I byen og på landet

Vores nye hus ligger længere væk fra Københavns centrum og dermed længere ude på landet. Vi kan godt mærke at vi bor lidt mere landligt – vi skal ikke køre mange minutter før vi er ude ved marker og gårde, og det er noget større arealer end de små-marker der ligger omkring Virum, hvor vi boede før. Der er også flere døde fluer i vindueskarmen end i Virum.

Den vej vi bor på er en grusvej, hvilket også leder tankerne hen på at på ‘ude på landet’, og selve huset blev kategoriseret som et landhus i tilstandsrapporten. Forleden så jeg et program om et hus i Hillerød fra 1905, som til at starte med var det eneste hus i området, så billeder fra da det blev bygget var et hus på en stor mark. Gad vide om vores hus fra 1907 også har ligget sådan helt alene i sin tid – det kunne være sjovt at se.

Men her i nutiden har vi samtidig fået noget mere by ved at flytte til Birkerød. I Virum er der dagligvarebutikker, i beboelseskvarterene et par hverdags-restauranter med take-away, frisører, bedemænd og enkelte andre detailhandelsbutikker. Virum Torv er efterhånden præget af ejendomsmæglere, og der er ikke længere nogen banker. I går opdagede jeg, at der er kommet en butik der sælger maling, som kun har åbent torsdag, fredag og lørdag! Det er ikke så længe siden at min mand og jeg blev stoppet ved Virum Torv af 2 damer, som spurgte om der mon var et sted hvor de kunne sætte sig og få en kop kaffe. Det var faktisk lidt tankevækkende for os at måtte svare nej – de måtte til Holte eller Lyngby.

I Birkerød bor vi i samme afstand til centrum og station, som vi gjorde til Virum Torv og station. Men i Birkerød centrum er der et noget mere levende byliv, selvom der skrives i lokalavisen om at det har været bedre end det er nu. Der er en gågade med butikker. Der er selvfølgelig også frisører, bedemænd og ejendomsmæglere, men der er også både banker, caféer og bagerforretninger. I centrum findes sågar en biograf. Om lørdagen er der markedsdag og vist nok også loppemarked.

På en måde har vi fået mere af både by og land – og det kan jeg godt lide. Jeg synes det er skønt, at vi fra vores nuværende adresse BÅDE kan køre 5 minutter og stå i den dejlige økologiske gårdbutik på Stengården, og gå 1 km og sætte os på en skøn café og få en virkelig lækker steaksandwich eller gå i biografen.

Lignende indlæg:

En inspirerende leder

I forsommeren 2013 begyndte DR1 at sende serien Store forretninger / (Mr. Selfridge) på lørdag aftener. Normalt ville jeg ikke få set den slags, for min husbond er ikke så vild med serier, og vi er sjældent så disciplinerede med spisetider og den slags, at vi kan se serier på samme tid en fast ugedag.

Men det faldt tilfældigvis sammen med at husbond var ude at rejse med sin cykel og sine venner, og det betød at jeg fik øjnene op for denne flotte, underholdende og interessante serie. Jeg blev helt vild med den, og da DR1 begyndte at sende 2. sæson her til sommer var jeg straks fyr og flamme. Jeg er vild med den serie og prøver så vidt muligt at komme til at se det ugentlige afsnit.

Serien har mange aspekter jeg sætter pris på. I første omgang er der et spændende plot omkring en amerikansk forretningsmands kamp for at drive et stormagasin i London. Dernæst er bliver man grebet af de gode karakterer spillet af fremragende skuespillere. Dertil kommer at serien er et interessant tidsbillede med flot scenografi og flotte kostumer. Den handler både om politik og kønspolitik, men jeg tror at det der fascinerer mig allermest, er portrættet af en inspirerende leder.

Mr. Selfridge beskrives som en leder, der skaber en arbejdsplads, som han ser som en familie. Arbejdspladsen støtter medarbejderne, også når de har udfordringer i privatlivet. Der stilles selvfølgelig også krav til gengæld, og der ses ikke igennem fingre med f.eks. tyveri. Men den stemning af tryghed og accept som beskrives i serien er meget fascinerende – jeg får helt lyst til at arbejde der.

Da 1. verdenskrig kommer, støtter man de unge mænd der melder sig til militærtjeneste med besked om, at deres jobs vil vente på dem når de kommer tilbage. Og ikke nok med det – lederen tager også hånd om de medarbejdere som føler skyldfølelse fordi de ikke kan tage med i krig. Hele den bevidsthed om at forsøge at imødekomme nogle basale følelsesmæssige behov for bla. tryghed hos medarbejderne ligger så langt væk fra danske arbejdspladser nu om dage.

Jeg startede på arbejdsmarkedet i 1990’erne. Der var økonomisk fremgang i samfundet, arbejdsløsheden var lav og arbejdspladserne havde svært ved at finde de rigtige kompetencer til de ledige stillinger. Personalepleje var noget man fokuserede på, men det handlede mest om fester, softicemaskiner og bordfodbold på kontoret. Det var overfladiske, materialistiske goder som det var sjovt at fortælle om i en tid med overskud. Trygheden kom jo af sig selv pga. de gode tider.

Da krisen væltede indover Danmark efter årtusindskiftet blev der mindre af den slags. Tilbage stod man med de samme eller højere krav om at performe, men ikke så meget vilje til at imødekomme medarbejderne. Man afskaffede julegaven til medarbejderne og benyttede lejligheden til at få fyret de besværlige og måske dyre medarbejdere.

Nogen vil måske nævne udviklingen indenfor sundhedsforsikringer som en måde, hvor arbejdsgiverne tager sig af medarbejderne når de er syge vha. privathospitaler. Men den udvikling ser jeg i mindst lige så høj grad handle om at få virksomhedens ressourcer hurtigt tilbage på arbejdspladsen – altså noget virksomhederne gør for sin egen skyld.

Det er min oplevelse, at krisen har fået virksomhederne til at drosle ned på kvaliteten af lederskabet. Man er gået lidt væk fra at se lederskab som et fag i sig selv, men besætter i højere grad chefstillingerne med fagligt dygtige mænd. I dagens Danmark uddelegerer chefer i høj grad opgaver til deres medarbejdere, også opgaver vedr. styring og opgavehåndtering, som reelt (efter min mening) er ledelsesopgaver.

Det tager rigtig meget væk fra lederrollen, at lederen faktisk ikke leder én som medarbejder, men blot udstikker krav og mål. Det er i virkeligheden ikke særlig inspirerende set med mine øjne.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ville være meget motiveret at af arbejde for en leder som Mr. Selfrigde, fordi jeg ville føle at min indsats var værdsat – jeg ville simpelthen have lyst til at gøre mit bedste for at stille ham tilfreds, fordi han har en klar holdning til hvordan virksomheden skal ledes, kan se når en medarbejder gør det godt og giver utvetydigt udtryk for det når han er tilfreds.

På nutidens arbejdsmarked har vi en opfølgning på præstationer, hvor man via en løn- eller PU-samtale bliver evalueret. Her er det i teorien muligt at få den samme form for feedback, men det er bare sjældent det der sker. Det er som om at der absolut skal findes både pro og contra – måske som alibi for en lønudvikling der i praksis er en udhuling af reallønnen. Jeg har i hvert fald de sidste mere end 10 år oplevet at få en tilbagemelding i stil med ‘det er da meget godt, men du er ikke så god til det og det’. Det bliver mere en generel tilbagemelding på ens personlighed og karaktertræk, end på de konkrete opgaver man har løst i årets løb. Og så kommer der nogle gange en lønstigning der præsenteres som en belønning, men som mere føles som en hån. Det er selvfølgelig meget godt at lønnen rykker sig en lille bitte smule i forhold til slet ikke. Men når jeg ser min TV-serie får jeg en følelse af, at jeg ville være gladere for et håndtryk og et smil af en karismatisk leder som Mr. Selfridge.

Lignende indlæg:

Første indtryk fra det nye hus

Jeg har nu boet i det nye hus i en uge, og de første indtryk begynder at melde sig. Det er jo spændende, om huset lever op til de ønsker vi havde.

Først og fremmest er ophold i huset præget af, at huset er meget større end det vi har været vant til. I vores rækkehus på 75 kvm. med en fordelingsentre havde jeg hele tiden en følelse af, hvor de andre familiemedlemmer er henne, simpelthen fordi man kan høre det og mærke det på husets vibrationer. Sådan er det ikke i det nye hus. Jeg kan ikke høre hvor Mads er henne, og hvis jeg spørger ud i luften ‘hvor er du henne?’ så er det sjældent at han svarer, for han hører heller ikke mig. Og huset gungrer heller ikke, når han går fra den ene ende til den anden. Vi har også mere end 1 gang måttet lede efter Adina.

Haven er stor og dejlig. Der er træer, staudebede, frugtbuske og urtehave og så græsplæne ind i mellem. Jeg har ikke nået at bruge den så meget endnu, men den er skøn at se ud på, og Adina nyder den helt åbenlyst. Det er fuldkommen fantastisk at se hende lege fangeleg med Mads og bare SPÆNE rundt i fuldt firspring – det var der ikke plads til i haven i Virum.

En af de ting vi gerne ville ændre på med vores flytning var støj. Selvom vi boede på en lille blind vej var vi generet af trafik på den lille vej og af naboens smækken med dørene. Her i det nye hus bor vi også på en blind vej med kun 3 andre hus, men på hjørnet til en af Birkerøds mest befærdede veje. Og man kan sørme godt høre vejen, især på hverdage i myldretiden. En overvejelse om at bygge et støjhegn på den side af huset står stadig ved magt. Men det føles alligevel meget mere stille.

Trafikstøjen er maskinel, og det var primært menneske-støj der generede os. Følelsen af at der er mennesker lige udenfor soveværelsesvinduet og i forhaven og i baghaven og alle vegne er vi fuldstændig sluppet af med. Her er der meget længere hen til naboen, og alene det giver en meget større følelse af privathed. Vi har flere aftener talt om, at vi føler vi er ‘alene hjemme’ fordi vi ikke mærker naboerne på samme måde. I går havde den ene nabo tilsyneladende gæster til noget pinse-frokost/hygge, og de legede højlydt i haven. Men det generede slet ikke på samme måde, fordi der var meget større afstand. Og fordi vi bare kunne gå hen et andet sted i haven eller en anden ende af huset.

Nattero har vi tilsyneladende endelig fået. I Virum var der også om natten biltrafik, bildøre der smækkede, mennesker der snakkede og ting der blev flyttet. Det er der ikke noget af her. Godt nok har vi været godt brugte når vi er gået i seng, men det har i Virum ikke været nogen forhindring for at blive vækket af naboerne; her i Birkerød har vi samtlige nætter sovet helt uden at blive vækket – skønt!

Et af de helt store plusser, da vi valgte dette hus var nærheden til skoven. Det føles som en helt utrolig luksus at man kan gå ganske få skridt med Adina og så stå i en hundeskov, hvor hun kan løbe frit. Aha-oplevelsen kom allerede de første dage i huset, hvor vi gik og malede. At tage en pause fra malingen og gå en eftermiddagstur med Adina var så fredfyldt en oplevelse, at jeg tror det kan give en stor stress-formindskelse i hverdagen.

Her i starten har det selvfølgelig været en speciel situation – en undtagelsestilstand. Vi har jo haft ferie fra arbejde, og med det fine vejr har vi haft en følelse af at være på ferie. Da jeg tog bad første gang føltes det som at være på hotel – alting var stort og pænt og rent og hvidt. Nu banker hverdagen på, og vi skal til at leve et almindeligt liv i disse skønne rammer. Jeg kan virkelig godt se hvordan det kan fungere, for vi huset passer rigtig godt til vores livsstil. Nu skal vi til at bevæge os ud i verden med dette hus som base, og jeg er sikker på at det bliver godt. Og så er der kun 4 uger til vi har sommerferie.

Det eneste jeg er spændt på er, hvordan det skal gå med min transport til arbejde. Jeg får 6 km. på arbejde, og jeg har tænkt mig at el-cykle hele vejen som jeg plejer. Jeg er spændt på hvad benene siger til det, og hvor lang tid jeg kommer til at bruge på det.

Lignende indlæg:

Et år med 5:2-diæt

I dag er det et helt år siden jeg havde min første fastedag. I et år har jeg fulgt 5:2-diæten, og 2 dage om ugen kun spist frokost.

Kun en enkelt gang på det forgangne år har jeg sprunget over. En mandag, hvor jeg havde ligget syg med en maveinfektion de sidste 3 døgn og var afkræftet og havde feber. Jeg tror ikke at jeg spiste en normal dagsration, for jeg var stadig syg, men jeg tænkte ikke på det som en fastedag og spiste det jeg nu kunne af toastbrød og yoghurt osv.

Så har der selvfølgelig været de dage, hvor jeg har spist mere end 500 kcal. Jeg tæller ikke kalorier, så det kan ikke afvises at jeg har spist for meget til mit frokostmåltid visse fastedage. Det er også sket at jeg er bukket under for fristelsen og har spist den kage der blev serveret i kantinen efter frokost. De dage har jeg alligevel holdt fast i faste-rytmen og ikke spist mere resten af dagen.

Måske er disse dage årsagen til at vægttabet ikke er så stort som det kunne være. Jeg har i gennemsnit tabt mig mindre end 1 kg. om måneden i det forgangne år. Det er ikke er på højde med hvad nogen opnår med 5:2, og ej heller  ’konkurrencedygtigt’ med andre slankekure. De sidste 3-4 måneder har jeg stort set ikke tabt mig.

Jeg glæder mig dog stadig over det vægttab jeg har opnået indtil nu. Jeg har skiftet en stor del af mit tøj ud, har fået BMI godt ned under de 30 og er synligt mindre.

Jeg glæder mig også over alle de andre fordele ved 5:2. Med tiden er det gået op for mig, at jeg har færre ryg- og ledsmerter. Jeg synes jeg har en større fysisk formåen og højere energi-niveau. Det er nok svært at sige om det skyldes diæten eller vægttabet, men det må være enten direkte eller indirekte på grund af 5:2-diæten. Psykisk har jeg det også meget bedre. Mit humør er stabilt højt, og jeg er kun yderst sjældent i dårligt humør – en stor forskel fra tidligere. Det giver mig et langt større mentalt overskud og større livsglæde. Alene disse fordele gør det værd at praktisere 5:2-diæten for mig.

Jeg kalder det bevidst 5:2-diæten og ikke 5:2-kuren, for det er blevet en integreret del af mit liv. Det er ikke noget midlertidigt, men en varig måde at spise på. Jeg regner med at fortsætte med at spise sådan fremover. Rytmen i min lille familie trives rigtig godt med de 2 fastedage, som hovedsagelig giver sig udtryk i, at 2 aftener om ugen er aftensmaden ikke en stress-faktor. I hverdagens trummerum følte jeg før, at de få frie timer jeg havde efter aftensmaden var for lidt til at nå at føle at jeg lever. Sådan har jeg det ikke mere.

Der er nogle få ulemper. Jeg får ofte hovedpine på fastedage, og det sker også relativt ofte at jeg har migræne dagen efter. Jeg har ikke hyppigere migræneanfald end jeg havde før, men jeg kan godt blive bekymret for om jeg stresser min krop ved at faste, når anfaldene kommer efter fastedage. Siden jeg blev syg med stress i slutningen af 2012 har jeg døjet med hyletone i hovedet, og nu hvor jeg er rask igen har jeg stadig hyletone af og til – også tit i forbindelse med faste. Selvom jeg har fået det markant bedre mentalt efter at jeg begyndte på 5:2-diæten, tror jeg det er vigtigt at jeg stadig holder fokus på at forebygge stress.

Lignende indlæg:

Alene hjemme

I denne weekend har jeg været alene hjemme. Det er jeg regelmæssigt, fordi min mand mindst en gang om året tager på større eller mindre rejser med sine kammerater for at dyrke deres fælles interesse for cykling. I denne weekend har de været i Belgien, for at køre en del af ruten fra cykelløbet Flandern Rundt, og dagen efter at se noget af det officielle løb.

Jeg kan godt lide at være alene hjemme. Umiddelbart er det skønt kun at skulle tage hensyn til sig selv. Både når det handler om hvad der skal på middagsbordet, hvad tossekassen skal vise og når det kommer til sengetid nyder jeg for en kort bemærkning at have det samme selvstyre som jeg havde de 10 år jeg boede alene før jeg mødte min mand.

Der er også andre fordele. Når jeg er alene, er det nemmere for mig at fordybe mig. Jeg har mere ud af at læse søndags-Berlingeren og at lytte til radioprogrammet Jazz & Co. på P8. Når jeg har god tid alene får jeg ideer. Og så er det skønt at kunne sætte sig og skrive 4 blogindlæg, som jeg har gjort her til formiddag. Fordybelse giver mig livskvalitet.

Det er også som om der er mere tid til rådighed, når man er alene. Da jeg flyttede sammen med min mand syntes jeg at tiden blev mindre, og når jeg ind i mellem har disse perioder hvor jeg er alene hjemme synes jeg tilsvarende at jeg har meget mere tid. Til hverdag er tid en mangelvare, så det er ren luksus at føle at man har masser af tid.

Når man er alene er man også kun 1 om alle pligterne. Især gåturene med hunden kan jeg godt mærke, at vi deles om til daglig. Jeg er så heldig at være gift med en mand der er morgenfrisk, så det er kun når han ikke er hjemme at jeg må ud og gå med hunden som det første der sker om morgenen. Ikke lige det jeg har mest lyst til lige når jeg er stået op, men når først man er ude så er det dejligt nok. Rengøringen ordner heller ikke sig selv, selvom den ene af os ikke er hjemme.

Men jeg nyder at være alene hjemme. Det er dejligt at kunne give sin partner den frihed, at han kan rejse med sine kammerater, for det giver ham jo en masse oplevelser og rekreation. Og han kommer jo hjem igen før jeg når at blive træt af at være alene. Så alt i alt er det til gensidig glæde, at min mand tager på sine ture med gutterne.

Lignende indlæg:

Drømmehus

Nu mangler kun den fysiske flytning. Ellers er projektet, der startede som drømme og flygtige ideer tilbage i oktober 2013 tilendebragt. Vi har nu købt et nyt hus som man kan gå rundt om, og flytter om knap 2 måneder.

Huset vi har købt er en murermestervilla fra 1907. Et klassisk murstenshus i både røde og gule mursten. Det oprindelige hus er i 2 plan samt kælder. I stueplan er der 2 stuer og et stort spisekøkken, og på førstesalen findes 2 værelser og et badeværelse. Huset har i 2001 fået en tilbygning som indeholder et stort rum til hobby, et bryggers og et badeværelse. Alt i alt er der 192 kvm. beboelsesareal, og dertil kommer 41 kvm. kælder, der er fordelt på 2 rum. De 2 bygninger er forbundet med en mellemgang i glas.

Med det nye hus får vi opfyldt vores drøm om at få noget mere plads at leve på. Hele 2 store badeværelser, mere plads i soveværelset og stuerne, og selvom vi har et ret stort køkken i dag, får vi et endnu større køkken i fremtiden. Der bliver bedre plads for Adina både indenfor og på den 973 kvm. store grund, og jeg gætter på at hun kommer til at elske at ligge i glas-gangen og holde øje med hvem der kommer forbi på vejen. Dertil kommer, at vores hverdag bliver betydeligt mere komfortabel i forhold til de daglige hundeture, fordi der ligger en hundeskov ganske få meter væk.

Huset er i ret god stand. Tilbygningen fra 2001 er naturligvis ny og fin, men også det oprindelige hus står flot. Først og fremmest er mange store, dyre og besværlige renoveringsprojekter lavet i nyere tid: tag, kloak, fyr, elektricitet og vinduer. Køkkenet er 20 år gammelt, pænt og slet ikke udskiftningsmodent, og det samme kan man sige om badeværelset på 1. salen.

Beliggenheden har både gode og dårlige sider. Vejen Bøgevej er en lille grusvej med kun 4 huse på, og for enden af vejen er der adgang til skoven Bistrup Hegn, hvor hunde må gå uden snor. Virkelig idyllisk! Til gengæld ligger huset på en hjørnegrund ud til Bistrupvej, som er en relativt befærdet vej, hvilket nok giver noget støj. Sammen med en øget afstand til mit arbejde er det prisen vi må betale for at få et stort og godt hus at bo i. Og den pris er vi villige til at betale.

Vi kommer til at rykke ca. 6 km. nord på i forhold til vores nuværende adresse i Virum. Vi kender primært Birkerød fordi det er der, den nærmeste Silvan ligger – ellers kender vi ikke byen ret godt. Men heldigvis har jeg mange kolleger som bor der, så vi skal nok finde ud af hvilken bager og hvilket pizzaria der er bedst. Vi har allerede fundet den bedste café, for der spiste vi frokost da vi i vinterferien så huset for 2. gang og gik en tur på hovedgaden. Hvis transporten til arbejde bliver et problem for mig og min el-cykel, så er der gåafstand til S-togsstation.

Er det så drømmehuset vi har fundet? Tja. Hvis jeg bare kunne drømme helt frit, så kunne et drømmehus indeholde både jacuzzi, udsigt, stilhed, rengøringshjælp og en kombination af tæt til alt og langt fra andre mennesker. Men man må jo også forholde sig til realiteterne.

Jeg er lidt tilbageholdende med at bruge et ord som ’drømmehus’. Jeg er bange for at komme til at putte et bestemt billede af et hus op på en piedestal, så det enten bliver uopnåeligt, eller lukker mine øjne for andre muligheder. Jeg synes der er en risiko for at sætte alt på et bræt og sige, at det KUN er dette ene hus der duer. Som jeg tidligere har skrevet om, prøvede vi at købe 3 andre huse før vi nåede til dette hus. Hvis vi havde kaldt nr. 1 på listen for vores drømmehus, så havde vi være skuffede for længe siden. I et marked, hvor vi var nødt til at sælge før vi kunne købe, og det ikke er bare lige ’sådan’ at gå ud og købe et nyt hus, så var den realistiske indgangsvinkel at gå efter det bedst mulige.

Da ideen om nyt hus begyndte, ønskede vi os mere plads både ude og inde, mere privatliv, men uden at øge transporttiden til vores jobs og udgiften til at bo. Undervejs fandt vi ud af, at det var realistisk at finde en bolig i nærheden af hundeskov, og at der var plads til at øge budgettet lidt. På et tidspunkt troede vi at vi kunne bibeholde afstanden til mit job så jeg kunne blive ved med at cykle. Det måtte vi gå bort fra igen.

Alle de huse vi har set på ville have været store forbedringer i forhold til vores nuværende hus, og de har alle levet op til vores ønsker i varierende grad. Det hus vi nu er endt med rummer en meget stor del det vi ville opnå, og har derudover kvaliteter som vi end ikke turde drømme om. Man kan altid ønske sig mere. Men indenfor det som er realistiske muligheder for os, er dette nye hus i Birkerød det optimale for os. Jeg glæder mig meget til at få nøglerne.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg:

Depeche Mode i Boxen

I den forgange weekend har husbond og jeg været i Herning. Formålet med turen var at gå til koncert med Depeche Mode, men vi lavede en lille tur ud af det.

Koncertbilletterne blev købt den dag de kom til salg i september, og det lykkedes os at få gode siddepladser. Vi fik begge bevilget 2 feriedage og bookede 3 overnatninger hos Østergaards Hotel. Hele efteråret har vi gået og glædet os til en lille mini-ferie i den mørke tid.

I torsdags var det så endelig tid til at indløse oplevelsen. Vi kørte fra Virum ved middagstid og checkede ind på hotellet lidt over kl. 16. Vi havde halv-pension, så vi kunne bare lægge os og hvile indtil det var spisetid.

Hotellet var ikke specielt spændende. Det var lidt som om tiden havde stået stille siden engang i starten af 1980’erne. Vores værelse bød velkommen med et temmelig bedaget gulvtæppe med kraftige pletter og et brunt badeværelse. Der var rent og pænt, og sengene var ikke 30 år gamle, men der var ikke engang sengetæppe, og det var på ingen måde den wow-oplevelse man nogen gange oplever lige når man går ind på sit hotelværelse første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at her er et hotel som overlever uden den fornyelse og renovering som andre hoteller må investere i, fordi Herning er en messe-by og hotelgæsterne i perioder bare vælter ind af sig selv.

I restauranten blev vi mødt af sødt og servicemindet personale og veltilberedt mad. Også her havde stilen dog stået stille i nogle dekader, alle 3 aftener fik vi stegt kød med sovs og kartofler og ganske få grøntsager. Morgenmaden var også temmelig traditionel; gammeldags ’vat’-rundstykker og ingen brunch-agtige elementer som bacon og røræg. Det var også en slags kulturel oplevelse; en rejse tilbage i tiden – måske en rejse til fortidens provinsliv.

Om fredagen var der dømt heldags-regn. Meget belejligt lå Midtjyllands største indkøbscenter lige overfor hotellet. Vi tilbragte nogle timer der. Jeg fik købt en del julegaver, og vi fik en dejlig frokost på en café.

Efter et hvil på hotelværelset fik vi et tidligt aftensmåltid, hvorefter vi hoppede i bilen og kørte 10 minutter hen til Boxen. Et imponerende byggeri, der virkelig så flot ud på afstand i mørket. Kl. 21 gik Depeche Mode scenen, og salen kogte. Det var en rigtig god koncert, hvor bandet virkelig beviste at de stadig kan – forsangeren sang fremragende og de holdt salen i deres hule hånd. Siddepladserne kom virkelig til deres ret, for vi kunne se alt hvad der skete på scenen incl. et flot grafisk show på en skærm bagved – en langt større oplevelse end for nogle år siden da vi stod på gulvet i Parken og ikke kunne skimte noget.

Efter 2 intense timer med hit efter hit var det tid til at blive en del af en større menneskemængde. Da vi endelig havde bevæget os som en stor flod af mennesker ud mod vores biler, tog det os en halv time at komme ud fra parkeringspladsen. Godt der kun var 10 minutter hen til hotellet.

Lørdag besluttede vi os til at gå en tur ind til centrum, hvor det skulle være en gågade. Det første vi mødte var et kæmpe vejarbejde i hele gågadens bredde, men der var heldigvis noget af gågaden tilbage længere nede. Vi kiggede butikker og fandt en charmerende cafe at få frokost på. Jeg lod mig også friste af nabo-cafeen, som serverede pandekager og solgte gaveartikler, så jeg fandt lidt flere små-gaver mens jeg smovsede i en pandekage med softice og chokoladesauce.

Vi slentrede hjem igennem et villa-kvarter med store flotte huse – det var nok her de rige boede. Sjovt at se på huse, når man selv går med hus-drømme.

Tilbage på hotellet kunne vi igen hvile og se genudsendelsen af gårsdagens Vild Med Dans-finale på fjernsynet. Efter endnu en omgang sovs og kartofler brugte vi lørdag aften i den nærliggende Bilka, hvor vi fik købt lidt ting til jul. Så kunne mit hoved heller ikke mere, og jeg måtte gå omkuld med migræne.

Vi havde tænkt på at køre over grænsen efter julevarer på turen hjem, men da jeg stadig ikke var helt frisk kørte vi bare direkte hjem da vi checkede ud søndag. Vi var hjemme ved 13-tiden, og det var egentlig ret skønt at have en hel eftermiddag hjemme. Kort efter kom vores hundelufter med vores hund, som havde været i pension i de 3 døgn.

Det var skønt at se Adina igen, for selvom det var skønt at tage en pause fra hverdagens pligter; opvask og hundegåture, havde vi savnet hende. Hun var tilsvarende glad for at se os, men også meget, meget træt. Det er tilsyneladende meget mentalt krævende for hende at komme ud af den daglige rutine, selvom vi ved at hun elsker at være sammen med sin hundelufter og alle hunde-vennerne. Adina lagde sig direkte ind på vores seng og sov resten af dagen, hun kom ikke engang og bad om aften-gåtur.

Hele turen må siges at være en succes. Det var egentlig meget godt, at hotellet og byen var lidt trist, for det gjorde at vi nærmest var tvunget til at kede os lidt, og det tror jeg vi havde brug for. Vi sov eftermiddagslur alle 3 dage og alting foregik bare meget langsommere end til daglig. Det er nok sundt. Nu er der lige 3 uger tilbage inden juleferie, dem klarer vi nok efter den energi-indsprøjtning.

Lignende indlæg:

Endnu en fødselsdag

Så blev det igen den tid på året, hvor jeg har fødselsdag. Det er jo umuligt at få godt vejr på sin fødselsdag når man har fødselsdag her midt i den mørkeste og tristeste årstid, men min fødselsdag bliver alligevel for mig et lille lyspunkt, hvor der er plads til nydelse og nærvær.

På selve dagen i onsdags inviterede jeg mine forældre over til lidt aftensmad. Som aperitif fik vi tynde skiver af den iberiske skinke jeg fik tilsendt fra Spanien for nylig, hertil lidt oliven, saltmandler og grissini-bidder. Til hovedret lavede Mads og jeg en thai-ret som vi er blevet ret glade for, en wokret med svinekød som er dejlig syrlig med både fiskesauce og citronsaft, og samtidig sød og rund pga. kokosmælk, cashewnødder og muscovado-sukker. Dagen før havde jeg lavet en lagkage, som vi fik til kaffen.

I går lørdag havde jeg inviteret min veninde og Mads ud og spise. Vi gik på Royal Garden i Dronningens Tværgade og fik de skønneste Dim Sum. Det var en dejlig oplevelse, virkelig velsmagende og helt frisklavede små dampede og friturestegte pakker med svinekød, rejer, blæksprutte, oksekød og meget mere. Vi bestilte på en slags smørrebrødsseddel, og vi var endda nødt til at bestille lidt mere da vi havde spist den første omgang.

Efter det skønne måltid havde vi lyst til lidt dessert, gerne is, men deres dessertkort så til gengæld ikke så inspirerende ud. Jeg tog telefonen frem og google’de mig frem til hvad der viste sig at være endnu et helt fantastisk sted; Candeur. Et sted der har specialiseret sig i desserter og cocktails. Lige det man har brug for, når man har nydt et fremragende måltid. Det lå i en behagelig gå-afstand fra restauranten, og på vejen nåede vi forbi Kgs. Nytorv, hvor D’angleterre havde lavet en helt fantastisk juleudsmykning af sin facade, som vi stod og beundrede længe.

Da vi kom ind på Candeur blev vi straks begejstrede. Musikken var høj og min absolutte yndlingsmusik: bankende Motown soulmusik fra 1960’erne. Der var en varm og hyggelig stemning, og vi blev mødt af en virkelig sød og imødekommende mandlig tjener. Der blev straks et bord ledigt, og vi gik om bord i det spændende menukort. Vi bestilte en dessert hver, jeg fik æble med karamel-is, og Mette og Mads fik begge Tarte Tartin med vaniljeis. Dertil de skønneste lemonader. Fantastiske smagsindtryk og suppleret med den skønne atmosfære, dejlig musik og sublim service fra tjenerens side var dette en helt fantastisk overbygning på en tur ud at spise.

Jeg er ikke så god til det med gaver. Jeg har svært ved at finde ting jeg ønsker mig og glemmer lidt at mine nære gerne vil give mig en gave. Alligevel fik jeg en masse dejlige gaver. Både min bror og min dejlige mand gave mig store flotte blomsterbuketter, som jeg nyder særligt meget her i weekenden, hvor der er dagslys. I mangel på ideer havde jeg i år blot ønsket mig ‘noget fra Kähler’, og det var sjovt at se hvad min mor og min veninde fandt på. Jeg fik 4 forskellige skønne keramik-ting. Jeg fik også et armbåndsur og årets juleklokke fra Georg Jensen.

Alt i alt blev det en dejlig fejring af mine 42 års fødselsdag. Og igen i år slår det mig nu hvor kort tid der er til jul. Jeg er heldigvis begyndt at tænke lidt på julegaver, men jeg er ikke kommet særlig langt. Og i år er der det specielle, at jeg selv skal holde juleaften. Mere om dette senere.

Lignende indlæg:

Om at drikke sig mæt

Det er ikke specielt mange timer af mine 5:2 fastedage jeg føler sult, men ind imellem kommer det selvfølgelig. Der er mange måder at gribe sulten an, når den banker på. Det første er selvfølgelig at drikke vand, men der er en grænse for hvor meget jeg gider at skvulpe nede i maven. Det der virker mest effektivt for mig er te.

Almindelig sort te fungerer fint, og fra mit basissortiment hjemme i køkkenskuffen har jeg også stor glæde af grøn te med citron. Den frisker godt op i en lidt passiv mundhule på fastedagen. Men jeg opnår endnu større mæthed og sanselig tilfredsstillelse med nogle mere eksotiske teer.

De første dage brugte jeg Pickwicks Minty Morocco, som er en te med lakridsrod og mynte. Lakridsroden giver en masse smag på tungen, og på en eller anden måde formår den at fylder det godt i maven. Hvis jeg føler mig rigtig sulten oplever jeg faktisk, at jeg kan fjerne sulten fulstændig med en lakridsrodste. Myntesmagen bidrager til at man har en smags- og duftoplevelse.

Ret hurtigt derefter blev jeg opmærksom på Yogi Te. Her er en lang række varianter som indeholder en masse gode aromaer, bla. chili, ingefær, citrusfrugter i tillæg til lakridsrod. Det er en noget dyrere te, men når man ikke bruger penge på aftensmad den dag går det vel an. Der findes så mange varianter, at man kan få god variation på fastedagen. Pakkerne har flotte dekorationer, så hele te-oplevelsen bliver også en visuel nydelse. Jeg føler at jeg forkæler mig selv, når jeg laver mig et krus Yogi Te.

Nu har vi jo lige været igennem en sommer med megen varme, og så er det måske ikke helt så oplagt at drikke te. Der er nogen der laver iste – det har jeg endnu ikke prøvet, men jeg kunne godt forestille mig at det kunne være godt. Men jeg har fundet, at de lidt syrlige, friske teer med citrus og ingefær fungerer rigtig fint for mig på en sommerdag. I LIC fandt jeg et for mig ukendt mærke ’Clipper’, hvor varianten Citron & Ingefær har været min absolutte favorit på de varme dage – dejlig læskende faktisk.

For nylig har vi på arbejdet fået nogle meget interessante teer; Pukka Te. De er bla. gået videre med lakridssmagen med varianten ‘Pure‘, som indeholder fennikel- og anisfrø. Jeg er også ret glad for varianten ’Love’  med kamille, rose og lavendel foruden lakridsrod. De har tilmed en række trippel-varianter, hvor der er 3 slags mynte, fenikel eller ingefær i. Nu kan jeg også i løbet af arbejdsdagen forkæle mine sanser når jeg faster.

Lignende indlæg: