Det er sundt!

Det er en mega-trend at gå op i sin krop, sundhed og at undgå sygdom. Motion og kost er hotte samtaleemner og helt uundgåelige i medierne. På arbejdspladserne gives der omfattende støtte til deltagelse i DHL-stafet og man tilbydes sundhedstjek. Personligt er jeg faktisk ved at være træt af, at alting handler om kroppen og kunne godt snart tænke mig at snakke om noget andet. Der er trods alt andet i livet end den fysiske krop.

Men indtil videre er det det vi alle snakker om, og det er næsten et uudtømmeligt emne. Når nu vi snakker så meget om det, skulle vi så ikke til at være lidt mere præcise? Sætningen ’Det er sundt’ slynges ud om mange, mange fødeemner og aktiviteter, og det synes at være en endegyldig værdi at være sund. Men som der kommer mere og mere viden og forskning er sundhed jo ikke bare 1 ting.

Når damerne over frokostbordet siger at en eller anden grøntsag er sund, så mener de som regel at den er god at spise hvis man vil tabe sig eller forhindre overvægt. Men der er jo også mange andre former for sundhed, som ikke handler om kalorier.

Et andet aspekt af sundhed kunne være at sørge for at være vel-ernæret i forhold til at få alle de vitaminer, mineraler mv. man har brug for. Det er ikke det samme som at passe på vægten.

Dernæst kan man tale om ting der er sunde for hjertet – motion og fødevarer. Der er også en række ting som man ved er hhv. godt og dårligt i forhold til forebyggelse af kræft.

Selv er jeg mere optaget af psykisk sundhed, selvom jeg godt ved at krop og psyke ikke kan adskilles. Men jeg synes vi skal passe på ikke at fokusere for meget den fysiske krop. Jeg synes det er ved at tage overhånd. Jeg er bekymret for alle dem der synes, at en Ironman er det ypperste man kan bruge sin fritid på, eller dem der kun spiser kød fordi de er på Dukan-kur eller Stenalderkost. Udover de fysiske mén man kan få af at være så ekstrem, er jeg bekymret for stress, følelsesmæssig og åndelig underernæring og tab af nærhed i familier og vennegrupper.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2013

Hvad jeg har lavet i min sommerferie? Jo, nu skal du høre…

I år har vi valgt udelukkende at tilbringe ferien hjemme og i sommerhus. Efter et par dage med tøjvask, oprydning, rengøring mv. hjemme tog vi op til vores sommerhus i Gilleleje, og der var vi i lidt over 2 uger. Sidste år kneb det desværre for  mig med at få slappet helt af, hvilket nok var et forvarsel til det stressnedbrud der kom senere på året. Men i år gik det meget bedre. Jeg har simpelthen slappet så meget af og lavet så meget af ingenting, at jeg før i tiden ville synes at jeg skulle skamme mig. Men det gør jeg ikke, for jeg ved at det er sundt og nødvendigt.

Som altid lykkedes det at tilbringe tiden med en god blanding af socialt samvær, indadvendthed og kulturelle oplevelser.

På den sociale konto startede vi med et dejligt besøg af min fætter og hans familie, incl. deres lille nye 3 måneder gamle hundehvalp. Jeg elsker at være sammen med min familie, det gør mig så glad. I sommerhuset fik vi også besøg af mine forældre til hvad der er blevet lidt af en sommertradition; frokost på terrassen og en lille ekskursion i sommerlandet.

Indadvendtheden fik vi bla. gennem film. I år faldt vi over overraskende mange gode film i fjernsynet om aftenen, så vi har fået set rigtig mange film i denne ferie. Det er sjældent at vi får set film i hverdagen, da det tit kommer til at kollidere med andre aktiviteter og en fornuftig sengetid. Det var en stor nydelse for os begge bare at fordybe os i en god film. Og ellers nød vi vores solstole i skyggen på græsplænen med blade og rugbrødschips indenfor rækkevidde.

Normalt bruger jeg også bloggen som et sted at være indadvendt, ved at skrive blogindlæg. Der plejer at komme flere ideer til blogindlæg når jeg har fri, og det er der også kommet i år, men de er ikke blevet til færdige indlæg endnu. Min beskrivelse af 5:2 faste-diæten har givet anledning til en del besøg på bloggen og en masse anden interesse, så jeg har en masse nye vinkler at skrive ud fra.

Behovet for at opleve noget blev i år dækket ved et besøg på Gilleleje Museum. Udover en permanent lokalhistorisk udstilling, havde de i år en særudstilling om Gillelejes rolle under 2. verdenskrig. Ca. 20% af alle jøder det blev sejlet til Sverige kom via Gilleleje. Der var en masse spændende personberetninger om både jøder og lokale handelsfolk og fiskere, både positive og negative historier. Meget gribende udstillede man de genstande som en stor gruppe jøder efterlod, da tyskerne afslørede deres gemmested på loftet af Gilleleje Kirke i oktober 1943. Der sad bla. en sød lille bamse med hjemmestrikkede bukser i den montre – bare hjerteskærende.

Gilleleje Museum

En kunstnerisk WOW-oplevelse blev det også til. Vi tog ud til Rudolph Tegners Museum og Statuepark i Dronningmølle. Indtil da var alt jeg kendte til dette museum, at min bror i sin spejdertid ved flere lejligheder var blevet sendt på natløb ud og sprænge den store betonblok, som museet er, fiktivt i luften. Men det var sørme så meget mere end det. Vi startede med at se en film om kunstnerens liv, da vi ikke rigtig vidste noget om ham. Dernæst en rundtur i museet, hvor det ene imponerende værk efter det andet fik os til at tabe underkæben. Selve bygningen var også langt mere interessant end man umiddelbart skulle tro når man ser den udefra, og i midten lå kunstneren og hustru selv til hvile. Der var også en interessant beskrivelse af processen omkring støbning af de store statuer. Udenfor et hedelandskab med lyng, får og sandet jord, hvor der var 15 værker langs en rute i landskabet. En genial blanding af kunst og natur, og vi ærgrede os grundigt da det blev uvejr og vi måtte gøre besøget kortere end ønsket. Her et billede af en imponerende kæmpestor og smuk Afrodite.

Afrodite

Vores bils aircondition valgte at gå sig en tur lige inden ferien. Samtidig valgte vejret at være meget varmt og solrigt det meste af ferien. Det blev derfor til en del cykelture, både til indkøb, ud og få en is og til stranden. Min lår fik lidt af en brat opvågnen efter mange år med el-cykel, men de klarede heldigvis udfordringen med bakkerne i vores område.

Og netop vejret har meget af æren for at det har været så afslappet og tilbagelænet. De første 9-10 dage var det bare tørvejr og solskin, så vi lod bare duge, puder mv. blive i haven natten over. Totalt sydlandsk stemning. Desværre kom der også torden lidt senere – desværre, fordi det gør vores elskede hund så bange. Den dag vi var på Tegners museum stak hun faktisk af fra sommerhuset og løb i timevis i området indtil nogen fik fanget hende ind og ringet til os. En frygtelig oplevelse, der afspejler hvor panisk hun har været – normalt vil hun slet ikke ud når det er tordenvejr, men denne gang har hun tilsyneladende villet finde os; hendes mennesker. Vi er lykkelige for at hun ikke er kommet noget til rent fysisk, og rystede over hele situationen.

Nu nyder vi så den sidste weekend i ferien hjemme i Virum. Vi har fået pakket ud og vasket tøj, og slapper nu bare af inden hverdagen kommer buldrende. Det er såmænd ikke så slemt i år, for der ligger en masse nye spændende ting i den kommende tid. På arbejde bydes der på organisationsændring (ny chef) og fysisk omrokering. Og i fritiden sker der en masse indenfor 5:2 fastediæten, fordi der udkommer en række bøger på dansk. I næste uge bringer Ude og Hjemme et interview med undertegnede i samme anledning, og jeg har også fået en henvendelse fra Politikens forlag om noget evt. aktivitet her på bloggen. Der er nok at se frem til lige nu.

Lignende indlæg:

Facebook som betalt tjeneste

Da Facebook blev lanceret tilbage i starten af årtusindet, kunne det ikke ret meget. Man kunne finde gamle klassekammerater, noget som var prøvet før af bla. Jubii. Til at starte med handlede det meget om at have en side der præsenterede een selv, og vi som havde egen hjemmeside kunne vist ikke se så meget fidus ved det. Men over årene har tjenesten som bekendt udviklet sig temmelig meget.

Idag er Facebook en avanceret netværkstjeneste, hvor vi kan forbinde os til hinanden og dele tanker og oplevelser med hinanden. Facebooks succes er indiskutabel, og fungerer vist nærmest som det primære opslagsværk når man skal finde nogen. Oveni i de mellemmenneskelige relationer bruges Facebook også som kontaktforum for organisationer, firmaer, offentlige instanser og meget andet.

Alt dette får vi gratis. Vi skal bare holde ud at se på nogle reklamer, og det gør vi gerne. Ind i mellem spreder der sig rygter om, at man på et tidspunkt skal til at betale for Facebook, og det afstedkommer altid store protester blandt brugerne. Selvom mange af os har svært ved at forestille os ikke at skulle bruge Facebook, vil vi ikke betale for det.

I takt med at vi lægger mere og mere personlige oplysninger ind på Facebook, diskuteres det mere og mere hvordan rettigheder og sikkerhed håndteres. Har Facebook ret til at bruge dine feriebilleder til markedsføring? Ejer Facebook indholdet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de oplysninger man indtaster om sig selv bliver brugt til at målrette de reklamer man præsenteres for.

Senest er der meldt om en ny app til Android-telefoner, som vil infiltrere hele telefonen. Noget af det har f.eks. Sony i forvejen har arbejdet med i mange år – f.eks. at man kan se informationer fra Facebook når man kigger på sine kontaktpersoner på telefonen. Jeg er lidt bekymret for, hvor omfattende denne app bliver, og jeg har faktisk været inde og framelde automatisk opdatering af denne app i Google Play, så jeg lige kan se det lidt an før jeg selv opdaterer.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at Facebooks primære formål i bund og grund IKKE er at forbinde mennesker med hinanden, men en tjeneste der er designet til at give virksomheder en avanceret markedsføringskanal. Det er simpelthen et avanceret katalog over potentielle købere af alt mellem himmel og jord, som er meget værd for virksomheder. Pludselig virker ideen med at betale for denne service ikke så skræmmende. Jeg ville egentlig gerne betale for at have dette forum, hvor jeg nemt kan se hvordan min brors Hummer-tur til Utah gik, hvor jeg kan vise et sjovt billede af min hund til dem der er interesserede i det, og hvor jeg kan give en sidste hilsen til en afdød eks-kollega fra Barcelona. Især hvis det betyder, at jeg selv ejer mine billeder og at mine oplysninger ikke bliver solgt til firmaer som vil sælge ting til mig. Lidt på samme måde, som jeg i højere grad er blevet villig til at betale rimelige småbeløb for apps, som tilbyder mig en god service.

Virkeligheden er nok, at det kommer ikke til at ske. For det er en fuldstændig anden businesscase end den Facebook er opbygget på. Desuden er det store flertal af brugerne nok ikke interesserede i at betale for tjenesten.

Lignende indlæg:

Nytårsaften med hund

Vi havde vidst længe, at det nok ville blive et problem for Adina at udholde den danske tradition med at fyre fyrværkeri af i stor stil nytårsaften. I sommers fandt vi nemlig ud af at hun var bange for tordenvejr.

Vi begyndte derfor at undersøge de forskellige hjælpemidler der findes og valgte at prøve Zylkene, som er et kosttilskud der er baseret på komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte som hvalp, da den diede hos sin mor. Vi synes hun blev knap så bange for torden når hun fik disse kapsler, så fra midten af december har vi givet hende Zylkene hver dag.

I dagene op til nytårsaften har hun klaret lyden af fyrværkeri fint. Hun har reageret ved at kigge op, men ellers været helt normal. Men selve nytårsaften gik bestemt ikke ubemærket hen.

Allerede fra omkring kl. 16 begyndte Adina at blive urolig. Foruden kropssproget, som er uroligt, kan man se det på hendes ører, som vender udad og ikke fremad som normalt. Hun begyndte at rejse sig og finde et nyt sted at ligge oftere end normalt, og begyndte også at ville ligge under spisebordet eller på badeværelset, hvilket hun ikke gør normalt. Hun piver ikke, men er mere opsøgende overfor os mennesker.

Da fyrværkeriet tog til ud på aftenen havde hun det bedst hvis hun kunne have fysisk kontakt med enten mig eller Mads, og hun var mest tryg hvis vi begge sad ned i nærheden af hende. Vi forsøgte selvfølgelig at forholde os roligt og ikke signalere at dette her var noget man skulle være bange for. Men det er svært ikke at prøve at trøste hunden lidt. Vi havde gået 2 lange ture med hende inden det blev mørkt og befandt os i sommerhuset i et håb om at der ville være mindre fyrværkeri end hjemme i Virum. Og jeg synes Adina klarede det fint, taget i betragtning den angst vi har set ifm. tordenvejr i sommers.

Dengang rystede hun over hele kroppen og prøve at kravle ind under små borde og søgte helt ind i hjørnerne af stuen og badeværelset. Denne gang var det ‘kun’ lidt hurtig vejrtrækning, og hun havde ikke trang til at søge helt så langt væk. Det virker som om at Zylkene tager toppen af hundens angst, og det er godt, for man kan blive helt bekymret for om hunden kan tåle sådan en nervøsitet. Når jeg ser hende sådan tænker jeg hvordan hun mon opfatter disse brag – tror hun at huset eller hele verden er ved at brase sammen? Udenfor ville hun i hvert fald ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hende, at det ikke er farligt.

Idag er Adina glad og frisk, har været på 2 middellange gåture og slappet af. I skrivende stund ligger hun på gulvet mellem mig og Mads. Hun må også være vældig træt efter sådan en urolig aften igår.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg:

Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg:

Sundhed og samfundssind

Puha, det er svært som overvægtig at være vidne til debatten om sundhedsydelser i fremtiden. Oplægget til debat er, at der i fremtiden vil være så mange patienter, at samfundet ikke vil have ressourcer til at behandle alle. Diskussionen går så på hvordan man skal fordele ressourcerne. Skal man nedprioritere sygdomme som kunne have været forebygget, lidelser som er selvforskyldt? Jeg ser for mig, at jeg som 70-årig ikke vil kunne få hjælp hvis jeg får et hjerteanfald, fordi jeg vejer for meget.

I Mads og Monopolet i lørdags behandlede de et dilemma, hvor en mand spurgte om han kunne skifte læge, fordi lægen var overvægtig. Lytteren havde ikke tillid til lægens kompetencer med den begrundelse, at lægen åbenbart ikke har forstand på sundhed når hun var overvægtig. Monopolet synes det var en valid grund til at skifte læge, og diskussionen gik ellers videre over på samfundsproblemet ved usund levevis. Annette Heick gav især udtryk for en frustration over at så mange mennesker er overvægtige, og følte at man som slankt menneske ikke må sige noget om det.

På DR2 sent søndag aften så jeg i Deadline 2. sektion en lidt dybere debat om emnet. Her sad 3 akademikere/eksperter, og der blev bla. snakket om samfundssind. Bente Klarlund mente, at vi er nødt til at begynde at tænke i baner af, at vi skal opføre os ansvarligt med vores helbred, fordi det koster samfundet penge når det går galt. Kjeld Møller Pedersen udtrykte det med det gamle slogan fra fagforeningerne: “Kræv din ret, gør din pligt”.

Uha…. Der er 2 ord jeg gerne vil adressere her. Samfundssind og Selvforskyldt.

Selvforskyldt

Lad mig starte med Selvforskyldt. Jeg synes det er overfladisk at mene, at rygere, tykke mennesker og alkoholikere selv er skyld i deres usundhed. Der er en lang række genetiske, sociale, traditionsbundne og kulturelle årsager til at man spiser for meget, ikke motionerer, drikker for meget eller ryger. Jeg tror det er langt mere kompliceret end som så. Som ikke-ryger kan jeg sagtens synes, at man (jeg) da bare kan lade være med at ryge. Men det kan alle ikke bare – det er jo tydeligt. Ligesådan kan et slankt menneske sikkert også tænke om mig, at jeg jo bare kan lukke munden og lade være med at spise det jeg gør. Men så let er det bare ikke.

Når man begynder at se på dette emne som et samfundsproblem og overvejer lovgivning med mere, så synes jeg at denne tankegang får nogle helt uoverskuelige dimensioner. For er det så ikke rimeligt at man tager ALLE selvforskyldte lidelser med på listen over det som sygehusene skal nedprioritere? Hvad med folk der kommer til skade i trafikken fordi de taler i mobiltelefon, unge piger som skærer sig i armene med barberblade, folk som brækker benene på skiferie? De beder vel også selv om at blive syge, eller hvad? Jeg ved godt at rygning, fedme og alkohol fylder uforholdsmæssigt meget i statistikken i forhold til de andre ‘selvforskyldte’ lidelser, men hvor er retfærdigheden henne, når man går ned ad den vej?

Samfundssind

Egentlig kan jeg godt lide Bente Klarlunds argument om samfundssind. Jeg er selv en ret ‘artig pige’ som altid gør sin pligt og aldrig snyder i skat. Jeg gør mange ting i min hverdag af hensyn til andre end migselv, f.eks. miljøhensyn.

Jeg har bare aldrig tænkt på at holde mig slank for samfundets skyld. Jeg har tænkt at jeg ikke generer nogen andre end migselv ved at veje for meget. Men det er jo rigtig nok at man potentielt ligger samfundet til last.

Som djævlens advokat kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget samfundssind man mon kan mobilisere i danskerne. Vi elsker at snyde i skat, udføre sort arbejde og begå socialt bedrageri hvis vi kan komme afsted med det. På den anden side er det efterhånden socialt uacceptabelt at køre spritkørsel, vi kører mere med cykelhjelm og ryger mindre indendørs end før. Kan man virkelig lave et værdiskifte henimod at se det som hensynsløst at sløse med sin egen sundhed?

Mit bedste bud er, at det nok bliver som med miljøhensyn og andre ting – nogle idealistiske mennesker kan godt lave ændringer i deres liv, men den store brede masse vil være motiveret af deres egen lykke og pengepung og ikke af samfundshensyn. Når jeg debatterer, om det er OK at jeg ikke har valgt at få børn, hører jeg også nogen gange argumentet om, at jeg ikke viser samfundssind når jeg ikke producerer fremtidige skatteborgere. Men helt ærligt – hvor mange mennesker får børn for samfundets skyld? Min pointe er, at det er en indgroet ting for danskerne at tage hensyn til sig selv først.

Men hvad skal vi så gøre?

Det er jo nemt nok at sidde her og skyde alle ideer ned. Jeg kan ikke byde på en færdig, forkromet løsning på problemet. Jeg tror at oplysning stadig kan gøre den del, og ellers vil det nok batte en del hvis den usunde mad/drikke/røg ikke var så billig. Man kunne også overveje helt at forbyde visse produkter.

Men bagved alt dette ligger jo spørgsmålet om hvorfor vi har denne selvdestruktive adfærd. Her tror jeg at der er nogen helt grundlæggende ting i den måde vi har skruet samfundet sammen på, som vi må se på. F.eks. rummelighed på arbejdsmarkedet, opgør med perfektionisme og reduktion af stress.

Jeg kunne få helt lyst til at smide mine overflødige kilo, alene for at kunne deltage i denne debat uden at fremstå som et offer – en af dem der peges på som samfundsskadelig. Så er det også mere sandsynligt, at man gider at bruge defibrilatoren på mig, når jeg får det der hjerteanfald om 30 år.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om efterløn

Statsministeren fik med sin nytårstale skudt en debat i gang om efterlønnen. Ikke at det ikke har være debatteret før, men nu kaster regeringen sig på banen og vil afskaffe den helt. 16 milliarder kr. koster efterlønsordningen om året, og de penge brænder i lommen på økonomer, politikere og mange andre.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

  1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
  2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
  3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Lignende indlæg:

Opgørelse af mit 2010

Året 2010 rinder ud, og det er igen tid til at gøre status. Da jeg begyndte mine overvejelser om indholdet i dette blogindlæg, var min første tanke at der ikke var sket noget særligt i 2010. Det var nok fordi jeg sammenlignede med sidste år, hvor vi som en helt stor begivenhed anskaffede os sommerhus. Men når jeg tænker nærmere over det, og ser årets billeder igennem, er der alligevel sket en hel del.

Krise og utryghed

Jeg sluttede sidste år af med lidt dystre tanker om krise og arbejdsløshed, fordi Mads havde fået varsel om fyringer på sit arbejde. Denne bekymring slap vi heldigvis af kort inde i det nye år, da Mads fandt et nyt arbejde. Truslen var dog reel; fyringsrunden er blevet gennemført i slutningen af året, og når vi hører hvem som er blevet fyret, så lyder det som om Mads også kunne have været blandt de fyrede.

På mit eget arbejde har der også været krise, idét askeskyen i april måned gjorde at vi ikke kunne gøre vores arbejde i mange dage. Jeg var på et tidspunkt alvorligt bekymret for mit job, men koncernen offentliggjorde endnu et milliard-overskud ved regnskabsårets afslutning i efteråret, så helt galt gik det ikke.

Nye oplevelser

Året 2010 har for mit vedkommende stået i oplevelsernes tegn. Jeg har i år gjort en ekstra indsats for at komme ud og se og opleve noget – og gerne noget nyt. Jeg er blevet storkunde hos FOF og har været til foredrag om Blekingegadebanden, Brdr. Price og særligt sensitive mennesker. Det er også blevet til et par kurser i mindfulness, hvor jeg bla. har lært lidt om at meditere. Jeg har også været på Arken, set Skt. Hans-bål på Marienborg og til cykelløb i nærområdet, og i november gik jeg med til mit første blogtræf og mødte en masse nye mennesker.

Rejser

Der blev derimod ikke er så mange rejser at rapportere fra i år. I starten af året havde vi planer om at tage til Tromsø med min veninde, men det blev i første omgang udskudt pga fyringstruslen på Mads’ arbejde. Efter den utrolig lange vinter havde vi pludselig ikke så meget lyst til at tage en tur nord for polarcirklen, og vi besluttede i stedet at tage en uge til Mallorca. Vi havde en fantastisk tur i september, hvor vi bare nød solen og vandet – jeg tør godt sige at batterierne virkelig blev ladet op igen for os alle 3.

Sommerhus

En væsentlig grund til at vi ikke har rejst så meget i år, er selvfølgelig at vi har anskaffet os vores sommerhus. En del af de penge, vi ellers ville bruge på at rejse, skal nu gå til driften af dette lille hus. Det føles nu ikke så hårdt rent økonomisk at have sommerhuset – vi føler faktisk ikke at vi har mærkbart færre penge i hverdagen.

Til gengæld er glæden ved at have sommerhuset kæmpe stor! I 2010 har vi holdt både vinterferie, sommerferie og adskillige weekender i sommerhuset, og vi elsker det hver gang vi åbner døren og træder ind i stuen deroppe. I juni holdt vi en yderst vellykket familiefrokost med mine forældre, min morbror og hans kone. Alt var bare perfekt og vejret var super skønt, så vi havde en rigtig dejlig dag. Senere på året har vi også fejret min mors fødselsdag deroppe.

Det har dog ikke kun været fest; der bliver også ordnet nogle pligter deroppe. Huset og især haven var jo meget misligholdt da vi overtog det, og der har også i 2010 været en del ting som skulle ordnes. I foråret begyndte ukrudtet igen at spire, og vi indså at trods en masse timers arbejde med ukrudtsbekæmpelse måtte vi ned under fliserne på terrassen for at komme det helt til livs. Vi tog simpelthen alle fliserne op, fjernede rodnet, lagde ukrudtsdug og lagde alle fliserne igen – et kæmpe arbejde! Ved samme lejlighed lagde Mads en helt ny trappe fra terrassen ned i haven. I september malede vi huset og garagen med hjælp fra mine forældre. Nu står huset da også i en relativt god stand med kun få udestående reparationsarbejder tilbage.

Det nye år

Alt i alt har det været et dejligt år med en masse dejlige oplevelser. Jeg har forsøgt at tænke nyt og prøve at komme lidt ud af  mine sædvanlige cirkler ved at opsøge nye fora og nye oplevelser. Og jeg har dyrket mine nære relationer ved at have oplevelser sammen med mine yndlingsmennesker. Hvad det nye år byder på aner jeg ikke, men jeg går det i møde med optimisme og gå-på-mod.

Rigtig godt nytår til alle der læser med her!

Lignende indlæg: