En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Om at have sin bolig til salg

Vi har som tidligere nævnt vores rækkehus til salg. I dag er det ca. en måned siden, at huset første gang kunne søges på internettet. Det fylder meget at have bolig til salg.

Selve det at have billeder af og fakta om sin bolig til rådighed på nettet generer mig ikke så meget. Men det, at man står til rådighed for fremvisninger hele tiden giver en vis følelse af at være ‘på’. En fremvisning af vores hus indebærer dels, at der skal være ryddet op og gjort rent, og dels at der ikke skal være nogen hjemme. Når man har hund er begge dele en udfordring. Der vil altid ligge hundehår hvis det er mere end 1 dag siden man sidst støvsugede, og hunden er næsten altid hjemme. Ved de fremvisninger vi har haft på ikke-weekenddage, har vi måttet tage tidligt hjem fra arbejde, eller komme senere, så vi kan tage hunden ud på en ekstra gåtur mens potentielle købere ser på huset. Det kræver noget fleksibilitet fra vore arbejdsgivere.

Når så der kommer nogen og se på huset bliver man jo udsat for en vis bedømmelse. Det er selvfølgelig ikke et afsnit af ‘Kender du typen’, hvor det er ens personlighed og livsstil der bliver vurderet, men man kan ikke lade være med tænke over hvordan huset fremstår for fremmede, og om der er noget der kan gøres anderledes, så huset fremstår mere indbydende. Til hverdag har vi f.eks. en del ting stående fremme på køkkenbordet – køkkenredskaber og forskellige varer der er på vej på plads i skabe eller skal bruges i aften. Og på badeværelset har vi tandbørster osv. Hvis man skal se på hus med henblik på køb, så er det nemmere at forestille sig selv i disse rammer når der ikke er andre menneskers personlige ting. Så vi prøver at lægge mange af vores dagligdags ting væk, når der kommer nogen og ser på huset.

Selve indretningen af huset afspejler jo vores livsstil som to voksne der ikke har børn, men en hund. Vi har ét soveværelse, flere stuer, værksted, viktualierum og en hel masse outdoors-udstyr og tøj. Børnefamilier, som i de seneste år i stigende grad har vist interesse for denne type rækkehuse, har andre prioriteringer mht. rumfordeling. En tilbagemelding fra en fremvisning om, at der mangler værelser, kan være lidt svær at fordøje, for pludselig er det i salgssituationen et problem at vi har taget de valg der passer til vores liv. Det kan ikke betale sig at lave den slags store forandringer af en bolig for at få huset solgt, så der er ikke så meget at gøre ved det.

Og så er der jo forventningen til fremtiden, som vi faktisk slet ikke kan have. Beslutningen om at sætte huset til salg udspringer at et ønske om at finde en ny bolig. Men da vi hverken ved hvornår huset bliver solgt, til hvilken pris eller hvad der er til salg når den tid kommer, kan vi på ingen måde begynde at tænke på hvad der skal ske mht. bolig på længere sigt. Uvisheden er både en velsignelse og en forbandelse. Det er spændende at vide, at der kan ske alt muligt man ikke ved endnu, men det er også en mærkelig fornemmelse ikke selv at kunne handle og gøre noget.

Alt i alt er der en del ekstra ting der optager éen, når man har sin bolig til salg. Vi snakker også meget om det. Kolleger, familie og naboer spørger spændte til det, og det er dejligt at kunne dele det med dem, men det kan også understrege magtesløsheden i perioder. Det er enormt spændende og alle disse ting gør vi gerne for at få solgt vores hus. Men ind i mellem er det nødvendigt for os at abstrahere fra boligtankerne. Så vi tænker også meget på den forestående vinterferie og det øgede dagslys der gør så meget for vores cykelture til/fra arbejde og de daglige ture med Adina.

Lignende indlæg:

Rækkehus til salg

Vi har taget første del af springet. Vi har sat vores hus til salg hos Danbolig i Virum. Det kom på nettet for 2 uger siden, det hænger i vinduet i deres butik, og snart er huset også i avisen.

Hvis du kender nogen, der kunne være interesseret i at købe et rækkehus i Virum, der koster mindre end 3 millioner kr. så må du gerne give dette link videre.

Det er svært at vide hvad man skal forvente om sådan et salgsforløb. Der er ingen tvivl om, at boligmarkedet har ændret sig meget, siden vi sidst købte hus i 2005. På den ene side har der jo været krise de sidste mange år, hvor det har været svært at sælge boliger. På den anden side er der mange opadgående tendenser, og vi har hørt flere positive historier om god aktivitet og hurtige salg af huse i Virum.

Indtil videre er det også gået meget godt med vores hus; vi har haft mange klik og en del fremvisninger. Den næste tanke er så: hvad skal vi gøre når huset er solgt? Vi har lavet research af boligmarkedet, været ude og se på nogle huse og har en idé om hvor vi vil bo. Men vi kan ikke købe noget nyt, før vi har solgt, og det betyder at vi ikke kan gøre ret meget mere end det. Vi kan ikke vide om et bestemt hus er til salg, når vi er klar til at købe.

Jeg har været igennem en del bolighandler i min tid. Ved alle tidligere handler havde jeg købt noget nyt, før jeg satte min bolig til salg. At vi ikke kan gøre sådan denne gang er på éen gang en stor usikkerhed og en spændende følelse af at alt kan ske.

Heldigvis har vi vores sommerhus, så hvis vi skulle komme i den situation at vi ikke kan finde noget godt at købe når den tid kommer, så kan vi rykke ind der for en kortere periode. Det er selvfølgelig ikke det samme som at have et rigtigt hus – der vil være noget længere til arbejde, og vi har ikke vaskemaskine i sommerhuset. Men det kan sagtens fungere, og det tager det meste af usikkerheden at vide, at der står et andet hus klar med vores egne tandbørster og vores egne dyner.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2013

Så blev det nytår, og det er tid til at gøre året op her på bloggen. 2013 blev et år præget af stress, eftertanke og personlig udvikling for mig.

Stress

Jeg forlod 2012 som sygemeldt med stress, og startede 2013 med at vende tilbage til jobbet, kun for at konstatere at jeg slet ikke var klar til at arbejde endnu. Efter i 3 uger at have forsøgt at vende tilbage til jobbet med en 5-ugers optrapningsplan, måtte jeg tilbage til sofaen og tage ansvar for min egen situation. Hverken lægens, psykologens eller arbejdsgiverens anvisninger passede til min situation, og jeg var nødt til at skære igennem og sige til dem hvordan jeg oplevede det.

Jeg endte med at være deltidssygemeldt helt frem til juli. Måske jeg kunne have haft et kortere sygdomsforløb, hvis jeg havde kunnet sige fra med det samme, men det kunne jeg ikke i den situation – det var både en del af den person jeg var før, og en del af selve det at være stresset.

Der er ingen tvivl om at det er absolut uønsket at være sygemeldt, det tror jeg også at jeg kunne aflæse på min lønseddel efter den årlige lønregulering. Men jeg endte faktisk med at få det bedre til sidst, og jeg har lært en masse af det. Jeg tror jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, og så har jeg lidt uventet oplevet en opbakning, som har knyttet mig tættere til mange af mine kolleger.

Man tror godt man kan, men det kan man måske ikke alligevel; slappe af. Jeg har lært at slappe af – mentalt og fysisk. Det var faktisk min kommune, der hjalp mig med det ved at tilbyde mig et forløb på Skodsborg Spa. Det lange forløb med deltidssygemelding gav mig flere timer hjemme, hvilket satte mit liv i perspektiv. For en stund var der andet end arbejde i hverdagen. Jeg var ikke i stand til at gøre meget andet end at gå tur med hunden, men bare det at befinde sig hjemme gjorde mig godt.

Undervejs har jeg arbejdet med mig selv. Jeg er blevet bedre til at være i nu’et. Jeg tænker ikke så langt frem og på mulige fremtidige konsekvenser. Det er sket flere gange, at jeg at kommet afsted uden mobiltelefon eller på tur med hunden uden hundeposer – og det gik alligevel. Jeg har en bedre fornemmelse af mine egne behov og er lidt mere ligeglad med hvad andre synes. Nu kan jeg f.x. have gæster til middag uden at blive stresset. Og jeg siger nej tak til arrangementer, som jeg vurderer vil være for belastende for mit hoved.

Diæt

Stressforløbet betød at jeg måtte være åben overfor nye måder at leve på, så jeg kunne få en hverdag hvor der er plads til at hvile og lade op. 5:2-diæten blev et vigtigt led. 2 dage om ugen spiser jeg kun frokost, hvilket giver mig 2 hverdags-aftener, hvor jeg kun skal slappe af og hygge mig.

Det viste sig hurtigt at jeg også tabte mig af denne diæt, og i skrivende stund vejer jeg mindre end jeg har gjort i 10 år. En absolut dejlig og velkommen bivirkning.

Oplevelser

2013 bød heldigvis også på en række udadvendte oplevelser. Jeg havde en pragtfuld fødselsdag i november, hvor min mand, veninde og jeg havde en stor smagsmæssig oplevelse på en dim sum-restaurant. Det var også en dejlig tur til Herning, hvor vi både fik en stor koncertoplevelse og noget hyggelig shopping ud af turen. Året sluttede af med at holde juleaften for mine forældre i mit eget hjem for første gang nogen sinde. Det blev også en dejlig aften, hvor jeg efter i mange år at have samlet på juletræs-lysholdere og tallerkener med julemotiv kunne servere en julemiddag for mine nære – helt efter mit eget hoved.

Triste begivenheder

Jeg er nu 42 år, og i min alder er man ved at have overstået bryllupperne og barnedåbene. I denne alder er det mere skilsmisser det handler om. Dem har der dog heldigvis ikke været så mange af indtil nu. Til gengæld har der været nogle endnu mere sørgelige begivenheder i det forgangne år; en del dødsfald blandt jævnaldrende i den udvidede bekendtskabskreds. Selvmord, kræft og akut sygdom har huseret og bragt sorg blandt mine venner og bekendte. Jeg bliver chokeret hver gang, og det er som om jeg ikke rigtig kan forstå eller tro på at det kan ske. Det giver også stof til eftertanke. Den sidste uskyld fra ungdommen er ved at ryge, og jeg må acceptere at døden også er en del af livet, og det er ikke kun gamle mennesker der dør. Det er det ultimative bevis på at livet også er urimeligt og totalt uretfærdigt.

Nyt hus

Jeg kan ikke sige om det har baggrund i mit sygdomsforløb eller de mange dødsfald. Men Mads og jeg er nået til et punkt, hvor vi ønsker at handle i stedet for bare at leve med noget der er knap så optimalt. Vi har besluttet os for at prøve at finde et lidt større hus. Hvis andre kan, så kan vi vel også? Og man skal også huske at leve mens man gør det. Lige inden jul skrev vi formidlingsaftale med Danbolig, og i næste uge kommer vores hus til salg på nettet. Det er en spændende tanke at gå igennem jul og nytår og ikke vide hvor vi bor til næste jul.

Alt i alt blev 2013 et barsk men lærerigt år. Selvom det har været hårdt, har det også givet nyt håb, ny energi og optimisme. Det kommer også til at blive en hård tid i det nye år med at have hus til salg og efterfølgende (forhåbentlig) at skulle finde et nyt hjem til min familie. Det er jo en af de ting der stresser mennesker allermest at skulle flytte. Men jeg føler mig langt bedre rustet til disse udfordringer end før. Så 2014 kan bare komme an!

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Videre med tanker om huse

Siden vi fik de indledende tanker om at finde en anden bolig har vi været langt omkring i vores hoveder. Den første mission har været at undersøge, om vi overhovedet ville kunne finde et hus der indfrier nogle af vores drømme. Vi har været ude at se på forskellige huse i Nordsjælland, og vi har brugt processen til at prøve vores ideer af og danne os en idé om hvad man kan få for pengene. For hvert eksempel har vi undersøgt nøje, hvordan hverdagen ville kunne foregå mht. transport til arbejde, de daglige gåture med Adina og indkøb.

En ting som har overrasket os er, at der tilsyneladende ikke er fuldstændig stilstand på boligmarkedet. Lige når man starter med at søge på huse støder man på de huse der nu engang er til salg, herunder huse som har været til salg i meget lang tid. Men når vi er kommet ud til åbent hus eller har ringet for fremvisning har det vist sig, at de næsten alle sammen har været ved at blive solgt enten betinget af købers eget salg eller ubetinget.

Det giver selvfølgelig også anledning til optimisme med hensyn til den del af sagen der handler om at sælge vores nuværende hus. Når man har holdt lidt øje med markedet i vores lokalområde har det været meget blandet – nogle huse har været til salg længe, og andre er blevet solgt meget hurtigt – nogle endda uden annoncering. Det er svært at vide præcis hvad der ligger til grund for det, men det er rart at vide at markedet ikke står helt stille uanset hvilket hus der er tale om.

Vi er nu nået til det punkt hvor vi må konstatere, at vi tror at vi godt kan finde et hus der kan indfri nogle af vores drømme, og næste skridt er at få en vurdering af vores hus med henblik på at se hvilken økonomi der er i det. Ligesom liggetiderne har også priserne på vores nabohuse svinget en del, og det gør det meget svært at gætte på hvad vores hus er værd. Vi synes jo selv at vores hus har nogle store plusser i forhold til bla. stand, indretning og beliggenhed, men det er ikke sikkert at det er de samme ting som markedet værdsætter. I morgen kommer der en ejendomsmægler og ser på huset, og så får vi en bedre ide.

Økonomien omkring salget af vores hus er selvfølgelig meget afgørende for hvad vi kan foretage os. Vi købte hus et år før markedet toppede. Efter at have oplevet store prisstigninger det første år vi boede her, måtte vi se priserne gå nedad i mange år. På visse tidspunkter har det nærmet sig en situation, hvor vi var teknisk insolvente. Vi har derfor tænkt meget forsigtigt om økonomien, når vi har tænkt forskellige scenarier omkring køb og salg igennem. Det bliver ganske spændende at få en vurdering af vores hus.

 

Lignende indlæg:

Grådig eller god til at stille krav?

Tankerne om et større hus kaster mig ud i en klassisk for/imod-overvejelse, hvor jeg ikke helt kan finde ud af etikken i dilemmaet. Når jeg tænker over det for mig selv, får jeg en følelse af, at det er fuldt berettiget at have ønsker om noget større og bedre. Når jeg præsenterer ideen for andre, kommer jeg tit til at føle mig grådig og utaknemmelig.

Når jeg føler mig grådig og utaknemmelig går tankerne på, at vi har det godt der hvor vi er. At 75 kvm bolig + 75 kvm kælder er meget plads til 2 mennesker. At der er mange der har mindre plads, og at vi er priviligerede. Man må indstille sig på at livet er ikke perfekt og man skal kunne tåle visse gener. Man skal heller ikke være så materialistisk, og der er mange andre værdier i livet.

Den modsatte tanke kommer, når jeg tænker over de muligheder der findes. Jeg har lyst lidt at leve på mere plads, og jeg tror at jeg har mulighed for det. Jeg kan ikke komme i tanke om gode grunde til at jeg IKKE skulle have disse drømme. Livet indeholder mange muligheder, hvorfor ikke benytte sig af nogle af dem, når det ikke går ud over nogen?

Jeg er også præget af at være vokset op under nogle knap så beskedne forhold. Begge sæt af bedsteforældre boede i rummelige rammer på landet, og mine egne forældre skiftede et noget større rækkehus ud med parcelhus da de var i starten af 30’erne – i øvrigt med kun 1 indkomst og 2 små børn. Her står jeg så og er næsten 42 år gammel og bor stadig i et mindre rækkehus. Min husstand har 2 indtægter og vi tjener mere end vores forældre nogen sinde har gjort og så har vi endda ingen børn. Her kommer nok noget generationsbetinget misundelse ind, men det har altså også sat en standard og nogle forventninger.

Er det OK at have høje forventninger?

En af de ting jeg har lært under mit stressforløb i starten af året er, at jeg lægger for meget vægt på hvad andre synes og hele tiden stiller ind på andres agenda. Jeg kommer til at fortolke og danne mig en mening om hvad andre måtte mene og synes, og navigerer efter det. Og det er nok det jeg gør, når jeg føler mig grådig og utaknemmelig; jeg tror at andre synes sådan om mig.

Jeg skal huske at mærke mig selv og mine egne ønsker og behov – ’blive ovre i mig selv’ som psykologen sagde. Jeg har også lov til at have ønsker til min tilværelse og prøve at forme den, så den passer godt til mig. I mange tilfælde kan jeg have godt af at stille krav til mine omgivelser. På den måde er det en meget god øvelse for mig, at give mig selv lov til at følge dette ønske om at opgradere boligen, og ikke slå mig selv i hovedet med at jeg er forkert på den. Og jeg behøver i virkeligheden ikke at retfærdiggøre det med lange historier om hvad andre gør og må og tør. Jeg skal bare vurdere om det er realistisk og fornuftigt ud fra mine egne forudsætninger.

Lignende indlæg:

Drømme om huse

Min mand og jeg bor i et rækkehus i Virum. Da vi efter 1 år som kærester gerne ville flytte sammen, solgte vi hver vores ejerlejligheder og købte dette lille hus som vores første fælles hjem. Vi var meget begejstrede. I månederne op til overtagelsesdatoen vinkede vi til huset når vi kørte forbi ude på Kongevejen – vi glædede os bare SÅ meget til at rykke ind i vores eget lille kongerige.

Nu har vi boet der i 8 år. Over årene har vi lavet forskellige ting i huset og haven for at tilpasse det til vores behov og ønsker. Vi har feks. fjernet en radiator så vi har god plads til at få besøg af hele familien, lavet en østvendt terrasse og bygget et drivhus hvor vi dyrker chili. Det er som om, at når man går og laver disse ting ved sit hus, så knytter man sig tættere til huset. Også lokalområdet holder vi meget af, især efter at vi har fået hund og dermed ekstra god glæde af de fremragende gåturs-muligheder.

Jeg har altid boet i forstæderne til København, hvor man får fordele fra både by og land. Vi kan hoppe i bilen og stå på Plænen i Tivoli til fredagsrock indenfor 15-20 minutter, og vi kan lige så nemt komme til at gå lange ture i skove og ved vand. En gåtur på 5 minutter er hvad der skal til for at komme ned i nærmeste dagligvarebutik, og hvad vi ikke finder af shopping i Virum kompenseres der alt rigeligt for i nabobyen Lyngby. Selv sushi-stederne er kommet til Virum for flere år siden.

Alle disse faciliteter gør det til et dyrt område at bo i. Vores pengepung rakte i 2005 til et boligareal på 75 kvm. Jeg husker tydeligt hvordan en venindes mand lige da vi var flyttet ind var temmelig uforstående over at vi havde givet 2,5 million kr. for sådan et lille hus – han synes godt nok ikke det var noget særligt. Han kom fra Sydsjælland.

Når jeg går tur med hunden i området ser jeg masser af lækre, store huse med store haver, og jeg kan da sagtens sukke misundeligt og drømme om at bo sådan et sted. Selvom man kun er 2 mennesker og 1 hund, kan man godt længes efter lidt mere plads og privatliv. Men disse huse koster det dobbelte af hvad vi har givet for vores hus, og det er vi ikke i nærheden af at have råd til.

For 4 år siden købte vi vores sommerhus, som imødekom nogle af disse drømme. Her fik vi et hus vi kunne gå rundt om og en stor grund med æbletræer. Der er mere albuerum. Men selve huset er kun på 35 kvm, så hunden skal stadig bakke ud fra soveværelset, og vi kan kun være der i weekender og ferier – det er ikke en del af vores hverdag.

Efter at vi har fået hund har vi fået en noget anden hverdag. Vi skynder os hjem fra arbejde og glæder os til at se vores smukke hund igen, for derefter at opsøge naturen til en gåtur. Vi prøver at indrette os, så hun ikke skal være mere alene end højst nødvendigt. Det betyder at vi er blevet mere hjemmemennesker og ikke går nær så meget ud. Vi er storforbrugere af skove, parker og slotte omkring os, men butikker, restauranter og caféer bruger vi ikke nær så meget. Og den der med at tage en hurtig beslutning og suse ind til Fredagsrock i Tivoli gør vi slet ikke mere – ikke kun pga. hunden, men også fordi vi ikke rigtig har lyst.

Tanken har derfor strejfet mig, om det er tid til at tage den høje kvadratmeterpris op til revurdering. Får vi tilsvarende glæde af den høje pris – udnytter vi alt det vi betaler for? Vi har ikke brug for at bo i nærheden af landets bedste skoler, og da vi kun køber ind 1 gang om ugen i bil, behøver indkøbsmulighederne ikke at være helt så tæt på. Måske man kunne få lidt mere plads og albuerum til samme penge et andet sted, samtidig med at man beholder adgangen til naturen?

Det giver et stort prik i hjertet overhovedet at tænke på at forlade vores elskede lille hus og det skønne område vi bor i. Alligevel er tanken vokset hos os de sidste par uger. Når vi leder lidt, ser det faktisk ud til, at der findes boliger med både lidt mere plads og privatliv, samtidig med at transporttiden og budget ikke øges. Det kommer selvfølgelig an på en masse faktorer, bla. hvad vores rækkehus kan sælges for. Men det ser ikke helt umuligt ud. Når vemodigheden rammer tænker jeg, at vi sagtens kan opbygge hygge og tilknytning til et nyt sted. Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer.

Lignende indlæg: