Telefonskat

Jeg har tidligere blogget om den nye telefonbeskatning, som erstatter multimedieskatten. Det kommer for mig til at betyde, at jeg skal betale ca. 120 kr. om måneden for at have en mobiltelefon til rådighed i mit arbejde. En telefon, som jeg i princippet godt må bruge i et vist omfang privat. Men da jeg gerne vil kunne benytte mig af alle de muligheder en smartphone giver, har jeg en privat telefon med et privat abonnement ved siden af. Debatten hos Computerworld har synliggjort, at jeg ikke må fratrække mine udgifter til mine øvrige telefonudgifter. Og jeg kan ikke lave en aftale med min arbejdsgiver om at jeg kun bruger telefonen til arbejde, da det giver dem en administrativ byrde som de ikke ønsker at løfte.

Jeg er helt med på at jeg skal betale skat af frynsegoder, som reelt er et tilskud til min privatøkonomi. Derfor har jeg også tidligere med glæde betalt skat, når min tidligere arbejdsgiver tilbød mig billige personalerejser og betalte hele min telefonregning.

Men det føles uretfærdigt at skulle betale skat af et arbejdsredskab, som på ingen måde er et tilskud til min privatøkonomi. Det frustrerer mig at regeringen stempler min firmatelefon som noget jeg har en økonomisk gevinst ud af, når det ikke er tilfældet. Min eneste mulighed for at slippe for denne uretfærdige skat er ved at levere arbejdstelefonen tilbage. Det vil gøre det mere besværligt at arbejde når jeg ikke sidder ved mit skrivebord på arbejde, og det vil tvinge mig til at sende et signal til min arbejdsgiver om at jeg ikke ønsker at være en fleksibel ressource.

Skat på sundhedsordninger

Regeringen laver en del om på pensionsområdet, og det kommer også til at betyde noget i kroner og ører i min månedlige økonomi.

Det er snart mange år siden at min daværende arbejdsgiver lancerede 2 forsikringer: sundhedsordning og kritisk sygdom. Nogle forsikringer udbudt af pensionsselskaberne, som skulle sørge for at man fik hurtig hjælp på privathospital, hvis man skulle blive syg, og en sum penge hvis man skulle få en alvorlig sygdom. Det var tydeligt at det var i arbejdsgiverens interesse at kunne sende sine værdifulde vidensmedarbejdere hurtigt til ’reparation’ hvis de skulle blive syge. Jeg kunne se mine skitursrejsende kolleger komme på privatklinikker med deres smadrede knæ, og jeg har også selv fået et par fysioterapeut-behandlinger betalt af sådan en ordning.

Jeg har haft sådan en ordning i over 10 år. Kort efter at disse ordninger begyndte at blive almindelige, gjorde den daværende regering det skattefrit at få betalt den slags ordninger, da de så det som et indirekte tilskud til det offentlige sundhedsvæsen. Denne beslutning har den nye regering nu gjort om, og jeg skal til at betale skat af, at min arbejdsgiver køber sådan en forsikring til mig. Jeg er lidt rystet over hvor dyre de forsikringer er. Skatten kommer til at koste mig over 2000 kr. om året, eller ca. 160 kr. om måneden.

Da min mormor døde på venteliste til en hjerteoperation tilbage i 1996, fordi der var 1 års ventetid på forundersøgelser, virkede privathospitaler dyre, elitære og utilgængelige. Da sundhedsordningerne blev lanceret i starten af det nye årtusinde var jeg derfor lidt beæret over tanken om at få enestue på et privathospital, hvis man skulle blive syg.

Tingene har ændret sig meget siden. Der er i dag behandlingsgaranti, og ventelister på 1 år til alvorlige lidelser er historie, takket være privathospitaler. Min mor har netop gennemgået en rygoperation på privathospital, fordi det offentlige ikke kunne behandle hende hurtigt nok. Min mor er pensionist og har ikke en sundhedsforsikring, men hun kom på privathospital pga. det offentlige sundhedssystems behandlingsgaranti.

Set i det lys virker en sundhedsordning ikke som et særlig værdifuldt frynsegode. Jeg har svært ved at se den store værdi, når sundhedssystemet er så godt som det er i dag. At få en sum penge hvis jeg får kræft eller bliver blind ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige til – i så tilfælde vil ens liv jo alligevel blive vendt op og ned. Jeg ville nok ikke bruge penge på de forsikringer hvis jeg selv kunne vælge. Men det kan jeg ikke. Min arbejdsgiver har valgt det for mig i en såkaldt obligatorisk ordning, og jeg kan ikke vælge den fra. Jeg kan tilgengæld få lov til at betale skat af min arbejdsgivers valg.

Regeringen rammer borgere som ikke har et reelt valg. En effektiv måde at få penge i statskassen, men det føles temmelig uretfærdigt. Jeg går omtrent 300 kr. ned i rådighedsbeløb om måneden pga. nye skatter af noget der er ingenting for mig. Når man vælger at opfinde disse mærkelige skatter, sætter man borgerne i en ubehagelig klemme midt imellem skatteministeren og ens arbejdsgiver, som hver især peger på hinanden og siger enten ‘du kan jo bare sige nej tak til din arbejdsgivers tilbud’ eller ‘det er ikke vores valg at du skal beskattes af det her’. Og ingen af delene kan man som borger bruge til noget.

Det er ikke fordi jeg vil jamre over at skulle bidrage mere til samfundet, men det ville være rart hvis skatten føltes rimelig. Det kan godt være at det i virkeligheden bare er en undskyldning for at kradse lidt flere penge ind i statskassen, men så synes jeg det ville være mere relevant at hæve de generelle skatter, så vi allesammen kan bidrage.

Det var en mærkelig fornemmelse at bevæge sig ud på gaderne i Danmark igår morges. Så landet mon anderledes ud? Det er jo lidt af et systemskifte. Jeg er glad for at jeg tager så tidligt afsted om morgenen, for så møder man ikke så mange mennesker. På arbejde kunne jeg i tryghed diskutere resultatet med et par ligesindede kolleger. Vi skulle lige vænne os til tanken.

Når man følger valg-stemningen på fjernsyn og sociale medier, kan man godt føle at de røde i deres sejrsrus viser en anden og mindre tilbageholdende side af sig selv, og det gør mig lidt bange. Fredag morgen prøvede jeg at tage det med humor og skrev på Twitter “Jeg kan se at det blev rød sejr. Sender I bare et girokort, eller hvordan gør vi det?”. Der er nemlig rigtig mange glade røde mennesker på Twitter. Svaret kom prompte fra en morgenfrisk Twitter-bruger: “Jeps! ”. Senere meldte en førtidspensionist ud, at nu var hun træt af at være taknemmelig over at hun får offentligt betalt pension pga. sin sygdom, og fredag aften lød det “De onde græder og de gode ler”.

Netop den med at se de røde som ‘de gode’ og de blå som ‘de onde’ er symptomatisk for det jeg er utryg ved i forbindelse med dette systemskifte. At se borgerlige politikere og vælgere som onde mennesker virker til at være meget indgroet hos venstrefløjen, og det skræmmer mig, for jeg ser naturligvis ikke mig selv som et ondt menneske.

Det får mig til at frygte et samfund, hvor der hverken er forståelse, respekt eller accept overfor lige præcis min hverdag. Jeg knokler mig halvt fordærvet for at kunne leve op til de krav der stilles. Jeg kompromitterer min moral og tilsidesætter mine følelser i et arbejdsmarked, hvor det aldrig er godt nok, hvor det er take-it-or-leave-it-vilkår samtidig med at det er mere end svært at finde et nyt job. Jeg er hele tiden til eksamen, skal modtage kritik af min personlighed og forsøge at lave om på den for at hænge på.

Sådan er hverdagen for mange der har vidensjobs uden overenskomst. Vi står ligesom alle andre lønmodtagere op tidligt om morgenen, kæmper os igennem myldretidstrafikken, klarer ovenstående og tager hjem igen til vores boliger, hvor vi får alt for lidt søvn. Som de sagde da jeg arbejdede i Mærsk Data: den der har evnen, har pligten. Vi gør det gerne, fordi vi er dygtige, uddannede og i stand til at gebærde os på arbejdsmarkedet. Lige indtil vi bukker under for psykisk nedslidning. Jeg har i mit netværk aldrig set så mange tilfælde af arbejdsløshed, stress og slemme depressioner, som jeg har set de seneste par år.

Det er altså ikke kun SOSU-assistenter, smede og andre LO-familier som har brug for omsorg fra politikerne. Med de røde politikeres store fokus på disse grupper frygter jeg at blive overset. Hvis holdningen fra de nye røde magthavere så oven i købet er, at det ikke er godt nok det jeg bidrager med, og jeg bare bliver mødt med utaknemmelighed og krav om mere, så ryger mit engagement altså på gulvet.

Til gengæld er jeg bange for at de taler om mig, når de taler om ‘de rige‘, ‘de allerrigeste’ og ‘de rige husejere nord for København’. For jeg nyder nemlig den luksus at bo i et rækkehus på 75 kvm, som jeg har købt før boligboblen brast. Hvis jeg er heldig, er jeg ikke længere teknisk insolvent, nu hvor priserne er steget lidt igen. Jeg har en bil og tilmed råd til at hente sushi en gang i mellem; en luksus der giver en utrolig lettelse i en hverdag, hvor det godt kan være lidt af en belastning at skulle lave sund, frisk, miljørigtig og varieret aftensmad uden madspild hver aften. Måske gør det mig til en der er så rig, at jeg bør bidrage mere til samfundet. Jeg føler helt ærligt ikke, at jeg lever et mere luksuriøst liv end så mange andre. Og jeg føler ikke at jeg udnytter nogen.

Her til formiddag lyttede jeg til Mads & Monopolet på P3. Valget blev selvfølgelig diskuteret af dagens panel, som bestod af Søren Fauli, Hella Joof og Asger Aamund. Efter at have hørt sidstnævntes udlægning af, hvordan realiteterne ser ud i det nye folketing er jeg mere rolig. Asger mener ikke at vi kommer til at høre mere om 12 minutter mere og millionærskat. TV2 News kunne også berette om at S og SF allerede 2 dage efter valget har opgivet at fjerne efterlønsaftalen, hvilket jo letter noget på hvad der skal indkræves af skatter.

I det hele taget regner jeg med at tingene falder lidt til ro i den kommende tid, også i mit hoved. En ting er politiske idealer, en anden ting er demokratiske realiteter. Jeg kan godt ærgre mig over at Konservative ikke fik bare 2 mandater mere, så havde der været bedre muligheder for at føre politik henover midten, men sådan blev det ikke. Jeg holder lige en pause fra de røde jubelråb på Twitter, og så må vi se hvordan det spænder af med dansk politik i fremtiden.

Batteriet er et 36 V – 9 AH og mærkevare fra Promovec. Da det var helt nyt kunne det i mit terræn og med min vægt køre lige omkring 40 km på en opladning for fuld motorkraft. Her efter sommerferien har jeg oplevet, at hvis der er modvind både på udvejen og på hjemvejen, så begynder el-systemet at slå fra når jeg er på toppen af en af de hårde bakker allerede efter ca. 15-16 km.

Fra 1. oktober skal jeg køre 2 x 15 km. til og fra mit nye arbejde i stedet for de nuværende 2 x 10 km. og det betyder at jeg ikke kan klare min nye hverdag med den nuværende cykel/batteri. Jeg har flere muligheder:

1. at lade batteriet op på arbejde
2. at købe nyt større batteri
3. at købe ny el-cykel med kraftigere batteri og sælge den ‘gamle’

Løsning 1 er ikke en varig løsning. Da jeg allerede idag i hårdt vejr oplever problemer efter 15 km kan jeg forudse at selv en opladning til hjemturen ikke vil være tilstrækkeligt. Især når man tænker på at batteriet går ned i ydelse når temperaturerne falder til vinter. Desuden er det besværligt at skulle have batteriet med op på kontoret hver dag, og jeg ved i virkeligheden ikke om min ny arbejdsgiver synes det er en god idé.

Løsning 2 er den billigste løsning her og nu. Selve el-cyklen har det fint, og det ER batteriets kapacitet der er problemet. Men det gamle batteri er jo ikke fuldstændig udtjent, og jeg synes det er lidt et ressourcespild at det så bare skal kasseres eller stå i kælderen og ikke blive brugt.

Løsning 3 virker som fråds. At jeg allerede efter 15 måneder skulle sælge min el-cykel og købe en ny lugter lidt af brug-og-smid-væk-mentalitet. Og det er den dyreste løsning. På den anden side ville det betyde at både cykel og batteri bliver genbrugt. Måske der var nogen med et mindre kørebehov eller som vejer mindre end mig, der var interesseret i at købe el-cyklen til en fornuftig pris og dermed kan have god glæde at cyklen som den står idag. Den fungerer nemlig fint, jeg har overholdt alle serviceeftersyn og derfor er der mere end 1½ års garanti på den. I virkeligheden er det måske den mest bæredygtige løsning.

Det er ærgerligt at stå i denne situation igen, kun 15 måneder efter at jeg udskiftede cykel sidst. Dengang troede jeg – ligesom med min første el-cykel – at jeg kunne have den cykel i mange år. Det er skuffende at batteriet ikke længere kan yde det jeg ønsker mig. På den anden side kan jeg godt se at jeg stiller store krav. Jeg vil f.eks. gerne køre med maximum motorhjælp, når først man har prøvet at køre 22-25 km/t. så virker det så kedeligt at køre langsommere. Og så er der jo godt med arbejde for den, med alle de bakker der er igennem Gentofte, den modvind der næsten altid er den ene vej og så min ikke ubetydelige personlige kampvægt.

Det er tid for forandring i mit liv i øjeblikket. Jeg har lige fået ny seng, nyt job og ny bil – måske skal jeg også til at have ny el-cykel snart. Jeg tænker lige lidt mere.

Jeg startede i mit nuværende job for præcis 4 år siden. Jeg blev ‘hentet’ til stillingen af en tidligere kollega, og timingen var god pga. organisationsændringer i mit daværende job. Min tidligere kollega kunne se potentiale i mig og jeg fik et fagligt løft af dette jobskifte – her kunne jeg i langt højere grad bruge min videregående IT-uddannelse. Sammen med min tidligere kollega som IT-chef og 2 andre specialister i stabsfunktioner skulle jeg arbejde med det man kalder IT governance. Jeg sagde derfor ja til jobbet, selvom der var en hage: det gav mig en daglig transporttid på 3 timer.

Da jeg havde været i stillingen i 1 år begyndte startopstillingen at ændre sig. Stillinger blev nedlagt så jeg var den eneste i stabsfunktionen, og IT-chefen blev erstattet med en anden faglig profil. Nu stod jeg på egne ben, og det var en helt anden situation end det jeg sagde ja til. Det var spændende at tage ansvar selv, og jeg tog udfordringen op og fandt en indre drivkraft. Jeg synes jeg har udviklet mig meget af det. Af forskellige årsager begyndte mine opgaver dog at blive mindre tilfredsstillende at udføre. Min indsats blev bedømt hårdere, selvom jeg gjorde mit bedste efter de nye omstændigheder.

Min personlige cost-benefit-analyse begyndte at balancere dårligere. En af omkostningerne var den lange afstand til arbejde. Jeg har her på bloggen flere gange fortalt om groteske eksempler. Udover at det stjæler tid fra mit liv, så er det stressende at jonglere med 3-4 transportled. Når jobbet samtidig ikke giver de succesoplevelser og den anerkendelse man kunne ønske sig, så ryger balancen.

Jeg har derfor i nogle år holdt øje med alternativer. Det har været svært. Jeg giver selvfølgelig krisen det meste af skylden – der har simpelthen ikke været ret mange stillinger at søge. Når jeg så af og til har fundet jobs jeg kunne søge, så kom jeg yderst sjældent til samtale.

Men her til sommer er det så lykkedes. Jeg starter i et nyt spændende job 1. oktober. Opgavemæsssigt er det et naturligt næste skridt i min udvikling, så jeg glæder mig til at bruge mig selv og mine evner endnu bedre. Rent praktisk skal jeg fremover arbejde i København Ø i stedet for på Amager, hvilket betyder at jeg får halveret min transporttid – allerede her forbedres balancen på min personlige cost-benefit-analyse væsentligt. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt!

Både min mand og jeg har som børn været på bilferie i Tyskland, så det var lidt af nostalgiske årsager at vi valgte denne ferieform i år. Mine minder om bilferie fra 1980′erne indebærer noget med at tælle og registrere tyske nummerplader og en masse underholdning på bagsædet. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke huske noget om timelange bilkøer, hvor det står helt stille og ens medtrafikanter er nødt til at stå ud af bilerne og tisse direkte på motorvejen, fordi de ikke kan holde sig længere.

På alle 4 køredage oplevede vi kø som forsinkede os adskillige timer, nogle dage dog værre end andre. Jeg må indrømme at det var en udfordring for min tålmodighed. Især det med at stå helt stille og ikke kunne se hvad der sker var meget frustrerende, og hvis ikke jeg havde haft et par spil på min mobiltelefon tror jeg at jeg var blevet skør. Mage til spild af tusindvis af menneskers tid har jeg sjældent oplevet – det er så utrolig ueffektivt. Jeg ved godt at der er gode grunde til at køen opstår, men resultatet er godt nok meningsløst. Det i sig selv kan godt få mig til at afvise bilferie som en ferieform fremover.

Selve indholdet af ferien var fint. Vi havde en overnatning i Harzen på vej ned i Tyskland, hvor jeg havde lejlighed til at se det miljø hvor min mand boltrer sig hver Kr. Himmelfart med sine mountainbike-venner. Vores endelige destination var Assmannshausen ved Rhinen, tæt på den store turistby Rüdesheim hvor min svigerfamilie i mange år har været forbi på deres campingsvognturné i Europa. 2 af familierne havde da også valgt at lægge vejen forbi i år, så noget af ferien handlede om at hænge ud med min mands familie. Ellers fik vi besøgt forskellige byer i området, både store og små, og vi fik også set et skønt kloster og en borg med overdådige rosenbede. Ialt 3 hele dage havde vi i Rhin-området, hvor vi boede på et hyggeligt hotel med dansktalende ansatte.

Da turen gik hjemad, kørte vi på en søndag. Det var en fordel, fordi der ikke kører lastbiler på motorvejene om søndagen. Vi slap dog ikke helt for kø, og da vi nærmede os vores overnatningshotel udenfor Hamborg endte vi med at køre fra motorvejen og tage hovedveje det sidste stykke – et valg som vi blev glade for og er sikre på har sparet os for en del tid. Den sidste overnatning var på et moderne internationalt ‘Business Class’ hotel, en sjov oplevelse efter at have tilbragt ferien i klassiske turistområder. Her kunne man tale engelsk (jeg havde ellers udfordret migselv med at prøve mit skole-tysk af så godt jeg kunne, men jeg kom lidt til kort med mit ordforråd af og til, og så føles engelsk pludselig som et modersmål) og man kunne betale med kreditkort. Aftenmåltidet var en skøn tapasbuffet – noget vi heller ikke havde set i Rhinland eller Harzen.

De sidste par år er vores rejser primært gået til Spanien, henholdsvis Mallorca og Gran Canaria. Efter at have stiftet bekendtskab med Spanien som et komfortabelt rejseland er der en række ting der adskiller  sig ved at rejse i Tyskland:

• Det med kreditkortene er nok det som undrer mig mest – at man ikke kan betale med kreditkort på alle restauranter og hoteller synes jeg er meget mærkeligt. Det føles helt old-nordisk at skulle bære rundt på så store kontantbeløb.De steder jeg har været i Spanien har jeg kunnet brug kreditkort på alle hoteller, butikker og restauranter. Her havde jeg troet at tyskerne var lige så velorganiserede.
• En anden ting som falder i øjnene er de menukort man præsenteres for. Hvor spanierne har tilpasset menukortene til en vis grad til gæsternes smag, har tyskerne holdt fast i deres egen traditionelle mad: schnitzler og anden stegt mad. Det er dejligt med deres Pfifferlinge-menuer (kantareller), men efter et par dage længtes jeg sådan efter grøntsager, at jeg var dybt taknemmelig da svigermor inviterede på et hjemmelavet måltid i campingvognen med 3 slags grøntsager.
• Til gengæld er det tydeligt at tyskerne har et andet forhold til deres husdyr. De holder tilsyneladende meget af deres hunde, og butikkernes udvalg af mad og udstyr til hundehold er imponerende. Svigerforældrene havde deres dejlige eurasier med, og her kunne vi se at tyskerne var meget interesserede i at komme til at hilse på hende og virkede meget kærlige. Det ser man slet ikke i Spanien, her lusker hundene bare rundt for sig selv og der virker slet ikke til at være den samme omsorg og interesse for dem.

Alt i alt sidder jeg tilbage med en brugt ferie med mange gode oplevelser, men også med visse irritationsmomenter. Efter at have haft mange flyrejser de sidste par år havde jeg lyst til noget andet, fordi jeg synes det er stressende at flyve: man skal møde op mange timer i forvejen og vente en hel masse, der er 1000 regler for pakning af bagage og håndbagage, og man sidder som sild i tønde i flyet. Når man rejser i sin egen bil eliminerer man mange af disse stressfaktorer, men man får så tilgengæld nogle andre, primært i form at bilkøer.

Hvordan ferieformen skal være fremover aner jeg ikke. Heldigvis har vi vores dejlige sommerhus, som ikke indebærer nogle af disse stressfaktorer eller frustrationer. Til gengæld har jeg altid en lyst til at se noget nyt, så mon ikke vi skal ud på noget ture også fremover? Der er stadig meget af Danmark jeg ikke har oplevet, f.eks. har jeg aldrig været på Bornholm. Måske en ferie i Danmark er et godt alternativ.

Lad mig gøre et grundsyn klart med det samme: i et samfund hvor penge er en knap ressource, synes jeg ikke at det er passende at give penge til borgere som godt kan forsørge sig selv. Det gælder børnepenge til velhavende familier, og det gælder efterløn til borgere som godt kan arbejde. Jeg har aldrig selv forventet at kunne gå på efterløn, og jeg sparer op af egen lomme til at kunne gå på pension som 60-årig.

Men jeg synes alligevel, at argumenterne for afskaffelse af efterlønnen halter lidt. Jeg tror nemlig at efterlønnen dækker over nogle ‘mørketal’ om samfundet, og jeg tror ikke at man bare lige kan tage alle de 16 milliarder direkte til indtægt i statens budgetter.

1. For det første er der hele snakken om nedslidning og førtidspension. Der er ingen tvivl om, at der er mange efterlønnere, som hvis de ikke havde haft den mulighed, burde have førtidspension i stedet. Men ved man hvor mange – og husker man at trække udgiften til den forsørgelse fra?
2. For det andet er der alle dem som vælger efterløn, fordi de ikke kan finde et arbejde – altså som alternativ til arbejdsløshedsdagpenge. Efterlønsordningen har vel også været en værdsat parkeringsplads i forbindelse med nedskæringer og fyringsrunder i mange år. De siger at i fremtiden får vi brug for mere arbejdskraft, men i øjeblikket synes jeg at jeg kender til og hører om mange mennesker som mister deres arbejde – jeg kan ikke få det til at hænge sammen.
3. Endelig vil jeg pege på alt det frivillige arbejde som udføres af efterlønnere. Når børneinstitutionerne holder lukkedage og er helt lukket i 3 ugers sommerferie, må bedsteforældre på efterløn træde til. Jeg tror der bliver løftet mange samfundsgavnlige opgaver af efterlønnere – og hvem skal så tage sig af det, når efterlønnen er afskaffet?

Jeg er bange for at det er kassetænkning, der vil hævne sig når effekterne breder sig ud. Ligesom med så meget anden kassetænkning. Tingene er oftest mere komplicerede end som så.

Ser man det i et lidt større perspektiv, synes jeg det ville klæde politikerne at se på, hvad det er der gør at så mange mennesker er på offentlig forsørgelse. Det er min personlige teori, at arbejdsmarkedet er blevet for hårdt til at rumme os allesammen. Stress og angst er velkendte resultater af dagens arbejdsmarked. Jeg synes det er en samfundsmæssig falliterklæring, at så mange af de ramte ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedet ikke er gearet til alle typer mennesker.

Det er på sin vis ret flot med sneen; det er smukt som det ligger på de nøgne grene på træer og buske. Men sidste vinter sidder stadig i kroppen. En lang vinter, hvor der var sne i månedsvis. En vinter hvor jeg igen og igen måtte bruge 2-2½ time på at komme på arbejde og det samme hjem igen. Og en vinter hvor jeg pakkede mig ind i skibukser og 5 lag tøj på overkroppen og kæmpede mig på el-cykel fra Virum til Hellerup Station på cykelstier som var glatte og ujævne af sne og is. Det var en hård vinter, og jeg tager mig i at blive modløs af at se sneen vælte ned igen.

I år har jeg ellers gjort endnu mere for at klare vinter-hverdagen. Idag har min mand sat pigdæk på el-cyklen, og på min prøvetur på vejene i området gik det væsentligt bedre end sidst jeg var ude og køre i sneen. Jeg har også opgraderet på tøj-fronten. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig er afhængig af at cykelstierne er ryddet, at togene kører og at busserne kører. Det er en frustrerende følelse at have den her pligt til at møde på arbejde uanset hvordan vejret er. Man SKAL bare finde ud af at komme på arbejde, lige meget om himmel og jord står i et og alle transportmidler svigter. Jeg skal også nok komme derud, men de dage hvor transporten har stjålet 4-5 timer af ens døgn synes man ikke at man får meget ud af dagen. Det er ret deprimerende. Ganske vist kan jeg arbejde hjemmefra af og til, men det er jo kun når der ikke er møder og andre ting på kontoret.

Det hjælper jo heller ikke på situationen, at det med snerydning af vejene er blevet en mere sjælden ting. Vores vej er en privat vej, som vi selv skal rydde for sne. Vi har så indgået en aftale med kommunen om at de alligevel kommer og rydder vejen for sne mod betaling. Det gør de bare ikke. I hvert fald ikke i et omfang, så vejen er synlig. Heller ikke vejene omkring os er ryddet, og da jeg var ude tidligere idag var INGEN cykelstier ryddet. Måske er det fordi det sner næsten konstant, men standarden er helt klart blevet forringet over de sidste par år. Det er nok krisetiderne og kommunernes dårlige økonomi der er årsagen, men spørgsmålet er hvad det koster samfundet at vejene ser sådan ud. Jeg tænker ikke så meget på bilerne, men cykler og fodgængere har en væsentlig højere risiko for at falde og slå sig – det må man kunne mærke på landets skadestuer. Jeg er også selv bange for at falde og brække en arm eller et ben.

I den uge der lige er gået har jeg været syg, så når jeg imorgen tidlig skal afsted på arbejde er det første gang siden den første snevejrsdag, hvor jeg sejlede rundt i 7. gear. Jeg kan mærke at jeg er nødt til at se det som en udfordring – jeg skal simpelthen i kamp med vinteren. Det gør mig næsten træt på forhånd at tænke på hver eneste dag som en kamp alene i forhold til transport til og fra arbejde. Men det er den eneste måde jeg kan tænke konstruktivt på det. Nu er jeg godt rustet med pigdæk og god beklædning – og i skrivende stund er min mand lige kommet op fra kælderen med en hjemmelavet støvleknægt der skal hjælpe mig med mine ellers meget genstridige støvler når jeg kommer hjem fra kamp. Det skal nok gå alt sammen. Det er det jo nødt til.

• man kan drikke vandet i hanen
• bløde varme trægulve i stedet for klinker
• håret er ikke tørt og stift af konstant badning i havvand og pool
• optimale køkkenfaciliteter
• der er ikke sand på badeværelset, ved min seng, i mine hjemmesko, allevegne…
• intet guide-show udenfor vinduerne når man vil sove

Ting der er skidt ved at jeg ikke længere er på Mallorca og holder ferie:

• der kommer ikke nogen og gør rent efter mig
• man kan ikke gå i vandet lige når man har lyst
• det er mindst 10 grader koldere
• der er slet ikke nok blomstrende hibiscus og bougainvillea
• jeg skal selv lave morgen- og aftensmad HVER dag
• der er ikke mentalt overskud til at tænke over sit liv

I 5 år har vi boet i vores lille rækkehus med tagpap på taget. Min mand har igennem de 5 år været oppe på taget en del gange for at ordne antenne, sætte regnmåler op og den slags ting. Vi havde det indtryk at vores tag havde fint. Der har heller ikke været tegn indenfor på at der siver vand igennem el.l.

Da der tidligere på året flyttede en dame ind 2 numre fra os, havde hun fået en tilstandsrapport, hvor der stod at taget burde skiftes. Vores fælles nabo mente også at det var tid for udskiftning af tagpap hos hende, og de fik en håndværker til at komme med et tilbud. Det var i den forbindelse at det blev opdaget at også den ene ende af vores tag er i dårlig stand. Det er ikke bare tagpappet der er dårligt, men trækonstruktionen nedenunder er rådden og der er helt blødt det pågældende sted.

Jeg har haft mange ejerlejligheder, men det her er mit første hus. Derfor har jeg været meget opmærksom på – for ikke at sige bekymret for – alle de uforudsete ting der kan opstå når man selv har hele ansvaret for vedligeholdelse af bygningen, og vi har da også lagt lidt penge til side til den slags akutte nødvendige ting. Så det var ikke et decideret chok at denne situation opstod. Men det minder mig da om at der kan ske alt muligt med et hus, også selvom man synes at ens hus virker sundt og godt. Denne gang slipper vi med en regning på 6.-8.000 kr. Det er mange penge for de fleste, men dog billigt sluppet i forhold til de 60.000 kr. som en fuld udskiftning af tagbelægning ville koste.

Det er utrolig møgirriterende.

Det gav mig en masse bøvl og ærgrelser, at den gamle el-cykel pludselig ‘stillede træskoene’ efter kun 4 års tjeneste. Jeg har brugt al min flextid og en masse klippekort på at rejse 3 gange frem og tilbage til forhandleren i Albertslund med S-tog, undværet min effektive transportvej til arbejde i en uge og navigeret i en jungle af information og en meget påtrængende sælger, der gerne ville sælge en ny cykel til mig. Da jeg skulle hente den nye cykel måtte jeg endda vente 1 time på klargøring i 5 graders kulde i et Albertslund Centrum, som jeg nu efterhånden har fået set godt og grundigt igennem og ikke gider at glo på mere, for blot at konstatere at sadlen ikke var strammet og at jeg ikke havde fået instruktionsbogen med.

Stor var glæden derfor, da jeg mandag morgen kunne sætte mig på en ny el-cykel, som min mand havde strammet efter, og tage min gode morgen-cykelrute gennem Gentofte og vende tilbage til min daglige rutine. Når man som B-menneske skal tvinge sig selv ud af døren kl 6:20 så hjælper den faste rutine enormt.

Men sådan skulle det ikke være. Næ nej – en ussel cykeltyv synes at han skulle fratage mig muligheden for at have en god tranportmåde til arbejde, for at kunne købe ind til helligdag/weekend uden at slæbe mig en pukkel til, og for at have friheden til at køre en tur. Jeg må bruge min sparsomme fritid på at anmelde det til politi og forsikringsselskab og går nu og venter på sagsbehandling, så jeg kan få erstatning. Og så må jeg ud på det efterhånden ret store marked for el-cykler og finde en god model.

Et lille lyspunkt i al min irritation er, at jeg nu kan overveje at købe den nye cykel hos en forhandler tættere på min bopæl. Da jeg købte min første el-cykel i 2006 var der ikke ret mange forhandlere, og derfor endte jeg med at købe den i Albertslund, som ligger 1 time væk med s-tog, med deraf følgende stor gene i forbindelse med service og reparation. Idag kan jeg købe en el-cykel i f.eks. Hellerup, Bagsværd eller Birkerød – altsammen i enten cykelafstand eller overkommelig transporttid. Det vil gøre min hverdag noget lettere.