb, så er det nemmere at forestille sig selv i disse rammer når der ikke er andre menneskers personlige ting. Så vi prøver at lægge mange af vores dagligdags ting væk, når der kommer nogen og ser på huset.

Selve indretningen af huset afspejler jo vores livsstil som to voksne der ikke har børn, men en hund. Vi har ét soveværelse, flere stuer, værksted, viktualierum og en hel masse outdoors-udstyr og tøj. Børnefamilier, som i de seneste år i stigende grad har vist interesse for denne type rækkehuse, har andre prioriteringer mht. rumfordeling. En tilbagemelding fra en fremvisning om, at der mangler værelser, kan være lidt svær at fordøje, for pludselig er det i salgssituationen et problem at vi har taget de valg der passer til vores liv. Det kan ikke betale sig at lave den slags store forandringer af en bolig for at få huset solgt, så der er ikke så meget at gøre ved det.

Og så er der jo forventningen til fremtiden, som vi faktisk slet ikke kan have. Beslutningen om at sætte huset til salg udspringer at et ønske om at finde en ny bolig. Men da vi hverken ved hvornår huset bliver solgt, til hvilken pris eller hvad der er til salg når den tid kommer, kan vi på ingen måde begynde at tænke på hvad der skal ske mht. bolig på længere sigt. Uvisheden er både en velsignelse og en forbandelse. Det er spændende at vide, at der kan ske alt muligt man ikke ved endnu, men det er også en mærkelig fornemmelse ikke selv at kunne handle og gøre noget.

Alt i alt er der en del ekstra ting der optager éen, når man har sin bolig til salg. Vi snakker også meget om det. Kolleger, familie og naboer spørger spændte til det, og det er dejligt at kunne dele det med dem, men det kan også understrege magtesløsheden i perioder. Det er enormt spændende og alle disse ting gør vi gerne for at få solgt vores hus. Men ind i mellem er det nødvendigt for os at abstrahere fra boligtankerne. Så vi tænker også meget på den forestående vinterferie og det øgede dagslys der gør så meget for vores cykelture til/fra arbejde og de daglige ture med Adina.

Lignende indlæg:

Videre med tanker om huse

Siden vi fik de indledende tanker om at finde en anden bolig har vi været langt omkring i vores hoveder. Den første mission har været at undersøge, om vi overhovedet ville kunne finde et hus der indfrier nogle af vores drømme. Vi har været ude at se på forskellige huse i Nordsjælland, og vi har brugt processen til at prøve vores ideer af og danne os en idé om hvad man kan få for pengene. For hvert eksempel har vi undersøgt nøje, hvordan hverdagen ville kunne foregå mht. transport til arbejde, de daglige gåture med Adina og indkøb.

En ting som har overrasket os er, at der tilsyneladende ikke er fuldstændig stilstand på boligmarkedet. Lige når man starter med at søge på huse støder man på de huse der nu engang er til salg, herunder huse som har været til salg i meget lang tid. Men når vi er kommet ud til åbent hus eller har ringet for fremvisning har det vist sig, at de næsten alle sammen har været ved at blive solgt enten betinget af købers eget salg eller ubetinget.

Det giver selvfølgelig også anledning til optimisme med hensyn til den del af sagen der handler om at sælge vores nuværende hus. Når man har holdt lidt øje med markedet i vores lokalområde har det været meget blandet – nogle huse har været til salg længe, og andre er blevet solgt meget hurtigt – nogle endda uden annoncering. Det er svært at vide præcis hvad der ligger til grund for det, men det er rart at vide at markedet ikke står helt stille uanset hvilket hus der er tale om.

Vi er nu nået til det punkt hvor vi må konstatere, at vi tror at vi godt kan finde et hus der kan indfri nogle af vores drømme, og næste skridt er at få en vurdering af vores hus med henblik på at se hvilken økonomi der er i det. Ligesom liggetiderne har også priserne på vores nabohuse svinget en del, og det gør det meget svært at gætte på hvad vores hus er værd. Vi synes jo selv at vores hus har nogle store plusser i forhold til bla. stand, indretning og beliggenhed, men det er ikke sikkert at det er de samme ting som markedet værdsætter. I morgen kommer der en ejendomsmægler og ser på huset, og så får vi en bedre ide.

Økonomien omkring salget af vores hus er selvfølgelig meget afgørende for hvad vi kan foretage os. Vi købte hus et år før markedet toppede. Efter at have oplevet store prisstigninger det første år vi boede her, måtte vi se priserne gå nedad i mange år. På visse tidspunkter har det nærmet sig en situation, hvor vi var teknisk insolvente. Vi har derfor tænkt meget forsigtigt om økonomien, når vi har tænkt forskellige scenarier omkring køb og salg igennem. Det bliver ganske spændende at få en vurdering af vores hus.

 

Lignende indlæg:

Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg:

Hjemmegående

Min mor var hjemmegående husmor indtil jeg var 9 år. Derfor har jeg aldrig gået i vuggestue, børnehave eller fritidshjem. Og derfor har jeg set min mor gå til slagter, frisør, renseri og på biblioteket i dagtimerne. Det foregik i 1970’erne, og dengang var der enkelte andre mødre der gik hjemme med børnene, men det var allerede dengang ikke så almindeligt.

Når jeg tænker tilbage, forekommer det mig som en svunden tid.  En brun og orange tid, hvor kvinder rendte rundt med curlers i håret i parcelhuse med hessian på væggene, mens de røg en masse cigaretter og telefonnumrene var 6-cifrede.  En knap så forhastet tid, hvor man havde tid til at sludre med naboerne, vande potteplanterne og hjælpe børnene med lektierne.

I dag virker det som en eksotisk luksus at være hjemmegående, men det er nu ikke så ualmindeligt i vore dage som man skulle tro. Antallet af mennesker i gadebilledet på en hverdags-fridag taler for sig selv, selvom jeg bliver overrasket hver gang. Det kom helt tæt på for mig, da jeg forleden ringede til en frisør i håb om at få en tid til klipning. Jeg spurgte til en tid på en lørdag, da det vil indebære mindst stress for mig. Det viste sig at denne frisør slet ikke havde åbent om lørdagen. På hverdage havde hun godt nok et par dage om ugen hvor hun havde åbent til længere end kl. 16, men jeg kunne godt se at det ikke var en frisør for sådan en som mig, der går på arbejde i dagtimerne. Denne frisør kunne tydeligvis drive en forretning ved at holde åbent i almindelig kontortid, og det må jo betyde at kunderne ikke er på arbejde om dagen.

Når jeg tænker på mennesker der kan gå til frisør før kl. 16, kommer jeg til at tænke på hvordan det ville være selv at gå hjemme. For mig er hjemme- og familielivet ikke en sekundær ting, jeg ville gerne være meget mere til stede i de aktiviteter der ligger derhjemme. Ikke at jeg elsker at gøre rent og vaske tøj, men det stresser mig når det ikke bliver gjort. Og jeg kan decideret godt lide at planlægge og organisere det derhjemme. Tænk at kunne klare alle de der praktiske ting, uden at skulle presse det ind imellem job, transporttid, hundegåtur og aftensmad. Og tænk at kunne gøre ting for sig selv uden skyldfølelse. Set i lyset af 21 år på arbejdsmarkedet virker det meget tiltrækkende. Men måske jeg ville komme til at kede mig i længden.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

På internat

At få hund har altid været et stort ønske hos mig. Som barn var der hunde hos onkler, tanter og bedsteforældre, men ikke hjemme hos os. Min bror var nemlig multi-allergiker og mine forældre var vist også imod af praktiske årsager. Ikke desto mindre ønskede jeg mig brændende en hund, og i mangel af bedre legede med hunde på vejen. Mit hjerte stod stille da min far en dag kom hjem med en hundehvalp efter sig. Min bror jeg troede straks at det var en hund til os, men det var desværre bare genboens old english sheepdog Harlekin, der havde fået sig en kone Columbine, som vi endnu ikke havde mødt.

Som teenager var det mit fritidsjob at gå tur med en hund. Fra jeg var 13 til jeg var 19 år kom jeg hos en ældre dame og hjalp hende med diverse ting, herunder gåtur, leg, fodring og pelspleje af hendes dame-schæfer Karo. Det gav mig (blandt meget andet) en endnu større kærlighed til hunde og et dejligt venskab med en skøn hund.

Da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i mange år alene, arbejdede fuld tid og uddannede jeg mig om aftenen. Jeg tænkte ikke så meget på at anskaffe mig en hund i den situation, jeg følte ikke at jeg kunne give en hund et godt liv. Jeg passede dog andres hunde og var gode venner med hundene i området.

Nu bor jeg i et rækkehus med have, er færdig med at uddanne mig og vi er 2 voksne mennesker om opgaverne. Vi har endda købt sommerhus og ny bil med det i baghovedet, at vi en dag gerne vil have hund. Vi er med andre ord meget dedikerede til at få hund. Vores livsstil er også ved at ændre sig hen imod det mere afdæmpede, hvor vi ikke rejser så meget, ikke går så meget ud og ikke får så mange gæster mere. Alt sammen gode rammer, som gør at det ikke bliver mere oplagt at få hund – ikke før vi bliver pensionister i hvert fald. Heldigvis deler min mand min passion for hunde, og da jeg for nylig har skiftet job og fået en overkommelig transporttid, er vi begyndt at overveje seriøst hvordan det kunne lade sig gøre for os at få hund.

På trods af de på mange måder perfekte rammer, er der éen stor udfordring: vi er nødt til at lade en hund være alene hjemme mens vi går på arbejde. Det må der være hverdag for masser af hunde i Danmark hver dag, men det er noget vi er nødt til at forholde os til. Vi er naturligvis indstillet på at give hunden masser af opmærksomhed, nærvær, motion og kærlighed når vi er hjemme, men vi er nødt til at passe vores arbejde.

Den mest almindelige måde at få hund på i min verden, er ved at finde en hunderace man synes om og så anskaffe sig en hundehvalp af den race. Det er på mange måder også det jeg helst vil selv, da jeg forestiller mig at det er en god måde at opbygge tillid, gode vaner, lydighed og venskab med hunden. Jeg har bare svært ved at forestille mig hvordan jeg skal klare at skabe en tryg start i den nye familie for en 8 uger gammel hvalp, når vi begge har fuldtidsjob. Man kan selvfølgelig planlægge det sådan, at man tager noget ferie i forbindelse med at hvalpen ankommer, men uanset om det er 3, 4 og 5 uger ferie så skal man jo tilbage på arbejde bagefter.

Tænk hvis nu det ikke lykkes at lære hvalpen at være alene hjemme? En yderst ulykkelig situation for alle parter. Dette skrækscenarie har fået os til at tænke på om det måske var en bedre mulighed at anskaffe sig en voksen hund. Når vi passer min fætters hund, ved vi at hun er vant til at være alene hjemme om dagen. Vi tager på arbejde med god samvittighed, og når vi kommer hjem leger og hygger vi med hunden, og vi har bestemt ikke følelsen af at hun lider nogen nød af den dagsrytme. Hvis nu man kunne finde en hund, hvor man vidste at hunden kunne leve med den hverdag, var man udover den usikkerhed.

Derfor har vi idag været på besøg hos Dyreværnets Internat i Rødovre. De tager imod hunde med mange forskellige baggrunde, dels hunde som er fundet strejfende rundt, dels hunde som fjernes fra hjem hvor de ikke har det godt, og endelig kommer også familier og afleverer hunde de ikke kan overkomme. At adoptere sådan en hund vil være en god gerning som kan forhindre aflivning. Både min mand og jeg har et stort hjerte for hunde og kan godt lide mange forskellige slags hunde, så måske dette var en god måde for os.

Vi gik en tur langs burene med hunde og så nogle af de hunde vi havde set på hjemmesiden, men der var meget travlt så vi kunne ikke komme til at tale med nogen af de ansatte. Da vi kom tilbage et par timer senere fik vi lejlighed til at snakke med nogen om denne måde at få hund på. Dyreværnets medarbejdere taler naturligvis dyrenes sag, og de gjorde det hurtigt klart at mange af deres hunde har alene-hjemme-problemer og de ikke vil overlade sådan en hund til en familie der er væk hele dagen, uden at der er planlagt et træningsforløb hvor der arbejdes med det.

Vi ville nu aldrig lægge billet ind på en hund som man ved har alene-hjemme-problemer. Der er flere af de hunde der har været annonceret, som iflg. beskrivelsen godt kan være alene hjemme. Så jeg tror stadig at der kunne være en mulighed. Men det er ikke nær så nemt at planlægge, for det er mere en her-og-nu-ting at få en hund fra internat. Hundene finder nye hjem i løbet af 2-4 uger, og ingen ved jo hvilke hunde der kommer ind på internatet, så det er noget med at kunne slå til når den rigtige hund er der. Når man ikke kan planlægge, er det ikke så nemt at kunne have nogle ugers ferie fra arbejde til at tage imod det nye familiemedlem. Dermed er der ekstra høje krav til at hunden kan passe ind i vores hverdag.

Samtidig er der jo også risici ved at købe en hund fra internat. Det kan være svært at vurdere hundens personlighed når den står i et bur og gøer sammen med en masse andre hunde. Det må være en meget stresset situation at være på internat, og ofte kommer hunden jo lige fra en traumatisk oplevelse. På mange måder køber man ‘katten i sækken’ – man ved nok ikke helt hvad man får selvom der er tale om en voksen hund.

Måske skulle man alligevel overveje en hvalp?

Puh, det er svært. Det er her jeg – i skæmt – plejer at ærgre mig over, at der hverken findes barselsorlov, økonomisk statstilskud, fri ved første sygedag eller offentlig finansieret pasningsordning til hunde, selvom det kunne virke lige så nødvendigt som med menneskebørn.

 

Lignende indlæg: