I sidste uge fik jeg en e-mail fra en online-forhandler af el-cykler. Han spurgte om var interesseret i at prøvekøre en af hans el-cykler i 14 dage og skrive en anmeldelse på min blog og til hans egen side. Jeg går ud fra at det bla. er fordi jeg har så høj en position på Google. Forhandleren synes at han har et godt kvalitetsprodukt og håber nok på en god anmeldelse.

Efter afklaring af et par juridiske ting, og aftale om at jeg i givet fald laver en upartisk anmeldelse, der beskriver ærligt hvordan jeg har oplevet el-cyklen, sagde jeg ja til udfordringen. Da jeg kom hjem fra sommerhus her til eftermiddag havde forhandleren været her og stille en helt ny el-cykel i vores carport, og imorgen tidlig tager jeg så en sort el-cykel i stedet for en hvid, når jeg skal afsted på arbejde.

Det bliver spændende at prøve en ny cykel. Jeg må prøve at notere mig forskelle og oplevelser undervejs. Iflg. specifikationerne at der tale om en mindre motor og et mindre batteri end min egen el-cykel, så jeg er spændt på hvordan den fungerer i praksis – mon jeg når mit sædvanlige tog? Jeg publicerer min anmeldelse her på bloggen om ca. 2 uger.

Se anmeldelsen her!

Det gør andre bloggere også om deres blogs. Kommentarer på blogs er et tilbagevendende tema i debatten. Bloggere vil gerne have kommentarer til deres indlæg, men nogen er frustrerede over at der er besøgende som kun læser med og aldrig kommenterer. Spørgsmålet melder sig: blogger man for at have en dialog med andre, for at være en del af et netværk? Eller blogger man for sin egen skyld, for at have sin egen private kommunikationskanal?

Da emnet var oppe hos Madame i november, spurgte hun hvad det er ved blogging man er glad for. Jeg reflekterede i en kommentar over elementet af fællesskab således:

Jeg blogger af flere årsager: trang til at dokumentere, bearbejdning af tanker og følelser, skrivelyst, en slags ekshibitionisme. Min blog læses af ganske få, og kommentarer kommer hovedsagelig fra folk der rammer min blog ifm. google-søgning, altså ikke fra bloggere. Så på min egen blog er der ikke noget element af fællesskab, det er bare min personlige envejs-kommunikationskilde. Jeg kan ikke forestille mig at stoppe igen, og det bliver i hvert fald ikke pga. mangel på kommentarer, men hvem ved hvad tiden bringer, man udvikler sig jo hele tiden.
Min læsning af blogs bunder i min nysgerrighed på mennesker: de mange måder at leve og anskue livet på, hvad der gør folk til dem de er. Her føler jeg ofte et engagement i de pågældende mennesker, men jeg føler kun en 1-til-1-relation, ikke et fællesskab. Jeg kan godt sætte mig ind i at lukning af en blog føles som at miste noget – for mig vil det nok være at sammenligne med når en yndlingsmusiker dør.
Jeg skriver en kommentar hver gang et blogindlæg giver mig stof til eftertanke, og når jeg synes at jeg har et perspektiv på et emne som ikke er nævnt. Der findes ikke en blog i min læseliste som jeg ikke har skrevet en kommentar på på et tidspunkt. Men jeg er ikke så meget til ’I was here’-kommentarer.

Efter at jeg skrev denne kommentar, tænkte jeg mere over det. Det ville selvfølgelig være smigrende at få 30+ kommentarer på hvert eneste blogindlæg og have hundredevis af faste læsere. Men jeg kan mærke at det ikke er afgørende for min glæde ved at blogge. Og jeg er rigtig glad for de hits min blog trods alt har hver dag.

Det er mest indholdet af blogindlæggene, der interesserer mig – selve substansen. Både når det handler om at læse og at skrive blogs. Derfor også bemærkningen om ‘I was here’-kommentarer. For mig giver det ikke rigtig noget at få eller give kommentarer som udelukkende har til formål at markere at man har været forbi og læse – det er kun hvis man har noget at sige om emnet, at det for mig giver mening at kommentere. Når jeg af og til får en kommentar til det jeg skriver på min blog, er det altid noget der perspektiverer sagen på en god måde.

I sit svar til min kommentar skriver Madame:

Trine Louise, tak fordi du fortæller! Du blogger en lidt anden måde, og det er helt fint.  ‘I was here’- kommentarer er i mine øjne gode nok, når man føler et fællesskab med den, man svarer.

Efterfølgende har jeg lagt mærke til at hun har slettet min blog fra sin blogroll – hun er altså holdt op med at læse min blog. Min ‘anden’ måde at blogge på er åbenbart ikke noget for Madame. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om fællesskab er vigtigere end substansen for Madame, siden hun ikke længere er interesseret i at læse min blog, efter at hun har konstateret at vi har en forskellig indfaldsvinkel til blogging. Det kommer lidt bag på mig hvis det er sådan, for jeg synes ikke at selve substansen er nedprioriteret på Madames blog. Jeg elsker at læse om de vilde dyr i hendes have og de filosofiske tanker hun gør sig om livet.

Men denne historie har fået mig til at revidere mit formål med bloggen endnu engang. Jeg kan mærke at jeg har lyst til at blogge, uanset at jeg ikke har ret mange læsere og ikke indgår i et fællesskab med andre bloggere. Jeg må konstatere at min trang til at skrive og beskrive min hverdag er større end ønsket om at blive hørt/læst. Jeg elsker at have min egen kommunikationskanal hvor jeg kan skrive hvad jeg vil – og jeg elsker bare at skrive. Jeg har derfor opdateret siden Formål.

13. november var jeg til blogtræf, som tog os til Green Sushi i Grønnegade. Jeg har spist sushi i mere end 10 år og gør det flere gange om måneden, så det var ikke som sådan ny mad for mig, men jeg bliver ALDRIG træt af sushi. Lige den restaurant havde jeg ikke prøvet før, og det var interessant at se et menukort med vegansk sushi, og hvor man endda kunne få brune ris i sin sushi. Jeg sprang dog begge dele over – har hørt blandede anmeldelser af de brune ris, og for mig handler sushi rigtig meget om fisken og skaldyrene, så dem ville jeg ikke undvære.

Lørdagen efter var det min fødselsdag, og den fejrede jeg også gastronomisk. Jeg inviterede min mand og min veninde på TIVOLI’s Det Japanske Tårn hvor man både kan få sushi og wokretter. Min mand er vild med wokmad, og min veninde er min faste ledsager når der skal spise sushi. Det endte med at vi alle 3 fik sushi. Menukortet var ikke helt så omfattende som på andre sushi-restauranter, men de variationer der var, var meget velvalgte, og kvaliteten var meget høj. Det var en dejlig oplevelse.

Igår gik turen så igen til en restaurant – denne gang i selskab med et andet online netværk jeg deltager i. Vi startede aftenen på L’Education Nationale, en lille fransk restaurant/bistro i Larsbjørnsstræde. Al maden på menuen er klassisk fransk, og man kunne vælge mellem 4-5 forretter, hovedretter, oste og desserter. Jeg valgte dagens ret, som var skaldyr. Bare skaldyr. Sådan får man det åbenbart i Frankrig – ingen grøntsager, ingen ris, ingen sovs – bare mayonnaise, brød og smør. Og så en kæmpe tallerken med alskens skaldyr.

Jeg er en stor skaldyr-elsker, men her var ting som jeg aldrig har smagt, og det var faktisk ikke det hele der faldt i min smag. Øverst var 4 rå østers. Jeg har aldrig smagt rå østers, og synes ikke de lyder særlig tiltalende, men jeg tænkte at jeg måske havde potentiale til at kunne lide dem siden jeg elsker skaldyr så meget. Jeg spiste 3 østers, og ventede på at vænne mig til smagen, men det kom ikke. I stedet kastede jeg mig over nogle snegle, som jeg efter et par stykker meget godt kunne lide, især hvis de blev dyppet lidt i mayonnaisen. Jeg prøvede også nogle små muslinger som også var rå – dem kunne jeg heller ikke rigtig lide. Men de 2 jomfruhummere, krabbe-armen og rejerne kunne også sagtens gøre mig mæt. Mens de andre ved bordet stadig var småsultne efter deres hovedret, var jeg godt mæt da min fantastiske Crème Brûlée blev serveret.

Nu kommer så december med al dens julemad. Så er vi hjemme i den danske madkultur igen, og det er også meget hyggeligt. Jeg holder meget af sild og meget af det andet kolde mad der hører til på julefrokostbordet, men de varme ting er ikke så spændende for mig. Jeg kan godt lide lidt flæskesteg en enkelt gang imellem, men så er det også nok. Jeg kan godt finde på at lave ris a’la mande til mig selv et par gange i løbet af december, så spiser jeg det som aftensmad med masser af kirsebærsovs uden bær. Selve juleaften er det lidt utraditionelt i min familie – menuen lyder på skinke med smørristede kartofler, ærter og champignonflødesauce. Men vi får dog ris a’la mande som de fleste andre familier.

Efter julen har min sushi-spisende veninde og jeg tit fået nok af den danske julemad, og har flere år brugt en eftermiddag mellem jul og nytår på at lave en ordentlig omgang sushi hjemme i mit køkken. Det har vi også talt om at gøre i år. Og december sluttes af med en nytårsaften hvor alt kan ske rent gastronomisk – jeg ved ikke i skrivende stund hvad jeg skal lave og hvad menuen bliver, men det skal nok blive godt.

Inden jeg skulle afsted var jeg lidt i tvivl om mine forventninger og følelser. På en måde kunne det jo godt føles som en blind date med 17 mennesker på en gang, da jeg ikke har mødt nogen af dem før. Det er svært når man ikke har noget at hænge en forventning op på – det er ikke alle bloggere der skriver særlig meget om  sig selv eller viser et billede af sig selv på bloggen. Mit udgangspunkt når jeg møder nogen for første gang er at man mødes med venlighed og imødekommenhed – med ren tavle og åbent ansigt.

Så kom jeg til at tænke på at man jo kender hinanden på en måde gennem bloggene. Jeg tror ikke der er ret mange af deltagerne der læser min blog, og jeg læser heller ikke alle deltagernes blogs. Men der er en mulighed for at danne sig et billede af hinanden i forvejen, hvis man følger godt med på bloggen. Så kan man begynde at tænke over hvad de andre mon synes om de ting jeg skriver og mine synspunkter på dette og hint. Der er også nogle af de andre bloggere der selv har markante meninger. Når man dertil lægger, at mange af deltagerne har mødt hinanden før, kunne jeg godt få en frygt for at blive be-/dømt af en klike.

Men det var selvfølgelig bare rigtig sjovt og hyggeligt at møde disse mennesker. Der var flest kvinder, men også et par mænd: Jens som havde stået for arrangementet, Annette, Annemarie, føromtalte Madame, Uffe, Kisser, Leif, Ditte, Donald, Catarina, Mia Folkmann, Brit og Susling. Jeg tror jeg var en af de yngste, de fleste var vist i 40′erne eller ældre.

Vi startede med et besøg på Café Oscar, hvor vi fik kaffe/øl/vand og lærte hinanden lidt at kende. Jeg følte mig rigtig godt taget imod, og de var alle meget forstående overfor at det kan være overvældende at møde så mange ny mennesker på en gang. Derefter gik vi hen på Green Sushi i Grønnegade og fik noget dejlig sushi. Da vi var færdige ved 20-tiden, gik turen videre til en øl i den anden ende af byen, men her sagde jeg tak for i aften og smuttede hjem igen – så var mit hovede fuldt af nye indtryk.

I modsætning til de 2 andre bloggere arbejder jeg i en Microsoft-verden, suppleret med Linux når jeg er på farten. Jeg er ikke sikker på hvor meget nyt og spændende der er at finde hos mig, men jeg synes det er sjovt at høre hvad andre bruger, så derfor også et bidrag fra mig.

Hardware

Min primære PC er en Dell Studio 15,6” – den er lilla, hvilket er en stor glæde og nydelse i hverdagen, og det var en vigtig faktor købsprocessen. Den er 1 år gammel med flg. specs:

• Processor: Intel Core 2 Duo P7350 (2.0GHz, 1066MHz)
• Hukommelse: 4 GB RAM
• Hard Drive: 500GB Serial ATA (5400RPM)
• Styresystem: Windows 7
• Mest brugte programmer: Firefox, Microsoft Office, Picasa, Sony Ericsson PC Suite. Media Go, Windows Live Photo Gallery

Når jeg er på farten eller i sommerhuset bruger jeg min lille Eee PC 901, en 9″ netbook som er 1½ år gammel.

• Processor: Intel Atom
• Hukommelse: 1 GB RAM
• 20 GB SSD-disk
• Styresystem: Xandros Linux
• Mest brugte programmer: Firefox, Thunderbird

Min mobiltelefon er Sony Ericsson w910i – 2½ år gammel. Jeg bruger den til at høre radio og walkman på på min vej til arbejde. Jeg spiller også spil (Sims3, Zookeeper og Tetris) og surfer nødvendige trafiksider (Metro, Movia, DSB) samt checker sidste nyt på DR Mobil, Twitter og Facebook.

Jeg tager backup af mobiltelefon over på Dell PC’en. Backup af data på PC’en tages af Windows 7′s eget backupsystem over på en 500 GB My Book ekstern harddisk fra Western Digital.

Billeder

Vi tager flest billeder med vores 5 år gamle Sony Cybershot DSC W5. De loades over i min Dell via Windows billedimport. Modificeres i Picasa og tag’es i Windows Live Photo Gallery. Deles med venner og familie via Coppermine Photo Gallery på eget domæne med adgangsstyring.

Mail og kontakter

Mails i eget domæne læses via POP3-klient på mobiltelefonen og via IMAP i Thunderbird på Eee. Downloades i Microsoft Outlook på Dell’en. Kontakter ligger i Outlook og synkroniseres via Sony Ericsson PC Suite til mobiltelefonen. Dejlig nemt når man får ny mobiltelefon.

Video

Jeg har fået en FlipVideo Ultra HD af min bror i julegave sidste år, som jeg optager lidt video med. Jeg ved faktisk ikke om man kan få dem i Danmark (min bror bor i Californien og har købt dimsen der). Jeg bruger medfølgende software til redigering. Her kan jeg sætte klip sammen til små film og distribuere dem via Channels til venner og familie.

Sociale netværk

Udover denne blog (som kører WordPress 3.0) er jeg på Facebook, Twitter og LinkedIn. De 2 første opdateres nemt fra mobilsiderne via mobiltelefonen, og ellers bruger jeg webinterfacene på Dell eller Eee. Jeg læser blogs via RSS-feeds i Google Reader og holder øje med besøg på min egen blog via Statcounter.

Til eventuelle idiot-taber-indbrudstyve der læser dette med henblik på at stjæle ovennævnte hardware: alle vores naboer er pensionister og holder godt øje med vores hus mens vi er på arbejde. Vi har helt nye døre og vinduer med gode låse – det kan slet ikke betale sig…

Der er sket lidt – men ikke så meget – siden jeg gjorde status for et år siden. Besøgsstatistikken indikerer at der er lidt flere faste læsere, dvs. besøgende som ikke kommer ind via Google-søgninger. Jeg er også begyndt at få en del flere kommentarer end jeg fik i starten. Jeg har tilmeldt mig chart.dk, hvor jeg kan se at jeg normalt ligger omkring nr. 100 på hitlisten.

Ind imellem er der pludselig mange læsere. Omkring nytår var der på Ekstra Bladet en afstemning om årets side 9-pige, som ved et skørt tilfælde har givet bloggen utrolig mange besøg via Google-søgninger. Man kan også tydeligt se hvornår de israelske oliemaleri-sælgere er aktive, og her i foråret er det tydeligt at årstiden giver anledning til flere søgninger på el-cykler og chili-dyrkning.

Jeg er også kommet på Twitter i årets løb. Jeg bruger det som micro-blogging og skriver her små hverdags-opdateringer som der ikke er så meget ‘kød på’. Derudover bruger jeg det også til markedføring af bloggen: når jeg publicerer et nyt blogindlæg laves der automatisk en Twitter-update, og så har jeg forbundet Twitter til Facebook så min Twitter-update bliver til min Facebook-status. På den måde får alle mine Twitter-followers og næsten alle mine Facebook-venner besked når der er et nyt blogindlæg. Jeg kan se at jeg får flere og flere besøgende på bloggen via Twitter, det er tydeligvis et socialt medie i vækst.

Alt i alt er det lidt af et markedsførings-ræs jeg har gang i. Altsammen bare fordi jeg gerne vil have at nogen læser det jeg skriver. Det er noget som bider sig selv i halen – hvis man vænner sine læsere til at de får besked i f.eks. Facebook når der er nyt, så går de ikke af sig selv ind på bloggen, selvom de jo bare kunne abonnere på RSS-feed i deres browser.

Men i bund og grund vil jeg bare gerne fortælle lidt om mig selv, jf. den fornyligt opdaterede formålsparagraf. Jeg nyder mere og mere at skrive, og det er i sig selv tilfredsstillende. Jeg vil selvfølgelig ikke stoppe det ned i halsen på nogen. Jeg bruger de markedsføringskanaler hvor jeg føler der kunne være interesserede læsere, men afholder mig fra at trænge mig på med ‘se-mig’-kommentarer på andres blogs o.l.

Nu er min blog ikke en af den slags blogs som har rigtig mange læsere, så jeg har ikke det dilemma som Infotainer beskriver omkring at linke til sine egne læsere. Der er heller ikke ret mange blogs, der linker til mig, så det er klart at tanken om hvad der gør ens blog læse-værdig interesserer mig noget.

Jeg har skrevet en side på min blog der erklærer mit formål med bloggen, men den er vist lidt vag. Jeg tænker på min blog som en form for dokumentation af mit liv. Ikke at jeg fortæller alle detaljer, men i store træk det som er vigtigt for mig i mit liv henover tid. Det er heller ikke alle emner som kommer med – jeg berører kun meget overfladisk emner som job, familie, venner og sygdom. Det er dels for at undgå ting som kan blive trivielt, og dels for ikke at rage uklar med nogen, udlevere nogen eller gøre nogen kede af det. Jeg prøver at tænke, at det kun er mig der kan stå inde for det, så det kan kun handle om mig.

Det som jeg leder efter i andre blogs, er også det som jeg prøver at stille til rådighed i min egen blog. Jeg synes det er spændende at læse andre menneskers livshistorie og prøve at finde ud af hvad de er for nogen mennesker. Og det vil jeg også gerne formidle om migselv. På trods af fravalgene nævnt ovenfor.

Spørgsmålet er så om der er nogen der gider at læse sådan noget indhold. En af de ting, som man ofte hører som en god idé for at få læsere er, at man skal skrive ofte. Infotainer skriver, at hun ønsker sig et indlæg hver eller hveranden dag hos de bloggere hun følger.

Det kan jeg ikke leve op til. Jeg skriver når jeg har noget på hjerte, og det er ikke nødvendigvis hver dag. Jeg tror mine indlæg ville blive (endnu) mindre interessante, hvis jeg skrev så ofte – så ville jeg nok blive nødt til at skrive dagligdags-brokkerier, som jeg ville fortryde næste dag. Det foregår ofte sådan, at når jeg får en idé til et blog-indlæg, skriver jeg et par stikord i en kladde, og vender så tilbage til det senere og vurderer om jeg stadig synes der er noget i det. Hvis idéen holder, skriver jeg indlægget færdigt og publicerer det.

De blogs jeg følger, opdateres med meget forskellig frekvens, men indeholder alle meget af det jeg selv ønsker at udtrykke; et billede af et menneske og et liv. Om de så har overskud til at blogge stort set hver dag (Heidi), hver fjortende dag (O’Manne eller Therese) eller en gang hvert halve år (dope) så lever jeg fint med det, bare det de skriver fortæller noget om dem selv og deres liv. Hellere det, end et dagligt bombardement med ting, der ikke fortæller en historie om mennesket.

Sådan håber jeg også at mine eventuelle læsere har det. Det er i hvert fald det som jeg har at bidrage med til blogland - så må jeg leve med at have meget få læsere hvis det er konsekvensen.