Nogle gange om året mødes vi så ude i virkeligheden til spisning, snak, film og andre oplevelser. Igår var jeg til brunch med 4 andre fra netværket. Som sædvanlig var det virkelig hyggeligt, og jeg kom hjem med højt humør og masser af energi.

Når man er et menneske – måske især når man er kvinde – som ikke ønsker sig børn, oplever man mange reaktioner. Man møder anklager om at være egoistisk, ikke at vide hvad kærlighed er og en hovedrysten over at man går glip af noget. Det kan godt føles ubehageligt, uretfærdigt og ensomt, og for mange opstår et behov for at snakke med andre i samme situation. Samtidig oplever mange af os, at det sociale liv med venner og familie forandrer sig fuldstændig efterhånden som omgivelserne får børn, og dermed opstår et behov for at have nogen at gå i biografen med, ud at spise med og have meningsfyldte samtaler med.

Både det sociale og det bearbejdende kan netværket hjælpe med.  Både når vi diskuterer online og når vi mødes IRL snakker vi ofte om emner omkring børn, men også om meget andet. Det er en gruppe af velbegavede og ressourcestærke mennesker, som har meget at byde på – det bliver altid nogle rigtig gode snakke.

For mig har netværket betydet, at jeg har fundet mig bedre tilpas i min rolle som ‘afviger’ på dette punkt, og jeg er blevet bedre rustet til diskutere og forsvare mig, når jeg møder spørgsmål om børn.

Frivillig barnløshed

Lørdag bragte TV-avisen nyheden om at antallet af kvinder, der i en alder af 35 år ikke har fået børn endnu, er stigende. Det siger dels noget om at kvinder får børn senere, men også at flere og flere slet ikke får børn. Hvordan fordelingen mellem ufrivilligt og frivilligt barnløse er ved man ikke, men fremtidsforskere og andre eksperter mener at der er en tendens til at flere og flere vælger børn fra.

Det er mærkeligt at sidde og tilhøre den gruppe der tales om, og høre eksperter gætte på hvad grunden er til at jeg ikke vil have børn. For mit eget vedkommende er der ikke anden årsag end at jeg ikke har lyst. Jeg er ikke hverken egoist, karrierefixeret eller materialistisk. Ønsket er simpelthen bare ikke opstået hos mig.

Jeg kan se at mennesker omkring mig, der ønsker sig børn, får dem uanset om økonomi, fysiske rammer og karriere passer til det. Det får mig til at tvivle på at nogen mennesker undertrykker en ægte lyst til at få børn af sådan nogle rationelle grunde. Måske et stykke tid – men ikke så længe at man ender med slet ikke at få børn. Faktisk kunne jeg godt få den tanke, at hvis man har udskudt at få børn til man er langt over 35 år, så har man måske ikke rigtig lyst til at få børn? Hvis man slet ikke får børn af sådan nogen grunde, så var det måske heller ikke noget man brændte for alligevel?

El-cykler

Søndag var der så en historie i en helt anden boldgade, som også har været i radioen i ugens løb: salget af el-cykler er steget meget i år. Det overrasker mig ikke. Som el-cykelejer igennem mere end 4 år har jeg skrevet et par blog-indlæg om emnet, og jeg har på min besøgsstatistik siden det tidlige forår set en kraftig forøget trafik på min blog på baggrund af google-søgninger på ordet ‘el-cykel’ og variationer heraf. Især indlægget Sandheden om el-cykler har mange besøgende hver dag.

Igen var det spøjst at høre sig selv omtalt som samfundsgruppe. De elcykel-forhandlere, som har plantet historien i medierne, siger at det hovedsagelig er ældre mennesker der køber el-cykler. Det er ikke mit indtryk og det har da heller ikke været meldingen tidligere. Jeg hører om el-cyklister gennem kommentarer på min blog og på el-cykelforum, og her er der mange som mig; almindelige voksne der er erhvervsaktive og skal have en hverdag til at fungere.

Det ærgrer mig at man udråber el-cykler til at være noget for ældre mennesker, når nu de endelig kommer i TV-Avisen. For der er så mange andre fordele ved el-cykler, end at de kan hjælpe når man mangler kræfter. I bund og grund mener jeg at en el-cykel kan erstatte en bil nr. 2 for mange, og det synes jeg er en vigtig pointe både sundhedsmæssigt og miljømæssigt.

Ja det føles jo imiddelbart meget utrygt, især når arbejdsmarkedet er som det er i øjeblikket. Vi har været vant til 7 år, så fire år – og nu er det så kun 2 år på dagpenge. Jeg kan godt se at 2 år også er lang tid, når man sammenligner med udlandet.

Nogengange kan jeg godt komme til at tænke på hvad der ville ske, hvis jeg selv blev arbejdsløs. Først at skulle gå ned på dagpenge – det er slemt nok. Måske kunne vi blive boende i vores rækkehus i en kortere periode, men nok ikke hvis det trækker ud. Det er svært at vurdere om det er realistisk at finde et job for mig indenfor 2 år, det jeg laver er ikke så nemt at kategorisere. Men at skulle på kontanthjælp lyder slemt – dels er det vel endnu færre penge, og dels så skal man vist realisere alle sine værdier (ejerbolig, bil osv) før man kan få den hjælp. Og er der ikke også noget med at man skal betale den tilbage når man så kommer i arbejde igen?

Der er ikke så mange detaljer om hvad dette indebærer. For et år siden lancerede regeringen jo Forårspakke 2.0, som indeholdt dels nogle skattestigninger (multimedieskat, grønne afgifter, forringet befordrings- og rentefradrag) og dels nogle skattelettelser som var større end stigningerne. Man glemte lidt stigningerne, da nettoresultatet var et øget rådighedsbeløb for mange lønmodtagere. Jeg kan sådan set godt leve med at undvære de planlagte skattelettelser, men jeg kan ikke forestille mig at man også sætter skattestigningerne i bero, så alt i alt betyder det nok et lavere rådighedsbeløb, selv før inflation.

Indtil nu har jeg under denne finanskrise tænkt meget på at prøve at fortsætte den forbrugeradfærd jeg havde. Ikke noget med at spare penge op og ikke bruge dem – jeg har brugt rub og stub hver måned. Jeg har tænkt, at når nu jeg stadig har mit arbejde og samme købekraft som før, så skal det ikke være min skyld at virksomheder lukker og folk mister deres job. Men hvis jeg går ned i rådighedsbeløb er jeg nødt til at bruge færre penge, og det gælder jo rigtig mange borgere. Jeg frygter at det i sig selv vil forværre arbejdsløsheden og krisen generelt.

Regeringens oplæg indeholdt en fastfrysning af overførselsindkomsternes satser, sådan at folk på dagpenge, folkepension, SU og andre ydelser ikke skulle få automatisk ‘lønstigning’ de næste par år. Det er ikke blevet en del af den endelige pakke.

Jeg synes ikke der er noget odiøst i at foreslå dette. Det sker også for folk med lønindkomster at lønnen slet ikke stiger i flere år i træk – det har både jeg og min mand prøvet. Jeg kunne tillige se en fordel ved at alle i Danmark blev berørt på deres købekraft af besparelserne. Jeg tænker at det kunne det have påvirket inflationen, så priserne ikke ville stige helt så meget. Men sådan bliver det jo ikke.

Man sætter et loft på hvor mange penge man kan få i børnefamilieydelse. De fleste børnefamilier som jeg kender trækker lidt på skulderen af disse børnepenge og siger at det ikke dækker hvad det koster at have børn. Da jeg hørte grænsen på de 30.000, tænkte jeg at det nok var for dem med virkelig mange børn, det kan ikke være mange der bliver ramt af det. Men jeg blev godt nok ret rystet over at høre tallene bag denne ordning. 160.000 familier i Danmark får mere end 30.000 kr. i børnepenge. Og her skal man huske at pengene er skattefri, det er mere end 2500 kr. udbetalt hver måned. Og dertil kommer så de familier som får mindre end 30.000 kr. – alt i alt en temmelig stor udgiftspost på statens regnskab.

Jeg synes det er en luksus i vores samfund at man får statsstøtte til at føde børn. Staten sørger jo i forvejen for infrastruktur omkring et barn (skoler, pasningsordninger osv.). I sparetider synes jeg det er OK at se på om der kan spares på det kontante tilskud, men jeg synes ikke det virker rigtigt at gøre det på den måde som man er blevet enig om her. Jeg synes det ville give mere mening at gøre det indkomst-afhængigt. Børnepenge udbetales jo idag til ALLE der har børn, uanset om lønsedlen lyder på 20.000, 40.000 eller 60.000 om måneden. Jeg synes at de højeste indkomster kunne undvære disse penge.

Emnet diskuteres også i blog-verdenen. På bloggen Ordet Rundt har der i denne uge både været et indlæg der fokuserer på kvindens situation, og et indlæg der adresserer den økonomiske side.

Jeg synes der er et aspekt af denne diskussion som burde stoppe alle andre spekulationer; hensynet til det barn, der kommer ud af det. Jeg synes det er indlysende at det er psykologisk usundt for et barn kun at have 1 forælder, og det underbygges da også af forskning. Hvordan kan vi dog tillade, at man på et ufødt barns vegne, fravælger en far?

Jeg er klar over at det sker hele tiden at børn mister en forælder på en eller anden vis – men ligefrem med vilje, på forhånd, at bestemme at det her menneske skal være uden en far hele sit liv, det synes jeg er grusomt og afspejler at ønsket om at få et barn i denne situation mest handler om moderens egne behov og dermed er ufattelig egoistisk.

I år har Mads og jeg prioriteret ferie sådan, at vi tager sydpå midt på vinteren. Her er stedet hvor vi skal holde vinterferie: Atlantic View Suites & Spa i Playa del Ingles, Gran Canaria – et hotel efter i Spies’ Sunprime-koncept, som handler om hoteller for voksne. Det vil sige at der ikke bor børn på hotellet, hvilket gerne skulle give en rolig atmosfære.

Vi skal bo i en et-værelses lejlighed med en god udsigt, badekåber, slippers og rengøring der som en atypisk ting omfatter opvask. Der er motions- og spa-faciliteter på hotellet, som er nyistandsat. Jeg tror at vi kommer til at tilbringe meget tid på selve hotellet med en blanding af motion og afslapning. Alt i alt lidt af en luksus-ferie.

Både Mads og jeg ser frem til 14 dages genopladning af de mentale batterier. Der er 70 dage til…

• Jeg drikker ikke alkohol.
• Jeg drikker ikke kaffe.
• Jeg har aldrig gået i børneinstitution.
• Jeg ønsker ikke at få børn.
• Jeg drikker ikke light-sodavand.
• Jeg er ikke medlem af folkekirken.
• Jeg har ikke en prinsessedrøm.
• Jeg læser ikke bøger.

Mange kan nok være med på et par af punkterne, men dem alle? Alt i alt tilhører jeg nok et ret lille mindretal. Eller hvad?

Jeg har egentlig altid følt mig som et meget almindeligt menneske med almindeligt job, almindelig bolig, almindelige familieforhold. Men det er som om afvigelserne hober sig op.

Da jeg var lille var jeg en af de eneste der ikke gik i børnehave, da jeg var ung var jeg en af de få der ikke skulle konfirmeres, i tyverne var jeg den underlige til festerne der ikke drak og nu hvor jeg er i trediverne skiller jeg mig meget ud fordi jeg ikke vil have traditionelt bryllup og ikke ønsker mig børn. Efterhånden føler jeg mig decideret kontroversiel. Jeg er vist blevet sær med årene!

Igen hørte jeg mig selv forsøge at svare. Svaret var ikke bare “Nej”. Igen følte jeg at jeg var nødt til at forklare hvorfor vi ikke ønsker børn. Det er ikke fordi at folk stiller os til regnskab og spørger hvorfor – de virker bare så undrende når man siger nej.

Selve det med at forklare hvorfor man ikke vil et eller andet – hvordan gør man det? Prøv at tænke over det – hvordan ville du forklare hvorfor du ikke vil have røde døre i dit hus, hvorfor du ikke vil have en krokodille som kæledyr, hvorfor du ikke vil et eller andet som ligger dig meget fjernt? Bliver man ikke fristet til at stille modspørgsmålet “Hvorfor skulle jeg det?”

Måske skulle jeg bare vænne mig til at nøjes med det enkle “Nej”. For man kan jo ikke begynde at spørge hvorfor folk gerne vil have børn. Og da slet ikke om de stadig gerne vil have børn, nu hvor de har fået den første :-s

Nogen oplever det som pludseligt, fordi de ikke har hørt noget om det forinden. Det er jo forståeligt nok, man er jo vant til at høre om bryllup i lang tid i forvejen. Vi har bare holdt vores overvejelser for os selv – har længe talt om at blive gift, og der er da også lidt forberedelser der skal gøres selvom man ikke holder stor fest. Man skal aflevere ægteskabserklæring på kommunen og vente på at de godkender at vi må gifte os, og der skal bestilles ringe. Så det er ikke så pludseligt for os

Men en reaktion der har undret mig lidt er den hvor folk spørger hvorfor… Mange spørger om der er børn på vej, og andre spørger bare om der er en speciel grund. Jeg var ikke forberedt på at skulle forklare hvorfor vi har giftet os. Følte egentlig at det var selvforklarende – vi har giftet os fordi vil gerne vil være gift, altså knyttet så tæt til hinanden som vi kan blive. Er der andre årsager til at blive gift?

Havde faktisk en rigtig god oplevelse i går, hvor vi var hjemme hos et par med en 2-årig datter. Vi spiste sammen, hun legede lidt og så kom hun i seng. Derefter kunne de voksne snakke og spille spil og grine alt det vi ville.