Anmeldelse af lampen Illumin Rubber20

For et par år siden fik vi lampen Illumin Rubber 20 Pendel som en gave. Det er en større loftslampe, som man selv samler. Lampen består af 20 ens stykker plastik og 30 sorte elastikker, som man sætter sammen til en tilnærmelsesvis rund facon. Indeni monteres lampen med en gennemsigtig plade af plastik og en fatning med stofledning. Det var ret nemt at samle lampen, og vi valgte at hænge den i vores trapperum, hvor der er nogle højdeforskelle som den symetriske og geometiske lampe gjorde sig godt i. Vi var glade for den.

Desværre viste det sig, at elastikkerne der holder lampen sammen, er af en kvalitet, som ikke er holdbar. Efter bare et års tid var de møre og begyndte at falde af. Hvad gør man så?

Først troede jeg, at jeg kunne finde nogle andre elastikker i en webshop, men det var ikke så nemt. Jeg kontaktede producenten af lampen, og de sendte mig en pose med flere elastikker af samme slags. Så kunne lampen lidt igen, men året efter var problemet der selvfølgelig igen.

Det er faktisk rigtig irriterende, når elastikkerne bliver møre. En for en begynder de at falde af. Når den første elastik mangler, holder lampen stadig sammen, og man har lidt tid til at finde en løsning. Men de andre elastikker er jo lige så møre, og hurtigt efter falder flere elastikker af, og så åbner lampen sig og kan ikke holde formen. Det er svært at finde en midlertidig lappeløsning, fordi det kræver elastikker af en helt speciel størrelse, og når man begynder at pille, falder lampen meget nemt helt fra hinanden.

Jeg kan se, at man nu kan købe en pose med elastikker for 80 kr. på nettet. Hvis man skal købe sådan en pose en gang om året, bliver det jo en dyr lampe i længden, foruden alt besværet med at pille lampen ned og montere den helt forfra.

Jeg synes ikke det var holdbart at fortsætte med de originale elastikker. Kunne man ikke få en bedre kvalitet af elastikker, som kunne se pænt ud? Jeg gik på jagt i diverse hobbyforretninger efter en mere langsigtet løsning. Jeg fandt 3 mm elastiksnor i en syforretning. Her kunne man få alverdens farver, hvilket appellerede til min kreative åre – så kunne man jo skifte farve og dermed udtryk på lampen. Jeg fandt også noget lidt tykkere elastiksnor i en webshop der handler med udstyr til dykkere og surfere.

Da jeg fik det forskellige snor hjem var jeg fortrøstningsfuld. Begge typer bestod af tynde strå af elastik omkranset af tekstil. Jeg forestiller mig at det er mere holdbart, fordi elastikken ikke på samme måde er eksponeret for luft og sollys.

Så var spørgsmålet hvordan jeg skulle få elastiksnoren til at blive en ring, som kunne holde lampens dele sammen. Jeg prøvede at binde forskellige knuder, men det blev ret stort. Med enderne strittende til siderne var det visuelt ikke så pænt, når det blev sat på lampen.

Med inspiration fra den måde min mand samler kabelender på sin cykel, gik jeg på jagt efter et tyndt metalrør, man kunne samle elastik-enderne med. Igen kom hobbyforretningerne mig til hjælp, og det lykkedes at finde noget tyndt messingrør, der i indre og ydre diameter passede med det elastiksnor jeg havde.

Så var jeg klar til endnu et forsøg. Jeg måtte i kælderen efter værktøj og have husbond igang med dremmel-maskinen. Messingrør blev skåret ud i stykker af ca. 1 cm og slebet lidt, så der ikke var ru kanter. Jeg klippede elastiksnoren stykker på 21,5 cm med en skarp saks, og satte enderne ind i røret. Derefter klemte jeg sammen i hver ende af messingrøret med en skævbider. Jeg fandt hurtigt en måde der holdt.

Resultatet blev nogle elastikker, der mindede om de hårelastikker man kunne få da jeg var barn. Stof på ydersiden, elastik indeni og samlet med et lille messingrør. Det så overraskende flot ud på lampen. Faktisk synes jeg det er flottere end originalen pga den ensartede stofoverflade.

Jeg har brugt adskillige hundrede kroner på at finde materialer til denne løsning. Hvis man i forvejen har betalt 799 kr. for en Rubber20-lampe, må den føles dyr i drift. Siden vi fik den for nogle år siden, er den da også faldet noget i pris – måske pga. disse problemer. Det ville ærgre mig at skulle smide lampen ud pga. denne – i mine øjne – designfejl, så jeg er glad for at jeg fandt en løsning så vi kan brug lampen lidt endnu. Men det er godt nok meget ulejlighed for at beholde sin lampe.

Jeg anmelder lampen med 2 ud af 5 stjerner. Den får 2 stjerner, fordi jeg synes den har et flot udseende. Den får ikke flere, fordi materialevalget stiller forbrugeren i en irriterende situation, når elastikkerne falder af og man skal samle lampen igen. Jeg får lyst til at advare andre forbrugere, men jeg har ikke kunnet finde en mulighed for at anmelde produktet på en webshop el.l. Derfor denne anmeldelse på min blog.

Vurdering:  ★★☆☆☆ 


Lignende indlæg:

10 års bryllupsdag

I dag har husbond og jeg 10 års bryllupsdag. En fredag i februar 2008 lod Mads og jeg os i hemmelighed vie på Lyngby Rådhus med 2 af kommunens ansatte som vidner. I dagens anledning har jeg set på billederne fra dengang, og jeg kan se at vi ser rigtig glade ud.

Vi valgte at blive gift på en meget stille og rolig måde. Vi valgte rådhuset, fordi vi ikke er kristne. Vi valgte at gøre det i hemmelighed, fordi vi gerne ville have at det var kun vores stund. Og vi ville under ingen omstændigheder udsættes for polterabend. Det hele var timet og tilrettelagt, så vi alligevel kunne dele dagen med vores nærmeste: vi vidste at vores forældre ville være hjemme senere samme dag og tog på overraskelsesbesøg hos begge forældrepar senere på dagen. Vi sluttede dagen af med en hurtig burger hos MacDonalds. Det var en rigtig god dag for os. Men nok meget langt fra hvad mange drømmer om.

Det er ikke så længe siden husbond kom hjem og fortalte om en snak om bryllupper, de havde haft på arbejde. Da han fortalte om sit eget bryllup, havde en kollega spontant sagt: “Hvorfor så blive gift?”. Kollegaen synes tilsyneladende ikke der var nogen grund til at blive gift, hvis man ikke købte dyrt tøj og holdt en stor fest med mange mennesker og gaver.

Den kommentar understregede en fornemmelse jeg længe har haft. Jeg er bange for at nogle bryllupper bliver arrangeret stort og traditionelt af forkerte årsager. Måske er den underliggende motivation mere at blive beundret og iscenesætte sig selv – man tvinger faktisk sine nærmeste til at give én opmærksom, når man inviterer til bryllup. I nogle tilfælde er det måske endda fordi man keder sig lidt i sit i forvejen etablerede samliv, hvor man ofte allerede har hus og børn.

Det er en stor investering for både brudepar og gæster at holde bryllup på den traditionelle måde. Brudeparret låner hundredetusindvis af kroner i banken for at købe kæmpe kjole og store arrangementer. Gæsterne køber dyrt tøj og dyre gaver, og møder op som statister til en forestilling, hvor de skal opføre sig på en helt bestemt måde for at tilfredsstille brudeparret.

Desværre bliver min fornemmelse bekræftet af skilsmissestatistikken. Omkring det tidspunkt jeg blev gift, var der rigtig mange i min omgangskreds som blev gift. Jeg selv deltog i 3 bryllupper i både 2007 og 2008, hvoraf det ene var mit eget. Der er ikke så mange af dem der er gift i dag. Der er desværre en overvægt i skilsmisser blandt dem, der holdt de store traditionelle bryllupper. Uden at kende de nærmere omstændigheder omkring de konkrete skilsmisser må jeg sige, at det er tankevækkende.

Nå ja, hvad gør det at man bliver skilt nogle år senere? Så kan man jo ryste posen igen og genopfinde sig selv – udleve drømmen om Iron Man i de uger man ikke har børnene, med en stor gæld og en bitter strid om bryllupsgaverne i bagagen. Så må man skynde sig at glemme, at man har bedt utrolig mange mennesker bruge en masse energi og penge på at hylde ens kærlighed ikke så mange år forinden.

Det er nu ikke fordi vi var bange for at vores forhold ikke skulle holde, at vi valgte en mere diskret måde at blive gift på. Vi havde været sammen i 4 år da vi blev gift og følte os allerede etablerede som par. Vi ville gerne bekræfte overfor omverden, at vi hørte sammen ved at få et fælles efternavn og en ring på fingeren. Det handlede ikke om det at BLIVE gift, vi ville bare gerne VÆRE gift.

Lignende indlæg:

Fed igen

For lidt over et år siden stoppede jeg med at spise efter 5:2-diæten. Det påvirkede ikke min vægt særlig meget, og jeg følte mig sund i lang tid efter. Ved nytår tog mit liv en kolbøtte, hvor også mine motions- og spisevaner fik en rystetur. Nyt job i foråret har betydet en fast, men mindre motionsmængde pga. kortere cykeltur til arbejde, og en lidt dårligere kost pga. en kantine med mindre sund mad.

Resultatet er en vægt der er højere end nogensinde og et BMI over 30. Øv. Jeg har kunnet acceptere at være overvægtig i mange år, og har ingen ambitioner om at få en flad mave eller korrekt vægt. Men at veje så meget – det gider jeg ikke.

På en eller anden måde har jeg formået at se mig selv i spejlet på en måde, hvor jeg ikke opdagede den større dobbelthage. Først da jeg så et par billeder af mig selv, kunne jeg se hvor galt det var. I den forgangne sommerferie har jeg pure nægtet at blive fotograferet, fordi jeg ikke kan holde ud at se hvor fed jeg ser ud.

Jeg er også begyndt at have fysiske gener. Det er svært at læne mig ind over spisebordet for at nå noget, og det er ikke så let at at komme op af en sækkestol. Når jeg sætter mig på hug for at klappe min liggende hund, kan jeg næsten ikke trække vejret, og når jeg sidder med min tablet i sofaen støder min hage mod min hals.

Der skal jo helt klart ske noget. Det er indlysende at starte med 5:2-diæten igen, for det er det eneste jeg har jeg gode erfaringer med i forhold til vægtab. Både jeg og husbond har savnet fastedagene med deres anderledes, afslappede rytme.

Jeg er bange for hovedpinerne, som var et stort problem tidligere. Derfor vil starte blidt ud med 1 fastedag om ugen for at komme ind i rytmen igen og få erfaringer baseret på den nye hverdag, hvor jeg ikke cykler 46 km på en fastedag.

Jeg har også tænkt meget over hvordan jeg kan få mere motion ind i hverdagen. Jeg har forsøgt at køre omveje til og fra arbejde, og det er også gået meget godt med at få et par km. ekstra på cykelturen – jeg cykler 9-10 km på en hverdag. Jeg er dog i tvivl om jeg kan motivere mig selv til at køre meget længere – når jeg har fri vil jeg også bare gerne hjem, og at stå tidligere op end nødvendigt tvivler jeg på at jeg kan motivere mig selv til.

Vi bor lige ved siden af en mindre, fredelig skov. Det er oplagt at bruge skoven til motion. Jeg har aldrig prøvet at motionsløbe. I skoletiden var løb forbundet med omgående stakåndethed, og jeg kan stadig mærke den ubehagelig rallende fornemmelse i luftrøret. Ikke desto mindre ved jeg at det skal være lettilgængelig og effektivt hvis jeg skal dyrke mere motion, så jeg overvejer seriøst at starte et begynderprogram for at komme i løbeform til mindre løbeture.

Endelig skal jeg arbejde med de mængder jeg spiser. Iflg. diverse gadgets forbrænder jeg 5-700 kcal. mindre i min nuværende hverdag, end da jeg el-cyklede 46 km. om dagen – et betydeligt mindre kalorieforbrug som selvfølgelig gør en forskel.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det her handler mere om psykologi end om planer og praktik. Jeg kan sagtens finde på en masse tiltag og gode ideer. Og jeg er sådan set ret motiveret for at gøre noget ved min fedme. Men der er noget psykologi der kæmper i mod. Jeg har svært ved at finde ud af hvad der er årsag og hvad der er virkning, men jeg kan konstatere at der er situationer hvor jeg helt tilsidesætter disciplin og gode hensigter. Når jeg har ondt, er ked af det eller er træt, føler jeg en stor trang til søde og usunde sager, og så kan jeg ikke finde disciplin til at lade det være. Her er jeg stadig på bar bund mht. at ændre på min adfærd.

Lignende indlæg:

Sommerferie 2017

Normalt synes jeg at pressehistorierne om det dårlige sommervejr er trivielle, og de danskere der brokker sig er lidt ynkelige. Men i år må jeg med skam melde mig i hylekoret. I år synes jeg faktisk at vejret har bidraget negativt til min oplevelse af sommerferien.

Jeg er ikke glad for høje temperaturer, og derfor synes jeg normalt at det er bedst vejr når det er under 25 grader. På den måde har sommeren 2017 passet 100% til min præference. Ikke desto mindre føler jeg mig skuffet over mangel på solskin og tørvejr.

En af vores helt faste traditioner, når vi er i sommerhus i sommerferien, er at mine forældre kommer til frokost. Vi plejer at kigge i vejrudsigten og udse os den dag der ser bedst ud. Mine forældre er ret fleksible, så det plejer altid at kunne lade sig gøre at få en god sommerdag ud af det. I år var det svært at finde en dag i udsigten, der gav forhåbninger om solskin og tørvejr, men vi tog chancen med en onsdag der så OK ud. Det lykkedes da også at sidde ude og spise frokosten i tørvejr og sol – lige akkurat. Da vi havde fået kaffe kom regnen, og vi flygtede indendørs. Lidt senere kom solen igen, og vi kunne køre en tur i sommerlandet. Da vi var kommet tilbage, og mine forældre begav sig hjemad, kom der en af sommerens mange skybrud.

I de 2,5 uger vi opholdt os i vores sommerhus kunne vi sidde ude og spise 2 gange. Vi har slet ikke haft badetøjet fremme. Vedligeholdelse at sommerhus og have blev det heller ikke til meget af. Vejret var så ustabilt, at det var umuligt at planlægge noget. Det lykkedes at få et par vellykkede ture til Gilleleje. Turene til Tisvilde og Hornbæk, hvor vi normalt går og nyder byen, butikkerne, spiser frokost eller en is, blev ikke til andet end indkøb, at hente take-away og en kort tur i Tisvilde Hegn. Vi kom til Helsinge som vi plejer, men den tur blev ødelagt af en dårlig restaurant-oplevelse efterfulgt af en dårlig is-oplevelse.

Selv turene til naturområder med hund(e) blev ramt af regn, selvom vi prøvede at sno os og tilpasse os DMI’s radarbillede. Henover en weekend passede vi Adinas nevø Atlas, og vi ville gerne vise ham nogle af de dejlige områder på nordkysten – det er altid spændende for en hund at opleve nye steder. Det kunne kun lade sig gøre ved at sidde standby og vente på at regnen stoppede, hvorefter vi skyndte os ud og gå tur, inden regnen kom igen.

Mange dage var vejret dog så forudsigeligt, at vi tydeligt kunne se at vi var nødt til at opgive at komme ud og se eller lave noget, og bare kaste os på sofaen. Det er rart og sundt nok i starten af en ferie, hvor man skal akklimatisere fra en hverdag i højere tempo. Men efter et par dage på den måde blev det kedeligt. Jeg endte med at web-shoppe nye tallerkener og bestik til sommerhuset – det blev dyrt. Husbond fik set næsten al sport der blev sendt i TV, og vi endte med at sidde længe oppe og se 20 år gamle engelske krimi-serier om aftenen for at få lidt underholdning.

Hvis jeg skulle finde på noget positivt at sige om det dårlige sommervejr, så skulle det være, at det har været en knap så hård tjans at vande blomster hos os mens vi var væk. Jeg har fået anskaffet mig rigtig mange krukker og potter udendørs, og det kunne godt blive en stor belastning for mine gamle forældre. De slap nådigt i år.

Når jeg nu sidder her på feriens sidste dag og tænker tilbage, så har det selvfølgelig alligevel været dejligt at være i sommerhus og sammen med min familie. Udover mine forældres besøg havde vi besøg af begge af Mads’ søstre med familier, og det blev også til en kort frokost med Atlas’ ejer. Da vi kom hjem til huset i Birkerød tog det faktisk et par dage at vænne sig til de store forhold, så vi har virkelig fået sommerhuslivet ind under huden i år, og det er i sig selv rekreativt.

Normalt vil jeg i denne situation tænke, at det trods alt er bedre at have fri end at gå på arbejde. I år er det knap så slemt at tænke på at skulle tilbage på arbejde. Med mit nye arbejde er der ikke så stor en kontrast mellem ferie og arbejde. Dels er der en rar stemning på min arbejdsplads – det er en god fornemmelse at skulle tilbage. Og dels gør min meget korte transporttid, at jeg har langt mere fritid og råderum på hverdage. Jeg har både tid og energi til at komme ud, i butikker eller lave noget aktivt hjemme selvom jeg har været på arbejde.

Lignende indlæg:

Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme at jeg ikke har været forberedt på at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der midt i sine egne tanker og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Prøv og hør!

Jeg må indrømme, at jeg er en type som kan irritere mig frygteligt, når jeg oplever det jeg synes er dårligt sprogbrug. Det er sikkert skide irriterende, i hvert fald for folk der ikke har denne tilbøjelighed.

Mine forældres generation synes sikkert, at jeg bruger sproget anderledes og ringere end de selv. Jeg synes tilsvarende, at yngre generationer taler og bruger sproget mærkeligt, forkert og udtaler ordene dårligt. Nogle gange opfinder de nye slangudtryk som jeg ikke forstår. Det lever jeg nok med. Andre gange bruger de talemåder i en helt anden betydning end den jeg kender, f.x. bjørnetjeneste. Så er vi ude i noget, hvor vi slet ikke forstår hinanden korrekt. Listen er lang, og der er vel ikke noget nyt i at voksne synes, at de unge bruger sproget forkert.

En tendens har dog spredt sig til ældre generationer og er nu så omfattende, at jeg er nødt til at harcelere. Det handler om udtrykket “Prøv og hør!” eller “Prøv lige og hør!”.

I går aftes så jeg live-programmet “Danmark har talent” på TV2, hvor der deltager 4 dommere, som giver feedback til en række optrædende. Husbond og jeg endte med at blive hægtet helt af, fordi udtrykket “Prøv og hør” blev brugt alt for meget. Især Peter Frødin sagde det hele tiden. Hver gang han skulle komme med en kommentar til en optræden startede han med denne sætning, og han sagde det for det meste flere gange i løbet af hver udtalelse. Det blev komisk, og vi endte med kun at fokusere på denne irriterende vane.

Tendensen har huseret på radioens P3 i mange år i en sådan grad, at jeg helt er holdt op med at lytte til P3. Her siger værterne meget, meget ofte “Prøv lige og hør”. Jeg synes det er en skrækkelig vending, som bliver misbrugt helt kritikløst.

Problemet med dette udtryk er efter min mening, at man trækker for meget på sit publikums opmærksomhed. Det er som Peter og Ulven. Når man siger “Prøv og hør!” så skærer man igennem, forsøger at stoppe andres talestrøm for at få lov til at komme med sin egen pointe. Hvis ikke man har noget interessant at sige, falder det helt til jorden, og man udvander effekten af udtrykket.

Egentlig tror jeg at udtrykket nu er så formindsket i styrke, at dem der siger det mere bruger det som en strategi for at vinde tid til at tænke sig om. Lidt ligesom udtrykket “Hvad er det nu det hedder…”. Men en interesseret og lyttende person som mig tror stadig, at afsenderen virkelig gerne vil igennem med en interessant pointe. Og så bliver jeg så træt af at blive skuffet, at jeg ikke gider at se eller høre programmet.

Jeg kan godt forstå, at når man er på i direkte radio og på TV og man skal præstere noget, så kan det hurtigt ske at man falder i nogle sproglige trygheds-fælder, hvor man kommer til at gentage sig selv uden at man lægger mærke til det. For mennesker der i fjernsynet eller radioen mere end en enkelt gang, synes det kunne være en god idé at lytte til optagelser af sig selv en gang i mellem, og forsøge at drage nogle erfaringer. Det kunne give mulighed for at opdage, at man er faldet i en sproglig fælde, og måske prøve at stoppe sig selv næste gang.

Lignende indlæg:

Sony Xperia Z5 Compact

Her ser du Sony Xperia Z1, Z3 og Z5 Compact ved siden af hinanden. Den hvide til højre fik jeg i bryllupsdagsgave af min mand sidste weekend, og den er min tredje telefon på mindre end 2 år.

Den limegrønne fik jeg lige da vi var flyttet til Birkerød, da jeg helt udmattet simpelthen stod og tabte forgængeren ud af hånden, mens flyttemændene tømte rækkehuset i Virum. Stress og belastning gør mig klodset, og det varede desværre ikke længe før jeg kom til at tabe en Global-kniv ned på skærmen af den nye. Stor ærgrelse! Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde ud af se på det dybe mærke midt i det hele. Den tjener idag som firmatelefon for husbond.

Den orange har jeg haft i et år. Her er det ikke min egen klodsethed, der gør det af med den. Bagsiden er begyndt at krakelere, en revne ad gangen, der bare pludselig er der når jeg tager den op af tasken, uden at den har været udsat for overlast. Kameraet laver nu et hvidt skær når jeg fotograferer min hvide hund. Jeg kan se på nettet, at der er mange Z3-købere som har oplevet at bagsiden revner, men desværre bliver de afvist når de benytter reklamationsretten.

Om lidt starter jeg på et nyt job og et nyt hverdagsliv. Det kommer til at foregå med en ny, hvid telefon i lommen. Der er ikke den helt store forskel på de 3 ’søskende’ her, men jeg er faldet for Sonys verden. Det er unikt at få en telefon i det lille format uden neddroslet kapacitet, og jeg vil ikke undvære kamera-knap og andre Sony-features. Den nye telefon har dog et betydelig bedre kamera, så jeg kan godt mærke at jeg har fået ny telefon. Jeg er rigtig glad for den, jeg prøve at passe bedre på den.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg: