Anmeldelse af Sony Ericsson Xperia Arc S

Det tog mig noget tid at hoppe med på smartphone-bølgen. Jeg har i mange år brugt mine mobiltelefoner intensivt. De første år hvor smartphones kom frem synes jeg simpelthen ikke at de dækkede mit behov. F.eks. brugte jeg meget FM-radio ifm. offentlig transport, og det var svært at finde hos smartphones. Og når udseendet også skulle have noget at sige, blev det helt umuligt.

Min seneste ‘almindelige’ mobiltelefon havde GPS, wifi og både Facebook- og Twitterapps, og jeg har brugt mine seneste 3 mobiltelefoner til at gå på nettet med. Det var først da jeg begyndte at bruge Foursquare, og ikke kunne få min Sony Ericsson Hazel til at bruge telefonens GPS til checkins, at jeg indså at nu var udviklingen af almindelige mobiltelefoner gået i stå til fordel for smartphones.

Den første smartphone jeg prøvede var en HTC Wildfire. En af de mindste og billigste på markedet, som jeg fik stillet til rådighed af min arbejdsgiver. Det var en god begynder-telefon, som gav appetit på mere. Da jeg skiftede job i oktober fik jeg udleveret en iPhone af min nye arbejdsplads, og her fik jeg lov til at se hvad det var alle snakkede så meget om.

Jeg blev dog hurtigt klar over at jeg gerne ville have en privat telefon med privat abonnement, og det skulle være en Android smartphone. Jeg undersøgte markedet og ønskede mig en Sony Ericsson Arc S i fødselsdagsgave da jeg fyldte 40. Og det fik jeg!

Jeg har nu haft den i 2 uger og er rigtig glad for den, så derfor kommer her en lille anmeldelse med sammenligninger til de 2 andre smartphones jeg har prøvet.

Design

Det første jeg begejstres over med Arc S, er at skærmen er stor og at designet er behageligt. iPhone virker i sammengligning som en mursten eller glas-klods, der er tung og gammeldags i designet i forhold til Arc S. Den er let og ligger godt i min hånd, jeg er langt mindre bange for at tabe den end med iPhone. Arc’s skærm går helt ud til kanten, hvor iPhone har en del ’spildplads’ rundt om skærmen, og det får den til at virke lille når man håndterer den efter at have brugt Arc S.

Beskeder

Dernæst opdager jeg at Arc S er meget nem at skrive på. Det irriterede mig med iPhone at bogstaverne på tastaturet er VERSALER, uanset om den var på Caps Lock eller ej, og så var det til at blive sindssyg af, at der hverken var punktum eller komma på den forreste tastaturside. Med Arc har man det mest almindelige lige ved hånden, og man kan nemt se om man skriver med store eller små bogstaver. Pga den store skærm er det yderst komfortabelt at skrive på qwerty-tasturet med to tommelfingre i landscape-position. Endelig har Arc’en en fin lille pil som gør det uendelig meget lettere at rette et ord man har skrevet forkert. Med både iPhone og Wildfire har jeg haft svært ved navigere i tekstfeltet man skriver i.

Integration med sociale medier

Når jeg så begynder at bruge telefonen i hverdagen bliver jeg imponeret over hvordan alting er godt integreret. Jeg er storforbruger sociale tjenester og nyder at f.eks. kontakter, kamera og musikafspiller er integreret med SMS, Facebook og Twitter. Det virker meget gennemarbejdet. iPhone har først lige nu med IOS5 fået integration til Twitter, men endnu ikke til Facebook.

Performance

Der er en 1,4 ghz processor i Arc’en – single core. Der kommer utvivlsomt dualcore og quadcore i mange telefoner i det nye år, men jeg ved ikke hvor meget det betyder. Arc’en kører tilfredsstillende for mig, savner ikke mere tænkekraft. Jeg synes den aflader batteriet meget hurtigt, men jeg bruger den også rigtig meget og giver den fuld skrue med animeret baggrund osv. – en ting som heller ikke er muligt med iPhone.

Android vs. IOS

Det minder om en religions-krig om man er til Android eller IOS, og her vil jeg undlade at missionere. Så vidt jeg kan bedømme er der fordele og ulemper ved begge dele. Jeg kan godt se at iPhone er godt gennemarbejdet og brugervenlig, så selv folk der ikke interesserer sig for teknik kan bruge den. Men det er jo ikke alle som har problemer med teknik, så det er ikke en parameter der tæller på plussiden for mig.

Konklusion

I forhold til HTC’en tror jeg at jeg mærker at Arc S’en er Sony Ericssons nuværende topmodel, hvor Wildfire er en af de mindste på markedet. Arc’en er mere intuitiv, det kører ligesom mere ‘smooth’ og der er lidt mere styr på tingene. Med HTC’en kom jeg nemt til at ringe nogen op ved en fejl, og SMS’erne var svære at holde styr på. Det oplever jeg slet ikke med Arc’en. Jeg gætter på at en high-end HTC vil have en bedre brugeroplevelse end Wildfire, men noget af det kan måske også skyldes forskellen mellem Sony’s og HTC’s fortolkning af Android.

Mht. iPhone synes jeg at Arc’en er bedre for mig på ovennævnte kerneområder. iPhone er en af de mest hypede smartphones på markedet, men set med mine øjne er den bagefter på en række områder. Den fungerer udmærket som arbejdstelefon, hvor den synkroniserer mails og telefonbog fint med firmaets systemer. Men til privat brug er den slet ikke frisk nok til mig, og da slet ikke når den koster så meget mere end telefoner, der har det jeg efterspørger.

Lignende indlæg:

Anmeldelse af Aji Sushi i Lyngby

Der er nu 3 sushi-restauranter i Lyngby: Sticks’n’Sushi, Dondon Sushi og Aji. For en sushi-spiser er Sticks’n’Sushi et velkendt koncept, selvom restauranterne er lidt forskellige – maden og menukortet er det samme. Jeg har tidligere anmeldt Dondon, fordi frisklavet discount-sushi var et koncept jeg ikke kendte til.

Restauranten på Lyngby Hovedgade 50A har jeg tidligere omtalt her på bloggen, da den hed TA KE Wok og Sushi. Den var den første sushi-restaurant i Lyngby. I april i år skiftede restauranten ejer og serverer nu udelukkende japansk mad. Der er både varme retter a’la carte og sushi, sidstnævnte på transportbånd som såkaldt running sushi. Man kan få running sushi til både frokost og aften.

Nogle meget attraktive tilbud har fået mig til at prøve restauranten en del gange. Første gang havde de ligefrem halv pris på søndags-frokost, og da frokostprisen lyder på sølle 138 kr. er det jo værd at stå i kø for. Siden har de haft hvad de kalder sushi-brunch om søndagen til 98 kr. pr. person – det er simpelthen for billigt til at jeg kan lade være.

Sushien har en fin kvalitet som svarer fuldstændig til den man finder på restauranter inde i byen. På bordene står små sæt med soya, wasabi og wasabinødder, og så kører transportbåndet ellers bare. Der kommer edemame-bønner, ingefær og tangsalat til at starte med, og ellers er det mest inside out-ruller og nigiri. En enkelt gang har der også været en salat med kylling, og nogen gange kommer der nogle mere fantasifulde gunkan o.l. – det virker som om udvalget varierer lidt, måske efter hvilken kok som er på arbejde, eller simpelthen hvad der er af råvarer på lager.

Det kan godt være stressende at spise running sushi, hvis der er mange gæster i restauranten, fordi alle sidder og lurer på de samme små tallerkener. Når jeg har prøvet running sushi andre steder har der være rigeligt med tallerkener så alle kunne få, og sådan har det også været de første gange jeg var på Aji fordi der ikke var så mange mennesker.

I søndags var der pludselig fuldt hus – så fuldt at vi ikke kunne få plads med det samme og vi måtte gå en tur og komme igen en halv time senere. Da var det desværre ikke bedre; de gæster som vi tidligere synes så ud til at være ved at være færdige var ikke gået endnu. Da vi endelig fik plads ved transportbåndet fandt vi ud af hvorfor – der kom simpelthen ikke nok sushi afsted på båndet. Vi sad tæt på kokken og var nogen af de første som sushien passerede forbi, men vi følte ikke vi kunne tillade os at tage det vi havde lyst til, for alle de andre gæster virkede også meget sultne. Det er ikke en behagelig måde at spise sushi på for mig – jeg er hele tiden splittet imellem at jeg gerne selv vil have noget sushi og hensynet til mine medspisende, og det ender med at blive en stressfaktor.

Det er jo dejligt at det går frem med antallet af gæster, for det er trods alt for meget forlangt at kunne have en sushi-restaurant helt for sig selv, som jeg prøvede et par gange i starten. Jeg har da også selv spredt budskabet via Facebook og Foursquare for at hjælpe dem igang – og for at beholde min mulighed for running sushi i mit lokalområde. Og nu ser det ud til at der er gang i butikken, i hvert fald om søndagen til disse brunch-tilbud. Så må man bare bestille bord – det er heldigvis muligt. Og de kommer forhåbentlig efter det mht. at producere en passende mængde sushi når der er mange gæster.

Vurdering:  ★★★★★ 

——————————————-

13. juni 2011 – Opdatering

Jeg er nødt til at ændre min rating for Aji Sushi. Idag har vi købt take away hos Aji. Sushien var kedelig. Den panerede reje var ikke frisklavet, og derfor helt blød i paneringen og havde ingen smag. Agurken var ikke frisk, den var tør og indsunken. Det er svært at afgøre om ingredienserne har ligget længe, eller om sushien har været samlet længe. Men frisk var det ikke. Når jeg tænker over det, så har jeg før oplevet dette ifm. running sushi på Aji, selvom det bestemt ikke er hver gang. Det er ikke iorden, og det gør at jeg ikke har lyst til at hente take away derfra igen.

Vurdering:  ★★☆☆☆ 

——————————————-

30. oktober 2011 – Opdatering

Jeg har har nu været til søndagsbrunch hos Aji Sushi en del gange, og jeg må sige at de har oppet sig. Kvaliteten er helt i top hver gang og hele 3 kokke knokler for at holde transportbåndet helt fyldt med sushi hele tiden. Alting er super frisk, og de panerede rejer er frisklavet.

Jeg kan ikke forestille mig andet end at deres take away-sushi også er i top sådan som der er gang i den hos Aji.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

En formiddag i Jægersborg

Jeg har i nogle måneder modtaget mails fra de nye tilbuds-tjenester Downtown, Sweetdeal o.l. Det har allerede givet mig og min mand et par gode oplevelser som vi ellers ikke ville have fået, og jeg kan anbefale det til alle der bla. godt kan lide at gå ud og spise.

I februar var der et tilbud fra Restaurant Wohlert, som ligger i forbindelse med Schæffergården. Her kunne man få søndagsbrunch for halv pris, og jeg slog til. Jeg har været på Schæffergården et par gange i forbindelse med arbejde, og begge gange synes jeg ikke at jeg fik nydt de smukke omgivelser optimalt. Især da jeg var der sidst, hvor der til frokosten i restauranten var et kæmpe fad med jomfruhummer, og vi pga. et presset program ikke havde tid til at nyde disse, følte jeg mig snydt for en sanselig oplevelse. Jeg vidste faktisk ikke at de havde søndagsbrunch, og brunch er heller ikke noget jeg har dyrket så meget. Men da der via Sweetdeal var en mulighed for at opholde sig i disse smukke omgivelser i sin fritid var jeg helt sikker på at det var noget jeg ville prøve.

Idag indløste vi så vores værdikupon og nød den luksuriøse brunch-buffet. Lokalerne er meget stemningsfulde: mørkt træ, klinker, pejs – minder mig lidt om de nyere bygninger på Louisiana. Buffet’en var overdådig. Jeg fik pølser/røræg/champignon, pandekager, den bedste croissant jeg har fået i meget lang tid, hjemmebagt brød med røget laks, røgede jomfruhummer og rejer og sluttede af med frugt og 2 mini Sarah Bernhard-kager, selvfølgelig hjemmelavet og overtrukket med den lækreste kvalitetschokolade. Både min mand og jeg synes det var den absolut bedste brunch-/morgenmadsbuffet vi nogensinde har oplevet.

Citronen mindesten

Efter det fyrstelige måltid gik vi lidt rundt på ejendommen og nød den smukke forårsdag – helt uden overtøj! I den strålende sol og ingen vind nød vi de gamle træer med bristefærdige knopper og forårsblomsterne – og vi så en spætte oppe i et højt træ. Da vi igår aftes genså filmen Flammen og Citronen i anledning af årsdagen for Danmarks besættelse, gik vi lige lidt længere op ad Jægersborg Allé hen til nr. 184, hvor Citronen fik sit endeligt. Hjemturen kørte vi ad Strandvejen, hvor det gode vejr virkelig blev nydt af motorcykler, cykler, biler med åbent tag, veteranbiler og folk på rulleskøjter. Alt i alt en stemningsfuld dag med en stor madoplevelse.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Kursus i linser og bønner

Igår var jeg på sæsonens sidste FOF-kursus. Det foregik på Kildevældsskolen på Østerbro og handlede om madlavning med linser, bønner og kikærter.

Jeg havde tilmeldt mig kurset fordi jeg gerne vil vide mere om disse produkter. Hjemme hos mig har vi opdaget, at vi trives godt med at det ikke er alle måtider der indeholder kød. Ikke fordi vi synes det er synd for dyrene, men fordi det giver en god variation og nogle andre smagsoplevelser. Det er kommet af sig selv, at et middagsmåltid betår af f.eks. pasta med hjemmelavet pesto eller tomatsovs, broccoli og så måske nogle hvidløgsbrød til. Vi vælger det fordi vi kan lide det. Senere er vi blevet bevidste om, at det også er godt for miljø og bæredygtighed at man spiser mindre kød, og derfor er vi begyndt at tænke mere på at spise på denne måde. Deraf er opstået en ønske om at udvide mulighederne for kødfri måltider, og kurset her bød på en god mulighed for at få noget inspiration og viden.

Kurset foregik i skolekøkkenet på ovenstående skole. Der var fuldt hold med 16 deltagere, faktisk mødte der 17 personer op. Underviseren Irene Larsen har en baggrund som kok og har senere arbejdet med ernæring og sundhed, massage, healing og meget mere. Hun indledte med at forklare kort om linser, bønne og kikærters muligheder som protein-kilder for vegetarer, og hun lagde også vægt på bæredygtighed ved at få protein fra andet end kød.

Vi havde placeret os i de 4 køkkener efterhånden som vi var ankommet, og dette udgjorde de grupper vi arbejdede i. Efter den korte introduktion fik vi uddelt nogle ark med en række opskrifter. Irene havde været forbi aftenen før og sat diverse bønner til udblødning, og derudover havde hun en masse råvarer med der understøttede opskrifterne. Der var supper, gryderetter med og uden kød, postejer og salater. Vi skulle så vælge os et par forskellige retter vi ville prøve at lave i grupperne.

I min gruppe valgte vi i første omgang en lammegryde, en suppe og humus, og da vi senere fandt ud af at vi havde tid til mere, lavede vi også en linsepostej, bønnemos og en bønnesalat. Ialt arbejdede vi i 4 timer, hvorefter vi samlede alle kreationerne og satte os til bords for at smage. Det var sjovt at prøve alle de forskellige retter, men man blev også hurtigt mæt af det fiber- og proteinholdige kost, så det kunne ikke lade sig gøre at smage det hele.

Med mig hjem har jeg en række opskrifter, nogle smagsoplevelser og lidt erfaring med at tilberede denne type mad. Og iøvrigt nogle smagsprøver fra det vi fremstillede. Kurset gav et godt indblik i denne verden, og vores underviser var både sød og dygtig. Med mig hjem havde jeg desværre også en hovedpine, for det er anstrengende at arbejde sammen med fremmede mennesker i  ukendte omgivelser om at lave mad man ikke har prøvet før. Ialt 5½ time i et køkken hvor man står og arbejder det meste af tiden er også fysisk hårdt, så jeg havde brug for en tur på sofaen da jeg kom hjem.

Nu skal jeg igang med at tænke over hvordan linser, bønner og kikærter kan integreres bedre i vores daglige madlavning. Indtil nu har vores repertoire omfattet at hælde en dåse kidneybønner i chili con carne, en enkelt bønnesalat og at lave en gang falafel – lækkert, men der er jo mange flere muligheder.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Anmeldelse af Dondon Sushi i Lyngby

Når jeg tænker på hvor længe jeg har spist sushi, og hvor længe siden det er at Sticks’n’Sushi i Nansensgade var den eneste restaurant i København, synes jeg det lidt mærkelig at det har taget så lang tid for sushien at blive udbredt til den nordlige del af Storkøbenhavn hvor jeg bor. Befolkningstætheden er også stor her, og befolkningen er yderst købestærk.

Men nu begynder det at hjælpe på det. For 3 år siden kom Sticks’n’Sushi til Lyngby og jeg jublede. Næsten samtidig startede en asiatisk restaurant op i Lyngby  med både wok og sushi. Stedet har netop skiftet ejer og navn: hedder nu Aji og er nu et rent japansk sted med running sushi og varme japanske retter.

Og senest er lavpriskæden Dondon Sushi åbnet i Lyngby – iøvrigt meget tæt på Sticks’n’Sushi. Der gik ikke mange dage fra jeg havde hørt om dem, til jeg skulle prøve dem. Jeg valgte deres månedens sushi, som tog udgangspunkt i sæsonvaren stenbiderrogn. Jeg valgte en menu der bestod af en inside-outrulle med agurk og flødeost toppet med avocado, stenbiderrogn, purløg og rødløg. Derudover var der en futomaki med samme indhold, bare altsammen indeni, og så var der 2 gunkan med….. samme indhold pånær avocado. Det er godt set af Dondons kokke at sætte disse ting sammen i sushi, det er en af min absolutte yndlings-kombinationer når den står på blinis herhjemme. Men jeg må indrømme det blev lidt ensformigt at det hele smagte af det samme. Sushien var i sig selv af fin kvalitet, gode velsmagende og velmarinerede ris – helt iorden og godkendt. Og boksen var velanrettet og æstetisk som sushi skal være.

Med mig hjem fik jeg et menukort, og det har jeg studeret grundigt. Dondons sortiment er nemlig ret anderledes i forhold til de fleste sushi-steder. Her kan man godt se, at Dondon slår sig op på at være en lavpriskæde: der er ikke så mange eksotiske kombinationer med dybstegte ting, specielle saucer og sjove kombinationer (udover månedens tilbud). Det virker som om man satser på det sikre.

Når jeg spiser sushi, er jeg mest til inside-outruller (uramaki). På de fleste restauranter er det de mest spændende indholdsmæssigt, og derudover passer de bedst i størrelsen i min mund. Dondons version af inside-out kalder de maki deluxe, og de er alle toppede. De toppede ruller plejer at være de dyreste på de fleste restauranter, fordi de både har lækkert fyld OG så får man noget ekstra ovenpå. Hos Dondon er det knap så luxuriøst, for indholdet i langt de fleste varianter af denne kategori er kun agurk og avocado, det som jeg ser som tilbehør til hovedindholdet. De er så toppede med det som gør dem forskellige: tun, laks, agurk osv. I en sushi-verden, hvor menukortene hos de forskellige restauranter ligner hinanden rigtig meget, er det her en ret usædvanlig måde at gøre det på. Ikke at det er dårligt, men man skal lige vænne sig til at hovedsmagen ikke ligger i midten, når man spiser rullen. I forhold til menukort betyder det, at man ikke helt så nemt kan spore sig ind på hvilken variant man vil have, som man er vant til.

Futomaki er normalt store ruller, hvor tangen ligger yderst. De plejer at være så store, at man enten skal bide dem over eller, hvis man tager dem i en mundfuld, få fyldt munden så meget at det er svært at lukke munden, endsige smage detaljerne. Sådan er det ikke hos Dondon Sushi. Her er futomaki også noget med tang yderst, og man får 10 stykker for hver rulle, som man kun betaler 59 kr. for. Men man får hvad man betaler for – rullerne er ganske simpelt mindre end normalt. Diameteren er mindre end deres inside-out ruller, og de er også tyndere skåret.

En unik ting hos Dondon er sushi med sorte ris. Jeg har set sushi-kort med brune ris, men ikke disse sorte ris. Jeg har ikke prøvet dem endnu, men det skal klart prøves. Udseendemæssigt giver det et helt andet udtryk, at dømme efter billederne i menukortet. Og så skulle de være vældig sunde.

Alt i alt vurderer jeg Dondon’s sushi positivt, især når man lige har vænnet sig til konceptet. Jeg tror godt at det kunne blive et prisbilligt alternativ til det ekstremt travle Sticks’n’Sushi, på de dage hvor jeg får lyst til at hente sushi på vej hjem fra arbejde. Dondon har ligesom Sticks mulighed for internetbestilling, så det burde kunne fungere lige så praktisk med at man bare lige kan smutte forbi og hente sin bestilling på vejen.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

Møde med tibetanere

Idag har jeg igen været på FOF-kursus. Det hed “En tidløs krop” og handlede om 5 små fysiske øvelser, som man kalder De Fem Tibetanere. Iflg. beskrivelsen skulle det handle om at styrke kroppens selvhelbredende kraft.

I dagene op til idag har jeg tænkt lidt på hvorfor jeg egentlig valgte dette kursus, kan ikke huske hvad jeg tænkte da jeg tilmeldte mig. Jeg tror bare at jeg søger nogle nye input til anskuelse af livet og helbredet. Og det fik jeg på dette kursus.

I FOF’s lokaler ved Lyngby Station mødte jeg op i joggingbukser og en behagelig t-shirt. Det stod der i kursusbeskrivelsen at man skulle, da vi udover foredraget også skulle prøve øvelserne i praksis. De andre deltagere mødte op lidt mere ‘påklædt’ – de fleste i jeans og nogen endda i nederdel eller skindbukser. Straks følte jeg mig lidt ved siden af, men havde også lidt ondt af dem der skulle lave yoga-agtige øvelser iført læder og lange støvler.

Instruktøren/foredragsholderen var Ullamai Rose Danielsen, som har baggrund i Gotved-gymnastik og idag har sit eget firma Indre Fitness, der arbejder med gymnastik, mental træning, Qi Gong og meget andet.

Første halvdel var en teoretisk gennemgang af de 5 øvelser og de 7 chakraer – 7 energicentre i kroppen som har forbindelse med både psykiske og fysiske ting i mennesket. Ullamai viste lidt fra en DVD hun har indspillet om øvelserne, og hun udleverede også en skriftlig forklaring. Det er nogle specifikke øvelser som tibetanske lamaer og munke har praktiseret i klostrene gennem årtusinder. Det skulle stimulere kroppens energier, således at man holder sig ungdommelig og bevarer sin vitalitet. Der er endda beretninger om gråhårede mennesker som blev mørkhårede igen osv.

Efter en spisepause begyndte deltagerne pludselig at dukke op i mere blødt tøj, så havde de åbenbart været ude og klæde om. Nu skulle vi nemlig prøve selve øvelserne i praksis. Ullamai varmede os op i en rundkreds, og derefter skiftedes vi til at lave Lyset, Halvmånen, Broen og Bjerget på måtter på gulvet. Det var selvfølgelig lidt svært første gang man skulle udføre dem, men når man før har lavet forskellige typer styrketræning og strækøvelser på gulv, var til at finde ud af. Jeg synes faktisk at øvelserne var behagelige.

Jeg har det sidste års tid været på flere forskellige kurser i mindfulness og meditation, og jeg tror det kunne være godt for mig at gøre noget i den retning for at have en bedre kontakt med mig selv og min krop. Jeg er ikke gået i gang med at meditere i hverdagen, men disse øvelser kunne jeg godt forestille mig at lave. Det ikke så meget det med at holde sig ung der lokker, men jeg tror det kunne nedbringe og forhindre stress.

Det er bedst at lave øvelserne om morgenen inden morgenmad. Det er lidt af et drømmescenarie for mig at stå op og lave nogle lækre øvelser med sin krop og have en harmonisk morgen. Sådan er mit liv ikke lige nu, men måske jeg kunne gøre det om eftermiddagen når jeg kommer hjem fra arbejde?

En af de ting jeg godt kan lide ved denne verden af østens ‘mystik’ er, at det ikke er konkurrencepræget, og ikke handler om at præstere eller presse sig selv. Det handler kun om at gøre noget godt for sig selv. Selvfølgelig er der en pointe i at gøre tingene på en bestemt måde for at det har den ønskede virkning, men der er ikke den perfektionisme som man ellers møder så mange steder. Det i sig selv oplever jeg som afstressende.

Jeg købte DVD’en om øvelserne, så jeg kan gense noget af det og tænke mere over det. Jeg overvejer seriøst at indføre denne praksis i min hverdag. Det er overskueligt og det kan i hvert fald ikke skade. Lidt styrke og smidighed kan også være et godt supplement, når nu jeg mest bruger min krop til konditionstræning via min daglige cykling. Samtidig udelukker disse øvelser ikke mindfulness, de fem øvelser skulle være et godt udgangspunkt for en omgang meditation bagefter.

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Anmeldelse af Lifebike 7-gears damecykel

Jeg har nu i 14 dage brugt en Lifebike Hybrid el-cykel fra Toprobot.dk til min daglige cykeltur fra Virum til Hellerup for at teste den jf. tidligere blogindlæg. Her kommer min anmeldelse af el-cyklen.

Første indtryk

Toprobot.dk bragte en ny Lifebike Hybrid 7-gears 2010-version til min adresse mens jeg var i sommerhus en weekend, så da vi kom hjem stod der en funklende ny sort blank el-cykel i carporten, klar til brug. Cyklen fremstod nydelig, ligner en almindelig bycykel og har ikke det lidt gammeldags u-danske udseende som visse el-cykler havde for nogle år siden, og som man stadig kan se hos visse el-cykler der købes online.

Motor og batteri

Lifebike-cyklen har en 200W motor og et 24V/10 AH-batteri, begge dele noget mindre end min egen el-cykel (som er 250W-motor med 36V/9AH-batteri). Batteriet sidder under bagagebæreren og kan hives ud ved hjælp af et håndtag som klappes ud – meget praktisk. Batteriet kan låses fast på cyklen. Låsen bruges kun til denne mekaniske tyverisikring, og ikke el-systemet, som tændes med en knap.

Jeg har været i stand til at opnå nogenlunde den samme gennemsnitlige hastighed som med min egen cykel, men jeg har skullet arbejde mere for det, mere herom senere. Cyklen kører meget fint i friløb, og jeg har nemt kunnet komme over 30 km/t nedad bakke, hvilket ikke er så nemt med min egen cykel. Der er åbenbart mindre modstand i denne motor.

Det er tydeligt at motorkraften er mindre end de 250W, som man maksimalt må sætte i el-cykler i Danmark. Accelerationen er klart langsommere, og opad bakke larmer motoren så meget, at jeg har været bange for at den skulle blive overbelastet. Jeg har faktisk følt det nødvendigt at skrue ned for motorhjælpen, selvom det netop er i denne situation at man har mest glæde af hjælpen.

Det er altid lidt som at sælge elastik i metermål at angive hvor langt man kan køre på en el-cykel pr. opladning, da det afhænger af bla. egen indsats, egen vægt, dæktryk og temperatur. Lifebike markedsfører sig med at kunne køre 70 km pr. opladning. I manualen skriver de, at dette tal er på en varm sommerdag, og andre steder ser det ud til at være ved medium motorhjælp eller 18 km/t. Andre mærkers angivelse af antal km pr. opladning er ofte ved fuld motorkraft, så her synes jeg af Lifebike snyder lidt på vægten. Den sammenlignelige distance er nok nærmere ca. 30 km. Til gengæld erkender Lifebike, at i koldt vejr præsterer batterier mindre, og de skriver decideret at man ikke kan forvente mere end 20 km. rækkevidde på en kold vinterdag. Endelig nogen der vil indrømme de fysiske love der gælder for batteri-teknologi.

Cyklens udstyr

Cyklen leveres med et fint kontrolpanel, hvor hastigheden vises på et speedometer som i en bil. Her kan også aflæses batteristatus og antal km. kørt, og der kan komme lys i displayet. Batteristatus er ikke specielt retvisende, men det har jeg endnu ikke oplevet nogen el-cykel der kunne formidle præcist. Der er 7 indvendige gear af mærket Nexus (Shimano), som glider rigtig lækkert og fungerer fejlfrit.

Cyklen har en dobbeltbenet ståfod og gode lygter både for og bag, som får strøm fra batteriet. Sidstnævnte virker umiddelbart rigtig smart – hvorfor skulle man gå og skifte batterier i sine lygter, når man kører rundt med et stort batteri på bagagebæreren? Det viser sig dog at have en lille ulempe, for når batteriet er ved at være opbrugt, så blinker forlygten, og når den kører ’på de sidste dråber’ så slukker den helt. Det er jo et sikkerhedsmæssigt problem at man pludselig ikke har lys på, når man sidder der på vej på arbejde kl 6:30 og det stadig er bælgravende mørkt.

Der medfølger en god manual, den er væsentlig bedre end dem jeg eller har set og tager virkelig hånd om en bruger der ser en el-cykel for første gang.

Alt i alt fremstår cyklen med fint udstyr, og kabler er godt beskyttet og forseglet. En lille fin detalje er, at der sidder en lille krog, som holder kablerne fra gear, håndbremse og til motoren foran styret, så der er plads til en cykelkurv.

Køreoplevelse

Det første jeg lagde mærke til, da jeg satte mig op på Lifebike’n, var at den var noget lavere gearet end min egen. Lifebike’ns 7. gear svarer til 5. eller 6. på min egen. Det betyder at man hjuler en del rundt når man kører i højeste gear og motorkraft – det var ellers her man kunne træde til og øge hastighed. Det har betydet at jeg har været meget øm i benene efter de første ture på Lifebike, jeg har simpelthen måttet lægge flere watt med en højere kadence på denne cykel for at nå mit tog på Hellerup Station.

Cyklen kører ellers udmærket, og som tidligere nævnt løber den meget let i frihjul. Den lave gearing betyder også at man ikke har det så hårdt op ad bakke.

En anden ting med stor betydning for køreoplevelsen, var små udfald på motoren. I jævn hastighed oplevede jeg et par gange på hver 10 km-tur at motoren stoppede et splitsekund, hvilket gav et kraftigt ryk i cyklen, hvorefter den tog ved igen. Jeg snakkede med Toprobot om dette, og deres bud var at det handlede om den elektronik der sørger for at motoren slår fra når håndbremsen benyttes. Toprobot kom og hentede cyklen og lavede den lille reparation der skulle til, fin service.

Købsmåden

Går man og leder efter el-cykel, skal man udover de tekniske specifikationer og andre overvejelser også gøre op med sig selv hvordan man ønsker at købe el-cyklen. Der findes 3 modeller:

  1. at købe hos en cykelfagmand med butik og værksted
  2. at købe i en butik der sælger alt muligt som f.eks. Kvickly, Bilka eller T. Hansen,
  3. eller at købe den online/på postordre som hos Toprobot.dk.

Hvis man køber efter model 2. eller 3. skal man ofte selv samle cyklen, og med 3. er der ikke nogen fysisk butik at henvende sig til, hvis der er problemer. Det kræver altså at man har en vis praktisk snilde. Hos Toprobot kan man få samlet cyklen gratis, hvis man selv kan komme og henter den, og de har eget værksted i Kgs. Lyngby. Desuden tilbyder de en lånecykel ifm. reparationer på samme måde som når bilen er på værksted – et helt unikt tilbud, som jeg ikke har hørt om hos andre forhandlere, og som jeg synes er meget værd for en pendler.

Konklusion

Jeg synes at Lifebike er en udmærket cykel, når man tager i betragtning de specifikationer på motor og batteri den nu engang har. Jeg selv fortrækker en el-cykel som har lidt overskud i forhold til de 2 x 10 km jeg kører hver dag året rundt, fordi den også skal kunne klare det i koldt vejr og også gerne når cyklen og dermed batteriet ikke er helt nyt mere. Derfor ville jeg ikke selv vælge denne cykel, men en model med så høj ydelse som muligt. Men hvis man skal bruge en el-cykel til kortere ture, eller kun kører om sommeren, så virker det til at være en udmærket cykel.

Vurdering:  ★★★★☆ 

(Dette indlæg er sponseret, men reflekterer min egen mening)

Lignende indlæg:

DR1-serien Lykke

Ikke siden ‘Nikolaj og Julie’ har jeg fulgt med i en søndag aften-serie. Der er ikke rigtig nogen af de serier der har været de senere år, der har sagt mig noget.

Men den der sendes på DR1 i øjeblikket, den følger jeg med i. For den er meget tættere på noget jeg kan relatere mig til.

Serien handler nemlig om en kvinde, der arbejder i en medicinalvirksomhed. Serien er i høj grad et portræt af det arbejdsmarked, som jeg også befinder mig i: store virksomheder, der er en del af en koncern og børsnoteret. Man ser stressede medarbejdere i jakkesæt, og chefer med følelseskolde stenansigter. Meget genkendeligt.

Hovedpersonen Lykke oplever da også mange ting som jeg har set i denne corporate-verden:

  • mænd der tager æren for kvinders ideer
  • mænd der stikker kvinder i ryggen (billedligt talt)
  • mænd der ikke tager kvinders vurdering for gode varer
  • chefer der manipulerer for at fremme sig selv
  • chefer der lader som om de er interesserede i medarbejdernes karriere, men i virkeligheden gør ingenting

At chefen med stenansigtet kommer ud for en ulykke, som betyder at han begynder at vægte andre værdier i livet højere er mindre realistisk – det er nok de kreative mennesker bag serien som drømmer lidt. Virkeligheden ville nok også være lidt for kedelig til en TV-serie.

Men alt i alt synes jeg at serien er god. Selvom det er en verden, der ligger milevidt fra den kreative og kunstneriske verden skuespillere og forfattere befinder sig i, synes jeg at de gør det godt. Det er skægt at se noget af sin hverdag beskrevet, og jeg synes skuespilpræstationerne er gode. Og så er jeg rigtig vild med intro’en, hvor farvede molekyler danser til Fallulah…

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=q1zXJtkwXXQ[/youtube]

Vurdering:  ★★★★★ 


Lignende indlæg:

Foredrag med brødrene Price

Her til aften har jeg været til FOF foredrag med Adam og James Price. Jeg så arrangementet annonceret på FOF’s hjemmeside allerede i april og tilmeldte straks mig og min mand. Og så idag – endelig – oprandt dagen.

Foredraget foregik i Kuhlausalen i Lyngby Kulturhus. Salen var fyldt til bristepunktet – mon ikke der har været udsolgt længe?

Brødrene stod på scenen ved hvert sit lille høje cafébord, og James styrede en powerpoint-præsentation på en laptop. Første time gik med en gennemgang af Price-slægten, fra den første James Price, der kom til Danmark i 1700-tallet for at underholde når danskerne tog til Kirsten Piils kilde på Dyrehavsbakken, og 5 generationer frem. Familien har rødder i sommerunderholdning, linedans og ballet helt op til brødrenes far John, som har været balletbarn.

Efter en kort tissepause fortalte brødrene så lidt om gastronomiens historie, madprogrammers historie og deres eget programs opståen. Til sidst var der lejlighed til spørgsmål. Folk ville gerne vide om Adam har fået solgt sit sommerhus og i så fald hvor programmerne så skal optages – svaret var ja, og at man så formentlig vil optage i James’ sommerhus og evt. i deres hjemlige køkkener. Under alle omstændigheder mener de ikke at de kan lave programmet i et studie eller noget der ikke er deres eget køkken. Der blev også spurgt hvornår de næste udsendelser kommer, og her måtte de sige at de nok først kan være klar med de næste udsendelser om 1 år, men der kommer nogle små temaudsendelser som relaterer sig til en bestemt årstid el.l. Det lugter af et juleprogram og måske også et påskeprogram.

Det var tydeligt at begge foredragsholdere er i formidlingsbranchen – de snakkede flydende, velformuleret og velartikuleret med både interessant indhold og god underholdningsværdi – ligesom vi er vant til fra udsendelserne. Adam var en smule mere fri af manuskriptet – jeg gætter på at det er ham der har skrevet det.

Da foredraget var slut var der stor applaus og brødrene bukkede og smilede og forlod scenen. Mens folk var på vej ud kom de dog ind på scenen igen for at tage deres laptop mv. og der var faktisk mange de gik op på scenen for at hilse på dem, få signeret bøger og få taget billeder sammen med dem. Det var jeg en smule overrasket over, men de ER jo både kendte og karismatiske. Jeg har også brødrenes kogebog, men havde ikke tænkt på at tage den med. Jeg fik heller ikke spurgt om James ville være min storebror…  – det er også temmelig fjollet, men han virker bare så enormt rar og flink, at jeg forestiller mig at det ville være skønt at have ham som den storebror jeg ellers aldrig har haft.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg:

En sensitiv aften

Igår var jeg til FOF-foredrag om at være særligt sensitiv – et fænomen man også kalder HSP. Jeg hørte første gang om begrebet da en kommentator ved navn Marianne skrev om det i forbindelse med mit blogindlæg Introvert og extrovert. Siden har jeg kigget lidt på www.sensitiv.dk, været på deres mailingliste og tænkt lidt over om jeg mon havde træk der mindede om dette fænomen. Da der i FOF-kataloget for efteråret pludselig var mulighed for at høre lidt mere om det, sprang jeg til.

Det handler simpelthen om at ca. 20% af befolkningen har en øget sensitivitet på visse områder. Som jeg forstå det, så tager særligt sensitive mennesker flere impulser ind end de resterende 80%, hvilket kan være en stressfaktor og påvirke ens adfærd i sociale relationer. Pointen er, at hvis man er opmærksom på det, så kan man måske indrette sig efter det og på den måde undgå at få problemer af det.

Man inddeler sensitiviteten i 5 grupper. Der er det fysiske område, hvor man f.eks. kan være særligt følsom overfor støj eller lugte. Der er det sociale område, hvor man f.eks. kan blive mere end normalt påvirket af andre menneskers følelser og holdninger. Så er der et område man kalder det personlige, som handler om ens egne følelser og tanker, som kan fylde mere hos særligt sensitive personer. Endelig er der det ideologiske område, hvor en særligt sensitiv person kan blive stresset over uretfærdigheder og f.eks. dyrevelfærd, og til sidst er der den spirituelle sensitivitet hvor nogen bla. oplever at deres intuition er stærkere end hos andre. Man kan både opleve at have træk fra et enkelt eller flere af disse områder.

Vores foredragsholder Heidi Schønberg gennemgik disse 5 områder, og kom undervejs med en beskrivelse af nogle af de karaktertræk som særligt sensitive kan have. Rent fysisk nævnte hun, at de har en tynd hud som derfor ikke får så mange rynker og folder, hvilket gør at særligt sensitive ofte ser yngre ud end de egentlig er. De har også ofte en stor iris, således at det hvide i øjnene ikke fylder nær så meget som hos andre. I løbet af aftenen kom hun ind på, at særligt sensitive har tendens til at være indadvendte og trække sig lidt tilbage, men samtidig har stort behov for berøring, en stor nysgerrighed og stor ide-rigdom.

Hun sluttede af med at give nogle gode råd til dem som føler at de har disse sensitive træk. Hun opfordrede til at man så det som en gave, noget man skulle være glad for og udnytte fordelene af. Man skal stå ved at man har disse træk og finde ud af hvad ens værdier er i den sammenhæng og så respektere sine egne grænser. Det kan være vigtigt at finde ud af hvad der giver éen sindsro og prioritere det. Det er ligeledes vigtigt at acceptere, at andre ikke altid forstår en person der har disse træk.

Jeg vil ikke trætte mine eventuelle læsere af denne blog med en psykoanalyse af migselv, blot konstatere at jeg godt kan genkende mange af af de træk der ligger i begrebet HSP, og måske kan det forklare visse ting i mit liv. Samtidig kan jeg ikke lade være med tænke på astrologi når jeg hører disse beskrivelser – det er vel i virkeligheden almindeligheder som de fleste kan nikke genkendende til og som kan give éen en aha-oplevelse og måske et tilhørsforhold når man hører at man hører til en særlig gruppe som hedder noget bestemt. Vores underviser var selv inde på at man skal passe på med ikke at sygeliggøre sig selv og andre med at bruge sådan nogen ‘labels’, og hun opfordrede til at have selvironi og grine lidt af det hele. Det er jeg meget enig med hende i.

Uanset hvad, så var det rigtig spændende at tilbringe 2 timer i et undervisningslokale i FOF Lyngby sammen med en masse engagerede mennesker og en god foredragsholder. Dejligt med en masse input og stof til eftertanke.

Vurdering:  ★★★★☆ 


Lignende indlæg: