Ikke som i Matador

Jeg var lidt forundret, da Helle Thorning-Schmidt som statsminister i sin nytårstale talte om at stille krav til flygtninge, om at lade dem rense strande osv. Hvor kom nu det fra? Da hun efterfølgende lancerede en større reklamekampagne om emnet tænkte jeg, at hun forberedte sig til det kommende folketingsvalg og forsøgte at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti.

Efter folketingsvalget begyndte Inger Støjberg at tale om at lave annoncer i udenlandske aviser, for at gøre opmærksom på at Danmark netop har nedsat ydelserne til flygtninge. Modstanderne sagde, at det ikke ville begrænse antallet af asylansøgere til Danmark, fordi at folk ikke flygter af økonomiske årsager. Man mente i stedet det ville skabe mere fattigdom. Jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg regnede med at de fleste flygtede for at komme i sikkerhed, og så er det vel mindre vigtigt hvor stor kontanthjælpen er.

Jeg og mine landsmænd får i disse dage syn for sagen. Flygtninge og migranter ankommer til Danmark i store antal, men de søger ikke asyl. De vil til Sverige. Direkte adspurgt af TV2 Nyhederne, kunne vi i går aftes høre forklaringen fra en af dem der nægter at lade sig registrere i Danmark. Det handlede om 2 ting: at ’lønnen’ (manden brugte ordet ’salary’) var faldet fra ca. 10.000 DKK til 5.000 DKK, og man vil hurtigere kunne få familiesammenføring i Sverige.

Vi kan altså konstatere at der var noget om snakken. Det er ikke længere en fordom, det er fakta. Pengene spiller også ind. Flygtninge anno 2015 stiller krav, sultestrejker og accepterer ikke EU’s fælles asylregler om registrering i det land man ankommer til. De siger nej tak til at lade deres børn sove i en rigtig seng i Danmark, fordi de synes det er vigtigere at komme videre til Sverige. De asyl-shopper.

Samtidig ser vi danskere trodse politi og lovgivning, og køre eller sejle flygtninge og migranter videre til Sverige. De føler at de gør en god gerning og fortæller om det på Facebook. Flere steder ser jeg dem og deres støtter drage paralleller til 2. verdenskrig og hjælpen til de danske jøder. Måske tænker de på sig selv som Maude Varnæs i Matador, der træder i karakter og hjælper den ydmyge Hr. Stein i sikkerhed. En rigtig feel-good scene, som var rigtig godt TV. I virkelighedens verden transporterer man mennesker, som reelt ikke i livsfare når de befinder sig i Danmark – en transport der bliver en del af organiseret menneskesmugling, som kan straffes med fængsel.

Jeg er rystet over denne udvikling, og ærlig talt meget bekymret for hvad dette kan føre til. På den ene front har vi disse mennesker, der ikke accepterer vores asylsystem og tyer til civil ulydighed i jagten på at gøre en god gerning. På den anden front står de, der er inderligt imod enhver form for indvandring. Vi har allerede set vold mod flygtninge og hærværk mod de steder de opholder sig. Jeg frygter at der kommer mere af det. Det kan føre til ustabilitet i vores land. En ustabilitet, som absolut ikke styrker vores evne til at hjælpe folk i nød, tværtimod.

Efter min mening må vi prøve at blive lidt realistiske omkring denne problematik. Verden ser meget anderledes ud end under og efter 2. verdenskrig, og vi kan ikke bruge erfaringerne fra den tid længere. Uskylden er røget, det er vi nødt til at se i øjnene. Samtidig er der et tydeligt behov for nødhjælp. Jeg er helt enig i udtrykket

”Hold hjertet varmt, og hovedet koldt”

Lignende indlæg:

Adina på flugt

I fredags stak Adina af på en tur med sin hundelufter. Der havde været torden om morgenen, men det var klaret op og blevet solskin. Midt i Søllerød Kirkeskov, midt i en dejlig badetur med alle de andre hunde, kom der alligevel et tordenskrald, og så løb Adina sin vej.

Hundelufteren ringede straks til mig, og vi aftalte at hun forsøgte at lede på de forskellige parkeringspladser omkring skoven. Efter en time var Adina endnu ikke fundet, og jeg havde efterhånden en knugende, væmmelig fornemmelse i maven. Måske var det sidste gang jeg havde set min hund, da jeg sagde farvel til hende i morges? Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at arbejde, og besluttede at tage hjem for at deltage i eftersøgningen. Det var min chef heldigvis med på. Mads tog også fra arbejde, og mine forældre tog bilen og var med.

Jeg tog min cykel med toget til Virum Station og gik i gang med at gennem-trawle Geels Skov, som ligger lige ved siden af Søllerød Kirkeskov. Det gjorde godt at handle. Jeg kaldte og fløjtede mens jeg cyklede langsomt igennem både den vestlige og østlige del. Når jeg mødte andre hundeluftere spurgte jeg om de havde set hende, men det var der ingen der havde. Alle var søde til at love, at de ville ringe til telefonnummeret i hendes halsbånd, hvis de skulle se hende.

Samtidig kørte Mads til Søllerød Kirkeskov og gjorde det samme. Hundelufteren og min far gik også der hvor hun var blevet væk, mens min mor holdt vagt hjemme i vores hus, så der var nogen hvis hun skulle dukke op der. Mads ringede også til sine forældre og aftalte at de skulle se efter hende i skoven ved siden af hvor vi bor; Bistrup Hegn. Alt i alt var vi 7 mennesker der ledte, og vi fik hjælp af hundeflokken Adina havde været ude med, og de mennesker vi mødte rundt omkring.

2½ time efter at Adina var løbet sin vej ringede min telefon. Det var en ældre dame, der fortalte at hun stod med en sød og tillidsfuld hund, der rigtig gerne ville indenfor. Damen boede i Nærum, få kilometer fra området vi gik og ledte i. Det viste sig, at hun boede tæt på hundelufterens tidligere bolig, hvor Adina har været passet adskillige gange og boet i en periode inden hun flyttede ind hos os.

Den søde dame var selv hundeejer, og stod lige netop og skulle til Geels Skov med sin hund. Vi aftalte at mødes på parkeringspladsen. Jeg skyndte mig at sprede budskabet om at Adina var fundet, og lettet cyklede jeg hen til mødestedet. Få minutter senere så jeg en lille bil med en stor hvid hund siddende på forsædet rulle ind på parkeringspladsen. Kort efter kom Mads og min far, og lidt senere også hundelufteren. Alle var lettede, og mavefornemmelsen noget bedre. Andre hundeluftere på vej hen til deres biler råbte begejstret, at schæferen var fundet.

Vi lærte mere om Adinas adfærd af denne episode. Adina er generelt utryg ved torden og fyrværkeri, og det er meget tydeligt at hun søger fysisk tryghed; hun lægger sig under borde og ind i brusekabiner. Det virker som om, at hun tror at hele verden er ved at falde ned over hende. Det var også det hun havde gjort denne gang, ved at søge hen til det nærmeste hus hun kendte. Vi var på sporet ved at lede på parkeringspladser og ved vores tidligere og nuværende hus. Men det var jo mere oplagt for hende at søge hen til det hus, hvorfra hun adskillige gange har gået tur hen til den skov hun befandt sig i.

Det er selvsagt frygteligt for alle parter, at denne situation opstår. Det er synd at hun er så bange, og det er farligt for hende at løbe skrækslagen rundt, helt irrationel. Hendes mennesker og pårørende er frygtelig bekymrede. Hvis det værste skulle ske, at hun bliver kørt over, vil det også være belastende for et vildt fremmed menneske.

Vi glæder os over, at der ikke er sket hende noget fysisk. Det er sket et par gange før, at hun har været stukket af, og alle gangene har hun krydset større, trafikerede veje uden at komme noget til. I mit stille sind håber jeg på, at hun har en fornuftig færden, men det er jo ikke til at vide.

Hele weekenden har Adina været temmelig påvirket af episoden. Når det har regnet eller der har været lyde fra fly har hun været meget stresset, rendt i hælene af mig og Mads, og været modvillig når vi skulle ud og gå tur. Og når hun har kunnet slappe af, har hun været enormt træt. Vi forsøgte at gøre weekenden så rolig som muligt ved at være så meget hjemme som muligt og forholde os roligt. Forhåbentlig er det snart slut med tordenvejr – så skal vi i gang med lydtræning for at forsøge af af-sensibilisere hende.

 

Lignende indlæg:

Misundelses-TV

Danmarks Radio har netop afsluttet en dokumentarserie ved navn Blok på bistand. DR har været på besøg i et boligområde i Holbæk, hvor en usædvanlig høj andel af beboerne er på overførselsindkomst. Udsendelserne har hovedsagelig fulgt mennesker på kontanthjælp og en enkelt der er visiteret til flexjob, og fortæller de enkeltes historie og baggrund for at få støtte fra det offentlige.

En forkølelse havde lagt mig ned, så jeg så alle udsendelserne. Som udgangspunkt synes jeg det er interessant at finde ud af, hvad det er mennesker kommer ud for, når de når til et punkt hvor de ikke kan forsørge sig selv. Af mennesker på overførselsindkomst kender jeg selv kun folkepensionister, som aldrig tidligere har været på offentlig forsørgelse. Kunne det ske for én selv?

Portrætterne viser en række forskellige sider af problematikken. Der vises både mennesker, som meget gerne vil kunne forsørge sig selv, og mennesker som tilsyneladende ikke kæmper for at komme ud af den offentlige forsørgelse. Yderpunkterne er 2 mænd, hvor den ene er meget aktiv og opsøgende, og den anden direkte indrømmer, at han bare gerne vil have førtidspension så han kan lave de ting han gerne vil. I spektret derimellem ser vi mennesker som er psykisk syge, fanget mellem uddannelse og arbejdsløshed og sætter børn i verden imens, og en ung fyr som nok har haft nogle dårlige rollemodeller i sin opvækst.

Det er nemt at komme til at tænke ’tag dig sammen’ om nogle af dem. Mange af situationerne ved jeg, at jeg ikke selv kunne havne i. Men jeg tror alligevel ikke man ser nok af deres liv til, at man berettiget kan sige sådan. Sådan en TV-udsendelse må jo nødvendigvis sortere og vise de mest markante og sigende bidder af de menneskers liv, samtidig med at man ikke kan udstille deltagerne i de mest sårbare situationer. Man ser aldrig den angst-syge i sin mest ulykkelige tilstand. Når man selv har haft styrke til at tage en uddannelse og skaffe sig et arbejde, så er det svært at forstå, hvor svært det er at gøre det når ens referenceramme ligger i generationer på offentlig forsørgelse. Udsendelserne vil heller aldrig kunne vise dem, som helt indlysende udnytter systemet gennem løgne om dårligt helbred og sort arbejde. Et program som ’Blok på bistand’ kan hurtigt komme til at tegne et alt for sort/hvidt billede.

Den økonomiske side bliver også berørt. For den ene deltager nævnes hendes udbetalte støtte i kr. og øre i alle 4 afsnit. I sidste afsnit får vi også at vide, hvor stort et rådighedsbeløb hendes familie vil have, hvis hun flytter sammen med sin kæreste – et rådighedsbeløb, som nok vil vække misundelse hos mange selvforsørgende middelklassefamilier.

Og misundelse er da også et underliggende tema i sådan nogle udsendelser, som jeg ser det. Når man går på arbejde og aldrig har prøvet andet, kan man godt se misundeligt på dem, der ikke står tidligt op, og som kan gøre hvad de vil med deres dag. For en skatteyder er der ikke så langt hen til en bitterhed over, at man selv skal have sådan en presset hverdag, for at andre ikke skal have det.

Blok på bistand har selvfølgelig fået reaktioner. Der var en del blandede kommentarer Twitter, både alvorlige og humoristiske, som f.eks. en bemærkning om, at man snart skulle lave reality-TV om ’toppen’ af samfundet – direktørerne og millionærerne. I samme genre var denne artikel i Information, hvor man latterliggør de problemer, som borgere der ikke er på kontanthjælp oplever.

Jeg synes ikke det er så interessant at grave i forholdene hos den forkætrede samfundsgruppe Direktørerne, det er så lille en gruppe. Men jeg synes godt man kan lave misundelses-TV med almindelige familier, der forsørger sig selv. Mon ikke det er dem kontanthjælpsmodtagere er mest misundelige på?

Det kunne være rigtig interessant at undersøge, hvordan selvforsørgende danskere i samme aldersgruppe har det. Hvis man graver et spadestik dybere, og prøver at undersøge hvad det er for nogle liv denne gruppe lever, så vil man måske være knap så misundelig.

Bag facaden og tallene for indtægt og friværdi ligger nemlig også alvorlige udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen. Danmarks Radio skulle prøve at undersøge, hvilke sygdomme der hersker i dette sociale lag, og hvilke etiske dilemmaer det enkelte menneske lever med. Jeg tror man vil finde store mængder af angst, depression, migræne, stress, kredsløbsproblemer og kræft, og jeg tror der er overraskende mange som føler at de ikke lever et godt liv.

Man vil også finde et hav af adrenalin-junkier, som ikke kan mærke at livet gør ondt, fordi de hele tiden kører i højeste gear. De vil nok ikke formidle at livet gør ondt i en TV-dokumentar, for de lægger slet ikke mærke til, at de ikke er nærværende overfor deres omgivelser, alt i mens de dyrker deres arbejde og lægger planer for den næste Iron Man.

Arbejdsmarkedet er et ekstremt krævende sted at være i disse år, og jeg kan godt forstå at de blødeste hjerter i samfundet ikke kan holde til det. Af og til kan jeg godt se hvordan det også kunne ske for mig eller en kollega at falde ud af arbejdsmarkedet og ned i samfundets sikkerhedsnet. På mange danske arbejdspladser er der ikke plads til at dække helt basale behov som pauser og forudsigelighed. Set ud fra hvordan hjerne og krop er designet til at fungere, kan man godt se nutidens arbejdsliv som direkte naturstridigt. Jeg kender flere, som ikke engang har mulighed for at gå på toilettet, når naturen kalder, i løbet af en arbejdsdag.

Jeg har længe villet skrive om samfundets A-hold og B-hold; det ene hold passive på offentlig forsørgelse og den anden halvdel går på arbejde og knokler sig halvt ihjel. De 2 grupper er næsten lige store, og misundelige på hinanden. Det er ikke klart for mig, hvem der er A og hvem der er B, for som jeg ser det, er der alvorlige ulemper ved begge typer liv. Hvor er det dog ærgerligt.

Lignende indlæg:

Første indtryk fra det nye hus

Jeg har nu boet i det nye hus i en uge, og de første indtryk begynder at melde sig. Det er jo spændende, om huset lever op til de ønsker vi havde.

Først og fremmest er ophold i huset præget af, at huset er meget større end det vi har været vant til. I vores rækkehus på 75 kvm. med en fordelingsentre havde jeg hele tiden en følelse af, hvor de andre familiemedlemmer er henne, simpelthen fordi man kan høre det og mærke det på husets vibrationer. Sådan er det ikke i det nye hus. Jeg kan ikke høre hvor Mads er henne, og hvis jeg spørger ud i luften ‘hvor er du henne?’ så er det sjældent at han svarer, for han hører heller ikke mig. Og huset gungrer heller ikke, når han går fra den ene ende til den anden. Vi har også mere end 1 gang måttet lede efter Adina.

Haven er stor og dejlig. Der er træer, staudebede, frugtbuske og urtehave og så græsplæne ind i mellem. Jeg har ikke nået at bruge den så meget endnu, men den er skøn at se ud på, og Adina nyder den helt åbenlyst. Det er fuldkommen fantastisk at se hende lege fangeleg med Mads og bare SPÆNE rundt i fuldt firspring – det var der ikke plads til i haven i Virum.

En af de ting vi gerne ville ændre på med vores flytning var støj. Selvom vi boede på en lille blind vej var vi generet af trafik på den lille vej og af naboens smækken med dørene. Her i det nye hus bor vi også på en blind vej med kun 3 andre hus, men på hjørnet til en af Birkerøds mest befærdede veje. Og man kan sørme godt høre vejen, især på hverdage i myldretiden. En overvejelse om at bygge et støjhegn på den side af huset står stadig ved magt. Men det føles alligevel meget mere stille.

Trafikstøjen er maskinel, og det var primært menneske-støj der generede os. Følelsen af at der er mennesker lige udenfor soveværelsesvinduet og i forhaven og i baghaven og alle vegne er vi fuldstændig sluppet af med. Her er der meget længere hen til naboen, og alene det giver en meget større følelse af privathed. Vi har flere aftener talt om, at vi føler vi er ‘alene hjemme’ fordi vi ikke mærker naboerne på samme måde. I går havde den ene nabo tilsyneladende gæster til noget pinse-frokost/hygge, og de legede højlydt i haven. Men det generede slet ikke på samme måde, fordi der var meget større afstand. Og fordi vi bare kunne gå hen et andet sted i haven eller en anden ende af huset.

Nattero har vi tilsyneladende endelig fået. I Virum var der også om natten biltrafik, bildøre der smækkede, mennesker der snakkede og ting der blev flyttet. Det er der ikke noget af her. Godt nok har vi været godt brugte når vi er gået i seng, men det har i Virum ikke været nogen forhindring for at blive vækket af naboerne; her i Birkerød har vi samtlige nætter sovet helt uden at blive vækket – skønt!

Et af de helt store plusser, da vi valgte dette hus var nærheden til skoven. Det føles som en helt utrolig luksus at man kan gå ganske få skridt med Adina og så stå i en hundeskov, hvor hun kan løbe frit. Aha-oplevelsen kom allerede de første dage i huset, hvor vi gik og malede. At tage en pause fra malingen og gå en eftermiddagstur med Adina var så fredfyldt en oplevelse, at jeg tror det kan give en stor stress-formindskelse i hverdagen.

Her i starten har det selvfølgelig været en speciel situation – en undtagelsestilstand. Vi har jo haft ferie fra arbejde, og med det fine vejr har vi haft en følelse af at være på ferie. Da jeg tog bad første gang føltes det som at være på hotel – alting var stort og pænt og rent og hvidt. Nu banker hverdagen på, og vi skal til at leve et almindeligt liv i disse skønne rammer. Jeg kan virkelig godt se hvordan det kan fungere, for vi huset passer rigtig godt til vores livsstil. Nu skal vi til at bevæge os ud i verden med dette hus som base, og jeg er sikker på at det bliver godt. Og så er der kun 4 uger til vi har sommerferie.

Det eneste jeg er spændt på er, hvordan det skal gå med min transport til arbejde. Jeg får 6 km. på arbejde, og jeg har tænkt mig at el-cykle hele vejen som jeg plejer. Jeg er spændt på hvad benene siger til det, og hvor lang tid jeg kommer til at bruge på det.

Lignende indlæg:

Sikkerhed og risiko

I forbindelse med vores huskøb skal vi tage stilling til en hel masse administrative ting. Vi skal bla. vælge hvilken type lån vi ønsker, og vi skal beslutte os for en ejerskifteforsikring. I sidste uge havde vi besøg af en assurandør fra vores forsikringsselskab. Det giver altid anledning til tanker i helikopter-perspektiv, når man skal tage stilling til den slags; hvad kan man vente af fremtiden, og hvor risikovillig er man egentlig?

I sommers lagde vi lån om i vores rækkehus, og allerede der begyndte vi at bevæge os lidt væk fra den slagne vej, den hvor man går med både livrem og seler. Vi havde i 8 år haft et fastforrentet lån til en forholdsvis lav rente, men siden vi tog det lån er der sket meget, og vi ville gerne have glæde af den lave rente, som er markedsvilkårene i dag. Vi tog et lån med flexibel rente med ‘loft’. Vi fik ca. 2.500 kr. mere til rådighed om måneden, og kunne polstre budgetkontoen godt til dårlige tider.

Det har givet blod på tanden. Vi har nu valgt at det nye hus bliver finansieret med et rent rentetilpasningslån F1. Vi har styr på vores økonomi, vi har opsparing og vi kan godt tåle at udgiften til boliglån, som kun udgør godt en tredjedel af vores faste månedlige udgifter, svinger op og ned. Med et F1-lån får man en utrolig lav rente på sit lån, hvilket betyder at man afdrager meget på sit lån. Vi er godt klar over, at det er muligt at renten på et tidspunkt stiger, og at vi så skal overveje andre lånemuligheder. Men så længe renten er så lav som den er, vil vi gerne være blandt dem der for glæde af det.

Med et fastforrentet obligationslån sikrer man sig mod stigende renter. Så ved man hvad udgiften til boliglånet er de næste 30 år. Men det koster. I vores tilfælde ville vi skulle aflevere ca. 3.600 kr. mere af vores månedsløn til realkreditinstituttet – penge vi aldrig får igen. Med et F1-lån har vi mulighed for at sætte differencen ind på en konto og dermed have rådighed over dem, hvad enten det så er til stigende renter, en nødvendig udgift til huset eller en rejse.

Man skal jo også huske at tænke på, at indtægtssiden også er påvirket af de meget lave renter. Lønningerne stiger næsten ikke for tiden. Pensionsopsparing forrentes nu med ‘markedsrente’, så vi kan ikke se frem til som vores forældre at have mange millioner når tiden kommer til at gå på pension.

Der ligger også noget livsfilosofi bag sådan et valg. Det er noget med at erkende, at man alligevel ikke kan sikre sig mod alverdens ulykker – at se i øjnene at man ikke kan kontrollere alt omkring sig og finde ro med det. Leve i nuet. Der er en lang række ting som vi ikke selv er herre over, vi kan f.eks. miste vore jobs, og der kan opstå alverdens ulykker. Der er noget befriende ved at leve i nuet, leve efter de vilkår som livet stiller her og nu. Det nytter ikke noget at gå og frygte alle de grufulde ting der kan ske, det giver ikke noget godt til ens hverdag.

Vores nej til at gå med livrem og seler er også et nej til bekymring. Det er et udtryk for en holdning til at undgå stress. Det udspringer selvfølgelig også af en erfaring om at det nok skal gå alt sammen. Det er over 20 år siden jeg optog realkreditlån første gang, og jeg har klaret mig igennem op- og nedgangstider med skindet på næsen.

Det er lidt af de samme tanker der dukker op, når vi begynder at tænke på ejerskifteforsikring. Denne forsikring, som tilbydes en køber af et hus som erstatning for retten til at retsforfølge sælgeren i 10 år for fejl og mangler, der var ved huset før man overtog det. Når sælgeren tilbyder køberen at betale halvdelen af den billigst mulige ejerskifteforsikring, er han fri af sit 10-årige ansvar.

Da vi begyndte at undersøge mulighederne nærmere, fandt vi ud af at det var en speget affære. Forsikringerne er fyldt med forbehold og undtagelser. Et par punkter i tilstandsrapporten, og det faktum at huset er bygget i 1907 gør, at man bliver helt i tvivl om man nogensinde ville kunne vride en krone ud af den forsikring. Når man ser på aktørerne på markedet, er det som at vælge mellem pest eller kolera. Vi kan vælge vores eget forsikringsselskab, det er godt og meget, meget dyrt. Eller vi kan vælge billigere forsikringer i nogle tvivlsomme selskaber, som enten har begrænsede klagemuligheder, eller virkelig mange sager i Ankenævnet for Forsikring.

Pludselig tager man sig selv i at tænke på, om det overhovedet kan betale sig at købe disse forsikringer. Var det i virkeligheden bedre at springe denne forsikring over, og bare gemme pengene på en bankkonto og håbe på det bedste? Hvis man alligevel ikke kan få dækket skader der hidrører taget, kælderen eller murværket så er man måske bedre tjent med at have en opsparing?

Og så kommer tankerne igen om, at man alligevel ikke kan sikre sig fuldstændig mod uventede negative begivenheder. Nogle gange er man nødt til at vove sig ud på usikker grund og tage nogle risici, hvis man vil prøve nogle ting. Vi har valgt et hus der er over 100 år gammelt, og vi er meget begejstrede for den charmerende arkitektur og den gamle, kvalitetsprægede byggestil. Vi er faktisk lettede over, at vi ikke endte med at måtte købe et standard parcelhus, som der kommer 12 af på et dusin. Det valg koster åbenbart, når det kommer til forsikring. Og det må vi stå inde for. Vi har stadig en uge til at tegne en ejerskifteforsikring, men jeg ved i skrivende stund ikke, om vi ender med at gøre det.

 

 

Lignende indlæg:

En hund der er bange

December måned er hård kost for dyrene. Vores hund er som mange andre kældedyr rigtig alvorligt bange for fyrværkeri. Hun dukker sig og prøver at gemme sig under borde og bag møbler. Ørerne, som normalt vender forud hvis hun er opmærksom eller bagud hvis hun er ekstra glad, vender pludselig ud til siden, og hun får et bekymret udtryk i øjnene. Hun nægter at gå udenfor, og hvis der kommer et brag mens vi er ude at gå vil hun hjem igen lige med det samme. Hun lader sin mad stå, når hun er bange.

Selvom det kan være en flot oplevelse at se på et professionelt fyrværkeri-show, har jeg altid været irriteret på private menneskers brug af fyrværkeri. Jeg så engang et sted, at 25% af al bly-forurening i Danmark kommer fra fyrværkeri, og forureningen er jo også tydelig på veje og gader. Dertil kommer alle skaderne på mennesker, og udover kæledyrene må de vilde dyr også blive meget stressede over fyrværkeri. Det virker på mig som en meningsløs belastning af miljø, dyr og mennesker. Og nu hvor jeg oplever helt tæt på, hvor bange min egen hund er, kan jeg blive helt hidsig over det.

Men det er ikke desto mindre virkelighed i vores samfund, og vi må prøve at leve med det. I forhold til Adina gør vi meget for at afbøde generne. For det første tænker vi meget over vores egen reaktion på bragene. Vi vil helst signalere til hunden, at det ikke er noget særligt og at vi ikke selv er bange eller urolige. Vi lader hende gemme sig, hvis hun vil det, og hvis hun søger opmærksomhed får hun det, men vi prøver at lade være med at trøste og ynke.

Første gang vi oplevede Adina bange var i forbindelse med tordenvejr om sommeren, og i den forbindelse blev vi opmærksomme de forskellige stoffer der findes til at berolige. Vi har haft gode resultater med stoffet Zylkene, som er et udtræk af komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte da den var hvalp og diede hos sin mor.

Det er vores erfaring, at hvis vi begynder at give Adina dette kosttilskud i maden fra midten af december, så er hun mindre påvirket af fyrværkeriet som virkelig tager til omkring jul og nytår. Hun bliver stadig bange, men hun ligger bare og putter sig i et hjørne. Før Zylkene oplevede vi at hun rystede over hele kroppen, hyperventilerede og var meget urolig – det ser vi slet ikke mere.

Jeg vil klart anbefale andre hundeejere at prøve dette stof. Der er ingen garantier for at det hjælper, men da det er et kosttilskud er der heller ikke nogen risiko forbundet med at prøve det af – bortset fra at det er temmelig dyrt når man skal have en stor dosis til en stor hund. Den bedste effekt opnås efter min opfattelse ved at begynde at give det nogle dage før.

Omkring nytårsaften plejer vi at tage i sommerhus. Det gjorde vi også før vi fik hund, men vi er fortsat med det i et håb om at opleve lidt mindre fyrværkeri end derhjemme. Det er noget mindre end i Virum, og det stopper tidligere på natten. Men vi slipper ikke helt, heller ikke i et sommerhusområde i Gilleleje. Med Zylkene og nogle rolige mennesker omkring hende, havde Adina faktisk en tålelig nytårsaften. Hun spiste både aftensmad og resten af min entrecote, og faldt endda i søvn flere gange i løbet af aftenen. Det tager vi som en succes.

Lignende indlæg:

Det er sundt!

Det er en mega-trend at gå op i sin krop, sundhed og at undgå sygdom. Motion og kost er hotte samtaleemner og helt uundgåelige i medierne. På arbejdspladserne gives der omfattende støtte til deltagelse i DHL-stafet og man tilbydes sundhedstjek. Personligt er jeg faktisk ved at være træt af, at alting handler om kroppen og kunne godt snart tænke mig at snakke om noget andet. Der er trods alt andet i livet end den fysiske krop.

Men indtil videre er det det vi alle snakker om, og det er næsten et uudtømmeligt emne. Når nu vi snakker så meget om det, skulle vi så ikke til at være lidt mere præcise? Sætningen ’Det er sundt’ slynges ud om mange, mange fødeemner og aktiviteter, og det synes at være en endegyldig værdi at være sund. Men som der kommer mere og mere viden og forskning er sundhed jo ikke bare 1 ting.

Når damerne over frokostbordet siger at en eller anden grøntsag er sund, så mener de som regel at den er god at spise hvis man vil tabe sig eller forhindre overvægt. Men der er jo også mange andre former for sundhed, som ikke handler om kalorier.

Et andet aspekt af sundhed kunne være at sørge for at være vel-ernæret i forhold til at få alle de vitaminer, mineraler mv. man har brug for. Det er ikke det samme som at passe på vægten.

Dernæst kan man tale om ting der er sunde for hjertet – motion og fødevarer. Der er også en række ting som man ved er hhv. godt og dårligt i forhold til forebyggelse af kræft.

Selv er jeg mere optaget af psykisk sundhed, selvom jeg godt ved at krop og psyke ikke kan adskilles. Men jeg synes vi skal passe på ikke at fokusere for meget den fysiske krop. Jeg synes det er ved at tage overhånd. Jeg er bekymret for alle dem der synes, at en Ironman er det ypperste man kan bruge sin fritid på, eller dem der kun spiser kød fordi de er på Dukan-kur eller Stenalderkost. Udover de fysiske mén man kan få af at være så ekstrem, er jeg bekymret for stress, følelsesmæssig og åndelig underernæring og tab af nærhed i familier og vennegrupper.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2013

Hvad jeg har lavet i min sommerferie? Jo, nu skal du høre…

I år har vi valgt udelukkende at tilbringe ferien hjemme og i sommerhus. Efter et par dage med tøjvask, oprydning, rengøring mv. hjemme tog vi op til vores sommerhus i Gilleleje, og der var vi i lidt over 2 uger. Sidste år kneb det desværre for  mig med at få slappet helt af, hvilket nok var et forvarsel til det stressnedbrud der kom senere på året. Men i år gik det meget bedre. Jeg har simpelthen slappet så meget af og lavet så meget af ingenting, at jeg før i tiden ville synes at jeg skulle skamme mig. Men det gør jeg ikke, for jeg ved at det er sundt og nødvendigt.

Som altid lykkedes det at tilbringe tiden med en god blanding af socialt samvær, indadvendthed og kulturelle oplevelser.

På den sociale konto startede vi med et dejligt besøg af min fætter og hans familie, incl. deres lille nye 3 måneder gamle hundehvalp. Jeg elsker at være sammen med min familie, det gør mig så glad. I sommerhuset fik vi også besøg af mine forældre til hvad der er blevet lidt af en sommertradition; frokost på terrassen og en lille ekskursion i sommerlandet.

Indadvendtheden fik vi bla. gennem film. I år faldt vi over overraskende mange gode film i fjernsynet om aftenen, så vi har fået set rigtig mange film i denne ferie. Det er sjældent at vi får set film i hverdagen, da det tit kommer til at kollidere med andre aktiviteter og en fornuftig sengetid. Det var en stor nydelse for os begge bare at fordybe os i en god film. Og ellers nød vi vores solstole i skyggen på græsplænen med blade og rugbrødschips indenfor rækkevidde.

Normalt bruger jeg også bloggen som et sted at være indadvendt, ved at skrive blogindlæg. Der plejer at komme flere ideer til blogindlæg når jeg har fri, og det er der også kommet i år, men de er ikke blevet til færdige indlæg endnu. Min beskrivelse af 5:2 faste-diæten har givet anledning til en del besøg på bloggen og en masse anden interesse, så jeg har en masse nye vinkler at skrive ud fra.

Behovet for at opleve noget blev i år dækket ved et besøg på Gilleleje Museum. Udover en permanent lokalhistorisk udstilling, havde de i år en særudstilling om Gillelejes rolle under 2. verdenskrig. Ca. 20% af alle jøder det blev sejlet til Sverige kom via Gilleleje. Der var en masse spændende personberetninger om både jøder og lokale handelsfolk og fiskere, både positive og negative historier. Meget gribende udstillede man de genstande som en stor gruppe jøder efterlod, da tyskerne afslørede deres gemmested på loftet af Gilleleje Kirke i oktober 1943. Der sad bla. en sød lille bamse med hjemmestrikkede bukser i den montre – bare hjerteskærende.

Gilleleje Museum

En kunstnerisk WOW-oplevelse blev det også til. Vi tog ud til Rudolph Tegners Museum og Statuepark i Dronningmølle. Indtil da var alt jeg kendte til dette museum, at min bror i sin spejdertid ved flere lejligheder var blevet sendt på natløb ud og sprænge den store betonblok, som museet er, fiktivt i luften. Men det var sørme så meget mere end det. Vi startede med at se en film om kunstnerens liv, da vi ikke rigtig vidste noget om ham. Dernæst en rundtur i museet, hvor det ene imponerende værk efter det andet fik os til at tabe underkæben. Selve bygningen var også langt mere interessant end man umiddelbart skulle tro når man ser den udefra, og i midten lå kunstneren og hustru selv til hvile. Der var også en interessant beskrivelse af processen omkring støbning af de store statuer. Udenfor et hedelandskab med lyng, får og sandet jord, hvor der var 15 værker langs en rute i landskabet. En genial blanding af kunst og natur, og vi ærgrede os grundigt da det blev uvejr og vi måtte gøre besøget kortere end ønsket. Her et billede af en imponerende kæmpestor og smuk Afrodite.

Afrodite

Vores bils aircondition valgte at gå sig en tur lige inden ferien. Samtidig valgte vejret at være meget varmt og solrigt det meste af ferien. Det blev derfor til en del cykelture, både til indkøb, ud og få en is og til stranden. Min lår fik lidt af en brat opvågnen efter mange år med el-cykel, men de klarede heldigvis udfordringen med bakkerne i vores område.

Og netop vejret har meget af æren for at det har været så afslappet og tilbagelænet. De første 9-10 dage var det bare tørvejr og solskin, så vi lod bare duge, puder mv. blive i haven natten over. Totalt sydlandsk stemning. Desværre kom der også torden lidt senere – desværre, fordi det gør vores elskede hund så bange. Den dag vi var på Tegners museum stak hun faktisk af fra sommerhuset og løb i timevis i området indtil nogen fik fanget hende ind og ringet til os. En frygtelig oplevelse, der afspejler hvor panisk hun har været – normalt vil hun slet ikke ud når det er tordenvejr, men denne gang har hun tilsyneladende villet finde os; hendes mennesker. Vi er lykkelige for at hun ikke er kommet noget til rent fysisk, og rystede over hele situationen.

Nu nyder vi så den sidste weekend i ferien hjemme i Virum. Vi har fået pakket ud og vasket tøj, og slapper nu bare af inden hverdagen kommer buldrende. Det er såmænd ikke så slemt i år, for der ligger en masse nye spændende ting i den kommende tid. På arbejde bydes der på organisationsændring (ny chef) og fysisk omrokering. Og i fritiden sker der en masse indenfor 5:2 fastediæten, fordi der udkommer en række bøger på dansk. I næste uge bringer Ude og Hjemme et interview med undertegnede i samme anledning, og jeg har også fået en henvendelse fra Politikens forlag om noget evt. aktivitet her på bloggen. Der er nok at se frem til lige nu.

Lignende indlæg:

Facebook som betalt tjeneste

Da Facebook blev lanceret tilbage i starten af årtusindet, kunne det ikke ret meget. Man kunne finde gamle klassekammerater, noget som var prøvet før af bla. Jubii. Til at starte med handlede det meget om at have en side der præsenterede een selv, og vi som havde egen hjemmeside kunne vist ikke se så meget fidus ved det. Men over årene har tjenesten som bekendt udviklet sig temmelig meget.

Idag er Facebook en avanceret netværkstjeneste, hvor vi kan forbinde os til hinanden og dele tanker og oplevelser med hinanden. Facebooks succes er indiskutabel, og fungerer vist nærmest som det primære opslagsværk når man skal finde nogen. Oveni i de mellemmenneskelige relationer bruges Facebook også som kontaktforum for organisationer, firmaer, offentlige instanser og meget andet.

Alt dette får vi gratis. Vi skal bare holde ud at se på nogle reklamer, og det gør vi gerne. Ind i mellem spreder der sig rygter om, at man på et tidspunkt skal til at betale for Facebook, og det afstedkommer altid store protester blandt brugerne. Selvom mange af os har svært ved at forestille os ikke at skulle bruge Facebook, vil vi ikke betale for det.

I takt med at vi lægger mere og mere personlige oplysninger ind på Facebook, diskuteres det mere og mere hvordan rettigheder og sikkerhed håndteres. Har Facebook ret til at bruge dine feriebilleder til markedsføring? Ejer Facebook indholdet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de oplysninger man indtaster om sig selv bliver brugt til at målrette de reklamer man præsenteres for.

Senest er der meldt om en ny app til Android-telefoner, som vil infiltrere hele telefonen. Noget af det har f.eks. Sony i forvejen har arbejdet med i mange år – f.eks. at man kan se informationer fra Facebook når man kigger på sine kontaktpersoner på telefonen. Jeg er lidt bekymret for, hvor omfattende denne app bliver, og jeg har faktisk været inde og framelde automatisk opdatering af denne app i Google Play, så jeg lige kan se det lidt an før jeg selv opdaterer.

Jeg bliver mere og mere opmærksom på, at Facebooks primære formål i bund og grund IKKE er at forbinde mennesker med hinanden, men en tjeneste der er designet til at give virksomheder en avanceret markedsføringskanal. Det er simpelthen et avanceret katalog over potentielle købere af alt mellem himmel og jord, som er meget værd for virksomheder. Pludselig virker ideen med at betale for denne service ikke så skræmmende. Jeg ville egentlig gerne betale for at have dette forum, hvor jeg nemt kan se hvordan min brors Hummer-tur til Utah gik, hvor jeg kan vise et sjovt billede af min hund til dem der er interesserede i det, og hvor jeg kan give en sidste hilsen til en afdød eks-kollega fra Barcelona. Især hvis det betyder, at jeg selv ejer mine billeder og at mine oplysninger ikke bliver solgt til firmaer som vil sælge ting til mig. Lidt på samme måde, som jeg i højere grad er blevet villig til at betale rimelige småbeløb for apps, som tilbyder mig en god service.

Virkeligheden er nok, at det kommer ikke til at ske. For det er en fuldstændig anden businesscase end den Facebook er opbygget på. Desuden er det store flertal af brugerne nok ikke interesserede i at betale for tjenesten.

Lignende indlæg:

Nytårsaften med hund

Vi havde vidst længe, at det nok ville blive et problem for Adina at udholde den danske tradition med at fyre fyrværkeri af i stor stil nytårsaften. I sommers fandt vi nemlig ud af at hun var bange for tordenvejr.

Vi begyndte derfor at undersøge de forskellige hjælpemidler der findes og valgte at prøve Zylkene, som er et kosttilskud der er baseret på komælk og skal minde hunden om den tryghed den følte som hvalp, da den diede hos sin mor. Vi synes hun blev knap så bange for torden når hun fik disse kapsler, så fra midten af december har vi givet hende Zylkene hver dag.

I dagene op til nytårsaften har hun klaret lyden af fyrværkeri fint. Hun har reageret ved at kigge op, men ellers været helt normal. Men selve nytårsaften gik bestemt ikke ubemærket hen.

Allerede fra omkring kl. 16 begyndte Adina at blive urolig. Foruden kropssproget, som er uroligt, kan man se det på hendes ører, som vender udad og ikke fremad som normalt. Hun begyndte at rejse sig og finde et nyt sted at ligge oftere end normalt, og begyndte også at ville ligge under spisebordet eller på badeværelset, hvilket hun ikke gør normalt. Hun piver ikke, men er mere opsøgende overfor os mennesker.

Da fyrværkeriet tog til ud på aftenen havde hun det bedst hvis hun kunne have fysisk kontakt med enten mig eller Mads, og hun var mest tryg hvis vi begge sad ned i nærheden af hende. Vi forsøgte selvfølgelig at forholde os roligt og ikke signalere at dette her var noget man skulle være bange for. Men det er svært ikke at prøve at trøste hunden lidt. Vi havde gået 2 lange ture med hende inden det blev mørkt og befandt os i sommerhuset i et håb om at der ville være mindre fyrværkeri end hjemme i Virum. Og jeg synes Adina klarede det fint, taget i betragtning den angst vi har set ifm. tordenvejr i sommers.

Dengang rystede hun over hele kroppen og prøve at kravle ind under små borde og søgte helt ind i hjørnerne af stuen og badeværelset. Denne gang var det ‘kun’ lidt hurtig vejrtrækning, og hun havde ikke trang til at søge helt så langt væk. Det virker som om at Zylkene tager toppen af hundens angst, og det er godt, for man kan blive helt bekymret for om hunden kan tåle sådan en nervøsitet. Når jeg ser hende sådan tænker jeg hvordan hun mon opfatter disse brag – tror hun at huset eller hele verden er ved at brase sammen? Udenfor ville hun i hvert fald ikke. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hende, at det ikke er farligt.

Idag er Adina glad og frisk, har været på 2 middellange gåture og slappet af. I skrivende stund ligger hun på gulvet mellem mig og Mads. Hun må også være vældig træt efter sådan en urolig aften igår.

Lignende indlæg: