Målet helliger ikke midlet

Igår var jeg til foredrag. Ja, jeg indrømmer; jeg bruger de fleste fredag aftener på at se X-factor og andet TV og falde tidligt i søvn på sofaen. Men igår gjorde jeg noget andet. Jeg tog sammen med min mand i Lyngby Kulturhus og oplevede et foredrag. Det var arrangeret af FOF og handlede om Blekingegadebanden. Foredragsholderne var Jørn Moos, som var den politimand som opklarede en række forbrydelser begået af Blekingegadebanden, og Bo Weymann, som var medlem af Blekingegadebanden fra 1982 til 1988 og som fik en dom på 7 års fængsel for sine aktiviteter i banden.

Jørn Moos har holdt mange foredrag om Blekingegadebanden, men det er første gang at Bo Weymann er med. Det lød som om de måske vil gøre det igen. De startede med at Bo Weymann holdt en halv times indlæg om hans tilknytning til gruppen, derefter talte Jørn Moos en halv time om opklaringsarbejdets faser. Så gik de 2 i dialog, hvor de stillede hinanden spørgsmål om sagen. Til sidst svarede de på spørgsmål fra salen.

Jørn Moos har jo været meget tilgængelig for offentligheden, men det er noget nyt at se Bo Weymann stå frem overfor almindelige mennesker. Som man også får indtryk af i dokumentarfilmen Blekingegadebanden, er han en fantastisk god formidler. Han er virkelig god til at forklare hvorfor man kan komme ud i at lave den slags kriminalitet med udgangspunkt i en politisk overbevisning. Man får også indtryk af et menneske som er sympatisk, vil andre det bedste og meget velbegavet.

Når man har set både dokumentarfilmen og TV-serien, og ens mand har læst Peter Øvig Knudsens bøger om sagen, så var der ikke så meget faktuelt nyt der kom frem på foredraget igår. Det var en pudsig detalje for mig at høre, at banden faktisk var mere nervøse for at blive opdaget af den israelske efterretningstjeneste end af den danske. Og så fik jeg et endnu bedre indblik i hvordan det daglige arbejde i gruppen var – hvordan de talte i telefon sammen, hvordan de skiftede fra taxa til taxa på vej hen i lejligheden i Blekingegade så adressen ikke blev opdaget på trods af at de i perioder blev overvåget, og hvordan de havde et arbejdsfællesskab som mindede om det der er på en arbejdsplads. De arbejdede seriøst med de forskellige røverier på nøjagtig samme måde som man gør med opgaver på jobbet, og de opfattede ikke sig selv som kriminelle. De de fik skabt en slags normalitets-boble rundt om det de lavede som gjorde, at det var helt naturligt for dem at snakke om våben, sidde på kasser med panserværnsraketter og diskutere voldsanvendelse. Bo Weymann mente at gruppen endte med at have en slags drift mod ‘døden’ – de kunne kun være blevet stoppet af en voldsom begivenhed som drabet ved røveriet i Købmagergade blev.

Det med ikke at føle sig som en kriminel fik et nyt perspektiv, da Bo Weymann fortalte lidt om livet i fængsel. Her oplevede han, at alle de andre indsatte konstant snakkede om kriminalitet og stoffer, og jeg fik det indtryk at han følte sig helt fremmed overfor dette miljø. På spørgsmål fra salen svarede han ja til, at han følte at det gav en uønsket status i fængslet at have tilhørt en gruppe, som havde slået en politibetjent ihjel – og det gav ham kvalme. I det hele taget var hans væmmelse overfor den kriminelle verden stor. Dog havde han fundet det meningsfyldt at hjælpe sine medfanger med at læse og skrive, så de kunne forstå og forholde sig til skrivelser fra myndighederne. Ellers havde han brugt meget af sin tid i fængsel på at male og skrive.

Bo Weymann har ikke kontakt med nogen af de gamle kammerater fra banden – kun sin bror. Der blev kort omtalt en artikel som 3 andre bandemedlemmer udgav i marts 2009, hvor de gør rede for de politiske overvejelser der lå til grund for bandens aktiviteter. Man får indtryk af at de 3 forfattere stadig ser verden som de gjorde dengang. Bo Weymann forklarede at han var et andet sted idag end de er, og at han ikke ville have kunnet skrive sit navn på den artikel. Han karakteriserede sig selv som pacifist, som kun kan gå ind for konfrontation via FN.

Jeg er et menneske som er drevet af en stor nysgerrighed overfor andre mennesker. Jeg har altid lyst til at lære mere om hvad der motiverer folk, hvorfor gør de som de gør og hvordan er de blevet som de er. Derfor er især Bo Weymanns beretning om først sin baggrund og hvad der gjorde at han blev involveret i Blekingegadebanden, og senere forklaring om sin personlige udvikling under og efter fængselsopholdet utrolig spændende for mig. Jeg er dybt taknemmelig over at han vil dele det med os andre og har stor respekt for at han som menneske har kunnet flytte sig så meget.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

En tur til Bremen

Der var et opslag på vores intranet på arbejde, hvor man kunne få billetter til at være publikum til satire-showet Live fra Bremen og talkshowet Aloha, som sendes direkte fra det tidligere Privatteatret fredag aften efter Vild med Dans. Jeg sendte en mail til produktionsselskabet og pludselig skulle vi ind og se det show! Det var sidste fredag.

Vi har været i det gamle Privatteater en gang før, da vi i foråret via Facebook blev inviteret til comedyshow’et En sær forestilling med nogle af Danmarks største komikere og et ukendt band. Set i bakspejlet har det bla. været en mulighed for Casper Christensen til at prøve teatret af til dette show.

Da vi ankom til Nyropsgade kunne vi se at man med store blå lysende bogstaver havde skrevet “BREMEN” over indgangen til teatret, man har nærmest omdøbt teatret i denne anledning. Vi skulle bare sige vores navn til damen med gæstelisten, og så var vi indenfor. Der var en god og let festlig stemning, og efter en halv time blev vi lukket ind i teatersalen.

Jeg har været til en enkelt live-udsendelse før; et afsnit af det danske Idols. Dette var ikke helt ligesådan. Selvom der var APPLAUS-skilte i Bremen, havde showet langt mere karakter af en teater-oplevelse som også blev lavet for publikums skyld. Man følte ikke nær så meget at man arbejdede for produktionen.

En lidt kikset ny komiker, Nicolaj Stockholm, skulle prøve at varme os op og give os praktiske oplysninger samtidig. Det var ikke så vellykket. Han var hverken sjov eller informativ, og man blev i tvivl om hvad der var hvad. Heldigvis var Lasse Rimmer klar i sin ‘presse-loge’ og hjalp godt til, så vi havde smil på læben da livetransmissionen startede.

Endnu et gensyn fra ‘En sær forestilling’ var bandet Supershine, som dengang brød en ellers hyggelig aften med grin og stand-up comedy med noget punk-rock med vanvittig volumen og ultra-krukket kropsprog.  De spillede 7 numre i stedet for de lovede 3, og publikum udvandrede i stor stil. De lignede denne fredag stadig en flok gymnasiedrenge, som tager sig selv meget højtidligt som de stod der på scenen og spillede et kvarters tid. Musikken er for voldsom for min smag, men jeg kan ikke afvise at de er gode til det de gør.

Nå, men selve de to shows var forrygende. Det var rigtig sjovt at se live og man fik stor respekt de medvirkende, fordi de gør det live, som man ellers altid ser optaget på TV. Man fornemmer at det er en helt ny udfordring for komikere at lave det live på den måde, og så samtidig til TV. Det er jo ikke en revy, hvor det er samme show en hel sommer, det er satire over ugens begivenheder, så der må være knald på i løbet af ugen. Til gengæld er der som nævnt APPLAUS-skilte, der lyser når publikum skal klappe – en præmis som stand-up komikere jo netop ikke arbejder under normalt. Casper Christensen er stadig super-dygtig, cool, fair og original.

Efter showet blev vi inviteret til after party på et feststed i byen. Der gik vi dog ikke med. Alligevel havde jeg en glad fornemmelse da jeg vågnede næste morgen, ligesom når man har været til en god fest hvor man har hygget sig rigtig godt.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Michael McDonald – en teamplayer

Jeg var til koncert med Michael McDonald i TIVOLI igår. Det var en rigtig dejlig koncert, ikke overraskende for han er jo en dygtig fyr med masser af rutine og hjertet på rette sted. Men han leverede endnu en super god koncert med det man nok kalder et veloplagt band.

Jeg har været til koncert med Michael McDonald 2 gange før, da han var i Danmark 2 gange i 2003. Dengang var musikken ny for mig, og min oplevelse var stort set bare at få slået benene væk under mig af begejstring for musikken og Michaels fortolkning.

Sidenhen har jeg anskaffet mig en masse flere plader med Doobie Brothers og Michael McDonald og har trængt lidt mere ind i musikken. Da jeg stod til koncerten igår reflekterede jeg lidt mere over hvilken kunstner han er. Det slog mig at han virker til at være mere en musiker end en frontfigur. Når han sidder der bag sit keyboard er han så koncentreret, og det er uanset om han selv synger eller om andre band-medlemmer synger eller spiller solo. Det virker simpelthen som om han ser sig selv som en del af en helhed der skaber musik. Et meget sympatisk træk.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Sex and the City

Igår aftes var Mads og jeg i biografen og se Sex and the City-filmen. Den var god! Gode skuespillere og en masse gode og modige pointer, især i betragtning af at serien foregår i USA. Det vender jeg tilbage til.

I de 6 år serien blev sendt oprindelig så jeg den trofast, og når den siden er blevet genudsendt har jeg også hængt på når jeg “kom forbi”. Det er et virkelig godt univers man har fået skabt her.

Det som gjorde serien spændende for mig var det opgør man tog med fordommene om singlepinger. De 4 hovedpersoner viste hvordan man sagtens kan have et godt liv som single og at man ikke behøver at føle sig mindre værd bare fordi man bor alene. Det var virkelig noget jeg kunne relatere til som den single jeg var i de år. Serien tog nogle interessante situationer og problematikker op fra livet som single.

F.eks afsnittet hvor Carrie får stjålet et par dyre sko til en fest hvor man skal tage skoene af før man går ind, og værtinden efterfølgende håner hende for at have en dyr livsstil og ikke have et “rigtigt liv” da hun forsøger at få dem erstattet. Her blev det virkelig illustreret hvordan visse valg i livet bliver hyldet med opmærksomhed, engagement og gaver i stride strømme, og andre valg bliver udsat for mistænkeliggørelse, latterliggørelse og mangel på forståelse. Carrie ender med at skrive til værtinden at hun gifter sig med sig selv og på ønskelisten er kun det stjålne par sko – og hun får dem!

Filmen tog så fat i det samme univers bare 3-4 år senere. Nu bliver der behandlet emner omkring det faste parforhold, både det gode og det dårlige. En central historie er området omkring det at holde bryllup, hvordan det skal foregå og hvordan man holder fast i sig selv i den forbindelse. Igen rammer filmen noget aktuelt i mit liv, da både jeg selv og mange andre i min omgangskreds bliver gift i disse år, hvorfor jeg har gjort mig mange tanker om lige dette emne (se tidligere blogindlæg). Filmen kommer med en interessant og modig pointe om dette emne.

En sekundær pointe var også tankevækkende for både Mads og mig: dette med at hvis alting går godt, så er det OK! Man behøver ikke at forvente at alting går dårligt bare fordi man har haft medgang i en periode. Egentlig også ret modigt.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Danseorkestret i TIVOLI

Sørme om ikke min hovedpine lagde sig henad kl 21 igår aftes! Kl 21:38 sad min elskede og jeg i vores bil med kursen sat mod city, og 22:05 var vi indenfor i TIVOLI – klar til koncert med Danseorkestret i TIVOLI.

Koncerten var lige så god som for nogle år siden, da de sidst spillede i TIVOLI. Det er jo også super rutinerede musikere som kan deres kram og som svinger for vildt. Udover Danseorkestrets kernemedlemmer Rasmus Kærså, Jacob Andersen og Jørgen Klubien havde de Claes Antonsen og Aske Jacobi med. Jeg nød hvert et nummer.

Deres store hit “Kom tilbage nu” er ikke lige mit yndlingsnummer, og jeg synes ikke det repræsenterer bandet så godt. Det er lidt ligesom Human League’s “Don’t you want me baby” og Depeche Mode’s “Just can’t get enough” – det var deres første kæmpe hit, men reflekterer slet ikke det som banded senere kom til at handle om.

I tilfældet Danseorkestret er jeg mere vild med det som de udviklede sig til efter det første hit, numre som “Det sidste skrig” og numrene med latinamerikanske rytmer tænder mig mere. Igår aftes fik jeg både sunget og danset til den dejlige musik, og nød den plads og fred der blev da de havde spillet “Kom tilbage nu” og de overfladiske uægte fans gik væk så man kunne blive fri for deres distraherende knævren og sms’eri.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg: