Første indtryk fra det nye hus

Jeg har nu boet i det nye hus i en uge, og de første indtryk begynder at melde sig. Det er jo spændende, om huset lever op til de ønsker vi havde.

Først og fremmest er ophold i huset præget af, at huset er meget større end det vi har været vant til. I vores rækkehus på 75 kvm. med en fordelingsentre havde jeg hele tiden en følelse af, hvor de andre familiemedlemmer er henne, simpelthen fordi man kan høre det og mærke det på husets vibrationer. Sådan er det ikke i det nye hus. Jeg kan ikke høre hvor Mads er henne, og hvis jeg spørger ud i luften ‘hvor er du henne?’ så er det sjældent at han svarer, for han hører heller ikke mig. Og huset gungrer heller ikke, når han går fra den ene ende til den anden. Vi har også mere end 1 gang måttet lede efter Adina.

Haven er stor og dejlig. Der er træer, staudebede, frugtbuske og urtehave og så græsplæne ind i mellem. Jeg har ikke nået at bruge den så meget endnu, men den er skøn at se ud på, og Adina nyder den helt åbenlyst. Det er fuldkommen fantastisk at se hende lege fangeleg med Mads og bare SPÆNE rundt i fuldt firspring – det var der ikke plads til i haven i Virum.

En af de ting vi gerne ville ændre på med vores flytning var støj. Selvom vi boede på en lille blind vej var vi generet af trafik på den lille vej og af naboens smækken med dørene. Her i det nye hus bor vi også på en blind vej med kun 3 andre hus, men på hjørnet til en af Birkerøds mest befærdede veje. Og man kan sørme godt høre vejen, især på hverdage i myldretiden. En overvejelse om at bygge et støjhegn på den side af huset står stadig ved magt. Men det føles alligevel meget mere stille.

Trafikstøjen er maskinel, og det var primært menneske-støj der generede os. Følelsen af at der er mennesker lige udenfor soveværelsesvinduet og i forhaven og i baghaven og alle vegne er vi fuldstændig sluppet af med. Her er der meget længere hen til naboen, og alene det giver en meget større følelse af privathed. Vi har flere aftener talt om, at vi føler vi er ‘alene hjemme’ fordi vi ikke mærker naboerne på samme måde. I går havde den ene nabo tilsyneladende gæster til noget pinse-frokost/hygge, og de legede højlydt i haven. Men det generede slet ikke på samme måde, fordi der var meget større afstand. Og fordi vi bare kunne gå hen et andet sted i haven eller en anden ende af huset.

Nattero har vi tilsyneladende endelig fået. I Virum var der også om natten biltrafik, bildøre der smækkede, mennesker der snakkede og ting der blev flyttet. Det er der ikke noget af her. Godt nok har vi været godt brugte når vi er gået i seng, men det har i Virum ikke været nogen forhindring for at blive vækket af naboerne; her i Birkerød har vi samtlige nætter sovet helt uden at blive vækket – skønt!

Et af de helt store plusser, da vi valgte dette hus var nærheden til skoven. Det føles som en helt utrolig luksus at man kan gå ganske få skridt med Adina og så stå i en hundeskov, hvor hun kan løbe frit. Aha-oplevelsen kom allerede de første dage i huset, hvor vi gik og malede. At tage en pause fra malingen og gå en eftermiddagstur med Adina var så fredfyldt en oplevelse, at jeg tror det kan give en stor stress-formindskelse i hverdagen.

Her i starten har det selvfølgelig været en speciel situation – en undtagelsestilstand. Vi har jo haft ferie fra arbejde, og med det fine vejr har vi haft en følelse af at være på ferie. Da jeg tog bad første gang føltes det som at være på hotel – alting var stort og pænt og rent og hvidt. Nu banker hverdagen på, og vi skal til at leve et almindeligt liv i disse skønne rammer. Jeg kan virkelig godt se hvordan det kan fungere, for vi huset passer rigtig godt til vores livsstil. Nu skal vi til at bevæge os ud i verden med dette hus som base, og jeg er sikker på at det bliver godt. Og så er der kun 4 uger til vi har sommerferie.

Det eneste jeg er spændt på er, hvordan det skal gå med min transport til arbejde. Jeg får 6 km. på arbejde, og jeg har tænkt mig at el-cykle hele vejen som jeg plejer. Jeg er spændt på hvad benene siger til det, og hvor lang tid jeg kommer til at bruge på det.

Lignende indlæg:

Sikkerhed og risiko

I forbindelse med vores huskøb skal vi tage stilling til en hel masse administrative ting. Vi skal bla. vælge hvilken type lån vi ønsker, og vi skal beslutte os for en ejerskifteforsikring. I sidste uge havde vi besøg af en assurandør fra vores forsikringsselskab. Det giver altid anledning til tanker i helikopter-perspektiv, når man skal tage stilling til den slags; hvad kan man vente af fremtiden, og hvor risikovillig er man egentlig?

I sommers lagde vi lån om i vores rækkehus, og allerede der begyndte vi at bevæge os lidt væk fra den slagne vej, den hvor man går med både livrem og seler. Vi havde i 8 år haft et fastforrentet lån til en forholdsvis lav rente, men siden vi tog det lån er der sket meget, og vi ville gerne have glæde af den lave rente, som er markedsvilkårene i dag. Vi tog et lån med flexibel rente med ‘loft’. Vi fik ca. 2.500 kr. mere til rådighed om måneden, og kunne polstre budgetkontoen godt til dårlige tider.

Det har givet blod på tanden. Vi har nu valgt at det nye hus bliver finansieret med et rent rentetilpasningslån F1. Vi har styr på vores økonomi, vi har opsparing og vi kan godt tåle at udgiften til boliglån, som kun udgør godt en tredjedel af vores faste månedlige udgifter, svinger op og ned. Med et F1-lån får man en utrolig lav rente på sit lån, hvilket betyder at man afdrager meget på sit lån. Vi er godt klar over, at det er muligt at renten på et tidspunkt stiger, og at vi så skal overveje andre lånemuligheder. Men så længe renten er så lav som den er, vil vi gerne være blandt dem der for glæde af det.

Med et fastforrentet obligationslån sikrer man sig mod stigende renter. Så ved man hvad udgiften til boliglånet er de næste 30 år. Men det koster. I vores tilfælde ville vi skulle aflevere ca. 3.600 kr. mere af vores månedsløn til realkreditinstituttet – penge vi aldrig får igen. Med et F1-lån har vi mulighed for at sætte differencen ind på en konto og dermed have rådighed over dem, hvad enten det så er til stigende renter, en nødvendig udgift til huset eller en rejse.

Man skal jo også huske at tænke på, at indtægtssiden også er påvirket af de meget lave renter. Lønningerne stiger næsten ikke for tiden. Pensionsopsparing forrentes nu med ‘markedsrente’, så vi kan ikke se frem til som vores forældre at have mange millioner når tiden kommer til at gå på pension.

Der ligger også noget livsfilosofi bag sådan et valg. Det er noget med at erkende, at man alligevel ikke kan sikre sig mod alverdens ulykker – at se i øjnene at man ikke kan kontrollere alt omkring sig og finde ro med det. Leve i nuet. Der er en lang række ting som vi ikke selv er herre over, vi kan f.eks. miste vore jobs, og der kan opstå alverdens ulykker. Der er noget befriende ved at leve i nuet, leve efter de vilkår som livet stiller her og nu. Det nytter ikke noget at gå og frygte alle de grufulde ting der kan ske, det giver ikke noget godt til ens hverdag.

Vores nej til at gå med livrem og seler er også et nej til bekymring. Det er et udtryk for en holdning til at undgå stress. Det udspringer selvfølgelig også af en erfaring om at det nok skal gå alt sammen. Det er over 20 år siden jeg optog realkreditlån første gang, og jeg har klaret mig igennem op- og nedgangstider med skindet på næsen.

Det er lidt af de samme tanker der dukker op, når vi begynder at tænke på ejerskifteforsikring. Denne forsikring, som tilbydes en køber af et hus som erstatning for retten til at retsforfølge sælgeren i 10 år for fejl og mangler, der var ved huset før man overtog det. Når sælgeren tilbyder køberen at betale halvdelen af den billigst mulige ejerskifteforsikring, er han fri af sit 10-årige ansvar.

Da vi begyndte at undersøge mulighederne nærmere, fandt vi ud af at det var en speget affære. Forsikringerne er fyldt med forbehold og undtagelser. Et par punkter i tilstandsrapporten, og det faktum at huset er bygget i 1907 gør, at man bliver helt i tvivl om man nogensinde ville kunne vride en krone ud af den forsikring. Når man ser på aktørerne på markedet, er det som at vælge mellem pest eller kolera. Vi kan vælge vores eget forsikringsselskab, det er godt og meget, meget dyrt. Eller vi kan vælge billigere forsikringer i nogle tvivlsomme selskaber, som enten har begrænsede klagemuligheder, eller virkelig mange sager i Ankenævnet for Forsikring.

Pludselig tager man sig selv i at tænke på, om det overhovedet kan betale sig at købe disse forsikringer. Var det i virkeligheden bedre at springe denne forsikring over, og bare gemme pengene på en bankkonto og håbe på det bedste? Hvis man alligevel ikke kan få dækket skader der hidrører taget, kælderen eller murværket så er man måske bedre tjent med at have en opsparing?

Og så kommer tankerne igen om, at man alligevel ikke kan sikre sig fuldstændig mod uventede negative begivenheder. Nogle gange er man nødt til at vove sig ud på usikker grund og tage nogle risici, hvis man vil prøve nogle ting. Vi har valgt et hus der er over 100 år gammelt, og vi er meget begejstrede for den charmerende arkitektur og den gamle, kvalitetsprægede byggestil. Vi er faktisk lettede over, at vi ikke endte med at måtte købe et standard parcelhus, som der kommer 12 af på et dusin. Det valg koster åbenbart, når det kommer til forsikring. Og det må vi stå inde for. Vi har stadig en uge til at tegne en ejerskifteforsikring, men jeg ved i skrivende stund ikke, om vi ender med at gøre det.

 

 

Lignende indlæg:

En hund der er bange

December måned er hård kost for dyrene. Vores hund er som mange andre kældedyr rigtig alvorligt bange for fyrværkeri. Hun dukker sig og prøver at gemme sig under borde og bag møbler. Ørerne, som normalt vender forud hvis hun er opmærksom eller bagud hvis hun er ekstra glad, vender pludselig ud til siden, og hun får et bekymret udtryk i øjnene. Hun nægter at gå udenfor, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå vil hun hjem igen lige med det samme. Hun lader sin mad stå, når hun er bange.

Selvom det kan være en flot oplevelse at se på et professionelt fyrværkeri-show, har jeg altid været irriteret på private menneskers brug af fyrværkeri. Jeg så engang et sted, at 25% af al bly-forurening i Danmark kommer fra fyrværkeri, og forureningen er jo også tydelig på veje og gader. Dertil kommer alle skaderne på mennesker, og udover kæledyrene må de vilde dyr også blive meget stressede over fyrværkeri. Det virker på mig som en meningsløs belastning af miljø, dyr og mennesker. Og nu hvor jeg oplever helt tæt på, hvor bange min egen hund er, kan jeg blive helt hidsig over det.

Men det er ikke desto mindre virkelighed i vores samfund, og vi må prøve at leve med det. I forhold til Adina gør vi meget for at afbøde generne. For det første tænker vi meget over vores egen reaktion på bragene. Vi vil helst signalere til hunden, at det ikke er noget særligt og at vi ikke selv er bange eller urolige. Vi lader hende gemme sig, hvis hun vil det, og hvis hun søger opmærksomhed får hun det, men vi prøver at lade være med at trøste og ynke.

Første gang vi oplevede Adina bange var i forbindelse med tordenvejr om sommeren, og i den forbindelse blev vi opmærksomme de forskellige stoffer der findes til at berolige. Vi har haft gode resultater med stoffet Zylkene, som er et udtræk af komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte da den var hvalp og diede hos sin mor.

Det er vores erfaring, at hvis vi begynder at give Adina dette kosttilskud i maden fra midten af december, så er hun mindre påvirket af fyrværkeriet som virkelig tager til omkring jul og nytår. Hun bliver stadig bange, men hun ligger bare og putter sig i et hjørne. Før Zylkene oplevede vi at hun rystede over hele kroppen, hyperventilerede og var meget urolig – det ser vi slet ikke mere.

Jeg vil klart anbefale andre hundeejere at prøve dette stof. Der er ingen garantier for at det hjælper, men da det er et kosttilskud er der heller ikke nogen risiko forbundet med at prøve det af – bortset fra at det er temmelig dyrt når man skal have en stor dosis til en stor hund. Den bedste effekt opnås efter min opfattelse ved at begynde at give det nogle dage før.

Omkring nytårsaften plejer vi at tage i sommerhus. Det gjorde vi også før vi fik hund, men vi er fortsat med det i et håb om at opleve lidt mindre fyrværkeri end derhjemme. Det er noget mindre end i Virum, og det stopper tidligere på natten. Men vi slipper ikke helt, heller ikke i et sommerhusområde i Gilleleje. Med Zylkene og nogle rolige mennesker omkring hende, havde Adina faktisk en tålelig nytårsaften. Hun spiste både aftensmad og resten af min entrecote, og faldt endda i søvn flere gange i løbet af aftenen. Det tager vi som en succes.

Lignende indlæg:

Det er sundt!

Det er en mega-trend at gå op i sin krop, sundhed og at undgå sygdom. Motion og kost er hotte samtaleemner og helt uundgåelige i medierne. På arbejdspladserne gives der omfattende støtte til deltagelse i DHL-stafet og man tilbydes sundhedstjek. Personligt er jeg faktisk ved at være træt af, at alting handler om kroppen og kunne godt snart tænke mig at snakke om noget andet. Der er trods alt andet i livet end den fysiske krop.

Men indtil videre er det det vi alle snakker om, og det er næsten et uudtømmeligt emne. Når nu vi snakker så meget om det, skulle vi så ikke til at være lidt mere præcise? Sætningen ’Det er sundt’ slynges ud om mange, mange fødeemner og aktiviteter, og det synes at være en endegyldig værdi at være sund. Men som der kommer mere og mere viden og forskning er sundhed jo ikke bare 1 ting.

Når damerne over frokostbordet siger at en eller anden grøntsag er sund, så mener de som regel at den er god at spise hvis man vil tabe sig eller forhindre overvægt. Men der er jo også mange andre former for sundhed, som ikke handler om kalorier.

Et andet aspekt af sundhed kunne være at sørge for at være vel-ernæret i forhold til at få alle de vitaminer, mineraler mv. man har brug for. Det er ikke det samme som at passe på vægten.

Dernæst kan man tale om ting der er sunde for hjertet – motion og fødevarer. Der er også en række ting som man ved er hhv. godt og dårligt i forhold til forebyggelse af kræft.

Selv er jeg mere optaget af psykisk sundhed, selvom jeg godt ved at krop og psyke ikke kan adskilles. Men jeg synes vi skal passe på ikke at fokusere for meget den fysiske krop. Jeg synes det er ved at tage overhånd. Jeg er bekymret for alle dem der synes, at en Ironman er det ypperste man kan bruge sin fritid på, eller dem der kun spiser kød fordi de er på Dukan-kur eller Stenalderkost. Udover de fysiske mén man kan få af at være så ekstrem, er jeg bekymret for stress, følelsesmæssig og åndelig underernæring og tab af nærhed i familier og vennegrupper.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2013

Hvad jeg har lavet i min sommerferie? Jo, nu skal du høre…

I år har vi valgt udelukkende at tilbringe ferien hjemme og i sommerhus. Efter et par dage med tøjvask, oprydning, rengøring mv. hjemme tog vi op til vores sommerhus i Gilleleje, og der var vi i lidt over 2 uger. Sidste år kneb det desværre for  mig med at få slappet helt af, hvilket nok var et forvarsel til det stressnedbrud der kom senere på året. Men i år gik det meget bedre. Jeg har simpelthen slappet så meget af og lavet så meget af ingenting, at jeg før i tiden ville synes at jeg skulle skamme mig. Men det gør jeg ikke, for jeg ved at det er sundt og nødvendigt.

Som altid lykkedes det at tilbringe tiden med en god blanding af socialt samvær, indadvendthed og kulturelle oplevelser.

På den sociale konto startede vi med et dejligt besøg af min fætter og hans familie, incl. deres lille nye 3 måneder gamle hundehvalp. Jeg elsker at være sammen med min familie, det gør mig så glad. I sommerhuset fik vi også besøg af mine forældre til hvad der er blevet lidt af en sommertradition; frokost på terrassen og en lille ekskursion i sommerlandet.

Indadvendtheden fik vi bla. gennem film. I år faldt vi over overraskende mange gode film i fjernsynet om aftenen, så vi har fået set rigtig mange film i denne ferie. Det er sjældent at vi får set film i hverdagen, da det tit kommer til at kollidere med andre aktiviteter og en fornuftig sengetid. Det var en stor nydelse for os begge bare at fordybe os i en god film. Og ellers nød vi vores solstole i skyggen på græsplænen med blade og rugbrødschips indenfor rækkevidde.

Normalt bruger jeg også bloggen som et sted at være indadvendt, ved at skrive blogindlæg. Der plejer at komme flere ideer til blogindlæg når jeg har fri, og det er der også kommet i år, men de er ikke blevet til færdige indlæg endnu. Min beskrivelse af 5:2 faste-diæten har givet anledning til en del besøg på bloggen og en masse anden interesse, så jeg har en masse nye vinkler at skrive ud fra.

Behovet for at opleve noget blev i år dækket ved et besøg på Gilleleje Museum. Udover en permanent lokalhistorisk udstilling, havde de i år en særudstilling om Gillelejes rolle under 2. verdenskrig. Ca. 20% af alle jøder det blev sejlet til Sverige kom via Gilleleje. Der var en masse spændende personberetninger om både jøder og lokale handelsfolk og fiskere, både positive og negative historier. Meget gribende udstillede man de genstande som en stor gruppe jøder efterlod, da tyskerne afslørede deres gemmested på loftet af Gilleleje Kirke i oktober 1943. Der sad bla. en sød lille bamse med hjemmestrikkede bukser i den montre – bare hjerteskærende.

Gilleleje Museum

En kunstnerisk WOW-oplevelse blev det også til. Vi tog ud til Rudolph Tegners Museum og Statuepark i Dronningmølle. Indtil da var alt jeg kendte til dette museum, at min bror i sin spejdertid ved flere lejligheder var blevet sendt på natløb ud og sprænge den store betonblok, som museet er, fiktivt i luften. Men det var sørme så meget mere end det. Vi startede med at se en film om kunstnerens liv, da vi ikke rigtig vidste noget om ham. Dernæst en rundtur i museet, hvor det ene imponerende værk efter det andet fik os til at tabe underkæben. Selve bygningen var også langt mere interessant end man umiddelbart skulle tro når man ser den udefra, og i midten lå kunstneren og hustru selv til hvile. Der var også en interessant beskrivelse af processen omkring støbning af de store statuer. Udenfor et hedelandskab med lyng, får og sandet jord, hvor der var 15 værker langs en rute i landskabet. En genial blanding af kunst og natur, og vi ærgrede os grundigt da det blev uvejr og vi måtte gøre besøget kortere end ønsket. Her et billede af en imponerende kæmpestor og smuk Afrodite.

Afrodite

Vores bils aircondition valgte at gå sig en tur lige inden ferien. Samtidig valgte vejret at være meget varmt og solrigt det meste af ferien. Det blev derfor til en del cykelture, både til indkøb, ud og få en is og til stranden. Min lår fik lidt af en brat opvågnen efter mange år med el-cykel, men de klarede heldigvis udfordringen med bakkerne i vores område.

Og netop vejret har meget af æren for at det har været så afslappet og tilbagelænet. De første 9-10 dage var det bare tørvejr og solskin, så vi lod bare duge, puder mv. blive i haven natten over. Totalt sydlandsk stemning. Desværre kom der også torden lidt senere – desværre, fordi det gør vores elskede hund så bange. Den dag vi var på Tegners museum stak hun faktisk af fra sommerhuset og løb i timevis i området indtil nogen fik fanget hende ind og ringet til os. En frygtelig oplevelse, der afspejler hvor panisk hun har været – normalt vil hun slet ikke ud når det er tordenvejr, men denne gang har hun tilsyneladende villet finde os; hendes mennesker. Vi er lykkelige for at hun ikke er kommet noget til rent fysisk, og rystede over hele situationen.

Nu nyder vi så den sidste weekend i ferien hjemme i Virum. Vi har fået pakket ud og vasket tøj, og slapper nu bare af inden hverdagen kommer buldrende. Det er såmænd ikke så slemt i år, for der ligger en masse nye spændende ting i den kommende tid. På arbejde bydes der på organisationsændring (ny chef) og fysisk omrokering. Og i fritiden sker der en masse indenfor 5:2 fastediæten, fordi der udkommer en række bøger på dansk. I næste uge bringer Ude og Hjemme et interview med undertegnede i samme anledning, og jeg har også fået en henvendelse fra Politikens forlag om noget evt. aktivitet her på bloggen. Der er nok at se frem til lige nu.

Lignende indlæg:

Facebook som betalt tjeneste

Da Facebook blev lanceret tilbage i starten af årtusindet, kunne det ikke ret meget. Man kunne finde gamle klassekammerater, noget som var prøvet før af bla. Jubii. Til at starte med handlede det meget om at have en side der præsenterede een selv, og vi som havde egen hjemmeside kunne vist ikke se så meget fidus ved det. Men over årene har tjenesten som bekendt udviklet sig temmelig meget.

Idag er Facebook en avanceret netværkstjeneste, hvor vi kan forbinde os til hinanden og dele tanker og oplevelser med hinanden. Facebooks succes er indiskutabel, og fungerer vist nærmest som det primære opslagsværk når man skal finde nogen. Oveni i de mellemmenneskelige relationer bruges Facebook også som kontaktforum for organisationer, firmaer, offentlige instanser og meget andet.

Alt dette får vi gratis. Vi skal bare holde ud at se på nogle reklamer, og det gør vi gerne. Ind i mellem spreder der sig rygter om, at man på et tidspunkt skal til at betale for Facebook, og det afstedkommer altid store protester blandt brugerne. Selvom mange af os har svært ved at forestille os ikke at skulle bruge Facebook, vil vi ikke betale for det.

I takt med at vi lægger mere og mere personlige oplysninger ind på Facebook, diskuteres det mere og mere hvordan rettigheder og sikkerhed håndteres. Har Facebook ret til at bruge dine feriebilleder til markedsføring? Ejer Facebook indholdet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de oplysninger man indtaster om sig selv bliver brugt til at målrette de reklamer man præsenteres for.

Senest er der meldt om en ny app til Android-telefoner, som vil infiltrere hele telefonen. Noget af det har f.eks. Sony i forvejen har arbejdet med i mange år – f.eks. at man kan se informationer fra Facebook når man kigger på sine kontaktpersoner på telefonen. Jeg er lidt bekymret for, hvor omfattende denne app bliver, og jeg har faktisk været inde og framelde automatisk opdatering af denne app i Google Play, så jeg lige kan se det lidt an før jeg selv opdaterer.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at Facebooks primære formål i bund og grund IKKE er at forbinde mennesker med hinanden, men en tjeneste der er designet til at give virksomheder en avanceret markedsføringskanal. Det er simpelthen et avanceret katalog over potentielle købere af alt mellem himmel og jord, som er meget værd for virksomheder. Pludselig virker ideen med at betale for denne service ikke så skræmmende. Jeg ville egentlig gerne betale for at have dette forum, hvor jeg nemt kan se hvordan min brors Hummer-tur til Utah gik, hvor jeg kan vise et sjovt billede af min hund til dem der er interesserede i det, og hvor jeg kan give en sidste hilsen til en afdød eks-kollega fra Barcelona. Især hvis det betyder, at jeg selv ejer mine billeder og at mine oplysninger ikke bliver solgt til firmaer som vil sælge ting til mig. Lidt på samme måde, som jeg i højere grad er blevet villig til at betale rimelige småbeløb for apps, som tilbyder mig en god service.

Virkeligheden er nok, at det kommer ikke til at ske. For det er en fuldstændig anden businesscase end den Facebook er opbygget på. Desuden er det store flertal af brugerne nok ikke interesserede i at betale for tjenesten.

Lignende indlæg:

Nytårsaften med hund

Vi havde vidst længe, at det nok ville blive et problem for Adina at udholde den danske tradition med at fyre fyrværkeri af i stor stil nytårsaften. I sommers fandt vi nemlig ud af at hun var bange for tordenvejr.

Vi begyndte derfor at undersøge de forskellige hjælpemidler der findes og valgte at prøve Zylkene, som er et kosttilskud der er baseret på komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte som hvalp, da den diede hos sin mor. Vi synes hun blev knap så bange for torden når hun fik disse kapsler, så fra midten af december har vi givet hende Zylkene hver dag.

I dagene op til nytårsaften har hun klaret lyden af fyrværkeri fint. Hun har reageret ved at kigge op, men ellers været helt normal. Men selve nytårsaften gik bestemt ikke ubemærket hen.

Allerede fra omkring kl. 16 begyndte Adina at blive urolig. Foruden kropssproget, som er uroligt, kan man se det på hendes ører, som vender udad og ikke fremad som normalt. Hun begyndte at rejse sig og finde et nyt sted at ligge oftere end normalt, og begyndte også at ville ligge under spisebordet eller på badeværelset, hvilket hun ikke gør normalt. Hun piver ikke, men er mere opsøgende overfor os mennesker.

Da fyrværkeriet tog til ud på aftenen havde hun det bedst hvis hun kunne have fysisk kontakt med enten mig eller Mads, og hun var mest tryg hvis vi begge sad ned i nærheden af hende. Vi forsøgte selvfølgelig at forholde os roligt og ikke signalere at dette her var noget man skulle være bange for. Men det er svært ikke at prøve at trøste hunden lidt. Vi havde gået 2 lange ture med hende inden det blev mørkt og befandt os i sommerhuset i et håb om at der ville være mindre fyrværkeri end hjemme i Virum. Og jeg synes Adina klarede det fint, taget i betragtning den angst vi har set ifm. tordenvejr i sommers.

Dengang rystede hun over hele kroppen og prøve at kravle ind under små borde og søgte helt ind i hjørnerne af stuen og badeværelset. Denne gang var det ‘kun’ lidt hurtig vejrtrækning, og hun havde ikke trang til at søge helt så langt væk. Det virker som om at Zylkene tager toppen af hundens angst, og det er godt, for man kan blive helt bekymret for om hunden kan tåle sådan en nervøsitet. Når jeg ser hende sådan tænker jeg hvordan hun mon opfatter disse brag – tror hun at huset eller hele verden er ved at brase sammen? Udenfor ville hun i hvert fald ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hende, at det ikke er farligt.

Idag er Adina glad og frisk, har været på 2 middellange gåture og slappet af. I skrivende stund ligger hun på gulvet mellem mig og Mads. Hun må også være vældig træt efter sådan en urolig aften igår.

Lignende indlæg:

Kærlighed til hunde

Spørg mine forældre, som har kendt mig hele mit liv. Spørg mine fætre, som har kendt mig hele deres liv. Man kan også spørge mine veninder fra folkeskoletiden, og i nyere tid kan min mand bevidne det. Hunde har altid været min store passion. Lige siden min første hunde-kærlighed Pjuske har jeg ønsket mig at have at gøre med hunde, allerhelst selv at have en hund.

Først nu, i en alder af 40 år, er jeg blevet hundejer. Indtil da har jeg glædet mig over andres hunde. Min bror og jeg legede som børn med Harlekin, en Old English Sheepdog der boede overfor. Som teenager havde jeg fritidsjob som hundelufter for Schæferen Karo. Min første kæreste havde 2 hunde, hvor jeg fik et meget nært venskab med Airdaleterrieren Sofie. Senere har jeg passet en kollegas hund og min fætters hund masser af gange. Og ellers forsøgt at komme i kontakt med næsten alle hunde der kom min vej forbi.

Men nu har jeg altså selv en hund. En rigtig dejlig en endda. Hun ligger ved siden af mig, mens jeg skriver dette indlæg, og jeg kan mærke at min kærlighed til hende er stå stor at den næsten ikke kan være i min krop. Jeg elsker hende af hele mit hjerte. Jeg elsker hendes duft. Jeg elsker lyden når hun gaber. Jeg elsker hendes smukke øjne. Jeg elsker samhørigheden når vi leger og går tur. Og jeg elsker hendes blide væsen og hendes aldrig vigende nysgerrighed. Jeg bliver helt blød indeni, når mine kærtegn kan lulle hende i søvn og jeg er lykkelig, når vi alle 3 går tur et naturskønt sted og jeg kan se at Adina er i sit es.

Al den kærlighed kommer med en pris. En pris jeg først betaler senere. Når man elsker, så frygter man også at miste. Det er ikke anderledes end min angst for at miste min mand og min frygt for den dag mine forældre ikke er her mere. Det biologiske faktum, at hunde ikke lever så længe som mennesker, betyder at jeg må sige farvel til hende en dag. Det er ikke til at bære.

Min hjerne tænker nogle gange situationen igennem, både den med min mand, mine forældre og min hund. Det kan lyde dystert, men jeg tror det er et forsøg på at forberede mig følelsesmæssigt, til den dag når/hvis situationen opstår. Jeg føler mig som lidt af en ‘jomfru’ når det kommer til denne del af livet, selvom jeg har prøvet at miste bedsteforældre. Jeg er panisk ved tanken.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer til at klare at skulle miste Adina, men jeg håber der er mange år til. Måske går der 10 år, og så er jeg 50 år gammel – så er man vel så voksen at man kan håndtere sådan en sorg?

Men indtil da vil jeg bare nyde hende i fulde drag.

Lignende indlæg:

Over for rødt

Jeg så ikke hele valgdækningen i TV torsdag aften, jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen så længe på en hverdag. Så jeg var lidt spændt, da jeg stod op fredag morgen, for på et tidspunkt var det faktisk lidt tættere end forventet. Men resultatet blev som bekendt rødt. Socialdemokraterne danner regering med SF og vist nok også Radikale.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! :-)”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Lignende indlæg:

Min mærkesag er stress

Når nu engang valget kommer, skal vi til at gøre op med os selv hvem vi vil stemme på. Hvis man ikke er overbevist socialdemokrat eller ubetinget vil stemme på et bestemt parti, så skal man til at tænke på hvilke emner man vil lade afgøre, hvor krydset sættes. Der er jo nok at tage af: udlændinge, efterløn, miljø, økonomi eller udenrigspolitik? Jeg synes det er utrolig svært at vælge, og det kan også være svært at finde et parti som mener det samme som mig om flere emner samtidig.

En meget vigtig sag for mig er stress. Tom Jensen bloggede om det på Berlingske, og her blev det ret tydeligt hvor massivt problemet er. Da der i samme uge var en historie på DR om en kvinde som havde fået hjerneskade af stress, gik det op for mig at det her er et problem som skal bekæmpes med alle midler.

Jeg har selv prøvet at være sygemeldt pga. stress. 2 måneder var jeg væk fra mit job. Det var udløst af en periode med ekstrem travlhed pga. organisationsændring. Men det var ikke selve travlheden der gjorde mig syg. Det som jeg tror var den udløsende faktor, var at jeg var nødt til at tvinge kolleger, der havde ekstremt travlt, til at hjælpe mig, for at jeg var i stand til at leve op til de krav der stilledes til mig. Den psykologiske ubehagelighed ved at måtte tvinge nogen til at have endnu mere travlt gjorde mig syg. Jeg fik trykken for brystet og kunne ikke fungere som normalt i privatlivet. F.eks. var det uoverskueligt for mig at planlægge indkøb til flere dage, hvilket ellers er en ting jeg er god til. Jeg var ikke den eneste der blev sygemeldt i afdelingen. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog. Jeg følte mig som en bil der skulle på værksted. Men der blev ikke lavet noget om i måden at arbejde på.

Jeg tror vi har fået lavet et samfund som er så avanceret, at vi kører på undtagelses-tilstand i hjernen hele tiden. Og det stresser os. Hvis man skal være med, i samfundet, debatten og især på arbejdsmarkedet, skal man være forandringsparat, proaktiv og ekstremt flexibel. Det kan vi være når vi sætter os selv i undtagelsestilstand og lader hjernen yde en ekstraordinær indsats. Vi har hørt historien før: den ekstraordinære indsats er vi i stand til at yde, for at kunne flygte fra en løve der vil æde os. Det er ikke noget vi skal gøre hele tiden. Problemet er bare, at den hjernemæssigt ekstraordinære indsats er blevet standard. Det er den præstation som vi selv, vores arbejdsgivere og politikerne forventer af os til hverdag. Det er blevet vores varemærke her i Danmark og vi er bare nødt til at køre i dette ‘overdrive’ hele tiden for at kunne overleve den globaliserede verden.

På den måde ser det ud som om vi er ved at blive kvalt i vores egen succes. Det som vi skal sælge os selv på i fremtiden, det som vi er gode til, er også det som gør os syge. Statsministeren sagde i sin nytårstale, at der nu er flere borgere der ikke arbejder, end der arbejder i Danmark. Vi ved samtidig at flere og flere mennesker må forlade arbejdsmarkedet pga. stress. Tallene for hvor mange der aldrig vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en stress-sygemelding er rystende. På den måde ædes vores produktionsapparat op indefra af stress. Det er en ond cirkel, og den må og skal stoppes.

Jeg er spændt på om der er nogen af partierne der stiller op til Folketinget, som har en holdning til stress.

Lignende indlæg: