To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Køn eller personlighed

Jeg er ikke en af dem der synes, at kvinder diskrimineres i Danmark. Som kvinde synes jeg, at jeg har samme muligheder som mænd i det danske samfund. På den del af arbejdsmarkedet jeg befinder mig, besættes stillingerne af en person med bestemte kvalifikationer uanset køn.

Det er ikke det samme som at alle stillinger er besat med lige mange mænd og kvinder. Især på ledelses- og bestyrelsesposter er der en overvægt af mænd. På de lag bevæger jeg mig ikke selv. Jeg er dog ret overbevist om, at en stor del af årsagen ligger i, at kvinder ikke selv ønsker disse stillinger.

Når det kommer til løn ved jeg ikke om vi har ligestilling. Statistikkerne siger at det stadig er skævt, men det må være svært at få helt sammenlignelige tal. I min hverdag er løn ikke noget man taler om. Tidligere har det stået i min ansættelseskontrakt, at jeg ikke måtte diskutere min løn med mine kolleger. Det blev forbudt ved lov for et par år siden, netop af hensyn til ligeløn. Alligevel er der ikke nogen der ved hvad hinanden tjener, så jeg ved ikke om mine mandlige kolleger tjener mere end mig.

I den forgangne uge har der været beretninger på Twitter under hashtag #jegharoplevet, hvor kvinder fortalte om kønsdiskriminerende oplevelser med mænd. Det fik mig til at tænke på en række forskellige episoder da jeg var ung, hvor mænd har opført sig upassende overfor mig. Jeg har dog aldrig været ude for at et nej ikke blev respekteret.

Alle disse oplevelser fik mig til at tænke på, om det egentlig handler om køn, eller om det mere er fordi der findes mange vrede, afstumpede og grænseoverskridende mennesker. Den tanke fik næring af en kommentar på Facebook, hvor komikeren Brian Mørk opremsede en række ubehagelige oplevelser han havde haft med både mænd og kvinder, hvorefter han sluttede af med ordene:

Kvinder på Twitter. I bliver ikke udsat for ubehagelige idioter fordi I er kvinder. I bliver udsat for ubehagelige idioter fordi I er mennesker.

Når vi kommer ned på gaden og mødes menneske til menneske, uden at kende hinandens navne, spekulerer jeg nu alligevel på, om det er en snigende diskrimination af kvinder jeg møder. Dømmer vi kvinder hårdere end mænd i det offentlige rum?

På min cykeltur til arbejde oplever jeg relativt ofte at blive skældt ud og råbt ad. I modsætning til mange, mange cyklister kører jeg faktisk ret hensynsfuldt og forsvarligt – og efter færdselsloven. Men alligevel sker det, at mine med-trafikanter er utilfredse med min opførsel. Det kan handle om at mine bremser hviner, en overhaling som nogen synes der ikke var plads til, eller bare det at køre over for grønt, hvor det viser sig at nogen synes de skulle på tværs for rødt.

Når jeg kommer hjem og fortæller om disse oplevelser til min mand, så siger han at han næsten aldrig oplever sådan noget. Han cykler ellers også hyppigt, langt og hurtigt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det handler om køn? De ting jeg bliver skældt ud for, er alle sammen ting som jeg ser mandlige cyklister gøre hele tiden uden tilråb.

Det føles som om der er et andet niveau af tolerance overfor en kvinde end overfor en mand i trafikken. Det er ikke kun mænd men også kvinder, der synes det er helt i orden at kalde mig en sindssyg kælling i situationer, hvor jeg kører helt i overensstemmelse med færdselsloven.

På arbejde strejfer tanken mig også en gang imellem, om jeg mon behandles anderledes end mine mandlige kolleger pga. mit køn eller min personlighed. Nede i de små hverdagssituationer synes jeg nemlig at jeg oplever nogle forskelle. Det virker som om der gælder lidt andre spilleregler for mine mandlige kolleger. Det er som om de slipper afsted med nogle ting, som jeg bliver bremset i.

Alternativet til at dette skulle bunde i kønsdiskrimination er, at det handler om personligheder – hos mig eller hos mine kolleger og med-trafikanter. Det er helt sikkert, at der er store forskelle i hvor autoritetstro, lovoverholdende, hensynsfulde, respektfulde og rummelige vi er uanset køn, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Måske mangler jeg indblik i det feedback mænd oplever på deres opførsel. Måske opfatter mænd samme feedback på en anden måde end jeg. Og jeg er også med på, at jeg har tendens til at tage tungt på uretfærdig behandling. Min oplevelse er bare, at når jeg opfører mig som jeg ser mine mandlige kolleger eller medtrafikenter gøre, så får jeg en anden reaktion.

 

Lignende indlæg:

Lort

Jeg er hundeejer. Min hund har, ligesom alle andre hunde, og alle øvrige levende væsener, afføring. Hvor skal det hen når det kommer ud? Det er et tema, der jævnligt er genstand for stor debat i Danmark.

Når jeg går tur med min hund, har jeg altid lommerne fulde af sorte plastikposer, som jeg bruger til at samle op med. Det er ikke svært, og man vænner sig til lugten. Det største problem er at finde en skraldespand. Om nødvendigt bærer jeg min hunds efterladenskaber hele vejen hjem igen og putter det i vores egen skraldespand. Men faktisk samler jeg ikke så tit op. Vi går nemlig hovedsagelig tur i skoven, og min hund kan bedst lide at besørge langt inde i et krat væk fra stierne. Og der samler jeg ikke op.

Mine naboer har katte. Det er en ude-katte. De går rundt i naturen og haverne i området uden ledsagelse og uden snor. Katte har også afføring. Det foregår bla. i vores have. Kattenes ejere kommer ikke og samler det op. Det ville også være grænseoverskridende, hvis de bare gik ind i vores have.

På min cykelvej til arbejde kører jeg forbi adskillige rideskoler. Der ligger ofte hestepærer på cykelstien i nærheden af rideskoler. Rytterne samler ikke op efter hesten. I frostvejr er de store knolde hårde som sten, og man kan godt blive slået ud af kurs, hvis man påkører dem på cykel.

Dette blot for at illustrere, at hunde er det eneste husdyr i Danmark, som mennesker samler afføring op efter i det offentlige rum. Ikke desto mindre er det et stort problem, at nogle hundeejere ikke gør det.

Jeg skal være den første til at medgive, at det er uacceptabelt og ulækkert at lade sin hunds efterladenskaber ligge på fortove, stier og i parker. Det er hensynsløst og egoistisk, og jeg gør det selvfølgelig ikke selv. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes steder hvor der ligger hundelort.

Når det er sagt vil jeg sige, at jeg synes at det er lidt for nemt for borgere og kommuner at hidse sig op og pege på hundeejere. Helt ærligt – er det ikke bare affald ligesom alt muligt andet?

Lovgivningen er tvetydig. Ligesom at jeg må fjerne øldåser, sutteflaster, slikpapir mv. fra min grund og det offentligt fortov udenfor, ligeledes har grundejere med afføring på sin grund og fortov også pligt til at rydde det op. Det gælder også kommuner der ejer grønne områder. Samtidig er det ulovligt for den enkelte borger, at efterlade affald på offentlig vej.

Efter min mening er det centrale i denne sag at have en bevidsthed om, at man er en del af et samfund – på godt og ondt. På den ene side må man udvise den hensynsfuldhed der skal til, for at andre kan trives. Samtidig må man acceptere, at ens medborgere ikke opfører sig præcis som man selv kunne ønske, endsige som loven foreskriver. Det kan føles uretfærdigt, men jeg mener det er den realistiske vej.

Jeg ville da også ønske, at det ikke var nødvendigt at bruge min fritid på at fjerne andre menneskers affald fra min grund og mit fortov, og kattenes efterladenskaber i min have. Alligevel samler jeg op efter min egen hund, og kunne aldrig drømme om at smide affald på gaden. Har man en forventning om at man kan lade sine børn færdes i naturen og vende hjem med rene sko, er det den lige vej til frustration og vrede. Har man en forventning om at der kommer nogen og samler op, når man smider tyggegummi, cigaretskod og emballage på gaden, så tager man heller ikke selv ansvar for sin situation – eller fællesskabet.

Lignende indlæg:

Kassetænkning om veje og stier

Det er blevet vintervejr, og vi skal have hverdagen til at fungere med de forhindringer det giver, at der ligger sne allevegne. En særlig problematik bliver nu igen aktuel: kassetænkning vedr. snerydning på veje og stier.

Det er kommunernes ansvar at rydde sne og lave glatførebekæmpelse på de offentlige veje, altså dem som bilerne kører på. Cykelstierne tager de sig også af, men først når de har klaret vejene. Derefter har de fyraften.

Enhver blind villavej og også gennemgående veje, hvor der ikke ligger en offentlig institution, kan være privat vej. Det har forskellige konsekvenser for dem der bor der. Grundejeren har ansvar for vedligeholdelse af vejen – herunder snerydning. Til gengæld kan grundejeren ikke råde over vej-stykket som var det hans. Han må f.eks. ikke bestemme hvem der må parkere der.

Også alle fortove er et privat anliggende når det kommer til snerydning. Grundejere skal rydde sne på fortovet på den vej man bor på, og hvis man har en hjørnegrund, skal man også passe fortovet på den anden vej, som ens grund støder op til.

Hvis grundejeren ikke lever op til dette ansvar kan han straffes, og han kan sagsøges hvis nogen kommer til skade pga. manglende snerydning.

Nogle grundejere rydder slet ikke sne. Nogen rydder lidt og enkelte fjerne samvittighedsfuldt al sne. Og det kan ikke rigtig være anderledes. Private husholdninger, virksomheder og boligforeninger har helt forskellige forudsætninger for at klare den opgave. Man har ikke pligt til at tage hjem fra arbejde for at rydde sne, og man skal ikke begynde før det er holdt op med at sne. Man har heller ikke pligt til at rydde sne før kl. 7 om morgenen. Alt i alt betyder det, at trafikanter kommer til at opleve et meget blandet føre på private veje og fortove. Man kan gå eller køre 20 meter hvor der er fint ryddet, hvorefter der kommer høj sne, lidt senere måske et lag is osv.

Selvom cykelstierne ryddes dårligere end vejene, er jeg glad for at jeg har min el-cykel med pigdæk på i sådan et vejr. Jeg bryder mig ikke selv om at færdes til fods i dette vejr, og priser mig lykkeligt for at jeg ikke er et ældre menneske der skal klare sig hen til busstoppestedet med en rollator, eller en mor med barnevogn der skal ned i supermarkedet og handle. Det må virkelig være begrænsende for dem at skulle gå på fortove og private veje i dette vejr.

Her er det så, at jeg synes det er helt indlysende at tænke: hvorfor kunne kommunen ikke rydde sne på private veje og på fortovene? De har udstyret til det, de har viden og planlægnings-apparatet igang, og de ved hvordan man ansætter de rigtige mennesker. Men nej, det kan de ikke. Første argument vil nok handle om penge; det er der ikke budgetteret med fordi reglerne er som de er – grundejerne skal klare den del af snerydningen.

Opgaven skal jo løses alligevel, og et eller andet sted har borgerne udgift til det alligevel, om det så handler om at hyre nogen privat til at gøre det, eller om det er i form af dyrebar tid på job eller med familien der i stedet bliver brugt på at rydde sne. Det MÅ da være mere effektivt at udnytte stordriftsfordelen og lade kommunen (eller hvem de nu vælger at udlicitere til) løse opgaven.

Det er kassetænkning, når det er værst. Man skubber udgifter og ulempe over på borgerne for at slanke budgetter og mindske den offentlige sektor. Altimens borgerne bliver mere og mere belastede af irrelevante pligter, som kunne klares meget bedre af fællesskabet. Det er en urimelig byrde at lægge på grundejere. Og resultatet; de uensartede og ufremkommelige private veje og fortove, er helt uacceptabelt fordi det er farligt og frihedsbegrænsende.

En af de helt basale grunde til at organisere samfundet i stat og kommuner er vel, at der er visse opgaver som det er effektivt at være fælles om. En af disse opgaver mener jeg er snerydning, uanset om det er privat eller offentlig vej, og uanset om det er fortov, cykelsti eller bilernes kørebane.

Lignende indlæg:

Feriemigræne

Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie med min mand. Vi havde booket 3 overnatninger på et lækkert hotel i Nordtyskland, og havde således 2 hele dage til at slappe af og opleve den fine gamle by og nyde hotellets wellness-afdeling. Den ene dag gik med at have migræne.

Det er ikke første gang jeg oplever, at jeg får migræne den første dag på en rejse. For nogle år siden tog vi ret ofte på flyrejser, og da havde jeg næsten hver gang voldsom migræne på den første dag af ferien. Det var kraftigt medvirkende til beslutningen om at købe sommerhus.

Jeg har haft migræne siden jeg blev kærester med Mads, dvs. i ca. 10 år. Jeg har været i behandling hos en neurolog og forsøgt forskellig forebyggende medicin, og heldigvis virker anfaldsmedicin i de fleste tilfælde. For jeg har migræne 2-4 gange om måneden, og det giver mig en hverdag, hvor jeg ikke kan regne med mig selv. Hvis ikke pillerne tog de fleste af anfaldene, ville jeg have en meget ringe livskvalitet.

Anfaldet i torsdags kunne desværre ikke slås ned af piller. Jeg måtte igennem et migræneanfald for fuld skrue. Det kommer altid gradvist, og i starten er jeg i tvivl om det er almindelig hovedpine eller migræne. Når kvalmen starter, er jeg klar over at det er migræne. Så er det bare med at få taget en migrænepille, for de skal tages i starten af anfaldet for at virke. Pillerne virker først efter 2 timer, hvis de altså virker. Hvis de ikke virker efter 2 timer, kan jeg tage en pille mere og igen håbe på bedring. Der er altså en ret lang periode med usikkerhed, og i torsdags kunne jeg ikke fortælle min mand om jeg ville være i stand til at lave noget sammen senere. Det endte med at ingen af pillerne virkede, og at jeg lå i sengen resten af dagen og aftenen med stærke smerter.

Det er hårdt at have så stærke smerter, jeg bliver utrolig træt og passiv. Men den psykiske effekt er næsten mere ødelæggende. Jeg får altid en masse negative følelser, når jeg har migræne.

Det første der rammer mig er frustration og modstand – jeg VIL IKKE have migræne. Efter så mange år med migræne ved jeg jo godt, at der ikke er noget at gøre, når først den er der, men på grund af den lange periode hvor der stadig er håb om at pillerne virker, får jeg tanken alligevel.

Når jeg må indse, at denne migræne ikke er til at komme udenom, føler jeg mig magtesløs. Det er en rigtig ubehagelig følelse ikke at have kontrol over sit liv. I et moderne liv er der ikke plads til at tage en dag ud af kalenderen, og det bliver tydeligt illustreret, når man sidder på et hotelværelse og har lagt planer om alle mulige oplevelser. Men det er lige så slemt når man må melde sig syg fra arbejde, melde afbud til et socialt arrangement eller må opgive at nå de ting derhjemme man havde tænkt sig den lørdag.

Den frustration afleder andre negative følelser. Jeg føler skyldfølelse over at ødelægge hele den ene dag af vores miniferie, og jeg bliver utrolig ked af at sætte min mand i den situation, at han må gå alene ned i wellnessområdet, efter tålmodigt at have siddet i timevis og ventet på om jeg fik det bedre. Jeg kan jo ikke gøre for at det bliver sådan, men ikke desto mindre er jeg skyld i at hans dag bliver helt anderledes end han troede.

Alle disse negative følelser tilsammen gør mig i utroligt dårlig humør, og jeg skal virkelig passe på ikke at ende i depressive tendenser. Jeg har perioder, hvor jeg er meget opgivende og synes jeg har et dårligt liv. Vrede, frustration, skyld og alle de andre følelser kan ikke bruges til ret meget, og det bedste er hvis jeg kan nå til et punkt hvor jeg accepterer at miste en dag til migræne. Jeg er nødt til skyde det fra mig og prøve at se fremad. Dagen efter migrænen har jeg det som regel fint igen, selvom jeg kan være lidt træt.

Det er oplagt at lede efter årsager til migrænen, og tro mig – jeg har analyseret som en besat. Man kender til mange meget forskellige årsager til migræne, og de omfatter både indre og ydre påvirkninger, kost, miljø mv. For mig er migrænen formentlig startet pga. brug af p-piller, men der er ingen vej tilbage der – det hjælper desværre ikke at stoppe med dem igen. Derudover kan jeg tydeligt se et mønster omkring stress, hvor jeg enten får migræne når jeg er overbelastet, eller når jeg slapper af efter en hektisk periode. Desværre er det meget svært for mig at styre denne faktor i mit liv.

Jagten på årsager kan også blive for meget. Det ligger fuldstændigt i tråd med den hverdag jeg lever i, at analysere situationen og derefter iværksætte en indsats der kan forebygge at det uønskede sker. Men jeg oplever at migræne ikke er helt så rationel. Årsag og virkning er meget mere kompleks end hvad jeg kan analysere mig frem til, og jeg tror det er det mest sunde for mig at acceptere at den er der. På trods af ændringer i livsstil, køb af sommerhus, diverse medicin og kosttilskud og bevidsthed om en masse af de psykologiske mekanismer der giver mig migræne, har jeg stadig på 10. år migræne. Jeg vil simpelthen ikke lægge det pres på mig selv det er, fortsat at skulle gøre noget ved det.

At acceptere migrænen betyder også, at jeg er nødt til at bede mine omgivelser om at acceptere migrænen, og jeg er nødt til at bede om forståelse. Jeg må bide i det sure æble og sige til min mand, at jeg ikke kan garantere at en miniferie ikke bliver påvirket af et migræneanfald. Jeg må risikere min arbejdsgivers reaktion når jeg af og til må melde mig syg pga. migræne (det sker heldigvis ikke så tit, da migrænen tit kommer i fritiden). Og jeg må trække på min familie velvilje, når jeg enten melder afbud til et socialt arrangement eller gennemfører med smerter og dermed ikke er så nærværende. Når jeg gør det er der masser af forståelse, men jeg er alligevel ked af at måtte gøre det.

Man kan også bede om hjælp. Sidst jeg var ude at rejse med min mand og min veninde, bad jeg min veninde om at være den der stod for billetter og alt det praktisk ifm. rejsen, og det hjalp faktisk. Jeg havde for en gangs skyld IKKE migræne den første feriedag. Det er en psykologisk diciplin i sig selv at stole på, at ens nære gerne vil hjælpe, men det giver faktisk meget når det virker – også for dem der hjælper. Men det kunne kun lade sig gøre, fordi dette var en forudsigelig situation – der er mange andre migræneanfald som jeg ikke kan forudse.

Lignende indlæg:

El-cykel til reparation

Det er længe siden jeg har haft kontakt med en cykelmekaniker ifm. en el-cykel. I hvert fald med problemer der relaterede sig til el-systemet. Det har været dejligt, at mine cykler har fungeret godt i så lang tid. Jeg har nok fortrængt, hvor forfærdeligt det er at have sin el-cykel til reparation. Det har jeg så fået genopfrisket på det seneste. Min ellers ret dejlige Cube el-cykel begyndte at sige en høj metallisk bankelyd fra motoren, og det synes jeg ikke var så godt.

Jeg har købt cyklen i Vanløse, men nu hvor jeg er flyttet til Birkerød er det yderst besværligt og tidskrævende at skulle tage en el-cykel til reparation der. Heldigvis ligger der nogle km. fra mit hjem en cykelhandler med værksted, som forhandler samme cykel. Det var derfor oplagt at prøve om de ville tage min cykel ind til reparation. Jeg ringede i forvejen og fik bekræftende svar på, at de godt kunne se på den, og da jeg stod i butikken spurgte jeg ind til om de havde erfaring med reparation af el-cykler og hvad de ville gøre hvis der var noget galt med el-delen af cyklen. De var optimistiske og tog imod min el-cykel. Men efter 2 dage ringede de og sagde, at de alligevel ikke kunne hjælpe mig og opfordrede mig til at gå til forhandleren.

3. september tog jeg så til Vanløse med cyklen, og de tog da også venligt imod mig i Vanløse Cykelcenter. Jeg havde sørget for at tage kopi af garantibevis mv. og de fik oplader, nøgler mv. med – alt var i orden. Jeg ville få besked dagen efter.

Jeg fik ikke besked dagen efter, og det viste sig blot at være starten på et meget langt forløb, hvor jeg var nødt til at ringe jævnligt for at få en status og lægge pres på for at der skulle ske noget. Efter 2 uger havde værkstedet fået instrukser fra producenten til udbedring af fejlen. Det hjalp bare ikke. Efter 5 uger arbejdede de på at sende billeder og dokumentation til producenten med henblik på at få en ny motor. I skrivende stund har min forhandler haft min el-cykel til reparation i over 6 uger, og jeg har i alt været uden el-cykel i 7 uger.

Jeg har før beklaget mig over dette, og jeg må indrømme at jeg STADIG synes det er utrolig irriterende, at cykelhandlernes værksteder ikke besidder kompetencer til at reparere de el-cykler, de tjener så fedt på at sælge. For almindelige cykler har mange cykelværksteder dag-til-dag-service, hvor man ved almindelige reparationer kan hente cyklen dagen efter. Når det kommer til el-cykler kommer man til at placere sig lidt mellem 2 stole, for dag-til-dag-service gælder bestemt ikke for el-cykler. Jeg opfatter min el-cykel som ‘min bil’, men jeg tror ikke mange bilejere der ville acceptere at skulle have sin bil på værksted i 7 uger pga. en bankelyd i motoren, og i så tilfælde ville man oftest have mulighed for at låne eller leje en anden bil. Det er ikke en mulighed for mig.

Det er både besværlig og dyrt for mig, når jeg ikke kan tage min el-cykel på arbejde. Pludselig har jeg ikke fleksibilitet mere. Jeg kan ikke lige smutte forbi apoteket i Virum og købe medicin til hunden eller klare andre ærinder efter arbejde og i weekenden på den nemme og ligetil måde jeg har været vant til. I denne uge har jeg endda været alene hjemme og uden bil.

En af grundene til at jeg er så glad for at cykle er, at jeg har smerter i storetåledet når jeg går. I den periode jeg har været afhængig af bus og tog til og fra arbejde, har jeg gået mange km. til og fra stationer og stoppesteder. Når eftermiddagsturen med hunden kommer oveni bliver det til mange kilometer på fødderne – det har været en smertefuld tid.

Derudover har det en helt kontant konsekvens at være uden el-cykel. Det koster mig 83 kr. pr. dag at tage offentlig transport til og fra arbejde. Hvis jeg havde vidst det ville tage så lang tid, så kunne jeg have købt månedskort, men jeg havde ærlig talt ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle trække sådan ud. Selvom jeg har været syg en uge, har fået lift et par dage og kan få rabat hvis jeg tager afsted før kl. 7, har disse 7 uger uden el-cykel i alt kostet mig foreløbig 2.082 kr. Det er mange penge, når det ikke er med i budgettet. Jeg har i mit budget regnet med at mit transportmiddel er el-cykel, og et er jo ikke gratis at have sådan en. I forsommeren fik jeg repareret bremser for 1400 kr., der er løbende udgifter til sliddele som dæk, slanger, kæde mv, og med en anskaffelsespris på 17.000 kr. er det langt fra en gratis transportform. Udgift til offentlig transport i sådan et omfang har jeg ikke kalkuleret med.

Jeg betaler også en pris med min krop udover smerterne i foden. Min form er helt i bund efter at have undværet cyklen så længe, og det har også haft konsekvenser for vægten. Nu skal jeg arbejde mig op i form helt forfra, og jeg kan se frem til at være meget, meget fysisk træt de næste mange uger. Jeg skal tilbage til min gode rytme hvor jeg kombinerer 5:2-diæt med 2 timers daglig motion, så jeg kan fortsætte det vægttab jeg lige så stille havde fået igang igen efter sommerferien.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er flyttet for nylig, og nu er jeg blevet fortrolig med de offentlige tranportmidler i mit nye område. Det er rart at have det på rygraden, når vinteren kommer – der er næsten hver vinter enkelte dage hvor det ikke er muligt at cykle på arbejde og jeg i sidste øjeblik må beslutte mig for at tage offentlig transport. Jeg har også fået vænnet mig til rutinemæssigt at checke ud med Rejsekortet – en ting jeg før har måttet koncentrere mig meget om at huske. Jeg har også fundet smutvejen til stationen, og gåturen fra stationen har givet mig et bedre kendskab til lokalområdet.

Jeg har kontaktet Forbrugerstyrelsen og spurgt hvordan jeg står rent juridisk. De oplyser mig, at man ikke kan kræve erstatning for den udgift jeg har til alternativ transport, selvom forhandleren påfører mig en større og større udgift, jo længere tid det tager. Det eneste jeg kan gøre er at forlange, at de er færdige med cyklen indenfor en eller anden tidsfrist (som skal være rimelig), og hvis den derefter ikke er klar, kan jeg kræve handelen ophævet. Det hjælper mig jo ikke meget, for jeg vil jo bare gerne have min cykel tilbage. Jeg har overvejet at skrive en faktura på de 2.082 kr. og sende den til Vanløse Cykelcenter, men jeg tvivler på at jeg får noget ud af det. Jeg håber at selve reparationen bliver klaret på garantien. Jeg må bare indse, at det har kostet mig en sum penge og noget livskvalitet i en periode at have valgt el-cykel som mit transportmiddel.

Lignende indlæg:

Sværere at faste

Jeg har spist efter 5:2-princippet i 5 kvartaler. De første 8 måneder tabte jeg mig regelmæssigt ca. 1 kg. om måneden. Derefter gik vægttabet i stå, men jeg havde stadig glæde af princippet i form af energi, mentalt overskud, bedre mavehelse og færre smerter. Da jeg i april havde været igang i 1 år kunne jeg glæde mig over at have holdt konceptet fuldstændig i et helt år og stadig at være motiveret.

I maj måned skulle jeg flytte, og jeg besluttede at holde pause – altså ikke holde de 2 ugentlige fastedage i de 2 uger min verden var vendt på hovedet. Jeg kunne ikke overskue at knokle i sommervarme med malerpensler og flyttekasser og så ikke få en almindelig dagsration mad.

Da jeg var tilbage på arbejde gik jeg tilbage til min sædvanlige rytme med fastedage 2 dage om ugen, hvor jeg kun spiser frokost. Men nu var det pludselig blevet sværere at gøre det. Måske hænger det sammen med, at jeg efter jeg er flyttet har fået længere til arbejde; jeg cykler 35% længere end før og forbrænder således lidt flere kalorier. Og selvom hverdagen var tilbage var alting jo nyt: nyt hus, nye naboer, ny by, nye rutiner osv.

Der var 5 uger imellem flytteferien og sommerferie, hvor jeg kæmpede lidt med 5:2-diæten. Jeg følte større sult og større trang til mad og søde sager. Jeg faldt i nogle dage og spiste søde sager om eftermiddagen, og den sidste fastedag inden sommerferien spiste jeg endda en ostemad om aftenen. Da jeg startede sommerferien vidste jeg ikke, om jeg ville kunne finde motivation til at holde fastedage i sommerferien og blev enig med mig selv om at stille mig selv fri – hvis jeg følte mig motiveret kunne jeg holde fastedage, og hvis ikke så spiste jeg bare normalt.

Nu er sommerferien ved at være ovre, og jeg må konstatere at jeg ikke fik holdt nogen fastedage i sommerferien. På mandag starter jeg på arbejde, og jeg har tænkt mig at holde 2 fastedage i næste uge, ligesom jeg plejede før ferien. Det er meget lettere, når hverdagen kører i sin faste rille. Faktisk glæder jeg mig, for min mave føles oppustet og jeg er lidt træt af at lave aftensmad hver aften. Min vægt er desværre gået nogle kilo op siden jeg er flyttet, så der er også noget motivation at finde i at tabe mig lidt igen.

Lignende indlæg:

Firedobbelt TDC-fejl

Det er ikke i sig selv nogen nyhed at TDC laver fejl, når man skal ændre eller oprette produkter. De gange jeg er flyttet, har skiftet job o.l. har det nærmere været reglen end undtagelsen at der skete fejl – sådan har de fleste danskere det nok. Til deres ros må man sige, at det fungerer OK med at få det regnskabsmæssige til at stemme – man får som regel sine penge tilbage når der er opkrævet for meget.

I forbindelse med min seneste flytning blev jeg dog alligevel overrasket over, at det lykkedes TDC at lave hele 4 fejl på en og samme løsning, en helt standard-løsning administreret af TDC Erhverv.

Jeg flyttede hen til et sted, hvor jeg ikke kunne tage min internetforbindelse via Kabel-TV med mig. Så jeg bad min arbejdsgiver om at oprette en standard-forbindelse til min nye adresse. Der er tale om et standardprodukt (Home Duo) med bredbånd og bredbåndstelefoni, og jeg bad om at få overført mit fastnetnummer til denne løsning.

Fejl nr. 1

Min kollega, som har kontakten med TDC, sendte bestilling og overdragelsesblanket til TDC. Det er helt normal procedure, en bestilling som jeg tror sker flere gange om måneden fra min arbejdsplads. TDC sendte en ordrebekræftelse på oprettelsen – på den forkerte adresse. De havde ikke brugt min nye adresse som oplyst, men oprettet produktet til den gamle adresse i Virum.

Konsekvens: min kollega måtte have fat i TDC igen og bede dem rette fejlen.

Fejl nr. 2

Min kollega fik besked tilbage fra TDC om at fejlen ville blive rettet. Da vi flyttede ind i det nye hus var der imidlertid ikke internetforbindelse.

Det viste sig at de alligevel havde oprettet internetforbindelsen på vores gamle adresse i Virum. De havde altså ikke rettet fejlen, selvom vi havde gjort opmærksom på det i god tid inden, og de havde kvitteret for at det ville blive rettet.

Konsekvens: TDC lavede en standardflytning på løsningen, og vi havde først internet 12 dage senere.

Fejl nr. 3

Da internetforbindelsen havde fungeret i en periode, og vi havde arbejdet os igennem en masse flyttekasser, nåede vi frem til at pakke telefonen ud og sætte den til. Men der var ikke nogen forbindelse.

Jeg bemærkede, at telefonrørs-ikonet ikke var aktivt på Home-boksen og kontaktede igen min kollega for at sikre mig at bredbåndstelefonien var aktiveret.

Det var det ikke. De havde bare flyttet mit gamle fastnetabonnement til den nye adresse.

Konsekvens: TDC skulle oprette bredbåndstelefoni. Denne gang kunne de levere 2 dage senere, men vi skulle slukke for udstyret og dermed internetforbindelse i 8 timer på udførelsesdagen.

Fejl nr. 4

Da jeg så skulle tilslutte telefonen til bredbåndtelefoni fulgte vi selvfølgelig den medsendte vejledning, som havde virket ifm. opsætning af bredbåndsforbindelsen. Men det virkede bare ikke med telefonen. Instruktionen i vejledningen var meget enkel, så jeg var ret sikker på at jeg havde gjort det rigtigt. Vores telefonmodel stod på listen over telefoner der skulle virke med Home Duo, så det var meget mærkeligt.

Konsekvens: Jeg måtte ringe til TDC’s kundeservice og bede om hjælp. Personen jeg talte med var ikke klar over, hvad der stod i min vejledning, men belærte mig i en udskældende tone om, at tilbageløb jo ikke virkede når det var et gammeldags trebenet stik. Det gav ikke så meget mening for mig. Han gav mig besked om, at telefonen skulle tilsluttes Home-box’en og ikke stikket i væggen.

Jeg fandt nemt den ledning der skulle til, og så virkede det. Fejlen her var, at der simpelthen stod noget forkert i vejledningen, TDC havde sendt mig.

I alt 4 fejl på 1 løsning – det er da meget godt klaret. Og det er på et fuldstændig standardiseret produkt, vel at mærke. Det kan ikke være nyt for TDC at oprette deres løsninger, ej heller at det foregår på en anden adresse end den man bor på lige i kontaktøjeblikket eller at man vil bruge et eksisterende telefonnummer ifm. bredbåndstelefoni. Og når viden om hvordan telefonen skal forbindes eksisterer i organisationen, virker det direkte dumt, at de vejledninger man får trykt og udsender til kunderne er forkerte.

Nu om dage er der åbenbart så meget kaos i organisationerne, at helt dagligdags rutineopgaver ikke løses uproblematisk. Det var det samme billede, da vi skulle melde flytning til el-selskabet. Både på den nye og på den gamle adresse sendte ejendomsmægleren måleraflæsninger med alle relevante data til DONG dagen efter overdragelse, og i begge tilfælde gik informationen simpelthen tabt, så vi fik en masse ekstra administration ud af det.

Lignende indlæg:

Nyt hus: hvad jeg mister

Der er enkelte ting ved flytningen til det nye hus i Birkerød, som giver forringelser i vores hverdag. Udover at det er vemodigt at sige farvel til vores første, fælles hjem, som vi har brugt mange kræfter og megen energi på at opbygge og tilpasse til vores behov, så mister vi:

  • Vores kære, søde nabodame, som jeg føler mig så meget ‘i familie’ med
  • En komfortabel afstand til min arbejdsplads: 6 km mere gør en forskel, når rejsen foregår på el-cykel
  • En god storskralds-ordning, hvor man hver anden torsdag kan stille næsten alt fra aviser til møbler og hårde hvidevarer ud på fortovet, og så kommer der nogen fra kommunen og henter det
  • Fællesskabsfølelse med kvarterets hundeejere
  • Drivhus
  • Økonomi: det vil ikke være helt udgiftsneutralt at udskifte rækkehus med villa

Min generelle tro på menneskeheden gør, at jeg regner med at finde rare naboer på den nye adresse, og jeg er også sikker på at jeg finder en løsning på transporten til arbejde. Et drivhus kan jo vælge at bygge det nye sted, og økonomien er ikke værre end at vi stadig vil have et OK rådighedsbeløb. Men jeg kommer dælme til at savne naboen og storskraldsordningen.

Lignende indlæg:

En endelig handel

I mandags fik vi besked fra vores ejendomsmægler: handelen er endelig. Vores rækkehus er solgt, handelen er godkendt og vi er frie til at begynde at se på nyt hus. Huset nåede at være til salg i 42 dage, hvilket må siges at være en relativ hurtig handel. Alligevel var det med en vis portion lettelse vi modtog beskeden, for vi synes det havde været et besværligt forløb.

Huset kom til salg i starten af januar og vi var meget spændte på hvad der ville ske. Ville der være interesse, ville der komme fremvisninger, eller ville huset bare stå på nettet og kukkelure i månedsvis? Det var jo ikke ligefrem højsæson, men vi havde hørt gode historier om god aktivitet på Virums boligmarked.

Få dage efter at huset kom på nettet var der interesse; et par henvendte sig med ønske om at se huset den efterfølgende søndag. Den fremvisning blev dog aflyst af vores ejendomsmægler, da en af mæglerne blev syg. Vi ærgrede os grundigt den søndag, hvor solen skinnede og vi skulle have haft vores første fremvisning. Heldigvis fik mægleren lavet en ny aftale med de potentielle købere, og i den efterfølgende uge meldte også 2 andre interesserede sig også, så der var 3 fremvisninger på 3 hverdage i træk. Vi var lettede, så var der i hvert fald en vis interesse.

Efter de 3 fremvisninger i træk – 9 dage efter huset kom til salg på nettet – kom der sørme også et bud på huset. Desværre var det et meget lavt bud, næsten 13% under udbudsprisen. Med den interesse vi havde oplevet i de første dage var vi ikke klar til at gå så meget ned i pris. Vi havde lovet os selv at prøve markedet af og være sikre på at vi fik så meget som muligt ud af salget. Vi har alt for ofte følt, at vi var de flinke der skulle give os, og det ville vi ikke mere. Vi valgte derfor at sige nej tak til den pris, men foreslog at vi kunne mødes på midten.

Herefter gik der 2 uger, hvor der ikke skete noget. Vi fik ikke noget svar på vores modbud, og der kom ikke nye fremvisninger. Vi anede ikke om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Med tanke på at der måske var et salg på vej valgte vi dog at gå til åbent hus på et par ejendomme som kunne være relevante som nye boliger for os. Vi ville jo gerne være forberedt.

Så opstod en ny situation. Et af de huse, som stod ret højt oppe på vores liste over huse vi var interesserede i, blev sat ned i udbudspris. Det fik os til at tænke, at vi måske godt kunne gå lidt mere ned i pris på vores eget salg, hvis det betød at vi kunne købe dette hus. Vi fik derfor vores mægler til at kontakte de tavse budgivere og bad om et nyt bud. Efter et par dages betænkningstid vendte de tilbage. De ville gerne byde nøjagtig den samme lave pris, men dog med en åbning i forhold til at det ikke skulle være småbeløb der skilte os ad.

Vi valgte derfor at komme med et ret lavt modbud på 11% under udbudsprisen. Køberne bad derefter om at se huset endnu en gang. Vores mægler fortalte, at de tog deres børn med og gik rundt og fordelte værelser. Dagen efter bad de om at få tilsendt en købsaftale. Det lod til at vi var enige, selvom der aldrig var nogen der havde sagt “OK, den pris kan vi godt acceptere – vi vil gerne købe”.

Men det var ikke klaret med det. Køberne benyttede sig af en købermægler, og hun skulle på vinterferie. Vi kunne ikke få svar på, hvornår de kunne vende tilbage med en underskrevet købsaftale. Undervejs havde købermægleren antydet at køberne også så på andre huse, så tilliden var ikke den største. På det tidspunkt havde huset været til salg en måned, og det var planen at vi skulle holde statusmøde med vores ejendomsmægler for at snakke om salgsforløbet indtil nu og evt. regulere prisen. Vi valgte at gennemføre mødet og at regulere prisen som planlagt. Interessen havde været nedadgående de seneste par uger, og vi ville ikke udskyde de næste markedsføringsskridt på baggrund af en så vag mulig køber. Vi meddelte køber at vi gjorde som vi gjorde, fordi vi ikke var sikre på at denne handel ville blive til noget, og at vi forbeholdt os ret til at sælge til anden side. Vi sagde dog også, at vi stadig håbede at de ville skrive under.

Den nedsatte pris gav en fornyet interesse; mange flere klik og flere downloads. Mens vi ventede på at købers rådgiver kom hjem fra ferie, kom der også endnu en fremvisning i bogen. Dagen inden fremvisningen kom købsaftalen så retur med en underskrift på. Vi valgte at afvikle den planlagte fremvisning, før vi tog stilling til om vi ville skrive under på købsaftalen. Det kunne jo være at vedkommende ville købe til en højere pris. Det stod dog ret hurtigt klart, at den seneste fremvisning ikke ville give en handel. Vi følte at vi havde fået prøvet markedet af så godt som muligt og skrev derfor under på købsaftalen dagen efter, og forpligtede os dermed til at sælge huset. Det blev taget af nettet og markedsføringen stoppede.

Da vi fik besked om at køberne havde skrevet under, ringede vi til ejendomsmægleren vedr. det hus der var blevet sat ned. Det havde nu stået til salg til den nye, lavere pris i 2 uger, og vi var lidt nervøse for om huset stadig var til salg. Vores bange anelse holdt stik. Der var lige præcis nået at komme en handel i hus, selvom huset stadig stod til salg på nettet. Vi blev selvfølgelig grundigt skuffede over at en rådgivers vinterferie skulle betyde, at vi ikke kunne få det hus vi drømte om. Det er bare betingelserne, når man er nødt til at sælge før man kan købe, og det var jo vi jo også godt klar over.

Vores egen underskrift på købsaftalen vedr. salget af vores eget hus var ikke det samme som at handelen var endelig. Køber havde betinget sig at handelen kunne godkendes af deres rådgiver og deres bank. Derudover giver lovgivningen købere af fast ejendom 6 dages fortrydelsesret. Rådgiver-/advokatforbehold kan i princippet betyde at handelen helt annulleres, og det kan også udskyde forløbet yderligere, så vi kunne slet ikke vide os sikre. På den baggrund var beskeden i mandags om at handelen var endelig en stor lettelse. Nu var der ikke længere tvivl.

Både i sidste og i denne uge har vi vinterferie, men det stopper ikke boligtankerne her i familien. Vi har tværtimod brugt meget af tiden på at undersøge nye huse. Vi har været ude på 2 fremvisninger, og allerede i sidste uge holdt vi møde med vores advokat vedr. køb af nyt hus. Vi har i skrivende stund budt på et hus i nærheden af det, der gled vores næse forbi. Det er jo en privilegeret situation lige nu – vi kan gå ud og købe et nyt hus og ved nøjagtig hvad vi har at købe for. Det er næsten ligesom en tur i Magasin – “tager I dankort?”. Vi må være en drøm for enhver ejendomsmægler. Eneste stressfaktor er tiden. Køberne af vores hus rykkede i sidste øjeblik overtagelsesdatoen en måned frem, så vi har ikke så god tid som vi troede. Men igen er vi privilegerede, for vi har ikke børn, så vi kan bo midlertidigt hvilket som helst sted, bare vi kan komme på arbejde.

 

Lignende indlæg: