Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg:

Køn eller personlighed

Jeg er ikke en af dem der synes, at kvinder diskrimineres i Danmark. Som kvinde synes jeg, at jeg har samme muligheder som mænd i det danske samfund. På den del af arbejdsmarkedet jeg befinder mig, besættes stillingerne af en person med bestemte kvalifikationer uanset køn.

Det er ikke det samme som at alle stillinger er besat med lige mange mænd og kvinder. Især på ledelses- og bestyrelsesposter er der en overvægt af mænd. På de lag bevæger jeg mig ikke selv. Jeg er dog ret overbevist om, at en stor del af årsagen ligger i, at kvinder ikke selv ønsker disse stillinger.

Når det kommer til løn ved jeg ikke om vi har ligestilling. Statistikkerne siger at det stadig er skævt, men det må være svært at få helt sammenlignelige tal. I min hverdag er løn ikke noget man taler om. Tidligere har det stået i min ansættelseskontrakt, at jeg ikke måtte diskutere min løn med mine kolleger. Det blev forbudt ved lov for et par år siden, netop af hensyn til ligeløn. Alligevel er der ikke nogen der ved hvad hinanden tjener, så jeg ved ikke om mine mandlige kolleger tjener mere end mig.

I den forgangne uge har der været beretninger på Twitter under hashtag #jegharoplevet, hvor kvinder fortalte om kønsdiskriminerende oplevelser med mænd. Det fik mig til at tænke på en række forskellige episoder da jeg var ung, hvor mænd har opført sig upassende overfor mig. Jeg har dog aldrig været ude for at et nej ikke blev respekteret.

Alle disse oplevelser fik mig til at tænke på, om det egentlig handler om køn, eller om det mere er fordi der findes mange vrede, afstumpede og grænseoverskridende mennesker. Den tanke fik næring af en kommentar på Facebook, hvor komikeren Brian Mørk opremsede en række ubehagelige oplevelser han havde haft med både mænd og kvinder, hvorefter han sluttede af med ordene:

Kvinder på Twitter. I bliver ikke udsat for ubehagelige idioter fordi I er kvinder. I bliver udsat for ubehagelige idioter fordi I er mennesker.

Når vi kommer ned på gaden og mødes menneske til menneske, uden at kende hinandens navne, spekulerer jeg nu alligevel på, om det er en snigende diskrimination af kvinder jeg møder. Dømmer vi kvinder hårdere end mænd i det offentlige rum?

På min cykeltur til arbejde oplever jeg relativt ofte at blive skældt ud og råbt ad. I modsætning til mange, mange cyklister kører jeg faktisk ret hensynsfuldt og forsvarligt – og efter færdselsloven. Men alligevel sker det, at mine med-trafikanter er utilfredse med min opførsel. Det kan handle om at mine bremser hviner, en overhaling som nogen synes der ikke var plads til, eller bare det at køre over for grønt, hvor det viser sig at nogen synes de skulle på tværs for rødt.

Når jeg kommer hjem og fortæller om disse oplevelser til min mand, så siger han at han næsten aldrig oplever sådan noget. Han cykler ellers også hyppigt, langt og hurtigt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det handler om køn? De ting jeg bliver skældt ud for, er alle sammen ting som jeg ser mandlige cyklister gøre hele tiden uden tilråb.

Det føles som om der er et andet niveau af tolerance overfor en kvinde end overfor en mand i trafikken. Det er ikke kun mænd men også kvinder, der synes det er helt i orden at kalde mig en sindssyg kælling i situationer, hvor jeg kører helt i overensstemmelse med færdselsloven.

På arbejde strejfer tanken mig også en gang imellem, om jeg mon behandles anderledes end mine mandlige kolleger pga. mit køn eller min personlighed. Nede i de små hverdagssituationer synes jeg nemlig at jeg oplever nogle forskelle. Det virker som om der gælder lidt andre spilleregler for mine mandlige kolleger. Det er som om de slipper afsted med nogle ting, som jeg bliver bremset i.

Alternativet til at dette skulle bunde i kønsdiskrimination er, at det handler om personligheder – hos mig eller hos mine kolleger og med-trafikanter. Det er helt sikkert, at der er store forskelle i hvor autoritetstro, lovoverholdende, hensynsfulde, respektfulde og rummelige vi er uanset køn, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Måske mangler jeg indblik i det feedback mænd oplever på deres opførsel. Måske opfatter mænd samme feedback på en anden måde end jeg. Og jeg er også med på, at jeg har tendens til at tage tungt på uretfærdig behandling. Min oplevelse er bare, at når jeg opfører mig som jeg ser mine mandlige kolleger eller medtrafikenter gøre, så får jeg en anden reaktion.

 

Lignende indlæg:

Lort

Jeg er hundeejer. Min hund har, ligesom alle andre hunde, og alle øvrige levende væsener, afføring. Hvor skal det hen når det kommer ud? Det er et tema, der jævnligt er genstand for stor debat i Danmark.

Når jeg går tur med min hund, har jeg altid lommerne fulde af sorte plastikposer, som jeg bruger til at samle op med. Det er ikke svært, og man vænner sig til lugten. Det største problem er at finde en skraldespand. Om nødvendigt bærer jeg min hunds efterladenskaber hele vejen hjem igen og putter det i vores egen skraldespand. Men faktisk samler jeg ikke så tit op. Vi går nemlig hovedsagelig tur i skoven, og min hund kan bedst lide at besørge langt inde i et krat væk fra stierne. Og der samler jeg ikke op.

Mine naboer har katte. Det er en ude-katte. De går rundt i naturen og haverne i området uden ledsagelse og uden snor. Katte har også afføring. Det foregår bla. i vores have. Kattenes ejere kommer ikke og samler det op. Det ville også være grænseoverskridende, hvis de bare gik ind i vores have.

På min cykelvej til arbejde kører jeg forbi adskillige rideskoler. Der ligger ofte hestepærer på cykelstien i nærheden af rideskoler. Rytterne samler ikke op efter hesten. I frostvejr er de store knolde hårde som sten, og man kan godt blive slået ud af kurs, hvis man påkører dem på cykel.

Dette blot for at illustrere, at hunde er det eneste husdyr i Danmark, som mennesker samler afføring op efter i det offentlige rum. Ikke desto mindre er det et stort problem, at nogle hundeejere ikke gør det.

Jeg skal være den første til at medgive, at det er uacceptabelt og ulækkert at lade sin hunds efterladenskaber ligge på fortove, stier og i parker. Det er hensynsløst og egoistisk, og jeg gør det selvfølgelig ikke selv. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes steder hvor der ligger hundelort.

Når det er sagt vil jeg sige, at jeg synes at det er lidt for nemt for borgere og kommuner at hidse sig op og pege på hundeejere. Helt ærligt – er det ikke bare affald ligesom alt muligt andet?

Lovgivningen er tvetydig. Ligesom at jeg må fjerne øldåser, sutteflaster, slikpapir mv. fra min grund og det offentligt fortov udenfor, ligeledes har grundejere med afføring på sin grund og fortov også pligt til at rydde det op. Det gælder også kommuner der ejer grønne områder. Samtidig er det ulovligt for den enkelte borger, at efterlade affald på offentlig vej.

Efter min mening er det centrale i denne sag at have en bevidsthed om, at man er en del af et samfund – på godt og ondt. På den ene side må man udvise den hensynsfuldhed der skal til, for at andre kan trives. Samtidig må man acceptere, at ens medborgere ikke opfører sig præcis som man selv kunne ønske, endsige som loven foreskriver. Det kan føles uretfærdigt, men jeg mener det er den realistiske vej.

Jeg ville da også ønske, at det ikke var nødvendigt at bruge min fritid på at fjerne andre menneskers affald fra min grund og mit fortov, og kattenes efterladenskaber i min have. Alligevel samler jeg op efter min egen hund, og kunne aldrig drømme om at smide affald på gaden. Har man en forventning om at man kan lade sine børn færdes i naturen og vende hjem med rene sko, er det den lige vej til frustration og vrede. Har man en forventning om at der kommer nogen og samler op, når man smider tyggegummi, cigaretskod og emballage på gaden, så tager man heller ikke selv ansvar for sin situation – eller fællesskabet.

Lignende indlæg:

Meningsdannere

Har du lagt mærke til hvor tit medierne bruger metoden voxpop? Både på fjernsyn, i radioen og i de trykte medier ser man journalister gå ud på en hovedgade og spørge tilfældigt forbipasserende om deres mening om eller erfaring med et aktuelt emne. For det meste synes jeg det er temmelig latterligt at bede folk kommentere på alt mellem himmel og jord, når de er midt i noget andet – uden forberedelse eller tid til at tænke sig om. Det kan da være meget sjovt at høre folkestemningen ovenpå en dansk sports-sejr el.l. Men derudover synes jeg det er meget begrænset hvad det bidrager med, når det handler om emner der er bare lidt mere komplekse.

Denne journalistiske metode har dog en helt anden slagside som er bekymrende. Jeg er godt klar over, at der er masser af mennesker på gaderne også på hverdage i dagtiden. Men når man vil krydre en historie med input fra den almindelige borger, så må man tænke over, hvem man mon møder på Strøget en helt almindelig tirsdag formiddag.

Man får naturligvis ikke den halvdel af befolkningen, som har et arbejde, i tale. Dem man møder vil typisk være studerende, pensionister, arbejdsløse og turister. Disse befolkningsgrupper har en helt anden livssituation end de borgere, der sidder på en kontorstol, står på en byggeplads eller løber på en hospitalsgang imens. Deres holdninger og erfaringer kan sagtens være meget anderledes.

Så kan man måske slå det hen og spørge mig hvorfor det er et problem, når nu hele metoden er så latterlig som jeg indledningsvis beskriver. Men det synes jeg det er, for uanset hvor underlødig den journalistiske metode er, så er jeg overbevist om at de udsagn der kommer frem bliver en del af den offentlige meningsdannelse. Medier bruger jo i høj grad hinanden som kilder, og pludselig kan nogle få kommentarer bliver refereret igen og igen og komme til at danne grundlag for andre mediers fokus – på problemstillinger som måske kun er relevante for en lille del af befolkningen.

Jeg er også overbevist om det som en rullende snebold kan komme til at påvirke politikere i deres prioritering, fokus og formulering af politisk program. I yderste konsekvens kan det blive en demokratisk skævvridning, hvor store dele af befolkningen slet ikke er repræsenteret eller bliver hørt.

Det blev tydeligt for mig, hvor skævt mediernes fokus faktisk er, da jeg begyndte at spise efter 5:2-diætens principper. Jeg var en af de første der skrev om mine erfaringer, og da bogen om 5:2 udkom havde jeg været igang i 4 måneder. Min blog blev hurtigt fundet af diverse journalister, og jeg fik mange henvendelser fra medier der gerne ville interview’e mig. Jeg fik bla. 2 henvendelser fra Danmarks Radio, men de trak sig da jeg måtte fortælle at jeg ikke kunne deltage i almindelig dagtid, hvor jeg er på arbejde. I den periode var der meget i medierne om 5:2, og de cases der blev vist var næsten altid førtidspensionister, der havde været igang i langt kortere tid end jeg, og dermed havde mindre erfaring.

Det er ikke noget tab for mig personligt ikke at komme i fjernsynet. Det ‘koster’ som regel mere end det giver at tale med journalister. Men det er en helt anden vinkel der kommer på emnet, når det eksempel der drages frem er atypisk i forhold til målgruppen. Vinklen på de store medier blev, at der var tale om en modedille og hvor skøre de mennesker var, der spiste sådan. Jeg kunne have vist dem hvordan man kan håndtere stress og smerter i en travl hverdag med fuldtidsarbejde – en vinkel jeg mener kunne være mere brugbar for mange mennesker.

Mit eksempel er jo ikke ligefrem politisk eller demokratisk vigtigt. Men det kunne det sagtens være.

Jeg har tidligere udtalt mig til TV-Avisen om grundskyldens himmelflugt, et emne som nu ser ud til at blive et tema i den kommende valgkamp. Dengang foregik det også i dagtimerne (da arbejdede jeg et sted hvor man var mere fleksibel med medarbejdernes arbejdstid). Her kom jeg til orde, fordi jeg reagerede på en online-artikel ved at kontakte journalisten bag. Men er det repræsentativt hvad jeg mener, bare fordi jeg er opsøgende og offentliggør min mening? Det mener jeg selvfølgelig at det var i lige den sag. Men samtidig er det jo tydeligt at se, hvordan sådan en problematik lynhurtigt kan komme helt ud af proportioner.

Det fleste af de danske medier er ganske givet meget bevidste om deres demokratiske rolle og det ansvar der følger med. Mon de tænker over hvad det har af konsekvenser, at meget journalistisk baggrundsarbejde kun udføres fra kl. 8-16 på hverdage? Brugen af cases med ‘rigtige mennesker’ som f.x. voxpop og googl’ing får forholdsmæssigt meget plads i mange mediehistorier. Jeg håber de tænker over, om det er repræsentativt at det er borgere på overførselsindkomst og åbenmundede blandemaskiner som mig, der tegner billedet af borgernes mening.

 

 

Lignende indlæg:

Kassetænkning om veje og stier

Det er blevet vintervejr, og vi skal have hverdagen til at fungere med de forhindringer det giver, at der ligger sne allevegne. En særlig problematik bliver nu igen aktuel: kassetænkning vedr. snerydning på veje og stier.

Det er kommunernes ansvar at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på de offentlige veje, altså dem som bilerne kører på. Cykelstierne tager de sig også af, men først når de har klaret vejene. Derefter har de fyraften.

Enhver blind villavej og også gennemgående veje, hvor der ikke ligger en offentlig institution, kan være privat vej. Det har forskellige konsekvenser for dem der bor der. Grundejeren har ansvar for vedligeholdelse af vejen – herunder snerydning. Til gengæld kan grundejeren ikke råde over vej-stykket som var det hans. Han må f.eks. ikke bestemme hvem der må parkere der.

Også alle fortove er et privat anliggende når det kommer til snerydning. Grundejere skal rydde sne på fortovet på den vej man bor på, og hvis man har en hjørnegrund, skal man også passe fortovet på den anden vej, som ens grund støder op til.

Hvis grundejeren ikke lever op til dette ansvar kan han straffes, og han kan sagsøges hvis nogen kommer til skade pga. manglende snerydning.

Nogle grundejere rydder slet ikke sne. Nogen rydder lidt og enkelte fjerne samvittighedsfuldt al sne. Og det kan ikke rigtig være anderledes. Private husholdninger, virksomheder og boligforeninger har helt forskellige forudsætninger for at klare den opgave. Man har ikke pligt til at tage hjem fra arbejde for at rydde sne, og man skal ikke begynde før det er holdt op med at sne. Man har heller ikke pligt til at rydde sne før kl. 7 om morgenen. Alt i alt betyder det, at trafikanter kommer til at opleve et meget blandet føre på private veje og fortove. Man kan gå eller køre 20 meter hvor der er fint ryddet, hvorefter der kommer høj sne, lidt senere måske et lag is osv.

Selvom cykelstierne ryddes dårligere end vejene, er jeg glad for at jeg har min el-cykel med pigdæk på i sådan et vejr. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes til fods i dette vejr, og priser mig lykkeligt for at jeg ikke er et ældre menneske der skal klare sig hen til busstoppestedet med en rollator, eller en mor med barnevogn der skal ned i supermarkedet og handle. Det må virkelig være begrænsende for dem at skulle gå på fortove og private veje i dette vejr.

Her er det så, at jeg synes det er helt indlysende at tænke: hvorfor kunne kommunen ikke rydde sne på private veje og på fortovene? De har udstyret til det, de har viden og planlægnings-apparatet igang, og de ved hvordan man ansætter de rigtige mennesker. Men nej, det kan de ikke. Første argument vil nok handle om penge; det er der ikke budgetteret med fordi reglerne er som de er – grundejerne skal klare den del af snerydningen.

Opgaven skal jo løses alligevel, og et eller andet sted har borgerne udgift til det alligevel, om det så handler om at hyre nogen privat til at gøre det, eller om det er i form af dyrebar tid på job eller med familien der i stedet bliver brugt på at rydde sne. Det MÅ da være mere effektivt at udnytte stordriftsfordelen og lade kommunen (eller hvem de nu vælger at udlicitere til) løse opgaven.

Det er kassetænkning, når det er værst. Man skubber udgifter og ulempe over på borgerne for at slanke budgetter og mindske den offentlige sektor. Altimens borgerne bliver mere og mere belastede af irrelevante pligter, som kunne klares meget bedre af fællesskabet. Det er en urimelig byrde at lægge på grundejere. Og resultatet; de uensartede og ufremkommelige private veje og fortove, er helt uacceptabelt fordi det er farligt og frihedsbegrænsende.

En af de helt basale grunde til at organisere samfundet i stat og kommuner er vel, at der er visse opgaver som det er effektivt at være fælles om. En af disse opgaver mener jeg er snerydning, uanset om det er privat eller offentlig vej, og uanset om det er fortov, cykelsti eller bilernes kørebane.

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Farligt vejr

I øjeblikket hærger voldsomt vejr Storbritannien. Da min kusine i Irland fik strøm via en generator i går, havde hun og hendes hunde og heste været uden strøm i 3 døgn. Resten af Europa har også været hærget af ekstremt vejr, og her i lille Danmark har vi i denne vinter haft 2 storme som lammede store dele af samfundet.

Der er ingen tvivl om at der er en øget tendens til farligt vejr. Skybrud og vindstyrker slår rekorder igen og igen. Væltede træer og oversvømmelser lammer trafik og ødelægger boliger. Vi hører om adskillige dræbte i udlandet, og også i Danmark har vi mistet borgere til farligt vejr det seneste år. Det er selvsagt en kæmpe udfordring for vores samfund at håndtere følgevirkninger og skader efter disse vejrfænomener.

Et af aspekterne af denne problematik er det, at den halvdel af befolkningen der går på arbejde hver dag faktisk er tvunget ud i vejret uanset hvor slemt det er.

Det kan være svært at komme på arbejde i farligt vejr hvad enten man til fods, på cykel eller i bil. Sidste udvej er ofte den offentlig transport, men både sne, storm og vand kan umuliggøre alle transportformer. Ved stormen Bodil stoppede DSB faktisk togdriften allerede før stormen tog til.

Sådan som arbejdsmarkedet er reguleret i dag, er det arbejdsgiveren uvedkommende hvordan medarbejderen kommer hen til arbejdspladsen, også hvis det besværligt pga. orkan, snestorm, oversvømmelse eller andet farligt vejr.

I radioen kan man i situationer med farligt vejr høre advarsler fra politiet. Der er forskellige grader af advarslerne. Man kan høre formuleringerne ‘fraråder unødig udkørsel’ og ‘fraråder al udkørsel’. Det er kun i sidstnævnte tilfælde at man uden risiko for fyring kan blive hjemme. I så tilfælde skal man aftale en fridag for egen regning, dvs. at man bruger en feriedag, noget afspadsering eller bliver trukket i løn. For dem der har mulighed for at arbejde hjemme, kan det også være en løsning, men det er dog ikke alle der har den mulighed.

Det virker som om at dette regelsæt slet ikke tager hensyn til det ekstreme vejr vi er begyndt at få. Jeg tror man er nødt til at se lidt længere frem. Hvad hvis infrastrukturen bryder så meget ned som i Irland, hvor elektriciteten afbrydes? Måske mobilnettet og telefonnettet påvirkes, så man ikke kan ringe til sin arbejdsgiver og lave aftaler – og ej heller arbejde hjemmefra, da en PC som bekendt behøver strøm. Kan det være meningen at medarbejdere skal risikere at blive fyret for ulovligt fravær under sådanne omstændigheder?

Dsse regler skal have et eftersyn. Jeg frygter at flere danskere kommer til skade eller dør i farligt vejr, fordi de kæmper sig på arbejde af frygt for fyring eller at blive trukket i løn. Vi ser jo igen og igen hvordan det er svært for den enkelte at vurdere hvor farligt vejret er, bare se hvor mange der kører på sommerdæk i snevejr. Pengepungen får altså nogle gange lov til at sejre over fornuft og fysisk sikkerhed hos danskerne. Hvis der er et område hvor det er relevant med statslig indgriben, så er det da når det drejer sig om helt basal sikkerhed for borgerne.

 

Lignende indlæg:

Offentlig amning

Debatten om amning i offentlighed er igen blusset op, og denne gang er den efter min mening kammet over.

For et par år siden vakte det stor furore, at en restauratør i Illums café blev træt af, at kvinder på barselsorlov beslaglagde borde i caféen i timevis, kun for at fortære ganske lidt, og tilmed amme i fuld offentlighed. Det fik ham til at forbyde amning i caféen. Debatten kom til at handle om det med at amme i det offentlige rum, men handlede i virkeligheden også om restauratørens ret til at bestemme hvilken adfærd han ønsker i sit etablissement.

Nu er der så kommet en afgørelse fra Ligestillingsministeriet, der siger at sådan nogle regler må en restauratør godt sætte for sit spisested. Det har fået kvinder til at reagere meget stærkt. Der har været demonstrationer foran Christianborg, og kvinderne har endda slæbt de stakkels babyer med i Aftenshowet for at fortælle om deres krav om at måtte amme hvor som helst, når som helst. Lige dér blev det grotesk for mig – da kvinderne i TV-studiet ved 19:30-tiden selv indrømmede, at det var langt over babyernes sengetid mens de nærmest tvang deres bryster ned i munden på de uskyldige små.

Nu er amning pludselig blevet en mærkesag, og jeg får associationer til 1970’ernes rødstrømpe-retorik. Enhedslisten var ikke sene til at kræve forbud mod forbud – at det ikke skulle være muligt at forbyde amning på en café el.l. Debatten er efter min mening gået i selvsving. Den antyder at menings-modstandere vil nægte babyer mad. Det er som om man pludselig har glemt, at babyer kan godt få mad andre steder end på caféer, og babyer ældre end ca. 4 måneder ofte kan få noget andet end bryst.

Der skydes med skarpt mod dem, som føler sig stødt af at møde blottede bryster når de går ud og spiser, og her beviser amme-aktivisterne, at dobbeltmoral er dobbelt så godt. De kræver et særligt hensyn til deres egen familiære situation, men er ikke villige til at vise andre former for hensyn selv. Igen skæres alle over en kam – der er de rigtige (dem der ikke generes af amning) og de forkerte (de der af den ene eller anden grund får overskredet deres grænser af offentlig amning). I mit facebook-feed har der ovenikøbet været opfordringer til at ammende kvinder i højere grad gør det i det offentlige rum – en offensiv strategi der vil sætte endnu flere generte mænd i forlegenhed.

Jeg synes ærlig talt ikke at sagen er så principiel, at det kan retfærdiggøre den hensynsløshed overfor andre grupper. Der er mange kropslige funktioner som er naturlige, men som de fleste af os vælger at gøre i privat-sfæren, selvom det givet ville være lettere at kunne gøre det hvor som helst, når som helst. Ammende kvinders behov for at gå på café kan jeg ikke se skal stå højere end så mange andre hensyn – som f.eks. ganske almindelig anstændighed.

Lignende indlæg:

Privat og offentlig forsørgelse

Der snakkes meget om dagpenge i disse dage. Det skyldes, at halveringen af dagpengeperioden fra 4 år til 2 år begynder at få konsekvenser, og regeringen har igen måttet lave afbødende foranstaltninger.

Hvis man ikke kan få dagpenge gennem arbejdsløshedskassen, kan man prøve at få kontanthjælp af kommunen. Det kan man dog kun, hvis man har udtømt alle andre muligheder for at klare sig. Det betyder at hvis man har penge i banken eller friværdi i huset skal man bruge det først. Og hvis man bor sammen med en der har en indtægt, så skal partneren forsørge én.

Sidstnævnte aspekt har været diskuteret meget her på det seneste, fordi at det indtil for nylig kun har været gældende for gifte par – med regeringens kontanthjælpsreform gjorde man gifte og samboende par ligestillede på dette område, så det også er ugifte par der skal forsørge hinanden.

Kravene for at kunne få kontanthjælp virker meget rimelige. Men diskussionen har fået mig til at tænke over princippet om at skulle forsørge sin partner. Jeg kan godt se at det er et fornuftigt princip i teorien, men i praksis må det være en umulighed i rigtig mange familier.

Det er en del generationer siden at det var almindeligt, at en familie kunne klare sig med 1 indkomst. Set her fra hovedstadsområdet kan jeg ikke forestille mig, at ret mange familier kan klare tårnhøje bolig- og leveomkostninger med kun den enes indkomst, de fleste har vel budgetteret med 2 indkomster da de etablerede sig.

Jeg kan i hvert fald se på mit eget budget, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Hverken min mand eller jeg får af vores løn udbetalt et beløb, der er stort nok til at dække alle vores almindelige faste månedlige udgifter. Selv hvis vi skaffede os af med bil, sommerhus, avis, internet, abonnementer og kabel-tv, ville der ikke være penge tilovers til mad. Og vi har ikke engang børn og bor i et beskedent rækkehus på 75 kvm.

Der står i vores grundlov, at statens skal forsørge de borgere, der ikke kan forsørge sig selv. Den pågældende paragraf er fra 1849 og nok ikke tiltænkt det omfang som offentlig forsørgelse har i dag. En paragraf fra en anden tid, hvor en familie kunne leve af 1 indtægt, og hvor der var en lavere levestandard. Det hænger ikke sammen mere.

Hvordan man så skal gøre det aner jeg ikke, men jeg synes der er nogle mekanismer i det nuværende system som er helt forkerte, demotiverende og urimelige. Jeg tror vi må opgive den forpligtelse til at forsørge alle og få en lidt mere fri og dynamisk økonomi, hvor familierne har et større rådighedsbeløb. Det er som om vi har malet os op i et hjørne, sådan som velfærdssamfundet er skruet sammen lige nu.

Lignende indlæg:

Dovne Robert

I øjeblikket kører debatten på fuld knald vedr. en kontanthjælpsmodtager, som i de seneste 11 år kun har haft ganske få jobs af få måneders varighed. Manden hedder Robert Nielsen. På Twitter kalder han sig Dovne Robert. Han siger at han hellere vil modtage kontanthjælp end tage et job, hvor han bliver behandlet respektløst og uværdigt.

Debatten demonstrerer, ligesom den om Fattig-Carina i vinter, at det ikke er alle på overførselsindkomst der er nogle fattige stakler. For os som går på arbejde hver dag virker det provokerende, at Robert kan slippe for det daglige slid og stadig opretholde en bolig og få mad på bordet, særligt når man kan se at han virker normalt fungerende og ikke syg.

Min holdning er, ligesom med børnepenge og andre ydelser, at man selvfølgelig ikke bør kunne få støtte fra samfundet, hvis man er i stand til at klare sig selv. Hele holdningen med at se velfærdssystemet som et supermarked man kan shoppe rundt i, og at kontanthjælp er en valgmulighed blandt mange andre, er helt forskruet i mine ører. At vi debatterer det synes jeg er sundt nok, så længe vi træder varsomt.

Men jeg synes at Robert sætter fingeren på et ømt punkt hos mig. Efter min mening er det springende punkt i denne sag, hvad man skal finde sig i på arbejdsmarkedet. Robert har forladt jobs, fordi der er blevet talt hårdt til ham, og han har alligevel kunnet få kontanthjælp. Måske er han for følsom, og der er helt sikkert mange mennesker der må leve med konfrontationer og hårde ord på deres arbejdsplads til hverdag. Men hvor går grænsen? Hvor følsom har man lov til at være?

Jeg har selv haft tanken om hvor meget man skal finde sig i. Hvad synes samfundet egentlig er rimeligt at bede lønmodtagere om? Ikke fordi jeg selv overvejer at sige mit job op og bede om kontanthjælp. Men jeg ser kravene til lønmodtagere blive skrappere og skrappere, og ser jævnligt situationer, som jeg i mit stille sind bruger de samme ord som Robert til at beskrive: uværdigt og respektløst.

Hvis man arbejder et sted som ikke har overenskomst, kan man komme ud for lidt af hvert. Man må tage de vilkår som arbejdspladsen byder en, eller også må man finde sig et andet sted at arbejde. Det eneste der beskytter en er EU-lovgivning, som sikrer at en arbejdsgiver ‘kun’ kan kræve et gennemsnit på 48 timer om ugen beregnet over en 3 måneders periode. Og så selvfølgelig arbejdsmiljøloven.

Det giver arbejdsgiveren en magtposition med uanede perspektiver. Især i krisetider er det fristende for arbejdsgivere at udnytte denne magtposition, for da er medarbejderne bange for at blive fyret og tilbageholdende med at sige op, fordi det ikke er så nemt at finde et andet job. Arbejdsgiverne kan altså kræve eksempelvis mere og mere fleksibilitet og overskridelse af personlige grænser uden at det koster noget, og helt uden konsekvenser.

Måske passer Robert bare godt på sig selv. Tallene for de utrolig mange stressramte danskere dækker over både depressioner, angstanfald og hjerneskader. Burde disse mennesker have sagt fra før de blev så syge? Det er svært at bebrejde folk at de forsøger at leve op til de forventninger der er til dem. Men tilbage står vi med et problem af dimensioner, både samfundsmæssigt og menneskeligt: stress!

Dødsfald 1.400
Tilfælde af førtidspension 2.800
Hospitalsindlæggelser ca. 30.000
Kontakter til egen læge ½ mio.
Ekstra fraværsdage 1½ mio.
Øget årlige omkostning for sundhedsvæsenets 686 mio. kr.

Kilde: http://www.forebygstress.dk/stress_i_tal_statistikker.htm

Det jeg prøver at sige er, at Robert vover at gøre en ting som er tabu på arbejdsmarkedet: at sige fra overfor psykisk pres. Og det er jeg taknemmelig for. For jeg tør ikke selv gøre det.

Lignende indlæg: