Retfærdighed i politik

Naivitet og idealisme er to ting der løber i mine årer og en konstant kilde til frustration for mig. For jeg vil næsten altid naivt forvente at retfærdighed og andre ædle formål forsøges opfyldt, og jeg bliver selvfølgelig konstant skuffet. Om det handler om medmennesker på gaden, familiemedlemmer eller folk som har magt over mig i form af arbejdsgivere og politikere, så forventer jeg altid at de som udgangspunkt har gode hensigter, og det er selvfølgelig gode hensigter i min egen definition, så som at behandle hinanden med respekt og den slags.

Når det kommer til politik kan jeg hidse mig op over mange af de forslag og love der kommer frem. Som at jeg f.eks. skal betale skat af fri telefon, selvom den ikke er spor fri og at skatten alene koster mig mere, end det at have privat mobiltelefon ved siden af. Det føles uhyre uretfærdigt, og selvom der er tale om mindre beløb bliver jeg virkelig vred over dilemmaet imellem, at jeg i statens øjne har ‘fri telefon’ og dermed skal betale skat, selvom jeg reelt betaler alle mine private udgifter til telefon selv.

På den anden side gør det godt, når der kommer forslag frem, som virker retfærdige i mine øjne. Regeringen lækker her i pinsen store dele af deres kommende forslag til skattereform, og der er flere ting jeg er rigtig godt tilfreds med.

For knap 2 år siden bragte den borgerlige regering børnepengene på banen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på hvor utrolig mange penge staten forærer skattefrit til mennesker der har børn, udelukkende fordi de har børn. I nedgangstider virker det faktisk grotesk, at helt almindelige mennesker med orden i økonomien på statens regning skal have en præmie for at få et barn. Børnepengene er så vidt jeg husker i sin tid indført som kompensation for andre skatter, og børnefamilier kan sådan set regne pengene ind i deres budgetter på linje med deres beskattede indtægter ud fra en tanke om at det er nettoresultatet der tæller. Men det er mange år siden, og dem der havde børn dengang har nu voksne døtre og sønner, som i mange tilfælde ser deres børnepenge som nogle hyggelige ekstra-penge de kan bruge til sjov og fornøjelser. Det føles ikke retfærdigt i krisetider. Derfor virker det rigtigt at begrænse dette statstilskud.

Den borgerlige regering forsøgte at begrænse hvor mange penge den enkelte familie kunne modtage, det har den socialistiske regering stoppet. Til gengæld lægger man nu op til at se på modtagernes indtægter, således at familier med høje indtægter får lidt mindre i børnepenge. Jeg håber at det er starten på en nedtrapning af børnepengene. Ideelt set synes jeg det ville være bedst, hvis man kun gav tilskud til børnefamilier som virkelig trænger, på samme måde som man i kommunerne idag støtter f.eks. enlige forsøgere og andre der er kommet i økonomiske problemer og har brug for en håndsrækning for at få børnenes liv til at hænge sammen.

Et andet element i regeringens skattereform er det man kalder boligskatterne. Her tænkes på det fradrag man får, når man har renteudgifter, idét det typisk er boligejerne der har de største lån. Jeg kender ikke den historiske baggrund for at indføre fradrag for renter, men jeg ved at det til at starte med var muligt at trække en meget stor andel af sine renteudgifter fra i skat, og at det derefter gradvist er blevet trappet ned. På samme måde som med børnepengene kan man se på det som en velerhvervet ret som man har lagt sin økonomi an på, men jeg synes også at retfærdighedsaspektet skal med. For hvad er egentlig rimeligheden i at få fradrag for udgifter man selv har valgt at have? Man belønner dem der tager store lån, og dem som har sparet mere op til f.eks. en bolig, eller nøjes med en mere beskeden bolig, får mindre fra staten. På linje med børnepengene synes jeg at man skal nedtrappe rentefradraget helt ned til 0% over en årrække.

Et sidste element, som jeg er postitivt overrasket over at høre fra en SF-skatteminister, er at borgere på overførselsindkomst ikke længere skal stige mere i indtægt end vi som går på arbejde. Det virker jo også umiddelbart rimeligt, eftersom at disse personer trods alt har deres på det tørre rent økonomisk. Nogen har ikke så mange penge når de er på overførselsindkomst, men mange har trods alt en stabil situation, hvor de kan regne med en fast og reguleret indtægt, og risikerer ikke pludselig at skulle fraflytte deres bolig – en risiko som vi der er på arbejdsmarkedet konstant må leve med ifm. arbejdsløshed.

Det virker som om at den socialistiske regering er begyndt at få øjnene op for, at det er urimeligt kun at tænke på alle dem der modtager ydelser i vores samfund – at det er nødvendigt at vise respekt overfor dem som betaler gildet; os der går på arbejde. Når skatteministeren nævner hårdtarbejdende lønmodtagere i sin snak om topskat, så nævner han sygeplejersker og faglærte arbejdere. Men vi som sidder på et kontor hele dagen hører til i samme indkomstgruppe kan glæde os over, at vi også i givet fald også vil blive ‘ramt’ at en skattelettelse, selvom vi aldrig bliver nævnt og via signalerne bla. omkring skat af fri telefon føler os som nogen der ikke skal tages hensyn til.

Lignende indlæg:

Om at fjerne helligdage

Der har nu i nogle uger været debat i medierne omkring fjernelse af helligdage. I forbindelse med såkaldte trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter, ønsker regeringen at introducere fjernelse af 1 eller 2 helligdage som en parameter. Begrundelsen er, at det er nødvendigt for økonomien at vi skal arbejde mere.

Umiddelbart er det er ikke noget som man som almindelige lønmodtager er vild med at høre. Vi befinder os midt i det dejlige forår, hvor der er mange helligdage, der gør det muligt nyde de blomstrende frugttræer og lyse nætter, tage i sommerhus, gå til familiefester og at nå den øgede mængde havearbejdet foråret også byder på. Der er en særlig stemning når næsten alle i landet har fri, og det gør det nemmere at lave aftaler om at ses.

Man tror næsten ikke sine egne ører. De helligedage man har kendt hele sit liv har man jo vænnet sig til er – ja, hellige – dem kan man da ikke røre ved? Skal man tro Ritzau i dag er det da heller ikke sket siden 1770 at man har afskaffet helligdage. Dengang røg bla. 3. juledag og 3. pinsedag.

Men hvis regeringen kan få flertal for det, så kan det åbenbart godt lade sig gøre at fjerne helligdage og dermed lade arbejdsstyrken arbejde mere. De lønmodtagere, som er repræsenteret ved forhandlingerne kan fremføre deres behov og forsøge at forhandle noget andet igennem til deres overenskomster. Men vi som ikke er omfattet af en overenskomst ender i et demokratisk vacuum. Det bliver – som med så mange andre ting – i givet fald et rent diktat, som vi ingen indflydelse har på. En ren udgift, som vi ikke får ’noget for’, idet jeg ikke går ud fra at der gives kompensation for den øgede arbejdstid.

Den borgerlige opposition benytter sig selvfølgelig af muligheden for at argumentere mod regeringen og med folkestemningen. Venstre mener at det er ærgerligt at fjerne dage hvor folk har mulighed for at være sammen i familierne, men synes hellere man skal fjerne feriedage. Og Konservative argumenterer ud fra tradition og danskhed, man fornemmer ’gud, konge og fædreland’-mantraet.

Det er nu ikke så meget derfor at jeg synes det er en dårlig idé at fjerne helligdage. Jeg er ateist og bruger ikke disse helligdage til at dyrke en tro. Og jeg bruger såmænd lige så gerne helligdagene til ro og restitution, som til at se familie.

Jeg synes simpelthen bare at det er en velerhvervet rettighed, som mere end nogensinde er nødvendig i en stresset tilværelse. Jeg protesterer af princip imod at få forringet mine vilkår uden kompensation og uden min accept. Med en socialistisk regering og krisetider er det nok vilkårene, og jeg er desværre ikke overrasket over denne indfaldsvinkel. Og hvis man tænker på hvilke reformer borgerne i Sydeuropa må gå igennem skal man nok nødig pive. Men jeg kunne godt tænke mig en forklaring på hvordan det med at arbejde mere skal hjælpe samfundet, når vi har så stor ledighed. Når man dertil lægger de massive problemer der er med stress blandt dem der er i arbejde, hvor det er min påstand at vi er ved at underminere vores indtægtsgrundlag, så kan jeg slet ikke se mening med disse tanker om at fjerne helligdage.

Hvis arbejdsmarkedets parter synes det er en god idé at lave aftaler, som øger arbejdstiden, så vi jeg foreslå at de ser på de vilkår som er bestemt i overenskomsterne. Der er ofte aftalt fridage udover de statsbestemte helligedage, f.eks. 1. maj, man kunne forhandle om. Der er da også temmelig mange mennesker som har betalt frokost – det var måske også et område man kunne tage frem på forhandlingsbordet. Hvis de goder der er forbeholdt folk med overenskomst blev ændret, kunne man måske endda opnå en større ligestilling på arbejdsmarkedet.

Da min bror flyttede til USA snakkede vi i familien om hvordan hans arbejdsliv blev. F.eks. har man i USA som udgangspunkt kun 2 ugers ferie. Men når det kom til helligdage stod det ikke så slemt til som vi troede. Vi kiggede en amerikansk kalender igennem og kunne tælle ligeså mange som der var i Danmark, nemlig 10-12. I USA har man ikke religiøse helligdage der gælder hele befolkningen. I stedet har man ’helligdage’ som relaterer sig til nationens opståen og historie. Det synes jeg er en god idé. Danmark er også ved at være et multietnisk og multireligiøst land med mange forskellige religioner repræsenteret.  Det vil give god mening for mig at finde ca. 10 mærkedage og gøre dem til ’helligdage’ – vi kunne jo kalde dem officielle fridage eller noget i den stil. Det skal nok kunne lade sig gøre – jeg kan umiddelbart komme i tanke om både Grundlovsdag, Valdemarsdag, Europadag osv – vi skal nok kunne finde 10-12 dage der relaterer sig til vores lands opståen og historie. Så kan man bruge af sine feriedage, hvis man har behov for at holde fri i forbindelse med dyrkning af sin religion.

Det er nu nok utopi at få så gennemgribende ændringer igennem. Jeg kunne godt ønske mig et sekulært danske samfund, der er 100% religionsneutralt. Men så længe det ikke er sådan, går jeg ind for at man beholder de eksisterende helligdage. Arbejdsmarkedets parter må forhandle som de vil, og vi som ikke har nogen forhandlingsmulighed må håbe at vores arbejdsgivere behandler os ordentligt. Jeg synes kun at Folketinget skal blande sig når det handler om ligestilling og beskyttelse af lønmodtagere.
?????

Lignende indlæg:

Farvel til multimedieskatten?

Den nye regerings finanslovsforslag indeholder en afskaffelse af multimedie-skatten. Hurra, siger jeg! Jeg har lige fra starten været stærkt utilfreds med at en borger som min mand skal betale 140 kr. om måneden, udelukkende fordi hans arbejdsgiver har valgt at hans arbejdsredskab skal være en bærbar PC. Hans opgaver giver ikke mulighed for at arbejde hjemmefra, og han har ingen grund til at tage den med hjem for at bruge den privat, da han har en bedre privat PC hjemme. Men skat skulle han betale. Det føltes meget uretfærdigt. Det er heldigvis slut nu.

Det er dog ikke alle der slipper for regningen på 140 kr. om måneden. Man genindfører nemlig skat af ’fri telefon’, og det vil formentlig gælde alle der har fået udleveret en mobiltelefon af deres arbejdsgiver. Begrebet ’fri telefon’ er dog lidt misvisende. Jeg ville normalt opfatte udtrykket ’fri telefon’ sådan, at medarbejderen ikke selv betaler telefonudgifter. Men sådan er skatteministerens opfattelse tilsyneladende ikke. Hvis man har fået udleveret en mobiltelefon, som må bruges privat, er det åbenbart det samme som fri telefon; kun få opkald til hjemmet accepteres hvis det skal være skattefrit.

På mange arbejdspladser kan mobiltelefonen dog ikke bruges helt frit. Der kan være begrænsninger i hvad telefonen må bruges til, selvom den må bruges privat. F.eks. kan der være lukket for indholdstakserede SMS’er, så man ikke kan deltage i afstemninger og konkurrencer, eller måske må man ikke bruge telefonen i udlandet. Nogle gange er det nedskrevne regler, andre gange ligger det bare i luften eller antydes at det ikke er en god idé. Som tiderne er på arbejdsmarkedet lige nu, er det arbejdsgiverne der sætter dagsordenen, og de kan i bund og grund lave og ændre reglerne som det passer dem, uden at man som medarbejder har noget at sige. Man kan nemt komme til at stå i en uheldig situation, hvis man bruger firmamobilen som man i dag ville bruge en privat telefon.

Da jeg skiftede job for nylig, valgte jeg derfor at bede om et nyt nummer til den mobiltelefon min nye arbejdsgiver ville udlevere til mig. Jeg beholdt mit private, tidligere arbejdsgiverbetalte mobilnummer og har således nu 2 mobiltelefoner: 1 til arbejde og 1 til privat brug. Jeg elsker alle de nye teknologier og tjenester og vil gerne bruge dem optimalt. Jeg kan ikke leve med, at jeg ikke kan købe en togbillet, stemme til Vild med Dans eller tage telefonen med på ferie, når nu det er muligt og super smart at gøre det. Jeg synes det er helt rimeligt at en arbejdsgiver ikke vil betale for mit evt. bidrag til en kræftindsamling, men det er jo ikke det samme som at jeg skal undvære muligheden. Det giver mig en ekstra udgift at have 2 mobiltelefoner, men jeg synes det er pengene værd ikke at have den gråzone omkring hvad jeg må eller bør bruge telefonen til.

Det har så også den behagelige bivirkning, at jeg ikke har nogen grund til at tage firma-telefonen op af tasken når jeg har fri. Jeg står ikke på samme måde til rådighed for arbejdet, når firmatelefonen ikke kommer med hen til sofabordet, i sommerhus eller på ferie. Jeg har dog stadig mulighed for at checke om mødet næste morgen er aflyst osv., og det giver en fleksibel arbejdsdag at have en mobiltelefon til rådighed til de situationer hvor jeg ikke sidder ved mit skrivebord med en fastnettelefon indenfor rækkevidde. Jeg synes det giver mig det bedste fra begge verdener!

Det betyder til gengæld også, at jeg kommer i en bizar situation vedr. beskatning. Jeg betaler al min private telefoni selv, men skal tilsyneladende alligevel betale skat af ’fri telefon’. Som oplægget er lige nu, er der nemlig ikke, som før multimedieskattens indførelse, mulighed for at fratrække øvrige faktiske udgifter til privat telefoni i det faste beløb man beskattes af.

Jeg kunne så personligt være interesseret i, om en anden ordning fra før multimedieskatten kan bruges: muligheden for at lave en tro-og-love-aftale med sin arbejdsgiver om kun at bruge mobiltelefonen arbejdsmæssigt. Denne ordning gjorde at medarbejderen før i tiden ikke blev skattepligtig af firmamobilen. Det er ikke nævnt i det aktuelle udspil, så det er ikke til at vide.

Multimedieskatten er blevet beskyldt for at betyde mindsket fleksibilitet på arbejdsmarkedet, fordi det reelt blev til en skat på hjemmearbejde. På visse arbejdspladser har medarbejderne haft mulighed for at sige nej tak til de flytbare arbejdsredskaber, og så kunne medarbejderne slippe for multimedieskatten. Samtidig blev de meget mindre fleksible ressourcer for deres arbejdsgiver, med afledte konsekvenser for miljø og trængsel i trafikken. Man kan sagtens forestille sig at det samme bliver tilfældet når det gælder firma-telefoner.

Det er dog bestemt ikke alle arbejdsgivere der er villige til at igangsætte tiltag for at holde medarbejderne fri for multimediebeskatning. I dag betaler omkring 525.000 personer multimedieskat. Det er da også sin sag at gå til sin arbejdsgiver og sige, at man ikke vil benytte et bestemt arbejdsredskab, det kunne jo minde om arbejdsvægring. Med førnævnte hårde arbejdsmarked præget af fyringer, høj ledighed og globalisering er konkurrencen medarbejderne imellem benhård, og det gælder om at performe på de parametre der er vigtige for arbejdsgiveren, herunder fleksibilitet. Der er nok mange der ikke har lyst til at tage sådan en sag op med sin arbejdsgiver. Og på den måde tager skattesystemet, hvad enten det handler om multimedieskat eller beskatning af ‘fri telefon’, lønmodtagerne som gidsler på arbejdsmarkedet. Den enkelte medarbejder kan enten betale skat af et mere eller mindre fiktivt gode, eller risikere at fremstå som ufleksibel overfor sin arbejdsgiver. Jeg gætter på at de fleste vil dukke nakken og betale skatten.

Lignende indlæg:

Er vi kedelige?

Jeg har lige læst Berlingske-blogindlægget Så ens, så danske, så selvfede af Anne Sophia Hermansen. Det handler om at vi danskere har nogle meget ens liv, og det synes hun er lidt kedeligt. Det provokerede mig lidt, for jeg er både enig og uenig med hende.

Min første reaktion er at tænke “Det passer ikke”. Jeg kan ikke genkende migselv i de stereotyper som beskrives, og det gør jo at man straks tænker at forfatteren tager fejl. Når der kan findes sådan en som mig, så er vi ikke alle ens. Den første kommentar til blogindlægget rammer meget plet i den observation: måske er det fordi forfatteren selv lever et sted hvor man ligner hinanden meget, at hun laver denne generalisering.

Men så alligevel. Jeg tror Anne Sophia Hermansen har ret i at vi kopierer hinanden i stort omfang. Jeg kan også selv undre mig over at ALLE skal have en Weber-grill, når nu der findes et dansk kvalitets-produkt der er meget bedre. Jeg har også her på bloggen skrevet om hvordan mange mennesker får nøjagtig ens bryllupper, selvom traditionen ikke giver mening. Og jeg må indrømme at jeg griner genkendende indvendig, når Anne Sophia Hermansen beskriver hvordan vi – selv i et forsøg på at skille os ud – alle går ud og får tatoveringer osv.

Alle kender nok hvordan man kan blive helt bjergtaget over den mangfoldighed der findes i naturen. Så mange forskellige fugle, blomster, insekter, så mange forskellige måder de formerer sig på, så mange forskellige klimaer de lever i. Jeg oplever den samme fascination når det gælder mennesker. Når man graver lidt i et menneskes historie, så finder man altid en eller anden specialitet. En der dyrker softball, en der kan lave ballondyr, en der har været dykkerinstruktør på Malta.

Selvom man kan lave statistikker og markedsanalyser, der viser at vi har nogle bestemte mønstre, så er det jo ikke hele sandheden. Det, at der er mange der har en Weber-grill, en tatovering og som går med Tom Ford-solbriller, er jo ikke det samme som at det enkelte menneske gør alle 3 ting.

Min pointe er, at det er ikke det samme som at danskerne er kedelige. Det enkelte menneske er jo ikke KUN sammensat af alle klicheerne. Alle mennesker har en speciel historie som gør dem unikke – og dermed ikke kedelige. Det er relevant for medier og politikere at have fokus på generelle træk og tendenser, men der findes også andre facetter. Disse nuancer kommer frem når man interesserer sig for detaljer, afvigelser og individer, og jeg synes det er berigende. Det kan godt være at danskerne som folkefærd er kedelige, men det enkelte menneske er ikke.

Lignende indlæg:

Hvorfor jeg ikke kan stemme på Socialdemokraterne

I min tur rundt blandt de partier der stiller op til Folketingsvalget 2011, er jeg nu kommet til Socialdemokraterne. Folketingets næststørste parti med kun et enkelt mandat mindre end regeringspartiet Venstre, hvilket ser ud til at ændre sig en del til næste valg. Og et parti med en historie, der rækker 130 år tilbage.

hjemmesiden siger de, at deres mål (stadig) er “frihed, lighed og solidaritet – for alle!” Men jeg er ikke sikker på at Socialdemokraterne virkelig mener alle. Jeg føler i hvert fald ikke at de tænker på mig, når de formulerer deres politik. Der er noget i deres retorik som gør, at jeg ikke føler at de taler om og til mig.

Hver gang der tales om skat, bolig eller efterløn bruger socialdemokraterne at nævne konkrete grupper, som får fordele eller ulemper af det der tales om. De nævner meget ofte SOSU-assistenter, forskellige håndværkertyper og folk der arbejder i industrien, når de skal illustrere deres pointer. Deres skattepolitik sætter på visse områder af på overenskomster, og så er der jo den meget brede kategori ‘børnefamilierne’. Disse grupper nævnes altid som ‘helt almindelige’ borgere, nogen det går ud over eller nogen som Socialdemokraterne ønsker at beskytte.

Jeg hører ikke til i nogen af de gruppe. Jeg er funktionær og tjener mit brød på at bruge mit hovede, ikke mine hænder (i hvert fald ikke til andet end at taste på et tastatur). Jeg har ikke børn og er ikke omfattet af en overenskomst.

En anden kategorisering som bruges af Socialdemokraterne er ‘de rige’ eller ‘de allerrigeste’ – nogen gange kombineret med ‘boligejere’. Det har en klang af, at dem skal der ikke tages hensyn til, de kan godt bidrage lidt mere, de er ikke ligesom os – vi kan måske endda ikke rigtig lide dem. Når Socialdemokraterne bruger ordet ‘rige’ forestiller jeg mig mennesker der bor i kæmpe boliger, kører i dyre biler og går klædt i dyrt tøj – og ferien tilbringes enten på krydstogter eller i ferieboligen i Sydfrankrig. Med det billede i hovedet kan jeg godt se at de måske nok ikke lider nogen nød hvis de skal betale mere i skat.

Jeg føler heller ikke at jeg hører til i denne kategori. Jeg bor i et 75 km. rækkehus som jeg ejer, har en stille og rolig bil og bruger ikke særlig mange penge på tøj. Jeg har et lille sommerhus i Danmark, og det kan måske lyde som noget en ‘rig’ person ville have, men det koster det halve af at have børn, hvilket jeg ikke har. Jeg rejser hvis der er råd til det. Og det er der heldigvis regelmæssigt, men jeg tror ikke jeg rejser mere og dyrere end så mange andre.

Jeg føler mig altså udenfor de grupper som Socialdemokraterne omtaler. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad de synes der skal ske med sådan en som mig. Da Nyrup var ved magten i 1990’erne sad jeg med en 2-værelseslejlighed, og en HK-indkomst der gav mig 1600 kr. til mad og 1600 kr. til forbrug hver måned. Fordi jeg ejede min lejlighed blev jeg ramt af Pinsepakken, hvilket jeg oplevede som utrolig uretfærdigt. Jeg følte at det var et eksempel på kategori-tænkning som ramte helt ved siden af i mit tilfælde.

Idag er min primære mærkesag bekæmpelse af stress, men jeg ved ikke hvad  Socialdemokraterne vil gøre for de af os der arbejder med viden og som ikke er omfattet af en overenskomst. I min tvivl om hvordan Socialdemokraterne mon tænker på sådan en som mig, har jeg brugt søgefeltet på deres hjemmeside. Når jeg søger på ‘stress’ får jeg 9 hits. Når jeg søger på ‘rige’ får jeg 61 hits, ‘funktionær’ får ingen hits overhovedet. Jeg ved ikke rigtig om jeg kan bruge det til noget.

Jeg er efterladt med en fornemmelse af at jeg ikke hører til Socialdemokraternes målgruppe. Jeg synes slet ikke at de taler til mig. Og hvorfor så stemme på dem? Der er så mange andre der gerne vil have min stemme. Jeg synes det er ærgerligt for dem, at de med deres retorik afskærer bestemte grupper i befolkningen – et socialdemokratisk parti kunne vel i vore dage rumme alle som går ind for en kombination af social bevidsthed og økonomisk ansvarlighed. Det ville klæde dem at tænke udenfor kategorierne og åbne sig op for de nye forhold som f.eks. globalisering og nye familieformer byder samfundet.

Lignende indlæg:

Ven med kommunen

Facebook bliver brugt til mange ting. I starten handlede det mest om relationer mellem privatpersoner, men hurtigt kom firmaerne med. Nu bruges Facebook i høj grad til at håndtere relationer mellem privatpersoner og alle mulige former for organisationer. I P4 hørte jeg her til morgen en historie om at kommunerne nu også begynder at gå på Facebook for at have dialog med borgerne ad den vej. Kritikken af såkaldte eksperter var massiv, og gik på at ingen da ville have lyst til at checke hvad der nu er på færde i Teknisk Forvaltning.

Det er helt klart, at når kommuner, private firmaer og kendiser bruger sociale medier til at komme i kontakt med deres borgere/kunder/publikum, så skal de tænke sig godt om. Jeg kan godt få det indtryk, at mange ser det som endnu en markedsføringskanal og dermed kun bruger det til envejs-kommunikation. På Twitter følger jeg komikere og politikere, som aldrig svarer på henvendelser eller kommentarer. Det er ikke det der er præmissen på disse sociale medier, så de ender med at skuffe deres publikum.

Men der er faktisk også organisationer som godt kan finde ud af at bruge sociale medier. Mit eget firma har ansat en Social Media Editor, men da antallet af fans er gået fra 2.000 til 33.000 på et år har hun overdraget vedligeholdelse af siden til Kundeservice. Der kommer nemlig en masse konkrete henvendelser fra kunder, som man ønsker at lave konkret sagsbehandling på. Og det tror jeg er klogt, for så lever man op til sine kunders forventninger, og så kommer de måske igen.

Hvis kommunerne kan finde ud af at have samme forhold til sine Facebook-venner, så synes jeg det er fint at de er repræsenteret her. Min egen kommune har en hjemmeside, men der står kun generel information – hvordan man søger om dit og dat og hvordan man bliver gift og den slags. Der står ikke konkrete dag-til-dag oplysninger. I vinters kunne jeg f.eks. godt have tænkt mig at man havde informeret om hvornår man havde tænkt sig at rydde sne, det kunne man have brugt Facebook til. Den mail jeg sendte til kommunen, som aldrig blev besvaret, var måske blevet besvaret hvis man havde en strategi om brug af sociale medier? Det går selvfølgelig ikke at behandle ansøgninger om kontanthjælp og den slags, men der er en række ting der godt kunne foregå over Facebook.

Så jeg er bestemt ikke enig med Magnus Barsøe fra webbureauet Dwarf, som udtalte sig til P4 idag, i at Facebook-brugere ikke er interesseret i information fra kommunen. Det lyder som om han synes, at det der foregår i kommunen er uvedkommende og langt væk fra hverdagen. Det synes jeg ikke det er. Tværtimod – det der foregår i kommunen handler jo udelukkende om vores hverdag og omgivelser.  Jeg selv er ikke er den store forbruger af kommunale ydelser, nærmere en af dem der er med til at betale gildet. Men jeg vil da gerne vide hvad der foregår med vore veje og cykelstier, grønne områder og biblioteker. Og tænk på alle dem der har børn i institutioner, ældre pårørende, bruger biblioteker, får udbetalt diverse ydelser, bor på kommunale veje med kommunal kloakering osv. osv. Og vi er allesammen på Facebook.

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Hykleri i kommunen

Jeg har brokket mig over min kommune før, og nu kommer jeg sørme til at gøre det igen. Det handler om snerydning – og så handler det om hykleri. For en ting er at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke rydder sne på cykelstierne i tilstrækkeligt omfang. En anden ting er at stå ved det.

Min kommune er ludfattig. Af årsager jeg ikke kan gennemskue, mangler kommunen hele tiden penge og skal hele tiden spare. Forrige sommer blev der f.eks ikke slået græs på de grønne arealer, græsplænerne blev simpelthen omdannet til enge og man lukkede alle bibliotekerne på nær éet. Da sneen kom denne vinter var det tydeligt, at også når det kom til snerydning på især cykelstierne blev der sparet. F.eks. blev der ikke ryddet sne hele juleferien trods snestorm Lillejuleaften.

Jeg har skrevet til kommunen og bedt dem redegøre for det nedsatte serviceniveau, der tydeligvis er gældende denne vinter. Både min mand og jeg vil gerne cykle noget eller hele vejen til arbejde, og det er derfor vigtigt for os at vide hvad vi kan regne med. Jeg har ikke fået noget svar, men nu ser jeg på lokalavisens debatside på nettet, at formanden for Teknik- og Miljøudvalget slet ikke synes der er noget problem. Han er stolt af kommunens indsats og siger:

Mest af alt handler det om indstillingen. Som borger kan man ikke forvente, at sneen og isen forsvinder fuldstændig. Det er vigtigt at forstå, at en vinter som denne kræver tålmodighed og ikke mindst varsomhed, når man bevæger sig udendørs. Ikke desto mindre er niveauet i Lyngby-Taarbæk højt – det er i hvert fald min opfattelse, når jeg sammenligner med andre kommuner, jeg har været i.

Udvalgsformanden mener altså at det er borgerne den er gal med. Men her tager han fejl. Du kan tro vi er forsigtige, du kan tro at vi er tålmodige. Vi ved godt at det er en stor og dyr opgave at rydde sne, og vi forventer bestemt ikke at sneen forsvinder fuldstændig. Men vi forventer at kommunen gør NOGET for at fjerne sneen. Og kære kommune, det virker nu mest som det er jer, der forventer at sneen forsvinder af sig selv, siden I bare holder jer væk i ugevis.

Med hensyn til niveauet i forhold til andre kommuner så er det rigtigt, at det står værre til i Rudersdal kommune. Vi bor lige ved siden af Geels Bakke, og den har også være fuldstændig uberørt af snerydningskøretøjer på cykelstierne, på trods af at den er en slags motorvej for folk der cykler – både på arbejde og i fritiden. Men i Gladsaxe, Ballerup og Gentofte kommuner, som min mand og jeg kører igennem på vores daglige rute, er det helt tydeligt at niveauet er LANGT bedre.

Jeg cykler fra Virum gennem Lyngby til Jægersborg med hjertet oppe i halsen og øjnene stift rettet mod kørebanen hver morgen, for at klare mig igennem snedynger og iskanter uden at falde. Når jeg så kører ind i Gentofte Kommune kan jeg slappe af – ah…… Så er der saltet og ryddet og iøvrigt færre skader i belægningen. Så kan jeg køre mere afslappet og normalt.

Udvalgsformanden har tydeligvis taget skyklapperne på og ignorerer fuldstændig fakta. Det er helt tydeligt at der sker en prioritering i kommunen som går ud over cykelstierne, og jeg forstå ikke at kommunen ikke kan stå ved deres dispositioner. Hvor er argumentet med at man hellere vil svigte raske cyklister end syge ældre og de stakkels børn?

Problemet er snart blevet klaret af tøvejret, og kommunen kan fortsætte sin lalleglade ligegyldighed. Men jeg synes det er bekymrende at kommunen er så urealistisk i sin vurdering af egen indsats. Jeg er skuffet og vred over, at de end ikke vil indrømme, at de ikke har været forbi Grønnevej, Frederiksdalsvej og mange andre veje med en fejemaskine.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om efterløn

Statsministeren fik med sin nytårstale skudt en debat i gang om efterlønnen. Ikke at det ikke har være debatteret før, men nu kaster regeringen sig på banen og vil afskaffe den helt. 16 milliarder kr. koster efterlønsordningen om året, og de penge brænder i lommen på økonomer, politikere og mange andre.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

  1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
  2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
  3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Lignende indlæg:

Pendlerstress

En af nyhederne på P4 en morgen i sidste uge var en historie om, at folk der pendler er mere udsat for stress end folk der ikke pendler. Metroxpress fortæller om en svensk undersøgelse, der viser at daglig pendling på mere end 1 time øger risikoen for det de kalder stresssygdomme med 50%.

Den historie rammer mig, da jeg selv er en af dem der bruger mere end 1 time på min pendel-tur til arbejde, og jeg føler bestemt også at det er en stressfaktor i min hverdag.

Det med at pendle har mange aspekter synes jeg. Man må sige at det har nogle store ulemper for både individet og samfundet, når folk bliver stress-syge af at pendle. Og så er det er jo også en betydelig miljøbelastning med al den transport. Derfor synes jeg at dagens nyhed bør få os som samfund og i de enkelte familier til endnu engang at tænke over, om det nu er så smart at indrette sig sådan.

Her i Københavns-området har der i mange år været så høje huspriser, at mange familier ikke føler at de har råd til den størrelse bolig de gerne vil have. De står med et valg imellem at bo i lejlighed eller et mindre (række)hus i Storkøbenhavn, eller i et større hus i provinsen. Mange flytter sydpå til Midt- og Sydsjælland eller sågar til Sverige, for at kunne bo i et hus der lever op til deres krav. 

I sådan en situation må man jo sige, at det er selvvalgt at havne i det her stressende pendlerliv. Det er de materialistiske krav til tilværelsen, som gør at familien indretter sig sådan – det er sjældent fordi der ikke er alternativer. Disse mennesker ofrer altså hensynet til eget helbred og miljøet til fordel for at få indfriet ønsker om størrelse på boligen.

Så er der selvfølgelig alle dem, som ikke kan finde job i nærheden af deres bopæl pga. samfundsstrukturer. Jeg tror at dette er tilfældet i visse dele af Fyn og Jylland. Her kan man ikke sige at folk selv er ude om det, og så må det være en vigtig samfundsopgave at sørge for god infrastruktur med offentlige transportmidler, så det ikke belaster miljøet så meget.

Jeg er selv en af dem, der selv har valgt at få længere transport. Ikke fordi jeg flyttede til provinsen, men fordi jeg for 3½ år siden sagde ja til et nyt job, som betød at jeg 3-doblede min transporttid. Indtil da havde jeg haft 12,5 km på arbejde, hvilket jeg klarede på en halv time med min el-cykel. Pludselig fik jeg noget længere, og turen tager mindst 1½ time hver vej, uanset hvilken kombination af cykling og offentlige transportmidler jeg vælger.

Man kan ikke sige at jeg fik en billigere eller større bolig af at få så langt på arbejde, men der var tale om en investering i at få et bedre arbejdsliv. Jobbet lød så spændende, at jeg troede at jeg ville kunne leve med den lange transporttid. Efter et halvt år var jeg rigtig træt af at komme hjem tidligst kl 17:30 hver dag, så jeg bad om at få nedsat min arbejdstid til 35 timer. Det kostede mig så nogle tusinde i månedslønnen, og ændrede ikke på de 3 timer jeg hver dag bruger på at komme til og fra arbejde.

Jeg kan godt mærke at det tærer på kræfterne. Det er desværre nødvendigt at bruge en kombination af offentlige transportmidler, så jeg bruger enormt meget mental energi på at holde styr på hvilke tog og busser der kører eller ikke kører. Samtidig forsøger jeg at holde el-cyklen kørende hele året. El-cyklen er min måde at få indarbejdet motion i min hverdag – uden cykelturen ville rejsen til arbejde tage lige så lang tid, og så ville motionen skulle foregå i de få fri timer jeg har efter arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få min hverdag til at fungere, så det stresser så lidt som muligt, belaster miljøet mindst muligt og så jeg stadig får motion.

Heldigvis bor jeg stadig så centralt, at der er teoretisk mulighed for at finde et job tættere på min bopæl. Jeg tror ikke at mine kolleger eller folk tæt på mig ville blive overraskede, hvis jeg en dag kommer og siger at jeg har fået et nyt job hvor jeg får kortere til arbejde. For jeg kan godt mærke, at sådan her kan jeg ikke fortsætte til pensionsalderen. Og nu er det også understreget af forskning at det er usundt.

Lignende indlæg: