Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg:

Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om efterløn

Statsministeren fik med sin nytårstale skudt en debat i gang om efterlønnen. Ikke at det ikke har være debatteret før, men nu kaster regeringen sig på banen og vil afskaffe den helt. 16 milliarder kr. koster efterlønsordningen om året, og de penge brænder i lommen på økonomer, politikere og mange andre.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

  1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
  2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
  3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2010

Året 2010 rinder ud, og det er igen tid til at gøre status. Da jeg begyndte mine overvejelser om indholdet i dette blogindlæg, var min første tanke at der ikke var sket noget særligt i 2010. Det var nok fordi jeg sammenlignede med sidste år, hvor vi som en helt stor begivenhed anskaffede os sommerhus. Men når jeg tænker nærmere over det, og ser årets billeder igennem, er der alligevel sket en hel del.

Krise og utryghed

Jeg sluttede sidste år af med lidt dystre tanker om krise og arbejdsløshed, fordi Mads havde fået varsel om fyringer på sit arbejde. Denne bekymring slap vi heldigvis af kort inde i det nye år, da Mads fandt et nyt arbejde. Truslen var dog reel; fyringsrunden er blevet gennemført i slutningen af året, og når vi hører hvem som er blevet fyret, så lyder det som om Mads også kunne have været blandt de fyrede.

På mit eget arbejde har der også været krise, idét askeskyen i april måned gjorde at vi ikke kunne gøre vores arbejde i mange dage. Jeg var på et tidspunkt alvorligt bekymret for mit job, men koncernen offentliggjorde endnu et milliard-overskud ved regnskabsårets afslutning i efteråret, så helt galt gik det ikke.

Nye oplevelser

Året 2010 har for mit vedkommende stået i oplevelsernes tegn. Jeg har i år gjort en ekstra indsats for at komme ud og se og opleve noget – og gerne noget nyt. Jeg er blevet storkunde hos FOF og har været til foredrag om Blekingegadebanden, Brdr. Price og særligt sensitive mennesker. Det er også blevet til et par kurser i mindfulness, hvor jeg bla. har lært lidt om at meditere. Jeg har også været på Arken, set Skt. Hans-bål på Marienborg og til cykelløb i nærområdet, og i november gik jeg med til mit første blogtræf og mødte en masse nye mennesker.

Rejser

Der blev derimod ikke er så mange rejser at rapportere fra i år. I starten af året havde vi planer om at tage til Tromsø med min veninde, men det blev i første omgang udskudt pga fyringstruslen på Mads’ arbejde. Efter den utrolig lange vinter havde vi pludselig ikke så meget lyst til at tage en tur nord for polarcirklen, og vi besluttede i stedet at tage en uge til Mallorca. Vi havde en fantastisk tur i september, hvor vi bare nød solen og vandet – jeg tør godt sige at batterierne virkelig blev ladet op igen for os alle 3.

Sommerhus

En væsentlig grund til at vi ikke har rejst så meget i år, er selvfølgelig at vi har anskaffet os vores sommerhus. En del af de penge, vi ellers ville bruge på at rejse, skal nu gå til driften af dette lille hus. Det føles nu ikke så hårdt rent økonomisk at have sommerhuset – vi føler faktisk ikke at vi har mærkbart færre penge i hverdagen.

Til gengæld er glæden ved at have sommerhuset kæmpe stor! I 2010 har vi holdt både vinterferie, sommerferie og adskillige weekender i sommerhuset, og vi elsker det hver gang vi åbner døren og træder ind i stuen deroppe. I juni holdt vi en yderst vellykket familiefrokost med mine forældre, min morbror og hans kone. Alt var bare perfekt og vejret var super skønt, så vi havde en rigtig dejlig dag. Senere på året har vi også fejret min mors fødselsdag deroppe.

Det har dog ikke kun været fest; der bliver også ordnet nogle pligter deroppe. Huset og især haven var jo meget misligholdt da vi overtog det, og der har også i 2010 været en del ting som skulle ordnes. I foråret begyndte ukrudtet igen at spire, og vi indså at trods en masse timers arbejde med ukrudtsbekæmpelse måtte vi ned under fliserne på terrassen for at komme det helt til livs. Vi tog simpelthen alle fliserne op, fjernede rodnet, lagde ukrudtsdug og lagde alle fliserne igen – et kæmpe arbejde! Ved samme lejlighed lagde Mads en helt ny trappe fra terrassen ned i haven. I september malede vi huset og garagen med hjælp fra mine forældre. Nu står huset da også i en relativt god stand med kun få udestående reparationsarbejder tilbage.

Det nye år

Alt i alt har det været et dejligt år med en masse dejlige oplevelser. Jeg har forsøgt at tænke nyt og prøve at komme lidt ud af  mine sædvanlige cirkler ved at opsøge nye fora og nye oplevelser. Og jeg har dyrket mine nære relationer ved at have oplevelser sammen med mine yndlingsmennesker. Hvad det nye år byder på aner jeg ikke, men jeg går det i møde med optimisme og gå-på-mod.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg:

Rolleunderskud

Jeg tror det er vigtigt for de fleste mennesker at udfylde en plads i livet. At gøre nytte, at varetage en opgave eller at have en funktion. Alt i alt at have en eller anden form for rolle i relation til andre mennesker – det er tæt knyttet til ens identitet. Man ser tydeligt hvor vigtige roller er når det er tid til at skifte dem, f.eks. afslutte en uddannelse, skifte job, eller ændringer i familie-situation. Det er meget ressourcekrævende og kan være stressende for den enkelte.

Når jeg tænker på mit liv på den måde, så giver det mening at jeg nogen gange føler mig lidt i et vadested. For jeg har sluppet en del af mine roller, og der er ikke kommet nær så mange nye til.

Ven

I løbet af de sidste mange år har min rolle overfor en lang række mennesker ændret sig meget. Over årene er ret mange mennesker gået fra at have mig som ven til at have mig som bekendt. Der er ikke så mange der er gået den anden vej. Rollen som ven har jeg idag kun overfor ganske få mennesker.

Søster

For 10 år siden flyttede min bror til USA. Efterhånden som årene er gået, har det vist sig at det er en permanent situation, og min rolle som søster eksisterer derfor næsten ikke idag. Jeg er jo stadig hans søster sådan rent biologisk/familiært, men vi er ikke en del af hinandens liv til hverdag og kun sjældent til fest og andre særlige begivenheder. Så i praksis er min søster-rolle blevet meget lille.

Studerende

I mange år har jeg uddannet mig ved siden af mit fuldtidsjob. Da jeg blev færdig som Datanom var jeg egentlig glad for at lægge rollen, som en person der uddanner sig, på hylden. Det var svært at rumme sammen med alle de andre roller.

Medarbejder

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 19 år. Min faglige rolle har udviklet sig. Jeg startede som piccoline og idag er jeg intern konsulent. Som mit nuværende job er skruet sammen, er det ikke helt klart hvad min rolle er. De forudsætninger, som var sat op for stillingen da jeg startede, er ret udviskede pga. organisationsændringer. Idag varetager jeg så vidt forskellige opgaver, at jeg nogengange har svært ved at finde ind i en rolle omkring mit job.

Datter

En rolle som jeg har haft hele mit liv og forhåbentlig har et godt stykke tid endnu, er rollen som datter. Jeg har et godt forhold til mine forældre, bor ret tæt på dem og vi er en stor del af hinandens liv. Rollen har naturligvis ændret fra at være et barn i en familien til at være en voksen person der har sit eget selvstændige liv og sin egen lille familie. Men det er en ny rolle som jeg befinder mig godt med.

Partner

I 2004 mødte jeg min mand, og efter 10 års singletilværelse fik jeg langsomt en ny rolle i mit liv; rollen som partner/kæreste/ægtefælle. Det er idag en rolle som fylder meget for mig. Det beriger mit liv uendelig meget. Og det stiller nogle krav til mig, som jeg gør mig meget umage for at leve op til.

Når jeg gør det op sådan her, så tror jeg at jeg er i noget man kunne kalde rolleunderskud. På trods af de nye roller som partner og voksen datter, så tror jeg at jeg har mistet mere ved ikke længere at være søster for min bror og en del af en vennekreds. Når jeg samtidig har svært ved identificere min rolle på arbejde, så er der meget at forholde sig til.

Det er ikke fordi det er et problem hele tiden, men jeg kan godt mærke at det er en frustration ind imellem. Jeg kan godt få en følelse af at det hele er ligegyldigt, af ikke at høre til og jeg kan savne at betyde noget for de mennesker som har valgt mig fra.

Kan man gøre noget ved det? Jeg må acceptere de forandringer som skyldes andre menneskers valg. Men man kan være opsøgende omkring nye roller. Jeg kan mærke at jeg søger henimod nye roller i forskellige sammenhænge, f.eks. blogger, FOF-kursist, sommerhusejer. Jeg tror egentlig at der i fremtiden skal komme masser af nye roller. Jeg har lyst til at få nye roller. Mulighederne er jo uendelige, det er bare om at få øjnene op for dem.

Lignende indlæg:

Videre med foråret

Det styrter afsted, tiden, foråret, hverdagen… Den forgangne uge har været virkelig hektisk.

Jeg har mere travlt på arbejde end nogensinde, og samtidig kæmper min virksomhed med en helt ukendt og hidtil uset modstand i form af vulkan-aske. Det er en underlig ambivalent fornemmelse, for aske-krisen gør mig bekymret for om jeg bliver fyret lige om lidt. Der har ikke været nogen indikationer af om det kan blive konsekvensen, det er bare min egen bekymring. Men den fylder også en del.

I haven vælter det frem med skvalderkål, og drivhuset skal gøres klar til den nye sæson. Igår var vi afsted til vores yndlingsplanteskole i Køge efter drivhusplanter – lidt tidligere end vi plejer, men så må planterne bare stå indenfor indtil det bliver varmt nok til at komme ud i vores uopvarmede drivhus. Selvom vi havde besluttet os for at begrænse os med antallet af chili-sorter, lod vi os alligevel friste til at tage 3 nye sorter med hjem: Flourescent Purple, Chocolate Bhut Jolokia og Aji Bolivian.

Forårsblomsterne trives godt i år – især er jeg glad for at se pinseliljerne komme så flot i år. Og så har jeg igen i år fundet violer under hækken mod genboen – den sødeste lille fine blomst med en ufattelig skøn duft, rigtig gammeldags og så alligevel 2010.

Aftalerne vælter ind – vi skal både til 2 års fødselsdag i maj, 70 års fødselsdag hos vennepar der holder deres hhv. 30 og 40 års fødselsdag til juni, og weekenden inden skal vi til sølvbryllup. Samtidig vil vi også gerne tilbringe et par forårsweekender i sommerhuset, og Mads skal til flere forskellige MTB-løb og den traditionelle tur til Harzen i Kr. Himmelfarts-ferien. Heldigvis har vi også lykkedes med selv at invitere til lidt samvær, idét min morbror og hans hustru besøger os i sommerhuset i starten af juni. Det glæder jeg mig til.

Og oveni det hele starter jeg på tirsdag på FOF-kursus i Mindfulness. Iflg. beskrivelsen skulle teknikken hjælpe éen med “…at mærke dine egentlige behov i stedet for at drukne i tankestrømme, stress og præstationskrav…” hvilket jeg tror jeg kunne have rigtig godt af. Kurset foregår 4 tirsdag aftener henover april, maj og juni.

Lignende indlæg:

Hvad nu hvis….

I øjeblikket står flyene stille i Københavns Lufthavn. Tidspunktet for, hvornår flyvninger kan genoptages, udskydes til kl 12, kl 18, kl 2 i nat….. En masse mennesker er strandet i lufthavne eller har udsigt til ikke at kunne komme afsted på planlagte rejser.

Jeg arbejder i IT-afdelingen i et luftfartsselskab og følger derfor med på nærmeste hold. Vores forretning står stille, og det er bestemt ikke godt. Det er naturligt at tænke på hvor længe det mon varer. Meldingerne fra meteorologer er meget vage, og der er i virkeligheden ikke nogen der for alvor afviser, at det her kan fortsætte i lang tid. Og så begynder det at ligne noget der ændrer samfundet ret meget.

Hvad nu hvis det ikke stopper i løbet af et par dage? Hvad hvis Katla går i udbrud og disse problemer fortsætter i årevis? Hvad sker der egentlig?

Hvis mit firma ikke kan flyve med sine fly, så forsvinder grundlaget for forretningen. Så ryger grundlaget for mit job. Københavns Lufthavn er en arbejdsplads med 22.000 medarbejdere. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange mennesker der er beskæftiget med luftfart i Nordeuropa. Hvad betyder det for samfundet hvis så mange mennesker pludselig bliver ledige på en gang?

Dertil kommer hvad der sker med naturen. På Island vil det være en helt direkte påvirkning. Så kan menneskerne på Island måske komme ned og bo hos os. Men det vil måske også betyde syreregn, askenedfald og fluorforgiftninger der vil ødelægge natur og give problemer for dyr og mennesker andre steder på kloden.

På en måde er det meget sejt at naturen løfter sin pegefinger og siger ‘Hov hov – det er i sidste ende mig der bestemmer’. Man kunne tage det som en magtdemonstration fra naturens side. En lærestreg for alt det vi har gjort ved naturen? Måske ender vi med at forstå at vi ikke er nødt til at flyve rundt på hele kloden for at blive lykkelige mennesker, og finder andre måder at holde ferie og drive forretning på.

Lignende indlæg:

Der sker ikke noget

Der har været lidt stille fra min side på Twitter, Facebook og bloggen. Det er fordi der ikke rigtig er noget at fortælle. Der sker ikke rigtig noget. Og jeg har heller ikke så mange tanker, idéer og føler mig ikke så inspireret.

Det skyldes nok hovedsagelig at jeg prøver at overleve den her hårde vinter med sparsomt dagslys og hård kulde. Det tager mere energi at klare min hverdag end på andre tider af året. Bare det at klæde sig på til at cykle i det her vejr tager tid og kræfter, jeg er jo så pakket ind at jeg dårligt kan dreje hovedet, og det er tungt, tungt at løfte benene med skibukser udenpå jeans’ene og store tunge støvler. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg ofte nødt til at sidde og sunde mig og få varmen under et tæppe, før jeg er klar til indkøb, aftensmad osv.

En anden afgørende faktor for stilstanden er, at vi er i en venteposition i vores lille familie. I september blev der varslet fyringer på min mands arbejdsplads, og de ville ske i det nye år. Så nu hvor året er skiftet går vi og venter på at han bliver fyret. Eller at han går fri. Det som ellers kunne give håb og forventningens glæde må vi sætte på standby. Vi venter f.eks. med at bestille rejsen til Tromsø som var planlagt til februar, til vi har en afklaring.

Jeg kunne selvfølgelig godt skrive lidt mere om hvad det gør ved mig at sætte livet på standby, mens et firma beslutter sig for hvem der skal fyres. Jeg prøver faktisk på ikke at tænke så meget på det. For det kan jo ligeså godt være at der ikke sker noget, og så er alt jo som det plejer.

Lignende indlæg: