Ved en skillevej

Det har altid stået for mig som noget af det værste der kunne ske, at miste mit arbejde. Primært fordi at jeg ikke siden jeg boede i min første lejlighed har kunnet betale alle mine faste udgifter, hvis min indtægt skulle falde til dagpenge-niveau.

Det var alligevel lige præcis det der skete i starten af 2017. Det var endda nærmest frivilligt. Og jeg kom ud af det med skindet på næsen.

Som jeg beskrev ved nytår løb mit nye job af sporet. Jeg havde givet det en skalle og prøvede at påvirke det i en retning der passede bedre for mig. Det lykkedes ikke. Jeg blev tilbudt en fratrædelsesaftale.

Det var som at vælge mellem pest eller kolera: at blive i et job som jeg trivedes dårligt i, eller at stå uden arbejde. Det er vel et klassisk dilemma som mange har stået i, men første gang for mig. Dette valg tvang mig til at have fokus mine personlige værdier.

Efter familieråd og forskellige overvejelser sagde jeg ja tak til fratrædelsesaftalen. Det var en svær beslutning, for jeg havde investeret enormt meget i dette job, og var glad for mange dele af det. Det var svært at erkende, at det ikke var godt for mig at blive i det job. Samtidig var det skræmmende at se økonomisk usikkerhed i øjnene.

Med den beslutning valgte jeg mig selv som et helt menneske over økonomisk tryghed. Med husbonds velsignelse tog jeg et valg, der havde potentiale til dramatisk at ændre vores fælles rammer. Vi var begge klar over, at ved at blive i jobbet kunne jeg på sigt få et dårligt psykisk helbred, der kunne risikere at ødelægge min evne til at gå på arbejde og dermed alligevel ødelægge min jobsikkerhed. Det blev afgørende for vores beslutning.

 

Lignende indlæg:

Tre år med 5:2-diæt – og pause

Alt imens jeg har været fuldt optaget af start i nyt job, har jeg rundet 3-års dagen for min start på 5:2-diæten. Nogenlunde samtidig besluttede jeg mig til at holde pause, og jeg har i skrivende stund ikke haft en fastedag i flere måneder.

Der er 2 grunde til at jeg holder pause fra diæten, og de hænger begge sammen med jobskifte.

For det første har jeg ikke kunnet samle den mængde indre ro der skal til, for at motivere mig til at undlade at spise på fastedagene. Jobskiftet har givet anledning til lidt for mange tanker, bekymring og uro, og det har givet mig for store vanskeligheder med at holde disciplinen.

For det andet var det for hårdt for mig at leve med de hovedpiner jeg ca. 3 ud af 4 fastedage døjede med. Så længe jobbet er nyt, har jeg brug for at være på 120%, og det kan jeg ikke være når jeg har hovedpine.

Hvad er der så sket ved at stoppe med 5:2-diæten? I første omgang har jeg taget 1-2 kg. på. Det er ikke så galt som frygtet, især i betragtning af at jeg næsten har halveret min motionsmængde i samme periode pga. kortere afstand til arbejde. Det vægttab jeg opnåede det første år med diæten har jeg ikke kunnet opretholde, og min vægt et steget langsomt henover de efterfølgende 2 år. Jeg er dog ikke helt oppe på den vægt jeg havde før jeg startede på 5:2.

Jeg synes ikke at jeg har fået så mange smerter i led og ryg som jeg havde før. Det er nok svært at vurdere objektivt endnu, da skiftet er sket henover en årstid hvor smerterne normalt er færrest. Min mave og fordøjelse savner fastedagene.

Den afstressende effekt af at springe over madlavnings-rutinen 2 dage om ugen har jeg forsøgt at bibeholde. På de dage der før var fastedage, spiser jeg en nem ostemad til aften, og lader husbond lave/varme mad til sig selv. Det er gået udmærket, men det er stadig lidt uvant – nu havde jeg jo virkelig vænnet mig til det andet.

Humøret har været ret svingende efter jeg er stoppet med diæten, men det tilskriver jeg egentlig den stress-belastning det har været at starte i mit nye job. Det nye job er både postivt overraskende og en chokerende skuffelse, så det er ikke så mærkeligt at jeg har været ked af det i perioder.

Jeg ærgrer mig meget over at måtte opgive. Jeg var ellers stolt over den indsats jeg gjorde, da jeg indarbejdede systemet i min hverdag. Jeg tror sådan set også stadig på konceptet som en god løsning for mig. Jeg prøver at lade være med at tænke på det som et nederlag. Derfor tænker jeg også på det som en pause. Jeg håber at kunne komme igang igen på en god måde, når jeg har fået lidt mere ro på jobsituationen.

Lignende indlæg:

Velgørenhedspushere II

I dag ringede det på døren. Der stod en fremmed mand udenfor. Han samlede ind til Læger Uden Grænser og bad mig give et bidrag. Det er kun et par uger siden at en far og søn ringede på for at få et bidrag til SOS Børnebyer. I det hele taget synes jeg at det har ringet på døren ret mange søndage på det sidste.

Via Google blev jeg opmærksom på denne artikel fra efteråret, hvor der står at der ifm. en lovændring kan forventes mange flere indsamlinger. Vi i hovedstadsområdet kan vente besøg 16 gange i løbet af i år. Det er næsten hver 3. søndag! Jeg synes ikke det er så længe siden at den slags kun var et par gange om året.

Hos Indsamlingsnævnet fandt jeg listen over de indsamlinger, der er givet tilladelse til i 2016:
13.03.2016 Folkekirkens Nødhjælp
03.04.2016 Kræftens Bekæmpelse
24.04.2016 Hjerteforeningen
08.05.2016 SOS Børnebyerne
29.05.2016 Læger uden Grænser
12.06.2016 Diabetesforeningen
26.08.2016 Landsforeningen LEV
04.09.2016 Red Barnet
11.09.2016 Gigt- og Scleroseforeningen
18.09.2016 Frelsens Hær (Regional – København)
24.09.2016 Alzheimerforeningen (Gadeindsamling)
02.10.2016 Dansk Røde Kors
06.11.2016 Dansk Flygtningehjælp
27.11.2016 Kirkens Korshær
01.-31.12.2016 Samvirkende Menighedsplejer
07.12.2016 Børnenes Kontor
Ganske rigtigt 16 indsamlinger i år, og vi har kun mødt de 5 endnu.

Da jeg tidligere i dag overførte 100 kr. til Læger Uden Grænser via Mobile Pay, var det 3. gang i denne måned at jeg gav penge til en velgørende sag. Når jeg regner det sammen har jeg afleveret 550 kr. af min løn til velgørenhed i denne måned.

Med udsigten til mange flere søndagsbesøg af denne type er jeg nødt til at revidere min gavmildhed. Når jeg giver et bidrag gør jeg det ud fra en række parametre; hvor mange penge jeg synes jeg kan undvære, hvor godt et formål jeg synes det er, og så indgår det selvfølgelig også på et ubevidst plan hvor ofte jeg forventer at få den slags besøg. Jeg må indrømme at jeg ikke har været forberedt på at det skulle have det omfang som det har fået.

Det bliver svært at overskue, når der bliver flere og flere indsamlinger. Jeg har ikke indblik i alle de forskellige organisationer og sager, så det er svært at vurdere hvor pengene er bedst givet ud. Hvordan vejer man akut nødhjælp op imod hjælp til hjemløse børn, støtte til folk med Alzheimers og f.eks. udrydningstruede dyrearter? Og hvor mange af pengene går til administration? Det er ikke muligt at vurdere, når man står der midt i sine egne tanker og bliver konfronteret med kravet om betaling.

Jeg har tidligere skrevet om det ubehagelige i at blive mødt med velgørenhedsindustriens krav om penge og skyldfølelse. De aggressive mennesker på indkøbsstrøg og ved stationer er ubehageligt nok, og telefonopkald synes jeg også er meget invaderende. Men at have så mange besøg ved min egen hoveddør synes jeg faktisk er endnu mere krænkende.

Man går derhjemme og lader batterierne op inden man skal på arbejde igen – paraderne er nede og man er bare helt sig selv. Og så skal man pludselig tage stilling til en eller anden alvorlig problemstilling, som et fremmed mennesker præsenterer for en. Der kommer et element af psykisk pres, når det foregår på den måde, fordi man ikke er forberedt. Når man er et pænt og høfligt menneske som mig er det svært at sige nej i den situation. Det betyder at jeg kommer til at føle mig udnyttet.

Min konklusion i dag er, at jeg holder op med at give bidrag ved disse dørindsamlinger, fordi jeg ikke kan vurdere det på stående fod, og når der er så mange kan jeg ikke støtte dem alle.

Problemet er bare, at jeg faktisk gerne vil støtte nogle velgørenhedssager. Selvfølgelig kan og vil jeg give en hånd til dem der har brug for det. Hvordan gør jeg så det? Som tidligere beskrevet har jeg dårlige erfaringer med at gå ind på en organisations hjemmeside og give et bidrag via en online kortbetaling eller SMS. Så bliver man nemlig ringet op og bedt om at give flere penge. Og så har man konfrontationen med skyldfølelse fra et andet menneske igen.

Når jeg gennemgår disse tanker for mig selv slår det mig, at det egentlig er en dum strategi for disse organisationer at slide sådan på sine donorers velvilje. Jeg er sikker på at mange, ligesom jeg, vil få for meget og slå kontra. Så bliver det et irritationsmoment og man bliver trodsig – giver måske mindre eller slet ikke. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Lignende indlæg:

Prøv og hør!

Jeg må indrømme, at jeg er en type som kan irritere mig frygteligt, når jeg oplever det jeg synes er dårligt sprogbrug. Det er sikkert skide irriterende, i hvert fald for folk der ikke har denne tilbøjelighed.

Mine forældres generation synes sikkert, at jeg bruger sproget anderledes og ringere end de selv. Jeg synes tilsvarende, at yngre generationer taler og bruger sproget mærkeligt, forkert og udtaler ordene dårligt. Nogle gange opfinder de nye slangudtryk som jeg ikke forstår. Det lever jeg nok med. Andre gange bruger de talemåder i en helt anden betydning end den jeg kender, f.x. bjørnetjeneste. Så er vi ude i noget, hvor vi slet ikke forstår hinanden korrekt. Listen er lang, og der er vel ikke noget nyt i at voksne synes, at de unge bruger sproget forkert.

En tendens har dog spredt sig til ældre generationer og er nu så omfattende, at jeg er nødt til at harcelere. Det handler om udtrykket “Prøv og hør!” eller “Prøv lige og hør!”.

I går aftes så jeg live-programmet “Danmark har talent” på TV2, hvor der deltager 4 dommere, som giver feedback til en række optrædende. Husbond og jeg endte med at blive hægtet helt af, fordi udtrykket “Prøv og hør” blev brugt alt for meget. Især Peter Frødin sagde det hele tiden. Hver gang han skulle komme med en kommentar til en optræden startede han med denne sætning, og han sagde det for det meste flere gange i løbet af hver udtalelse. Det blev komisk, og vi endte med kun at fokusere på denne irriterende vane.

Tendensen har huseret på radioens P3 i mange år i en sådan grad, at jeg helt er holdt op med at lytte til P3. Her siger værterne meget, meget ofte “Prøv lige og hør”. Jeg synes det er en skrækkelig vending, som bliver misbrugt helt kritikløst.

Problemet med dette udtryk er efter min mening, at man trækker for meget på sit publikums opmærksomhed. Det er som Peter og Ulven. Når man siger “Prøv og hør!” så skærer man igennem, forsøger at stoppe andres talestrøm for at få lov til at komme med sin egen pointe. Hvis ikke man har noget interessant at sige, falder det helt til jorden, og man udvander effekten af udtrykket.

Egentlig tror jeg at udtrykket nu er så formindsket i styrke, at dem der siger det mere bruger det som en strategi for at vinde tid til at tænke sig om. Lidt ligesom udtrykket “Hvad er det nu det hedder…”. Men en interesseret og lyttende person som mig tror stadig, at afsenderen virkelig gerne vil igennem med en interessant pointe. Og så bliver jeg så træt af at blive skuffet, at jeg ikke gider at se eller høre programmet.

Jeg kan godt forstå, at når man er på i direkte radio og på TV og man skal præstere noget, så kan det hurtigt ske at man falder i nogle sproglige trygheds-fælder, hvor man kommer til at gentage sig selv uden at man lægger mærke til det. For mennesker der i fjernsynet eller radioen mere end en enkelt gang, synes det kunne være en god idé at lytte til optagelser af sig selv en gang i mellem, og forsøge at drage nogle erfaringer. Det kunne give mulighed for at opdage, at man er faldet i en sproglig fælde, og måske prøve at stoppe sig selv næste gang.

Lignende indlæg:

Sony Xperia Z5 Compact

Her ser du Sony Xperia Z1, Z3 og Z5 Compact ved siden af hinanden. Den hvide til højre fik jeg i bryllupsdagsgave af min mand sidste weekend, og den er min tredje telefon på mindre end 2 år.

Den limegrønne fik jeg lige da vi var flyttet til Birkerød, da jeg helt udmattet simpelthen stod og tabte forgængeren ud af hånden, mens flyttemændene tømte rækkehuset i Virum. Stress og belastning gør mig klodset, og det varede desværre ikke længe før jeg kom til at tabe en Global-kniv ned på skærmen af den nye. Stor ærgrelse! Efter et stykke tid kunne jeg ikke holde ud af se på det dybe mærke midt i det hele. Den tjener idag som firmatelefon for husbond.

Den orange har jeg haft i et år. Her er det ikke min egen klodsethed, der gør det af med den. Bagsiden er begyndt at krakelere, en revne ad gangen, der bare pludselig er der når jeg tager den op af tasken, uden at den har været udsat for overlast. Kameraet laver nu et hvidt skær når jeg fotograferer min hvide hund. Jeg kan se på nettet, at der er mange Z3-købere som har oplevet at bagsiden revner, men desværre bliver de afvist når de benytter reklamationsretten.

Om lidt starter jeg på et nyt job og et nyt hverdagsliv. Det kommer til at foregå med en ny, hvid telefon i lommen. Der er ikke den helt store forskel på de 3 ’søskende’ her, men jeg er faldet for Sonys verden. Det er unikt at få en telefon i det lille format uden neddroslet kapacitet, og jeg vil ikke undvære kamera-knap og andre Sony-features. Den nye telefon har dog et betydelig bedre kamera, så jeg kan godt mærke at jeg har fået ny telefon. Jeg er rigtig glad for den, jeg prøve at passe bedre på den.

Lignende indlæg:

Farvel til Pensionsministeriet

Siden oktober 2011 har jeg arbejdet som ansvarlig for dokumentation af IT-systemer i et pensionsselskab. Det holder jeg op med, når februar er ovre. Jeg sagde op i fredags.

Jeg var ellers ret glad, da jeg fik jobbet efter et 2 måneder langt rekrutteringsforløb. Med Mercuri Urval var jeg igennem 4 samtaler og omfattende testning. Jeg fik god feedback og fine testresultater, og det virkede som et rigtig godt match. Her var en mulighed for at arbejde dedikeret med dokumentation i en danskejet virksomhed, hvor outsourcing ikke så ud til at kunne gøre mig arbejdsløs. Og jeg ville slippe for lang transporttid med mange led af cykling og offentlig transport.

Jeg blev forelagt en ansættelseskontrakt, hvor der var et par kameler at sluge, bla. ingen øvre arbejdstid. Til gengæld var lønnen fair og der var mange fridage. Jeg var så glad for jobindholdet og muligheden for at få en lettere hverdag, at jeg accepterede tilbuddet og forlod min daglige plads i hjørnet af Hangar 276.

Jeg gik på opgaverne med krum hals, og i starten opnåede jeg en hel del. Ledelsen har hele vejen igennem udtrykt stor opbakning til mit arbejde. Alligevel har det været umådelig svært for mig at komme til at arbejde struktureret med dokumentationen.

På den ene side blev jeg sat til at forvalte et højt ambitionsniveau for kvaliteten af dokumentationen. På den anden side kunne det ikke lade sig gøre i praksis, fordi organisationen ikke var gearet til det. Eksekveringen af mine opgaver mindede om at slå i dyner, og jeg havde meget få succesoplevelser. Det tærede på energien.

Nogen kalder det ‘modvindskompetencer’, og jeg kunne måske holde til at fortsætte kampen, hvis der var nogle rigtig gode omstændighederne omkring jobbet. Det ville betyde meget for mig, hvis jeg havde en fleksibilitet, der gjorde det nemt at klare familielivet, og hvis det var rart at være på arbejdspladsen.

Desværre er det fysiske arbejdsmiljø blevet en stor modstander for min sensitivitet. Henover årene er vi kommet til at sidde tættere og tættere i storrumskontoret, og i dag oplever jeg det som utrolig svært at koncentrere mig pga. støj og afbrydelser. Arbejdsgiverens løsning er regulering af medarbejdernes adfærd, og jeg har været blandt dem der har fået reprimander for at snakke med mine kolleger.

Da jeg blev ansat med vilkårene ‘ingen øvre arbejdstid’ fik jeg det indtryk, at virksomheden arbejdede ud fra principper om frihed under ansvar. Jeg fik forklaret, at der var mulighed for at arbejde hjemmefra, man kunne gå tidligt og arbejde lidt hjemmefra om aftenen, og der blev tilbudt udstyr til hjemmearbejdsplads.

I jobopslagene skriver de stadig, at samarbejde er baseret på tillid, men det er slet ikke sådan jeg har oplevet det. Nok har jeg kunnet få lov at arbejde hjemme af og til, men kun hvis formålet kan godkendes af chefen. Jeg har måttet søge skriftligt med en uddybende begrundelse, og det føles ærlig talt som mistillid at stå der med hatten i hånden. Efter at jeg i mange år på tidligere arbejdspladser selv har kunnet planlægge den slags frit, føles det ydmygende og nedværdigende at skulle kontrolleres på den måde.

Frem for alt giver det ikke den fleksibilitet man har brug for i en familie, hvor begge voksne har fuldtidsarbejde. Hvis man har brug for at lave aftale med en håndværker eller om levering af hårde hvidevarer, duer det ikke at man ikke kan lave aftalen på stedet, men er afhængig af bureaukrati.

Som beskrevet i min årsopgørelse for 2015 er vores hverdag spidset til i forbindelse med, at Mads pludselig er begyndt at få enormt meget overarbejde. På trods af løfterne før jeg blev ansat, kunne jeg ikke få lov til at bruge modellen med at køre tidligt og tage PC’en med hjem visse dage. Det har sat mig i en loyalitetskonflikt mellem mit job og mit familieliv, og især hensynet til min hunds livskvalitet. Det kan jeg ikke holde til i længden.

Dette er alle faktorer der gør, at jeg nøjagtig som for 4½ år siden nu må konstatere, at vægtskålene med ‘for’ og ‘imod’ ikke længere er i balance for det job jeg forlader.

Måske kunne jeg acceptere ulemperne, hvis der var en god grund. Men det virker uforståeligt, at man skal proppe så mange mennesker ind i et storrumskontor, samtidig med at der er store ledige arealer lige i nærheden af hvor man sidder. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg ikke kan gør brug af den fleksibilitet, som teknologien muliggør. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen begrundelse baseret på min ansvarsfulde varetagelse af mine opgaver – kun et princip for princippets skyld.

Jeg skriver Pensionsministeriet i titlen til dette blogindlæg. Det er fordi at disse mærkeligheder minder mig om min tid i en statslig styrelse, hvor alt var centreret om ministerbetjening og politiske mekanismer. Her kunne det godt forekomme, at man nedprioriterede praktiske og logiske hensyn til medarbejdernes effektivitet i hverdagen pga. højere politiske hensyn. Men det er nu alligevel en mærkelig tanke, når man tager i betragtning hvem ejerne af virksomheden er.

Hvorom alting er; jeg har sagt op og skal ikke være i den virksomhed ret meget mere. Jeg har ledt efter nyt job ret længe, og har længtes efter den dag hvor jeg kunne sige op. Da dagen så kom, var det alligevel mere vemodigt end jeg havde troet. Jeg havde en følelse af fiasko – jeg havde givet op. Jeg vil gerne se det som en investering i en bedre hverdag, men det var nu alligevel ærgerligt at det ikke kunne fungere. Det kunne have været så godt.

Lignende indlæg:

Indsigelse

Forrige onsdag, da jeg kom tilbage fra frokost på min arbejdsplads, var der kommet 11 SMS’er med engangs-koder fra nets. Jeg kender dem fra når jeg har brugt mit VISA-kort i en betalingsløsning, der bruger Visa Verified. Men jeg havde ikke brugt mit kort den dag, og var i øvrigt stadig i besiddelse af kortet, så jeg blev selvfølgelig mistænksom.

Mens jeg sad i telefonkø til min banks hotline, fik jeg en SMS fra banken om at mit VISA-kort var blevet lukket pga. mistanke om at nogen har kendskab til mit kortnummer. De kunne ikke fortælle hvad der var sket, og hvorfor.

Jeg har før prøvet at få lukket mit kort pga. mistanke om misbrug. Så fik jeg et nyt kort en uge efter, og kunne bruge den samme pinkode. Og så skete der ikke mere. Det er irriterende ikke at kunne bruge sit kort i en uge, og jeg blev faktisk lidt vred på nets over at jeg skulle have dette bøvl med at skifte kortnummer.

Denne gang skete der mere. 2 dage senere begyndte der er komme transaktioner på min konto, som jeg ikke kendte noget til. Det så ud til at være fra hele verden: pizza i Sverige, børnetøj i Canada, indisk mad i Australien og en række andre transaktioner fra USA og Israel, som jeg ikke kan se hvad handler om.

Det var meget ubehageligt at se disse mystiske transaktioner. Jeg vidste ikke hvor mange der ville komme, og jeg kunne bare sidde og se saldoen på min konto blive til et større og større negativt beløb.

Det er jo præmissen for dansk udstedte kreditkort, at bankerne dækker misbrug, så længe man selv passer godt på sit kort. Jeg har tit tænkt på hvordan det mon fungerer helt praktisk. Det fik jeg så lejlighed til at finde ud af nu.

I min bank skal man download’e en redigerbar PDF-fil og udfylde den med personlige oplysninger samt de transaktioner man ikke kender noget til. Den skal så printes, skrives under og sendes med postvæsenet til banken. Man skal altså både bruge en printer, en kuvert og for 19 kr. frimærker for at kunne gøre indsigelse.

Jeg skyndte mig at få det på plads, og fik blanketten afsted fredag aften. Pyh, så havde jeg i hvert fald gjort hvad jeg kunne.

I weekenden ærgrede jeg mig meget over det, og spekulerede en del over hvordan det kunne være sket. Nogle dage inden kortet blev spærret havde jeg brugt det til onlinekøb i USA og Canada, og jeg kunne ikke lade være med at tænke om det var i den forbindelse at mit kortnummer var blevet opsnappet og sikkert solgt videre. Jeg besluttede at skrive til de 2 webshops og bede dem checke sikkerheden i deres betalingssystemer.

Om mandagen modtog jeg besked fra banken om at de havde modtaget min indsigelse, og at de ville begynde sagsbehandlingen i næste uge. Samme dag kom der flere transaktioner, jeg ikke kunne acceptere, så jeg måtte igang igen med at udfylde blanket, printe, finde frimærker og i postkassen med en ny indsigelse. Om tirsdagen kom der endnu en mærkelig transaktion.

Henover 3 dage kom der i alt 11 mystiske transaktioner – samme antal som de 11 engangs-koder – til sammenlagt 6.497,87 danske kroner. Jeg sendte 3 breve med indsigelser, og det kostede mig i alt 57 kr. i frimærker.

Efter et par dage fik jeg endnu en mail fra banken. De havde indsat et midlertidigt beløb på min konto, og de sendte nu sagen videre til behandling hos nets. De skrev, at hvis jeg ikke havde hørt noget indenfor 6 måneder, kunne jeg betragte sagen som afsluttet.

Det overraskede mig noget, at det foregik på denne måde. Jeg var forundret over, at der skulle en manuel papirgang til. Nu hvor brevportoen er steget til 19 kr. for et almindeligt brev, giver det jo en betydelig udgift for den forurettede. Min bank er ellers rimelig godt med mht. digitalisering. Man kan f.eks. skrive under på lån digitalt, uden at møde op i banken.

Jeg havde nok også troet, at de forkerte transaktioner simpelthen blev fjernet eller ført tilbage, sådan at der ikke fremgår en periode på min konto hvor saldoen er negativ. Og så synes jeg det er en mærkelig situation, at man nu skal gå i 6 måneder og vente på om man evt. hører mere i sagen. Jeg kan da godt blive lidt i tvivl om jeg kan bruge de penge der er indsat på min konto, og om jeg risikerer at pengene fjernes igen.

Jeg har nu fået et nyt VISA-kort, og har skiftet kortinformationer de steder, hvor betalinger kører over kortnummeret. Tror jeg nok. Godt jeg ikke havde knyttet rejsekortet op på det kort, det er vist en helt forfærdelig proces når man skal skifte kortnummer. Fremover kommer jeg nok til at være mere tilbageholdende med at bruge mit kort, især i udlandet.

Lignende indlæg:

Vintertur i sommerdæk

I sidste uge var Mads og jeg en lille tur til Stralsund efter samme model som sidste år. Det var en herlig tur, denne gang helt uden migræne. Vi nød byen og hotellet i fulde drag. Vi fik shoppet, besøgt hyggelige caféer, spist lækker mad og slappet af i hotellets lækre wellness-område.

Adina kom på ferie hos Mads’ søster og hendes familie, og de hyggede sig gevaldigt. De gik masser af ture, legede og kælede, og Adina var aldrig alene. Hun kom hjem og var godt fyldt med indtryk og temmelig træt, og familien havde haft en hyggelig oplevelse.

Da tiden så kom til hjemturen blev det pludselig vinter. Da vi kørte i land i Gedser var det tørvejr og 6 grader, men efterhånden som vi kørte nordpå begyndte en snestorm lige så stille. Vi havde ikke fået skiftet til vinterdæk endnu, og var derfor meget forsigtige. Vi stuvede vores bagage sammen i bilen så vi kunne hente Adina på vejen, og kom hjem i god behold.

Næste morgen vågnede vi til 30-40 cm. sne og brugte de 2 første timer af dagen på at skovle sne på vores lille vej sammen med naboen, så man kunne komme ud med en bil. De sagde at det kun var 2. gang på de over 20 år de havde boet der, at det havde været så hårdt arbejde at gøre den lille grusvej klar til at man kunne køre ud.

I løbet af søndagen og dagene efter udrullede der sig et sandt raseri på Facebook og nyhedssider over folk der kørte i de vinterlige tilstande uden vinterdæk. Der var åbenbart mange, der følte sig stærkt generet af bilister i sommerdæk, og der var en meget aggressiv og fjendtlig retorik fra flere Vrede Mænd. Det var ikke særlig sjovt at læse, når man selv var en af dem der måtte tage turen op gennem Sjælland på sommerdæk.

Bagefter har jeg egentlig undret mig en del over den voldsomme vrede. Når man oplever trafikken i sådan en ekstrem situation som det snefald der kom i weekenden, synes jeg der er mange ting der kan være farlige. På motorvejen var der f.eks. en del der overhalede os i høj fart, hvilket resulterede i store mængder vand og ’slush’ på vores forrude. Det sendte vores vinduesviskere til tælling. Sådan en adfærd har jo ikke noget med sommerdæk at gøre, men måske nærmere den aggression og egoisme, som De Vrede Mænd står for.

Vores tur til Tyskland er et eksempel på, at selv for fornuftige mennesker, der har vinterdækkene stående i carporten og kan sætte dem på med 45 minutters varsel, kan det ske at man havner i en snestorm på sommerdæk. De Vrede Mænd ville måske hævde, at vi burde have skiftet dæk inden vi tog afsted, fordi der var blevet varslet sne tidligere på ugen. Men der er jo en grund til at man ikke kører på vinterdæk hele året, og den grund handler om at sommerdæk har bedre egenskaber så længe temperaturerne er over et vist niveau.

Jeg synes den debat var helt ensidig og tabloid-agtig. Jeg er skuffet over at flere af mine Facebook-venner nedlod sig til at deltage i den. Det duer simpelthen ikke at sprede så meget vrede og had over så ensidigt et emne.

Jeg synes vi er nødt til at give hinanden lidt mere råderum til at leve. Det er helt urealistisk i dagens Danmark at forvente, at alle er perfekte og rettidige. Der er SÅ mange ting, som man i dagens Danmark skal huske og have styr på. Det kan godt være at De Vrede Mænd både har fået vinterdæk på og skruer i deres nummerplader, men har de husket at bruge tandtråd og sætte sig ind i detaljerne om den kommende afstemning om retsforbeholdet? Man skal ikke kaste med sten når man bor i glashus, og faktisk tror jeg de fleste af os bor i glashus – der er altid et eller andet vi kan gøre bedre.

Det er heller ikke godt for De Vrede Mænd selv at dyrke den vrede. Jeg kender det fra mig selv: når jeg bliver vred i trafikken eller en anden sammenhæng, har jeg en dårligere dag. De Vrede Mænd skulle prøve at finde en indre ro, så de kan have større tolerance overfor andre mennesker. Så kan de også tilgive sig selv, hvis de en dag skulle komme til at aflevere en biblioteksbog for sent.

Lignende indlæg:

To år med 5:2-diæt

Tænk engang, i disse dage kan jeg fejre 2 års jubilæum med 5:2-diæten. Det er alligevel lang tid! Det er nu så indgroet, at selv når jeg overvejer om det stadig er det rigtige for mig, så er det helt umuligt at forestille mig en hverdag uden.

Da jeg rundede det første år kunne jeg bryste mig af kun at have sprunget over 1 eneste fastedag pga. sygdom. Sådan har det ikke helt været i løbet af år 2. Jeg har holdt pause både i perioden hvor vi flyttede og i ferierne, og derudover har jeg haft 3 episoder med sygdom. Måske er det derfor at jeg ikke har tabt mig i året der er gået – faktisk har jeg taget et par kilo på igen.

Jeg kan ikke længere motivere mig selv til at faste, når jeg er udenfor min hverdagsrytme. Jeg har fundet en måde at ignorere sulten og hovedpinen i hverdagen, men når jeg har fri kan jeg ikke.

Nogle af de effekter jeg oplevede af diæten i den første tid er taget lidt af. Mit humør er ikke længere stabilt højt. Jeg har dage med dystert humør, hvor jeg synes det hele er noget møg. Jeg har dog stadig mere mentalt overskud end før 5:2. I starten oplevede jeg en mindre trang til søde sager, sådan er det heller ikke mere. Da jeg startede på 5:2 var min hjerne ved at komme ovenpå efter en omgang stress. Måske har jeg forvekslet nogle af effekterne af stressbehandlingen med effekterne af 5:2. Jeg har i hvert fald haft mere modvind og mentale udfordringer i det seneste år end det første år.

På den positive side har jeg dog stadig en god effekt i forhold til smerter i led og ryg. Både min mand og jeg nyder også stadig at have 2 hverdagsaftener uden madlavning. Jeg kan blive helt irriteret over at skulle lave aftensmad hver eneste dag når vi har fri. Og disse 2 ting gør, at jeg stadig holder fast i at spise på denne måde.

Det betyder ikke, at jeg ikke af og til overvejer om det er det værd. Jeg har stadig hovedpine mange af fastedagene, og det er en belastning. Jeg er led og ked af at have hovedpine. Desuden er tendensen til at kompensere for den manglende spisning dagen efter en fastedag blevet kraftigere. Jeg har lige fra starten sat som en præmis, at jeg ikke vil begrænse mig selv på ikke-fastedagene. Jeg kan godt blive bekymret for om jeg spiser for meget og for usundt disse dage. Fastedagene har også fået en social slagside efter vi er flyttet. På de dage har vi altid en portion mad som er gjort klar, så det er nemt og fleksibelt for husbond at få aftensmad. Det har betydet at han bruger fastedagene til at få ordnet ting og dyrket motion, og dermed er vi ikke så meget sammen på de dage.

Alt i alt er der noget i både den ene og den anden vægtskål. Det er ikke lutter lagkage, men jeg er heller ikke parat til at stoppe.

 

 

Lignende indlæg:

Køn eller personlighed

Jeg er ikke en af dem der synes, at kvinder diskrimineres i Danmark. Som kvinde synes jeg, at jeg har samme muligheder som mænd i det danske samfund. På den del af arbejdsmarkedet jeg befinder mig, besættes stillingerne af en person med bestemte kvalifikationer uanset køn.

Det er ikke det samme som at alle stillinger er besat med lige mange mænd og kvinder. Især på ledelses- og bestyrelsesposter er der en overvægt af mænd. På de lag bevæger jeg mig ikke selv. Jeg er dog ret overbevist om, at en stor del af årsagen ligger i, at kvinder ikke selv ønsker disse stillinger.

Når det kommer til løn ved jeg ikke om vi har ligestilling. Statistikkerne siger at det stadig er skævt, men det må være svært at få helt sammenlignelige tal. I min hverdag er løn ikke noget man taler om. Tidligere har det stået i min ansættelseskontrakt, at jeg ikke måtte diskutere min løn med mine kolleger. Det blev forbudt ved lov for et par år siden, netop af hensyn til ligeløn. Alligevel er der ikke nogen der ved hvad hinanden tjener, så jeg ved ikke om mine mandlige kolleger tjener mere end mig.

I den forgangne uge har der været beretninger på Twitter under hashtag #jegharoplevet, hvor kvinder fortalte om kønsdiskriminerende oplevelser med mænd. Det fik mig til at tænke på en række forskellige episoder da jeg var ung, hvor mænd har opført sig upassende overfor mig. Jeg har dog aldrig været ude for at et nej ikke blev respekteret.

Alle disse oplevelser fik mig til at tænke på, om det egentlig handler om køn, eller om det mere er fordi der findes mange vrede, afstumpede og grænseoverskridende mennesker. Den tanke fik næring af en kommentar på Facebook, hvor komikeren Brian Mørk opremsede en række ubehagelige oplevelser han havde haft med både mænd og kvinder, hvorefter han sluttede af med ordene:

Kvinder på Twitter. I bliver ikke udsat for ubehagelige idioter fordi I er kvinder. I bliver udsat for ubehagelige idioter fordi I er mennesker.

Når vi kommer ned på gaden og mødes menneske til menneske, uden at kende hinandens navne, spekulerer jeg nu alligevel på, om det er en snigende diskrimination af kvinder jeg møder. Dømmer vi kvinder hårdere end mænd i det offentlige rum?

På min cykeltur til arbejde oplever jeg relativt ofte at blive skældt ud og råbt ad. I modsætning til mange, mange cyklister kører jeg faktisk ret hensynsfuldt og forsvarligt – og efter færdselsloven. Men alligevel sker det, at mine med-trafikanter er utilfredse med min opførsel. Det kan handle om at mine bremser hviner, en overhaling som nogen synes der ikke var plads til, eller bare det at køre over for grønt, hvor det viser sig at nogen synes de skulle på tværs for rødt.

Når jeg kommer hjem og fortæller om disse oplevelser til min mand, så siger han at han næsten aldrig oplever sådan noget. Han cykler ellers også hyppigt, langt og hurtigt som jeg. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det handler om køn? De ting jeg bliver skældt ud for, er alle sammen ting som jeg ser mandlige cyklister gøre hele tiden uden tilråb.

Det føles som om der er et andet niveau af tolerance overfor en kvinde end overfor en mand i trafikken. Det er ikke kun mænd men også kvinder, der synes det er helt i orden at kalde mig en sindssyg kælling i situationer, hvor jeg kører helt i overensstemmelse med færdselsloven.

På arbejde strejfer tanken mig også en gang imellem, om jeg mon behandles anderledes end mine mandlige kolleger pga. mit køn eller min personlighed. Nede i de små hverdagssituationer synes jeg nemlig at jeg oplever nogle forskelle. Det virker som om der gælder lidt andre spilleregler for mine mandlige kolleger. Det er som om de slipper afsted med nogle ting, som jeg bliver bremset i.

Alternativet til at dette skulle bunde i kønsdiskrimination er, at det handler om personligheder – hos mig eller hos mine kolleger og med-trafikanter. Det er helt sikkert, at der er store forskelle i hvor autoritetstro, lovoverholdende, hensynsfulde, respektfulde og rummelige vi er uanset køn, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Måske mangler jeg indblik i det feedback mænd oplever på deres opførsel. Måske opfatter mænd samme feedback på en anden måde end jeg. Og jeg er også med på, at jeg har tendens til at tage tungt på uretfærdig behandling. Min oplevelse er bare, at når jeg opfører mig som jeg ser mine mandlige kolleger eller medtrafikenter gøre, så får jeg en anden reaktion.

 

Lignende indlæg: