Et liv uden børn

Ikke siden 2011 har jeg skrevet et blogindlæg om det faktum, at jeg lever et liv uden børn. Når jeg ikke har skrevet så meget om det, skyldes det først og fremmest et hensyn til min husbond, som jo er den anden halvdel af det liv jeg lever. For nogle år siden fyldte det egentlig en del i mit hoved – det gør det ikke længere.

I lørdags var der en udsendelse på DR2, der handlede om at sige nej tak til børn. Det var en god udsendelse, med mange interessante vinkler. Man fulgte en kvinde, som var i tvivl om hun ønskede at få børn, og ind imellem hendes rejse hen imod en beslutning så man små interview-bidder med kvinder og par, som ikke har valgt at få børn. Jeg synes at DR2 levede op til sin målsætning om ikke at dømme, og emnet blev behandlet med respekt og åbenhed.

Udsendelsen har givet mig lyst til at opsummere mine egen rejse omkring min frivillige barnløshed – fortællingen kommer her.

Traileren til udsendelsen fokuserede bla. på at afdække årsagerne til at man vælger ikke at få børn. Det blev primært behandlet via interview-delen af udsendelsen, hvor man portrætterede flere forskellige mennesker uden børn. Jeg er ikke sikker på at man kan finde en konkret årsag til at folk ikke vælger at få børn – mere herom her.

Efter udsendelsen var sendt, kom der fuld gang i kommentarfelterne på Facebook. Jeg er helt enig med Leonora Christina Skov, når hun i udsendelsen undrer sig over, hvor stærke følelser der kan komme i spil over dette her. Der findes faktisk folk der er imod, at nogen mennesker ikke vælger at få børn. Deres argumenter holder dog ikke ret langt, og nok heller ikke på dem selv. Jeg gennemgår de mest almindelige argumenter imod min livsstil her – og afviser dem alle sammen.

Jeg lever et ret almindeligt liv med en ægtefælle, hus, sommerhus, bil og 8-16 job. Der er ingen børn, men det føles helt normalt for mig. Mine sorger og glæder er ikke anderledes end dem, som alle mulige andre mennesker oplever. Set fra min stol er der ikke så meget substans i en generel offentlige debat om folk der ikke får børn. Det kan kun tjene til at piske en konfrontatorisk stemning op, som ikke var der før.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – min rejse

Udgangspunktet

Jeg har aldrig ønsket mig børn. Som barn og ung proklamerede jeg, at jeg ikke skulle have børn. I mine første voksen-år var jeg mest single og ønskede mig ikke børn. Jeg accepterede når folk sagde til mig, at det kunne komme. Men jeg troede ikke rigtig på det.

Jeg var 32 år, da jeg forelskede mig i ham der i dag er min mand. Det varede ikke så længe før jeg fik en stor og inderlig trang til at flytte sammen med ham, leve sammen med ham, dele mit liv med ham. Jeg forestiller mig, at det er i forlængelse af denne følelse, at ønsket om børn begynder at spire for mange. Det skete bare ikke for mig.

Jeg har aldrig haft skyggen af tvivl omkring det. Alligevel har det ikke altid været ukompliceret for mig at være en kvinde, der ikke ønsker sig børn.

Mine venner begyndte at få børn allerede da jeg var i slutningen af 20’erne. Da jeg var midt i 30’erne var der stort set ingen af mine venner, bekendte og jævnaldrende familiemedlemmer, der ikke havde børn. I dette blogindlæg fra 2007 kan man læse, at jeg allerede dengang godt kunne se at jeg stod ved en skillevej, og at det ville ændre mit liv. Og det kom det også til.

Vennerne

Børnenes indtog ændrede mine venskaber. Nogle af vennerne trak sig helt tilbage og jeg hørte aldrig fra dem. Andre prøvede at beholde det vi havde sammen, men samværet blev aldrig det samme.

Det var svært at lave aftaler, og der var mange hensyn og tidsmæssige begrænsninger. Shoppeture på Strøget med veninden blev til en tur med klapvogn, og mere styret af barnets behov end af gode butikker og caféer. Middage i privaten blev til et kapløb med ulvetime, og samtaler om andre ting end børn blev i bedste fald korte og afbrudte.

Efterhånden som flere og flere af mine venner fik børn, blev mit udbytte af venskaber mindre og mindre. Jeg kom ikke længere hjem fra samvær med en ven eller veninde og følte mig glad og fyldt op med gode oplevelser. Jeg skulle hele tiden give mere end jeg fik tilbage, og jeg kom i en form for vennemæssigt underskud.

Der kom nogle år, hvor jeg var skuffet og ked af det. Det er ikke fordi jeg ikke kan se det fra mine venners side; deres liv var fuldstændig forandret, og et liv med børn kræver nogle helt andre ting. Og mit første instinkt var også at støtte, bakke op, vise interesse og fleksibilitet. Men jeg kunne ikke komme udenom en stor skuffelse over, at vores venskab ikke betød mere. Det var svært at forstå, at det vi havde haft sammen var så uinteressant, at det helt kunne undværes. De emner vi talte om, de oplevelser vi havde sammen og den humor vi delte var fuldstændig væk. Det eneste der var tilbage var mig der nikkede forstående, mens jeg lyttede til hvordan deres liv med børn var. Jeg var blevet publikum til deres liv.

Det var en følelse af at miste, og derfor en sorg, jeg gennemlevede. Jeg havde i praksis mistet de fleste af mine venskaber. Tilbage var kun 1 veninde uden børn. For hende var jeg blot en enkelt ud af snesevis af venner og veninder i hendes liv. Jeg var ikke længere vigtig for andre end min mand og mine forældre.

Afviger

Samtidig med at jeg oplevede at miste mine venskaber, begyndte det at blive tydeligt at jeg var anderledes end andre. Efter 10 år som single havde jeg levet i parforhold nogle år, og jeg var lige begyndt at føle mig rimelig almindelig.

Der begyndte at komme spørgsmål til om vi ikke også skulle have børn. Når jeg mødte nye mennesker blev der altid spurgt om jeg havde børn. Især kvinder, som jeg mødte for første gang, spurgte som regel som noget af det første, om jeg havde børn. Når jeg svarede nej, stoppede samtalen abrupt, og der blev pinlig tavshed.

Flere gange fandt jeg mig selv i en situation, hvor jeg forsøgte at forklare. Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at folk virkede så undrende over, at jeg ikke havde eller ville have børn. Jeg ønskede ikke at de skulle tro, at det var en ulykkelig situation af ufrivilligt barnløshed. Jeg var også bange for at de troede, at jeg var et omsorgsløst menneske. Eller et begærligt, materialistisk menneske der prioriterede penge over mennesker. Mine forsøg på at forklare var pinlige og kejtede. Det er jo i det hele taget svært at forklare, hvorfor man ikke har lyst til noget.

Denne følelse gjorde mig frustreret, og jeg fik en masse vrede i mig. Jeg begyndte at følge diverse debatter i medierne omkring frivillig barnløshed i håb om at finde medhold, men det fik mig tit til at føle mig anklaget for at være egoist. Jeg følte mig marginaliseret, og det synes jeg var uretfærdigt, for jeg syntes ikke det kunne skade noget eller nogen, at jeg ikke fik børn.

Bearbejdning

Her stod jeg så med en masse frustrationer og ingen venner at dele dem med. Hvad gør man så?

Jeg fandt en gruppe ligesindede i et netværk for folk, der ikke ønsker sig børn. Vi diskuterede de forskellige aspekter af vores afvigende liv i et online forum, og vi mødtes ude i virkeligheden til brunch, gåtur, restaurantbesøg eller en tur i biografen. Det var virkelig rart at møde nogen, der var ligesom mig. Det kom til at betyde meget for mig.

Her var et forum, hvor det var legalt at tale om de udfordringer jeg oplevede. Det hjalp mig med at bearbejde frustrationer og sorg. Efterhånden som jeg fik mere ro, kunne jeg også være med til at vise forståelse og lytte til andre, der oplevede det samme. Pludselig kom jeg hjem fra socialt samvær med et smil på læben. Her kunne man have dybe samtaler og en ligeværdig dialog, hvor der også blev lyttet til hvad jeg havde at sige. Og man kunne snakke om alt muligt. Det faldt på et tørt sted i de år.

Afklaret

Da jeg begyndte at nærme mig de 40 år, havde jeg fået bearbejdet mange af temaerne omkring det med ikke at ønske sig børn. Jeg var kommet igennem sorgen over at miste næsten alle mine venner, og havde fundet nye relationer. Jeg begyndte at blive mere afklaret og hvilede mere i mig selv.

På det tidspunkt var alle omkring mig klar over, hvordan det var med børn og mig, og jeg var tryg ved at de så mig uden fordomme som det menneske jeg er. Det betød mindre for mig hvad fremmede syntes, og jeg havde ingen trang til at forklare mig. Jeg svarede bare ’Nej’ når nogen spurgte om jeg havde børn.

Det var også i disse år jeg begyndte at være mindre forsigtig og prøvede at leve mine egne drømme ud. Jeg ville ikke nøjes med at være publikum til andres liv. Vi fik den hund, som jeg har ønsket mig hele mit liv. Og et par år senere købte vi et større hus, som var en bedre ramme om det liv vi gerne ville leve.

I dag føler jeg mig på toppen af mit liv. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så utrolig lykkelig for mit liv sammen med min mand og min hund, og nyder mit nære forhold til mine forældre. Venner spiller en anden rolle i mit liv, end de gjorde før i tiden. Jeg har ikke fået nye venner der er så tætte, som dem jeg havde da jeg var yngre. Jeg har til gengæld fået en masse nye relationer på arbejde, i mit lokalmiljø, i forbindelse med at være hundeejer og på nettet, og det dækker mit sociale behov. Jeg tænker ikke over at jeg har en afvigende livsstil, og omgiver mig med en meget mere varieret skare end udelukkende småbørnsfamilier.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – årsagerne

Ud fra et antropologisk perspektiv er det naturligt at forsøge at analysere på, hvad det kan skyldes, når flere og flere ikke vælger at få børn. Og det lagde DR2-programmet i weekenden også lidt op til at ville gøre.

Jeg har talt med rigtig mange mennesker der ikke ønsker sig børn. Min konklusion er, at det er ørkesløst at prøve at finde en årsag. Nogen nævner konkrete ting som frihed, karriere, mulighed for at rejse osv. Men i bund og grund handler det efter min mening om mangel på lyst til at få børn. Man har bare ikke lyst (nok)! Jeg tror ikke der er mange der tilsidesætter et ægte ønske om at få børn til fordel for job eller rejser. Hvis man ønsker sig børn, så skal der nok blive plads og tid til dem – det er jo en stærk drift, når man har den.

For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald ikke nævne nogen konkret årsag. Hverken min mand eller jeg er karrieremennesker, vi går bare på arbejde for at tjene penge til at opretholde vores liv sammen. Vi har tidligere rejst 2-3 gange om året, men det er nu gledet i baggrunden til fordel for sommerhusferie og et liv sammen med hund.

Sidstnævnte må også siges at tage livet af argumentet om trang til frihed. Vi fik hund for 3 år siden efter at have ønsket os det hele livet. Efter at vi har fået hund går vi ikke længere ud og spiser, i TIVOLI, til foredrag eller hvad vi ellers gjorde før. Vi rejser sjældent på en måde, hvor hunden ikke kan komme med. Og vi elsker det liv, fordi vi virkelig brænder for et liv sammen med en hund. Men vi har ikke den samme frihed som før.

Helt basalt tror jeg at det er en variation eller afvigelse i menneskets natur der gør, at nogen ikke har den drift. På samme måde som f.eks. homoseksualitet. Jeg tror at samfundet bare må finde ro med, at sådan er der nogen der har det og ikke hele tiden spørge hvorfor.

Lignende indlæg:

Frivilligt barnløs – argumenterne

Når man er en person, der ikke har børn og ikke har lyst til at få nogen, møder man mange reaktioner. Nogle mennesker synes at man tager fejl, og kommer med argumenter om hvorfor.

Generelt synes jeg ikke det er fint at kritisere andre menneskers livsvalg, med mindre det går ud over nogen. Men der er åbenbart nogen der synes, at frivillig barnløshed er skadeligt.

Her er nogle af de mest almindelige argumenter, jeg har mødt. For hvert udsagn kommer jeg med mit eget syn på sagen.

Der bliver kun født 1,8 barn pr. kvinde. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver vi færre og færre.

På globalt niveau er kloden ved at gå under af overbefolkning. Det har store konsekvenser for miljøet, og det er ikke bæredygtigt i forhold til at give alle mad på bordet. I de sidste mange årtier har Danmark kunnet få al den indvandring vi ville, og vores befolkningstal er steget. Det er kun fordi man vil have etnisk rene danskere, at politikere og andre argumenterer for at vi skal få flere børn.

Hvis Jorden var blevet lagt øde af en atombombe, og jeg var en af de få overlevende, kunne jeg måske overveje at få børn af ren og skær pligt. Ellers ikke.

Når man ikke får børn, bidrager man ikke til samfundet. Der skal nogen til at betale skat til din folkepension og hænder til at hjælpe dig når du bliver gammel.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er en overvejelse om skattekroner og fremtidig arbejdskraft, der får de fleste danskere til at få børn. Hvorfor skulle det argument så pludselig overtale en person, som ikke har lyst til at få børn?

Som det ser ud i dagens Danmark, er det faktisk når alt kommer til alt en underskudsforretning for samfundet at sætte børn i verden. Hvert barn der fødes i Danmark i dag koster samfundet netto ca. 850.000 kr. Jeg vil sige som komikeren Anders Stjernholm: jeg tror ikke der sker noget ved at vi bliver lidt færre.

Du bliver ensom, når du bliver gammel, hvis du ikke har nogen børn

Der findes mange beretninger om ensomme ældre på plejehjemmene, som aldrig får besøg. Mange af dem har børn. Nu om dage er vi meget mere mobile, og vi bor ikke nødvendigvis samme sted som vi voksede op. Mange flytter endda til udlandet.

I al beskedenhed kan jeg godt se, at mine egne forældre har glæde af mig og min familie her i deres 3. alder. Til gengæld er deres andet barn, min lillebror, ikke en særlig stor del af deres liv, da han bor i Californien. Han repræsenterer nok nærmere et savn.

At få børn er ikke nogen garanti mod ensomhed. Jeg synes det er bedre at få børn af andre årsager.

Du ved ikke hvad du går glip af

Næ, det er jo rigtig nok. Sådan er det med mange ting i livet. Man kan ikke opleve det hele, selvom vi prøver. Vi går efter de oplevelser vi synes lyder mest spændende, og det er altså ikke for alle det at få børn.

Er du ikke bange for at du fortryder?

Der er jo en risiko for at fortryde alt hvad man gør, og også alt hvad man ikke gør. Man hører ofte et rationale om at gøre det ene eller det andet af frygt for at fortryde senere. Men det omvendte kan jo også være tilfældet.

Nej, jeg er ikke bange for at fortryde. Store beslutninger griber jeg systematisk og analytisk an, og så mærker jeg godt efter hvordan det føles. Når jeg har taget en beslutning står jeg ved den, fordi jeg ved at jeg har taget den bedst mulige beslutning i situationen. Hvis man er loyal overfor sig selv og sin egen beslutningsproces, vil man aldrig kunne fortryde et valg eller et ikke-valg.

Du har ikke oplevet ægte kærlighed, før du har prøvet at blive forælder

Igen må jeg sige, at det er muligt det er sådan for den, der kommer med argumentet, men det er ikke det samme som at det er sandt for mig. Andre kan ikke vurdere dybden af min kærlighed til min mand, mine forældre eller min hund, og jeg vil gerne have mig frabedt at nogen gør sig til dommer over mine følelser.

Måske afslører man noget om sin egen følelsesmæssige modenhed, når man kommer med den slags udtalelser. Det kan godt være at nogen har oplevet at modnes rent følelsesmæssig af at blive forælder. Men hvorfor tror man at alle andre har samme udgangspunkt som en selv?

Folk der ikke ønsker sig børn er egoister

Jeg bliver altid ked af det, når jeg bliver beskyldt for at være egoistisk, for sådan oplever jeg ikke mig selv. Jeg forbinder egoisme med, at der er nogen der må bøde for ens valg, og det kan jeg simpelthen ikke få øje på at det gør. Jeg går bare rundt og passer mine pligter og min familie uden at ligge nogen til last.

Men det kommer nok an på hvad man lægger i ordet egoistisk. Jeg tror mange småbørnsforældre oplever, at de ofrer sig selv totalt for deres børn, og det synes de er det modsatte af at være egoistisk. Og når de så konfronteres med nogen der ikke gør det samme offer, så synes de det er egoisme.

Hvis ikke det handler om, at det går ud over nogen, men blot det at vælge livsstil ud fra hvad man bedst selv kunne tænke sig, så kommer argumentet jo tilbage og bider afsenderen i halen. For så er det også egoisme at vælge et liv med børn, når det er det man bedst kunne tænke sig. Og her kan man ikke engang sige, at man ikke ligger nogen til last.

Lignende indlæg:

Brunch for folk uden børn

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke har børn, og at det er af egen fri vilje. I nogle år har jeg været en del af et netværk for folk som er frivilligt barnløse. Vi har et forum på internettet, hvor vi deler links til artikler, har diskussioner af forskellige emner og organiserer arrangementer.

Nogle gange om året mødes vi så ude i virkeligheden til spisning, snak, film og andre oplevelser. Igår var jeg til brunch med 4 andre fra netværket. Som sædvanlig var det virkelig hyggeligt, og jeg kom hjem med højt humør og masser af energi.

Når man er et menneske – måske især når man er kvinde – som ikke ønsker sig børn, oplever man mange reaktioner. Man møder anklager om at være egoistisk, ikke at vide hvad kærlighed er og en hovedrysten over at man går glip af noget. Det kan godt føles ubehageligt, uretfærdigt og ensomt, og for mange opstår et behov for at snakke med andre i samme situation. Samtidig oplever mange af os, at det sociale liv med venner og familie forandrer sig fuldstændig efterhånden som omgivelserne får børn, og dermed opstår et behov for at have nogen at gå i biografen med, ud at spise med og have meningsfyldte samtaler med.

Både det sociale og det bearbejdende kan netværket hjælpe med.  Både når vi diskuterer online og når vi mødes IRL snakker vi ofte om emner omkring børn, men også om meget andet. Det er en gruppe af velbegavede og ressourcestærke mennesker, som har meget at byde på – det bliver altid nogle rigtig gode snakke.

For mig har netværket betydet, at jeg har fundet mig bedre tilpas i min rolle som ‘afviger’ på dette punkt, og jeg er blevet bedre rustet til diskutere og forsvare mig, når jeg møder spørgsmål om børn.

Lignende indlæg:

Nyheder om minoriteter

I den forgangne weekend har der været 2 historier i TV-Avisen om minoriteter som jeg tilhører, og som er i vækst. Det er en lidt blandet fornøjelse at se og høre sig selv som samfundsgruppe omtalt af eksperter og journalister.

Frivillig barnløshed

Lørdag bragte TV-avisen nyheden om at antallet af kvinder, der i en alder af 35 år ikke har fået børn endnu, er stigende. Det siger dels noget om at kvinder får børn senere, men også at flere og flere slet ikke får børn. Hvordan fordelingen mellem ufrivilligt og frivilligt barnløse er ved man ikke, men fremtidsforskere og andre eksperter mener at der er en tendens til at flere og flere vælger børn fra.

Det er mærkeligt at sidde og tilhøre den gruppe der tales om, og høre eksperter gætte på hvad grunden er til at jeg ikke vil have børn. For mit eget vedkommende er der ikke anden årsag end at jeg ikke har lyst. Jeg er ikke hverken egoist, karrierefixeret eller materialistisk. Ønsket er simpelthen bare ikke opstået hos mig.

Jeg kan se at mennesker omkring mig, der ønsker sig børn, får dem uanset om økonomi, fysiske rammer og karriere passer til det. Det får mig til at tvivle på at nogen mennesker undertrykker en ægte lyst til at få børn af sådan nogle rationelle grunde. Måske et stykke tid – men ikke så længe at man ender med slet ikke at få børn. Faktisk kunne jeg godt få den tanke, at hvis man har udskudt at få børn til man er langt over 35 år, så har man måske ikke rigtig lyst til at få børn? Hvis man slet ikke får børn af sådan nogen grunde, så var det måske heller ikke noget man brændte for alligevel?

El-cykler

Søndag var der så en historie i en helt anden boldgade, som også har været i radioen i ugens løb: salget af el-cykler er steget meget i år. Det overrasker mig ikke. Som el-cykelejer igennem mere end 4 år har jeg skrevet et par blog-indlæg om emnet, og jeg har på min besøgsstatistik siden det tidlige forår set en kraftig forøget trafik på min blog på baggrund af google-søgninger på ordet ‘el-cykel’ og variationer heraf. Især indlægget Sandheden om el-cykler har mange besøgende hver dag.

Igen var det spøjst at høre sig selv omtalt som samfundsgruppe. De elcykel-forhandlere, som har plantet historien i medierne, siger at det hovedsagelig er ældre mennesker der køber el-cykler. Det er ikke mit indtryk og det har da heller ikke været meldingen tidligere. Jeg hører om el-cyklister gennem kommentarer på min blog og på el-cykelforum, og her er der mange som mig; almindelige voksne der er erhvervsaktive og skal have en hverdag til at fungere.

Det ærgrer mig at man udråber el-cykler til at være noget for ældre mennesker, når nu de endelig kommer i TV-Avisen. For der er så mange andre fordele ved el-cykler, end at de kan hjælpe når man mangler kræfter. I bund og grund mener jeg at en el-cykel kan erstatte en bil nr. 2 for mange, og det synes jeg er en vigtig pointe både sundhedsmæssigt og miljømæssigt.

Lignende indlæg:

Min mening om genopretningsplanen

Så kom regeringen og Dansk Folkeparti med en genopretningsplan, som skal gøre at Danmark lever op til EU’s krav om økonomisk stabilitet. Den indeholder en blandet landhandel af nedskæringer, og de debatteres ivrigt i forskellige medier. Jeg har også lyst til at give min mening tilkende.

Dagpengeperioden halveres

Ja det føles jo imiddelbart meget utrygt, især når arbejdsmarkedet er som det er i øjeblikket. Vi har været vant til 7 år, så fire år – og nu er det så kun 2 år på dagpenge. Jeg kan godt se at 2 år også er lang tid, når man sammenligner med udlandet.

Nogengange kan jeg godt komme til at tænke på hvad der ville ske, hvis jeg selv blev arbejdsløs. Først at skulle gå ned på dagpenge – det er slemt nok. Måske kunne vi blive boende i vores rækkehus i en kortere periode, men nok ikke hvis det trækker ud. Det er svært at vurdere om det er realistisk at finde et job for mig indenfor 2 år, det jeg laver er ikke så nemt at kategorisere. Men at skulle på kontanthjælp lyder slemt – dels er det vel endnu færre penge, og dels så skal man vist realisere alle sine værdier (ejerbolig, bil osv) før man kan få den hjælp. Og er der ikke også noget med at man skal betale den tilbage når man så kommer i arbejde igen?

Skattelettelser udskydes

Der er ikke så mange detaljer om hvad dette indebærer. For et år siden lancerede regeringen jo Forårspakke 2.0, som indeholdt dels nogle skattestigninger (multimedieskat, grønne afgifter, forringet befordrings- og rentefradrag) og dels nogle skattelettelser som var større end stigningerne. Man glemte lidt stigningerne, da nettoresultatet var et øget rådighedsbeløb for mange lønmodtagere. Jeg kan sådan set godt leve med at undvære de planlagte skattelettelser, men jeg kan ikke forestille mig at man også sætter skattestigningerne i bero, så alt i alt betyder det nok et lavere rådighedsbeløb, selv før inflation.

Indtil nu har jeg under denne finanskrise tænkt meget på at prøve at fortsætte den forbrugeradfærd jeg havde. Ikke noget med at spare penge op og ikke bruge dem – jeg har brugt rub og stub hver måned. Jeg har tænkt, at når nu jeg stadig har mit arbejde og samme købekraft som før, så skal det ikke være min skyld at virksomheder lukker og folk mister deres job. Men hvis jeg går ned i rådighedsbeløb er jeg nødt til at bruge færre penge, og det gælder jo rigtig mange borgere. Jeg frygter at det i sig selv vil forværre arbejdsløsheden og krisen generelt.

Overførselsindkomster skal fortsat stige

Regeringens oplæg indeholdt en fastfrysning af overførselsindkomsternes satser, sådan at folk på dagpenge, folkepension, SU og andre ydelser ikke skulle få automatisk ‘lønstigning’ de næste par år. Det er ikke blevet en del af den endelige pakke.

Jeg synes ikke der er noget odiøst i at foreslå dette. Det sker også for folk med lønindkomster at lønnen slet ikke stiger i flere år i træk – det har både jeg og min mand prøvet. Jeg kunne tillige se en fordel ved at alle i Danmark blev berørt på deres købekraft af besparelserne. Jeg tænker at det kunne det have påvirket inflationen, så priserne ikke ville stige helt så meget. Men sådan bliver det jo ikke.

Loft over børnepenge

Man sætter et loft på hvor mange penge man kan få i børnefamilieydelse. De fleste børnefamilier som jeg kender trækker lidt på skulderen af disse børnepenge og siger at det ikke dækker hvad det koster at have børn. Da jeg hørte grænsen på de 30.000, tænkte jeg at det nok var for dem med virkelig mange børn, det kan ikke være mange der bliver ramt af det. Men jeg blev godt nok ret rystet over at høre tallene bag denne ordning. 160.000 familier i Danmark får mere end 30.000 kr. i børnepenge. Og her skal man huske at pengene er skattefri, det er mere end 2500 kr. udbetalt hver måned. Og dertil kommer så de familier som får mindre end 30.000 kr. – alt i alt en temmelig stor udgiftspost på statens regnskab.

Jeg synes det er en luksus i vores samfund at man får statsstøtte til at føde børn. Staten sørger jo i forvejen for infrastruktur omkring et barn (skoler, pasningsordninger osv.). I sparetider synes jeg det er OK at se på om der kan spares på det kontante tilskud, men jeg synes ikke det virker rigtigt at gøre det på den måde som man er blevet enig om her. Jeg synes det ville give mere mening at gøre det indkomst-afhængigt. Børnepenge udbetales jo idag til ALLE der har børn, uanset om lønsedlen lyder på 20.000, 40.000 eller 60.000 om måneden. Jeg synes at de højeste indkomster kunne undvære disse penge.

Lignende indlæg:

Om at blive forælder som single

En af de ting vi debatterer her i sommeren er det stigende antal enlige kvinder som vælger at få barn ved insemination. For et par år siden blev det, takket været bla. Jens Rohde, lovligt for læger at behandle enlig og lesbiske kvinder med kunstig befrugtning, og siden er der sket en udvikling som nu tages op til debat.

Emnet diskuteres også i blog-verdenen. På bloggen Ordet Rundt har der i denne uge både været et indlæg der fokuserer på kvindens situation, og et indlæg der adresserer den økonomiske side.

Jeg synes der er et aspekt af denne diskussion som burde stoppe alle andre spekulationer; hensynet til det barn, der kommer ud af det. Jeg synes det er indlysende at det er psykologisk usundt for et barn kun at have 1 forælder, og det underbygges da også af forskning. Hvordan kan vi dog tillade, at man på et ufødt barns vegne, fravælger en far?

Jeg er klar over at det sker hele tiden at børn mister en forælder på en eller anden vis – men ligefrem med vilje, på forhånd, at bestemme at det her menneske skal være uden en far hele sit liv, det synes jeg er grusomt og afspejler at ønsket om at få et barn i denne situation mest handler om moderens egne behov og dermed er ufattelig egoistisk.

Lignende indlæg:

Ferie på Sunprime

I år har Mads og jeg prioriteret ferie sådan, at vi tager sydpå midt på vinteren. Her er stedet hvor vi skal holde vinterferie: Atlantic View Suites & Spa i Playa del Ingles, Gran Canaria – et hotel efter i Spies’ Sunprime-koncept, som handler om hoteller for voksne. Det vil sige at der ikke bor børn på hotellet, hvilket gerne skulle give en rolig atmosfære.

Vi skal bo i en et-værelses lejlighed med en god udsigt, badekåber, slippers og rengøring der som en atypisk ting omfatter opvask. Der er motions- og spa-faciliteter på hotellet, som er nyistandsat. Jeg tror at vi kommer til at tilbringe meget tid på selve hotellet med en blanding af motion og afslapning. Alt i alt lidt af en luksus-ferie.

Både Mads og jeg ser frem til 14 dages genopladning af de mentale batterier. Der er 70 dage til…

Lignende indlæg:

Jeg er en afviger

Det går mere og mere op for mig at jeg på mange punkter adskiller mig fra det normale:

  • Jeg drikker ikke alkohol.
  • Jeg drikker ikke kaffe.
  • Jeg har aldrig gået i børneinstitution.
  • Jeg ønsker ikke at få børn.
  • Jeg drikker ikke light-sodavand.
  • Jeg er ikke medlem af folkekirken.
  • Jeg har ikke en prinsessedrøm.
  • Jeg læser ikke bøger.

Mange kan nok være med på et par af punkterne, men dem alle? Alt i alt tilhører jeg nok et ret lille mindretal. Eller hvad?

Jeg har egentlig altid følt mig som et meget almindeligt menneske med almindeligt job, almindelig bolig, almindelige familieforhold. Men det er som om afvigelserne hober sig op.

Da jeg var lille var jeg en af de eneste der ikke gik i børnehave, da jeg var ung var jeg en af de få der ikke skulle konfirmeres, i tyverne var jeg den underlige til festerne der ikke drak og nu hvor jeg er i trediverne skiller jeg mig meget ud fordi jeg ikke vil have traditionelt bryllup og ikke ønsker mig børn. Efterhånden føler jeg mig decideret kontroversiel. Jeg er vist blevet sær med årene!

Lignende indlæg: